Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 32: Nullerne

Udgivet den 17. november 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Nullerne

11. september vendte op og ned på dagsordenen over hele verden – og også i Danmark.

En udvikling, der havde været i gang i Danmark siden først i 1990´erne, blev således også intensiveret. Tonen blev mere rå – også i den offentlige debat – og linierne blev trukket skarpt op. Det blev, i hvert fald blandt dele af befolkningen og på højrefløjen i dansk politik, legalt at gøre muslimer til syndebukke og prügelknäbe, også selvom VK-regeringen i hvert fald officielt sagde noget andet.

I realiteten var statsminister Anders Fogh – og senere Lars Løkke – dog altid rede til en ekstra udlændingestramning, hvis det kunne sikre Dansk Folkeparti´s stemmer til nedskæringer på det sociale område.

Nullerne var således en lang vandring, hvor de rige blev rigere, de fattige fattigere – og der blev strammet på udlændingeområdet i en grad, så det endnu i dag diskuteres om, Danmark levede op til de internationale aftaler og konventioner, som vi selv har skrevet under på.

En del danskere følte så – og føler – at denne udvikling er i orden. Noget, som også støttes af, at det moralske kompas i Danmark har skiftet retning, ivrigt hjulpet på vej af mediernes mange reality-programmer og talent-shows, hvor dumhed blev ophøjet til coolness – og hvor det drejede sig om at undgå med alle midler at blive stemt ud og hjem.

Nullernes kulturelle kode handlede altså om at være en kendis eller wanna-be-kendis, der forstod at jorde de andre, sådan så man selv til sidst kunne stå øverst på bjerget som den eneste vinder.

Dét er ikke en kode, der gavner hverken fællesskab, medmenneskelighed eller ønsket om at gøre noget for andre mennesker. Der var derfor på mange planer langt mellem snapsene, hvis det var kvalitet og substans, der blev ønsket. En markant undtagelse var dog DR´s dramaserier, der vandt den ene internationale tv-pris efter den anden.

Men andre mennesker var i det hele taget noget, som de fleste havde det svært med i nullerne, da mange selv havde travlt, først med at tjene og forbruge penge og siden under finanskrisen med at konsolidere sig selv og undgå at ende blandt den gruppe danskere på overførselsindkomst, som gennem hele årtiet fik det værre og værre, mens en lille overklasse fik det markant bedre – selv under finanskrisens hårde år, der ellers betød, at alle andre måtte spænde livremmen ind.

Nullerne var også et årti, hvor Danmark deltog i krigen mod terror, både i Irak og Afghanistan, og heldigvis slap vi for terror på den hjemlige bane, selvom angsten for et terrorangreb var stort – især i tiden lige efter 11. september og når der skete noget som fx overfaldene og mordforsøgene på islamkritiker Lars Hedegaard og tegner Kurt Westergaard.

Sidstnævnte udløste tilmed en krise i forhold til landene i Mellemøsten, der blev meget vrede over Westergaards tegninger, som de mente var blasfemiske. Om de var blasfemiske eller ej, skal der ikke dømmes om her, men et emne som ytringsfrihed var og forblev et varmt tema, også i 2010´erne.

Og netop 2010´erne skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie, der også er den sidste del i serien.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611
Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2
og EF: http://danmarksbloggen.dk/?p=5613
1970´erne og 1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5719
1990´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5753
11. september 2001: http://danmarksbloggen.dk/?p=5810

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 30: 1990´erne

Udgivet den 3. november 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

1990´erne

1990´erne startede egentlig i 1989, nemlig d. 9. november 1989, hvor Berlinmuren faldt og en ny verdensorden blev indledt – og årtiet sluttede først d. 11. september 2001, hvor fire fly blev kapret i USA af islamistiske terrorister.

I de små 12 år, der var imellem de to skelsættende verdensbegivenheder, skete der meget i Danmark, især med den danske selvforståelse.

Siden 1864 havde Danmark været præget af småstats-mentaliteten, men nu begyndte vi igen langsomt men sikkert at tro på, at vi kunne spise kirsebær med de store, at vores ord og vores bidrag betød noget på den store verdenspolitiske scene.

Det hele både kulminerede og startede og sluttede i sommeren 1992, hvor vi i løbet af én eneste solrig juni-måned stemte nej til Maastricht-traktaten, der bl.a. ville betyde indførelsen af en ny fælles EU-mønt i Danmark, men vandt EM-mesterskabet i fodbold – og regentparret havde sølvbryllup.

Nationalismen havde kronede dage, og der findes næppe nogen nulevende dansker over 35 år, som ikke kan huske, hvad de lavede i netop de juni-dage.

De fleste kan også huske daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der med roligan-tørklæde om halsen kom til EU-møde og med sans for den rappe replik til de svære forhandlinger, der ventede pga det danske EU-nej, sagde: If you can´t join them, beat them.

For de danske fodboldfans, de berømte rooligans, der aldrig lavede ballade, men var søde og festlige i deres rød-hvide klaphatte, havde deres absolutte storhedstid i 1992, hvor det var endnu sommer og fællesskab i Danas have.

Men som bekendt bliver sommer til efterår, og året efter d. 18. maj i 1993, da vi stemte ja til de danske EU-forbehold, faldt skuddene på Nørrebro. Demonstranter og kampklædt politi kæmpede med brosten, jernstænger, skjolde og tåregas, da politiet trak våbnene og affyrede 113 skarpe skud direkte ind i folkemængden. Ved et mirakel blev ingen dræbt.

En anden – mere voldsom – virkelighed var blevet en del af Danmark.

Også retorikken blev også grovere – ført an af Dansk Folkeparti, der var udbrudt af og skabt af resterne af Fremskridtspartiet. Et parti med Pia Kjærsgaard i spidsen, der fik bragende succes med at gøre indvandrere og flygtninge til syndebukke for alskens dårligdomme i det danske samfund.

Daværende statsminister fra Socialdemokratiet Poul Nyrup sagde derfor også de berømte ord om partiet: Men stuerene det bliver I aldrig. Det er der så mange danskere, der mener, at partiet er i dag. Ja, det er oven i købet dem, som syntes, at Dansk Folkeparti ikke er muslim-kritiske nok!!!

Men 1990´erne bestod også af andet og mere end blind nationalisme.

Det var også dét årti, hvor computere og anden IT for alvor slog igennem. Hvor vi lærte at bruge internettet og at skrive mails, hvor hele vores kommunikations- og vidensformidling oplevede den største revolution siden Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten.

Det påvirkede selvsagt også erhvervslivet, og især de kreative og vidensbaserede erhverv kom i vælten. Nu skulle der bygges broer mellem erhvervslivet og universiteterne, både vidensbroer og fysiske broer som Storebæltsbroen og Øresundsbroen, der ikke kun afkortede rejsetiden dramatisk, men som også har bevirket, at det for alvor er blevet let at komme rundt overalt i Danmark – og til de gamle danske lande mod øst, der i dag udgør Sydsverige.

Der var hele vejen gennem 1990´erne en klippefast tro på, at viden og kultur ville føre os ind i et bedre samfund med ingen krige og ingen konflikter – i hvert fald ikke i vores del af verden.

Det var så en forkert antagelse. For 1990´erne var en parentes, en periode på 12 år, hvor mange troede, at vi i Danmark levede – og ville fortsætte med at leve – i et harmløst lykkeland uden krige og trusler, hvor folk kunne tumle nydende rundt. De mere militært bevidste var imidlertid på vagt som aldrig før efter Berlinmurens fald. For de vidste, at et kaos og et tomrum ofte er langt mere farligt end en defineret fjende.

En ny fjende skulle også vise sig. En fjende, som selvom det ikke var et direkte angreb på Danmark, også blev en dansk fjende. For i en globaliseret verden som vores hænger alle lande og alle verdensdele mere sammen end nogen siden før.

Det var en fjende, der helt uventet kom fra himlen en solrig septemberdag i New York og Washington D.C. 11. september 2001. En fjende, som vi stadig slås med både på indre og ydre planer.

Og netop 11. september 2001 skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 29: 1970´erne og 1980´erne

Udgivet den 27. oktober 2014 af admin

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

1970´erne og 1980´erne

Velstanden ville bare fortsætte og fortsætte nærmest for evigt, troede mange op gennem 1960´erne. En teori, som oliekriserne i 1970´erne dog satte en eftertrykkelig stopper for.

De nye tider var for alvor kommet – og i de kommende årtier blev energiforsyningen et af de helt store politiske emner. Ja, den er den stadigvæk. Men det var i 1970´erne, at det for alvor gik op for politikere og befolkning, at olie- og kul-beholdningerne ikke varer evigt – og at det derfor er en god ide at kigge på vedvarende energi som fx solfangere og vindmøller.

Den vedvarende energi har også den fordel, at den ikke forurener i samme grad som de fossile brændstoffer. Så netop forurening og miljø var også noget, der for alvor begyndte at komme på dagsordenen i 1970´erne.

Store dele af befolkningen var dog stadig mere optagede af deres egne pengepunge og nyindkøbte parcelhuse, og det gav sig blandt andet udslag i det berømte jordskredsvalg til Folketinget i 1973, hvor den gamle orden med få politiske partier blev sprængt, og især Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup i spidsen og Centrum-Demokraterne med Erhard Jacobsen som leder markerede sig i det nye politiske landskab.

De første mente, at vi stort set ikke behøvede at betale skat – og de andre appellerede til de nye parcelhusejere og ville have de borgerlige dyder ind og de røde lejesvende, som de kaldte de fleste medier, ud.

Det lykkedes selvfølgelig ikke, men den politiske dagsorden blev en anden. Mere end 44% af vælgerne havde også stemt anderledes end de plejede – og mange på de nye partier, som udover de nævnte også talte abortmodstanderne i Kristeligt Folkeparti m.fl.

Nutidens parlamentariske system med mange partier på Christiansborg tog altså sin begyndelse dér – og det skulle selvfølgelig også præge Danmark op gennem 1970´erne, der var kendetegnet ved krise på krise, billøse søndage og en befolkning, der samledes foran fjernsynet, som endnu kun var én eneste dansk kanal samt et par svenske, hvis man boede i Øst-Danmark, eller nogle få tyske, hvis man boede i Vest- og Syd-Danmark.

Det var monopolets dage, hvor alle tiders bedste danske tv-serie MATADOR havde premiere. Serien er i dag ren Danmarkshistorie og elsket nationalarv, og lagde dengang gaderne øde, når den blev sendt lørdag aften. Alle måtte vide, hvordan det gik personerne i Korsbæk. For husk: Dengang kendte man ikke begivenhedsforløbet i de 24 afsnit. Så det var med spænding, at både store og små sad klistret til skærmen, når Bent Fabricius Bjerres smukke melodi fortalte, at nu startede endnu et afsnit.

Det var også brug for noget at samle sig om. Kriserne fortsatte op gennem 1980´erne, og den nye Firkløverregering under ledelse af den konservative Poul Schlüter gennemførte de såkaldte kartoffelkure, som var økonomiske stramninger inspireret af den amerikanske præsident Ronald Reagans og den britiske premierministers Margaret Thatchers ny-liberalistiske og anti-solidariske stil.

Yuppierne – unge og yngre, som var blevet rige i en ruf på Børsen eller ved at købe og sælge virksomheder – elskede den stil. De gik i Lacoste-tøj og troede kun på sig selv og den næste flaske vodka eller champagne til overpris på de elegante natklubber, som de levede på hver weekend.

Punkerne og BZ´erne derimod hadede den stil – og gik imod den stigende højredrejning i samfundet med farverigt hår, der strittede lige op, hullede t-shirts og lædertøj – og besatte huse, som de udkæmpede adskillige kampe med politiet om op gennem 1980´erne.

Kampe, som blandt andet er beskrevet i Danmarks nationalskjald Kim Larsens film ”Midt om natten”, hvor der blandt andet synges: Strisserne kom midt om natten … og sagde gå nu hjem, men vi spurgte: Hvor er det? Midt om natten!!! Pladen udkom i 1983 og blev årtiets mest solgte og er stadig det mest solgte album i Danmark tæt fulgt af efterfølgeren ”Forklædt som voksen” fra 1986. Kim Larsen kunne – og kan – som ingen anden forny den danske sangskat og bygge bro mellem generationerne og befolkningsgrupperne.

De fleste danskere var dog hverken yuppier eller bz´ere. De gik i stedet i pastelfarvet tøj med skulderpuder eller bekvemme, men grimme joggingsæt og passede deres arbejde eller studie – og mange af dem fulgte ivrigt med i fodboldlandsholdet, der med Sepp Piontek som træner for første gang nogen kvalificerede Danmark til en slutrunde, endda til VM i Mexico i 1986.

Den slutrunde, som skabte dén sang, der stadig synges: Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side.

For det gjorde vi stadigvæk dengang i 1980´erne, også selvom Dronning Margrethe d. 2 i nytårstalen i 1984 sagde de berømte ord om danskernes forhold til indvandrere: Det er der også andre, der har måttet føle, nemlig gæstearbejderne og deres familier. Nu er tiderne lidt mindre gunstige, end da mange af dem kom hertil, og det går ofte hårdere ud over dem, der igennem generationer er indlevet i den danske hverdag og derfor har sværere ved at omstille sig. Så kommer vi med vores `danske humor’ og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.

Godt, ja næsten profetisk sagt af Dronningen.

For noget var ved at ske både i danskernes holdning til sig selv og til den omkringliggende verden.

Den danske selvforståelse var for første gang siden 1864 ved at svinge fra vi-er-små-men-det-er-ok til vi-kan-godt-spise-kirsebær-med-de-store – på både godt og ondt.

Det skulle der blive meget mere af de kommende år – og især i 1990´ene.

Og netop 1990´erne skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 26: Anden Verdenskrig, besættelse og befrielse

Udgivet den 6. oktober 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Anden Verdenskrig, besættelse og befrielse

Historien om Danmark under Anden Verdenskrig er historien om et lille land, der slap ualmindeligt nådigt gennem den værste krig i menneskehedens historie. En verdenskrig, hvis vanvittige og umenneskelige galskab blev sluppet løs lige syd for den danske grænse af vores gamle modstander fra 1800-tallet, men også igennem århundrederne åndelige inspirator Tyskland.

For såvel forfattere som kunstnere og erhvervsfolk og mange andre så op til og blev inspireret af tyskerne og tyske tekster, malerier og praksis – altså indtil 1930´erne, hvor Hitler og hans nazister kom til magten og ret hurtigt viste deres sande – grumme – ansigt.

En del danskere troede dog stadig, at man kunne leve i fred med Det Tredje Rige.

Det kunne man ikke. Polen blev invaderet i 1939, og 9. april 1940 kom turen til Danmark.

Tyske fly, skibe og mandskabsvogne kom over de danske grænser i den tidlige forårsmorgen, og modstanden var lille.

Diskussionen efterfølgende har været massiv. Nogle mener, at vi skulle have gjort modstand – som Norge gjorde det. Andre at det var lige meget mod en så stor overmagt, som Hitler-Tyskland var det.

Summa summarum var i hvert fald, at Danmark var blevet besat.

I starten betød det mindre for de fleste og deres hverdag. Danmark blev Tysklands spisekammer – til stor ærgrelse for dem, der mente, at vi skulle droppe samarbejdspolitikken med Tyskland og i stedet gå aktivt til modstand. Men dem, der mente det, var i undertal.

Flertallet var langt mere optaget af rationeringsmærkerne på smør og andre varer – og af hvordan erstatningskaffen smagte, end de tænkte på at gøre en forskel. Det skal dog ikke forstås således, at danskerne elskede tyskerne. For det gjorde kun få. Man sang danske sange til alsangs-stævner, gik med kongemærke og strikket hue i de britiske farver rød-hvid-blå, og man sluttede op om kong Christian d. 10., når han red sin daglige tur gennem Københavns gader.

Men modstandskampen var endnu i sin vorden. Den tog dog især fart fra 1943, hvor også samarbejdspolitikken endelig brød sammen med Folkestrejken 29. august, hvor også hæren blev opløst, og flåden enten sænkede sine skibe eller sejlede dem til England til brug i allieret krigstjeneste.

Ude i verden var det også begyndt at gå dårligt for Hitler og hans allierede, så alle vidste nu, hvad vej vinden blæste.

Alligevel betød det noget, at stemningen var vendt i Danmark. Af reelle modstandsfolk var der kun få. Nogle tal siger 5000, andre helt op til 20.000. Men for hver modstandsmand eller modstandskvinde var der en masse danskere, der mere eller mindre indirekte hjalp dem til at leve deres farlige – og ofte hemmelige – liv.

Som fx undertegnedes morfar, der lod modstandsbevægelsen på hans egn bruge hans skure til både hemmelige møder og opbevaring af de fra England nedkastede våben. Heldigvis var der ikke nogen våben i skurene den dag det hemmelige tyske politi Gestapo kom på besøg, men min morfar blev taget med til forhør alligevel. Han kom heldigvis hjem dagen efter til stor lettelse for min mormor, der i mellemtiden var så bange, som min mor aldrig så hende hverken før eller siden.

Så heldige var det ikke alle, der var. Mange danske modstandsfolk betalte den dyreste pris, nemlig livet. Navnene huskes endnu: Flammen, Citronen, Kim Malthe Bruun og mange flere.

Mange af de døde lægger i dag i Mindelunden i Ryvangen i Hellerup, der dengang under besættelsen blev brugt til henrettelsesplads – men som idag er en smuk minde- og begravelsesplads for nogle af Danmarks sande helte, hvad enten de var involveret i jernbanesabotage, fabrikssabotage, likvidering af tyskere og stikkere – og hvad enten de tilhørte BOPA, Holger Danske eller nogen af de andre modstandsgrupper.

Under alle omstændigheder: Mange var modstandsfolkene ikke, men de var modige – og det er i høj grad takket være dem, at Danmark efter krigen kunne regne sig på de allieredes side.

En anden bedrift, som vi kan være stolte af her i Danmark, er den måde, hvorpå vi hjalp jøderne i oktober 1943. Som dansk jøde havde man ellers kunne være i fred, men nu kom ordren: Alle danske jøder skulle interneres og sendes til kz-lejre.

Tyskerne fik heldigvis kun fat på meget få jøder. Dels fordi tyske kilder havde ladet det sive, og dels fordi danskerne kollektivt hjalp jøderne med at komme i sikkerhed i Sverige. Enkelte dog for en absurd overpris, men langt de fleste gratis eller for en lille sum penge.

Og dét er som sagt noget, som vi med rette kan være stolte over.

Vi kan til gengæld ikke være stolte over alt, hvad der skete ifbm befrielsen. Danske piger, der havde forelsket sig i tyske soldater, blev klippet skaldet og jaget nøgne gennem byerne, værnemagere og andre der havde samarbejdet med tyskerne blev ydmyget og nedgjort osv.

Ophavsmændene til disse overgreb var sjældent modstandsfolk, men den almindelige dansker, der fejt havde hyttet sig selv, mens det gjaldt – men som nu hvor det var overstået, kunne kanøfle dem, der havde været på den forkerte side.

Der var også mange, som blev modstandsfolk – eller sagde de var det – i de allersidste dage omkring befrielsen 4. maj 1945.

Det var ikke kønt.

Det må det til gengæld havde været at sidde og lytte til BBC dén forårsaften 4. maj 1945 og så høre de i dag så berømte ord:

I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig

Danmark eksploderede i jubel. De sorte mørklægningsgardiner blev revet ned og smidt ud på gaden. Der blev sat levende lys i vinduerne – en skik som stadig holdes i hævd. Folk strømmede ud på gaderne og faldt jublende hinanden i armene.

Og jublen og euforien fortsatte hele natten og dagen efter d. 5. maj 1945, som er den officielle befrielsesdag … og i dagene bagefter. Dog ikke på Bornholm, som blev besat af russerne – og som først blev frie igen i 1946.

Men resten af Danmark blev iklædt rødt og hvidt i de mindeværdige maj-dage, der stadig huskes så levende af alle, der oplevede dem. Det er efterhånden kun den ældste generation, så det gælder om at få de ældste i familien til at fortælle, mens tid er.

Hverdagen vendte på nogle måder dog hurtigt tilbage.

Allerede d. 9. maj 1945 åbnede en svækket kong Christian d. 10 Rigsdagen med Grundtvigs ord: “Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.”

Mere indfølt, dæmpet og respektfuldt kunne de fem forbandede år og deres konsekvenser ikke udtrykkes.

Efterspillet på den tyske besættelse blev også kort og ikke altid kønt med en masse love med tilbagevirkende kraft. Men det skete hurtigt, og der var en enighed om – både hos de gamle politikere og i Frihedsraadet – at samle op og komme videre.

Men selvom krigshandlingerne verden over sluttede i august 1945, da amerikanerne kastede de to atombomber over Japan, så var krigen på en måde langtfra slut.

En kold krig mellem de to nye stormagter, USA og Sovjetunionen, var en realitet – og våbenkapløbet blev skudt i gang over hovedet på et Europa, der nu måtte lære ikke længere at være det toneangivende kontinent.

Og netop kold krig og velfærdssamfund skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 25: Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere

Udgivet den 29. september 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere

Første Verdenskrig var forbi, Sønderjylland var hentet hjem, og kongens rolle som politisk figur var udspillet. Et nyt årti var i gang: 1920´erne.

Verden var også blevet ekstremt meget mindre qua de forbedrede transport- og kommunikationsmidler. Det, der skete ude i verden, påvirkede Danmark langt mere og langt hurtigere end nogensinde før.

Og nu kom de moderne tider væltende: Kvinderne klippede håret kort og gik i bukser, der blev danset charleston og andre ”vovede” danse til den nye musik jazzen, forfatterne skrev om individet og individets ret til at søge lykken. De brølende 20´ere var en realitet – i hvert fald for den ret lille overklasse, der havde råd til at gå på natklub og drikke champagne af hinandens sko.

Moderne tider, kaldte samtiden sig selv. Den gamle verden, der havde ført til krig blev forkastet – og nu skulle en ny og bedre bygges op fra grunden. Ikke kun for de privilegerede, men også for alle andre.

Det skulle vise sig at blive ganske problematisk.

Det startede dog meget godt efter påskekrisen i 1920. Demokratiet var nu endelig 100% rodfæstet i Danmark, og i 1924 fik Danmark sin første socialdemokratiske regering med Thorvald Stauning i spidsen.

Men kriserne kom også – og arbejdsløsheden steg. Og i 1929 kom de sorte oktoberdage på Børsen i New York, hvor aktierne på kun fem dage faldt med en tredjedel. Noget der betød, at hele verden blev kastet ud i et økonomisk uvejr ulige noget tidligere set.

Den efterfølgende krise var derfor også vor tids finanskrise gange 100 eller måske 1000. I forvejen havde store befolkningsgrupper meget lidt at leve for, men nu fik de markant mindre.

Arbejdsløsheden steg eksplosivt blandt arbejderne, og også ude på landet stod det slemt til. Landbruget kørte med store tab og tvangsauktionerne stod i kø.

Noget måtte gøres, og det resulterede i det kendte Kanslergade-forlig i 1933, hvor kronen blev devalueret. Det betød bedre vilkår for landbrugseksporten. Landbruget fik også en række ordninger, der gjorde, at produktionen kunne betale sig. Noget, som absolut ikke huede rød side.

Omvendt måtte de blå æde Steinckes socialreform, der reelt var startskuddet til den moderne velfærdsstat, idet økonomisk hjælp nu blev en ret, der i modsætning til den gamle fattighjælp, ikke betød hverken tab af stemmeret eller følelsen af at gå tiggergang. Omend hjælpen var meget lille målt i kroner og ører, idet den kun var en tredjedel af en normal dagløn.

Men den var dér – og Danmark var på vej frem.

På vej frem var også en mand ved navn Hitler og hans brunskjortede nazister, som en del danskere allerede dengang gennemskuede, men ikke alle. Nogle beundrede også den orden, som de mente, at der var kommet i Tyskland efter Hitlers magtovertagelse. Ham skulle vi desværre komme til at høre meget mere til senere.

I Danmark havde vi i denne periode, der også skabte den såkaldte funkisstil, PH – Poul Henningsen, der opfandt sin berømte lampe, men som også leverede en reel omgang samfundskritik mod en selvtilfreds magtelite – og som i sine viser, primært fortolket af Liva Weel, gjorde sit navn udødeligt.

Allermest måske i ”Man binder os på mund og hånd”, som dog hører til senere under besættelsen. Men også hos ”I dit korte liv” og ”Nå” fik lysmageren, som PH blev kaldt, fortalt, at det drejer sig om humanisme, om at leve, at være tro mod sig selv og det, man står for. Noget, der for alvor blev aktuelt under den besættelse, der kom efter 1930´ernes krise.

Og netop 2. verdenskrig, besættelse og befrielse skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 24: Første Verdenskrig, Genforeningen og Påskekrisen

Udgivet den 22. september 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie.I dag handler det om:

Første Verdenskrig, Genforeningen og Påskekrisen

Nederlaget i 1864 sad stadig dybt i danskerne, da skuddene faldt i Sarajevo og Første Verdenskrig begyndte i sommeren 1914. Såvel den danske befolkning som den danske regering var derfor også fast besluttet på at holde Danmark ude af krigen, og det lykkedes.

Så mens unge mænd – fra på den ene side Tyskland og Østrig-Ungarn og på den anden Frankrig, England, Rusland og senere også Italien og USA – døde i millionantal i skyttegravene overalt i Europa, så skete der intet i Danmark udover at de såkaldte gullasch-baroner tjente tykt på krigen.

For hærene skulle jo have mad, og der var en del foretagsomme danskere, der blev rige på at sælge mere – eller ofte mindre – god mad til de krigsførende landes hære.

Det var tit folk, der ikke havde hverken penge eller uddannelse – og mange af dem kunne ikke finde ud af at begå sig i en tid, hvor de fleste danskere havde meget lidt. De smed om sig med penge og opførte sig på en måde, så udtrykket gullash-baroner blev opfundet og udtrykte det rusk-om-snusk-mad, som de var blevet rige på – og at de optrådte som adelige af den værste slags.

Når skidt kommer til ære, ved det ikke, hvordan det skal være, som man sagde – og til dels stadig siger.

Indtægtsmulighederne for gullasch-baronerne blev imidlertid drastisk mindre, da krigen sluttede i 1918 med Tysklands absolutte nederlag, der blev understreget kraftigt ved fredsslutningen på Versailles-slottet udenfor Paris, hvor Tyskland blev så jordet, at man reelt lagde i kakkelovnen til det mareridt, der startede 21 år senere.

Men det vidste man ikke i Versailles-dagene i 1918. Her var man blot glad for, at Tyskland havde tabt.

Også i Danmark var man glad. For nu blev der åbnet op for, at vi kunne få en del af det tabte land fra 1864 tilbage. Man besluttede nemlig at opdele de tidligere hertugdømmer i tre områder, der så skulle stemme, om de ville være tyske eller danske.

Det var således første gang nogensinde i verdenshistorien, at folkene selv fik lov til at bestemme – og den dag i dag, hvor vi nærmer os 100-året for Genforeningen, er det tydeligt, at ideen var rigtig god.

For ser man bort fra 1940-45, så har grænsen mellem Tyskland og Danmark været en af de mest klare og uden konflikter. Der er mindretal på begge sider, javist. Men i hverdagen lever og arbejder og handler man på kryds og tværs af hinanden i noget, der generelt er fredelig og god sameksistens.

Selve Genforeningen, der fandt sted d. 10. juli 1920, var selvfølgelig en følelsesladet affære med den danske Kong Christian d. 10, der red over grænsen på en hvid hest med Dannebrog vejrende alle steder fra.

Christian d. 10. var selvsagt også en af Danmarks populæreste mænd dén dag – i hvert fald i dét Sønderjylland, der nu var blevet dansk igen.

For i resten af Danmark havde det et par måneder forinden været lige ved, at Danmark var blevet et monarki fattigere.

Kongens rolle som monark var jo netop ikke at blande sig politisk. Men det havde Christian d. 10 gjort alligevel, da han ved påsketide i 1920 afskedigede Zahle-ministeriet.

I et demokrati med parlamentarisme, altså flertalsstyre, kan en monark ikke tillade sig at gøre det, som Christian d. 10. gjorde.

Reaktionen kom også prompte. Arbejderne demonstrerede øjeblikkeligt på Amalienborg Slotsplads med krav om, at Danmark skulle være en republik samt og at det nye – meget højreorienterede og kongevenlige ministerium, som Kongen selv havde sat ind, skulle væk.

Situationen var ladet – og gnisterne fra den kommunistiske revolution i Rusland var ved at nå Danmark.

Men så kom socialdemokraternes leder Thorvald Stauning, der sad i Københavns Borgerrepræsentation, til Amalienborg – og resultatet blev et nyt forretningsministerium, som kunne godkendes af alle, inden der kom et nyvalg.

Det blev altså en arbejder, der reddede monarkiet kun godt 70 år efter Grundlovens indførelse …

Påskekrisen 1920 var løst – og siden har ingen monark i Danmark blandet sig i det politiske liv, om end monarken stadig deltager i statsråd, underskriver love og er med, når regeringer og ministre skal udnævnes og skal gå af.

Men betydningen i dag er noget mere formel end dengang i 1920, hvor endnu en ny tid var på vej.

Og netop de brølende 20´ere, børskrakket og de kriseramte 30´ere skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512 Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 22: Industrialisering, arbejderbevægelse og andelsbevægelse

Udgivet den 8. september 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Industrialisering, arbejderbevægelse og andelsbevægelse

Danmark i anden del af 1800-tallet var på mange måder et helt andet Danmark end Danmark i første del af 1800-tallet.

Danmark i første del af 1800-tallet var et statisk landbrugsland med et enevældigt kongedømme – et land, hvor der var langt imellem noget, der bare mindede om nytænkning og bevægelse i samfundet.

Danmark i anden del af 1800-tallet var derimod et demokrati i sin vorden med de begynder-besværligheder, som det medførte – blandt andet et par unødvendige krige (1848-50 og 1864), og en konge (Christian d. 9.), der holdt på sin ret til at udnævne sine ministre, hvilket betød, at Højres kandidat Estrup i 1872 blev statsminister, selvom Venstre havde vundet folketingsvalget.

Men Danmark i anden del af 1800-tallet var alligevel et demokrati – og et landbrugsland, der var i gang med at udvikle sig henimod at blive mere moderne, både indenfor landbruget og indenfor den industri, der kraftigt voksede frem i disse år.

Danmark sydede simpelthen af ideer, opfindelser og opbrud: Byerne voksede – og den almindelige dansker begyndte at kræve – og få – rettigheder, som havde været utænkelige i første halvdel af 1800-tallet.

Centralt her står Næringsfrihedsloven fra 1857, der med éet eneste slag ophævede købstædernes monopol på handel og håndværk. Nu kunne alle – også dem der boede på landet eller som ikke var medlem af et lav – nedsætte sig som håndværkere og producenter af alle slags.

Og det gjorde danskerne. Virksomheder – som De Forenede Danske Sukkerfabrikker, B&W, Otto Mønsted – og mange flere blev enten grundlagt eller gik fra lille til stor i årtierne derefter. Ofte med C.F. Tietgen i en helt central rolle.

Tietgen var handelsuddannet og bankdirektør, og han havde en evne som få danskere til at få tingene til at vokse. Hver gang vi hører ordet forende – fx forenede spritfabrikker, dampskibsselskaber, sukkerfabrikker osv – kan man roligt gå ud fra, at Tietgen har spillet en hovedrolle.

Samtidig at Tietgen i det store format (og alle de andre i det noget mindre format) udviklede dansk erhvervsliv, blev voldene og byportene revet ned i København, der nu begyndte at sprede sig for alvor ud i de brokvarterer, som vi kender i dag: Nørrebro, Østerbro, Vesterbro og Amagerbro.

Jernbanen kom også (vores nuværende skinnenet stammer således fra 1860) – og dampskibene, telegrafen og meget mere. Varer og nyheder kunne nu transporteres i store mængder og over enorme afstande i flyvende fart. Det var voldsomt, og det kunne være svært at følge med for den enkelte.

Heldigvis behøvede den enkelte heller ikke at stå alene. Ude på landet slog bønderne sig nemlig sammen i andelsforeninger. Det startede i 1882 på Varde-egnen, og kun 13 år senere var der over 800 andelsmejerier i Danmark samt et stort antal andelsslagterier. Andelstanken havde slået rod – og den ændrede dansk landbrug. Fra at vi producerede korn til eget forbrug til at vi producerede smør, flæsk og andre gode kødvarer, som kunne sælges til fx England – og transporteres med de dengang hurtige dampskibe.

I det nye demokrati var tyngdepunktet på en måde også flyttet mod vest, nemlig til Jylland, hvor lensgreve Krag-Juel-Vind-Frijs havde sine godser, som han elskede at være på, når han ikke var nødt til at opholde sig i København, hvor han stod for den reviderede grundlov fra 1866. En grundlov, der sørgede for, at de nationalliberale med base i København blev sat helt udenfor indflydelse, mens lensgreven selv og hans godsejervenner samt de almindelige bønder fik magten. En magt, som de havde indtil systemskiftet i 1901, som vi skal høre mere om i næste uges Danmarkshistorie.

For der skete meget mere i sidste del af 1800-tallet, som vi må have med.

For nok havde jordbesidderne magten – men det ulmede i den voksende danske arbejderskare, der i takt med den stigende industrialisering blev flere og flere.

Ude på landet boede der nemlig mange jordløse landarbejdere, som ikke havde mange rettigheder, men som til gengæld måtte knokle hårdt og stadig leve et kummerligt liv. For dem betød Grundloven ikke ret meget, og deres liv var stort set det samme som før 1849.

Mange af dem valgte derfor at tage til byen i håbet om at et job i den nye industri ville give dem et bedre liv. Det skete desværre sjældent. Arbejdet var stadig hårdt og nedslidende – og familierne blev stuvet sammen i små, dårlige lejligheder.

Det kunne ikke fortsætte – og den voksende arbejderbevægelse dannede da også sit eget parti, Socialdemokratiet i 1871.

Det var dengang begrebet arbejdskamp skulle tages helt alvorligt. En af partiets stiftere Louis Pio blev således idømt en lang fængselsstraf for højforræderi. For at slå arbejderbevægelsen ned sendte man ham også til Amerika. Men han kom tilbage – og der var også andre dygtige mennesker i arbejderbevægelsen, fx en Peter Knudsen, der dygtigt opbyggede partiet op gennem 1880´erne.

Det stod også hurtigt klart at skulle arbejderne have succes med at skaffe sig gode levevilkår, så skulle der fagforeninger til. Så i 1898 var der etableret fagforeninger for hvert fag i alle danske byer.

Konflikten med arbejdsgiverne – i tidens sprog kapitalisterne – var uundgåelig, og i 1899 efter talrige strejker og lockouter blev arbejderne lockoutet i hele fem måneder. Resultatet blev den samarbejdsaftale, som vi stadig har på det danske arbejdsmarked, med varslinger, forligsinstitution osv. En aftale, der kaldes Den Danske Model, og som mange lande stadig misunder os.

Tilbage i Danmark i tiden omkring 1900 stod det derfor også alle klart, at samfundet havde ændret sig. At noget nyt skulle til at ske. Det gamle system med på den ene side godsejerne, de adelige og militæret i Højre og bønderne i Venstre havde spillet fallit. Arbejderne, husmændene og de intellektuelle – og på sigt kvinderne – ville også være med til at bestemme. Et systemskifte var på vej.

Og netop systemskiftet til parlamentarismen – og kvindernes stemmeret – skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 21: Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar

Udgivet den 1. september 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

DET UNGE DEMOKRATI, 1864 OG EUROPAS SVIGERFAR

Da vi vandt Treårskrigen i 1850, ville jublen ingen ende tage. De danske soldater gik triumferende sejrsmarcher, og der blev sunget højt om den tapre landssoldat. Ingen – eller i hvert fald meget få – var i stand til at se gennem sejrsrusen og få øje på den store trussel, som lå fra vores store nabo mod syd: Et forenet Tyskland under jernkansleren Bismarck – og et Tyskland, hvor alle nu mente, at Danmark undertrykte alle tyskere i hertugdømmerne.

Det spritnye danske demokrati (Grundloven er som bekendt fra 1849) var nemlig i dén grad overbevist om sin egen fantastiske styrke, selvom vi i tiden mellem Treårskrigen og 1864 havde ikke færre end elleve forskellige regeringer. Demokratiet var nyt og spinkelt, og alt skulle afprøves samtidig med at landet gennemgik store forvandlinger.

I København forsvandt voldene efter den store kolera-epidemi – og byen kunne begynde sin udvikling mod at blive den moderne storby, som København er i dag.

Industrialisering, urbanisering og meget andet, der blev betragtet som et stort fremskridt tog fart. Jernbane, dampskibe og en generel øget trafik var både midlet og billedet på den nye tid. Og Danmark var – til trods for tabet at Norge i 1813 og statsbankeroten i 1814 – igen på vej frem.

Men så ramte ulykken. Den danske grundlov gjaldt ikke nede i hertugdømmerne Slesvig-Holstein. Men nu lavede politikerne en fællesforfatning, der gjaldt for Danmark og Sønderjylland, men ikke for Holsten. Forfatningen var i dén grad i strid med de gamle regler, der stillede hele området frit. Men man håbede, at såvel Sverige-Norge, England og Rusland ville komme Danmark til hjælp, hvis det endte med krig.

Det gjorde dét – men ingen kom Danmark til undsætning.

Tyskerne havde derimod ikke glemt Treårskrigen og det de mente var dansk undertrykkelse af alt tysk, og da Tyskland samtidig havde brug for en prøveklud, inden det store angreb mod Frankrig, så var det ligefor med en krig. Valget faldt på Danmark, der så uklogt fægtede med den nye forfatning, som kongen Frederik d. 7. ikke engang havde nået at underskrive, inden han pludselig døde 15. november 1863.

Den nye konge – Christian d. 9. – ville først ikke skrive novemberforfatningen under, da han vidste, at den betød krig. Men d. 18. november 1863 gjorde han det – stærkt presset – alligevel. Den gjaldt fra 1. januar 1864.

Angrebet fra Tyskland måtte komme – og det kom midt i januar 1864 mod et Danmark, som ikke havde holdt hæren og forsvarsværkerne ved lige, men hvor soldaterne stadig var udrustede med de gammeldags forladede geværer, mens tyskerne var professionelle soldater med moderne våben, bla bagladede geværer.

Krigen blev kort, men ubarmhjertig og hård. I den kolde vinter og det tidlige forår mødtes de to hære: Den danske på cirka 40.000 mænd, de fleste ganske uerfarne, og den tysk-østrigske på 57.000 mænd med tre års militæruddannelse bag sig.

Det måtte gå galt, og det gjorde det også. Vi vandt dog – pga tågen og tysk fejlvurdering – slaget ved Mysunde 2. februar, men så kom nederlagene ved Dannevirke og Sankelmark. D. 6. februar var krigen reelt afgjort og kunne være sluttet med et tilbud om forhandlinger under international mægling.

Men nej, det danske folk blev grebet af panik og nationalfølelse – og de nye politikere fulgte folkestemningen. Så krigen varede 2½ meningsløse måneder mere – helt indtil det sidste slag 18. april ved Dybbøl Mølle.

Så var det hele afgjort – og ved de efterfølgende fredsforhandlinger bed Tyskland sig fast. Grænsen kom til at ligge ved Kongeåen – og mere end 200.000 danskere var nu tyske og skulle være så i små 60 år

Hvad udad tabes, må indad vindes, blev der sagt – og Danmark har lige siden det skæbnesvangre år 1864 opfattet sig selv som et lille stat og ikke som en stormagt. Ja, selvopfattelsen som lille og ubetydelig i kombination med andedamsmentaliteten om at have nok i os selv er først nu 150 år ved at vende, bla pga den danske deltagelse i både Irak og Afghanistan – men også via den rolle, som Danmark prøver at spile i EU – trods de danske forbehold – og i FN.

I kongehuset har man dog hele tiden set udad, netop på dén tid, hvor Danmark blev lille, fik man placeret sønner og døtre overalt på tronen i Europa. Frederik d. 7. døde i 1863 – og dermed uddøde også den oprindelige gren af den danske kongeslægt, den oldenborgske. Men en anden gren – den glückborgske – tog over med Christian d. 9. og hans dronning Louise.

Og deres børn blev næsten alle kronede hoveder: Den ældste søn, Frederik d. 8, blev selvsagt konge af Danmark, datteren Alexandra blev dronning af England, datteren Dagmar blev zarina i Rusland, og sønnen Vilhelm blev konge af Grækenland under navnet Georg d. 1. Derudover blev datteren Thyra hertuginde af Cumberland, og sønnen Valdemar blev valgt som konge af Bulgarien, men valgte dog at takke nej og blive i Danmark.

Christian d. 9. har derfor også siden været kendt som Europas svigerfar, og hver sommer mødtes den store familie på slottet Fredensborg i Nordsjælland, hvor de holdt sommerferie og talte sammen – noget som kansleren nede i Tyskland ikke brød sig om. Han mente, at de smedede rænker mod ham, og måske er der også blevet snakket politik.

Men somrene på Fredensborg var først og fremmest en familiesammenkomst, hvor travle kongelige fra mange lande, der ofte ikke sås ellers i løbet af året, kunne være sammen et par uger og holde ferie og nyde livet

For nu var det at holde ferie og slappe af blevet moderne hos de kongelige og en lille privilegeret overklasse.

For langt de fleste danskere drejede livet sig dog ikke om, hvorvidt man skulle spille kroket eller i stedet spadsere en tur i en blomstrende park. Nej, de fleste danskere kæmpede simpelthen for at overleve i et samfund, hvor skellene mellem rig og fattig var enorme, og hvor livet året rundt var et slid for det daglige brød.

Og netop forskellen mellem rig og fattig, industrialisering, vandring fra land til by og urbanisering skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efteråret på Danmarksbloggen: Danmarkshistorie og værdi-oplæg

Udgivet den 29. august 2014 af admin

Svar

Det går mod lange, mørke aftner, løv der falmer og kolde dage. Efteråret er på vej, også på Danmarksbloggen, der på mandag vender tilbage med Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Da vi sluttede før sommerferien, var det med Grundlovens indførelse i 1849. Så fra nu af og indtil advent skal det handle om den moderne tid fra cirka 1850 og op til vore dage.

Læs evt. sidste afsnit fra før sommerferien her. I slutningen er der link til alle tidligere afsnit af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790

For vores historie er vigtig. Kend din fortid for at forstå din nutid, så du kan påvirke fremtiden, hedder det som bekendt.

Men vi kan ikke nøjes med at se tilbage. Vi må også se frem, hvis vi sammen skal skabe et bedre samfund.

Danmarksbloggen vil derfor – i første omgang indtil jul – hver fredag komme med et oplæg til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger.

Så altså:

Velkommen til efteråret på Danmarksbloggen, hvor der udover diverse indlæg over ugen vil være Danmarkshistorie hver mandag og værdi-oplæg hver fredag.

Vel mødt til et spændende efterår.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 20: Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig

Udgivet den 2. juni 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 7. GRUNDLOV OG TREÅRSKRIG

På torsdag d. 5. juni er det Grundlovsdag. Dagen hvor vi fejrer, at Danmark i 1849 blev et demokrati efter at Monrad, Clausen, Moltke og de andre Grundlovsfædre var færdige med deres arbejde: Nemlig at forfatte den Grundlov, der blev underskrevet af Frederik d. 7.

Men i virkeligheden var arbejdet gået i gang lang tid før.

Allerede i 1830´erne nedsatte den gamle enevældskonge Frederik d. 6. nemlig de stænderforsamlinger, der skulle danne overgangen til det demokrati, som blev født i 1848 og gennemført i 1849. Den gamle konge så nemlig klart, hvad vej det gik og mente, at det var en god ide at lade overgangen komme stille og roligt fremfor hurtigt og brat.

Frederik d. 7.´s far Christian d. 8. var enig og satte yderligere gang i arbejdet kort før sin død i vinteren 1848.

Det var dog ikke alle, der var enige i den langsomme overgang. En af dem var den national-liberale Orla Lehmann, der holdt brændende taler om det folkestyre og de frihedsrettigheder, som hellere skulle komme i dag end i morgen: Menings-, trykke- og ytringsfriheden. Især de unge og yngre var helt enige med ham – og der blev flere steder talt begejstret om det folkestyre, som måtte være på vej.

Der var med andre ord uro og revolution i luften over Europa – og også i Danmark.

Og her især i Sønderjylland og hertugdømmerne, hvor der ellers havde været roligt i flere århundreder. Men i takt med den stigende nationalfølelse i både Danmark og det nu forenede Stor-Tyskland blev det pludselig vigtigt, om man var tysker eller dansker. Det havde det ellers aldrig været før, hvor man i stedet havde opfattet sig selv som slesviger, holstener eller slet og ret som en person fra hertugdømmerne.

Men nu blev det essentielt, om man var det ene eller andet, talte dansk eller tysk. Og at sige at man ikke var nogen af delene, men i stedet var tilhænger af hertugdømmerne og blot opfattede sig selv som hertugdømmer duede ikke.

Det kunne næsten kun ende med konfrontation.

En situation som prinserne fra Augustenborg, der var sønner af Struenses og Caroline Mathildes datter, prøvede at udnytte til egen fordel for derigennem at kunne få magten over hertugdømmerne.

Det hele endte galt. Det endte med Treårskrigen, som varede fra 1848 til 1850, og som Danmark, der i mellemtiden var blevet et spritnyt demokrati, vandt.

Jublen ville ingen ende tage – og ingen tænkte på, at man havde trådt et nyt, samlet og meget stærkt Tyskland over tæerne. Det skulle vi imidlertid få at mærke 14 år senere i 1864. Men det vender vi her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie tilbage til efter sommerpausen.

For det store skifte var nu sket. Danmark var blevet et demokrati. Uden revolution, uden ballade – men ikke uden teatralske ord og fagter.

Tilbage i de urolige martsdage i 1848 var en gruppe københavnere – blandt andet Orla Lehmann, der sagde de berømte om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp – forsamlede på teatret og vintertivoliet Casino og rådhuset til møde. Et møde, der endte med at mændene gik i fakkeltog til Christiansborg og Frederik d. 7.

For NU skulle det være. NU skulle Danmark af med den gamle enevælde, og demokratiet skulle indføres. Men de kunne godt gå hjem igen.

For Frederik d. 7., der nærmest lige var blevet konge, havde nemlig lugtet lunten og ligeså stille tidligere på dagen afskediget det gamle ministerium og dermed afskaffet enevælden.

Så da deputationen – ret ophidsede – nåede frem til slottet, kunne Frederik Folkekær, som han siden blev kaldt, slå ud med hånden og flot sige. Det, som De kommer for at anmode Deres Konge om, det er allerede udført.

Og så kunne Grundlovsfædrene gå i gang med arbejdet – og kun lidt over et år senere, midt i Treårskrigen – underskrev Frederik d. 7. Grundloven, der var den tids mest demokratiske i hele verden.

Så let, så elegant har meget få andre – om nogen overhovedet – lande gået over til folkestyret.

Det er derfor også helt fortjent, at det netop er ham – Frederik d. 7. – der møder os højt til hest, når vi er på Christiansborg Slotsplads i dag, hvad enten vi så er der for at se Christiansborg, gå ned i ruinerne, besøge folketinget, demonstrere eller måske bare skifte bus.

Frederik d. 7. var i det hele taget kendt for sine rammende replikker, one-liners som de ville hedde i dag, som når han på sine rejser rundt om i landet altid sluttede af med at stille sig op på en stol i forsamlingen, slå ud med armene og landsfaderligt sige: Hils Eders koner og børn.

Danskerne elskede ham for det, og for at han absolut ikke var fejlfri. Ikke alene drak Frederik d. 7. en hel del. Men han havde også været gift ikke mindre end to gange – blandt med selveste Frederik d. 6.´s datter- før han endelig fandt sammen med Louise Rasmussen. En pige af folket med en tjenestepige til mor, en gift og velhavende mand som far – og en avisforlægger, der også blev kongens gode ven, som elsker.

De to – Frederik og Louise – havde lært at kende, dengang han var kronprins, og hun var balletpige på Det Kgl. Teater, hvilket dengang nærmest var niveauet lige over prostitueret. En umulig alliance, som alligevel blev mulig – også selvom hun fik et barn med hendes avis-mand, et barn der blev bortadopteret.

Hoffet og andre med status i samfundet brød sig heller ikke meget om hverken Frederik d. 7. eller Grevinde Danner (som Louise Rasmussen nu hed), som de anså for primitive og simple. Antipatien var gengældt hos Danmarks kongepar, der anså hoffolk og andre med glæde for titler og magt for snobbede og kedelige.

Parret opholdt sig derfor også meget på Frederiksborg Slot og Jægerspris Slot i stedet for i hovedstaden. Her kunne Frederik d. 7. også både fiske og grave efter de oldtidsminder, som han interesserede sig dybt for. Børn fik parret dog aldrig, så igen skulle man til at se sig om for at finde den næste konge i Danmark.

Valget faldt på ham, der kendes som Christian d. 9., Europas svigerfar, hvis sønner og døtre blev konge af Danmark, konge af Grækenland, konge af Norge, dronning af England, zarina i Rusland og de sidste gift ind i tyske og franske adelige og fyrstelige kredse. Han, som er den første af de Glückborgske konger, men dog stadig af den samme kongeslægt som de gamle Oldenborgere, hvilket er enestående i Europa.

Og netop Europas svigerfar, det unge demokrati og det skæbnesvangre år 1864 skal vi høre mere om, når Danmarksbloggens Danmarkshistorie vender tilbage efter sin sommerpause. Det bliver mandag 1. september. Vel mødt.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Tag-arkiv: Danmarkshistorie

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 32: Nullerne

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 30: 1990´erne

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 29: 1970´erne og 1980´erne

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 26: Anden Verdenskrig, besættelse og befrielse

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 25: Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 24: Første Verdenskrig, Genforeningen og Påskekrisen

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 22: Industrialisering, arbejderbevægelse og andelsbevægelse

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 21: Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar

Efteråret på Danmarksbloggen: Danmarkshistorie og værdi-oplæg

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 20: Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig