Solidaritet = sammenhængskraft

Trepartsforhandlingerne starter i dag – og er der noget, som arbejdsgiverne og arbejdstagerne er enige om, er det færre på overførselsindkomster.

Men de er ikke enige om vejen dertil.

Arbejdstagerne mener – logisk nok – at det drejer sig om at skabe flere jobs. Noget, der også giver flere skattekroner og dermed et bedre grundlag for velfærd som sygehuse, alderdomshjem og skoler.

Arbejdsgiverne derimod mener, at det handler om at sætte arbejdsløse og andre udsatte på sulteydelser. For på den måde kan man piske arbejdsløse til at tage et job, der ikke findes (sic) eller til at sige ja til så lave lønninger, der er tale om at working-poor.

Danmarksbloggen er – ikke overraskende – enig med arbejdstagerne.

Et samfund kan kendes på, hvordan det behandler sine svageste – og det er ikke kun noget, der afspejler sig i socialpolitikken. Det kan også ses i måden, som arbejdsmarkedet er skruet sammen på. Og her gælder, at solidaritet = sammenhængskraft.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fattigdom er et politisk valg

Fattigdom er arveligt. Fattigdom er ødelæggende på både sjæl og legeme.
Fattigdom er også et politisk valg – og ikke en naturlov.

Fattigdom i Danmark er dermed også noget, som den nuværende regering og deres støtteparti Dansk Folkeparti fremmer med den forventede vedtagelse af kontanthjælpsloftet, der betyder, at mere end 34.000 danske børn vil vokse op i fattigdom. For slet ikke at tale om hvad det betyder for voksne og for handicappede – og alle andre, der har været lidt uheldige her i livet.

Det er så horribelt i et samfund så rigt som det danske – og især set i lyset af skattelettelserne, der primært har gavnet dem, der havde mest i forvejen. Ja, kontanthjælpsloftet betyder, at mange må gå fra hus og hjem, at uligheden vokser dramatisk.

Og nej, Dansk Folkepartis forklaring med at det gælder om at få folk ud på arbejdsmarkedet holder ikke. For sandheden er ikke, at folk ikke vil arbejde. Det vil folk godt. Der er bare ikke nok jobs til alle.

Så skal der ske noget – og det skal der, fattigdom er aldrig ok i et rigt land som Danmark – så skal virksomheder og offentlige arbejdspladser forpligtes på at skabe nye jobs – og vel at mærke jobs til en ordentlig løn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Integrationens gåde

Flygtninge skal i job fra dag 1, siger socialdemokraterne i nyt, politisk udspil – og der er på Christiansborg en bred enighed om, at et job er vejen til integration i det danske samfund.

Men er det nu så simpelt? Er et job altid vejen til at blive integreret? Og hvad vil det sige at blive integreret?

Er det at være overbevist om demokratiets fortræffeligheder? I så fald er det et problem for de cirka 40% af alle muslimer, der mener, at Koranen skal have en central plads i dansk lovgivning. Læs mere her: http://politik.tv2.dk/2015-10-19-fire-ud-af-ti-danske-muslimer-loven-boer-bygge-paa-koranen

Eller er integration at være tolerant og rummelig overfor andre kulturer og religioner? I så fald kan man med rette anføre, at mange også født i Danmark af danske forældre, der hedder fx Jensen og Hansen, på ingen måde er integreret.

Så måske er det ikke så enkelt. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at det at få et job er godt for den enkelte og den enkeltes eget selvværd. MEN – for der er stadig et men.

De job, som man vil give flygtninge, er tredjerangs-jobs, som flygtningene i øvrigt ikke skal have løn for, men sulte-ydelser, hvis det er på det offentlige arbejdsmarked – eller en lav indslusningsløn, hvis det er det private arbejdsmarked.

Det er ikke i orden. Dels fordi man skal have løn for det arbejde, som man laver – og dels fordi det vil skubbe andre – primært ufaglærte – ud i arbejdsløshed.

Det er med andre ord den sædvanlige del-og-hersk-mentalitet, hvor flygtninge på den ene side og ufaglærte på den anden slås om smulerne – og ingen tænker på at rette skytset hen dér, hvor det burde rettes hen: Mod samfundets top, der år for år rager mere og mere til sig.

For ja, vi har faktisk råd og mulighed for at give ALLE ordentlige vilkår, hvis vi blev bare lidt bedre til at deles om goderne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krig på vej?

Noget tyder på, at vi er ved vinde over Islamisk Stat – eller er vi?

Jo, måske nogle steder nede i højdedragene i Syrien og Irak, hvor især engelske, franske og russiske styrker i de seneste uger har fået gjort kål på en del.

Men imens render femte-kolonne-folk frit rundt i Vesten – og de er svære at se, da de svømmer i folkehavet, som den kinesiske kommunist-leder Mao sagde det om potentielle terrorister.

Læg dertil den stigende polarisering og dæmonisering, der sker mellem muslimer på den ene side og kristne og andre vesterlændinge på den anden – og konklusionen er desværre, at det slet ikke er slut.

Måske tværtimod. Krigen er allerede i Mellemøsten – men kan den begrænses til dér? Danmarksbloggen tvivler mere og mere.

Og hvad sker der, når foråret kommer – og flygtningestrømmene eksploderer? Så skal alt det, der sker her i vinterens kulde ved Europas grænser og på gader og torve i vore byer, ganges med 100. Det er så skræmmende, så skræmmende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rekord i umenneskelighed

At Liberal Alliance er ganske umenneskelige er ingen nyhed. Det viser partiet gang på gang, når det handler om socialt udsatte, arbejdsløse, ældre, børn og andre, der behøver en hjælpende hånd. Så siger Liberal Alliance NEJ – og tænker kun på egen pengepung.

Men nu vil dette egoist-parti også stoppe for alle flygtninges adgang til Danmark i 2 år.

Verden brænder – og Europa er et farligere sted end siden 2. verdenskrig, men i Danmark skal vi bare passe os selv og være os selv nok, mener Liberal Alliance.

Dét er dog at sætte nye rekorder i umenneskelighed – og måske egentlig meget ”passende” at komme med sådan en melding her på vinterens hidtil koldeste nat.

For noget mere dybtfrossent rent menneskeligt skal man lede længe efter.

Eller det vil sige – man kan vel bare nøjes med at gå til Dansk Folkeparti, som Liberal Alliance ellers ikke altid er enige med. Men nu er de – også her.

Ulvene i blå blok hyler i samme takt i den iskolde vinter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nationalismens spøgelse

Nogle vil kalde det symbolpolitik – andre et nødvendigt forsvar for danske værdier.

Danmarksbloggen kalder det nationalisme, både når den er værst og når den er bedst.

For ja, det er godt at kæmpe for frihed og ligeværd, som det gøres i forhold til kvinders soleklare ret til at færdes alene på gaden og klædt på, som de ønsker det. Men det bliver også lidt latterligt, når kommuner lovgiver om mad i børnehaven.

På den anden side: Sådan er nationalismens spøgelse, når det først huserer: Intet er for småt, og intet er for stort til at kunne presses ned i den rød-hvide boks, der hedder DANSKE VÆRDIER. Så der presses, mens der råbes og skriges om Danmarks fortræffeligheder.

Det vil sige: Klassiske, danske værdier som solidariteten med de svageste og det tolerante frisind taler ingen om. De er for længst gået fløjten i et Danmark, der er mere angst og lukket end i mange-mange år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De danske ligegyldigheder

Danmarksbloggen undrer sig her på årsdagen for terror-angrebet på Charlie Hebdo.

Krigen raser for fuld styrke i Mellemøsten, hvor en ny konflikt mellem Iran og Saudi-Arabien truer med at kaste endnu mere brænde på et bål, der i forvejen blusser voldsomt flere steder i regionen. Flygtningestrømmen til Europa er som en konsekvens deraf enorm. Europa lukker sig i højrenationalistisk selvtilstrækkelighed. Internt i Europa er der afbrændinger af flygtningecentre, umenneskelige flygtningelejre, terror-angreb og senest sex-overfaldet på 100 tyske kvinder i Köln.

Det er med andre ord alvor det her. Vores del af verden har ikke været så farligt et sted siden 2. Verdenskrig. Der skal handles – og vises lederskab og medmenneskelighed, men også at vi står fast på friheds- og demokrati-rettighederne.

Og hvad bekymrer danskerne sig så om? Jo, nogle af de mest læste artikler i de seneste dage har handlet om fx en forarget kunde, der brokkede sig over en dansk webshop, der gav hende et arrogant svar på en henvendelse. Andre om hvorvidt tv-serien ”Badehotellet” minder om national-ikonet ”Matador” eller ej. Sagen om prinsgemalen kan også stadig hidse folk mere op end det burde kunne, at en 81-årig går på pension. Overtroen er også populær i form af artikler om den nu afdøde bulgarske spåkone, der kom med så uendelig mange profetier, at nogle af dem måtte gå i opfyldelse. Nå, ja – og så selvfølgelig artikler og tv-indslag om sneen, som ret beset er noget, der i hvert fald nogle år endnu kan forventes i Danmark om vinteren.

Vorherre til hest!!!! Verden brænder – og danskerne bekymrer sig om ligegyldigheder.

Det er historien om erstatningskaffen og de manglende bananer fra 2. Verdenskrig om igen. Men ved I hvad? Denne gang slipper Danmark ikke ligeså let igennem, medmindre vi dropper navlepilleriet og får skeen i den anden hånd og træder ud på verdensscenen og tager vores ansvar – og det gælder både politikerne og os almindelige danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Nytårstale

I takt med at man bliver ældre, ønsker man sig i reglen mindre og mindre for de kommende 12 måneder, men ikke i år.

I år må undertegnede indrømme, at ønskesedlen er længere end den har været meget længe.

Jeg ønsker mig:

1)      Bedre sociale forhold i Danmark

2)      Plads til mennesker i Danmark

3)      Plads til fællesskab og solidaritet

4)      At der tages vare på miljø, natur og kyster

5)      Bedre uddannelser og mere fri forskning

6)      Mere kultur

Eller sagt kort: At V-regeringen går af – og erstattes af en ny regering, som vil mennesker, fællesskab, kultur, natur og solidaritet. Alt det, der for alvor gør Danmark stort og dejligt – og dansk og rigt. For det, som er godt for det enkelte menneske, er også godt for samfundet.

Vi bliver nemlig fattige af skattelettelser, social ulighed og rovdrift på naturen – men vi bliver rige af solidaritet, social lighed og en satsning på grønne arbejdspladser og bæredygtighed.

Godt nytår.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Systematik i ødelæggelsen af Danmark

Nytåret sig nærmer – og dermed også Dronningens og statsministerens nytårstaler. Taler, som gerne skal løfte sig lidt højere op end det hverdagsagtige – og som for især statsministerens vedkommende skal handle om politiske visioner og ideer.

Og her er det så, at Danmarksbloggen tvivler på, at det kommer til at ske. For den nuværende regering glimrer netop ved 1) at ødelægge det danske samfund både socialt, økonomisk, erhvervsmæssigt og miljømæssigt og ved 2) ikke at udvise noget som helst lederskab.

Eller som professor Steen Hildebrandt skrev det på sin blog på ”Mandag Morgen” kort før jul:

“Det er deprimerende at tænke på, hvor megen skade regeringen allerede har skabt i Danmark på blot et halvt år. Man må dog indrømme: Der har været en imponerende systematik i indsatsen, og det skaber et skrækscenarie for de kommende år. Det kortsigtede, visionsløse og ikke-bæredygtige er en systematik for regeringen.” Citat slut

Læs hele indlægget her: https://www.mm.dk/blog/halvt-aar-sort-regering-%E2%80%93-er-socialdemokraterne

En imponerende systematik i indsatsen – i ødelæggelsen af Danmark. Den dygtige professor er spot-on i sin beskrivelse. Dét er slemt og mere skrækindjagende end de mest onde af de ånder, som vores forfædre frygtede, lå på lur her ved nytårstide.

For et spøgelse kan ikke gøre fortræd. Det er kun de levende, der kan gøre fortræd. Det kan de så også. Og den nuværende regering gør Danmark og danskerne fortræd med en grundighed og en systematik som aldrig set før.

Læs også Danmarksbloggens indlæg fra sidste uge om fjendebilledet, der har krigen i sig: http://danmarksbloggen.dk/?p=7868

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glædelig jul fra Danmarksbloggen

I går var det solhverv. Så nu går det – i naturen i hvert fald – mod lysere tider. Danmarksbloggen kunne godt drømme om, at det samme var tilfældet i samfundet.

Der er heldigvis også mange initiativer, enkeltpersoner og organisationer, som arbejder for et mere rummeligt og et mere solidarisk Danmark – blandt andet denne blog.

Så noget er på vej. Noget godt. Det må vi tro på. Alternativet er heller ikke til at holde ud.

Man siger også, at det altid er mørkest lige inden daggry.

Dét ønsker Danmarksbloggen i dén grad er sandt. For der er brug for lys i Danmark i disse år. Lys, som skinner ligeså klart, som julelysene vil gøre det på juletræerne i morgen rundt omkring i Danmark.

Danmarksbloggen ønsker alle en rigtig glædelig jul med ønsket om, at vores samfund igen bliver som dét juletræ. For ingen skal lades udenfor og alene. Alle skal ind i kredsen og deles om lysene, pynten og gaverne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk