Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 27: Kold krig og velfærdssamfund

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Kold krig og velfærdssamfund

Tiden efter Anden Verdenskrig var langtfra en dans på roser.

Europa var – bogstaveligt talt – udbombet, og Danmark var økonomisk sat tilbage til tiden omkring 1930. Rationeringerne fortsatte også i flere år endnu, og opsvinget lod vente på sig. Heldigvis iværksatte amerikanerne Marshalls-hjælpen, der satte gang i produktionen i et Europa, hvor man var enig om parolen ALDRIG MERE KRIG.

En parole, der udmøntede sig dels i Kål-og-Stål-unionen, der senere blev til EF – og nutidens EU – og dels i Atlanthavspagten, også kaldet NATO.

For nok var krigen mod Hitler-Tyskland og hans allierede slut, men en ny, kold krig var begyndt. En krig mellem på den ene side Sovjetunionen og de andre østlande, der mere eller mindre frivilligt nu var en del af den kommunistiske blok – og på den anden side USA og deres allierede i vest.

I de næste årtier skulle der blive brugt milliarder på atomvåben, der så blev stillet op på hver sin side af det jerntæppe, der var gået ned igennem Europa – og som gjorde, at en hel verdensdel var delt i mere end fire årtier.

Terrorbalancen kaldte man det også, og blandt den almindelige europæer – også danskerne – var der stor angst for, at nogen en dag skulle få trykket på en forkert knap. For der var atomvåben nok til at slå alle ihjel – endda mange-mange gange.

Men angsten blev dog holdt i skak for de fleste af hverdagen. En hverdag, hvor også middelklassens kvinder kom ud på arbejdsmarkedet. For hvordan skulle man ellers kunne skaffe arbejdskraft nok til det velfærdssamfund, der rejste sig under Hedtofts, Hansens, Kampmanns og Krags ledelse?!

Et samfund, hvor USA – og England – blev in i en grad, så man spiste burgere, drak coca-cola, så amerikanske film, dansede jitterbug, hørte engelsk musik som fx ”The Beatles” og i det hele taget havde det så godt materielt, at man begyndte at fokusere på andre ting end overlevelse.

Folk, der var voksne i 1960´erne, taler stadig om, hvordan de år for år kunne mærke, at de fik flere penge og en forøget levestand. Goder som eget hus, fjernsyn, udlandsrejser og biler blev alles eje i en grad, så LO´s formand Thomas Nielsen senere udtalte: Vi har sejret ad helvede til.

For samtidig med at de materielle goder røg ind hos den enkelte dansker, røg solidariteten og bevidstheden om at være en del af arbejderklassen også ud. For hvad skal man bruge de gamle historier til, når man kan sidde i ny sofa og se Panduro-lystspil i fjernsynet med en kold øl i hånden? Eller tage på charterrejse til Spanien?

Eller gå i biffen og se en af de mange danske film, som vi stadig ser og kalder for en god, gammel dansk film fuld af solskin og nostalgi  – og naturligvis total urealistisk, også dengang. Film som “Sommer i Tyrol”, “Baronessen på Benzintanken”, “Far til Fire”, “Poeten og Lillemor”, “De røde heste” og “Mød mig på Cassiopia” og mange-mange flere endnu.

De unge, som i løbet af 50´erne og 60´erne fik deres egen identitet og værdi som unge, rystede på hovederne af deres forældre og deres valg. De unge ville en anden verden – en med love, peace and harmony.

Og netop ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2. og EF skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tesfaye versus Tvede – på Society Zoo

Stedet var Comedy Zoo i Knabrostræde i det indre af København, til lejligheden omdøbt til Society Zoo – og der var fuldt hus til arrangementet i går fredag d. 3. oktober, hvor det relativt nye digitale medie Mediehuset DenOffentlige havde inviteret til diskussion om: ”Velfærd i krise – Tesfaye og Tvede i samtale om udfordringer og muligheder.”.

I det blå ringhjørne var altså liberalist og iværksætter Lars Tvede, og i det røde var murer og folketingskandidat for Socialdemokratiet Matthias Tesfaye.

Og lad det være sagt med det samme: Det blev et par meget interessante – og fornøjelige – timer i selskab med de to drevne debattører, der hele vejen igennem holdt en god, ja ligefrem venskabelig tone overfor hinanden.

Noget Danmarksbloggen godt kunne tænke sig spredt til resten af samfundet. For skal demokratiet have en chance, så skal vi kunne grine, hygge os og diskutere, også med dem, der er anderledes end os selv og mener noget andet.

På flere centrale punkter var de to debattører dog rørende enige. De kredsede således meget om, at faglighed, håndværkere og håndværk ikke længere havde den betydning, som det kunne – og burde have.

For en stærk faglighed sammen med iværksætteri, stolthed over egen kunnen, hårdt arbejde og god ledelse er vejen frem for både den enkelte og samfundet, var meldingen fra d´herrer Tesfaye og Tvede.

Det er vigtigere at kunne noget end at være nogen.

Danmarksbloggen er helt enig. Men vil dog tilføje, at hvor fint det end er med håndværk og faglig kunnen, så er det både godt og vigtigt, at nogen er teoretiske – og at alle er kildekritiske. For ligesom at der er mange måder at lære på, er der også mange måder at uddanne sig på – og jo, nogle læser faktisk manualen først!!!

Danmarksbloggen kunne derfor også godt tænke sig, at man ved fremtidige arrangementer gik de to debattører mere på klingen – og udfordrede dem på deres præmisser.

Som når fx Lars Tvede hævdede, at den vestlige kultur har frembragt stort set alt kreativt. Kan det nu passe? Hverken papiret, krudtet eller porcelænet er opfundet af Vesten, men af kineserne. Vores talsystem kommer fra araberne, der faktisk til dels fik det af inderne. Osv.

Men ja, i nyere tid er mange opfindelser kommet fra de vestlige lande. Men det hænger med ret stor sandsynlighed ikke sammen med vestlig kultur, men skyldes, at det samtidig også er de vestlige lande, der forbruger de fleste af verdens ressourcer – og som en konsekvens deraf også frembringer flest opfindelser og mest kreativitet.

For Lars Tvedes argumentation er lidt som at sige, at den hvide mand er klogere end den sorte mand. For det kan man jo måle på antallet af Nobelpristagere, der er henholdsvis hvide eller sorte. Men sådan hænger verden jo ikke sammen. Stort set alle hvide går i skole, mens mange sorte aldrig får muligheden. Der kan således sagtens gå en mand rundt i Afrika, som ikke kan læse – men som hvis han havde fået muligheden for at lære at læse og uddanne sig, så kunne have løst kræftens gåde. Vi ved det ikke.

Men vi ved, at forskellige mennesker og forskellige lande har forskellige forudsætninger – og at det derfor kun giver mening at sammenligne dem, som har de samme forudsætninger.

Ellers bliver det lidt som at sige: Hvad er højest? Rundetårn eller et tordenskrald? Og det giver som bekendt ikke mening.

Så det ville gøre et godt arrangement endnu bedre med mere fokus på præmisserne og på modsætningerne imellem de to duellanter – og en endnu stærkere insisteren på spørgsmål, svar og løsningsmodeller. Og meget gerne også med netop Tesfaye og Tvede i endnu et møde.

Danmarksbloggen vil i hvert fald gerne spørge d´herrer Tesfaye og Tvede om flere ting:

Fx Tvede: Hvis nu den frie konkurrence på alt andet end minimalstaten (domstole, hær og politi) er så god, hvorfor er den sociale skævhed så stor i USA, England og mange andre lande? Enig, det er ikke sådan i Schweiz, men Schweiz er på mange måder en markant undtagelse, da andelen af rige mennesker i Schweiz er meget høj, og man derfor ikke behøver nogen særlig høj skatteprocent for at få den nødvendige mængde penge ind. Der skal jo som bekendt noget mere til at få det samme beløb ind, når også lavt- og mellemlønnede skal spæde til. Det så man også i Danmark, hvor man efter Mærsk McKinney Møllers død talte om, at kommuneskatten i Gentofte skulle op, ene og alene fordi nu manglede man hr. Møllers millioner.

Og et andet spørgsmål til Tvede: Hvordan vil du forklare, at de lande, der har den største kreativitet, er lande, der samtidig har en høj grad af lighed, et stærkt socialt sikkerhedsnet, en veluddannet befolkning og et fleksibelt arbejdsmarked – som netop de skandinaviske lande? Det hænger slet ikke sammen med den liberale konkurrence-filosofi, som du ellers hylder.

Og til Tesfaye: Du siger, at det at få et arbejde kan løse 8 ud af 10 problemer for den enkelte arbejdsløse. Danmarksbloggen er grundlæggende enig. Men hvem er det, der skal skabe de arbejdspladser? Og hvad er politikernes rolle deri? Hvad kan/skal en socialdemokratisk regering gøre udover det, som Corydon og Frederiksen prøver i øjeblikket?

Og til begge: En helt grundlæggende diskussion om den enkelte i forhold til fællesskabet: Hvilken rolle har den enkelte, og hvilken har fællesskabet? For samfundet består af små individer – og den offentlige og den private sektor kan på mange parametre ikke sammenlignes. Skal de fx overhovedet producere lige meget, når man tænker på, at den offentlige sektors rolle er reproduktion, mens den private er produktion?

Så jo, tak – lad endelig Society Zoo fortsætte i Mediehuset DenOffentliges regi. Danmarksbloggen kommer også gerne igen. Debatten er ikke kun spændende – dén er nødvendig for demokratiet i Danmark.

For hos Society Zoo er der tid til at diskutere og komme i dybden, så store og vigtige politiske emner ikke reduceres til one-liners eller 60 sekunders svar i nyhederne. Hos Society Zoo er der plads til at komme hele rundt om emnet.

Og dét, mine damer og herrer, er demokratiet, når det er allerbedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Velfærd – hos ”Folket åbner Tinget” og DI

Dagen i dag byder på to spændende konferencer.

Den ene bliver holdt af Dansk Industri og handler om behovet for specialiseret og veluddannet arbejdskraft. Noget som Dansk Industris direktør Karsten Dybvad på DR i morges udtalte kræver en øget import af netop specialiseret udenlandsk arbejdskraft, hvis vi skal beholde det nuværende velfærdsniveau.

Den anden ”Folket åbner Tinget” foregår på Nørrebro og er en konference, hvor foreninger, bevægelser og almindelige mennesker kan komme til orde. Læs programmet for det her: http://www.folketaabnertinget.dk/program

Et af hovedpunkterne i ”Folket åbner Tinget” er tesen om, at der er råd til velfærd – og at det drejer sig om fordeling af goderne.

Økonomi-historikeren Daniel Ankarloo har skrevet rapporten ”VELFÆRDSMYTER. Selvfølgelig er der råd til velfærd”, hvor han blandt andet påviser, at det private forbrug er steget markant mere i de sidste årtier end det offentlige, når man måler i kroner og ører …

Det private forbrug i Danmark i 2012 var således på 777 mia , mens det offentlige var på  434 mia.

Danmarksbloggen synes derfor flg. spørgsmål er essentielle:

Når vi nu ved, at økonomisk lighed er vigtig for sammenhængskraften og stabiliteten i samfundet, burde vi så ikke fordele goderne noget bedre?

De rige er i de senere år blevet markant rigere og de fattige markant fattigere – og dét gavner ingen. Vi må alle yde – også dem, der har de store økonomiske muskler som fx især de danske virksomheder, der hellere vil importere udenlandsk arbejdskraft og dermed få et større overskud end de vil bidrage til det danske samfunds udvikling.

For hvorfor stiller ingen spørgsmålstegn ved virksomhedernes pligt til at bidrage til samfundet ved at være med til at betale for uddannelse og sundhed via skatterne?

Virksomhederne vil jo gerne have sunde og veluddannede medarbejdere, men helst uden det skal koste for meget.

Men det duer ikke. I et civiliseret samfund er vi forpligtede på hinanden og fællesskabet – og det skal vi alle forstå, hvis Danmark skal have en chance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Første skoledag i vores allesammens folkeskole

Det er idag første skoledag under den nye folkeskole-ordning, som er meget udskældt fra mange sider.

Emner som inklusionen og dens konsekvenser, lærernes arbejdsforhold og elevernes indlæring har alle været diskuteret op af stolper og ned af vægge.

Alle – både forældre, lærere og alle mulige andre – har nemlig en mening om folkeskolen og dens måde at køre på – og især om hvordan det kunne og skulle være i folkeskolen, hvis det skulle foregå optimalt.

For sådan er det nemlig med de institutioner, som vi opfatter som vores allesammens: Sygehusene, børneinstitutionerne, plejehjemmene, folkeskolen og nogle stykker endnu.

De er vores, som vi via skatten betaler til – og som vi kender og bruger i løbet af vores liv, og som vi derfor føler os knyttet til – og derfor også har en holdning til.

Og det, mine damer og herrer, er i virkeligheden et stærkt sundhedstegn i vores demokratiske velfærdssamfund.

For så længe vi føler ejerskab og har en holdning til vores allesammens institutioner, så har de også en chance for at overleve som hjørnestenene i vores fælles velfærdssamfund. Et samfund, hvor vi tager os af hinanden og ikke blot tænker på os selv.

Så lad endelig debatten om folkeskolen i dens nye form flyde frit og langt: Dét er mere end sundt for folkeskolen, demokratiet og velfærdsstaten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Arbejdsgivernes pligt til at bidrage til den danske velfærd

Et af tidens store emner er den danske velfærd, der pt. anses for at være under pres primært på grund af de mange østeuropæere, der arbejder i Danmark.

Børnecheck, dagpenge og andre ydelser debatteres derfor heftigt, og der arbejdes intenst med at finde løsninger, der begrænser østeuropæeres ret til de danske velfærdsydelser.

Samtidig fokuseres der også meget på arbejdstagernes rolle, på at danske ledige skal være klar til at tage såkaldt lavstatusjob som rengøring, jordbærplukning og så videre. Arbejdstagerne – og især de ledige – har en nærmest hellig pligt til at sige ja, tak til alle job, er holdningen blandt mange danskere.

Men hvad med arbejdsgivernes pligt til at bidrage til den danske velfærd? Hvorfor tales der ikke mindst ligeså meget om den?

Hvorfor accepteres det, at arbejdsgivere ansætter folk til lønninger, der er så lave, at det nærmest er uanstændigt? Og nej, det er ikke overførselsindkomsterne, der er for høje. Det er de lave lønninger, der er for små.

Hvorfor stiller vi som samfund ikke krav til arbejdsgiverne om, at de også skal bidrage til velfærden? Både i form af konkrete jobs – og i form af at acceptere et mindre overskud, fordi nogle flere af pengene skal bruges til lønninger.

Det giver ikke mening – og det giver slet ikke mening, fordi det netop er arbejdsgiverne der reelt kan gøre en forskel og skabe flere jobs – og dermed et større skattegrundlag og mere velfærd. Det kan arbejdstagerne ikke!!!

Derfor er jobskabelse – og dermed mere velfærd – arbejdsgivernes hellige pligt. En pligt de i dén grad har forsømt så alt for længe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sådan sikrer vi at velfærden bliver i Danmark

Skal Danmark fra dag ét give velfærdsydelser til alle EU-borgere, der opholder sig i Danmark? Debatten raser i disse dage med fokus på børnechecken.

Danmarksbloggen skrev også om emnet i går: http://danmarksbloggen.dk/?p=3702

Og idag har en af Danmarksbloggens læsere formuleret et forslag til, hvordan vi sikrer, at velfærden kun gives til danske statsborgere og andre, som har arbejdet i landet i mindst to år.

Ole Frederiksen skriver:

EU har bestemt, at hvis man som EU-borger har betalt skat af arbejde een dag i Danmark, er man også berettiget til børnecheck og andre velfærdsydelser, som vi, der har boet her i mange år, møjsommeligt har sparet sammen til. Det siger derfor sig selv, at vi i længden som samfund ikke har råd til fra dag ét at skulle betale velfærdsydelser til alle, der slår sig ned i Danmark.

I stedet bør vi overveje at lave tvungne velfærdsforsikringer. Velfærdsforsikringer, som trækkes fra i skat, og som dem uden arbejde kan få tilskud til.

Dvs. at reelt kommer forsikringerne ikke til at betyde en merskat eller en merudgift for den enkelte, da det bliver en nulløsning på omkostningssiden for borgeren. Men for samfundet kommer gevinsten, da kun dem, som har betalt til samfundet, fordi de har boet længe nok i Danmark, drager nytte af velfærdsydelserne.

For du skal nemlig have haft forsikringen i to år, før du kan drage nytte af den. Det betyder, at du først efter to år i Danmark kan få børnechecken og de andre ydelser, som forsikringen dækker, såfremt du har behov for det. “Behovet for hvem der skal have” skal administreres efter de samme regler som i dag. Dvs. du får den samme ydelse i børnechecken som før forsikringen, ydelserne er også de samme, hvis du bliver arbejdsløs og skal på kontanthjælp osv.

Som sagt skal forsikringen være obligatorisk for alle i Danmark, og man skal ikke kunne til-  eller fravælge emner. På den måde kan vi bibeholde vores velfærd og sikre, at kun dem, der kommer til Danmark for at bidrage til samfundet, også får noget igen.

Ja, faktisk minder ordningen meget om den nuværende dagpenge-ordning, hvor den enkelte også selv betaler for at være forsikret.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler

Er (dronning) Margrethe Vestager blå eller rød?

Dagen efter den nye regering blev præsenteret, trænger spørgsmålet sig på:
Er den radikale økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager – eller dronning Margrethe som Danmarksbloggen har erfaret, at hun kaldes internt på Borgen – rød eller blå?

Spørgsmålet er vigtigt, da Margrethe Vestager på papiret kun er vice-statsminister, men i realiteten er den, der holder nøglerne til magten i sin hule hånd som en anden regent.

Meget af den politik, som hun har fået gennemført i de seneste 2½ år, peger i den blå retning. Selv hævder Margrethe Vestager, at den enkeltes velfærd i form af job og skatte-indbetaling er en forudsætning for den fælles velfærd.

Og det har hun både ret – og ikke ret i. Ret i at samfundet er nødt til at tjene penge for at kunne bruge penge på velfærd. Men ikke ret i at den enkeltes velfærd kræver, at vedkommende har et job. For hvor stiller det den syge, den ældre, den unge, den arbejdsløse og alle de andre, der ikke har et job? Ja, netop udenfor samfundet.

Men der er ingen, der skal være udenfor samfundet, udenfor fællesskabet. Et menneskes værdi måles ikke i dets evne til at yde (på arbejdsmarkedet), men i at det er et menneske.

Så når Margrethe Vestager hævder, at et job er den eneste vej til velfærd for den enkelte, så har hun placeret sig i dén blå blok, som hun måske inderst inde drømmer om at danne regering sammen med.

Og gad vide, hvad Venstre vil sige til det? Er Det Radikale Venstre trods alt lettere at danse med end Dansk Folkeparti og Liberal Alliance? Eller er spørgsmålet snarere som så ofte før: Hvem vil de radikale danse med? Hvem finder nåde for (dronning) Margrethes Vestagers blik? Fremtiden vil vise det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Onsdagsinspiration nr. 4: Varme og ansvarlighed

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den fjerde af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om, hvad der skaber et godt samfund.

Nemlig varme og ansvarlighed … og så bekæmpelsen af grådigheden.

Den grådighed, der får virksomheder til at lægge arbejdspladser i for eksempel Indien, så de kan spare penge … penge, som de bruger på sig selv og deres aktionærer og ikke på det samfund, der stiller infrastrukur, sundhedssystem og uddannelse til rådighed.

Det er den samme grådighed, der får offentlige myndigheder til at få løst deres opgaver, så det (i hvertfald i første omgang) bliver billigst for kommunen, men uden at det skaber arbejdspladser for kommunens egne borgere.

Og så du´r det ikke at tale om CSR, Corperate Social Responsibility. For det betyder som regel blot at give lidt håndører til den lokale spejderklub eller nye møbler til børnehaven.

Men social ansvarlighed er ikke at give disse symbolske pengebeløb til den lokale fodboldklub eller støtte et krisecenter. Social ansvarlighed for danske virksomheder og offentlige myndigheder er at skabe arbejdspladser i Danmark, også selvom det betyder et mindre overskud.

For i et rigt samfund som vores skal rigdommene deles af os alle sammen. Det med at dele er i øvrigt en kristen tanke, en kristen grundsten, der har skabt velfærd til os alle sammen. En filosofi, hvor grådighed er en dødssynd, og hvor varme og ansvarlighed er selvfølgeligheder, når man deler ud af sin overflod til de svageste i samfundet..

Til sammenligning kan nævnes rigdommene i den arabiske, muslimske verden, som bliver hos dem, der skraber pengene til sig, både familiemæssigt og nationelt.  Det samme gør sig gældende i den asiatiske verden, hvor enhver også har nok i sig selv. Begge steder lever små overklasser (og i Kina en stor middelklasse) derfor i ufattelig overflod, mens de brede lag har det langt mere pauvert.

Og i Danmark er vi i disse år godt på vej til noget tilsvarende, til et samfund, hvor flertallet får mere og mere, mens et stort mindretal får mindre og mindre – og idag har så lidt, at det rige velfærdsland Danmark igen er blevet et land med fattige, endog en pæn del fattige og andelen er stigende.

Så der skal gøres noget. For det kan hænde, at religionen er på vej ud af det danske samfund, men kristendommens forpligtelse til at dele, til at give af sin overflod – dén skal vi beholde.

Ja, ikke blot beholde, men genindføre og udvide. Dér er brug for det..

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Manglende velfærd lugter … også fysisk

Lugter manglende velfærd også fysisk?

Spørgsmålet kan måske virke en anelse besynderligt for den, som ikke regelmæssigt kører med bus i København og formentlig også i andre af landets større byer.

Men for os, som nærmest dagligt benytter disse glimrende befordringsmidler, er de derimod en del af vores hverdag: Disse ildelugtende medmennesker, som lever i deres egen ret lugtstærke virkelighed, hvor basale ting som personlig rengøring og hygienje for længst er blevet en utopisk luksus, som de ikke har overskud til.

Der var engang, hvor man fortalte om de ildelugtende, når man mødte dem. Det gør man ikke mere. For det sker hele tiden. Flere gange om ugen er der en eller flere af de ildelugtende med bussen, hvor de sidder i deres egen hørm – som regel med god plads omkring sig.

Der er nemlig ingen, der sætter sig i nærheden af dem. Der er heller ikke nogen, der siger noget til dem. Af og til får de ildelugtende et hvast blik fra en eller flere passagerer, som på den måde med hele deres misbilligende attitude signalerer: Helt ærligt, du ku´ da godt lige have vasket dig.

Men det er det, som de ikke kan, vores ildelugtende medmennesker. De er så meget ude i tovene, at de basale ting som hygienje og tøjvask er langt over, hvad de kan magte. Og sådan har de altid haft det, de grupper.

MEN i nogle gyldne årtier i Danmarkshistorien lugtede de ikke. For i de årtier fik de hjælp til at klare sig, sådan så de ikke lugtede, ikke stak ud, ikke var nogen, som blev behandlet som spedalske, ingen vil sidde ved siden af. Det var de årtier, hvor vi havde en velfungerende velfærdsstat.

Men nu har samfundet ikke råd til det mere, hævdes det. Det giver ikke mening. Samfundet har aldrig haft så mange penge som nu – set i reelle tal.

Så det, der lugter allermest i virkeligheden, er IKKE de ildelugtende medmennesker i bussen – men den manglende velfærd, som vi hævder, at vi ikke har råd til.

Det er den manglende medmenneskelighed, der stinker – og dét værre end nogen medpassager i bussen nogensinde bliver i stand til at lugte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk