Debatten om de famøse dyrekort har bølget frem og tilbage i dagevis …
Det er for dårligt af Føtex, at de ikke sørger for, at der er kort nok til alle og dét i en fart, hævder de forældre, der forlængst har ophøjet curlingen af deres børn til en kunstart. På den anden side – men ligeså lidenskabeligt – står den anden gruppe og fremhæver vigtigheden af at lære: At man ikke kan få alt her i livet.
Danmarksbloggen hverken kan eller vil forholde sig til papkort med billeder af dyr, som enhver i øvrigt kan finde i tusindvis af versioner af på internettet. Lige til at printe ud og klistre ind i et kladdehæfte. Eller poden kunne måske endda tegne dyrene selv?!
Danmarksbloggen kunne derimod godt ønske sig, at det engagement, som udvises ifbm de famøse dyrekort, kunne udmøntre sig i forhold til andre – og meget mere vigtige – sager.
Tænk, hvis bare halvt så mennesker var bare halvt så optaget af at skabe gode forhold for de gamle, de hjemløse og andre udsatte grupper, som de er det af jagten på papkort!!!
Så ville Danmark være et meget bedre land.
Og Danmark – og danskerne – fortjener det. For mennesker er og bliver meget mere værd end papkort med fotos af fisk, hammerhajer og andet godt fra havet.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk