Ytringsfrihed og hensyns-syge

Hensyns-sygen skal stoppes, inden den får fat i danskerne … 

Nej, det der kan du da ikke sige/skrive/tegne. Det kan jo være, at der sidder nogen og bliver lidt kede af det, siger den konfliktsky og rynker på næsen.

Men jo. Det er lige netop de ting, som vi kan og skal sige/skrive/tegne. Især fordi der findes fundamentalister, som føler sig trådt på og provokeret, så snart andre ikke er 100% enige med dem.

Og at tage hensyn til dem, er det samme som selvcensur i udstrakt grad, og det du´r ikke.

Vi er nødt til at holde fast i, at retten til at ytre sig frit, også er retten til at provokere og håne og nedgøre. Ikke pligten, men retten. Ytringsfriheden.

Vi har også en lovgivning, som går ind og siger stop, og som kan idømme straffe, når folk alligevel går over stregen.

Så der er taget hånd om de ting, som der skal tages hånd om i dén sammenhæng.

Alternativet: At acceptere at der er noget, som man ikke må sige/skrive/tegne, er det samme som at bukke nakken og akut pådrage sig hensyns-sygen, og så er første skridt i selvcensurens grimme navn taget.

Og dét skridt skal aldrig tages. Ikke hvis vi vil beholde vores frie og demokratiske samfund.

Og det vil vi. Og nej, selv den mest provokerende tegning eller de mest hånende ord kan ALDRIG legitimere vold og drab. ALDRIG.

For uanset hvor provokerende en tegning eller et skrift er, så er det aldrig en legitim grund til at gribe et gevær og skyde to mennesker.

Desuden bliver de fundamentalistiske aldrig tilfredse. De vil hele tiden skære mere og mere af frihedsrettighederne, hele tiden gøre det rum, hvor vi kan sige og skrive og tegne mindre og mindre.

Og hvad var i øvrigt årsagen til, at Dan Uzan og Finn Nørgaard blev dræbt? Tjah, den første var jøde – og den anden deltog i et debatmøde. Det var alt. 

Ikke mere. Ikke andet. 

Det siger vist alt om, hvor ultra-småt et rum, som de fundamentalistiske opererer med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skolevalg: Demokrati skal læres

I dag stemmer landets 8. og 9.klasser til skolevalg 2015. I de sidste tre uger har de unge mennesker lært om de forskellige politiske partier, deres holdninger og måden, som vores demokrati er bygget op og fungerer på.

Der har været paneldebatter, besøg af politikere og ungdomspolitikere og meget andet på skoler overalt i Danmark. Og i dag skal mere end 75.000 elever så stemme til skolevalg.

Det er ganske glimrende – og Danmarksbloggen bakker 100% op om det. For demokrati er noget, der skal læres – og ikke noget, der ligget i dna´et.

Demokrati i betydningen respekt for andre og andres holdninger kombineret med en forståelse af at vi – trods forskellighederne – alligevel er fælles om at få samfundet til at fungere, skal læres så meget og så intenst, at det skal føles som om demokratiet ligger i generne.

Udviklingen i Europa – og i Danmark – i øjeblikket er også et meget skræmmende bevis på, hvad der sker, når demokratiet IKKE er en del af samfundsforståelsen.

For der er ingen demokratisk forståelse i den ekstremisme, som der spreder sig på den yderste højrefløj, hos fundamentalistiske muslimer, i den brølende liberalisme, som vi ser hos store virksomheder – og i den arrogance som vi ser i Bruxelles.

Disse fire grupperinger kunne godt bruge tre ugers intens undervisning i demokrati – eller måske snarere tre års undervisning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Står PET og Kronprinsen over politiet?

Sagen om Kronprinsens tur over den for alle andre lukkede Storebæltsbro i weekenden handler allermest om hvem, der er bestemmende myndighed i Danmark.

At Kronprinsens på alle måder sikrede bil kan modstå en storm bedre end de fleste andre biler siger sig selv.

At det er diskutabelt og også problematisk, at vi har et kongehus, som tilsyneladende føler sig hævet over de regler og love, som gælder alle andre, er også sikkert.

Endelig er det kritisabelt, at Kronprinsen taler usandt, da han ankommer til Herning og siger, at han lige nåede det et minut i lukketid – tiltrods for at der var gået en hel time siden Storebæltsbroen lukkede, da Kronprinsen ankom til Storebælt på vej til Herning og en Sportsgalla.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2015/01/12/123326.htm

Men det værste er dog, at PET tilsyneladende står over politiet, der ellers er den udøvende myndighed i Danmark, når efterretningstjenesten (i samråd med Kronprinsen?) således egenhændigt kan beslutte, at forbuddet mod at køre over Storebælt ikke gælder Kronprins Frederik med følge.

En efterretningstjeneste med beføjelser til egenhændigt at handle – også når det er i strid med politiets bestemmelser og ordrer – er nemlig ikke noget, der hører hjemme i et demokrati. Og dét er 100 gange mere bekymrende end at Kronprins Frederik krydsede Storebælt.

For næste gang PET handler egenhændigt, er det måske ikke blot en kongelig persons udflugt til Herning, som det drejer sig om?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Erhvervsklubber = Penge-diktaturer

Socialdemokraterne opretter i lighed med fx Venstre en såkaldt erhvervsklub, hvor man for 15.000 kroner kan blive medlem og møde ledende medlemmer af partiet. Medlemslisten bliver – som i de andre partier – hemmelig.

Det er dermed umuligt for offentligheden at vide, hvem der således har købt sig adgang til fire årlige møder med ledende S-medlemmer – og dermed direkte indflydelse på Danmarks politik, uanset om man møder medlemmer af regering eller opposition. Pt. kan man således møde finansminister Bjarne Corydon og erhvervsminister Henrk Sass.

Danmarksbloggen mener, at disse erhvervsklubber er en trussel mod demokratiet, idet de sætter favoriseringen af folk med penge i system på en måde, som gør, at vi nærmer os amerikanske tilstande – og dermed et pengediktatur.

Og nej, et pengediktatur er ikke et demokrati.

I et pengediktatur bestemmer pengene, og alt drejer sig om produktion og max udnyttelse af ressourcerne, også de menneskelige – meget á la det samfund, som vi har i dag.

Et samfund fundamentalt anderledes end det samfund, som de fleste danskere ønsker – et samfund, hvor det medmenneskelige er i højsædet – og hvor den enkeltes muligheder for at påvirke dansk politik ikke afgøres af økonomien, men af engagementet.

Derfor bør disse erhvervsklubber lukke. For de sætter en unfair lobbyisme i system og gør pengemagt legal på måder, som det aldrig må blive i demokratiske lande.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folketingets åbning fejres hånd i hånd

I dag, tirsdag d. 7. oktober, åbner Folketinget officielt med rød løber, den kongelige familie og hele den sædvanlige festivitas på denne demokratiets festdag.

Den største fest er dog den, der skal holdes udenfor murene.

Her planlægges nemlig aktionen ”Omring Christiansborg hånd i hånd”, hvor målet er at lave en lang menneskekæde omkring dette ikke-helt-så-gamle-slot, hvor det danske demokrati til hverdag folder sig ud.

Det starter ved Christiansborg kl. 10.30.

Aktionen ”Omring Christiansborg hånd i hånd” er en skøn tanke, der kan blive til en endnu smukkere kæde, når alle slags mennesker holder hinanden i hånden for på dén måde at vise, at Danmark, demokratiet og velfærden faktisk er noget, som vi vil passe på og bevare.

At vi faktisk mener dét, når vi siger til regnedrengene og managementpigerne, at vi vil et andet samfund end excel-arkenes og umenneskelighedens bundlinefikserede nytte-maskineri.

At vi er mange danskere, der stadig tror på varmen, fællesskabet, tolerancen og solidariteten … og at nogen af os endda står med hinanden i hænderne i dag 7. oktober 2014, når Folketinget åbner.

Læs mere om det her: https://www.facebook.com/events/604558712922200/?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tesfaye versus Tvede – på Society Zoo

Stedet var Comedy Zoo i Knabrostræde i det indre af København, til lejligheden omdøbt til Society Zoo – og der var fuldt hus til arrangementet i går fredag d. 3. oktober, hvor det relativt nye digitale medie Mediehuset DenOffentlige havde inviteret til diskussion om: ”Velfærd i krise – Tesfaye og Tvede i samtale om udfordringer og muligheder.”.

I det blå ringhjørne var altså liberalist og iværksætter Lars Tvede, og i det røde var murer og folketingskandidat for Socialdemokratiet Matthias Tesfaye.

Og lad det være sagt med det samme: Det blev et par meget interessante – og fornøjelige – timer i selskab med de to drevne debattører, der hele vejen igennem holdt en god, ja ligefrem venskabelig tone overfor hinanden.

Noget Danmarksbloggen godt kunne tænke sig spredt til resten af samfundet. For skal demokratiet have en chance, så skal vi kunne grine, hygge os og diskutere, også med dem, der er anderledes end os selv og mener noget andet.

På flere centrale punkter var de to debattører dog rørende enige. De kredsede således meget om, at faglighed, håndværkere og håndværk ikke længere havde den betydning, som det kunne – og burde have.

For en stærk faglighed sammen med iværksætteri, stolthed over egen kunnen, hårdt arbejde og god ledelse er vejen frem for både den enkelte og samfundet, var meldingen fra d´herrer Tesfaye og Tvede.

Det er vigtigere at kunne noget end at være nogen.

Danmarksbloggen er helt enig. Men vil dog tilføje, at hvor fint det end er med håndværk og faglig kunnen, så er det både godt og vigtigt, at nogen er teoretiske – og at alle er kildekritiske. For ligesom at der er mange måder at lære på, er der også mange måder at uddanne sig på – og jo, nogle læser faktisk manualen først!!!

Danmarksbloggen kunne derfor også godt tænke sig, at man ved fremtidige arrangementer gik de to debattører mere på klingen – og udfordrede dem på deres præmisser.

Som når fx Lars Tvede hævdede, at den vestlige kultur har frembragt stort set alt kreativt. Kan det nu passe? Hverken papiret, krudtet eller porcelænet er opfundet af Vesten, men af kineserne. Vores talsystem kommer fra araberne, der faktisk til dels fik det af inderne. Osv.

Men ja, i nyere tid er mange opfindelser kommet fra de vestlige lande. Men det hænger med ret stor sandsynlighed ikke sammen med vestlig kultur, men skyldes, at det samtidig også er de vestlige lande, der forbruger de fleste af verdens ressourcer – og som en konsekvens deraf også frembringer flest opfindelser og mest kreativitet.

For Lars Tvedes argumentation er lidt som at sige, at den hvide mand er klogere end den sorte mand. For det kan man jo måle på antallet af Nobelpristagere, der er henholdsvis hvide eller sorte. Men sådan hænger verden jo ikke sammen. Stort set alle hvide går i skole, mens mange sorte aldrig får muligheden. Der kan således sagtens gå en mand rundt i Afrika, som ikke kan læse – men som hvis han havde fået muligheden for at lære at læse og uddanne sig, så kunne have løst kræftens gåde. Vi ved det ikke.

Men vi ved, at forskellige mennesker og forskellige lande har forskellige forudsætninger – og at det derfor kun giver mening at sammenligne dem, som har de samme forudsætninger.

Ellers bliver det lidt som at sige: Hvad er højest? Rundetårn eller et tordenskrald? Og det giver som bekendt ikke mening.

Så det ville gøre et godt arrangement endnu bedre med mere fokus på præmisserne og på modsætningerne imellem de to duellanter – og en endnu stærkere insisteren på spørgsmål, svar og løsningsmodeller. Og meget gerne også med netop Tesfaye og Tvede i endnu et møde.

Danmarksbloggen vil i hvert fald gerne spørge d´herrer Tesfaye og Tvede om flere ting:

Fx Tvede: Hvis nu den frie konkurrence på alt andet end minimalstaten (domstole, hær og politi) er så god, hvorfor er den sociale skævhed så stor i USA, England og mange andre lande? Enig, det er ikke sådan i Schweiz, men Schweiz er på mange måder en markant undtagelse, da andelen af rige mennesker i Schweiz er meget høj, og man derfor ikke behøver nogen særlig høj skatteprocent for at få den nødvendige mængde penge ind. Der skal jo som bekendt noget mere til at få det samme beløb ind, når også lavt- og mellemlønnede skal spæde til. Det så man også i Danmark, hvor man efter Mærsk McKinney Møllers død talte om, at kommuneskatten i Gentofte skulle op, ene og alene fordi nu manglede man hr. Møllers millioner.

Og et andet spørgsmål til Tvede: Hvordan vil du forklare, at de lande, der har den største kreativitet, er lande, der samtidig har en høj grad af lighed, et stærkt socialt sikkerhedsnet, en veluddannet befolkning og et fleksibelt arbejdsmarked – som netop de skandinaviske lande? Det hænger slet ikke sammen med den liberale konkurrence-filosofi, som du ellers hylder.

Og til Tesfaye: Du siger, at det at få et arbejde kan løse 8 ud af 10 problemer for den enkelte arbejdsløse. Danmarksbloggen er grundlæggende enig. Men hvem er det, der skal skabe de arbejdspladser? Og hvad er politikernes rolle deri? Hvad kan/skal en socialdemokratisk regering gøre udover det, som Corydon og Frederiksen prøver i øjeblikket?

Og til begge: En helt grundlæggende diskussion om den enkelte i forhold til fællesskabet: Hvilken rolle har den enkelte, og hvilken har fællesskabet? For samfundet består af små individer – og den offentlige og den private sektor kan på mange parametre ikke sammenlignes. Skal de fx overhovedet producere lige meget, når man tænker på, at den offentlige sektors rolle er reproduktion, mens den private er produktion?

Så jo, tak – lad endelig Society Zoo fortsætte i Mediehuset DenOffentliges regi. Danmarksbloggen kommer også gerne igen. Debatten er ikke kun spændende – dén er nødvendig for demokratiet i Danmark.

For hos Society Zoo er der tid til at diskutere og komme i dybden, så store og vigtige politiske emner ikke reduceres til one-liners eller 60 sekunders svar i nyhederne. Hos Society Zoo er der plads til at komme hele rundt om emnet.

Og dét, mine damer og herrer, er demokratiet, når det er allerbedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Thorning, pas på med at lade tingene skvulpe …

Vi har af og til en robust samtale om indvandring i dette land, sagde Helle Thorning for lidt siden i et DR-interview med Ask Rostrup på DR1, hvor emnet ellers var Islamisk Stat, danske Syrienskrigere og kampen mod terror.

En kamp, hvor Helle Thorning stod helt fast på, at Danmark ikke vil hverken bøje nakken eller undskylde noget som helst – men at vi konsekvent vil kæmpe imod Islamisk Stat og dén ondskab, som de repræsenterer. Og at netop denne stålsatte vilje fra vores side er en god ting.

Dén del er Danmarksbloggen helt enig i …

Danmarksbloggen er også enig i, at det ikke er hverken Danmarks eller resten af den vestlige verdens ansvar, hvad der sker i Syrien og i Irak i øjeblikket.

Men så var det, at det alligevel skvulpede for statsministeren, der pludselig – måske med henvisning til Sverige – sagde: Vi har af og til en robust samtale om indvandring i dette land.

For med dén ene sætning siger Thorning også, at indvandring er lig med en øget terrortrussel i Danmark, underforstået indvandring af muslimer. Hun skærer derfor alle muslimer over én kam – og glemmer helt at skelne mellem det at være indvandrer, det at være muslim og det at være terrorist.

For det at være indvandrer, muslim og terrorist er og bliver tre forskellige ting, som statsministeren her lader skvulpe over i hinanden.

For ja, man kan godt være indvandrer uden at være muslim – eller terrorist.
Og ja, man kan godt være muslim uden at være terrorist.

Og endelig ja, man kan også godt være terrorist uden at være muslim – eller indvandrer for den sags skyld.

Som med alt andet er der INGEN religion, race, køn eller andet, der dikterer noget som helst. Vi er alle mennesker først, indimellem og sidst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Europas Solkonge og Vestager, der blev konkurrencekommissær, men tabte konkurrencen

For nylig præsenterede EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker sin nye kommission, som han har valgt at kalde Juncker-kommissionen med vanlig sans for at sætte sig selv og sin egen magt i centrum.

For når man hørte på Junckers fremlæggelse, stod det helt klart, at her var en mand, der mener, at EU – og især EU-kommissionen med ham selv i spidsen – skal bestemme alle de store linier i Europa, når det drejer sig om økonomi, strategi og andre geopolitiske emner.

Så kan de lokale myndigheder – som Juncker kaldte de nationale parlamenter – bestemme detaljerne.

Dét er mere end skræmmende med sådan en mand i spidsen for EU.

Juncker ser tilsyneladende sig selv om en EU-Solkonge, der står for alle de overordnede beslutninger i Europa.

Og det er så i denne magtens hvepserede, at Vestager bliver konkurrencekommissær. En post, der nok er tung, men så er den heller ikke tungere. Hun er heller ikke engang blevet en af de syv nye næstformænd. Så konklusionen står klart:

Vestager blev konkurrencekommissær, men hun tabte konkurrencen om magten i Bruxelles.

Ærgerligt for Vestager på den personlige bane, men ligegyldigt for Europa – og for Danmark. EU-kommissærerne arbejder nemlig ikke på at fremme nationale interesser.

For os i Danmark – og i Europa – er det et langt større problem, at EU har taget yderligere en skarp drejning væk fra det, som Europas befolkninger vil og tilkendegav ved parlamentsvalget for få måneder siden: Nemlig mindre EU og mere national selvbestemmelse, selvom vi selvfølgelig stadig skal handle sammen og stadig være forpligtede på hinanden.

Så det var ikke kun Vestager, men også og især demokratiet, der tabte i dag …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 22: Industrialisering, arbejderbevægelse og andelsbevægelse

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Industrialisering, arbejderbevægelse og andelsbevægelse

Danmark i anden del af 1800-tallet var på mange måder et helt andet Danmark end Danmark i første del af 1800-tallet.

Danmark i første del af 1800-tallet var et statisk landbrugsland med et enevældigt kongedømme – et land, hvor der var langt imellem noget, der bare mindede om nytænkning og bevægelse i samfundet.

Danmark i anden del af 1800-tallet var derimod et demokrati i sin vorden med de begynder-besværligheder, som det medførte – blandt andet et par unødvendige krige (1848-50 og 1864), og en konge (Christian d. 9.), der holdt på sin ret til at udnævne sine ministre, hvilket betød, at Højres kandidat Estrup i 1872 blev statsminister, selvom Venstre havde vundet folketingsvalget.

Men Danmark i anden del af 1800-tallet var alligevel et demokrati – og et landbrugsland, der var i gang med at udvikle sig henimod at blive mere moderne, både indenfor landbruget og indenfor den industri, der kraftigt voksede frem i disse år.

Danmark sydede simpelthen af ideer, opfindelser og opbrud: Byerne voksede – og den almindelige dansker begyndte at kræve – og få – rettigheder, som havde været utænkelige i første halvdel af 1800-tallet.

Centralt her står Næringsfrihedsloven fra 1857, der med éet eneste slag ophævede købstædernes monopol på handel og håndværk. Nu kunne alle – også dem der boede på landet eller som ikke var medlem af et lav – nedsætte sig som håndværkere og producenter af alle slags.

Og det gjorde danskerne. Virksomheder – som De Forenede Danske Sukkerfabrikker, B&W, Otto Mønsted – og mange flere blev enten grundlagt eller gik fra lille til stor i årtierne derefter. Ofte med C.F. Tietgen i en helt central rolle.

Tietgen var handelsuddannet og bankdirektør, og han havde en evne som få danskere til at få tingene til at vokse. Hver gang vi hører ordet forende – fx forenede spritfabrikker, dampskibsselskaber, sukkerfabrikker osv – kan man roligt gå ud fra, at Tietgen har spillet en hovedrolle.

Samtidig at Tietgen i det store format (og alle de andre i det noget mindre format) udviklede dansk erhvervsliv, blev voldene og byportene revet ned i København, der nu begyndte at sprede sig for alvor ud i de brokvarterer, som vi kender i dag: Nørrebro, Østerbro, Vesterbro og Amagerbro.

Jernbanen kom også (vores nuværende skinnenet stammer således fra 1860) – og dampskibene, telegrafen og meget mere. Varer og nyheder kunne nu transporteres i store mængder og over enorme afstande i flyvende fart. Det var voldsomt, og det kunne være svært at følge med for den enkelte.

Heldigvis behøvede den enkelte heller ikke at stå alene. Ude på landet slog bønderne sig nemlig sammen i andelsforeninger. Det startede i 1882 på Varde-egnen, og kun 13 år senere var der over 800 andelsmejerier i Danmark samt et stort antal andelsslagterier. Andelstanken havde slået rod – og den ændrede dansk landbrug. Fra at vi producerede korn til eget forbrug til at vi producerede smør, flæsk og andre gode kødvarer, som kunne sælges til fx England – og transporteres med de dengang hurtige dampskibe.

I det nye demokrati var tyngdepunktet på en måde også flyttet mod vest, nemlig til Jylland, hvor lensgreve Krag-Juel-Vind-Frijs havde sine godser, som han elskede at være på, når han ikke var nødt til at opholde sig i København, hvor han stod for den reviderede grundlov fra 1866. En grundlov, der sørgede for, at de nationalliberale med base i København blev sat helt udenfor indflydelse, mens lensgreven selv og hans godsejervenner samt de almindelige bønder fik magten. En magt, som de havde indtil systemskiftet i 1901, som vi skal høre mere om i næste uges Danmarkshistorie.

For der skete meget mere i sidste del af 1800-tallet, som vi må have med.

For nok havde jordbesidderne magten – men det ulmede i den voksende danske arbejderskare, der i takt med den stigende industrialisering blev flere og flere.

Ude på landet boede der nemlig mange jordløse landarbejdere, som ikke havde mange rettigheder, men som til gengæld måtte knokle hårdt og stadig leve et kummerligt liv. For dem betød Grundloven ikke ret meget, og deres liv var stort set det samme som før 1849.

Mange af dem valgte derfor at tage til byen i håbet om at et job i den nye industri ville give dem et bedre liv. Det skete desværre sjældent. Arbejdet var stadig hårdt og nedslidende – og familierne blev stuvet sammen i små, dårlige lejligheder.

Det kunne ikke fortsætte – og den voksende arbejderbevægelse dannede da også sit eget parti, Socialdemokratiet i 1871.

Det var dengang begrebet arbejdskamp skulle tages helt alvorligt. En af partiets stiftere Louis Pio blev således idømt en lang fængselsstraf for højforræderi. For at slå arbejderbevægelsen ned sendte man ham også til Amerika. Men han kom tilbage – og der var også andre dygtige mennesker i arbejderbevægelsen, fx en Peter Knudsen, der dygtigt opbyggede partiet op gennem 1880´erne.

Det stod også hurtigt klart at skulle arbejderne have succes med at skaffe sig gode levevilkår, så skulle der fagforeninger til. Så i 1898 var der etableret fagforeninger for hvert fag i alle danske byer.

Konflikten med arbejdsgiverne – i tidens sprog kapitalisterne – var uundgåelig, og i 1899 efter talrige strejker og lockouter blev arbejderne lockoutet i hele fem måneder. Resultatet blev den samarbejdsaftale, som vi stadig har på det danske arbejdsmarked, med varslinger, forligsinstitution osv. En aftale, der kaldes Den Danske Model, og som mange lande stadig misunder os.

Tilbage i Danmark i tiden omkring 1900 stod det derfor også alle klart, at samfundet havde ændret sig. At noget nyt skulle til at ske. Det gamle system med på den ene side godsejerne, de adelige og militæret i Højre og bønderne i Venstre havde spillet fallit. Arbejderne, husmændene og de intellektuelle – og på sigt kvinderne – ville også være med til at bestemme. Et systemskifte var på vej.

Og netop systemskiftet til parlamentarismen – og kvindernes stemmeret – skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 21: Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

DET UNGE DEMOKRATI, 1864 OG EUROPAS SVIGERFAR

Da vi vandt Treårskrigen i 1850, ville jublen ingen ende tage. De danske soldater gik triumferende sejrsmarcher, og der blev sunget højt om den tapre landssoldat. Ingen – eller i hvert fald meget få – var i stand til at se gennem sejrsrusen og få øje på den store trussel, som lå fra vores store nabo mod syd: Et forenet Tyskland under jernkansleren Bismarck – og et Tyskland, hvor alle nu mente, at Danmark undertrykte alle tyskere i hertugdømmerne.

Det spritnye danske demokrati (Grundloven er som bekendt fra 1849) var nemlig i dén grad overbevist om sin egen fantastiske styrke, selvom vi i tiden mellem Treårskrigen og 1864 havde ikke færre end elleve forskellige regeringer. Demokratiet var nyt og spinkelt, og alt skulle afprøves samtidig med at landet gennemgik store forvandlinger.

I København forsvandt voldene efter den store kolera-epidemi – og byen kunne begynde sin udvikling mod at blive den moderne storby, som København er i dag.

Industrialisering, urbanisering og meget andet, der blev betragtet som et stort fremskridt tog fart. Jernbane, dampskibe og en generel øget trafik var både midlet og billedet på den nye tid. Og Danmark var – til trods for tabet at Norge i 1813 og statsbankeroten i 1814 – igen på vej frem.

Men så ramte ulykken. Den danske grundlov gjaldt ikke nede i hertugdømmerne Slesvig-Holstein. Men nu lavede politikerne en fællesforfatning, der gjaldt for Danmark og Sønderjylland, men ikke for Holsten. Forfatningen var i dén grad i strid med de gamle regler, der stillede hele området frit. Men man håbede, at såvel Sverige-Norge, England og Rusland ville komme Danmark til hjælp, hvis det endte med krig.

Det gjorde dét – men ingen kom Danmark til undsætning.

Tyskerne havde derimod ikke glemt Treårskrigen og det de mente var dansk undertrykkelse af alt tysk, og da Tyskland samtidig havde brug for en prøveklud, inden det store angreb mod Frankrig, så var det ligefor med en krig. Valget faldt på Danmark, der så uklogt fægtede med den nye forfatning, som kongen Frederik d. 7. ikke engang havde nået at underskrive, inden han pludselig døde 15. november 1863.

Den nye konge – Christian d. 9. – ville først ikke skrive novemberforfatningen under, da han vidste, at den betød krig. Men d. 18. november 1863 gjorde han det – stærkt presset – alligevel. Den gjaldt fra 1. januar 1864.

Angrebet fra Tyskland måtte komme – og det kom midt i januar 1864 mod et Danmark, som ikke havde holdt hæren og forsvarsværkerne ved lige, men hvor soldaterne stadig var udrustede med de gammeldags forladede geværer, mens tyskerne var professionelle soldater med moderne våben, bla bagladede geværer.

Krigen blev kort, men ubarmhjertig og hård. I den kolde vinter og det tidlige forår mødtes de to hære: Den danske på cirka 40.000 mænd, de fleste ganske uerfarne, og den tysk-østrigske på 57.000 mænd med tre års militæruddannelse bag sig.

Det måtte gå galt, og det gjorde det også. Vi vandt dog – pga tågen og tysk fejlvurdering – slaget ved Mysunde 2. februar, men så kom nederlagene ved Dannevirke og Sankelmark. D. 6. februar var krigen reelt afgjort og kunne være sluttet med et tilbud om forhandlinger under international mægling.

Men nej, det danske folk blev grebet af panik og nationalfølelse – og de nye politikere fulgte folkestemningen. Så krigen varede 2½ meningsløse måneder mere – helt indtil det sidste slag 18. april ved Dybbøl Mølle.

Så var det hele afgjort – og ved de efterfølgende fredsforhandlinger bed Tyskland sig fast. Grænsen kom til at ligge ved Kongeåen – og mere end 200.000 danskere var nu tyske og skulle være så i små 60 år

Hvad udad tabes, må indad vindes, blev der sagt – og Danmark har lige siden det skæbnesvangre år 1864 opfattet sig selv som et lille stat og ikke som en stormagt. Ja, selvopfattelsen som lille og ubetydelig i kombination med andedamsmentaliteten om at have nok i os selv er først nu 150 år ved at vende, bla pga den danske deltagelse i både Irak og Afghanistan – men også via den rolle, som Danmark prøver at spile i EU – trods de danske forbehold – og i FN.

I kongehuset har man dog hele tiden set udad, netop på dén tid, hvor Danmark blev lille, fik man placeret sønner og døtre overalt på tronen i Europa. Frederik d. 7. døde i 1863 – og dermed uddøde også den oprindelige gren af den danske kongeslægt, den oldenborgske. Men en anden gren – den glückborgske – tog over med Christian d. 9. og hans dronning Louise.

Og deres børn blev næsten alle kronede hoveder: Den ældste søn, Frederik d. 8, blev selvsagt konge af Danmark, datteren Alexandra blev dronning af England, datteren Dagmar blev zarina i Rusland, og sønnen Vilhelm blev konge af Grækenland under navnet Georg d. 1. Derudover blev datteren Thyra hertuginde af Cumberland, og sønnen Valdemar blev valgt som konge af Bulgarien, men valgte dog at takke nej og blive i Danmark.

Christian d. 9. har derfor også siden været kendt som Europas svigerfar, og hver sommer mødtes den store familie på slottet Fredensborg i Nordsjælland, hvor de holdt sommerferie og talte sammen – noget som kansleren nede i Tyskland ikke brød sig om. Han mente, at de smedede rænker mod ham, og måske er der også blevet snakket politik.

Men somrene på Fredensborg var først og fremmest en familiesammenkomst, hvor travle kongelige fra mange lande, der ofte ikke sås ellers i løbet af året, kunne være sammen et par uger og holde ferie og nyde livet

For nu var det at holde ferie og slappe af blevet moderne hos de kongelige og en lille privilegeret overklasse.

For langt de fleste danskere drejede livet sig dog ikke om, hvorvidt man skulle spille kroket eller i stedet spadsere en tur i en blomstrende park. Nej, de fleste danskere kæmpede simpelthen for at overleve i et samfund, hvor skellene mellem rig og fattig var enorme, og hvor livet året rundt var et slid for det daglige brød.

Og netop forskellen mellem rig og fattig, industrialisering, vandring fra land til by og urbanisering skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk