Terrorspøgelset og den forgiftede andedam

Truslen fra al-qaeda er massiv i disse dage, hævdes det fra diverse efterretningskilder, der mener at vide, at et stort terrorangreb a la 11. september er under opsejling et eller andet sted i verden.

Og frygten var da også til at føle på i medierne igår, da den svenske opfinders bil skabte røre i området omkring Kgs. Nytorv i København. Man må også formode, at Danmark stadig er på listen over steder, som terrorister gerne vil ramme.

Terrorspøgelset kan derfor også sagtens have sin berettigelse. Men som andre spøgelser er også terrorspøgelset luftigt og ikke til at styre. De vestlige efterretningstjenester kan meget, og de har forhindret mange terrorangreb – og gudskelov for det.

Men at tro at vi er sikre, er en illusion. Præcis som at kontrol er en illusion – også selvom man lever efter den militære regel, der hedder: Tillid er godt, kontrol er bedre, men razzia er bedst.

Det er slet ikke betryggende, men vi må lære at leve med, at vi gør, hvad vi kan for at undgå terror. Men at det kan ske alligevel – også i den lille danske andedam, der slet ikke er så idyllisk mere. Gult, grumset vand er kommet i stedet for de klare, blå bølger, og der svømmer ikke kun aborrer og ænder rundt, men også barracudaer og andre rovdyr.

Men at vandet er blevet grumset og giftiggult skyldes i langt højere grad vores egen fremmedfjendskhed og manglende inkludering end noget al-qaeda har gjort. Vi har selv forgiftet den lille danske idyl indefra, har selv forvandlet det klare blå vand til en stinkende, giftig mudderpøl – og vi er selv blevet de rovdyr, der ikke vil acceptere anderledes-tænkende.

Det er en meget trist historie – men den kan endnu nå at få en lykkelig slutning, hvis vi begynder at se på mennesker som individer og ikke som tilhørende en bestemt gruppe, det være sig religiøst, politisk og så videre.

For kun ved at inkludere hinanden og ved at anerkende mennesker som individer med lige rettigheder til at tro, mene og ytre, hvad de selv synes, kan vi for alvor stille noget op med de mørkemænd og -koner, som der findes så mange steder i øjeblikket. Ikke kun hos al-qeada, men også bredt i det politiske landskab i Danmark – og blandt den danske befolkning.

Danmarksbloggen vil ihvertfald gøre sit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Revolutionen er aflyst – igen

Den 1. maj kom og gik – og var pånær nogle buh-råb mod regeringen som sædvanlig en dag, hvor der var mere hygge end kamp, mere snak end kampråb.

Det er ganske dansk. Som den snart 200-årige Søren Kierkegaard sagde det, da Christian d. 8 i 1847 bekymret spurgte filosoffen om, hvad han mente om kommunismen: “Mængden behøver hele tiden opdragelse. Hvad der i de store lande bliver til voldsomhed, det bliver i Danmark blot til uartighed.”

Kierkegaard var ikke tilhænger af demokratiet. Han mente, at pøblen var uden rygrad, uden karakter, dum og let at forføre. Nej, skulle man nå nogle vegne, skulle man tale til den enkelte. For kun hiin Enkelte kunne opnå at blive sand og ansvarlig – og træde i eksistens. Være tro mod sig selv, sine valg og ikke frygte den ansvarlighed, som der ligger i at leve et etisk liv istedet for konstant at jage moden, det overfladiske, det pjat og de forlystelser, som langt de fleste bruger deres tid på.

Kierkegaard havde fat i noget omkring, hvordan samspillet er mellem aktuelle hændelser og gruppers måde at agere på. Det så man tydeligt i den netop afsluttede lærerkonflikt. For bølgerne gik højt, mens det stod på. Der blev demonstreret og erklæret og talt og lavet flashmobs og lovet og … ja, der var ingen ende på hensigtserklæringer i alle retninger.

Men nu blot en uge efter at regeringsindgrebet fandt sted, er alt næsten som før. Ingen taler om skole mere. Livet går sin vante gang i andedammen. For det blev aldrig rigtig til så meget efterfølgende, vel? Ikke andet end nogle buhråb d. 1. maj og lidt surmuleri i krogene, inden man igen gik igang med dagens dont.

Måske er det godt. Måske er netop denne andedams-mentalitet den danske model. Den virkelighed, hvor vi nok kan rappe højt og bide efter hinanden den ene dag, for så dagen efter som sædvanlig at svømme rundt mellem hinanden og spise af den samme mad.

Og måske er det netop denne adfærd der gør, at det danske samfund trods talrige politiske bestræbelser på det modsatte stadig hænger sammen, ihvertfald til en vis grad.

For måske er det netop her, at en del af sammenhængskraften i det danske samfund ligger gemt? At vi er nødt til at glemme og tilgive så hurtigt, fordi vi er så små – og få? For det er jo netop en andedam, som vi bor i – og ikke det store hav eller en brusende flod.

Så måske er det godt, at det kun er de få, der er så konsekvente i deres liv, så radikale i deres måde at leve efter deres valg på, som Kierkegaard ønskede, at vi skulle være det. For havde vi været det, så havde skolekonflikten kørt endnu … og det sammen med en lægekonflikt, som også var startet nu. En konflikt som Danmarksbloggen skrev om allerede i marts måned:

http://danmarksbloggen.dk/?p=481

Og i så fald havde det ikke kun været Kierkegaardske uartigheder, som vi havde set i den lille andedam. Det havde været voldsomheder, ja revolution. Men både revolutionen og uartighederne er – som altid – aflyst i Danmark. Ja, endda også på en dag som i dag, hvor det ikke regner, men hvor forårssolen skinner så varmt og velsignet, som Kierkegaards samtidige, men bestemt ikke perleven, H. C. Andersen ville have beskrevet dagens vejr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk