Fadbamsen, Hjorten og Dansk Fremmedhaderparti

Udgivet den 31. maj 2015 af admin

Politikerlede udspringer ikke kun af de folkevalgtes handlinger (eller fravær af samme), men er også medieskabt og et resultat af manglende respekt for de politikere vi (som folk) selv har valgt til at repræsentere os på tinge.

Ovenstående markerer i bund og grund et synspunkt, som jeg almindeligvis ville hylde, nemlig at man skal gribe i egen barm, starte kritikken med ”The Man (or Woman) in the Mirror” og gå efter den gensidige vilje til forståelse og de nuancerede billeders skønhed. Jeg er kort sagt tilhænger af en debatkultur, som tager udgangspunkt i aktiv lytten, seriøs kritik og viljen til at se egne holdninger og fordomme efter i sømmene, før man udstiller politiske modstandere som latterlige karikaturer på menneskelig eksistens. Og derfor burde jeg måske også gå i rette med mig selv, fordi jeg i en opdatering på et socialt medie tillod mig at tage afstand fra Lars Løkke, Claus Hjorth Frederiksen og Dansk Folkeparti med de let karikerede benævnelser, som fremgår af overskriften på dette indlæg.

MEN der er tidspunkter, hvor de noble principper må vige for en skarpere og mere kampberedt attitude – og sådan et tidspunkt er NU, hvor der skal afholdes valg til Folketinget d. 18. juni.

Vi står over for et VALG, som helt fundamentalt drejer sig om medmenneskelighed: Om hvorvidt man i bund og grund mener, at vores samfund skal være et sted, hvor de mest udsatte får den hjælp og støtte, som kan gøre det muligt for dem at leve et værdigt liv – eller få en værdig død, når den tid er kommet. Men også et sted, hvor vi ikke går efter at sikre vores egen velfærd og sikkerhed på bekostning af fattige og forfulgte medmennesker uden for Danmarks grænser.

Valget står derfor ikke bare mellem Løkke og Thorning som (ligegyldige) kransekagefigurer på toppen af en ny regering. Nej, det er på én gang mere komplekst og ganske simpelt: Det drejer sig om at FRAVÆLGE både Løkke og hans liberalistiske håndlangere og de nationalistiske velfærdsvogtere i DF. Det er ikke et værdigt modtræk mod liberalisternes massakre på den offentlige sektor at lukke øjne, ører og grænser for den nød og elendighed, der findes i verden omkring os. Det medmenneskelige valg er derfor at støtte et parti eller en kandidat, som står fast på et humansocialistisk (eller socialhumanistisk) grundlag, og er parat til at sætte sit politiske liv ind på at sikre et værdigt livsgrundlag for de mest udsatte medborgere.

Og nej, selvfølgelig kan vi ikke ”redde hele verden”, og selvfølgelig skal ressourcer ”prioriteres” – og der er ikke nogen lette løsninger. Men der er helt reel FORSKEL på med hvilket udgangspunkt man går ind i de politiske realitetsforhandlinger, og den forskel kan først og størst mærkes på samfundets bund blandt udstødte og udsatte medmennesker.

DERFOR vil jeg tillade mig at gentage: KOM NU DANMARK! – SIG NEJ TIL FADBAMSEN, HJORTEN, KUGLESTØDEREN og hele hærskaren af tryghedsretorikere fra DANSK FREMMEDHADERPARTI. Og find modet til at træffe det medmenneskelige valg.

Skrevet af: Lotte Broe, socialantropolog og lektor ved Pædagoguddannelsen (UCC)

Krisen er forbi: Husk de svage

Udgivet den 26. maj 2015 af admin

Svar

Meldingen kommer fra så forskellige kilder som regeringen og Danske Bank:

Danmark er ude af krisen.

Og det er jo helt fantastisk. Danmarksbloggen tænker derfor også:

Så er det bare med at komme i gang – og holde fast i opsvinget.

Noget, der gøres bedst ved ikke at give magten til de blå til det kommende folketingsvalg. For de vil – vanen tro – bare solde pengene væk i skattelettelser og til privathospitaler m.m.

Den nuværende regerings politik har altså virket – og nu er det på tide at holde fast, men også at give bedre levevilkår til dem, der blev tabt på vejen: De arbejdsløse, dem der mistede dagpengene, kontanthjælpsmodtagerne, pensionisterne, andre udsatte og svage – og selvfølgelig børn, gamle og syge.

Dét er en stor mundfuld. Men hvad er et opsving værd, hvis ikke det bruges til dem, der har hjælp behov?

De bugnende kister hos de rigeste danskere er nemlig kun blevet proppet endnu mere fulde – også under krisen. Så de har ikke brug for mere. Snarere tværtimod skal vi til at fordele goderne bedre – og dét gælder stadig, også selvom krisen tilsyneladende er ovre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1980´erne

Udgivet den 25. maj 2015 af admin

Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1980´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1980´erne: Skulderpuder og magt

Kvinderne havde fået mere ligestilling op igennem 1960´erne og 1970´erne end nogensinde før – i hvert fald på papiret. For ude i den enkelte familie var det stadig i 1980´erne moderen, der primært stod for rengøring, indkøb, tøjvask og børn – selvom hun for næsten alle vedkommendes også havde et fuldtidsjob.

Og i den sammenhæng hjalp det kun lidt, at barselsorloven i 1980 blev øget til fire uger inden og 14 uger efter fødslen – og til hele 24 uger efter i 1985. Samt at der ved kommunalvalget i 1981 for første gang blev stemmer kvinder ind i SAMTLIGE kommunalbestyrelser og byråd.

Kampen stod nu ude i den enkelte familie – og var den enkelte kvindes egen kamp, en kamp som mange kvinder dog tog støttet af deres veninder og af en samfundsånd, der også var på kvindernes side. Alligevel var det tit svært for den enkelte kvinde, der kunne føle sig splittet mellem det, som hun var blevet opdraget til – og den ligeret, som tiden og især de mere frigjorte og moderne kvinder praktiserede med største selvfølge. For slet ikke at tale om de kampe og diskussioner om emnet, som der var alle vegne i 1980´erne.

Undertegnede, der blev student i 1988, husker i hvert fald tydeligt de diskussioner, som vi havde på gymnasiet, hvor en af de ældre mandlige lærere kaldte mig en vaskeægte rødstrømpe (og det var ikke ment som en ros), mens min kvindelige dansklærer – en ældre dame, der havde måttet slås med sin familie og især sin far for at få lov til at blive først student og siden universitetsuddannet – i 3. g. sagde, at hun og jeg var to alen ud af ét stykke. Et af mit livs fineste komplimenter.

Komplimenter fik mange af de kvinder, som især gjorde sig bemærket i 1980´erne også – både de virkelige og de fiktive.

En af årtiets mest markante kvinder var nemlig hverken dansk eller virkelig – men amerikansk og en af hovedpersonerne i sæbe-operaen Dynasty, der på dansk kom til at hedde Dollars. Vi taler selvfølgelig om Alexis, spillet af den engelske skuespillerinde Joan Collins, der blændende smuk og intrigant var udset en skurkerolle i serien som den evige opponent til den blide og moderlige Krystle. Vi var dog nok en del kvinder, der også – og måske bedre – kunne lide Alexis´ benhårde målsætning, handlekraft og åbenlyse appetit på livets goder.

Andre fiktive – men slet ikke intrigante – figurer var dukkerne Anna og Lotte fra DR´s børnetv, der som nogen af de første på tv viste danskerne, at piger også bliver beskidte, bander og alt muligt andet ligeså meget og ligeså godt som drenge – og at det er okay. Noget, som i dag er en selvfølge – men tilbage i 1980´erne forventede mange stadig, at piger fra naturens side opførte sig bedre end drenge. Dét billede fik Anna og Lotte heldigvis ændret på, selvom der stadig er rester af dén fejlopfattelse tilbage.

En person, der også ændrede på det, var engelske Margaret Thatcher, der dygtigt og med stor politisk snilde viste en hel verden, at kvinder godt kan finde ud af at håndtere kombinationen højt hår, skulderpuder – og magt. Vi skal helt op til nutidens tyske kansler Angela Merkel for at finde en tilsvarende kvindelig politisk lederfigur i et stort europæisk land. At de to kvinder så politisk set er meget forskellige, kommer ikke dette indlæg ved.

Men ikke alt var skulderpuder og magt. Der var også stadig sociale problemer – og kvinder, som havde det dårligt – og især de unge havde det svært i 1980´erne, hvor kartoffelkure og andre økonomiske stramninger gjorde, at det blev meget sværere at få sig en uddannelse og et job, end det havde været i 1960´erne og 1970´erne.

Heldigvis havde de unge – også de unge mænd – i Tine Bryld, 1939-2011, en stor stemme til at kæmpe for sig. Hun var uddannet socialrådgiver og havde arbejdet for både Christiania og Mødrehjælpen, da hun etablerede radioprogrammet ”Tværs”, som blev en kæmpesucces, som også voksne lyttede med på, når hun igennem flere årtier rådgav unge om stort og småt. Derudover skrev Tine Bryld bøger og var politisk aktiv på venstrefløjen.

En anden kvinde, som markerede sig politisk i 1980´erne, var Mimi Jakobsen, født 1948, der blev minister i først Schlüters firkløverregering og senere i Nyrups socialdemokratiske regering. Hun gik i sin fars fodspor og blev leder af Centrumdemokratrene, som faderen havde grundlagt, da han forlod Socialdemokratiet. Partiet findes ikke mere – og Mimi Jakobsen er i dag en meget synlig og skattet generalsekretær for Red Barnet. Siden 2006 har hun desuden været medlem af Socialdemokratiet – altså det parti, som faderen forlod.

Mest kendte fra 1980´erne er dog nok sangerinderne Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen, der oprindelig startede sammen i gruppen Shit & Chanel i 1970´erne, men som i 1980´erne gik solo – alle med succes.

Mest succes fik – og har – Anne Linnet, født 1953, der med udgivelser som ”Barndommens Gade”, ”Jeg er jo lige her” og ”Hvid magi” for længst har sikret sig en plads blandt de allerstørste i dansk musikliv. Sangene ”Jeg er din barndoms gade”, ”Venus”, ”En forårsdag” og måske især ”Tusind stykker” er kendte og elskede af alle danskere. Sidstnævnte er desuden lavet i en svensk version ”Tusind bitar”, som synges meget smukt af afdøde Björn Afzelius.

Anne Linnet har også samarbejdet med præst og debattør Johannes Møllehave og skrevet musik til hans julesang ”Lille Messias” og flere andre. Hun har skrevet en selvbiografisk bog om sit liv som biseksuel, de danske tekster til ABBA-musicalen ”Mamma mia” og meget mere.

Anne Linnet bor dag på Holmen i København og er stadig i fuld gang med karrieren.

Sanne Salomonsen, født 1955, bor også i København og havde tilbage i 1980´erne stor succes med gruppen Sneakers og hits som ”Voodoo”, ”Det er ikke det du siger” og ”Kærligheden kalder”. Sanne Salomonsen er en institution i dansk musikliv og kaldes derfor ikke uden grund for hele Danmarks rockmama.

Men Sanne Salomensen spillede også sammen med flere andre, også de gamle veninder fra Shit & Chanel. Derudover lavede hun både film, teater og musical i ind- og udland. Det var også hende, der sammen med Anne Linnet, Thomas Helmig og Søs Fenger stod for AIDS-støttesangen ”Den, jeg elsker”, som blev et megahit i hele Norden i 1988.

I 2006 fik hun en blodprop i hjernen, men har siden både optrådt, indspillet musik og deltaget i det svenske Melodi Grand Prix.

Lis Sørensen, født 1955, er i dag ligeså kendt som solist som for sit samarbejde med Sebastian, der har skrevet flere store sange direkte til hende, blandt balladen ”Stille før storm”.

Ligesom Anne Linnet og Sanne Salomonsen har Lis Sørensen, der i øvrigt er uddannet musikpædagog, også spillet i mange forskellige konstellationer gennem årene – både med og uden de gamle Shit & Chanel –veninder.

Lis Sørensen har også skrevet flere musikteaterstykker.

Musik var der også i 1990´erne – sammen med alt muligt andet. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-sangbog: Syng Kim Larsen på græsk

Udgivet den 22. maj 2015 af admin

Svar

Europæerne skal have en fælles sangbog – en unionssangbog – hvis det står til European Union Songbook-organisationen. Læs mere her:

http://www.eu-songbook.org/

Meningen er, at hvert land skal bidrage med seks sange indenfor kategorierne: 1) Kærlighed, 2) Natur & Årstider, 3) Frihed & Fred, 4) Folkesange, 5) Sange om Tro samt 6) Børnesange. Det bliver til ialt 168 sange – 6 fra hvert medlemsland.

Men hvilke sange skal med? Det har vi kunnet stemme om siden Europa-dagen 9. maj – og afstemningen slutter 9. juli.

Unionssangbogen forventes udgivet 9. maj – altså Europa-dagen – næste år. I første omgang skal alle sangene oversættes på engelsk, men senere er det meningen, at hele sangbogen skal oversættes til samtlige EU-sprog. Så kan vi synge en græsk kærlighedssang, en polsk salme eller en tjekkisk børnesang på dansk – hvis vi har lyst – og kender melodien.

Danmarksbloggen synes, at en sådan sangbog er en ualmindelig dårlig idé, da den vil berøve hvert lands sangsskat sin unikke karaktér. Hvem gider fx synge Grundtvig og Kim Larsen på portugisisk – eller på hollandsk? Dels giver det ikke mening, og dels vil der gå altfor meget tabt i oversættelsen.

Det er – ifølge folkene bag projektet – IKKE et EU-støttet projekt, men noget som er kommet fra dem selv i håbet om at skabe mere forståelse ved denne kulturudveksling, som de opfatter denne sangbog som.

Danmarksbloggens mening er dog, at EU-systemet vil synes særdeles godt om ideen, da netop det, at hele den europæiske sangsskat bliver ét stort fælles misk-mask uden nuancer og uden national forankring er vand direkte på EU-møllen.

For dem, der synger sammen, bliver sammen. Og synger europæerne de samme sange, så glemmer de med tiden, at de engang var forskellige og mangfoldige – og ikke EU-grå og EU-ens.

Måske det derfor var på tide at indføre alsangs-stævnerne – hvor vi synger sammen – på vores nationalsprog vel at mærke!!!

For vi er ikke gule stjerner på blå bund nogen steder i Europa – og slet ikke i Danmark, hvor vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grattis till Pippi

Udgivet den 21. maj 2015 af admin

Svar

I dagens anledning – at det i dag er 70 år og én dag siden at Pippi Langstrømpe fyldte 70 år – er overskriften på svensk og betyder på dansk: Tillykke til Pippi.

For ja, grattis på svensk betyder tillykke på dansk. Ligesom at glass på svensk betyder is på dansk. Roligt på svensk er sjovt på dansk. Leende på svensk er smil på dansk. Osv – og det er altsammen meget hyggeligt og spøjst – og noget, som man kan grine af.

Hvad, der ikke er sjovt, er den politiske korrekthed og de måder at måle mennesker på, der spreder sig – ikke kun i Sverige, men også i Danmark.

En politisk korrekthed så meget værre end de fordomme, som Pippi kæmpede imod, når hun igen og igen måtte bevise både overfor politiet og den geskæftige fru Prysselius, at hun da skam sagtens kunne klare sig selv.

Og målemetoder, hvor man i vor tid måler og tester selv ganske små børn på måder, der er flere gange værre end den overhøring, som den lille bys børn skal til – og som de er så bange for.

Pippi arrangerer selvfølgelig ved siden af sin egen overhøring – og der får man ikke rødt, krasende undertøj, men bolsjer og guldmønter – og man skal kun svare på ét spørgsmål, og kan man ikke svaret, så hjælper Pippi ved at hviske det meget højt. Så ved Pippis overhøring er der ingen, der græder. Tværtimod er der stor glæde.

Vi kunne godt bruge nogle flere Pippi´er – og mange færre fru Prysselius ´er.

Det mente Nordens bedste børnebogsforfatter Astrid Lindgren også – og hun havde ret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1970´erne

Udgivet den 18. maj 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om 1970´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1970´erne: Dronninger

1970´erne er uden sammenligning dét årti, hvor kvinderne har opnået mest. Alt det, som der var blevet arbejdet for i næsten 100 år, nærmest eksploderede i dette årti, der meget passende også indeholdt FN´s Internationale Kvindeår i 1975. Kvinderne kom med andre ord nu til fadet.

Størst og vigtigst var loven om fri abort fra 1973, der – endelig – gav kvinden 100% ret til at bestemme over sin egen krop og sit eget liv. Senere i 1976 kom så loven om lige løn for lige arbejde. Det er så desværre endnu ikke (i 2015!) en realitet, så som altid er kampen ikke slut endnu. I 1978 kom loven om, at mænd og kvinder skal behandles lige på det danske arbejdsmarked. Det er desværre heller ikke på plads endnu.

Men vi er på vej – og det var kvinderne i sandhed også i 1970´erne, hvor de blev kaldt rødstømper, og der var demonstrationer, marcher og kvindelejre overalt i den vestlige verden. Og i Danmark blev det hele endda kronet med, at vi fik en regerende dronning på tronen, men også mange andre slags danske dronninger manifesterede sig i 1970´erne.

Vi starter dog med Margrethe d. 2. af Danmark, der en iskold januar-dag i 1973 blev udråbt som Danmarks dronning fra Christiansborg. Hun var ganske ung, kun 32 år, men hun vidste, hvad der ventede – og lige siden – i mere end 40 år – har hun været danskernes dronning.

Og vi er mange, der ikke har kendt til – eller kan huske – andre regenter end Margrethe d. 2., der især i sine nytårstaler får sagt noget, som mange danskere kan lide at høre, nemlig de kongelige røfler om, at vi skal opføre os bedre overfor dem, der er kommet til Danmark fra andre lande – og som er lidt anderledes end vi har været vant til. Især den fra 1984 om de små dumsmarte bemærkninger, som vi ikke kan være bekendt, vil for altid være knyttet til Margrethe d. 2´s navn sammen med diverse billeder af en farverig kvinde med stor glæde for kultur og kunst, som hun også dyrker og viser frem offentligt.

For Margrethe d. 2. er ligeså meget kunstner som hun er kvinde og dronning.

En anden dronning fra 1970´erne, er Lise Nørgaard, født 1917, forfatter og journalist, der i netop dette årti skrev tv-serien over dem alle: Matador, tv-serien, der har status som både danmarkshistorie, kulturarv og dansk identitet. Ideen til serien og oplægget til mange af personerne fik hun fra sin egen opvækst i Roskilde, men Lise Nørgaard hentede inspiration mange steder fra til det, der skulle vise sig at blive dansk tv´s til dato største succes.

Men hun har også lavet andet, bla var hun med til at skrive manuskripterne til en anden populær tv-serie i 1970´erne, nemlig ”Huset på Christianshavn”. Hun har også skrevet noveller, essays og så erindringsbøgerne ”Kun en pige” og ”De sendte en dame.”

Men også smørrebrødsdronningen Ida Davidsen, født 1937, trådte ind på scenen i 1970´erne, da hun sammen med sin mand åbnede smørrebrødsbutikken i St. Kongensgade.

Der var tale om en videreførelse, da slægten siden 1888 havde leveret smørrebrød til danskerne på forskellige adresser i København. Men i 1974 flyttede man fra Søpavillonen til St. Kongensgade, da Ida Davidsen som nr. fire i lige linje overtog forretningen, der kan tilbyde ikke færre end 177 forskellige slags smørrebrød.

I dag er det dog hendes søn Oscar Davidsen Siesbye, der står for driften – og butikken fik en stor skramme i lakken, da Politikens madanmelder var forbi i efteråret 2014 og kun gav smørrebrødet én enkelt stjerne – og det endda var den eneste 1-stjerne-anmeldelse, som Politiken uddelte sidste år.

Endelig er der også 1970´ernes fjerde dronning, dansk politik´s første dronning Ritt Bjerregaard, født 1941, der havde sin første storhedstid i 1970´erne, hvor hun var både social- og undervisningsminister i Anker Jørgensens regeringer – og en af de socialdemokratiske politikere, som havde mest indflydelse både i regeringen og i partiet. I 1979 oplevede hun dog den tort at blive fyret, da hun under et besøg i Paris havde boet på det fashionable hotel Ritz. Noget, som faldt mange for brystet.

Flere år senere – i 1991 – måtte Ritt Bjerregaard gå af som gruppeformand, da et flertal i partiets folketingsgruppe ikke kunne acceptere, at hun boede i en stor og billig lejlighed på Vesterbro. Ritt Bjerregaard fik dog oprejsning, da hun i 1995 blev valgt som Danmarks EU-kommissær med ansvar for miljøet.

Hjemme igen i 2000 blev Ritt Bjerregaard fødevareminister og indførte i 2001 den smiley-ordning, som nu er kendt og accepteret viden om – men som dengang gav anledning til stor diskussion. Selv var hun i 2004-09 overborgmester i København, inden hun trak sig tilbage.

Havde Ritt Bjerregaard været en mand, var hun uden tvivl blevet statsminister – så der var altså stadig lang vej at gå – også i 1970´erne.

Men litteraturen havde også et par markante kvinder at byde på i 1970´erne.

Den ene af dem var Dea Trier Mørch, 1941-2001, der mest skrev om kvinder, kvinders tanker, følelser og vilkår, men som også beskæftigede sig med de svage og de stille eksistenser, dem der kommer i klemme. Nogle af hendes mest kendte bøger er ”Vinterbørn”, ”Kastaniealleen” og ”Aftenstjernen”.

Dea Trier Mørchs bøger var som regel illustreret af hendes egne grafiske arbejder, som hun for manges vedkommende skabte i det socialistiske kunstnerkollektiv ”Røde Mor”, som hun selv var med til at oprette. Hele livet igennem var hun også overbevist om solidaritetens vigtighed.

Den anden kvindelige forfatter Suzanne Brøgger, født 1944, er derimod optaget af selvet og eksperimentet – og hun har livet igennem skrevet hudløst og åbent. Fra den første essay-samling i 1973 ”Fri os for kærligheden”, hvor hun kritiserer kernefamilien og den vestlige livsstil over opgøret med de snærende bånd og konventioner i ”Kærlighedens veje og vildveje” fra 1975 til den store selvbiografi ”Creme Fraiche” fra 1978.

Mange forbinder Suzanne Brøgger med seksuel frihed og seksuelle eksperimenter, men det er kun en del af en livslang søgen og skribent-virksomhed, der også tager livtag med religion, spiritualitet, livets og menneskets grundvilkår og meget andet, som det viser sig i et forfatterskab, der stadig er sprudlende og i fuld gang. Så sent som sidste år udkom ”SZ. Et livs billeder 1944-2014”. Nævnes skal også ”Jadekatten” fra 1997, der er et hovedværk og handler om en families forlis, svigt og et moder-opgør.

Endelig er der også hende, som kun få danskere kender, men som ikke desto mindre betegnes som en af 10 mest betydningsfulde kvindelige videnskabsfolk i verden nogensinde. Hun hed Inge Lehmann og var seismolog – og i 1936 fandt hun ud af, at Jorden havde en fast, indre kerne, og skrev artiklen P med argumentation herfor.

Og den dag i dag arbejder man stadig med begrebet ”Inge Lehmann-diskontinuiteten”, som refererer til en materialeovergang omkring 220 km nede i Jordens kappe.

Inge Lehmann blev aldrig anerkendt i Danmark for sin opdagelse. Dertil var det naturvidenskabelige miljø i Danmark for mandsdomineret langt op i 1900-tallet og er sine steder det stadig her i 2015 (!) – men i USA fik hun en karriere og blev i 1964 æresdoktor på Columbia University. Samt at hun i 1971 – som den første kvinde nogensinde – modtog den store geofysiske pris ”Bowie-medaljen” – og derfor skal hun med her under 1970´erne.

Alt var således på skinner – eller? Nej, der var stadig problemer, men også plads til de store skulderpuder og megen god musik lavet af kvinder i 1980´erne. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anerkendelsens betydning

Udgivet den 12. maj 2015 af admin

Svar

Danmarksbloggen har modtaget flg. fra en af sine trofaste læsere – og skribenter:

En konsulent var på besøg på min arbejdsplads forleden dag. Jeg kendte ham ikke særligt godt, men han havde været så venlig at tage kage med til os alle. Jeg takkede pænt nej, med henvisning til at jeg er for tyk og derfor holder mig fra kage. Jeg fik at vide, at jeg da sagtens kunne tage et stykke – jeg kunne jo bare løbe en ekstra tur. Jeg forklarede så, at motion ikke var så ligetil for mig, hvilket medførte en belæring om, hvordan mine indre organer kun ville have godt af, at jeg rørte mig – og at man ikke kan styre alt med maden.

Se, det afførte en lang tankerække hos mig, som jeg vil prøve at dele. Manden kender mig ikke. Han kender derfor heller ikke min forhistorie. Han har naturligvis ret i, at motion er godt for mig. Og jo, jeg bevæger mig skam også – men det er gåture og ikke løbeture – og lige nok til at sundhedsmyndighederne siger, at det er tilstrækkeligt til, at mine indre organer har det fint.

For hvad den fremmede konsulent ikke ved er, at jeg har gigt i knæene – og i øjeblikket går til kiropraktor for at få udbedret min nakke og ryg, så jeg ikke længere har konstante smerter. Faktisk så gør jeg det så godt, som jeg kan i min nuværende situation. Jeg kæmper endda for at få det bedre, så jeg forhåbentlig en dag – udover at passe mit arbejde – kan cykle en lang tur uden at knæene gør ondt, og uden at jeg skal tage smertestillende piller for at falde i søvn pga. nakke/ryg-smerter. Og jeg er kommet ret langt, hvis jeg selv skal sige det. I går vaskede jeg køleskabet fuldstændigt fra top til tå, og jeg fik også ordnet et køkkenskab, før jeg kunne mærke smerterne komme snigende. Så jeg holdt en pause til i dag, hvor jeg så kunne fortsætte. Igen uden at det kræver smertestillende.

Men det her drejer sig jo ikke kun om mig og min gigt.

Det drejer sig om samfundet og den måde, som vi møder vores medmennesker på. Jeg kender fx en del, som synes, at ”dovne Robert” og ”fattig-Carina” bare skal tage sig sammen og komme i gang med at lave noget. Og dét hellere i går end i dag.

Robert og Carina har begge det tilfælles, at de har valgt at stille sig frem i offentligheden og fortælle om sig selv. Til offentlig beskuelse, spe og spot. Jeg siger ikke, at de ikke kunne yde mere end de gør. Men jeg siger heller ikke, at de ikke yder det, som de kan. For jeg kender dem ikke. Jeg kender ikke deres baggrund. Jeg ved ikke, hvad de har været igennem. Jeg kan ikke dømme dem.

Jeg kender derimod en masse mennesker, der har masser af succes i deres arbejde. Jeg er selv en af dem. Og ja, vi har knoklet for at nå dertil. Undervejs har vi mødt andre, som har smilet og nikket anerkendende til os, fordi vi har knoklet. Det har motiveret os og gjort os i stand til at knokle videre.

Men ikke alle, jeg kender, er endt med succes. Jeg kender også flere, som sidder i små lejligheder uden arbejde. De har også knoklet. De har bare ikke haft samme held som os andre undervejs. Ingen har nikket og smilet til dem – de er derimod blevet set ned på for at råbe for højt af deres børn, når filmen er knækket for dem.

Men de mennesker har også knoklet. Men de får ingen anerkendelse for det. Tværtimod så sammenlignes de med Robert og Carina. Og de evner ikke alle at forklare, hvorfor de ikke er som fordomme om Robert og Carina er.

Derfor: Hvis nu vi alle kunne prøve at tænke bare lidt mere positivt om vores medmennesker. Bare lige prøve at give dem en chance. Måske endda spørge om vi kan hjælpe dem med noget. Så kan det faktisk være, at de, der nu ser ned på Robert- og Carina-typerne, en dag vil opdage, at de mennesker knokler lige så meget som alle andre, bare med meget værre odds, da ingen anerkender deres kamp.

Med ønsket om en god Kristi Himmelfart lige om lidt – og større tolerance i hverdagen.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1960´erne

Udgivet den 11. maj 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om 1960´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1960´erne: Frigørelser

1960´erne handlede om frigørelse, både økonomisk og fysisk. To markante ændringer skete først i årtiet.

I 1960 blev der således indført 14 ugers barselshvile for dagpengeforsikrede samt to uger for selvstændigt erhvervsdrivende, der var dagpengeforsikrede.

Og i 1961 oprettede Mødrehjælpen præventionsklinikker samt at de fik tilladelse til at informere ALLE om prævention, også de ugifte og barnløse. Der var altså tale om et gigant-hop frem, om end at abort stadig var forbudt.

Unge piger risikerede nemlig stadig liv og helbred, når de lagde sig på køkkenbordet hos en kvaksalver, der var mere eller mindre ferm med de strikkepinde, der blev stukket op og brugt til at starte en blødning, så den ulykkelige kunne tage på hospitalet og få en udskrabning. Noget, som er beskrevet præcis så barskt som det var i Bjarne Reuters bog ”Når snerlen blomstrer”, der som film kom til at hedde ”Tro, håb og kærlighed”.

Men det var ikke kun de unge piger, som oplevede drastiske forandringer i 1960´erne. Det var hele det danske samfund, der buldrede frem med en økonomisk vækst større end nogensinde tidligere. Der var også brug for alle hænder på arbejdsmarkedet, så nu kom også middelklassens og overklassens kvinder i stor stil ud på arbejdsmarkedet. Arbejderklassens kvinder har jo som bekendt altid været dér.

Men nu var der brug for alle – og kvinderne fik i stigende grad uddannelse, også lange uddannelser. Det var et helt andet samfund, og det var ikke så mærkeligt, at det skabte uro, både strukturelt, men også i den enkelte familie. Det helt store kvindeoprør ventede dog til 1970´erne, men kvinden fandt sig i mindre og mindre op gennem 1960´erne.

Hun kunne også tillade sig det. For nu tjente hun sine egne penge og var dermed økonomisk uafhængig af sin mand. Hun havde også få år tidligere fået de samme rettigheder ifht børnene. Ja, det var først i 1957, at kvinder fik lov til at være værger på lige fod med mændene ifht deres egne børn. Man tror næsten, at det er løgn – men det er det ikke.

Men altså i 1960´erne blev kvinden et langt stykke hen af vejen fri – for frihed hænger uløseligt sammen med retten til at bestemme over egen krop og det at tjene sine egne penge. Det var en sejr – men også stadig en kamp, som blev kæmpet af mange kvinder.

En af de kvinder, der siden 1960´erne og frem utrætteligt har arbejdet for kvinders – og især udsatte kvinders og børns vilkår – er socialrådgiver og forfatter Hanne Reintoft, født 1934.

Hun kom i Folketinget i 1966 efter i flere år at have arbejdet med både alkoholikere, udsatte, sindslidende m.fl. Hanne Reintoft var aktiv i politik i 10 år for SF, VS og DKP, inden hun i 1976 blev redaktør for DR´s sociale brevkasse. Det var hun frem til 2004.

I 1983 var hun også med til at stifte ”Mødrehjælpen af 1983”, som udfyldte det tomrum, som nedlæggelsen af den gamle Mødrehjælpen havde skabt i 1976. Senere blev hun også direktør dér.

I dag skriver Hanne Reintoft historiske bøger, fordi hun mener, at den socialrealisme, som det ellers ville være nærliggende for hende fortsat at skrive i, “hænger folk ud af halsen”. Men at hun kan fange interessen for det socialrealistiske ved istedet at gå tilbage i historien. Tidligere skrev hun ellers socialrealistiske debatbøger – og en enkelt erindringsbog ”Et liv – manges liv” fra 1996.

Hanne Reintoft har modtaget flere priser.

En anden kvindelig forfatter, der også startede i 1960´erne, og som også skiftede genre flere gange, er den nyligt afdøde Helle Stangerup, der blev født i 1939, og som døde i marts 2015. Udover at være forfatter var hun også skolekammerat med Dronning Margrethe – og derfor en af de eneste, der ved, hvad det vil sige at være dus med regenten.

Helle Stangerups forfatterskab handlede ikke om socialrealisme, men om en blanding af rejseskildringer, kriminalromaner og historiske romaner, hvor hun især er kendt for ”Christine” fra 1985 og ”Spardame” fra 1989. Hendes romaner er oversat til flere sprog, og selv modtog hun også flere hædersbevisninger.

Helle Stangerup er også kendt for sit ægteskab med godsejer Adam Knuth, som hun sammen med opbyggede Knuthenborg Dyrepark i perioden 1972-80. En park, som mange danskere kender fra udflugter i sommer og sol.

Sommer og sol var der også over filmens verden i 1960´erne – det gyldne årti, som frembragte mange skuespillerinder, der stadig her i deres karrieres efterår er blandt de fremmeste i Danmark.

Mest stråler Ghita Nørby, født 1935, der startede som dansk films søde, kønne og uskyldige pige, naboens datter – men som i dag er blandt de helt store danske karakterskuespillerinder til alle tider.

Hendes repertoire er imponerende og tæller på scenen stort set, hvad der findes af store roller som rollen som Johanne Luise Heiberg i ”Regnormenes liv”, dronning Elizabeth i ”Maria Stuart”, fru Levin i ”Indenfor murene” og mange-mange andre af store forfattere som Strindberg, Ibsen og mange andre.

På tv og i film dækker hun også alt fra rollen som oprørsk arving i komedien ”Baronessen fra benzintanken” over den alvorlige rolle i ”Dansen med Regitze” til glansrollen som Ingeborg Skjern i ”Matador”, hvor ikke kun teaterpublikummet, men også alle andre danskere fik øjnene op for, at Ghita Nørby rummede mere end et kønt ansigt og en perlende latter.

Ghita Nørby har – selvfølgelig – også modtaget et væld af priser gennem hele karrieren, der stadig kører for fuld kraft.

Men også Malene Schwartz, født 1936 slog igennem i 1960´erne, hvor hun ofte spillede den modige og ret sexede unge pige – meget modsat den forsigtige Maude Varnæs i ”Matador”, der blev hendes livs rolle.

Efter Matador helligede Malene Schwartz sig teateret og var i mange år direktør for blandt andet Aalborg Teater, inden hun vendte tilbage til København – og på sigt også arbejdet som skuespillerinde.

Malene Schwartz er også forfatter – bl.a. til en meget rost bog ”Alba” fra 2012 om farmoderen Alba Schwartz, der i sine to bøger ”Skagen før og nu” som den eneste har beskrevet, hvordan det ”virkelig” var, dengang Krøyer, Ancher og de andre levede og virkede på Skagen.

Endelig skal nævnes Susse Wold, født 1938, der ikke havde det med film og teater fra fremmede. Hendes mor var Marguerite Viby, der var en stor stjerne især i 40´erne og 50´erne.

Susse Wold selv huskes for sine roller i Sommer i Tyrol, som Gitte Graa i ”Matador”, som moderen i ”Den kroniske uskyld” og senest i Vinterbergs ”Jagten”.

Derudover har hun spillet mange markante roller på teatret, fx som Ophelia i ”Hamlet” – og i samspillet i både ”Privatliv” og ”Kærestebreve” med Bent Mejding, som hun også privat er gift med.

Susse Wold er også kendt som forfatter, som foredragsholder – og som fortolker og oplæser af H. C. Andersens Eventyr – både i Danmark, men især i udlandet, hvor hendes engelske versioner vækker stor begejstring.

Derudover har Susse Wold i mange år været stærkt engageret i AIDS-sagen, hvor hun siden 1986 har været præsident for AIDS-fondet – og hvor hun på hjemmesiden er citeret for: Jeg ønsker mig en fremtid uden hiv og aids – og jeg ved, at den bedste måde at forudsige fremtiden på er – at gøre noget ved den.

Ord der også kunne gælde for kvinderne i 1960´erne. For også her var kamp og engagement kodeord for årtiet.

En af de forfattere, som har tegnet det bedst, er Martha Christensen.

Martha Christensen, 1926-1995, skrev en række socialrealistiske romaner, hvor hun med sikker sans for virkeligheden og psykologien tegnede det ene knugende kvindeportræt efter det andet i fx ”Vores egen Irene” fra 1976 og ”En fridag til fru Larsen” fra 1977.

Men også den posthume ”Når mor kommer hjem”, der handler om den 11-årige Ronnie, der står med hele familieansvaret, mens mor afsoner en kortere fængselsstraf, er stærk i sin skildring af de oversete og de udsattes forhold.

Det er også Martha Christensen, der har skrevet ”Dansen med Regitze”, der blev en af Ghita Nørbys helt store filmroller.

Hun var selv uddannet fritidspædagog, og var hele livet optaget af de såkaldt stille eksistenser, dem som ikke finder vej til de bonede gulve eller avisernes overskrifter – medmindre selvfølgelig der er sket noget dramatisk.

Man kunne godt ønske sig, at der var en Martha Christensen i Danmark i dag!!!

Den sidste forfatter fra 1960´erne, som vi skal have med, er Inger Christensen, 1935-2009, der ikke beskæftigede sig med hverken socialrealisme, rejser eller historie – men som i sit poetiske hovedværk ”Det” fra 1969 står for en sproglig nytænkning, der stadigvæk påvirker dansk og international litteratur.

Der er også mange, der mener, at Inger Christensen med sit banebrydende sproglige arbejde burde have haft Nobelprisen i litteratur.

Arbejdet stod på gennem hele årtiet med både debutdigte og romaner, hvor man kan læse hendes tanker om ordene, som det der holder verden oppe – ligesom at cellerne holder kroppen sammen.

Senere fulgte andre bøger – og ny udvikling, som da hun i 1991 opdaterede den gamle verseform sonetkransen til nutiden i ”Sommerfugledalen”.

Inger Christensens mission var nemlig at give modernismens splittelser en mulighed for at blive til poetiske helheder. Noget, der måske ikke direkte havde så meget med frihed at gøre – men kvinderne læste hende i stor stil i 1960´erne og i 1970´erne.

For frigørelsen var sat på skinner, men i næste årti 1970´erne blev den kronet på mere end én måde. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dyrekort og menneskeværd

Udgivet den 8. maj 2015 af admin

Debatten om de famøse dyrekort har bølget frem og tilbage i dagevis …

Det er for dårligt af Føtex, at de ikke sørger for, at der er kort nok til alle og dét i en fart, hævder de forældre, der forlængst har ophøjet curlingen af deres børn til en kunstart. På den anden side – men ligeså lidenskabeligt – står den anden gruppe og fremhæver vigtigheden af at lære: At man ikke kan få alt her i livet.

Danmarksbloggen hverken kan eller vil forholde sig til papkort med billeder af dyr, som enhver i øvrigt kan finde i tusindvis af versioner af på internettet. Lige til at printe ud og klistre ind i et kladdehæfte. Eller poden kunne måske endda tegne dyrene selv?!

Danmarksbloggen kunne derimod godt ønske sig, at det engagement, som udvises ifbm de famøse dyrekort, kunne udmøntre sig i forhold til andre – og meget mere vigtige – sager.

Tænk, hvis bare halvt så mennesker var bare halvt så optaget af at skabe gode forhold for de gamle, de hjemløse og andre udsatte grupper, som de er det af jagten på papkort!!!

Så ville Danmark være et meget bedre land.

Og Danmark – og danskerne – fortjener det. For mennesker er og bliver meget mere værd end papkort med fotos af fisk, hammerhajer og andet godt fra havet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Arbejdsgivernes ansvar

Udgivet den 7. maj 2015 af admin

Der tales generelt meget – og ofte også kun – om arbejdstagerens ansvar.

Hvis man vil have et job, skal man være villig til at pendle over lange afstande, ja sågar endda flytte landsdel, hvis det står til nogle arbejdsgivere.

Og ja, arbejdstageren har et ansvar. Men det har arbejdsgiveren også.

Arbejdsgiveren er nemlig – uanset hvor fleksibel en arbejdstager er – den eneste, der kan skabe og give jobs til arbejdstagerne.

Arbejdsgiverne i Danmark har derfor ansvar for:

1) At skabe jobs i Danmark – og sørge for at de jobs bliver i Danmark
2) At give de jobs til danskere – og ikke til udlændinge
3) At sikre at arbejdsmarkedet tilpasses alle, ikke kun de raske og effektive, men også de unge, de ældre, dem med handicap osv

Dét er simpelthen nødvendigt, hvis det danske samfund skal hænge sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Kategoriarkiv: Hverdagsliv i Danmark

Fadbamsen, Hjorten og Dansk Fremmedhaderparti

Krisen er forbi: Husk de svage

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1980´erne

EU-sangbog: Syng Kim Larsen på græsk

Grattis till Pippi

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1970´erne

Anerkendelsens betydning

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1960´erne

Dyrekort og menneskeværd

Arbejdsgivernes ansvar