Fredagsoplæg: Opdelingen af danskerne

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget, der altid interesserer danskerne:

Opdelingen af danskerne

Danmark er et lille land, så er der egentlig overhovedet forskelle mellem danskerne? Det er der mange, der synes – også dem, der vil ændre udligningsordningerne.

Set med de store verdensbriller er danskerne og Danmark dog homogene størrelser.

Men set med de små danske briller, så kan forskellene mellem danskerne virke enorme, ja nærmest uoverskuelige – godt båret på vej af fordomme om langsomme jyder og lidt for smarte københavnere, sjællændere der snakker som på Holbergs tid, hyggelige fynboer og sære bornholmere osv.

Andre skel er udkants-Danmark versus resten af Danmark, gammeldanskere versus nydanskerne, håndens mennesker versus bogens mennesker osv, osv.

Danskerne er et kreativt folkefærd, også når det gælder om at inddele hinanden i grupper – og så længe vi bare kendte hinanden og omgikkes hinanden på tværs af de skel, så var det ikke noget problem.

Men det gør vi ikke længere.

Vi låser os – frivilligt – inde, i hvert fald mentalt, i hver vores ghetto sammen med dem, der ligner os selv, og så ser vi ikke de andre. Ikke som mennesker i hvert fald, kun som stereotyper – og dét er farligt.

For når vores medmennesker forvandler sig fra mennesker af kød og blod til endimensionelle fordomme og stereotyper, så stopper vores omsorg overfor hinanden også – og så falder samfundet fra hinanden.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle til i den vinter, der kommer nu, ikke blot at isolere sig i egen hule med stearinlys og fordomme – men om at komme ud og møde de andre danskere – og især dem, der er anderledes end en selv.

Dét er udligning, der kan bruges til noget …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Ebola – MRSA : 0 – 4

I Danmark er vi angste for ebola i én grad, så ordet hysteri er fristende at bruge – og endnu mere fordi vi allerede har en anden sygdom helt inde på livet i Danmark. En sygdom, som vi har så alt for mange gode grunde til at frygte: Nemlig MRSA.

MRSA – altså resistente bakterier – spreder sig i øjeblikket med alarmerende hast i Danmark, og det smitter ikke længere blot fra gris til menneske, men også fra menneske til menneske.

Havde det været en konkurrence sygdommene imellem om at udrydde flest mennesker, ville stillingen mellem Ebola – MRSA i Danmark pt. således være 0 – 4, hvis altså man måler i antallet af døde. Måler man i antal smittede, er tallet derimod 0 – 900+ (og vi tæller stadig – desværre).

Der er nemlig så vidt vides heldigvis endnu ingen danskere, der hverken er døde eller smittede af ebola, men der er 4 døde af MRSA alene i år – og mere end 900 smittede. Heraf de sidste 300 indenfor de sidste to måneder, så MRSA spreder sig hastigere end nogensinde før.

Og det er noget, der gør MRSA til en langt større trussel mod sundheden i Danmark end ebola (i hvert fald i dens nuværende form) nogensinde må formodes at blive.

MRSA er også langt sværere at bekæmpe – og her er de medicinske udfordringer de mindste. Den største barriere for at få udryddet MRSA hedder landbruget og deres konstante skelnen til pengepungen fremfor til menneskeliv.

Danmarksbloggen har skrevet om det før. Se indlæg her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5362

Men det er simpelthen så vigtigt, at det må gentages: MRSA er en tikkende bombe under det danske samfund og den danske befolkning – og vi kan ikke længere tillade landmændene at spille hasard med vores liv og helbred, blot så de kan tjene nogle få ekstra kroner.

Det er lige til at skamme sig over, især fordi vi har både den nødvendige viden og teknologi til at udrydde MRSA´en i Danmark, men desværre ikke den politiske vilje – og forståelsen ude i landbruget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Roskilde og Copenhagen Jazz = Jul om sommeren

Sommertid i Danmark er mere end agurke- og ferietid. Det er også juletid for de musikglade …

For her i juli er det tid til de formentlig to mest traditionsrige og populære musikfestivaler i Danmark – og nej, der er ikke tale om en sommerversion af MGP eller Syng med-arrangementer med Johnny Reimar, selvom det også appellerer til en meget stor del af danskerne – men derimod Roskilde Festivalen og Copenhagen Jazz Festival.

