Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens nye serie:
Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger
Idag – på dagen for Danmarks udsendte – skal det derfor handle om Danmarks deltagelse i diverse krige og konflikter.
Når man siger Danmark og krige og konflikter, kan man ikke undgå at tale om det knusende nederlag i 1864, der gjorde en hel landsdel tysk i flere årtier, inden 2 ud af 3 områder stemte sig hjem til Danmark i 1920.
For 1864 var et skelsættende år. Indtil 1864 var Danmark nemlig 100% overbevist om egen storhed – også i krig, og også selvom vi mistede Skåne, Halland og Blekinge i 1658 og Norge i 1813.
Men det ændrede sig i 1864, hvor nederlaget i Sønderjylland betød, at småstats-tanken og andedamsmentaliteten for alvor vandt frem – og de har præget Danmark lige siden.
Under begge verdenskrige dukkede vi således nakken og deltog så lidt som muligt. I Første Verdenskrig var vi endda helt udenfor som neutrale – og det prøvede vi også i tiden op til Anden Verdenskrig. Men her blev vi besatte af Tyskland, som det officielle Danmark i øvrigt arbejdede sammen med – mens en håndfuld modige frihedskæmpere, sejlere og andre danskere i den frie verden reddede Danmarks ære.
Efter 1945 deltog vi så i diverse humanitære aktioner. Fx blev hospitalsskibet Jutlandia sendt til Korea-krigen – og der var danske FN-soldater på Cypern, i Ex-Jugoslavien og mange andre steder.
Men så, da Fogh overtog magten, ændrede dagsordenen sig – og Danmark blev et krigsførende land igen. Der kom danske soldater til Irak og Afghanistan i krigen mod terror, som daværende præsident Bush kaldte det.
Og nu handler det om terrororganisationen, den ekstreme muslimske bevægelse IS og dens hærgen i Syrien og Irak. Danmark er også med her. Og om Ukranie, hvor situationen mildest talt er usikker – og de cirka 300 danske soldater, der skal til de baltiske lande og Polen.
Men hvad er det rigtige at gøre for Danmark – både nu ifht IS, ifht Ukraine, ifht at sikre NATO`s grænser i Polen og Baltikum – og generelt?
Skal vi fortsætte den gode stil, som har kendetegnet os i årtier som et af verdens humanitære lande, der hjælper mennesker, dér hvor vi kan?
Eller skal vi – som Fogh gjorde det – vende tilbage til en dagsorden med Danmark som et krigsførende land med alt, hvad det indebærer?
For der er ingen tvivl om, at det koster – både i menneskeliv, på pengepungen og ifht terror-risici – at vælge krigsvejen. Men spørgsmålet er også, om vi ikke som et af verdens frie og rige lande er forpligtede til at yde netop disse ofre? Og kan vi overhovedet være bekendte, at det altid er de store lande som England, USA og Frankrig, der skal ofre deres unge mænd og kvinder?
Eller skal vi hellere bruge pengene på at hjælpe mennesker i nød? Er det i virkeligheden dér, at vi – med vores årelange tradition for humanitært arbejde – kan gøre den store forskel?
Danmarksbloggen har ikke svaret, men mener, at det er relevant at tænke over på en dag som idag, hvor fokus er på Danmarks udsendte.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
