Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 21: Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

DET UNGE DEMOKRATI, 1864 OG EUROPAS SVIGERFAR

Da vi vandt Treårskrigen i 1850, ville jublen ingen ende tage. De danske soldater gik triumferende sejrsmarcher, og der blev sunget højt om den tapre landssoldat. Ingen – eller i hvert fald meget få – var i stand til at se gennem sejrsrusen og få øje på den store trussel, som lå fra vores store nabo mod syd: Et forenet Tyskland under jernkansleren Bismarck – og et Tyskland, hvor alle nu mente, at Danmark undertrykte alle tyskere i hertugdømmerne.

Det spritnye danske demokrati (Grundloven er som bekendt fra 1849) var nemlig i dén grad overbevist om sin egen fantastiske styrke, selvom vi i tiden mellem Treårskrigen og 1864 havde ikke færre end elleve forskellige regeringer. Demokratiet var nyt og spinkelt, og alt skulle afprøves samtidig med at landet gennemgik store forvandlinger.

I København forsvandt voldene efter den store kolera-epidemi – og byen kunne begynde sin udvikling mod at blive den moderne storby, som København er i dag.

Industrialisering, urbanisering og meget andet, der blev betragtet som et stort fremskridt tog fart. Jernbane, dampskibe og en generel øget trafik var både midlet og billedet på den nye tid. Og Danmark var – til trods for tabet at Norge i 1813 og statsbankeroten i 1814 – igen på vej frem.

Men så ramte ulykken. Den danske grundlov gjaldt ikke nede i hertugdømmerne Slesvig-Holstein. Men nu lavede politikerne en fællesforfatning, der gjaldt for Danmark og Sønderjylland, men ikke for Holsten. Forfatningen var i dén grad i strid med de gamle regler, der stillede hele området frit. Men man håbede, at såvel Sverige-Norge, England og Rusland ville komme Danmark til hjælp, hvis det endte med krig.

Det gjorde dét – men ingen kom Danmark til undsætning.

Tyskerne havde derimod ikke glemt Treårskrigen og det de mente var dansk undertrykkelse af alt tysk, og da Tyskland samtidig havde brug for en prøveklud, inden det store angreb mod Frankrig, så var det ligefor med en krig. Valget faldt på Danmark, der så uklogt fægtede med den nye forfatning, som kongen Frederik d. 7. ikke engang havde nået at underskrive, inden han pludselig døde 15. november 1863.

Den nye konge – Christian d. 9. – ville først ikke skrive novemberforfatningen under, da han vidste, at den betød krig. Men d. 18. november 1863 gjorde han det – stærkt presset – alligevel. Den gjaldt fra 1. januar 1864.

Angrebet fra Tyskland måtte komme – og det kom midt i januar 1864 mod et Danmark, som ikke havde holdt hæren og forsvarsværkerne ved lige, men hvor soldaterne stadig var udrustede med de gammeldags forladede geværer, mens tyskerne var professionelle soldater med moderne våben, bla bagladede geværer.

Krigen blev kort, men ubarmhjertig og hård. I den kolde vinter og det tidlige forår mødtes de to hære: Den danske på cirka 40.000 mænd, de fleste ganske uerfarne, og den tysk-østrigske på 57.000 mænd med tre års militæruddannelse bag sig.

Det måtte gå galt, og det gjorde det også. Vi vandt dog – pga tågen og tysk fejlvurdering – slaget ved Mysunde 2. februar, men så kom nederlagene ved Dannevirke og Sankelmark. D. 6. februar var krigen reelt afgjort og kunne være sluttet med et tilbud om forhandlinger under international mægling.

Men nej, det danske folk blev grebet af panik og nationalfølelse – og de nye politikere fulgte folkestemningen. Så krigen varede 2½ meningsløse måneder mere – helt indtil det sidste slag 18. april ved Dybbøl Mølle.

Så var det hele afgjort – og ved de efterfølgende fredsforhandlinger bed Tyskland sig fast. Grænsen kom til at ligge ved Kongeåen – og mere end 200.000 danskere var nu tyske og skulle være så i små 60 år

Hvad udad tabes, må indad vindes, blev der sagt – og Danmark har lige siden det skæbnesvangre år 1864 opfattet sig selv som et lille stat og ikke som en stormagt. Ja, selvopfattelsen som lille og ubetydelig i kombination med andedamsmentaliteten om at have nok i os selv er først nu 150 år ved at vende, bla pga den danske deltagelse i både Irak og Afghanistan – men også via den rolle, som Danmark prøver at spile i EU – trods de danske forbehold – og i FN.

I kongehuset har man dog hele tiden set udad, netop på dén tid, hvor Danmark blev lille, fik man placeret sønner og døtre overalt på tronen i Europa. Frederik d. 7. døde i 1863 – og dermed uddøde også den oprindelige gren af den danske kongeslægt, den oldenborgske. Men en anden gren – den glückborgske – tog over med Christian d. 9. og hans dronning Louise.

Og deres børn blev næsten alle kronede hoveder: Den ældste søn, Frederik d. 8, blev selvsagt konge af Danmark, datteren Alexandra blev dronning af England, datteren Dagmar blev zarina i Rusland, og sønnen Vilhelm blev konge af Grækenland under navnet Georg d. 1. Derudover blev datteren Thyra hertuginde af Cumberland, og sønnen Valdemar blev valgt som konge af Bulgarien, men valgte dog at takke nej og blive i Danmark.

Christian d. 9. har derfor også siden været kendt som Europas svigerfar, og hver sommer mødtes den store familie på slottet Fredensborg i Nordsjælland, hvor de holdt sommerferie og talte sammen – noget som kansleren nede i Tyskland ikke brød sig om. Han mente, at de smedede rænker mod ham, og måske er der også blevet snakket politik.

Men somrene på Fredensborg var først og fremmest en familiesammenkomst, hvor travle kongelige fra mange lande, der ofte ikke sås ellers i løbet af året, kunne være sammen et par uger og holde ferie og nyde livet

For nu var det at holde ferie og slappe af blevet moderne hos de kongelige og en lille privilegeret overklasse.

For langt de fleste danskere drejede livet sig dog ikke om, hvorvidt man skulle spille kroket eller i stedet spadsere en tur i en blomstrende park. Nej, de fleste danskere kæmpede simpelthen for at overleve i et samfund, hvor skellene mellem rig og fattig var enorme, og hvor livet året rundt var et slid for det daglige brød.

Og netop forskellen mellem rig og fattig, industrialisering, vandring fra land til by og urbanisering skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk