Døgnfluer og udlændinge

Udgivet den 15. juni 2015 af admin

Svar

Døgnfluer er i høj kurs for øjeblikket – døgnfluer i form af valgløfter – og holdninger, der ofte drejer sig om udlændinge. Men med meget forskelligt udgangspunkt.

Dansk Folkeparti vil bygge en fæstning om Danmark og lukke absolut ingen ind – medmindre de er hvide og spiser gris.

Venstre er enig, men vil dog gerne tillade, at østeuropæerne kommer hertil. For de arbejder nemlig til en lavere løn end danskerne – hvilket betyder, at mange danskere ikke kan få arbejde, hvis Venstre kommer til magten. De konservative er også med på social dumping af store grupper af danskere. For stik mod hvad de to partier siger, så bekymrer de sig ikke om den almindelige dansker, men kun om dem, der har pengepungen i orden.

Radikale vil have alle ind, der kan besætte et job, som ingen danskere kan. Liberal Alliance er til en vis grad enig.

Socialdemokratiet og SF er derimod enige om, at vi skal undgå social dumping – men at vi også skal tage os af flygtninge, selvom der ikke skal komme for mange udlændinge ind i Danmark. Det mener Kristendemokraterne også – altså den del med flygtningene.

Enhedslisten og Alternativet anlægger derimod det medmenneskelige synspunkt, når de anfører, at det drejer sig om at indrette samfundet, så vi deles om de goder, som der er så mange af i Danmark.

Som Danmarksbloggen ser det, kan politiske løfter omkring udlændinge være døgnfluer. Udlændigedebatten i sig selv er dog ingen døgnflue, men derimod en sejlivet klassiker i dansk politik, som man både kan vinde og tabe et valg på.

Fluen på billedet Danmarksbloggens Facebook-side i dag er i øvrigt en døgnflue, formentlig af arten Ephemera Vulgata, på dansk sø-majflue.

https://www.facebook.com/danmarksbloggen.danmarksbloggen?ref=aymt_homepage_panel

Den kan – trods sit skræmmende udseende – hverken stikke eller bide eller noget andet. Og står derfor på den måde i skarp kontrast til mange politikere – også fordi den er kendt for at bevæge sig med stor ynde, når den sammen med sine artsfæller flyver over vandhuller og fugtige enge.

Danmarksbloggen vil lade det være op til læserne selv at danne indre billeder af partilederne i let dans på grønne sommerenge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemøde – nu med folket

Udgivet den 12. juni 2015 af admin

Svar

Folkemødet på Bornholm er pga valgkampen blevet rimeligt amputeret. Arrangementer er aflyst, taler ændret og så videre.

MEN som Danmarksbloggen ser det, er det ikke nødvendigvis en ulempe. Ja, det er måske tilmed en fordel, at folkemødet på Bornholm ikke er det sædvanlige sammenrend af politikere og organisationsfolk, der i forvejen kender og omgås hinanden.

Men at det – ihvertfald i år – snarere er den danske befolkning, ihvertfald den på Bornholm, der har mulighed for at møde beslutningstagerne – og omvendt.

Man kan sige, at folkemødet nu er med folket – og så giver det hele så god mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarks bedste valgbolsjer

Udgivet den 11. juni 2015 af admin

Svar

Valgkamp er mere end politiske udmeldinger. Valgkamp er også bolsjer. Men hvilket parti har de bedste valgbolsjer? Det har Danmarksbloggen fundet ud af.

Danmarksbloggen nedsatte et minipanel, der prøvesmagte bolsjer fra samtlige partier – minus Alternativet, der slet ikke har bolsjer, men som i stedet deler økologiske, danske æbler ud. Alternativet vandt derfor pr. automatik frugtkategorien.

Panelet gav samtlige bolsjer valgkrydser fra 1 til 5, hvor 5 var bedst.

Bolsjerne blev delt op i tre grupper:

1) Sukkerbolsjer
2) Pebermynte med chokoladefyld, som er en sikker politisk bolsjeklassiker
3) Lakridsbolsjer

Og resultatet blev:

BEDSTE SUKKERBOLSJE: DANSK FOLKEPARTI med en samlet score på 4 valgkrydser. Begrundelse: Har en sød, saftevandsagtig smag – og så er der i midten et billede af en marguerit, hvilket dele af panelet opfattede som en ekstra fordel.

På andenpladsen: Enhedslistens maltbolsje.

BEDSTE PEBERMYNTEBOLSJE: SF med en samlet score på 4 valgkrydser. Begrundelse: Har en god, frisk myntesmag.

På andenpladsen: Deles mellem Venstre og Konservatives versioner.

BEDSTE LAKRIDSBOLSJE: LIBERAL ALLIANCE med en samlet score på 5 valgkrydser. Begrundelse: Dejlig stærk med pulver indeni.

På andenpladsen: Deles mellem Radikale Venstres og Socialdemokraternes mere klassiske lakridsbolsjer, hvor der er en anelse mentol i Socialdemokraternes version.

Se mere på YouTube, hvor Danmarksbloggen har lagt en lille film op: https://youtu.be/-QiJCthnFFk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Højere mindsteløn er svaret

Udgivet den 10. juni 2015 af admin

Svar

Diskussionen – især på højrefløjen – går på, om vi skal have lavere skat eller lavere overførselsydelser. Svaret er ingen af delene. Mindstelønnen skal derimod være højere. Ikke kun udfra et medmenneskeligt synspunkt, men også udfra et økonomisk.

Sagen er nemlig den, at pengene i øjeblikket bevæger sig opad i samfundet. De rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere. MEN vi kan alle sammen kun spise x antal sandwichs og gå i x antal t-shirts.

Derfor giver det langt mere økonomisk vækst i samfundet – og dermed flere jobs – hvis alle har råd til at købe sandwichs og nye t-shirts. Men som det er i dag, er det næsten kun over- og middelklassen, der forbruger.

Det er derfor i underklassen, at der findes et uudnyttet potentiale for forbrug. Men det kræver, at penge kanaliseres fra især overklassen til underklassen. Og ja, overklassen har råd til det, idet den er blevet markant rigere i de seneste år, også under krisen. Ja, den er faktisk stukket af økonomisk set.

Så svaret på den økonomiske krise er: HØJERE MINDSTELØN OG FORDELINGSPOLITIKENS GENKOMST – samt: AT ALLE, DER ARBEJDER I DANMARK SKAL ARBEJDE UNDER DANSKE LØN- OG ARBEJDSVILKÅR.

Det vil vi alle få gavn og glæde af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nej til mørkemændene

Udgivet den 6. juni 2015 af admin

Demokratiet blev fejret i går, Grundlovsdag, over det ganske land – en skøn og solskinsfuld sommerdag blev endnu smukkere, mens hvidklædte kvinder gik i optog under vores rød-hvide flag fra Grønningen i København til den officielle fejring på Christiansborg.

Danmarksbloggen gik med – og det var en fest, som det var det alle andre steder i vores dejlige land, hvor folk i alle aldre og af alle politiske overbevisninger mødes og fejrede og diskuterede. En demokratiets fest.

Men så i går aftes hævdede salafisten Adnan Avdic, at muslimer ikke skal stemme, at det er nærmest er vantro adfærd at deltage i demokratiet, hvis man er muslim. Han blev heldigvis også øjeblikkeligt modsagt af flere muslimer, deriblandt Özlem Cekic.

Og i nat kom så angrebet på den muslimske gravplads i Brøndby, hvor uidentificerede gerningsmænd smadrede 100 muslimske grave.

Danmarksbloggen siger ikke, at salafistens udtalelser og ødelæggelserne har noget med hinanden at gøre – selvom tanken er nærliggende.

Danmarksbloggen siger derimod klart NEJ til mørkemændene – dem der ikke vil anerkende og respektere andre og deres ret til at være anderledes end de selv er- hvad enten de mennesker er i live og kan stemme – eller er døde og fortjener at kunne hvile i fred.

For i Danmark lever vi i – og er lykkelige for – vores demokrati, for den mangfoldighed, den forskellighed og den uenighed, som det betyder. Og det må mørkemændene – uanset hvor de kommer fra – lære at leve med. Sådan er det, og det bliver ikke anderledes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

FESTDAG: Grundlov og 100-året for kvinders stemmeret

Udgivet den 5. juni 2015 af admin

Svar

Det er idag en kæmpe fest-dag.

Idag kan vi fejre, at kvinderne – sammen med fattige og andre store befolkningsgrupper – fik stemmeret for 100 år siden i 1915.

Og vi fejrer det endda på den bedst tænkelige måde: Nemlig ved at være midt i en valgkamp til folketinget.

Det er da om noget det levende demokrati …

Der er derfor valgmøder, grundlovsmøder – og optog og fester over det ganske land.

Så drop sofaen og kom ud i sommersolen og vær med i demokratiet.

Danmarksbloggen siger ihvertfald tillykke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tal dansk, din hund – eller engelsk

Udgivet den 4. juni 2015 af admin

Svar

Dansk Folkeparti ønsker, at virksomheder og institutioner, der bruger engelsk i deres kommunikation og reklamer til danskerne, skal betale en punktafgift.

Dansk er nemlig ved at blive et andenrangs-sprog hos visse klasser i Danmark som fx den kreative klasse, er holdningen hos DF, der vil fremme det danske sprog – og dermed den danske kultur.

Danmarksbloggen er enig i, at det danske sprog er smukt – og skal bevares – og bruges til både hverdag og fest. Men hverken det danske sprog eller den danske kultur er udviklet af det bare ingenting i den danske muld.

Meget af det, vi idag kalder dansk, er inspireret af udlandet – og andre sprog og andre landes kultur. De fleste af vores traditioner omkring højtider kommer fx fra udlandet – især Tyskland. Vores sprog er også påvirket af tysk – og fransk – og engelsk. Holberg (som egentlig er norsk), og som levede i et meget europæisk århundrede, skrev sine komedier under kraftig inspiration fra franske Moliére. Osv.

Dertil kommer, at vi er et lille land, og skal vi fungere i udlandet, så skal vi tale engelsk og godt engelsk.

At danskerne taler flere sprog er desuden ikke noget nyt. Går man tilbage i historien til mere europæiske og mindre nationale århundreder som fx middelalderen og 1700-tallet, finder man ud af, at såvel tysk som fransk var meget brugt af alle handlende og alle håndværkere, mens alle på universiteter og i kirken også talte latin.

Såvel kirkens som universitets officielle sprog over hele Europa var nemlig simpelthen latin, så nutidens norm med at gøre engelsk til fællessprog er bare fortsættelse af en gammel praksis.

Men den del af vores historie kender Dansk Folkeparti – der ellers siger, at de går meget op i de historiske rødder – åbenbart ikke.

TILFØJELSE kl. 13.15: Danmarksbloggen erfarer, at forslaget er trukket tilbage. Det skal Dansk Folkeparti have ros for. For nok er Danmarksbloggen ikke ret meget enig med DF, men er ros berettiget, så skal man også roses.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 10´erne

Udgivet den 3. juni 2015 af admin

Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien. Ja, her den sidste uge endda hver dag.

I dag skal det handle om 10´erne og nogle af de kvinder, som gør sig særligt bemærkede i netop nutidens årti.

10´erne: Nutid – og fremtid

At skrive historie om nutiden er altid svært – hvis det overhovedet giver mening. Vi er stadig midt i det hele – og ingen har på samme måde overblikket over tiden og sammenhængene, som man kan skabe sig det over fortiden.

Men nogle ting kan dog slås fast her i 2015 – 100-året for stemme- og valgretten til de danske kvinder: Vi er ikke i mål endnu.

Der mangler stadig lige løn for lige arbejde – og dermed også lige muligheder ifht pension m.m – og dét er nok den største sten på vejen.

Men moralsk er vi heller ikke i mål endnu, når det – som her i foråret – var nødvendigt at køre en kampagne omkring, at voldtægt ikke skyldes en kvindes påklædning, men voldtægtsmandens adfærd. Så er der stadig et stykke vej at gå, før alle danskere opfatter mænd og kvinder som lige.

Magten og formuerne i Danmark ligger også primært i mændenes hænder – og det diskuteres ivrigt om kvoter i bestyrelser m.m. vil afhjælpe dét problem.

Så nej, vi er ikke i mål endnu, selvom vi er nået meget langt – og vi er nået endnu længere her i 10´erne, hvor Danmark fik sin første kvindelige statsminister i 2011, nemlig Helle Thorning, der pt. genopstiller til det kommende folketingsvalg, og som der også lægges mærke til i udlandet, hvor hun som den letteste sag af verden boltrer sig mellem stormagternes ledere som USA´s præsident og Englands premiereminister.

Så bliver danskerne stolte. For vi kommer fra et lille land – og benoves stadig af, når en dansker spiser kirsebær med de store.

Men også mange andre politiske partier har eller har haft kvindelige ledere her i 10´erne. De to mest markante – udover Thorning – er Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten, der har fået det engang så lille parti til at blive en magtfaktor i dansk politik – samt den radikale Margrethe Vestager, der indtil hun kom ned i EU som kommissær i 2014, var noget af en sten i Helle Thornings sko, selvom de to sammen delte regeringsmagten.

Men også SF´s Pia Olsen Dyhr, Enhedslistens Pernille Skipper og den socialdemokratiske kronprinsesse Mette Frederiksen er værd at lægge mærke til – også fremover.

Skifte på broen – og til en kvinde – var der også i Danmarks mest kendte virksomhed A.P. Møller, da Mærsk Mckinney Møller døde i 2012 og hans datter Ane Uggla overtog. Hun gør ikke meget væsen af sig udadtil, men på de indre linier arbejder hun ihærdigt – også med at gøre (en af) hendes to sønner klar til at tage over. De bor også nu begge to i Danmark, selvom de er født og opvokset i Stockholm hos Ane Uggla og hendes svenske mand.

Andre erhvervskvinder som har markeret sig – indtil videre – er Stinne Bosse og Lisbeth Knudsen, som begge er netop kvinder med magt og power. Men der er flere – unge – på vej.

Men også på underholdningsfronten har nye kvinder slået igennem. Et af de stærkeste brands står stand-upperen Linda P. for, som i en ellers meget mandsdomineret stand-up-verden i dén grad har fået succes og skabt flere figurer, som hver gang hilses med latter og klapsalver, når de vakler ind på scenen i al deres komiske ubehjælpsomhed. Senest har Linda P. også haft sit eget show på TV Zulu, som var en sort blanding af komik, rollespil, quiz og meget andet – som ligesom hendes andet arbejde blev populært hos begge køn og alle aldre.

Satiren har nemlig kronede dage – også når den er politisk og tør noget. Og det måske bedste af den slags her i 10´erne er skabt af kvinder, nemlig de fire kvinder bag satireprogrammet ”Det slører stadig”, der tager ny- og gammeldanskere og deres fordomme om sig selv og hinanden under kærlig – og sjov – behandling. Det er Sara Al Naser, Ellie Jokar, Naghme Ashabi og Ajla Prohic, der står for løjerne.

Men også den klassiske morskabsscene er en ny stjerne på vej, nemlig Ditte Hansen, der snart er ligeså meget Cirkusrevy som Lisbeth Dahl og Ulf Pilgaard – og på scenen og film i det hele taget – også i udlandet – stråler Sidse Babett Knudsen, Trine Dyrholm og Sofie Gråbøl m.fl.

På en helt anden bane spiller Danmarks bedste kvindelige tennisspiller nogensinde, nemlig Caroline Wozniacki. Hun blev nr. 1 på verdensranglisten i 2010, men har – til sin egen og danskernes ærgrelse – ikke vundet nogen Grand Slam-titel endnu.

Om det lykkes vil tiden vise. Danske kvinder har nemlig endnu meget til gode.

Vi mangler fx også den første danske kvindelige nobelpristager – noget, som man kunne håbe en astrofysiker som Anja C. Andersen, der forsker i stjernestøv måske en dag kunne få. Hun og mange andre dygtige, danske kvinder inspirerer ihvertfald unge piger til at gå videnskabens vej og søge stjernerne via uddannelse.

Antallet af kvinder, der vil noget med deres liv og som er målrettede, stiger derfor også år for år, og det er mere end glædeligt.

Nu skal vi danske pige og kvinder så bare lære, at det er ok ikke at være perfekt. At der er noget, der hedder rigtigt godt med skønhedsfejl, og at det knækker man ikke på psykisk. Man bliver måske heller ikke kendt, men man bliver lykkelig. Det er nemlig vigtigere at have noget på hjerte end være kendt.

For nok er vor tid meget optaget af kendisser og reality-stjerner, men på den lange bane vil kvalitet og indhold altid vinde, også når vi taler om danske kvinder. Det er Danmarksbloggen sikker på.

Så skal vi bare lige have den med solidariteten ind igen – så er vi for alvor på sporet. Det skal nok komme.

Det var så den sidste omgang af Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder. Vi ses til markeringen af 100-års-dagen på fredag, Grundlovsdag d. 5. juni.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 00´erne

Udgivet den 2. juni 2015 af admin

I dag skal det handle om 00´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

00´erne: Terror, angst, krise og klima-topmøde

Den sorgløse tid efter Berlinmurens fald sluttede brat d. 11.september 2001. Den dag i dag kan alle voksne stadig huske, hvad vi lavede, da vi hørte om – eller så – flyene flyve ind i tvillingetårnene i New York. En chokeret verden fulgte derpå med via tv-skærmen, mens røgen bølgede ud, indtil tårnene brasede sammen. Det ene efter det andet. Samtidig erfarede vi, at et tredje fly var fløjet ind i Pentagon – og et fjerde fly havde kurs mod Washington D.C., men at heroiske passagerer tvang det til at forulykke på en mark.

Verden var blevet en anden. Mere mørk, mere truende – og måske kom noget af dét også fra vores eget sind, fra angsten for det ukendte og dem, som vi ikke kender. Fjenden var pludselig alle steder, og en stor utryghed kom ind i vores liv og verden.

Den nye dagsorden betød også, at én kvinde i dansk politik kom til at spille en hovedrolle, selvom hverken hun eller hendes parti sad med i den borgerlige VK-regering, der stort set styrede Danmark gennem 00´erne. Der er tale om den daværende leder af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard, som med stor politisk snilde og perfekt timet retorik talte lige ind til den frygt for alt ukendt, som havde grebet mange danskere – og som gjorde (og stadig gør), at mange danskere stemmer på Dansk Folkeparti.

Stemmer, som blev brugt til den ene udlændigestramning efter den anden. VK-regeringen sagde ja, så længe at Dansk Folkeparti stemte for endnu en nedskæring på det sociale område kombineret med endnu en skattelettelse (ofte til de rigeste). Og sådan gik 00´erne.

Ovre på den anden side af det politiske spektrum talte man derfor også om den indre svinehund – og den laveste fællesnævner, og i slutningen af årtiet kom en ny, ung kvinde ind i dansk politik, nemlig Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der med ligeså stor snilde og retorisk dygtighed som Pia Kjærsgaard forstod at tale sin sag, der værdimæssigt set derimod er det modsatte af Pia Kjærsgaard.

Men endnu i 00´erne var Johanne Schmidt-Nielsen ung og grøn. Det samme var socialdemokraternes nye og første kvindelige formand Helle Thorning. Fremtiden skulle dog vise sig at tilhøre netop disse to – men mere om det i morgen, når vi skal høre om 10´erne.

Endnu er vi i 00´erne. Et årti, der levede op til sit navn, med krise på krise, og især finanskrisen fra 2008, som gjorde mange – især kvinder – arbejdsløse. Og i VK-regeringens tid var det særlig skidt, da såvel dagpengesystem som andre sociale ydelser blev kraftigt beskåret.

Læg dertil at der stadig i 2000 var en forskel på mænd og kvinders gennemsnitsløn på 12-19 procent i mændenes favør. Samt at mændenes gennemsnitlige pensionsformue var cirka 30 procent større end kvindernes.

Et ”Videnscenter for Ligestilling”, som afløste Ligestillingsrådet, og som blev etableret af den socialdemokratiske regering i 2000, blev også nedlagt i 2002 af VK-regeringen. Den slags ”smagsdommeri” skulle der nemlig spares på, var holdningen hos den borgerlige regering, der ellers havde markante kvinder som ministre, fx Lene Espersen og Inger Støjberg. Men ingen af dem anfægtede dette angreb på ligestillingen.

Man kan altså sige, at det gik den gale vej – også når man betænker, at efter kommunalreformen var 91 ud af 98 borgmestre i Danmark i 2005 mænd. Altså det år, hvor vi kunne fejre 90-året for kvindernes stemmeret.

Nogle kvinder havde dog succes med at positionere sig politisk. Mest nok den konservative Connie Hedegaard, der først var minister, blandt andet klimaminister og siden EU-kommisær for klima – og måske Danmarks dygtigste i Bruxelles nogensinde. Ved klimatopmødet i København i 2009 var det i hvert fald tydeligt, at der stod respekt om hende og hendes evner fra hele verdens ledere – og resultatet var formentlig blevet både anderledes og bedre, hvis hun havde ledet det vigtige topmøde fremfor Lars Løkke. Connie Hedegaard var fx formentlig ikke faldet i søvn undervejs!!!

Der kom også to nye markante kvinder til Danmark udefra – selvom reglerne for ægteskab med folk fra andre lande strammedes voldsomt. Det gjaldt dog ikke disse to, nemlig kronprinsesse Mary, der er skotsk født, men opvokset i Tasmanien og Australien, og som i 2004 giftede sig med kronprins Frederik. Samt franskfødte prinsesse Marie, der i 2008 giftede sig med prins Joachim, der i 2004 blev skilt fra grevinde Alexandra.

Udenfor landets grænser virkede også danske kvinder som fx skuespilleren Connie Nielsen, der boede i USA og havde store filmroller i 00´erne, men som i Danmark var ligeså kendt for sit daværende ægteskab med Metallica-stjernen Lars Ullrich.

Svømmepigerne var også populære – og i modsætning til 1930´ernes danske svømmepiger var der ingen af dem, der opførte sig politisk. Det drejede sig om at vinde guld for Lotte Friis, Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen og mange flere. Og det gjorde de. De vandt både guld og andre medaljer – og slog rekorder. Og også stadig her i 10´erne, hvor især en Mie Ø. Nielsen svømmer igennem som en af de nye stjerner fra næste generation af dygtige, danske svømmepiger.

Guld i form af en guldplade – og en platinplade – vandt rapperen Natasja også – men først efter hendes tragiske død i en trafikulykke på Jamaica i 2007. En hel generation unge kvinder – og mænd – havde ellers sat deres lid til hende som fortolker af deres tanker og drømme om et andet, mere rummeligt og mangfoldigt Danmark – og den dag i dag spilles hendes ”Gi´ mig Danmark tilbage” flittigt. Budskabet er også stadig aktuelt.

Endelig oplevede to erfarne nyhedskvinder, Ulla Therkelsen og Mette Fugl, også at blive feteret gennem 00´erne. De havde ellers været fremme i mediebilledet med reportager og interviews i en årrække, men blev nu nærmest kult – især Ulla Therkelsen, som fik en café opkaldt efter sig.

Mange af disse kvinder er stadig med til at tegne billedet i Danmark. Et billede, der ændrer sig i 10´erne – og som stadig udvikler sig. Det skal vi høre om i morgen i den sidste Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1990´erne

Udgivet den 1. juni 2015 af admin

I dag skal det handle om 1900´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1990´erne: Guldpigerne

Berlinmuren faldt i 1989 og med det indvarsledes en ny tid, der kun varede i små 12 år til den skæbnessvangre septemberdag i 2001, hvor verdenen ændrede sig totalt, og dagsordenen blev den, som vi stadig lever med.

Ligestillingen var stadig et emne, som fyldte i 1990´erne, hvor der blev fejret fine triumfer. Og især 1995 var et stort år, hvor Bodil Nyboe Andersen blev den første kvindelige nationalbankdirektør, Lise-Lotte Rebel den første kvindelige biskop, Nina Smith den første kvindelige økonomiske vismand og Hanne Bech Hansen den første kvindelige politidirektør. To år forinden var den radikale – og nuværende kulturminister – Marianne Jelved blevet Danmarks første kvindelige økonomi-minister.

Kvinderne satte sig altså på tunge – og guldrandede – økonomiske og juridiske positioner i det danske samfund.

Men også på sportsfronten tog pigerne guldmedaljen. Tre gange i træk – til OL i 1996, i 2000 og i 2004 vandt Danmarks håndboldpiger – de jernhårde ladies – guldmedaljer. Læg dertil en VM- og en EM-titel samt diverse sølv- og bronzemedaljer. Elleve medaljer i alt igennem de gyldne år. Mændene kan til sammenligning fremvise 2 EM-titler i det hele taget gennem alle tider – og ikke en eneste OL-medalje.

Så bemærkningen: ”Livet er for kort til kvindefodbold” kunne passende modsvares med … og for kort til mandehåndbold. Dén lukkede i hvert fald af og til munden på mændene i 1990´erne, når de begyndte på at sige, at kvinder og sport ikke hang sammen.

Men ikke alt var bolde i luften og stor alvor. Der var også plads til latter og grin i 1990´erne.

Det sørgede de to damer Anne Marie Helger og Lisbeth Dahl for på hver deres måde. Anne-Marie Helger iført farverige gevandter i sine politiske shows, hvor hun talte magten og kapitalen midt imod – og Lisbeth Dahl på scenen mange steder, men især i Cirkusrevyen på Bakken, hvor hun stadig regerer som dansk revys´s ukronede dronning.

For Lisbeth Dahl er den eneste, der kan sammenlignes med Liva Weel, og som vel også overgår fru Weel, da Lisbeth Dahl ikke kun kan stå på scenen, men også kan både instruere, stå med ansvaret og spille mange andre slags roller – også på tv – når hun får lov.

På litteraturfronten var især Hanne-Vibeke Holst og Jane Aamund populære. Hanne-Vibeke Holst var og er meget optaget af kvinder og de valg, som kvinder står overfor i deres liv. Valg, som er fulde af modsætninger, konflikter og omkostninger – og som mange kvinder kan identificere sig med, når de læser hendes bøger. Men også det storpolitiske spil og hendes egen baggrund skriver Hanne-Vibeke Holst om. Jane Aamund tager også ofte udgangspunkt i egen familie – og går tit langt tilbage i slægten og til andre verdensdele. Men også hendes eget liv tages under behandling og beskrives meget åbent.

Det nære, det hjemlige var nemlig på mode – og de fleste danske kvinder var ikke særligt politisk interesserede i 1990´erne.

En undtagelse var dog Kylle, Pylle og Rylle, som de blev kaldt med henvisning til Andersines niecer fra Andeby. De kom fra blå lejr og var alle kønne, unge og veluddannede. Sociale problemer interesserede nemlig ikke Henriette Kjær, Lene Espersen og Gitte Seeberg, der kom i Folketinget for Det Konservative Folkeparti i 1994, og som alle klarede sig vældig godt. I dag laver de dog alle tre noget andet. Henriette Kjær arbejder som rådgiver og lobbyist på Christiansborg, Lene Espersen er administrerende direktør for Danske Arkitektvirksomheder, og Gitte Seeberg er generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden. Noget, de hver for sig er godt tilfredse med.

For det handlede – også i 1990´erne – om den enkelte og vedkommendes egne mål, også selvom der ikke var ligeløn. Men i en opgangstid som 1990´erne betød det mindre for langt de fleste kvinder, der oplevede, at de havde rigeligt med midler til at få opfyldt deres drømme og realisere sig selv, både herhjemme og på den obligatoriske dannelsesrejse til fjerne destinationer.

Mændene var også med på dén trend, blandt andet prins Joachim, der i 1995 giftede sig med den nuværende grevinde Alexandra, som han havde mødt, mens han boede og arbejdede for A.P. Møller i Hong Kong. Ægteskabet med den østrigsk-kinesisk-engelske kvinde holdt ikke, men det var et typisk eksempel på de internationale bånd, som der blev knyttet mange af i 1990´erne.

Verden var nemlig mere åben i 1990´erne end den nogensinde har været før – og siden. Det var en tid, hvor alle – stort set – kunne rejse frit rundt i hele verden uden at risikere noget.

Det kunne man ikke i 00´erne. Tværtimod blev verden mindre og langt mere angst og lukket, også og måske især for kvinderne. Det skal vi høre om i morgen i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Kategoriarkiv: Hverdagsliv i Danmark

Døgnfluer og udlændinge

Folkemøde – nu med folket

Danmarks bedste valgbolsjer

Højere mindsteløn er svaret

Nej til mørkemændene

FESTDAG: Grundlov og 100-året for kvinders stemmeret

Tal dansk, din hund – eller engelsk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 10´erne

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 00´erne

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1990´erne