Tag-arkiv: Danmarksbloggen

Magtens vold legitimerer alle andres vold

Udgivet den af
1

Kristeligt Dagblad skrev i går om, hvordan socialt udsatte som hjemløse og andre i stigende grad bliver udsat for latterliggørelse, chikane og deciderede overfald, altså for volden i alle dens former.

Sekretariatschef hos Landsforeningen af Væresteder Cliff Kaltoft begrundede udviklingen med at citat fra artiklen: ”Vinder-taber-kulturen har især fået tag i mange af de unge, der lader til at tænke om de udsatte, at de ikke er noget værd,” (citat slut).

Og chefen for Kirkens Korshær Helle Christiansen giver i artiklen udtryk for, at italesættelsen af de svage som dovne samfundssnyltere er blevet så grundfæstet en del af dansk mentalitet, at det faktisk kræver politisk handling, hvis det skal ændres.

Danmarksbloggen – som i al beskedenhed netop gerne vil genskabe respekten for det enkelte menneske, solidariteten og fællesskabet – er enig.

Men Danmarksbloggen må så også rette kanonen mod politikerne.

For nok er det vigtigste, at vi får gang i forandringerne i holdningerne, så vi kan komme tilbage til en medmenneskelig respekt og anstændighed. Men man skal som bekendt kende sin fortid for at forstå sin nutid – og for at kunne påvirke sin fremtid.

Og ser man tilbage i tiden, er der ingen tvivl om, at Foghs og Kjærsgaards umenneskelige regime i nullerne i dén grad har været med til at skabe denne menneskefjendske taber-vinder-kultur – godt hjulpet på vej af talløse tv-programmer, hvor det drejer sig om at vinde med alle midler, så man ikke risikerer at blive stemt ud.

Men det er især magtens vold, der er bekymrende. Medier og mennesker løber blot efter dér.

Og i dag er vi desværre i den situation at samtlige partier – på nær Enhedslisten og til dels SF – opfatter arbejdsløse som dovne, indvandrere af muslimsk herkomst som potentielt kriminelle, enlige mødre som nogen der tager dårlige livsbeslutninger, hjemløse som nogen der ikke kan tage sig sammen osv, osv.

Sådan er det jo, som Vestager engang sagde dét. Men sådan behøver det ikke være.

Magten behøver ikke at udøve vold mod samfundets svageste, som magten nu har gjort det i snart halvandet årti. Magten kan – og bør – vælge at være de svagestes hjælper, beskytter og bedste ven.

Så får magten bævende læbers pris – og finere hæder gives ikke i hele den vide verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 24: Første Verdenskrig, Genforeningen og Påskekrisen

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie.I dag handler det om:

Første Verdenskrig, Genforeningen og Påskekrisen

Nederlaget i 1864 sad stadig dybt i danskerne, da skuddene faldt i Sarajevo og Første Verdenskrig begyndte i sommeren 1914. Såvel den danske befolkning som den danske regering var derfor også fast besluttet på at holde Danmark ude af krigen, og det lykkedes.

Så mens unge mænd – fra på den ene side Tyskland og Østrig-Ungarn og på den anden Frankrig, England, Rusland og senere også Italien og USA – døde i millionantal i skyttegravene overalt i Europa, så skete der intet i Danmark udover at de såkaldte gullasch-baroner tjente tykt på krigen.

For hærene skulle jo have mad, og der var en del foretagsomme danskere, der blev rige på at sælge mere – eller ofte mindre – god mad til de krigsførende landes hære.

Det var tit folk, der ikke havde hverken penge eller uddannelse – og mange af dem kunne ikke finde ud af at begå sig i en tid, hvor de fleste danskere havde meget lidt. De smed om sig med penge og opførte sig på en måde, så udtrykket gullash-baroner blev opfundet og udtrykte det rusk-om-snusk-mad, som de var blevet rige på – og at de optrådte som adelige af den værste slags.

Når skidt kommer til ære, ved det ikke, hvordan det skal være, som man sagde – og til dels stadig siger.

Indtægtsmulighederne for gullasch-baronerne blev imidlertid drastisk mindre, da krigen sluttede i 1918 med Tysklands absolutte nederlag, der blev understreget kraftigt ved fredsslutningen på Versailles-slottet udenfor Paris, hvor Tyskland blev så jordet, at man reelt lagde i kakkelovnen til det mareridt, der startede 21 år senere.

Men det vidste man ikke i Versailles-dagene i 1918. Her var man blot glad for, at Tyskland havde tabt.

Også i Danmark var man glad. For nu blev der åbnet op for, at vi kunne få en del af det tabte land fra 1864 tilbage. Man besluttede nemlig at opdele de tidligere hertugdømmer i tre områder, der så skulle stemme, om de ville være tyske eller danske.

Det var således første gang nogensinde i verdenshistorien, at folkene selv fik lov til at bestemme – og den dag i dag, hvor vi nærmer os 100-året for Genforeningen, er det tydeligt, at ideen var rigtig god.

For ser man bort fra 1940-45, så har grænsen mellem Tyskland og Danmark været en af de mest klare og uden konflikter. Der er mindretal på begge sider, javist. Men i hverdagen lever og arbejder og handler man på kryds og tværs af hinanden i noget, der generelt er fredelig og god sameksistens.

Selve Genforeningen, der fandt sted d. 10. juli 1920, var selvfølgelig en følelsesladet affære med den danske Kong Christian d. 10, der red over grænsen på en hvid hest med Dannebrog vejrende alle steder fra.

Christian d. 10. var selvsagt også en af Danmarks populæreste mænd dén dag – i hvert fald i dét Sønderjylland, der nu var blevet dansk igen.

For i resten af Danmark havde det et par måneder forinden været lige ved, at Danmark var blevet et monarki fattigere.

Kongens rolle som monark var jo netop ikke at blande sig politisk. Men det havde Christian d. 10 gjort alligevel, da han ved påsketide i 1920 afskedigede Zahle-ministeriet.

I et demokrati med parlamentarisme, altså flertalsstyre, kan en monark ikke tillade sig at gøre det, som Christian d. 10. gjorde.

Reaktionen kom også prompte. Arbejderne demonstrerede øjeblikkeligt på Amalienborg Slotsplads med krav om, at Danmark skulle være en republik samt og at det nye – meget højreorienterede og kongevenlige ministerium, som Kongen selv havde sat ind, skulle væk.

Situationen var ladet – og gnisterne fra den kommunistiske revolution i Rusland var ved at nå Danmark.

Men så kom socialdemokraternes leder Thorvald Stauning, der sad i Københavns Borgerrepræsentation, til Amalienborg – og resultatet blev et nyt forretningsministerium, som kunne godkendes af alle, inden der kom et nyvalg.

Det blev altså en arbejder, der reddede monarkiet kun godt 70 år efter Grundlovens indførelse …

Påskekrisen 1920 var løst – og siden har ingen monark i Danmark blandet sig i det politiske liv, om end monarken stadig deltager i statsråd, underskriver love og er med, når regeringer og ministre skal udnævnes og skal gå af.

Men betydningen i dag er noget mere formel end dengang i 1920, hvor endnu en ny tid var på vej.

Og netop de brølende 20´ere, børskrakket og de kriseramte 30´ere skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512 Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Fattigdommen i Danmark

Udgivet den af
Svar

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens nye serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget, der er vigtigt på så mange planer:

Fattigdommen i Danmark

Sidste år slog en rapport fast, at jo der er fattigdom i Danmark. Læs indlæg om det her: http://danmarksbloggen.dk/?p=1160

Så diskussionen om, hvorvidt vi har fattigdom eller ej, må definitivt betragtes som værende lukket og slukket.

Vi kan derfor gå videre til det mere relevante arbejde: Nemlig hvordan vi får fattigdommen afskaffet

For som sagt før (men det skal åbenbart gentages igen og igen for især de ører – og de hjerter – der har så svært ved at åbne sig for andre): Så er fattigdom ingen naturlov, men noget menneskeskabt, som vi derfor også kan afskaffe.

Helt enkelt drejer det sig jo om at deles om goderne …

Om at stoppe den Sheriffen-af-Nottingham-politik, der har været ført i Danmark i snart to årtier

For siden hvornår har det gavnet nogen eller noget at tage fra de fattige og give til de rige? Ikke de rige vinder ved det på den lange bane.

For fattigdom skaber ulighed og dermed uro og ustabilitet og mennesker som lever i angst, enten for at miste det som de har – eller for ikke at have noget i morgen.

Men øget ulighed er ikke desto mindre, hvad blå blok fremmede under Fogh og Løkke – og hvad de blå vil gøre igen med deres varslede skattelettelser og stramninger på de offentlige budgetter.

Det er så også – dog i mindre målestok, men alligevel – hvad den såkaldte røde regering under Thorning-Vestager (nu Thorning-Østergaard) har gjort.

Kun få politikere har således i både ord og handling vist, at de støtter de fattige og udsatte i samfundet. Kun få politikere har været medmenneskelige.

Så det er på den ene side let at sige med Mother Teresa: VENT IKKE PÅ JERES LEDERE – GØR DET MENNESKE TIL MENNESKE.

Men på den anden side vil Danmarksbloggen trods alt fastholde, at vi er nødt til at forlange af vores ledere – vores politikere – at de tager sig af alle landets medborgere, og ikke kun de velstillede eller den store brede middelklasse, hvorfra de henter deres vælgere og stemmer.

For det er politikernes opgave også og måske især at tage sig af de små, de fattige, de udsatte, børnene og de gamle. Alle dem, der ikke kan kæmpe selv, fordi de er for unge, gamle, syge, svage eller blot mangler overskuddet. Det er dem, der især skal tænkes på og kæmpes for.

For et samfund kan kendes på, hvordan det tager sig af sine svageste medborgere – og der ser Danmark sig ikke ret godt ud pt. Desværre.

Den idylliske andedam med det blanke vand og de viftende siv er gennem de sidste par årtier blevet til et beskidt vandhul fuld af brudte løfter og manglende solidaritet.

Den gode nyhed er – heldigvis – at det kan laves om. Fattigdommen kan afskaffes den dag, hvor vi for alvor deles om goderne. Lad os se at komme i gang

En start er fattigdomskonferencen i Svendborg på søndag. Læs mere her: https://www.facebook.com/#!/events/1576151685945730/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 22: Industrialisering, arbejderbevægelse og andelsbevægelse

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Industrialisering, arbejderbevægelse og andelsbevægelse

Danmark i anden del af 1800-tallet var på mange måder et helt andet Danmark end Danmark i første del af 1800-tallet.

Danmark i første del af 1800-tallet var et statisk landbrugsland med et enevældigt kongedømme – et land, hvor der var langt imellem noget, der bare mindede om nytænkning og bevægelse i samfundet.

Danmark i anden del af 1800-tallet var derimod et demokrati i sin vorden med de begynder-besværligheder, som det medførte – blandt andet et par unødvendige krige (1848-50 og 1864), og en konge (Christian d. 9.), der holdt på sin ret til at udnævne sine ministre, hvilket betød, at Højres kandidat Estrup i 1872 blev statsminister, selvom Venstre havde vundet folketingsvalget.

Men Danmark i anden del af 1800-tallet var alligevel et demokrati – og et landbrugsland, der var i gang med at udvikle sig henimod at blive mere moderne, både indenfor landbruget og indenfor den industri, der kraftigt voksede frem i disse år.

Danmark sydede simpelthen af ideer, opfindelser og opbrud: Byerne voksede – og den almindelige dansker begyndte at kræve – og få – rettigheder, som havde været utænkelige i første halvdel af 1800-tallet.

Centralt her står Næringsfrihedsloven fra 1857, der med éet eneste slag ophævede købstædernes monopol på handel og håndværk. Nu kunne alle – også dem der boede på landet eller som ikke var medlem af et lav – nedsætte sig som håndværkere og producenter af alle slags.

Og det gjorde danskerne. Virksomheder – som De Forenede Danske Sukkerfabrikker, B&W, Otto Mønsted – og mange flere blev enten grundlagt eller gik fra lille til stor i årtierne derefter. Ofte med C.F. Tietgen i en helt central rolle.

Tietgen var handelsuddannet og bankdirektør, og han havde en evne som få danskere til at få tingene til at vokse. Hver gang vi hører ordet forende – fx forenede spritfabrikker, dampskibsselskaber, sukkerfabrikker osv – kan man roligt gå ud fra, at Tietgen har spillet en hovedrolle.

Samtidig at Tietgen i det store format (og alle de andre i det noget mindre format) udviklede dansk erhvervsliv, blev voldene og byportene revet ned i København, der nu begyndte at sprede sig for alvor ud i de brokvarterer, som vi kender i dag: Nørrebro, Østerbro, Vesterbro og Amagerbro.

Jernbanen kom også (vores nuværende skinnenet stammer således fra 1860) – og dampskibene, telegrafen og meget mere. Varer og nyheder kunne nu transporteres i store mængder og over enorme afstande i flyvende fart. Det var voldsomt, og det kunne være svært at følge med for den enkelte.

Heldigvis behøvede den enkelte heller ikke at stå alene. Ude på landet slog bønderne sig nemlig sammen i andelsforeninger. Det startede i 1882 på Varde-egnen, og kun 13 år senere var der over 800 andelsmejerier i Danmark samt et stort antal andelsslagterier. Andelstanken havde slået rod – og den ændrede dansk landbrug. Fra at vi producerede korn til eget forbrug til at vi producerede smør, flæsk og andre gode kødvarer, som kunne sælges til fx England – og transporteres med de dengang hurtige dampskibe.

I det nye demokrati var tyngdepunktet på en måde også flyttet mod vest, nemlig til Jylland, hvor lensgreve Krag-Juel-Vind-Frijs havde sine godser, som han elskede at være på, når han ikke var nødt til at opholde sig i København, hvor han stod for den reviderede grundlov fra 1866. En grundlov, der sørgede for, at de nationalliberale med base i København blev sat helt udenfor indflydelse, mens lensgreven selv og hans godsejervenner samt de almindelige bønder fik magten. En magt, som de havde indtil systemskiftet i 1901, som vi skal høre mere om i næste uges Danmarkshistorie.

For der skete meget mere i sidste del af 1800-tallet, som vi må have med.

For nok havde jordbesidderne magten – men det ulmede i den voksende danske arbejderskare, der i takt med den stigende industrialisering blev flere og flere.

Ude på landet boede der nemlig mange jordløse landarbejdere, som ikke havde mange rettigheder, men som til gengæld måtte knokle hårdt og stadig leve et kummerligt liv. For dem betød Grundloven ikke ret meget, og deres liv var stort set det samme som før 1849.

Mange af dem valgte derfor at tage til byen i håbet om at et job i den nye industri ville give dem et bedre liv. Det skete desværre sjældent. Arbejdet var stadig hårdt og nedslidende – og familierne blev stuvet sammen i små, dårlige lejligheder.

Det kunne ikke fortsætte – og den voksende arbejderbevægelse dannede da også sit eget parti, Socialdemokratiet i 1871.

Det var dengang begrebet arbejdskamp skulle tages helt alvorligt. En af partiets stiftere Louis Pio blev således idømt en lang fængselsstraf for højforræderi. For at slå arbejderbevægelsen ned sendte man ham også til Amerika. Men han kom tilbage – og der var også andre dygtige mennesker i arbejderbevægelsen, fx en Peter Knudsen, der dygtigt opbyggede partiet op gennem 1880´erne.

Det stod også hurtigt klart at skulle arbejderne have succes med at skaffe sig gode levevilkår, så skulle der fagforeninger til. Så i 1898 var der etableret fagforeninger for hvert fag i alle danske byer.

Konflikten med arbejdsgiverne – i tidens sprog kapitalisterne – var uundgåelig, og i 1899 efter talrige strejker og lockouter blev arbejderne lockoutet i hele fem måneder. Resultatet blev den samarbejdsaftale, som vi stadig har på det danske arbejdsmarked, med varslinger, forligsinstitution osv. En aftale, der kaldes Den Danske Model, og som mange lande stadig misunder os.

Tilbage i Danmark i tiden omkring 1900 stod det derfor også alle klart, at samfundet havde ændret sig. At noget nyt skulle til at ske. Det gamle system med på den ene side godsejerne, de adelige og militæret i Højre og bønderne i Venstre havde spillet fallit. Arbejderne, husmændene og de intellektuelle – og på sigt kvinderne – ville også være med til at bestemme. Et systemskifte var på vej.

Og netop systemskiftet til parlamentarismen – og kvindernes stemmeret – skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Danmarks deltagelse i krige og konflikter

Udgivet den af
Svar

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens nye serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Idag – på dagen for Danmarks udsendte – skal det derfor handle om Danmarks deltagelse i diverse krige og konflikter.

Når man siger Danmark og krige og konflikter, kan man ikke undgå at tale om det knusende nederlag i 1864, der gjorde en hel landsdel tysk i flere årtier, inden 2 ud af 3 områder stemte sig hjem til Danmark i 1920.

For 1864 var et skelsættende år. Indtil 1864 var Danmark nemlig 100% overbevist om egen storhed – også i krig, og også selvom vi mistede Skåne, Halland og Blekinge i 1658 og Norge i 1813.

Men det ændrede sig i 1864, hvor nederlaget i Sønderjylland betød, at småstats-tanken og andedamsmentaliteten for alvor vandt frem – og de har præget Danmark lige siden.

Under begge verdenskrige dukkede vi således nakken og deltog så lidt som muligt. I Første Verdenskrig var vi endda helt udenfor som neutrale – og det prøvede vi også i tiden op til Anden Verdenskrig. Men her blev vi besatte af Tyskland, som det officielle Danmark i øvrigt arbejdede sammen med – mens en håndfuld modige frihedskæmpere, sejlere og andre danskere i den frie verden reddede Danmarks ære.

Efter 1945 deltog vi så i diverse humanitære aktioner. Fx blev hospitalsskibet Jutlandia sendt til Korea-krigen – og der var danske FN-soldater på Cypern, i Ex-Jugoslavien og mange andre steder.

Men så, da Fogh overtog magten, ændrede dagsordenen sig – og Danmark blev et krigsførende land igen. Der kom danske soldater til Irak og Afghanistan i krigen mod terror, som daværende præsident Bush kaldte det.

Og nu handler det om terrororganisationen, den ekstreme muslimske bevægelse IS og dens hærgen i Syrien og Irak. Danmark er også med her. Og om Ukranie, hvor situationen mildest talt er usikker – og de cirka 300 danske soldater, der skal til de baltiske lande og Polen.

Men hvad er det rigtige at gøre for Danmark – både nu ifht IS, ifht Ukraine, ifht at sikre NATO`s grænser i Polen og Baltikum – og generelt?

Skal vi fortsætte den gode stil, som har kendetegnet os i årtier som et af verdens humanitære lande, der hjælper mennesker, dér hvor vi kan?

Eller skal vi – som Fogh gjorde det – vende tilbage til en dagsorden med Danmark som et krigsførende land med alt, hvad det indebærer?

For der er ingen tvivl om, at det koster – både i menneskeliv, på pengepungen og ifht terror-risici – at vælge krigsvejen. Men spørgsmålet er også, om vi ikke som et af verdens frie og rige lande er forpligtede til at yde netop disse ofre? Og kan vi overhovedet være bekendte, at det altid er de store lande som England, USA og Frankrig, der skal ofre deres unge mænd og kvinder?

Eller skal vi hellere bruge pengene på at hjælpe mennesker i nød? Er det i virkeligheden dér, at vi – med vores årelange tradition for humanitært arbejde – kan gøre den store forskel?

Danmarksbloggen har ikke svaret, men mener, at det er relevant at tænke over på en dag som idag, hvor fokus er på Danmarks udsendte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 21: Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

DET UNGE DEMOKRATI, 1864 OG EUROPAS SVIGERFAR

Da vi vandt Treårskrigen i 1850, ville jublen ingen ende tage. De danske soldater gik triumferende sejrsmarcher, og der blev sunget højt om den tapre landssoldat. Ingen – eller i hvert fald meget få – var i stand til at se gennem sejrsrusen og få øje på den store trussel, som lå fra vores store nabo mod syd: Et forenet Tyskland under jernkansleren Bismarck – og et Tyskland, hvor alle nu mente, at Danmark undertrykte alle tyskere i hertugdømmerne.

Det spritnye danske demokrati (Grundloven er som bekendt fra 1849) var nemlig i dén grad overbevist om sin egen fantastiske styrke, selvom vi i tiden mellem Treårskrigen og 1864 havde ikke færre end elleve forskellige regeringer. Demokratiet var nyt og spinkelt, og alt skulle afprøves samtidig med at landet gennemgik store forvandlinger.

I København forsvandt voldene efter den store kolera-epidemi – og byen kunne begynde sin udvikling mod at blive den moderne storby, som København er i dag.

Industrialisering, urbanisering og meget andet, der blev betragtet som et stort fremskridt tog fart. Jernbane, dampskibe og en generel øget trafik var både midlet og billedet på den nye tid. Og Danmark var – til trods for tabet at Norge i 1813 og statsbankeroten i 1814 – igen på vej frem.

Men så ramte ulykken. Den danske grundlov gjaldt ikke nede i hertugdømmerne Slesvig-Holstein. Men nu lavede politikerne en fællesforfatning, der gjaldt for Danmark og Sønderjylland, men ikke for Holsten. Forfatningen var i dén grad i strid med de gamle regler, der stillede hele området frit. Men man håbede, at såvel Sverige-Norge, England og Rusland ville komme Danmark til hjælp, hvis det endte med krig.

Det gjorde dét – men ingen kom Danmark til undsætning.

Tyskerne havde derimod ikke glemt Treårskrigen og det de mente var dansk undertrykkelse af alt tysk, og da Tyskland samtidig havde brug for en prøveklud, inden det store angreb mod Frankrig, så var det ligefor med en krig. Valget faldt på Danmark, der så uklogt fægtede med den nye forfatning, som kongen Frederik d. 7. ikke engang havde nået at underskrive, inden han pludselig døde 15. november 1863.

Den nye konge – Christian d. 9. – ville først ikke skrive novemberforfatningen under, da han vidste, at den betød krig. Men d. 18. november 1863 gjorde han det – stærkt presset – alligevel. Den gjaldt fra 1. januar 1864.

Angrebet fra Tyskland måtte komme – og det kom midt i januar 1864 mod et Danmark, som ikke havde holdt hæren og forsvarsværkerne ved lige, men hvor soldaterne stadig var udrustede med de gammeldags forladede geværer, mens tyskerne var professionelle soldater med moderne våben, bla bagladede geværer.

Krigen blev kort, men ubarmhjertig og hård. I den kolde vinter og det tidlige forår mødtes de to hære: Den danske på cirka 40.000 mænd, de fleste ganske uerfarne, og den tysk-østrigske på 57.000 mænd med tre års militæruddannelse bag sig.

Det måtte gå galt, og det gjorde det også. Vi vandt dog – pga tågen og tysk fejlvurdering – slaget ved Mysunde 2. februar, men så kom nederlagene ved Dannevirke og Sankelmark. D. 6. februar var krigen reelt afgjort og kunne være sluttet med et tilbud om forhandlinger under international mægling.

Men nej, det danske folk blev grebet af panik og nationalfølelse – og de nye politikere fulgte folkestemningen. Så krigen varede 2½ meningsløse måneder mere – helt indtil det sidste slag 18. april ved Dybbøl Mølle.

Så var det hele afgjort – og ved de efterfølgende fredsforhandlinger bed Tyskland sig fast. Grænsen kom til at ligge ved Kongeåen – og mere end 200.000 danskere var nu tyske og skulle være så i små 60 år

Hvad udad tabes, må indad vindes, blev der sagt – og Danmark har lige siden det skæbnesvangre år 1864 opfattet sig selv som et lille stat og ikke som en stormagt. Ja, selvopfattelsen som lille og ubetydelig i kombination med andedamsmentaliteten om at have nok i os selv er først nu 150 år ved at vende, bla pga den danske deltagelse i både Irak og Afghanistan – men også via den rolle, som Danmark prøver at spile i EU – trods de danske forbehold – og i FN.

I kongehuset har man dog hele tiden set udad, netop på dén tid, hvor Danmark blev lille, fik man placeret sønner og døtre overalt på tronen i Europa. Frederik d. 7. døde i 1863 – og dermed uddøde også den oprindelige gren af den danske kongeslægt, den oldenborgske. Men en anden gren – den glückborgske – tog over med Christian d. 9. og hans dronning Louise.

Og deres børn blev næsten alle kronede hoveder: Den ældste søn, Frederik d. 8, blev selvsagt konge af Danmark, datteren Alexandra blev dronning af England, datteren Dagmar blev zarina i Rusland, og sønnen Vilhelm blev konge af Grækenland under navnet Georg d. 1. Derudover blev datteren Thyra hertuginde af Cumberland, og sønnen Valdemar blev valgt som konge af Bulgarien, men valgte dog at takke nej og blive i Danmark.

Christian d. 9. har derfor også siden været kendt som Europas svigerfar, og hver sommer mødtes den store familie på slottet Fredensborg i Nordsjælland, hvor de holdt sommerferie og talte sammen – noget som kansleren nede i Tyskland ikke brød sig om. Han mente, at de smedede rænker mod ham, og måske er der også blevet snakket politik.

Men somrene på Fredensborg var først og fremmest en familiesammenkomst, hvor travle kongelige fra mange lande, der ofte ikke sås ellers i løbet af året, kunne være sammen et par uger og holde ferie og nyde livet

For nu var det at holde ferie og slappe af blevet moderne hos de kongelige og en lille privilegeret overklasse.

For langt de fleste danskere drejede livet sig dog ikke om, hvorvidt man skulle spille kroket eller i stedet spadsere en tur i en blomstrende park. Nej, de fleste danskere kæmpede simpelthen for at overleve i et samfund, hvor skellene mellem rig og fattig var enorme, og hvor livet året rundt var et slid for det daglige brød.

Og netop forskellen mellem rig og fattig, industrialisering, vandring fra land til by og urbanisering skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efteråret på Danmarksbloggen: Danmarkshistorie og værdi-oplæg

Udgivet den af
Svar

Det går mod lange, mørke aftner, løv der falmer og kolde dage. Efteråret er på vej, også på Danmarksbloggen, der på mandag vender tilbage med Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Da vi sluttede før sommerferien, var det med Grundlovens indførelse i 1849. Så fra nu af og indtil advent skal det handle om den moderne tid fra cirka 1850 og op til vore dage.

Læs evt. sidste afsnit fra før sommerferien her. I slutningen er der link til alle tidligere afsnit af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790

For vores historie er vigtig. Kend din fortid for at forstå din nutid, så du kan påvirke fremtiden, hedder det som bekendt.

Men vi kan ikke nøjes med at se tilbage. Vi må også se frem, hvis vi sammen skal skabe et bedre samfund.

Danmarksbloggen vil derfor – i første omgang indtil jul – hver fredag komme med et oplæg til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger.

Så altså:

Velkommen til efteråret på Danmarksbloggen, hvor der udover diverse indlæg over ugen vil være Danmarkshistorie hver mandag og værdi-oplæg hver fredag.

Vel mødt til et spændende efterår.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danmarksbloggen i juli måned

Udgivet den af
1

Sommeren står for alvor for døren nu.
Det er tid til at komme ud i skov, eng og ved strand for at nyde livet og vort skønne Danmark og samle lys, glæde og energi.

Danmarksbloggen går også i sommerstemning og vil i juli måned udkomme lidt mere sporadisk end normalt.

Dog vil man hver tirsdag i juli – startende i morgen d. 1. juli – kunne læse om en overset dansk perle – om et sted i Danmark, der fortjener at komme mere på landkortet end det er idag.

Og hver fredag i juli plus en enkelt i august vil man kunne læse en sød lille sommersag.

Skulle nogen af Danmarksbloggens læsere have lyst til at bidrage med stort og småt fra det danske sommerland, så er I også så hjerteligt velkomne til at sende et indlæg til undertegnede på djt@danmarksbloggen.dk

Vel mødt – både i juli, august – og til september, når Danmarksbloggens Danmarkshistorie vender tilbage – endda samtidig med spritnye initiativer.

Venligst
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 20: Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 7. GRUNDLOV OG TREÅRSKRIG

På torsdag d. 5. juni er det Grundlovsdag. Dagen hvor vi fejrer, at Danmark i 1849 blev et demokrati efter at Monrad, Clausen, Moltke og de andre Grundlovsfædre var færdige med deres arbejde: Nemlig at forfatte den Grundlov, der blev underskrevet af Frederik d. 7.

Men i virkeligheden var arbejdet gået i gang lang tid før.

Allerede i 1830´erne nedsatte den gamle enevældskonge Frederik d. 6. nemlig de stænderforsamlinger, der skulle danne overgangen til det demokrati, som blev født i 1848 og gennemført i 1849. Den gamle konge så nemlig klart, hvad vej det gik og mente, at det var en god ide at lade overgangen komme stille og roligt fremfor hurtigt og brat.

Frederik d. 7.´s far Christian d. 8. var enig og satte yderligere gang i arbejdet kort før sin død i vinteren 1848.

Det var dog ikke alle, der var enige i den langsomme overgang. En af dem var den national-liberale Orla Lehmann, der holdt brændende taler om det folkestyre og de frihedsrettigheder, som hellere skulle komme i dag end i morgen: Menings-, trykke- og ytringsfriheden. Især de unge og yngre var helt enige med ham – og der blev flere steder talt begejstret om det folkestyre, som måtte være på vej.

Der var med andre ord uro og revolution i luften over Europa – og også i Danmark.

Og her især i Sønderjylland og hertugdømmerne, hvor der ellers havde været roligt i flere århundreder. Men i takt med den stigende nationalfølelse i både Danmark og det nu forenede Stor-Tyskland blev det pludselig vigtigt, om man var tysker eller dansker. Det havde det ellers aldrig været før, hvor man i stedet havde opfattet sig selv som slesviger, holstener eller slet og ret som en person fra hertugdømmerne.

Men nu blev det essentielt, om man var det ene eller andet, talte dansk eller tysk. Og at sige at man ikke var nogen af delene, men i stedet var tilhænger af hertugdømmerne og blot opfattede sig selv som hertugdømmer duede ikke.

Det kunne næsten kun ende med konfrontation.

En situation som prinserne fra Augustenborg, der var sønner af Struenses og Caroline Mathildes datter, prøvede at udnytte til egen fordel for derigennem at kunne få magten over hertugdømmerne.

Det hele endte galt. Det endte med Treårskrigen, som varede fra 1848 til 1850, og som Danmark, der i mellemtiden var blevet et spritnyt demokrati, vandt.

Jublen ville ingen ende tage – og ingen tænkte på, at man havde trådt et nyt, samlet og meget stærkt Tyskland over tæerne. Det skulle vi imidlertid få at mærke 14 år senere i 1864. Men det vender vi her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie tilbage til efter sommerpausen.

For det store skifte var nu sket. Danmark var blevet et demokrati. Uden revolution, uden ballade – men ikke uden teatralske ord og fagter.

Tilbage i de urolige martsdage i 1848 var en gruppe københavnere – blandt andet Orla Lehmann, der sagde de berømte om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp – forsamlede på teatret og vintertivoliet Casino og rådhuset til møde. Et møde, der endte med at mændene gik i fakkeltog til Christiansborg og Frederik d. 7.

For NU skulle det være. NU skulle Danmark af med den gamle enevælde, og demokratiet skulle indføres. Men de kunne godt gå hjem igen.

For Frederik d. 7., der nærmest lige var blevet konge, havde nemlig lugtet lunten og ligeså stille tidligere på dagen afskediget det gamle ministerium og dermed afskaffet enevælden.

Så da deputationen – ret ophidsede – nåede frem til slottet, kunne Frederik Folkekær, som han siden blev kaldt, slå ud med hånden og flot sige. Det, som De kommer for at anmode Deres Konge om, det er allerede udført.  

Og så kunne Grundlovsfædrene gå i gang med arbejdet – og kun lidt over et år senere, midt i Treårskrigen – underskrev Frederik d. 7. Grundloven, der var den tids mest demokratiske i hele verden.

Så let, så elegant har meget få andre – om nogen overhovedet – lande gået over til folkestyret.

Det er derfor også helt fortjent, at det netop er ham – Frederik d. 7. – der møder os højt til hest, når vi er på Christiansborg Slotsplads i dag, hvad enten vi så er der for at se Christiansborg, gå ned i ruinerne, besøge folketinget, demonstrere eller måske bare skifte bus.

Frederik d. 7. var i det hele taget kendt for sine rammende replikker, one-liners som de ville hedde i dag, som når han på sine rejser rundt om i landet altid sluttede af med at stille sig op på en stol i forsamlingen, slå ud med armene og landsfaderligt sige: Hils Eders koner og børn.

Danskerne elskede ham for det, og for at han absolut ikke var fejlfri. Ikke alene drak Frederik d. 7. en hel del. Men han havde også været gift ikke mindre end to gange – blandt med selveste Frederik d. 6.´s datter- før han endelig fandt sammen med Louise Rasmussen. En pige af folket med en tjenestepige til mor, en gift og velhavende mand som far – og en avisforlægger, der også blev kongens gode ven, som elsker.

De to – Frederik og Louise – havde lært at kende, dengang han var kronprins, og hun var balletpige på Det Kgl. Teater, hvilket dengang nærmest var niveauet lige over prostitueret. En umulig alliance, som alligevel blev mulig – også selvom hun fik et barn med hendes avis-mand, et barn der blev bortadopteret.

Hoffet og andre med status i samfundet brød sig heller ikke meget om hverken Frederik d. 7. eller Grevinde Danner (som Louise Rasmussen nu hed), som de anså for primitive og simple. Antipatien var gengældt hos Danmarks kongepar, der anså hoffolk og andre med glæde for titler og magt for snobbede og kedelige.

Parret opholdt sig derfor også meget på Frederiksborg Slot og Jægerspris Slot i stedet for i hovedstaden. Her kunne Frederik d. 7. også både fiske og grave efter de oldtidsminder, som han interesserede sig dybt for. Børn fik parret dog aldrig, så igen skulle man til at se sig om for at finde den næste konge i Danmark.

Valget faldt på ham, der kendes som Christian d. 9., Europas svigerfar, hvis sønner og døtre blev konge af Danmark, konge af Grækenland, konge af Norge, dronning af England, zarina i Rusland og de sidste gift ind i tyske og franske adelige og fyrstelige kredse. Han, som er den første af de Glückborgske konger, men dog stadig af den samme kongeslægt som de gamle Oldenborgere, hvilket er enestående i Europa.

Og netop Europas svigerfar, det unge demokrati og det skæbnesvangre år 1864 skal vi høre mere om, når Danmarksbloggens Danmarkshistorie vender tilbage efter sin sommerpause. Det bliver mandag 1. september. Vel mødt.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 17: Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 6., STATSBANKEROT OG TABET AF NORGE

Frederik d. 6. blev først officielt Danmarks og Norges konge i 1808, men i realiteten havde han været regent siden 1784, hvor han snedigt og dristigt foretog dén paladsrevolution, der skaffede Danmark af med enkedronning Juliane Marie, Arveprinsen og Guldberg – og istedet satte ham selv og hans kreds af gode mænd i spidsen for Danmark.

Der var også nok at lave, og i det meste af hans regeringstid en del færre økonomiske midler at gøre godt med sammenlignet med 1700-tallets gode indtjening. Men heldigvis var Frederik d. 6. af såvel natur som vane både nøjsom og arbejdsom.

Få år efter Frederik d. 6. havde overtaget magten fra sin endnu levende far, kong Christian d. 7., udbrød den franske revolution i 1789. En begivenhed, der også satte sine spor i Danmark, hvor man var bange for, at noget lignende skulle ske, selvom danskerne som bekendt aldrig laver revolution i regnvejr.

Der skete heller ikke andet end at cirka 10 år efter blodbadet i Frankrig, blev Johan Ludvig Heibergs far dømt til eksil for sit digt: Ordner hænger man på idioter. Dybt beskæmmet rejste Heiberg senior til Paris, hvor han var resten af livet.

Til historien hører dog, at han bare skulle have sagt undskyld, så havde han været tilgivet. Men Heiberg senior ville hellere være martyr for ytrings- og meningsfriheden end bo i Danmark hos sin kone og sin søn, Johan Ludvig Heiberg, der senere skrev vores nationalskuespil “Elverhøi”.

Danskerne glemte hurtigt Heiberg senior. Men desværre betød ikke Heibergs digt, men de blodige begivenheder i Frankrig, at mange reformer blev stoppet i Danmark. Man var simpelthen bange for, hvad der ville ske, hvis almenheden fik for meget magt.

Danmark og Frederik d. 6. fik snart også andet at tænke på. Danmark holdt med Napoleon, der som enevældig kejser styrede Frankrig efter reformationen havde ædt sig selv og sine egne børn.

Det skulle vi komme til at fortryde. I 1801 kom englænderne nemlig, og Slaget på Rheden var en realitet. Vi kunne have undgået det hele, hvis vi havde ladet vores handelsflåde blive hjemme istedet for frækt at sejle rundt mellem de krigende lande i Europa og på de lange ruter ud i verden – bare for at vi kunne tjene kassen.

Flåden var nemlig på det tidspunkt verdens andenstørste flåde, kun overgået af netop den britiske – og nu blev flåden med bombardementet af København i 1807 til dels smadret og til dels taget af englænderne.

Konsekvensen var klar: Tvillingerigerne Danmark-Norge, som  på mange måder var to selvstændige lande, blot med den samme konge gik fra at tjene styrtende med penge til ikke at tjene noget nævneværdigt. Få år efter i 1813 gik Danmark statsbankerot – og i 1814 mistede vi som en direkte konsekvens deraf og pga forhandlingerne i Kiel også Norge.

400 års parløb med Norge var slut.

Det at miste Norge var en stor og personlig sorg for Frederik d. 6., som i sit hus havde en ung mand gående. En mand, der senere blev konge under navnet Christian d. 9., en mand der stadig var i live i 1905, da Norge sendte bud til Danmark om det nyligt selvstændige land måtte få en af Christian d. 9.´s  mange sønner som norsk konge.

Svaret var ja, og i tilgift sagde den gamle konge med tårer i øjnene: Om De havde kendt Frederik d. 6. som jeg, der var en søn i hans hus, og havde kendt den sorg, som han følte over at have mistet Norge, så ville De forstå, hvad jeg gamle mand føler i dag, da Norge vender tilbage til sin gamle kongeslægt.

Tænk engang at kunne sige det i 1905!!!

Dét kunne selv romantikkerne ikke have skrevet bedre. For i det nu så lille land skete der noget efter 1813 og 1814. Danmark samledes om kong Frederik d. 6., der ifølge myten også havde nøglerne til byportene liggende på sit natbord. Så kunne han – og alle københavnerne – nemlig sove trygt.

Han blev landsfaderen, der gik i Frederiksberg have med dronningen og de to døtre, men som også havde en elskerinde. En elskerinde som ved hans død i 1839 mødtes med dronningen for at snakke om den mand, som de begge havde elsket gennem et langt liv – og som elskede dem begge to.

Frederik d. 6. var også konge, da danskerne omkring 1819 begyndte at forfølge jøderne. Men modsat mange af sine europæiske kollegaer så sørgede Frederik d. 6. for, at de forfølgelser blev stoppet.

Han var en hæderlig og retlinet mand, og at kalde ham bagstræberisk, fordi han – i en tid hvor reformerne begyndte at spire – holdt fast på enevælden, er ikke fair. Han oplevede trods alt at miste sin mor som kun 4-årig, fordi hun blev sendt væk – og at faderen var styret af andre (som også ville have Frederik d. 6. af banen), indtil han selv kunne tage over ved kuppet som 16-årig.

Og han ville ikke andet end godt for sit folk – hele folket i en tid, hvor vi var blevet et lille og fattigt land og ikke den rige og blomstrende stormagt, som vi trods alt var det i 1700-tallet.

Så det er faktisk psykologisk set godt klaret, at Frederik d. 6. blev, som han blev – og dét vidste guldalder-tidens store sønner også godt.

For Frederik d. 6.´s tid var guldalderen – den del af 1800-tallet, hvor romantikken blomstrede i den lille Tornerose-søvnige hovedstad København. Hvor Danmark var beriget med folk som H. C. Andersen, Grundtvig, Kierkegaard, Ingemann, Oehlenschläger, Thorvaldsen, Købke og alle de andre, der stadig spiller en stor rolle for Danmark og danskernes selvforståelse.

Og netop guldalderen og alle dens skønånder skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense
og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk