Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Thit Jensen og Agnes Henningsen

Udgivet den 30. marts 2015 af admin

Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om to meget markante danske kvindelige forfattere, der virkede i tiden op til og efter med en både politisk og frigørende dagsorden.

Thit Jensen og Agnes Henningsen

Når man siger dansk kvindekamp, er der især et navn, som man ikke kommer udenom, nemlig Thit Jensen. Men også Agnes Henningsen spiller en stor rolle – og ikke fordi hun var mor til arkitekten og lysmageren P.H., men pga hende selv og den måde, som hun valgte at leve sit liv på. Vi starter derfor med hende.

Agnes Henningsen (1868- 1962) blev født på godset Skovsbo på Fyn. Hendes mor døde, da hun kun var otte år gammel, og resten af opvæksten var kaotisk med en far, der dels giftede sig igen – uden at det var lykken for nogen, og dels døde tidligt, så hun og hendes to søstre kom på Antvorskov pige-kostskole.

Alt sammen forhold, der bevirkede, at Agnes vendte sig væk fra kristendommen og blev ateist, hvad hun var resten af livet.

Agnes giftede sig også tidligt med en gymnasielærer. Parret fik flere børn, men forsøgte også at leve i det, som de og andre progressive på den tid kaldte ”det sande ægteskab” – altså et ægteskab med frihed og begges selvrealisering. Virkeligheden var dog slid, slæb, fattigdom – og for Agnes også en uforløst seksualitet.

Hun fik dog kontakt med forfatteren Herman Bang og fik med hans hjælp trykt flere noveller i avisen ”København”. På redaktionen mødte Agnes forfatteren Carl Ewald – og de forelskede sig i hinanden, til trods for at de begge var gifte. Agnes ægteskab var også rimeligt tyndslidt. Manden have svært ved at rumme hendes nye litterære venskaber og det at hun reelt brugte den frihed, som de havde aftalt, at de begge skulle have.

Skilsmissen var derfor uundgåelig, og manden rejste til USA og dermed langt væk fra Agnes og børnene, der nu også talte P.H. (Poul Henningsen), som Agnes havde fået med Carl Ewald. Selv håbede P.H. i lang tid, at Georg Brandes var hans far – men det var altså forfatteren Carl Ewald.

Agnes Henningsen etablerede sig derefter som frisør på Strøget, og nok havde hun talent, men hendes forfatter- og journalistvenner ville ikke omgås en frisør, så hun droppede butikken – og slog sig ned på Vesterbro og i Roskilde. Og så kom hendes debutroman ”Glansbilledet” i 1899 og samme år også romanen ”Strømmen”.

Begge romaner har kvindelige hovedpersoner, hvor depressionen lurer under overfladen pga deres manglende arbejde og forstenede selvopfattelse. Det var nemlig en kongstanke for Agnes Henningsen, at skal en kvinde realisere sig selv og blive lykkelig, så må hun være fri og selvstændig – og dét kræver et arbejde.

Agnes Henningsens tese var, at kvinder kunne forene det at være mor og hustru med at være erotisk og eksperimenterende. Men at mange kvinder – ofte i kampen om en mands gunst – svigter sig selv, og så går de til grunde, som man kan læse det i romanen ”Polens Døtre” fra 1900.

Senere kom der flere romaner og skuespil, blandt andet ”Elskerinden” fra 1906, hvor datidens helt store skuespillerinde Betty Nansen nægtede at spillede hovedrollen som elskerinden. Teatret dengang var ikke altid til den krasse realisme, som Agnes Henningsen lagde for dagen i sit stykke, hvor elskerinden blev skildret som en kvinde, hvor hvem manden var alt, mens han kun brugte hende til underholdning og lyst.

Ikke at Agnes Henningsen havde et problem med kvindelig erotisk lyst. Snarere tværtimod så mente hun, at kvinder var nødt til at kende sig selv og deres egen lyst – og også eksperimentere med deres seksualitet – hvis de skulle være lykkelige. Men det skulle ske på lige vilkår med mændene. Noget, som i dén grad manglede i datiden, hvor Agnes derimod mente, at frigiditeten trivedes i et samfund behersket udelukkende af mænd.

Agnes Henningsens romaner blev ikke desto mindre læst, og hendes litterære succes voksede – men også hetzen imod hende, og især efter romanen ”Den store kærlighed” fra 1917 stod barometret på storm.

I en puritansk og dobbeltmoralsk tid havde Agnes Henningsens frisind vakt så stor bestyrtelse og forargelse, at hun blev anset for usædelig og derfor ikke kunne komme på Finansloven trods det åbenlyse talent som forfatterinde. Kun én mand stemte for: Edward Brandes.

Agnes Henningsen giftede sig – lidt derfor – i 1919 med juristen Simon Koch. Det blev et lykkeligt ægteskab, og manden støttede hende i den svære tid ligesom mange andre forfattere gjorde. Paradoksalt nok udelukkende mandlige forfattere, som i et offentligt brev i pressen bekendtgjorde, at de stod bag Agnes Henningsen og hendes ret til at ytre sig, som hun ønskede.

Det er bemærkelsesværdigt – og trist – at ingen af de andre toneangivende kvinder på dén tid eller Dansk Kvindesamfund var med til at støtte Agnes Henningsen. Tværtimod så svigtede Agnes Henningsens kønsfæller hende på det groveste – også Thit Jensen.

Agnes skulle dog senere få oprejsning. Men inden skrev hun i 1921 romanen ”Den Guderne elsker” som et forsvar mod de mange beskyldninger for usædelighed og moralsk fordærv, som hun måtte lægge ryg til.

I 1935 døde hendes mand, og Agnes Henningsen, der nærmede sig de 60, reflekterede over livet og udgav fra 1941 til 1955 otte bind med erindringer. Bøger, der den dag i dag kan anbefales at læses. For de er skrevet af den måske første danske kvinde, der åbent turde tale om kvindens seksualitet og ret til at leve – også erotisk – som hun ønsker med den søgen og de eksperimenter, som dét indeholder.

Sønnen P.H. er kendt for at være samfundskritisk, for den konstante afsløring af borgerskabets hykleri og dobbeltmoral – og for sin ukonventionelle holdning til ægteskab og kærlighed. Men det var ikke noget, som han fandt på selv. Dét var alt sammen noget, som han havde arvet fra sin mor Agnes Henningsen, hvis ideal altså var den stærke kvinde, der tør stå ved sit begær og leve det ud – et ideal og et krav, som også gjaldt hende selv.

Og tilmed et krav, som hun levede ud – og som gjorde, at hun tog sidste stik, da hun og Karen Blixen som de eneste to kvinder blev medlem af Det Danske Akademi, da det blev stiftet i 1960. På det tidspunkt havde en ny – og mere frisindet – generation også for længst taget hendes bøger og tanker til sig. Så det endte med fuld anerkendelse til Agnes Henningsen.

Fuld anerkendelse søgte også Thit Jensen (1876 – 1957) – og hun fik det også, trods modstand fra hendes Nobelprisvindende bror.

Thit Jensen hed egentlig Maria Kirstine Dorothea Jensen Fenger, men altså i daglig tale Thit Jensen. Hun stammede fra et dyrlægehjem i Farsø i Himmerland. Familien var fast sammentømret, og det var en god barndom med et tæt forhold til både forældrene og de mange søskende – og især broderen og den nobelprisvindende forfatter Johannes V. Jensen, som dog senere blev hendes bitre rival.

Moderen var en stærk kvinde med sine meningers mod, og faderen var levende optaget af dels spiritismen og dels det uhørte på dén tid, at han behandlede sine sønner og døtre lige, dvs. han lærte dem alle fremmedsprog og at deltage i en debat.

I modsætning til sine brødre kom Thit dog ikke til at læse videre efter konfirmationen, men måtte i stedet blive hjemme og hjælpe med husholdningen. Men som 22-årig kom hun hjemmefra – som lærerinde og husbestyrerinde.

Hun begyndte også at skrive (selvom især hendes bror gjorde modstand mod dette), og efter flere forsøg blev romanen ”To søstre” endelig antaget i 1903. Thit fortsatte dog med at arbejde som husassistent – i København – og udgav i perioden 1903-28 stort set én roman om året. Nogle af dem med kvindepolitiske emner og andre med de historiske fortællinger, der skulle blive hendes særkende – og hendes platform for at få fortalt, hvad hun ville.

Thit Jensen var nemlig meget bevidst om, hvordan hun virkede i medierne – og hvordan hun skulle bruge medierne. Kritikkerne var heller ikke altid begejstrede for hendes bøger, men danskerne kunne lide den iltre dame, der ikke var bange for at provokere og sige sin mening. En omfattende foredragsvirksomhed blev derfor også hurtigt en del af Thit Jensens liv – en del, der varede livet ud sammen med bøger om hjemstavnen, kvinderne og den danske historie.

I 1923 besøgte Thit Jensen den hollandske læge Alette Jacobs, hvorfra hun kom opildnet hjem og i november stiftede foreningen ”Frivilligt Moderskab”. Det handlede nemlig om børnebegrænsning og prævention – og abort, noget som man ellers ikke talte åbent om på den tid. Men det gjorde Thit Jensen og sammen med lægen J. H. Leunbach stiftede hun ”Foreningen for Sexuel Oplysning”.

Thit var på det tidspunkt kommet på Finansloven – i modsætning til Agnes Henningsen, men stærke kræfter prøvede at få hende af igen. Det lykkedes dog ikke. Men satiren og karikaturtegningerne måtte hun lægge ryg til. Dét gjorde hun så – når hun var hjemme. Thit Jensen var nemlig både i USA, Australien og New Zealand i de år.

Efter 1925 skriver Thit Jensen udelukkende historiske romaner, hvoraf især ”Jørgen Lykke” fra 1931 og ”Stygge Krumpen” fra 1936 er kendte – og selvom de foregår flere århundreder før, sætter bøgerne stadig kønnenes indbyrdes forhold til debat. Kendt er selvfølgelig også mammut-værket ”Kong Valdemar Atterdag og Dronning Helvig” fra 1940-53.

Som faderen var Thit Jensen også spiritistisk interesseret og hun hævdede selv, at hendes historiske romaner til dels er bygget på spiritistiske kontakter med de personer, som hun portrætterede. Det tog hendes samtid med oprejst pande, selvom det nok var de færreste, der troede på den slags. Danskerne kunne lide Thit – og så måtte hun selv om dén sag.

Privat var Thit i få år gift med en 11 år yngre kunstmaler, der forlod hende til fordel for en yngre kvinde. Det tilgav Thit Jensen ham aldrig – og hun giftede sig heller aldrig igen.

Vi er efterhånden nået til nutiden og det skelsættende år 1915. Og det skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Skagenskvinderne – og et selvmord

Udgivet den 23. marts 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om tre kvinder, der kunstnerisk – men uden at være særligt politiske eller kvindefrigørende – markerede sig ved 1900-tallets start:

Anna Ancher, Marie Krøyer og Ingeborg Stuckenberg

Når man siger Skagensmalerne, siger de fleste automatisk Ancher og Krøyer. Mange tænker også først – og måske endda kun – på Michael Ancher og P.S. Krøyer. Og nok er de to herrer nogle af Danmarks bedste malere nogensinde, men især Anna Ancher, Michaels hustru, malede på et niveau, der var fuldt sammenligneligt med de to mænd.

Ja, på nogle måder overgik Anna Ancher de to mænd. Hun var således den mest moderne af alle Skagensmalerne på grund af hendes optagenhed af lyset og farverne fremfor fortællingen i billedet. Hendes mand anerkendte det også – og var stolt af sin dygtige hustru, som han også sparrede flittigt med. Sammen tog parret også på flere studierejser til udlandet.

Anna Ancher (1859-1935) var født i Skagen og var datter af parret Brøndum, der havde både byens købmandshandel og gæstgiveri – det som i dag er det velkendte Brøndums hotel, hvor også Ancher, Drachmann, Krøyer og alle de andre slog sig ned, da de kom til byen.

Anna Ancher, der var en både kvik og sød ung pige, begyndte derpå også selv at male og tegne – og havde et stort talent.

Faktisk så meget at det lykkedes hende at blive optaget på Vilhelm Kyhns malerskole for kvinder i København i en tid, hvor det ikke var almindeligt, at kvinder fik en kunstnerisk uddannelse. Ja, hvor kvinder slet ikke havde adgang til Kunstakademiet.

Men på Kyhns malerskole for kvinder måtte de godt komme, så her gik Anna i tre vintre, og hun blev ved med at male, også selvom Vilhelm Kyhn mente, at hun burde søsætte sin malerkasse, da hun blev først gift og siden mor.

Men det gjorde Anna Ancher altså heldigvis ikke. Hun fortsatte med at male og udstillede mange gange i sit liv. Hun modtog også adskillige priser for hendes malerier, der i valg af motiv var ”typisk kvindelige”, idet hun primært malede hjemmet, kvinders og børns verden.

Det var der heller ikke rigtig nogen, der havde gjort før – og det er til dels takket være hendes stadig så levende malerier, at vi let kan sætte os ind i, hvordan det var at være kvinde for lidt over 100 år siden.

Anna Ancher var en ener, både i hendes stærke og koloristiske malestil, men også fordi hun som en af de få kvindelige kunstnere i hendes generation fik anerkendelse og respekt – både i ind- og udland, både fra mænd og kvinder.

P.S. Krøyer skal således have sagt, at Anna Ancher var den første i Danmark, som det lykkedes at male solskinnet. Han var dog ikke ligeså rummelig overfor hans egen hustru.

Marie Krøyer (1867-1940), født Triepcke, blev derfor på mange måder Anna Anchers modsætning, selvom udgangspunktet var det samme: To unge piger med kunstneriske evner, der modtog undervisning i at male og tegne.

Men hvor Anna Ancher fik et lykkeligt liv fuld af kunst – også den som hun selv udøvede – sammen med en mand, der elskede hende, blev Marie Krøyers liv langt mere dramatisk og ulykkeligt.

Marie besøgte Skagen første gang i 1887, men det var først i vinteren 1988-89, at hun blev en del af den skandinaviske kunstnerkreds. Det skete under et ophold i Paris, hvor blandt andet Anna Ancher også var – og en vis P.S. Krøyer, der nok var genial som maler, men som menneske særdeles psykisk ustabil.

P.S. og Marie forelskede sig alligevel – og blev også gift få år efter, og så stoppede Maries malerier stort set. Hun tegnede og malede lidt, men ikke meget – og slet ikke som veninden Anna Ancher. Krøyer, som nok kunne rose Anna Ancher, brød sig nemlig ikke om, at hans egen kone malede. Hun skulle være hustru og mor.

Så i stedet kastede Marie sig over indretning og design af hjemmet – noget som hun fik megen anerkendelse for indenfor kredsen, men aldrig udenfor, selvom hendes stil og kreationer stod mål med det bedste, som der blev udstillet.

Ægteskabet med P.S. Krøyer var som sagt fuld af op- og måske især nedture, også fordi han ofte var indlagt pga psykiske problemer. Og det var under en af disse indlæggelser, at Marie i 1902 tog til Italien på egen hånd. Her mødte hun den svenske komponist Hugo Alfvén, og de to startede et romantisk forhold.

P.S. Krøyer ville dog ikke lade sig skille – ikke før i 1905, hvor Marie var blevet gravid med Hugos barn. På Krøyers berømte Skt. Hans-aften maleri med Drachmann i midten kan man også se Marie og Hugo stå væk fra de andre, i skyggen ovre ved båden. Det var den bedragne eks-mands måde at hævne sig på.

Under alle omstændigheder, så flyttede Marie med Hugo til Sverige, hvor hun boede resten af sit liv, også selvom hun og Hugo Alfvén blev skilt få år, før hun døde.

For nok var Maries ægteskab med Hugo Alfvén lykkeligere end det, som hun havde med P.S. Krøyer – men det var ikke lykkeligt. Hugo var sammen med andre kvinder på stribe – og til sidst ville han skilles og giftes med en anden.

Så Marie døde ensom og syg i Stockholm kort efter Anden Verdenskrigs udbrud.

Langt senere – i 1980´erne og igen i 2002 – har offentligheden fået kendskab til flere af hendes værker samt tegninger og skitser. Fine sager, der viser, at nok var Marie ikke på niveau med Anna Ancher, men hun var rigtig god – også sammenlignet med de fleste andre Skagensmalere. Og var hun fortsat med at male og tegne, må man formode, at hun nok også havde udviklet sig.

Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) fik et meget kort liv. Hun kom fra et velhavende hjem og blev i 1887 gift med digteren Viggo Stuckenberg. Deres hjem blev nærmest et nyt Bakkehus, hvor 1890´ernes kunstnere og forfattere som fx Sophus Claussen samledes og diskuterede deres værker og ideer.

Selv skrev Ingeborg Stuckenberg også, men kun en enkelt novelle (Badegæster fra 1889) blev trykt. Det er dog en kendt sag, at hun fx også har skrevet store dele af Viggo Stuckenbergs roman ”Fagre ord” fra 1895.

Ingeborgs ægteskab med Viggo var mere end stormfuldt. Ægtefællerne elskede hinanden, men deres heftige temperamenter skabte store problemer, som man også kan læse det i Viggo Stuckenbergs måske mest rørende digt, tilegnet netop Ingeborg:

Nu brister i alle de Kløfter,
som fured´ og sprængte mit Sind,
alverdens fagreste Blomster,
for Sommerens sagte Vind

Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer´ ondt,
end alle de argeste Fjender,
som hævner sig Jorden rundt

Og to, som elsker hinanden,
kan læge de ondeste Saar,
blot ved at se paa hinanden
og glatte hinandens Haar

Desværre kunne Ingeborg og Viggo ikke nøjes med at se på hinanden og glatte hinandens hår, selvom de elskede hinanden inderligt.

I stedet gik ægteskabet i stykker, og Ingeborg tog nærmest i desperation til New Zealand sammen med sin nye elsker, en gartner. Dét fortrød hun bitterligt, da hun kort efter ankomsten sad derude en halv jordklode væk. Gartneren var smuttet. Hun var helt alene og uden penge eller anden mulighed for at komme hjem til Danmark. For Ingeborg må det have føltes som om alt hørte op. Hendes liv endte også på den mest tragiske måde med hendes selvmord.

Ingeborgs sidste ord gjaldt – selvfølgelig – Viggo Stuckenberg. Inden hun skød sig, skrev hun nemlig med adresse til sin tidligere mand: ”Hvor har jeg elsket dig med al mit Livs forspildte Varme.”

Mere hjerteskærende bliver det ikke – og bedst sammenfattes hele hendes liv og væren med vennens Sophus Claussens ord: ”Der bliver så fortvivlende lidt af saa meget: Kun Aandemusik.”

Nutiden og det skelsættende år 1915 nærmer sig. Men inden skal vi høre om to meget markante danske kvindelige forfattere, der virkede i tiden op til og efter med en både politisk og frigørende dagsorden.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Grevinde Danner og Europas Svigermor

Udgivet den 16. marts 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om to royale markante kvinder i sidste del af 1800-tallet, to kvinder hvor den mest spændende, mest markante og hende der gjorde mest godt ikke havde en dråbe blåt blod i årerne. Nemlig:

Grevinde Danner og Europas Svigermor

I alle andre lande end Danmark har det op igennem historien været tradition at forskellige slægter har siddet på landets trone. Men ikke hos os. Fra Gorm d. Gamle til Frederik d. 7. – eller gennem næsten 1000 år – præsterede kongeslægten det utrolige: Hele tiden at producere en arving.

Men nu stoppede det. Frederik d. 7. fik ikke – officielt – arvinger. Til gengæld var han gift tre gange, de to første gange i arrangerede og fyrstelige ægteskaber, der gik i vasken næsten ligeså hurtigt, som de var blevet indgået.

Men tredje gang i 1850 giftede Frederik d. 7, som i øvrigt var ham, der gav danskerne Grundloven, sig af kærlighed med den borgerlige Louise Rasmussen (1815-1874), datter af en tjenestepige og dennes gifte arbejdsgiver. Det var et ægteskab til venstre hånd, så Louise blev ikke dronning.

Alligevel kunne dét næsten ikke være værre set med datidens moralske øjne: Danmarks konge gift med et uægte barn, som børn født udenfor ægteskabet hed dengang. Og så tilmed en borgerlig – og en tidligere balletpige.

For Louise Rasmussen, der senere blev det, som man kalder en frodig dame, der kun med besvær bevægede sig rundt, startede med at være slank som et siv og meget graciøs, når hun dansede på Det Kgl. Teater. Dét var der ikke prestige i. Datidens balletpiger blev opfattet som noget nær prostituerede.

Så nej, kredsene omkring kongehuset brød sig ikke om Frederik d. 7´s valg af kone. Befolkningen, som generelt elskede Frederik d. 7. for hans folkelige stil, brød sig heller ikke meget om kvinden, der først havde været balletpige og siden haft en modebutik på Strøget. Adskillige smædeviser handlede om hende, der steg fra ”Dybet”.

Frederik d. 7. var til gengæld ligeglad. Han kunne lide Louise – og hun ham, også selvom hun i årevis havde en romantisk affære kørende med Frederik d. 7.´s bedste ven, avismanden Berling, med hvem Louise også fik et barn, som dog voksede op andetsteds. Så hun kunne godt få børn. Det var Frederik, der ikke kunne, selvom den nyeste forskning tyder på, at han måske alligevel havde et barn et sted i Jylland.

Men altså Louise, der blev adlet og derfor fik navnet grevinde Danner, og Frederik havde det dejligt sammen – og især når de var væk fra København og hoffet, der ligesom alle andre behandlede grevinde Danner skidt.

Deres favoritslotte var Frederiksborg og Jægerspris slotte i Nordsjælland, hvor de kunne have de gæster, som de ønskede, læse og tale sammen, hvis ikke han fiskede eller gravede efter oldtidsfund.

Det var et dejligt ægteskab, der kun blev skæmmet af kongens alt for store alkoholforbrug, som grevinde Danner i øvrigt var den eneste, der kunne dæmpe – bare lidt.

Frederik d. 7. døde i 1863, og straks var grevinde Danner forvist fra det såkaldte gode selskab. Det har hun formentlig set komme, og hun gik da også i gang med at sikre, at hendes store formue gik til velgørenhed.

I 1873 (to år før hendes død) oprettedes derfor ”Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for ubemidlede og trængende Fruentimmer af Arbejderklassen” i Gyldenløvesgade i København og ”Kong Frederik den Syvendes Stiftelse” (et børnehjem for unge piger) på Jægerspris slot.

I dag er Danner-huset i Nansensgade krisecenter og asyl for voldsramte kvinder. Noget som blev muligt pga den store Grevinde Danner-indsamling i 1979.

Men tilbage til 1800-tallet og den næste på tronen, Christian d. 9. – og nej, han var netop ikke en oldenborger som forgængerne, men dog alligevel af samme slægt, nu blot den glückburgske gren, der siden har siddet på Danmarks trone.

Christian d. 9. er også kendt som Europas svigerfar, da han og hans dronning Louises børn i høj grad satte sig på Europas troner:

Den ældste søn blev selvfølgelig konge af Danmark under navnet Frederik d. 8. Han blev dermed også oldefar til den nuværende Dronning Margrethe d. 2. af Danmark.

Den næstældste søn Wilhelm blev under navnet Georg d. 1. konge af Grækenland – og er dermed også stamfar til den græske eks-konge Konstantin, som er gift med Dronning Margrethes søster eks-dronning Anne-Marie.

Den yngste søn Valdemar fik tilbudt Bulgariens trone, men sagde nej, tak. Han risikerede at skulle gå i krig med sin egen bror, kongen af Grækenland. I stedet blev han i Danmark og blev gift med franske Marie, der var efterkommer af den franske konge.

Den ældste datter Alexandra blev gift med den engelske konge Edward d. 7. og blev dronning af England – og er dermed oldemor til den nuværende dronning Elizabeth d.2. af England.

Den næstældste datter Dagmar blev gift med den russiske zar og blev dermed zarina af Rusland og mor til zar Nicolai, der senere blev henrettet sammen med sin kone og børn. Selv overlevede hun revolutionen og boede til sin død igen i Danmark.

Den yngste datter Thyra blev gift med hertugen af Cumberland, den tidligere kronprins af Hannover.

Endelig skal også nævnes barnebarnet Carl, der under navnet Haakon d. 7. blev konge af det igen frie Norge i 1905.

Så når Christian d. 9 er Europas svigerfar, er dronning Louise også Europas svigermor – og det er en overset faktor, at især somrene på Fredensborg slot, hvor hele den store familie fra Europa samledes i årene op til og lige efter år 1900, har været styret af hendes evne til at få alle til at føle sig godt tilpas. For sammenkomsterne på Fredensborg handlede – stik imod hvad den tyske kejser troede – om hygge og ikke om politik.

Nutiden og det skelsættende år 1915 nærmer sig. Men inden skal vi høre om de kvindelige kunstnere, malere og forfattere, der markerede sig omkring 1900-tallets start.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Guldalderkvinderne

Udgivet den 9. marts 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om de første almindelige kvinder, der blev berømte for deres kunnen, især på det kunstneriske område:

Guldalderkvinderne

Den danske guldalder er en samlet betegnelse for de årtier i 1800-tallet, hvor Danmark i højere grad end nogensinde før – og senere – var beriget med store ånder. Nogle af dem var kvinder, selvom de ofte levede i skyggen af deres berømte mænd.

Ude i Danmark skete der også noget. Skoleloven kom i 1814, og den betød, at alle – også pigerne – skulle i skole. I løbet af århundredet blev det også muligt for kvinder selv at eje fx en butik eller en beværtning.

Men det hele startede i 1784 – 12 år efter Struenses henrettelse og Caroline Mathildes forvisning til Celle i Tyskland.

Hendes søn med Christian d. 7 var efterhånden blevet 16 år og er en kvik ung mand, der ønskede reformer og fremgang i Danmark, som blev styret benhårdt og reaktionært af stedmoderen Juliane Marie, hendes søn og Guldberg . På papiret var faderen – Christian d. 7. – stadig konge, men kun på papiret.

Men nu skulle det ændres – og den kommende Frederik d. 6. handlede lynhurtigt. Foran sin far – kongen – lagde han et papir, der afskedigede den gamle regering, altså stedmoderen og de andre, og i stedet gjorde ham og hans værger til en ny regering. Kuppet lykkedes på et hængende hår – og hermed var vejen banet for Frederik d. 6., der først blev konge af navn flere år senere. Men som af gavn var konge meget tidligt og med en stor ansvarsfølelse, der aldrig forlod ham, og som gjorde, at man sagde, at kongen sov med nøglerne til byens volde på sit natbord.

Det har han selvfølgelig ikke gjort. Men Frederik d. 6 var en arbejdsom mand, der ville sit folk det godt. Og i dette lilleput-København, stadig omgivet og defineret af Christian d. 4´s gamle volde, levede og virkede så de fleste af den danske guldalders store ånder, hvoraf mange var mænd.

Men der var i høj grad også kvinder.

En af de mest lysende guldalderkvinder er Kamma Rahbek, der egentlig hed Karen Margrethe, men som aldrig blev kaldt andet end Kamma. Hun levede fra 1775 til 1829 og var det måske største centrum i den danske guldalder.

Hun var levende, interesseret i det meste og havde altid en både kvik og tankevækkende bemærkning til det emne, som der blev diskuteret – eller det digt eller den passage, der blev læst op. For mange litterære og kunstneriske ideer og værker er blevet født – og slebet til – i hendes saloner.

Kamma var gift med forfatteren Knud Lyhne Rahbek, og de boede lidt udenfor voldene, ude på landet på Frederiksberg. I dag kan man stadig se deres hus, der allerede dengang hed Bakkehuset. Nu tæt omgivet af andre huse lige i nærheden af Søndermarken – men dengang var det langt væk fra byen og voldene. Kamma havde derfor også en stor have, som hun holdt meget af, og som gik helt ned til den nuværende Vesterbrogade.

Så her mellem stokroser og bøger levede Kamma Rahbek og hendes mand – og hertil kom de alle sammen, alle forfatterne, digterne, videnskabsmændene, teaterfolkene og flere endnu for at sidde og snakke og diskutere, især med Kamma, som er berømt for sine i hundredvis af breve – og for kun at ville skrive med ravnefjer.

Kamma lavede også æsker, som man stadig kan se. Men det vigtigste var og blev samtalerne med tidens store ånder, som alle kom derude – nogle gange til middag, men altid til the.

En af dem var H.C. Andersen, som godt kunne være både selvhøjtidelig og selvoptaget. Så historien går, at de af og til – Kamma og de andre digtere osv – godt kunne finde på at slukke lyset og lade som om der ikke var nogen hjemme, hvis de nåede at se, at eventyrdigteren var på vej over markerne inde fra Vesterport.

Næste aften bød de ham så velkommen igen – og alt var som det skulle være i Bakkehuset, der også var bolig for Johan Ludvig Heiberg en tid. Men mere om den del senere.

Magien slukkes, da Kamma døde af sygdom kun 53 år gammel. Hendes mand kunne slet ikke skabe samme atmosfære – og så savnede han Kamma. Han døde året efter hende.

En anden guldalderkvinde er Johanne Luise Heiberg, en af dansk teaters største skuespillerinder nogensinde, hvis ikke den største. Hun levede fra 1812 til 1890 og var halvt jøde – noget som påvirkede hende i en tid, hvor der også i Danmark var jødeforfølgelser. Dog noget mindre end i resten af Europa, blandt andet pga kong Frederik d. 6, der sørgede for, at jøderne både juridisk og på alle andre områder blev ligeværdige borgere i Danmark.

Johanne Luise kom fra fattige kår og startede som balletbarn – og med at danse på bordene på moderens beværtninger. Dansen blev dog snart afløst af skuespillet. Hendes talent var åbenbart, og Johan Ludvig Heiberg skrev på stedet vaudevillen ”Aprilsnarrene” til hende. Det er også ham, der har skrevet vores nationalskuespil ”Eleverhøi”. Og i 1831 blev de to gift. Mange havde været forelsket i Johanne Luise, men det var den næsten 20 år ældre Johan Ludvig Heiberg, der løb med hende – godt hjulpet på vej af hans dominerende mor Thomasine, som vi skal høre mere om senere i dag.

Og så startede en lang og glorværdig teaterkarriere, hvor Johanne Luise Heiberg var den absolutte primadonna, men hvor det ikke altid har været let, da hendes mand sørgede for, at hun skulle tituleres FRU Heiberg og ikke madam Heiberg, som det ellers var norm, at man gjorde med gifte koner. De ugifte kaldte man jomfru – uanset hvad de var. At denne forskelsbehandling har stillet hende dårligt overfor kollegaerne, tænkte hendes mand ikke på.

Johanne Luise fandt sig i det – og i at mandens søn med en anden kvinde delvist voksede op hos dem – og i at have svigermor boende i 25 år. Hun må have været et meget rummeligt menneske, selvom hun også kunne gå i stå, som da den verdenskendte svenske sangerinde Jenny Lind kom til København, og Johanne Luise næsten ikke kunne få sig selv til at hilse på den ellers meget venlige superstjerne, da de mødtes på Christianshavn, hvor Heiberg-parret boede i en årrække. Dér blev det for meget.

Hun sørgede også livet igennem over de børn, som hun ikke fik – og som hun købte sølvskeer til og gemte i skufferne.

Heldigvis kan vi læse om det hele selv i hendes erindringer ”Et liv genoplevet i erindringen”, som sammen med Leonora Christines ”Jammersminde” står som det bedste og det stærkeste erindringsværk skrevet af en dansk kvinde.

Johanne Luises svigermor Thomasine Gyllembourg skal sammen med Charlotte Dorothea Biehl også nævnes. Især den sidste er lidt for tidlig til at kunne kaldes en decideret guldalder-kvinde. Men uden de to kvinder her ingen kvindelig guldalder i Danmark. De banede simpelthen vejen for de andre kvinder ved at skrive i en tid, hvor borgerskabets kvinder ellers kun broderede og sang og så yndige ud på portrætter og til selskabelighed.

Charlotte Dorothea Biehl levede fra 1732 til 1788 og var blandt andet var gode venner med en af Fredrik d. 6´s betroede mænd, som var venner med siden hun lærte ham at kende på sine daglige spadsereture i Kgs. Have. Kærester var de ikke, men rigtig gode venner.

Charlotte Dorothea vidste tidligt, at hun gerne ville lære alt, som hun selv sagde det. Hun havde også en fantastisk morfar, der lærte hende at læse, og som opfordrede hende til at søge viden og dygtiggøre sig.

Det var hendes far mildt sagt ikke glad for, så da morfaderen døde, mens Charlotte Dorothea endnu var et lille barn, måtte hun læse og skrive i smug.

Det gjorde hun så meget og så godt, at hun som voksen oversatte fx teaterstykker og også selv skrev komedier. Mest kendt er hun dog nok for at have oversat Cervantes satiriske ridderroman ”Don Quixote”.

Thomasine Gyllembourg, der levede fra 1773 til 1856, var først gift med P.A. Heiberg, manden der blev landsforvist for at have skrevet ”ordner, bånd og stjerner hænger man på idioter”, og fordi han efterfølgende ikke ville sige undskyld til kongen.

P.A. Heiberg var nemlig oplysningsmand og en ivrig fortaler for ytringsfriheden, og ingen ved rigtig, hvorfor denne intellektuelle og meget akademiske mand i en alder af 32 giftede sig med et romantisk pigebarn på 17 år. Men sådan var situationen, og ægteskabet havde næppe holdt – uanset hvad. Thomasine havde også for længst forelsket sig i den jævnaldrende og langt mere dramatiske svenske adelsmand Carl Frederik Gyllemborug-Ehrensvärd, der i øvrigt kom hjemme hos dem, endnu mens P.A. Heibeg boede i Danmark.

Men nu gik forholdet fra platonisk til erotisk – og parret Heiberg blev skilt, og sønnen Johan Ludvig sat i pleje hos Rahbekkerne i Bakkehuset. Thomasine måtte nemlig ikke have sin søn boende hos sig, lød dommen ved skilsmissen. Men drengen skulle altså heller ikke sendes til Paris, hvor faderen boede. Så Johan Ludvig voksede op hos vennerne i Bakkehuset. Senere kom han som bekendt til at leve under tag med moderen, nemlig da hun blev gammel og flyttede ind hos ham og hans kone Johanne Luise Heiberg.

På det tidspunkt var hun for længst begyndt at skrive som fx romanen ”En hverdagshistorie”, og nok er hendes romaner i dag forældede og læses meget lidt. Men dengang roste Søren Kierkegaard hendes værker – og samtiden kaldte hendes roman ”Slægtskab og Djævelskab” for den mest betydelige nutidsroman i nordisk litteratur. I mange år var hun dog anonym – også fordi hun udviste et for tiden meget usædvanligt frisind, når det kom til kærlighed.

Endelig er der også baronesse Christine Stampe, der levede fra 1797 til 1868. Allerede som 15-årig kom Christine fra Fredericia til Italien, hvor hun skulle bo hos sine brødre, da forældrene var døde. Her mødte hun de danske guldalder-ånder, som tog til Italien på lange dannelsesrejser. Og det gjorde de stort set alle sammen fra H. C. Andersen over Eckersberg til især Bertel Thorvaldsen, som i mange år boede og arbejdede i Rom.

En af de mere ukendte Italiensfarere var baron Henrik Stampe, som Christine blev gift med. Han var venlig, men ikke helt rigtig i hovedet. Så det blev hurtigt Christine, der styrede godset Nysø ved Præstø, hvor folk som Grundtvig, Ingemann, Marstrand, Ørsted, H. C. Andersen, Oehlenschlæger og flere endnu kom forbi og boede og diskuterede – meget á la den måde, som det foregik på i Bakkehuset hos Kamma Rahbek. Bortset fra at på Nysø blev man boende i dage, ja nogle gange ligefrem i uger. Det lå jo langt fra København …

Men Christines største bedrift handler om Thorvaldsen, Danmarks største billedhugger nogensinde. Han havde i mange år boet i Rom, men nu skulle han hjem. Udover på alle måder at støtte etableringen af Thorvaldsens Museum hjalp Christine Stampe også den store billedhugger med alt det praktiske fra at få pakket nede i Rom og sendt statuer m.m. til at lave et hjem for ham på Charlottenborg.

Endelig gav Christine også Thorvaldsen et atelier på Nysø, og hun sørgede for, at han bestilte noget. Han kaldte også hende for Mutter og hun ham den store dreng, og bortset fra dåbsattesterne har det også passet meget godt på deres indbyrdes forhold.

Udviklingen var altså i gang. Kvinderne markerede sig både som forfattere, mæcener og kunstnere – samt på de royale gulve, der også bød på flere markante kvindeskikkelser med dansk blod i årene i 1800-tallet. Den mest spændende af dem endda født uden én eneste dråbe blåt blod i årene.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Caroline Mathilde

Udgivet den 2. marts 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om en kvinde, der er vidt berømt i Danmark for sin dramatiske og tragiske skæbne:

Caroline Mathilde

Oplysningstidens 1700-tal var godt i gang. Der blev sat spørgsmålstegn ved alt, både religion og samfundsorden – og for de mest frisindede også kvindens rolle i samfundet. Så ja, spirerne til kvindernes frigørelse kunne så småt anes, i hvert fald ude i Europa. I Danmark gik det lidt langsommere.

Vi var også midt i den florissante tid. En tid med handel, velstand og fremgang, primært pga kolonierne og den begyndende industri . Men også videnskabens indtog gjorde meget. I Danmark havde vi i 1700-tallet såkaldt oplyst enevælde, hvilket betyder, at kongen bestemte alt – på papiret.

For i virkeligheden var administrationen af landet for længst blevet så kompleks, at ingen mand længere kunne overkomme det hele, hvorfor embedsmændene også fik mere og mere magt. Dog havde kongen det sidste ord, og det fordrede selvfølgelig en mand, der var i stand til at bevare overblikket og tænke klart. Noget, som man ved enevældens indførelse midt i 1600-tallet, anså for en selvfølgelighed, at kongen kunne.

Men sådan skulle det ikke gå, da Christian d. 7. kom på tronen i 1766 som kun 17-årig.

Hans far var levemanden og drukkenbolten Frederik d. 5, der døde midt i livet – og hans mor den elskelige dronning Louise, der kom fra England og medbragte en arvelig sindslidelse, hvad man ikke vidste, men som fik afgørende indflydelse på Danmarkshistorien. Hun døde endnu, mens Christian var en lille dreng, og hans far giftede sig igen, denne gang med Juliane Marie, der også fik en søn. Hun blev Christian d. 7´s onde ånd.

Christian d. 7. var nemlig et meget følsomt og skrøbeligt barn, og i stedet for at støtte og hjælpe ham, mente man, at han skulle hærdes. Resultatet var selvfølgelig, at Christian d. 7. blev et frygtsomt og usikkert menneske, som af samtiden blev anset for sindssyg, fordi han kunne sige og reagere højst mærkværdigt i stort set alle situationer. Det blev heller ikke bedre af, at omgivelserne – fra stedmoderen til kammertjeneren – behandlede ham såre dårligt, og som om han ikke var rigtig klog.

Og ja, der var noget galt med ham, men havde han fået den rigtige hjælp og støtte, kunne meget sikkert være blevet anderledes. Men altså nu rendte den danske konge rundt i natskjorte og råbte og skreg på gader og stræder sammen med sine drukbrødre og den horde af prostituerede, som altid var sammen med dem.

Til dette kongehus kom så den purunge engelske prinsesse Caroline Mathilde i 1766 og skulle være dansk dronning.

Hun var født i 1751 – og hun døde i 1775.

Det kan ikke have været let for hende at skulle rejse hjemmefra og over Nordsøen til dette cirkus. Alligevel er der meget, der tyder på, at hun og kongen i starten prøvede at nærme sig hinanden – og at det måske kunne være lykkedes. Men de var begge unge og usikre mennesker, så det var svært.

Og helt ødelagt blev det, da den ledende hofdame Louise von Plessen opfordrede Caroline Mathilde til at lukke sovekammerdøren for kongen og kun lade ham komme ind ved særlige lejligheder. Det blev nemlig anset for fint dengang, at kvinder ikke interesserede sig for eller viste interesse for erotik, og desværre lyttede den ellers ret varmblodige Caroline Mathilde til sin ældre hofdame. Resultatet var selvfølgelig, at kongeparret gled totalt fra hinanden.

I Arcels film ”En kongelig affære” er von Plessen skildre som heltinden, men i virkelighedens verden var det hende, der ødelagde det spirende kærlighedsforhold mellem Christian d. 7 og Caroline Mathilde – og som dermed lagde grunden for den tragedie, der fulgte.

For Christian d. 7 tog på rejse i Europa i 1768, hvor alle spændt ventede på at møde den sindssyge danske konge. Men fra alle hoffer indløb rapporter om en kultiveret og dannet mand, der var behagelig at være sammen med. Noget, der bestyrker tanken om, at han ikke var sindssyg – blot mobbet udi det ekstreme her i Danmark. For i udlandet blev kongen behandlet med respekt – og så blomstrede han op.

På denne rejse mødte han også Struense, den unge læge, der var optaget af oplysningstiden og dens tanker om frihed og rettigheder. En mand, som kongen fik så stor tillid til, at Struense hurtigt blev hans nærmeste rådgiver – og herfra er historien velkendt.

Kongen og Struense kom hjem, og Struense blev reel regent i Danmark og satte gang i en lavine af reformer. Det alene var nok til at gøre ham upopulær, og allermest hos enkedronningen og hendes søn, der gerne ville være konge i stedet for Christian d. 7.

Og helt slemt blev det, da Struense og Caroline Mathilde forelskede sig i hinanden og indledte et forhold. Kærligheden mellem den unge læge og den danske dronning var så også modpartens våben, især fordi de to turtelduer var meget uforsigtige og åbenlyst løb ind og ud af hinandens værelser på slottet. For nok var det ikke noget særsyn, at en dronning havde en elsker, men det skulle ske diskret.

For Caroline Mathilde må det have været fantastisk – efter års ensomhed – endelig at få en at tale og være sammen med, som hun kunne stole på. Men lykken varede kort.

Enkedronningen slog til i 1772. Struense og hans ven Brandt blev henrettet. Dronningen og kongen skilt – og Caroline Mathilde blev sejlet til byen Celle i Tyskland.

Det siges, at kongen ikke vidste, hvad der skete – og at han slet ikke ønskede hverken Struense henrettet eller Caroline Mathilde sendt væk. Det skal nok passe. Christian d. 7. var alle dage let at skræmme, let at få til at makke ret.

Og så sad den danske konge ellers i saksen hos fjenden i de næste 12 år, inden hans søn – den kommende Frederik d. 6. – nåede til skelsår og alder.

Så lang tid fik Caroline Mathilde ikke. Kun få år efter hun blev sendt bort, døde hun – helt alene – nede i Celle i Tyskland, hvor hun stadig ligger begravet.

Men fremskridtet kunne ikke holdes tilbage. Et statskup var under opsejling – og med det indvarsles den danske guldalder og en perlerække af markante danske kvindeskikkelser indenfor kunst og kultur.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Leonora Christine og Sophie Amalie

Udgivet den 16. februar 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om de to bitre fjender:

Leonora Christine og Sophie Amalie

Reformationen lå efterhånden næsten 100 år tilbage, da Leonora Christine og Sophie Amalie blev født i henholdsvis 1621 og 1628.

Men så hører alt lighed mellem de to kvinder, der blev hinandens livsfjender, stort set også op.

Leonora Christine var datter af Danmarks store byggekonge Christian d. 4 og hans anden kone, den adelige Kirstine Munk, der på grund af at hun var adelig og ikke fyrstelig, aldrig kunne blive dronning af Danmark. Leonora Christine var derfor heller ikke prinsesse, men kongedatter. Det skulle dog ikke forhindre hende i at spille rollen som Danmarks førstedame i mangel på en dronning i de mange år, hvor Christian d. 4. var konge, men ikke var gift med en fyrstelig kvinde.

Det med at føre sig frem havde Leonora Christine heller ikke fra fremmede. Hendes mormor var Ellen Marsvin, der i en mandsdomineret tid blev jordbesidder i den helt store stil – og som ikke alene forvaltede arven efter sin ægtemand, men også kraftigt øgede dens værdi.

Moderen var som sagt Kirstine Munk – en kvinde, der i mange år kunne få Christian d. 4. til at danse efter sin pibe – lige indtil hun dummede sig og ikke alene var kongen utro med den såkaldte Rhingreve, men også prøvede at forgive Christian d. 4.

Leonora Christine holdt sig klogeligt ude af balladen mellem forældrene – og var på mange måder et rent ug-barn, som hendes søskende ikke brød sig meget om, da hun gerne sladrede og gav dem skylden for alt, så hun selv kunne fremstå som den perfekte. Og det virkede. Leonora Christine var i stort og småt faderens, Christian d. 4´s, yndlingsdatter – og hun blev da også gift med den senere rigshovmester Corfitz Ulfeldt, der i mange år virkede nærmest som en slags statsminister, der dog tilranede sig store summer fra statskassen og i det hele behandlede den aldrende Christian d. 4. såre skammeligt.

Leonora Christine og Corfitz var altså usympatiske, men samtidig også datidens powerpar – og hun holdt fast i ham, hele vejen, både da han blev anklaget for landsforræderi, sad i fængsel på Bornholm og lavede maskepi med svenskerne, mens de havde besat Danmark og tog Skåne, Halland og Blekinge i 1658. Han døde senere alene på en båd på Rhinen, mens hans kone endnu havde det værste og det største til gode.

For selvom det allerede passerede er nok til for evigt at blive husket i Danmarkshistorien, så er den forkætrede kongedatters største mesterstykke nemlig Danmarks første selvbiografi: Jammers Minde, som Leonora Christine skrev i de 22 år, hvor hun sad som fange i Blåtårn i København anklaget for landsforræderi m.m.

Manuskriptet, der ikke må læses som et faktabaseret korrekt vidnesbyrd, men som er såre subjektivt, blev først genfundet i sidste halvdel af 1800-tallet, hvorefter det hurtigt blev kendt og faldt på et tørt sted, da Danmark efter 1864 havde desperat brug for netop sådan en national tragisk heltinde. Og her var hun så: Den smukke kongedatter, og skurken var oven i købet tysk. Dét kunne ikke være meget bedre. Så pyt med fakta.

For skurken var – og er stadig for mange danskere – Sophie Amalie, der blev gift med Danmarks første enevældskonge Frederik d. 3., der snedigt indførte enevælden ved et statskup i 1660.

Sophie Amalie var født og opvokset ved et lille hertughof i det nordtyske, og havde intet af den intelligens og det vid, som Leonora Christine havde så rigeligt af. Leonora Christine forsømte heller ikke en chance for at drille og udstille den unge dronning, da hun kom til København og ingen kendte, mens Leonora Christine derimod var på absolut hjemmebane, i hvert fald til at starte med.

Helt slemt blev det så, da kroningen af det nye kongepar skulle finde sted i 1648.

Kongen blev kronet den første dag – og alt gik, som det skulle. Men så dagen efter, hvor dronning Sophie Amalie skulle krones, var København raseret. Leonora Christine og Corfitz Ulfeldts folk havde ødelagt det meste af den pynt og de æresporte, som dronningen og det kongelige følge skulle ride igennem på vejen fra Københavns Slot til Vor Frue Kirke.

Og kronen, som Sophie Amalie skulle krones med, var ikke den prægtige dronningekrone, men en erstatningskrone, lavet i al hast og af billige materialer. Den rigtige krone var nemlig gået i stykker, da Leonora Christine ”helt tilfældigt” kom forbi guldsmeden og ”kom til” at tabe den på den hårde stengulv, så den gik i stykker og ikke kunne nå at blive repareret.

Dét tilgav Sophie Amalie aldrig.

Og tiden gik, og hjulpet på vej af Ulfeldts landsforræderi blev stemningen ved hoffet og i Danmark også mere og mere for kongen og hans dronning, selvom hun var rigeligt forlystelsessyg og lavede de mest (også for) dyre og spektakulære baller og udklædningsfester.

Det var i øvrigt også Sophie Amalie, der fik opført Amalienborg – som jo netop blev opkaldt efter hende selv.

Men den største respekt hos danskerne opnåede Sophie Amalie, da hun ved kongens side red rundt på voldene, mens svenskerne bombede og skød løs mod hovedstaden i dagevis. Dét havde ingen dronning gjort før.

Hadet til Leonora Christine slap hende dog aldrig – og selv da manden, kong Frederik d. 3. døde, og hendes svigerdatter, den nye dronning Charlotte Amalie, gik så mindeligt i forbøn for den aldrende Leonora Christine, var Sophie Amalie stejl og ubønhørlig.

Leonora Christine skulle blive i Blåtårn.

Så det blev hun – indtil Sophie Amalie døde i 1685. Samme dag om aftenen blev kongedatteren tilbudt at komme ud i løbet af natten, men Leonora Christine var livsskuespiller af det store format.

Jeg vil ud med manér, sagde hun – og det kom hun så næste morgen i fuldt dagslys og med fuld honnør.

Derfra gik turen til Maribo, hvor Leonora Christine levede i yderligere 12 år, hvor hun også fik besøg af sine børn – og gav en af dem dét manuskript, der skulle sikre hendes berømmelse. Dog ikke med et samme som hun havde håbet, men 200 år senere, da det blev fundet på et loft i Østrig.

Men det er først om lang tid. Vi er stadig i 16- og 1700-tallet.

Enevælden var kommet til Danmark – og kvinderne var stadig underlagt mændene. Men der blev flere og flere undtagelser, som turde og ville noget mere. Nogle af dem var også ikke-royale – og nogle gange kunne det gå helt galt som med adelsfrøkenerne Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow, der nåede bunden på to meget forskellige måder.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Margrethe Sambiria og Margrethe Valdemarsdatter

Udgivet den 2. februar 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om to x Margrethe:

Margrethe Sambiria og Margrethe Valdemarsdatter

Som konkluderet allerede i sidste uge er der langt imellem de markante kvinder i middelalderens Danmark. Datidens kvinder var i høj grad kontrolleret af mændene omkring dem, hvad enten det var fædre, ægtemænd, sønner eller sågar svigersønner.

Enkelte kvinder nægtede dog at affinde sig med, at kvinder skulle ses, men ikke høres. To af de mest markante hed begge Margrethe – og var begge dronninger. Den ene Margrethe er i dag næsten glemt, mens den anden er berømt og nok bedre kendt under navnet Margrethe d. 1.

Vi starter med den glemte Margrethe, nemlig Margrethe Sambiria, også kaldet Margrethe Sprænghest, som datiden ikke brød sig særligt meget om, og som eftertiden heller ikke bruger megen tid på.

Margrethe Sambiria var gift med Christoffer d. 1 og mor til Erik Klipping (ham, der blev myrdet i Finderup Lade i 1286). Hun blev dronning i 1252, da hendes mand blev konge. Han døde allerede i 1259, og så blev Margrethe Sambiria enkedronning og styrede Danmark på sin umyndige søns vegne igennem flere år.

Margrethe Sambiria var efter sigende både dominerende og besidderisk – og hendes søn valgte også som voksen at placere moderen på Lolland-Falster, hvor hun fik lov til fortsat at styre Estland, men ellers ikke blande sig i danske forhold.

Om hun var så slem, som historierne om hende fortæller, vides ikke. Men faktum er, at i forhold til den senere Margrethe Valdemarsdatter (bedre kendt som Margrethe d. 1.) er der ikke nogen forskel i forhold til det at styre Danmark på sin umyndige søns vegne.

Det med at regere på sønnens vegne gik bare bedre for Margrethe Valdemarsdatter, både i samtiden og i eftermælet. Om det så skyldtes Margrethes Valdemarsdatters egen dygtighed – eller det faktum, at hun ikke var en fra udlandet hentet dronning, men datter af en dansk konge kan ikke afgøres.

Faktum er, at Margrethe Valdemarsdatter var noget helt særligt.

Margrethe Valdemarsdatter blev født i 1353, og hun døde i 1412.

Oprindeligt var hun blevet gift med den norske konge og var således dronning af Norge. Men da hendes far – Danmarks konge Valdemar Atterdag – så døde, rejste den purunge Margrethe med sin søn Oluf til Danmark for at kræve kronen på drengens vegne.

Han fik den, og Margrethe begyndte at styre landet på sønnens vegne. Ene kvinde mellem en masse stormænd, der troede, at hende kunne de sagtens styre. Det kunne de så ikke. Tværtimod.

Margrethe gjorde arbejdet som regent så godt, at hun ikke alene fuldendte faderens arbejde med at samle Danmark. Hun fik også som den eneste regent nogensinde i Norden samlet de nordiske lande i Kalmarunionen i 1397.

Hendes titel i Norge var hele vejen igennem dronning, og det blev det også i Sverige. Men ikke i Danmark, hvor Margrethe d. 1´s korrekte titel er: Frue og husbond og hele rigets mægtigste formynder. En pudsig titel, som ingen andre regenter nogensinde har haft.

Men ulykken havde også ramt Margrethe. Hendes eneste barn og Danmarks kommende konge Oluf døde allerede i 1387, da han kun var 17 år. Rygtet gik, at Margrethe selv havde sørget for det, da hun ville beholde magten. Men intet er bevidst.

Faktum var da også, at hun må have været interesseret i at få en arving og efterfølger. Efter sønnens død adopterede hun også en grandnevø, der senere blev konge under navnet Erik af Pommern, og som skæbnens ironi lod være præcis så uduelig, som Margrethe frygtede, at sønnen ville have været det, hvis han var blevet konge.

Men nu blev det altså adoptivsønnen – i hvert fald på papiret. For så længe Margrethe levede, var det reelt hende, der var regenten.

Margrethe døde så pludseligt – af pest – kun 59 år gammel ombord på et skib i Flensborg fjord, mens hun var i gang med at ordne det sønderjyske spørgsmål.

Hun lægger idag bisat på den fineste plads i Roskilde Domkirke, der er de danske regenters sidste hvilested.

Læs evt. mere om denne en af Danmarkshistoriens allerstørste regenter her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956

Kvinderne var altså begyndt at røre på sig, og i tiden op til reformationen og renæssancen skulle tre hollandsk-fødte kvinder sætte sig varige spor i Danmarkshistorien.

Disse tre markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Dagmar og Bengerd

Udgivet den 26. januar 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om Valdemar Sejr´s to dronninger:

Dagmar og Bengerd

Der er langt imellem de markante kvinder i middelalderens Danmark. Noget, der formentlig skyldes, at kvinderne og deres udfoldelsesmuligheder som alt andet i datidens samfund var nærmest totalt kontrolleret af mændene omkring dem, hvad enten det var fædre, ægtemænd, sønner eller sågar svigersønner.

For i modsætning til vikingetiden, hvor kvinden havde stor magt i de enkelte hjem, både når manden var i viking og når han ikke var, så var hun i stort og småt underlagt manden i middelalderen.

Det gjaldt både verdslige og religiøst. I middelalderens katolske kirke var der – på nær i de lukkede nonneklostre – derfor kun plads til mænd som præster, biskopper og så videre, mens vikingetidens kvinder uden problemer kunne vælge at være en af de gydjer, som var det feminine modstykke til de mandlige goder. For både en gode og en gydje kunne stå i spidsen for såvel ofringer som alt andet, der hørte til vikingetidens asatro.

Men nu var det altså middelalder, og kvinden skulle med apostlen Paulus´s ord tie i forsamlinger, føde børn og arbejde, mens manden tog alle beslutningerne og havde alle kompetencerne. Ja, kvinderne havde end ikke bestemmelsesret over de penge, som de bragte med sig ind i ægteskabet, eller over den arv, som de fik fra deres familie.

Den optimale kvinde var derfor også i middelalderen en kvinde, som var sød, smuk og føjelig, og som kunne føde børn, helst drenge. For drenge var mere værd end piger. Drenge skulle nemlig arve titel og gods – og kunne føre slægten og slægtsnavnet videre. Piger skulle bare føde børn i en anden slægt, og det var efter datidens normer ikke ligeså fint.

Valdemar Sejrs første dronning Dagmar, der i 1205 kom til Danmark fra Bøhmen, som svarer nogenlunde til det nuværende Tjekkiet, var en efter datidens normer perfekt kvinde.

Hun var efter sigende lys, mild og god af sind og hjerte – og danskerne elskede hende. Hun var nærmest datidens prinsesse Diana, bare med den forskel at hun også var dybt elsket af sin mand, kong Valdemar Sejr, der ifølge folkevisen ”Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg” i eet eneste stræk red fra Ringsted til Ribe for at nå at sige farvel til sin hustru, da hun stadig ung og smuk lå for døden i Danmarks ældste by.

Om legenden holder, og hvem den historiske Dagmar i virkeligheden var, får vi aldrig at vide. Men hun var i hvert fald elsket, og hun ligger nu begravet i Sct. Bendts Kirke i Ringsted sammen med sin mand Valdemar Sejr, der i øvrigt er kendt for at være ham, der modtog Dannebrog fra himlen, da det faldt ned i Estland.

På den anden side af kongen i kirken ligger så endnu en kvinde, nemlig hans anden dronning, som han giftede sig med i 1214 kort efter Dagmars død. Hun hed Berengaria og kom fra Portugal. Det blev på dansk til Bengerd, og hun var ligeså mørk som Dagmar havde været lys.

Hende kunne danskerne ikke lide. Der er dog ikke noget historisk belæg for, at Bengerd skulle have været så forfærdelig, grådig og ondskabsfuld, som rygterne om hende har gået gennem tiderne. Men eftermælet står tilbage, kort og godt: Bengerd, den beske blomme, som det hedder i folkevisen.

Det eneste vi for alvor ved om den portugisiske prinsesse er, at alle hendes tre sønner blev konger efter faderen Valdemar Sejr, og at der med dem startede en ny urolig tid i Danmark.

Dagmar havde ellers også født en søn nogle år, inden hun døde. Men han døde ung, så derfor blev det Bengerds sønner, der kom til at føre den danske kongeslægt videre frem gennem middelalderen.

Kvinderne begyndte dog at røre på sig, inden middelalderen var forbi – og især to kvinder ved navn Margrethe valgte at se stort på, at datidens kvinder skulle ses og ikke høres.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Thyra Dannebod

Udgivet den 19. januar 2015 af admin

Svar

Sidste år var mandagen lig med Danmarksbloggens Danmarkshistorie. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu fortsætter historie-mandagene. For startende i dag og indtil Grundlovsdag d. 5. juni vil Danmarksbloggen i anledning af, at det i år er 100 år siden, at kvinderne fik stemmeret derfor hver mandag beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

Og vi starter idag med den første danske kvinde, hvis navn er ridset ind i sten, nemlig:

Thyra Dannebod

Thyra Dannebod var gift med Gorm den Gamle, Danmarks første konge, der levede midt i 900-tallet. Det ved vi med sikkerhed. For på den ene af de to Jelllingstene kan man læse, at ”Gorm Konge lod gøre disse kumler efter Thyra sin kone Danmarks bod”.

Men var Thyra i grunden dronning? Det ved man ikke. Det eneste vi ved er, at Thyra var vikinge-kone og hedning. For kristendommen var endnu ikke kommet til Danmark. Thyra og Gorm den Gamle var som resten af befolkningen på det tidspunkt asatro.

At deres søn Harald Blåtand, der som bekendt kristnede danskerne, så senere gav sine døde forældre en kristen gen-begravelse er en anden sag.

Men hvad vil det sige, at Thyra var Danmarks bod?

Ja, navnet menes at hentyde til, at det var Thyra, der som den stærke vikingehustru hun var, lod Dannevirke opføre, så danskerne kunne forsvare sig mod tyskerne, der allerede dengang huserede ved grænsen. Et billede, som man især i tiden efter 1864 var meget glade for.

Men om billedet af den stærke vikingehustru holder historisk set, er ikke bevist. For taler de to runesten i Læborg og Bække, der ligger cirka 30 km fra Jelling. På disse kan man nemlig læse om Tue, Funden og Gnyble, der gjorde Thyras høj.

Summa summarum er også, at ingen af de andre vikingekonger som fx Harald Blåtand, Svend Tveskæg eller Knud den Store havde koner, som i dag huskes, eller som blev nævnt i både samtidens og eftertidens krøniker.

Men det blev Thyra Dannebod. Hendes navn huskes endnu – og forbindes stadig med at værne Danmark mod ydre farer.

Heller ikke de tidlige middelalderkonger som fx Knud den Hellige eller sågar Valdemar den Store har haft dronninger, der på nogen måde har gjort sig bemærkede.

Så noget ekstraordinært har Thyra Dannebod bedrevet.

Vi skal også helt op i 1200-tallet, før den næste markante kvinde i Danmarkshistorien dukker op, nemlig Valdemar Sejrs første kone: Dronning Dagmar, der som en anden prinsesse Diana blev så populær, at det blev umuligt for hans anden kone at få et ben til jorden, da hun blev dronning.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 33: 2010´erne

Udgivet den 24. november 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag – som også er sidste gang – handler det om:

2010´erne

At skrive Danmarkshistorie om det årti, som endnu er i gang, er på flere måder en umulig opgave. I sagens natur bliver det derfor også mere betragtninger end historie, for vi lever i høj grad stadig med og i de problemstillinger, som denne del indeholder.

Danmarksbloggen vil derfor også gøre dette sidste afsnit meget kort.

For hvad er det, som 2010´erne handler om?

Ja, spørgsmålet om terror er stadig aktuelt – og med fremkomsten af Islamisk Stat er endnu en krig mod terror i gang. For mange er det også et spørgsmål om religion, da islam mødes mere og mere fjendtligt i Europa – og også selv radikaliseres indefra. En religionskrig mellem islam på den ene side og kristendommen i dens vestlige og sekulære demokratiserings-form på den anden er desværre tættere på i dag, end den nogensinde var det i de terror-højspændte nullere.

Skellet mellem rig og fattig vokser også stadigvæk – og det anses for helt legalt at beskylde arbejdsløse for at være dovne, at mistænkeliggøre sygemeldte, offentligt hævde at østeuropæere er dummere end vesteuropæere og idet hele taget trampe på dem, der allerede lægger ned – mens de rigeste uantastet kan tjene mere end dobbelt så meget mere end en arbejder.

For langt de fleste danskere i 2010´ere drejer det sig dog hverken i første omgang om storpolitik eller fordelingspolitik, men om at få eget liv og familie til at hænge sammen. For der skal mere til end nogensinde før. Ikke kun fordi mennesker presses til hele tiden at skulle yde mere, men også fordi alting er blevet et projekt – og kodeordet er selvfølgelig succes og atter succes, som kan vises med statusser og fotos på Facebook og Instagram.

En vigtig ting her er den flotte og sunde krop – og danskerne løber da også maraton, deltager i Triathloner osv som aldrig før – og ofte i en grad, så der ikke er plads til familie og venner.

Selv kronprins Frederik gør det – og endda ofte. Noget som vækker kritik, da en del danskere mener, at den nu 46-årige kronprins går for meget op i sport og ferie – og stadig mangler både tyngde og substans. Både i sig selv og i forhold til hans mor, Dronning Margrethe, der i skrivende stund har siddet på tronen over 40 år – og som stadig er en populær regent trods stigende kritik af det kongehus, der har været en rød tråd gennem hele den del af Danmarkshistorien, hvor vi kender konkrete personer og begivenheder.

En historie, hvis vej Danmarksbloggen nu har fulgt siden januar. Danmarksbloggens Danmarkshistorie er hermed også ved vejs ende – og takker alle sine læsere for en fantastisk rejse gennem vores turbulente, frygtelige og fantastiske historie.

Den overordnede konklusion må i øvrigt være: Det har været spændende – og det vil blive ved med at være spændende at være dansker. Dét er Danmarksbloggen sikker på.

Danmarksbloggen vil også vende tilbage med mere Danmarkshistorie i 2015. Bare på en anden måde. Vel mødt.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611
Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2
og EF: http://danmarksbloggen.dk/?p=5613
1970´erne og 1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5719
1990´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5753
11. september 2001: http://danmarksbloggen.dk/?p=5810
Nullerne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5846

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Tag-arkiv: Danmarkshistorie

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Thit Jensen og Agnes Henningsen

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Skagenskvinderne – og et selvmord

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Grevinde Danner og Europas Svigermor

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Guldalderkvinderne

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Caroline Mathilde

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Leonora Christine og Sophie Amalie

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Margrethe Sambiria og Margrethe Valdemarsdatter

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Dagmar og Bengerd

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Thyra Dannebod

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 33: 2010´erne