Begge festivaler trækker tusinder af besøgende, både danskere og udlændinge, til henholdsvis Roskilde og København. Det findes næppe heller den dansker, som ikke kender de to festivaler – eller som har været til den ene eller måske begge festivaler.

I år fylder Roskilde Festivalen selvfølgelig rigtig meget pga det legendariske band Rolling Stones, der i morgen torsdag d. 3. juli spiller på Orange Scene, hvis orange canopy-konstruktion oprindelig blev udviklet til en af deres turneer i 70’erne, men som bandet dengang kun nåede at optræde under enkelte gange.

Så selvom Rolling Stones på netop dén scene er både historisk og en af årets store – måske også den største – musikbegivenheder, så er det mest imponerende ved såvel Roskilde Festivalen som Copenhagen Jazz Festival imidlertid ikke de store verdensnavne, som begge festivaler gang på gang trækker til Danmark.

Nej, det er det forhold, at de to festivaler står så stærkt, er så fundamental en års-begivenhed for mange danskere, at det kun er julen, der er større. Ja, for nogle skal sommerens musikfestivaler nok endda være endnu større, både Roskilde Festivalen, Copenhagen Jazz Festival, Grøn Koncert, Langelandsfestivalen, Smuk Fest og alle de andre.

Danskerne er – og har altid været – et meget musikalsk folkefærd, og kan det kombineres med sommer og at være udenfor, så bliver det ikke større.

Danmarksbloggen ønsker derfor også god fornøjelse til alle, der skal til en eller flere festivaler.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 15: Oplysningstid, Det Florissante Eventyr og Store Nordiske Krig

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

OPLYSNINGSTID, DET FLORISSANTE EVENTYR OG STORE NORDISKE KRIG

Ved 1700-tallets start var enevælden endnu ung. Kun cirka 40 år var der gået siden Frederik d. 3.´s ublodige statskup, der gjorde ham og hans efterkommere i de næste små 200 år til enevældige konger i Danmark.

Salvingen af de enevældige konger lå dog hurtigt fast. Den fandt sted i Frederiksborg Slotskirke ved Hillerød – langt væk fra folket og var derfor omgærdet af meget mystik og kongerøgelse. Det var også en salving og ikke en kroning, da kongen i enevældens selvforståelse var udvalgt af Gud selv, var Guds stedfortræder på Jorden. Så enevældens konger blev altså salvede ved storslåede ceremonier, hvor kun de mest betydningsfulde personer i Riget var med.

Enevælden var så også lidt et paradoks. For nok bestemte kongen alt i teorien, men i praksis var rigets styre blevet så komplekst, at det ikke længere kunne lade sig gøre, at en mand skulle se alle papirer og forholde sig til alle spørgsmål, som fx Christian d. 4. gjorde det.

Men de store linier og de afgørende beslutninger var dog alene kongens, og det stillede store krav til kongens habitus og evne til at lede og regere. Det var dog noget, som man tog for givet, at kongen magtede. Det skulle så senere vise sig, at det var kongen ikke altid istand til. Regenter er nemlig som andre mennesker forskellige, og har hver deres evner – og sådan var det også i 1700-tallets Danmark.

Men endnu var det ikke noget problem. Kongen hed Frederik d. 4. (konge 1699-1730)  En dygtig konge, der var med til at bygge Danmark op igen efter nedturen midt i 1600-tallet.

Det var også under ham, at Store Nordiske Krig fandt sted. Det var den krig med søheltene Tordenskiold og Niels Juel, der ganske effektivt bankede svenskerne gule og blå i perioden 1709-20. Men desværre fik vi ikke Skåne, Halland og Blekinge tilbage. Det burde vi ellers have haft ifølge normal krigs-logik. Men Europas stormagter ville ikke risikere, at Øresundstolden blev genindført, så Skånelandene forblev svenske.

Kong Frederik d. 4. accepterede og fik også andet at tænke på, da store dele af København brændte i 1728. Mange mente, at det var Guds straf over kongens ugudelige levned. Frederik d. 4. giftede sig nemlig flere gange til venstre hånd med kvinder, som han – i modsætning til sin dronning – forelskede sig i.

Mest opsigt vakte hans ægteskab med adelsdatteren Anna-Sophie Reventlow, som han i 1712 “bortførte” fra Clausholm Slot. Bortførelsen skete nemlig kun mod hendes mors vilje, hvorimod den unge adelsdame var ligeså forelsket i kongen som han i hende. De levede også sammen gift til venstre hånd, indtil dronningen døde i 1721. Allerede dagen efter dronningens død giftede de sig så lovformeligt, og kort tid efter blev Anna-Sophie kronet til dansk dronning.

Det var en skarp cocktail for danskerne, der derfor også så det som Guds retfærdige straf over parret, at ingen af deres syv børn overlevede spædbørnsalderen.

Pietismen, en inderlig, følelsesbaseret, men også streng fortolkning af kristendommen havde meget belejligt også holdt sit indtog i landet, og den greb tilsidst også kong Frederik d. 4. og dronning Anna-Sophie, der efter sin mands død af sin pap-søn, den nye konge, blev sendt tilbage til Clausholm Slot, hvor hun døde kun 50 år gammel.

Den nye konge Christian d. 6. (konge 1730-46) og hans dronning Sophie Magdalene var også i det hele taget meget moralske og religiøse, ja så religiøse, at livet ved hoffet blev et stille og religiøst liv uden baller, maskerader, teateraftner og musikaftner.

Ja, teaterbesøg og tobaksrygning i hele landet blev fra tid til anden forbudt. Til gengæld blev der indført obligatorisk kirkegang hver søndag – og ve den, der faldt i søvn under præstens nogen gange to timer lange prædiken. Vedkommende fik straks en i gokken med de lange stave, som kirketjenerne gik rundt med under gudstjenesten. Men ikke alt var trist livsfornægtelse. Pietismens optagenhed af gode gerninger sig også udslag i fx oprettelsen af det første Kgl. Vajsenhus, der tog sig af forældreløse børn.

Det kan derfor også virke paradoksalt, at det samtidig var dette fromme kongepar, der sørgede for at få bygget det første Christiansborg foruden andre slotte. Men det var dem, ligesom at det også var den grundige og arbejdsomme Christian d. 6., der gjorde meget for videnskaberne og i det hele taget passede godt på firmaet “Danmarks Kongehus”, indtil han døde, og hans søn kunne overtage.

Sønnen, Frederik d. 5 (konge 1746-1766). var af en helt anden støbning: Livlig, vellidt og gift med den engelske prinsesse Louise, som danskerne elskede. At hun så også bragte psykisk sygdom ind i slægten – og gav den videre til hendes søn, den ulykkelige Christian d. 7., vidste man endnu ikke noget om. Danskerne elskede bare deres livlige kongepar, der bragte festen tilbage i Danmark, selvom pietismen med en salmedigter som biskop Brorson fra Ribe i spidsen stadig stod stærkt, men nu ikke længere tegnede det officielle billede.

Enevælden blev det, der hed den oplyste enevælde, og mennesket kom i centrum – som sig selv og ikke som udfører af Guds vilje. Det enkelte menneske og det enkelte menneskes liv og verden – privatsfæren om man vil – begyndte at betyde mere og at fylde mere, både i det politiske liv og i teatrets verden.

Vi var også midt i oplysningstiden – en tid, hvor der var fokus på ord. Men ikke kun de religiøse. Verden blev nu anskuet OGSÅ udfra ikke-religiøse betragtninger, og det bevirkede store ændringer og forbedringer. Fx at de ord, der kom fra videnskaberne og som bragte viden, skabte de forbedrede produktionsforhold, som igen stod for grundlaget for den samfundsudvikling, der lagde grunden for den moderne tid.

Andre ord var de ord, der blev sagt fra scenen – og her var vi midt i den tid, hvor Danmarks mest kendte skuespilsforfatter skrev, nemlig Ludvig Holberg, der stadig spilles hver eneste år på de danske teatre med stykker som “Maskerade”, “Jeppe på Bjerget”, “Den stundesløse” og mange flere.

Folket ville have brød og skuespil – og det fik de.

Danmark blev også mere og mere rigt – primært pga det florissante eventyr, som man kaldte de rigdomme, der blev sejlet hjem fra hele kloden.

Nordpå fra Grønland, som Hans Egede ankom til i 1722, og hvor han udover at etablere handel også missionerede i en grad, så det mildest talt ikke var særlig smart.

Vestpå fra Vestindien, altså de tre caribiske øer, som engang var danske, og hvorfra der kom sukker. Dén historie er så heller ikke et skønmaleri, da handlen foregik på den måde, at skibene sejlede til Guldkysten på Afrikas vestkyst for der at sælge håndvåben og få slaver, som så blev sejlet til Vestindien og solgt – og skibet igen fyldt med sukker, inden turen gik til Danmark.

Denne trekantshandel blev også opfattet som mere og mere umoralsk op igennem 1700-tallet, hvor man i oplysningstidens ånd talte mere og mere om humanitet og menneskeværd – og det udmundede også i et forbud mod slavehandel i 1792. Men altså kun handel, ikke slaveri. Dét blev først forbudt et halvt århundrede senere

Endelig fik vi også varer fra Øst, fra Tranquebar og fra handlen med Kina. Det drejede sig om krydderier, porcelæn, bomuld, silke og te. Ostindiefarerne, som man kaldte dem, der sejlede til Asien – primært via Asiatisk Kompagni, måtte ikke komme ind i selve Kina, kun i et lille transit-område, hvor de skulle betale varerne med sølv (kineserne ville nemlig ikke have vestlige produkter).

Så selvom de næsten intet havde mødt af Kina, blev søfolkene fra skibsdreng til kaptajn alligevel mødt med stor respekt og nysgerrighed, når de kom hjem. Kina var nemlig et meget spændende land, som fordi man vidste så lidt, talte til fantasien, hvad man jo også ser i Tivoli og H. C. Andersens eventyr 100 år senere (det er nu så ganske kinesisk).

Danmark havde heller aldrig i landets historie været rigere, og et nyt borgerskab voksede frem i 1700-tallet. Det borgerskab, som man stadig ser i Holbergs komedier og på Pantomine-teatret i Tivoli.

Der var altså fred og ingen fare i Tvillingerigerne, Danmark og Norge, som nok var to selvstændige lande målt på selvopfattelse, men som i det praktiske havde det ganske godt med arbejdsdelingen. Landbruget lå i Danmark, der praktisk talt var uden skov på det tidspunkt, mens Norge havde træ og vandkraft i massevis.

Og kongen hed som sagt Frederik d. 5., men dronningen hed ikke mere Louise. Danskerne og Frederik d. 5.´s elskede dronning døde ung ifbm en maveoperation. Ny dronning blev Juliane Marie, hende der blev stedmor til Christian d. 7. Og hende kunne danskerne ikke lide, og kongen selv blev også hurtigt træt af hende.

Fx er der historien om dengang han var sammen med nogle venner ude på Eremitageslottet, og Juliane Marie kom kørende med frokost, og han ikke end gad at se hende eller byde hende indenfor. Hun måtte vende kareten og køre hjem igen.

Frederik d. 5. derimod kunne danskerne fortsat godt lide, også selvom han drak rigeligt og ikke passede sine pligter som konge. Til gengæld forstod han at vælge gode mænd til at tage sig af kongeriget, så Danmark blev styret udmærket i Frederik d. 5.´s regeringstid, hvor også handlen blomstrede.

Pengene rullede altså ind i Danmark, men samtidig rumlede det overalt i Europa. En ny tid, hvor det enkelte menneske – qua sin nye selvforståelse som et selvstændigt individ med egne ønsker og behov – ikke længere var tilfreds med at være en del af en fastlåst samfundsorden, var på vej, også i Danmark.

Og netop stavnsbåndets ophævelse, reformerne og affæren med Struense, Caroline Mathilde og Christian d. 7. skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Symboler: Niels Hausgaard´s humor og lune

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og her ligger humoren lunt i svinget, især når den serveres elegant og med timing – og ofte har en alvorlig tone midt i latteren og underdrivelsen.

En af dem, der mestrer det godt i Danmark – ja formentlig bedst – er Niels Hausgaard, der var stand-upper lang tid før ordet blev opfundet. 40 år cirka har manden nemlig stået på scenen, og billetterne til hans mange årlige shows sælger hvert år sig selv i løbet af få uger. Det er ganske imponerende.

På denne tid af året er han ved at være færdig med årets turné, og således også i år, hvor han flere gange vendte tilbage til den tidsånd, som han ifølge sig selv slet ikke kan forstå eller være med på, selvom han skam da prøver alt det, som han kan.

Men som sædvanlig så spiddede Hausgaard i årets show tidsånden direkte og præcist lige i smasken med hans snak om, at Anders Samuelsen og de andre i Liberal Alliance selvfølgelig har ret i, at ulighed er godt.

Ulighed er sundt, for det skaber vækst og dynamik, og det har vi sørme brug for. Derfor er det da også et sundhedstegn, at vi i dag sagtens kan gå forbi en hjemløs, der ligger på et fugtigt stykke pap og skal sove dér om natten. Det havde vi ikke kunnet for 20 år siden – dengang havde vi ringet til Falck eller sådan noget. Men i dag går det fint med i hårde hæle at gå forbi en hel række af hjemløse, der skal tilbringe natten på fugtigt bølgepap. Jo, vi er sørme kommet videre. Vi er blevet mere sunde. Ulighed er godt. Og så var Calcutta iøvrigt den mest sunde by, som Hausgaard nogensinde havde besøgt.

Dét er jo genialt – og danskerne griner, og måske bliver en eller anden også en smule eftertænksom og spørger ind til, om ikke der findes andre veje end den i øjeblikket afstukne kurs, hvor økonomien er alt og mennesket intet.

Næste afsnit i serien om den lyse og glade danskhed kommer på torsdag, hvor det skal handle om Det Frivillige Danmark.

Senere på måneden kommer indlæg om Kim Larsen og hans sange, Fristaden og Basims Danskhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lige ret for Helle og for Anders

For snart fire år siden fik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen jobbet som NATO´s generalsekretær, og danskerne var – uanset politisk ståsted – stolte over, at en dansker var blevet valgt til den høje post.

Nu er vi dér – måske – igen, denne gang med Helle Thorning og en stor EU-post i hovedrollen. Men denne gang hagler det ned med kritik og nedladende kommentarer om Thorning, der bl.a. beskyldes for at have været mere EU-venlig end normalt her i den senere tid, for på den måde at have en større chance for at få et af de EU-topjob, der er i spil.

Dét er forskelsbehandling, så det batter.

Anders Fogh Rasmussen var – såvidt Danmarksbloggen husker – mindst ligeså NATO-positiv fx i forhold til at sende danske styrker til diverse brændpunkter som Helle Thorning nu er EU-positiv i forhold til fx børnechecken.

Så hvis der er nogen rimelighed til, så skal vi i Danmark være mindst ligeså stolte over Thorning, hvis hun får en stor EU-post, som vi i sin tid var det over Fogh Rasmussen.

Lige ret for Helle og for Anders.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvornår er man dansk? Og hvad vil det sige at være dansk?

Debatten raser: Hvornår er man dansk?

Ja, historikeren og forfatteren Ebbe Kløvedal Reich mente, at man er dansk, når man bor i Danmark. De danske er simpelthen de mennesker, der bebor de danskes øer og Jylland.

Og det er jo én definition.

Ifølge den officielle definition skal man være født i Danmark af forældre, hvoraf mindst en er dansk statsborger.

For socialminister Manu Sareen er det at være dansk en følelse, noget der sidder i hjertet. Det er en identitet, som man har på lige fod med fx at være københavner og FCK-fan, som han selv er det.

Årsagen til debatten er MGP-vinderens Basims udmelding om, at han er dansk. For nok er hans forældre marokkanske, men Basim selv er født og opvokset i Danmark. En udmelding, der har skabt megen debat.

For Danmarksbloggen er sagen klar: Man er dansk, når man føler sig dansk – uanset hvor man er født og hvor man bor.

Man kan altså godt udvandre fra Danmark og bo mange år i fx Italien og stadig være dansk. Men man kan også indvandre til Danmark og blive dansk nærmest med det samme. Det kommer alt sammen an på det enkelte menneske.

Det interessante spørgsmål er heller ikke, hvornår man er dansk.

Det spændende spørgsmål er, hvad det vil sige at være dansk!!!

Og her er Danmarksbloggen ikke i tvivl om, at det at være dansk handler om respekt og rummelighed, om tolerance og en viden om at forskellighed beriger og styrker, om frisind og frihed både for sjæl og legeme – og om solidaritet, fællesskab og sammenhængskraft.

Sådan er danskheden, når den er bedst.
Dén er den danskhed, som Danmarksbloggen arbejder på at fremme.
Den danskhed, som i årtier gjorde os elskede og berømmede langt udover landets grænser – og som kan gøre det igen.

Den danskhed, som Danmarksbloggen er sat i verden for at fremme.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen efterlyser: Nutidige symboler på den lyse og glade danskhed

Mørke skyer trækker ind over Danmark … som så ofte før i de sidste 15-20 år.
Det er næsten ikke til at holde ud … men vi må ikke miste hverken modet eller håbet.

For der er lys derude, der er små spirer i den danske muld – det er Danmarksbloggen sikker på.

Men hvor og hvem og hvad?

Danmarksbloggen efterlyser derfor nutidige symboler på den lyse og glade danskhed, der rummer og tolererer og elsker frisind. For vi har brug for dem mere end nogensinde i denne mørke tid, hvad enten de er personer, organisationer eller noget tredje.

Danmarksbloggen selv kan komme i tanke om Kim Larsen og hans fænomenale sange, der mere end nogen andre sange har defineret den lyse danskhed i de fire-fem årtier, hvor de har været soundtracket til danskernes liv og hverdag. Samt selvfølgelig Niels Hausgaard, der med sit nordjyske lune så fint får fortalt så meget om danskerne og vores måde at være på.

Men hvem og hvad tænker du på? Skriv endelig her i kommentar-feltet. TAKKER.

Danmarksbloggen vil så i april køre en artikel-serie om nutidige symboler på den lyse og glade danskhed, som er så berigende for samfundet – og for os allesammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vælgerne flytter sig over midten

Igen idag må kommunalvalget rykke pladsen for det landspolitiske …

Årsagen er nemlig, at den siddende regering for første gang siden folketingsvalget har flertal i målingerne.

Nu gør en enkelt måling selvfølgelig ingen sejr, og der er næsten to år til næste folketingsvalg. Men det interessante er, at allerede inden balladen med Lars Løkke og hans økonomi var vælgerne begyndt at sive over midten og ikke bare internt i blokkene.

Danmarksbloggen glæder sig derfor til at følge de kommende måneder, der vil give svaret på mange gode spørgsmål?

Hvad vil der ske, hvis – eller måske rettere når – Venstre får ny formand? For at beholde Lars Løkke er mere end risikabelt, hvis Venstre ønsker at opnå magten.

Kan den siddende regering beholde det forspring, som de har ligenu?

Og hvis ikke, vil der så ske et oprør mod Helle Thorning?

Men allermest interessant er: Hvorfor flytter danskerne sig fra blå til rød blok? Drejer det sig om værdier? Om at flere og flere erkender, at kun i fællesskab og med omtanke for hinanden kan vi skabe et samfund, hvor alle kan leve i tryghed og vokse og trives?

Dét håber Danmarksbloggen er tilfældet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Hvad er dansk mad?

Coop kom i sidste uge med deres årlige Mad-O-Meter, hvor man kan se, hvad danskerne spiser fordelt på alder, mænd/kvinder og landsdele:

http://madometer.dk/#/map/rugbr-d-er-p-retur/k-benhavn/

Og der er – som altid – store forskelle både geografisk og i forhold til alder og køn.

Generelt gælder, at danske klassikere som rugbrødet, kartoflerne og frikadellerne er på retur. Det er nemlig de ældre, som primært spiser disse fødevarer.

Til gengæld holder to andre klassikere som leverpostejen og havregrynene skansen. Ja, det er endda de unge, der spiser flest havregryn.

Ser man på geografien, holder man i Jylland fast i traditionel dansk mad som pølser, rundstykker og tarteletter, mens sushi og i det hele taget fisk er mest populært i hovedstaden. Fyn er derimod suverænt det sted, hvor man spiser mest medister.

Ser man på alderen, spiser unge tre gange så meget pizza som ældre. De unge drikker også mindre vin end de ældre, ja du læste rigtigt: Mindre vin. Til gengæld drikker de unge mere sodavand.

Kvinder drikker mere vand end mænd, og endelig drikker børnefamilier – ikke overraskende – mest mælk.

Men hvad synes du, der er klassisk, dansk mad? Kom med dit bud her på Danmarksbloggen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk