Et af tidens store emner er den danske velfærd, der pt. anses for at være under pres primært på grund af de mange østeuropæere, der arbejder i Danmark.

Børnecheck, dagpenge og andre ydelser debatteres derfor heftigt, og der arbejdes intenst med at finde løsninger, der begrænser østeuropæeres ret til de danske velfærdsydelser.

Samtidig fokuseres der også meget på arbejdstagernes rolle, på at danske ledige skal være klar til at tage såkaldt lavstatusjob som rengøring, jordbærplukning og så videre. Arbejdstagerne – og især de ledige – har en nærmest hellig pligt til at sige ja, tak til alle job, er holdningen blandt mange danskere.

Men hvad med arbejdsgivernes pligt til at bidrage til den danske velfærd? Hvorfor tales der ikke mindst ligeså meget om den?

Hvorfor accepteres det, at arbejdsgivere ansætter folk til lønninger, der er så lave, at det nærmest er uanstændigt? Og nej, det er ikke overførselsindkomsterne, der er for høje. Det er de lave lønninger, der er for små.

Hvorfor stiller vi som samfund ikke krav til arbejdsgiverne om, at de også skal bidrage til velfærden? Både i form af konkrete jobs – og i form af at acceptere et mindre overskud, fordi nogle flere af pengene skal bruges til lønninger.

Det giver ikke mening – og det giver slet ikke mening, fordi det netop er arbejdsgiverne der reelt kan gøre en forskel og skabe flere jobs – og dermed et større skattegrundlag og mere velfærd. Det kan arbejdstagerne ikke!!!

Derfor er jobskabelse – og dermed mere velfærd – arbejdsgivernes hellige pligt. En pligt de i dén grad har forsømt så alt for længe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk