Middelhavets bådflygtninge – også en sag for Danmark

Udgivet den 17. april 2015 af admin

Svar

Sidste år krydsede mere end 130.000 afrikanske bådflygtninge Middelhavet i håbet om en bedre fremtid i Europa – og alt tyder på, at det tal stiger voldsomt i år.

Europa er stort. Men Europa kan ikke rumme en sådan folkevandring, som der her er tale om. Det er simpelthen altfor mange mennesker.

Men hvad kan vi gøre? For vi skal gøre noget – også i Danmark. Det her er nemlig ikke kun en sag for de sydeuropæiske lande.

Ja, vi kan starte med at give en god u-landshjælp og med at købe afrikanernes varer, så incitamentet for at rejse ud bliver mindre. Det vil ihvertfald være en god start. På den lange bane handler det selvfølgelig om at deles om goderne – verden over.

Men – og der er et men. Det handler også om ikke at tolerere alt. Fx smed muslimske bådflygtninge forleden 12 andre bådflygtninge ud, så de druknede. Hvorfor? Fordi de 12 var kristne. Den slags skal vi ikke tolerere. Hvis man ikke vil anerkende de europæiske regler om ligeværd, så skal man ikke være i Europa.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningen 75 år

Udgivet den 16. april 2015 af admin

Svar

Man kan mene meget om monarkiet – og Danmarksbloggen er på ingen måde sikker på, at monarkiet er en god ide. Det rimer ihvertfald dårligt på demokrati og lige rettigheder, regler og muligheder for alle landets borgere.

Men når det er sagt, så er det idag, at Danmarks Dronning Margrethe d. 2. fylder 75 år.

Og dét vil Danmarksbloggen gerne kippe med flaget for – også fordi Danmarksbloggen er overbevist om, at Dronningen har gjort det, der efter hendes mening var det bedste for Danmark og danskerne, gennem hele Dronningens liv, hvor flid, pligtfølelse, kunst, livsglæde og retorisk sans har været de centrale elementer.

Makronbunden har med andre ord været af fineste kvalitet hele vejen.

Danmarksbloggen håber også, at Dronning Margrethe d. 2. kommer til at få mange og gode år endnu.

Hjerteligt tillykke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valgkamp i utide er en uskik

Udgivet den 15. april 2015 af admin

I går var der præcis fem måneder til at der senest skal være valg til det danske folketing. Alligevel er såvel medier som politikere for længst gået i gang med valgkampen.

Et eller andet sted giver det bare ikke mening. For med næsten fem måneder endnu, er det faktisk cirka 10% af en valgperiode tilbage. En periode, hvor der sker meget lidt politisk arbejde.

Det kan ikke foregå andre steder end på Christiansborg

Danmarksbloggen kender i hvert fald ingen arbejdspladser, hvor man kan køre på frihjul 10% af arbejdstiden – og således burde det heller ikke være på Christiansborg.

Dét ville klæde politikerne – og øge deres troværdighed – hvis de ventede med at føre valgkamp til valget reelt var udskrevet.

Der er også for mange vigtige sager at tage sig af i Danmark indtil da.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Amalienborg spiller stadig en afgørende rolle i dansk politik

Udgivet den 14. april 2015 af admin

Igår var en dronningedag på flere måder.

Statsminister Helle Thorning fejrede, at hun havde været socialdemokraternes formand i 10 år – og Dronning Margrethe holdt pressemøde på Fredensborg Slot. Begge dele gik helt efter planen med rosende taler og politiske drillegaver det ene sted og høflige spørgsmål det andet sted.

Nogen lighed mellem de to højeste embeder i Danmark ses ellers ikke. For i det ene er kvinden valgt til sin post – mens den anden kvinde er født til den. Sat på den, som Dronningen selv sagde det. Den ene kvinde har altså måtte kæmpe og selv gå hvert eneste skridt, mens den anden kvinde ikke kan rokke sig ud af stedet, men skal blive på pladsen, inden hun falder af pinden, som Dronningen også selv udtrykker det.

Det er en forskel så diametral, at det egentlig er utroligt, at et kongehus kan fungere i et demokrati.

Men nu har kongehuset jo heller ikke nogen politisk magt mere – og kongehuset har ihvertfald ikke blandet sig i politik siden den ulyksalige påskekrise i 1920, vil nogen hævde.

Jo, det har kongehuset faktisk – og også langt mere end Dronningens nylige udtalelser om indvandrere. Fx så sent som i 1993, da den konservative Schlüter gik af som statsminister pga tamilsagen. Dengang ville Schlüter nemlig bare overdrage magten til Venstres leder Uffe Ellemann. Men sådan gik det ikke. For kort inden pressemødet om overdragningen kom opringningen fra hoffet om, at det syntes man på Amalienborg var en dårlig ide, når nu de radikale ikke længere bakkede op. Og så blev der valg – og den socialdemokratiske Nyrup dannede regering.

Så jo, Amalienborg spiller stadig en afgørende rolle i dansk politik. Nu var Ellemann jo nok røget som statsminister alligevel. Folketinget havde formentlig stillet en mistillidsdagsorden til Ellemann og dermed til den nye regering. Så Amalienborg foregreb blot begivenhedernes gang – samt hindrede Venstre i at dumme sig. Og det er det sidste, der er interessant.

For havde Venstre dummet sig så eklatant, som der blev lagt op til af Ellemann i 1993, havde Fogh så overhovedet kunnet vinde magten i 2001? Vi får det aldrig at vide, men det skyldtes Amalienborgs indgriben – og det har gjort en afgørende forskel for Danmark og danskerne lige siden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1920´erne

Udgivet den 13. april 2015 af admin

Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1920´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1920´erne: Børn, seksualitet og frihed

Nok havde danske kvinder fået valg- og stemmeret i 1915, men der var alligevel meget tilbage at kæmpe for i 1920´ernes Danmark.

En af de ting som stod helt centralt var retten til ikke at få børn – en ret, som mange mente kvinderne ikke skulle have. Man fik de børn, som Gud ville, at man skulle, var mantraet fra mange, især borgerlige og velstillede mennesker, der havde råd til barnepiger. Arbejderkvinden, der ofte allerede i 40-årsaalderen var nedslidt af mange timers dagligt hårdt arbejde og talrige børnefødsler, så ganske anderledes på den sag.

Det gjorde lægen og forfatterinden Thit Jensen heldigvis også – og i 1923 stiftede hun sammen med lægen J. H. Leunbach ”Foreningen for Sexuel Oplysning”. En forening, som ville oplyse om sex, give adgang til prævention og på sigt også til abort. Danmarksbloggen har allerede skrevet om Thit Jensen, så læs mere om hende her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624

Samme sted kan man også læse om forfatterinden Agnes Henningsen, der også i 1920´erne talte om kvinder og seksualitet. Agnes Henningsen var dog mere optaget af det nydelsesmæssige og kvindens ret til at eksperimentere og prøve sig frem, også seksuelt.

For skal kvinder være frie, skal det hele jo være der: Både de sociale og de økonomiske rammer, så vi frit kan udfolde os og frit kan udforske os selv, vores eget liv og vores egen seksualitet.

Frihed er også seksuel frihed.

Det så man også hos en anden kvinde, som godt nok ikke var dansk, men som besøgte Danmark i 1920´erne: Nemlig Josephine Baker, der i 1928 i København dansede kun iført det berømte bananskørt og ellers topløs. Dét vakte megen furore og forargelse. For nok var fortidens lange kjoler og det opsatte hår blevet erstattet af kort hår, kortere kjoler og endda bukser – men at optræde stort set som Gud havde skabt hende, det var dog for meget, mente mange danskere – også kvinderne.

Så kunne man – i hvert fald i 1920´erne – bedre lide den danske stumfilmsstjerne Asta Nielsen (1881-1972), der siden filmdebuten i 1910 havde været vidt berømt i både ind- og udland. Ja, faktisk indspillede Asta Nielsen ikke flere film i Danmark efter 1919. Til gengæld flyttede hun til Tyskland, hvor hun frem til 1932 lavede ikke færre end 70 film. Tyskland blev så også skæbnesvangert for ”Die Asta”, som hun blev kaldt. I takt med nazisternes overtagelse af Tyskland, måtte hun forlade landet og sin formue og rejse hjem til Danmark og til årene i lediggang. Janteloven havde slået til igen – og ingen ville have noget med Asta Nielsen at gøre. Hun søgte således – forgæves – 13 gange om en biografbevilling. Til sidst fik hun dog oprejsning med sin meget roste selvbiograf ”Den tiende Muse”.

Men Asta Nielsen var ikke alene om at være dansk kvinde med succes i udlandet – og den deraf følgende jantelov herhjemme.

En anden – og i Danmark noget mere ukendt – er Gerda Wegener (1885-1940), der startede som satiretegner i Danmark. Men det var med sine erotisk prægede tegninger af kvinder – elegant udført med sans for et skønhedsdyrkende formssprog, at Gerda Wegener fik stor succes i Paris, hvor hun boede i en lang årrække og var en af de fornemmeste kunstnere i netop 1920´erne. Hendes stil er også præget af 20´ernes åbenhed og leg, som af nogle blev kaldt for dekadent. Et af Gerda Wegeners billeder hænger således på Musse d´Orsay i Paris, og i 1925 repræsenterede hun Frankrig ved Verdensudstillingen, hvor hun fik en guldmedalje. For bare at nævne noget af den anerkendelse, som hun aldrig fik i Danmark, men i Frankrig og andre steder. Hun døde dog i Danmark, relativt glemt og aldrig anerkendt i sit fædreland. Dette gælder desværre stadig, selvom hendes malerier sælges i fx USA til pænt store summer. Til efteråret kan man dog se Gerda Wegeners værker i en udstilling på “Arken” i Ishøj.

Endelig skal Danmarks første kvindelige minister selvfølgelig også nævnes. Hun blev udnævnt i 1924 og hed Nina Bang. Nina Bang (1866-1928) var magister i historie og socialdemokrat. Inden hun blev minister, havde Nina Bang i flere årtier været politisk aktiv og blandt andet siddet i Københavns Borgerrepræsentation og fra 1918 i Landstinget. Det var Thorvald Stauning, der gjorde hende til undervisningsminister i hans første regering, og hun gik straks i gang med at ændre læreruddannelse og demokratisere skolerne.

Det er i øvrigt en sejlivet myte, at Nina Bang var verdens første kvindelige minister. Det var hun ikke. Dén ære tilfalder den russiske politiker Aleksandra Kollontaj, der var det, der svarer til socialminister i den sovjetrussiske revolutionsregering i 1917.

Men ellers var årtiet 1920´erne præget af mellemkrigstiden og de temaer omkring økonomisk fremgang og bobler – også kendt fra vores dage – der førte til det store sammenbrud i 1929 og en helt ny dagsorden. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548

En dagsorden, som i dén grad prægede 1930´erne, som vi skal høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lars Liebst scorer Tivoli-millioner

Udgivet den 10. april 2015 af admin

Det giver bare ikke mening.

For et par år siden skar Tivoli så kraftigt ned på både Promenadeorkesteret og Big Bandet, at der reelt var tale om en lukning af de to hæderkronede orkestre.

De var for dyre i drift, lød begrundelsen.

Alligevel er der råd til at give Tivolidirektør Lars Liebst og økonomidirektør Claus Dyhr 12,5 millioner kroner i løn, bonus og pension. Et beløb, der svarer til en fjerdedel af Tivolis overskud sidste år.

Læs mere her: http://finans.dk/finans/erhverv/ECE7596391/L%C3%B8nnings-jackpot-til-Tivoli-toppen—fik-en-fjerdedel-af-overskuddet/?ctxref=ext

Det er ikke alene grådigt – det giver heller ikke mening. Og galskaben fortsætter.

For hvordan kan Tivoli i grunden få råd til at bygge – og drive – et nyt ballethus, når der ikke er råd til de to orkestre? For nok fik Tivoli nej af Københavns kommune til det første forslag, men mon ikke der kommer et nyt. Prisen vurderes at være cirka 130 millioner kroner.

Det lugter langt væk af, at Peter Bo Bendixen, Tivolidirektør Lars Liebsts protegé, skal have noget sjovt at lege med. Men hvorfor, når vi allerede har Den Kgl. Ballet, der er og vil fortsætte med at være niveauer bedre end det, som Tivolis balletskole kan præstere?

Hvorfor kaste kvalitet og arvegods som Promenadeorkesteret og Big Bandet overbord? En handling, der smadrer eventyret i Den Gamle Have – og som nu også er fuldstændig ulogisk rent økonomisk.

For hvorfor skal pengene ende i Liebst´s lomme, når de kunne gå til den kultur, der engang gjorde Tivoli til et eventyr?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Aldrig mere en 9. april

Udgivet den 9. april 2015 af admin

Svar

I dag for 75 år siden blev Danmark besat – og siden har mantraet lydt: Aldrig mere en 9. april.

I Frihedssangen synger man oven i løbet om en sidste niende april.

Og nok er 75 år lang tid. Men der findes stadig danskere, der kan huske, hvordan det var at få ens land besat. Og der findes endnu flere danskere, der kan huse Befrielsen for snart 70 år siden. Den lyse majaften og majdag, hvor vi fik et land i gave, som historikeren Palle Lauring har sagt det.

Han oplevede det også. Det gjorde undertegnede ikke. Jeg er født i 1969. Men min mor gjorde. Hun var lige startet i skole kort inden befrielsen, og hun har fortalt, hvordan min mormor, som ellers var meget øm over sine potteplanter, d. 5. maj 1945 plyndrede dem for deres røde og hvide blomster, så min mor og hendes søstre kunne få rød-hvide blomster i håret, da de skulle ud i byen og sammen med alle andre danskere fejre, at DANAMRK VAR FRIT IGEN.

Det er en lille ting sammenlignet med mange af de andre ting, der skete i de dage – men det er en ting, der fortæller noget om glæden og stoltheden ved at være dansk og ved at få sit eget land igen.

Dét land skal vi passe godt på – og endnu mere nu end nogensinde, hvor mørket igen truer med at besætte Danmark og danskere.

Denne gang er det blot et endnu farligere mørke, der lurer og endda nogen steder har fået overtaget – nemlig mørket inde i vores eget sind. Et mørke skabt af egoisme og en overbevisning om, at det er ok kun at tænke på sig selv.

Men det er det ikke. Skal Danmark være det friske, grønne land, som der blev også blev sunget om i Frihedssangen, så skal Danmark være et land baseret på ikke kun frihed, men også fællesskab og solidaritet mellem danskerne.

Så skal blomsterne (igen) gro i vindueskarmen og udenfor i Danas have, så kræver det mere end kildevand, så kræver det også kærlighed mellem danskerne. Alla danskerne – uanset om vi er rige og fattige, gamle eller unge, bor midt i byen eller ude på landet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Liberal Alliance versus Alternativet

Udgivet den 8. april 2015 af admin

Dansk politik har flere nye børn. To af de mest markante er Liberal Alliance og Alternativet.

Danmarksbloggen vil her sammenligne de to partier på tre markante punkter.

1) Drivkraften: Liberal Alliance er drevet af egoismen og mig-mig-mig-kulturen. Alt hos partiet og deres støtter handler om, hvordan JEG kan få mere ud af det. Alternativet er derimod drevet af noget så sjældent i dansk politik som en vision om at skabe et samfund, der hænger sammen. Et samfund med hensyn til mennesker og miljø. Et samfund med FÆLLESSKAB.

2) Hvem støtter: Liberal Alliance er støttet af Saxo Bank, hvis leder er en stor tilhænger af neoliberalismen i dens mest ekstreme form. Alternativet derimod er støttet af mange forskellige mennesker, der har bidraget med, hvad de har kunnet. Stort eller småt. Det er altså et parti, der vokser op nedefra – og ikke via en stor pengetank.

3) Kandidaterne: Liberal Alliance kaster sig over enhver kendt, som de kan komme i nærheden af uden at skelne til hvad personen i virkeligheden kan. Joachim B. Olsen er fx et af de bedste eksempler på en mand, der sidder i Folketinget uden egentlig at være egnet. Og nu er det så fitness-dronningens Charlotte Bircows tur. Alternativet derimod nægter at godkende endog meget kendte mennesker, som kunne give stemmer. Men her drejer det sig i stedet om substans og kvalitet. Om at finde kandidater, der er i stand til at overskue, analyse og gennemtænke problemstillinger og informationer. Mennesker, der ikke kun har hjerte, men også hjerne.

Billedet er klart: Penge, magt og egoisme hos Liberal Alliance versus visioner, viden og fællesskab hos Alternativet.

Nu må man ikke gøre forskel på børn, men man må godt gøre forskel på partier. Og Liberal Alliance er en gøgeunge, der bare skal ud af reden så hurtigt som muligt – mens Alternativet er et lille hjertebarn, der mener det vel – og som nu skal til at lære at lege med de store i skolegården.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Arbejdsgivernes ansvar for at skaffe jobs

Udgivet den 7. april 2015 af admin

Dansk Arbejdsgiverforening vil skære voldsomt i de sociale ydelser. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2015/04/07/071507.htm

Forslagene fra Dansk Arbejdsgiverforening møder – med rette – stor kritik, da de vil betyde, at en stadig større del af de danskere, som i forvejen har mindst, vil få endnu mindre – og så lidt, at det faktisk bliver reelt umuligt at leve i Danmark.

Dét har adskillige kilder allerede været ude og sige, så den del er dækket.

Hvad der derimod fylder lidt – eller rettere intet i debatten er arbejdsgivernes ansvar for at skaffe jobs. For hvordan kan det være det enkelte lediges ansvar at finde et job, når langt hovedparten af alle danskere er 100% afhængig af, at en arbejdsgiver vil give ham eller hende et job?

Ja, vi er forpligtede til at arbejde, hvis vi kan. Det er så ikke alle, der kan. Men af dem der kan, vil nærmest alle gerne arbejde – hvis altså de kan få et job.

Så skal samfundet hænge sammen, så er arbejdsgiverne også forpligtede til at skabe arbejdspladser i Danmark og til at ansætte danskere – og ikke underbetalte østeuropæere.

Og dét er et ansvar, som ingen taler om, selvom skabelsen af gode, danske arbejdspladser er den eneste måde, som flere danskere kan komme i arbejde på.

Så nej, Dansk Arbejdsgiverforening burde gribe i egen barm og sørge for, at deres medlemmer havde fokus på at skabe arbejdspladser – og vel at mærke til danskerne, også selvom det betyder, at deres eget overskud bliver lidt mindre. Dét skylder de danske arbejdsgivere Danmark, som via skatterne sørger for, at arbejdsstyrken bliver både uddannet og holdt rask osv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1915

Udgivet den 6. april 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om 1915 og kampen for den kvindelige stemmeret.

1915

Selvfølgelig startede kampen for kvindelig valg- og stemmeret ikke i 1915. Den begyndte langt tidligere. På organisatorisk plan helt tilbage i 1871, hvor ”Dansk Kvindesamfund” blev stiftet som den første danske kvindesagsbevægelse. Der skulle dog gå yderligere 13 før – i 1884 – kravet om stemmeret for kvinder blev en del af foreningens formålsparagraf. Alle forbehold og alle meninger skulle høres. ”Dansk Kvindesamfund” definerede også sig selv som en bred og tværpolitisk organisation, hvilket var et problem for nogle.

Derfor blev ”Kvindelig Fremskridtsforening” også oprettet i 1886. Målet var det samme som hos ”Dansk Kvindesamfund”, nemlig kvindelig valgret og stemmeret til både Folketing og Landsting. Men en del kvinder – deriblandt Mathilde Bajer og Johanne Meyer – mente, at ”Dansk Kvindesamfund” var for moderate og kompromissøgende, og at der skulle mere kant på. ”Kvindelig Fremskridtsforening” optog også kun kvinder som medlemmer.

Så fulgte nogle år, hvor fx Mathilde Bajers mand, der var venstrepolitiker, stillede forslag om kommunal valgret til kvinder. Endnu uden et politisk resultat. I første omgang blev det mest til underskrifter, artikler, møder og andre manifestationer som fx ”Kvindernes Folkefest” i Dyrehaven i juni 1891, hvor cirka 10.000 deltog.

Men noget var alligevel på vej trods modstanden. Folketinget havde allerede set lyset og gentagne gange i perioden 1890 til 1908 vedtaget det nu meget berømte lovforslag om kvindelig kommunal valgret, men det blev hver gang nedstemt i det Højre-dominerede (dvs. Konservative) Landsting, og så var man lige vidt.

Det var altså hårdt at kæmpe kvindernes kamp i de år, og såvel ”Kvindelig Fremskridtsforening” som to andre kvindeforeninger ”Kvindevalgretsforeningen” og ”De samlede Kvindeforeninger” klarede ikke presset og blev opløst.

”Dansk Kvindesamfund” var dermed en tid den eneste kvindesagsforening. Der var dog det problem, at man her ikke entydigt gik ind for den politiske valgret til kvinder. Så i 1898 blev en ny forening – ”Valgretsforbundet” – stiftet. En forening, der havde kvinders valgret som eneste formål.

Fra 1904 stiftedes lignende foreninger over hele Danmark. Alle sluttede de sig i 1907 sammen i paraplyorganisationen ”Landsforbundet for Kvinders Valgret”, der hurtigt omfattede 160 lokalforeninger med over 12.000 medlemmer.

Og så endelig i 1908 – efter at have været fremsat 11 gange gennem i alt 22 år – blev forslaget om den kommunale valgret for kvinder vedtaget.

Kvinder kunne dog stadig ikke stemme til hverken Folketing eller Landsting, så arbejdet fortsatte – og fra 1913 fik kvinderne hjælp fra ”Foreningen af Mænd for Kvinders Valgret”.

Og så endelig i 1915 – d. 5. juni – blev en ny Grundlov underskrevet. En Grundlov, der gav fuld valgret til kvinder. Kvinderne gik også i optog til Kongen for at vise deres påskønnelse. En historisk march, som i år skal gentages af blandt andet en gruppe kvinder, der nu i måneder har arbejdet ihærdigt på at kunne ligne medsøstrene fra for 100 år siden.

En vigtig pointe i forbindelse med optoget dengang er, at kvinderne tilbage i 1915 ikke brugte ordene tak og taknemmelighed. For den valgret, som blev os kvinder til del for nu snart 100 år siden, var kun en naturlighed, som vi i virkeligheden hele tiden havde haft ret til.

En ret, som vi heldigvis lige siden har gjort flittigt brug af – og fortsat skal gøre brug af. For rettigheder kan kun bibeholdes, hvis de bliver brugt.

Vi er dermed også nået til nutiden. Så herfra og indtil 5. juni vil vi hver mandag høre om et bestemt årti – og udvalgte kvinder, som gjorde sig bemærkede netop i dét tidsrum. Vi starter med 1920´erne i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Månedsarkiv: april 2015

Middelhavets bådflygtninge – også en sag for Danmark

Dronningen 75 år

Valgkamp i utide er en uskik

Amalienborg spiller stadig en afgørende rolle i dansk politik

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1920´erne

Lars Liebst scorer Tivoli-millioner

Aldrig mere en 9. april

Liberal Alliance versus Alternativet

Arbejdsgivernes ansvar for at skaffe jobs

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1915