Tag-arkiv: kvinder

Den perfekte krumme og søstersolidariteten

Udgivet den af
Svar

Hurra. Så lykkes det. Jeg har bagt et brød med den perfekte krumme, skriver overskudskvinden på Facebook kl. 11 en søndag formiddag som fx i dag, d. 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag.

To timer efter er hun dér med endnu en status – og endnu et foto: Denne gang en nøje tilrettelagt “tilfældig” placering af en bog (en af dem, som er in i øjeblikket – naturligvis), et tæppe og en kop dampende the – begge selvfølgelig af de “rigtige” mærker, de dyre og trendy.

Og sådan fortsætter hun, dag efter dag, med fotos og statusser, der fortæller, hvor perfekt hun og hendes liv er. 

At det hele så er iscenesat og også har sine skyggesider, har de fleste af hendes 467 “venner” forlængst gennemskuet. Men alligevel bliver mange, især kvinder, påvirkede af denne “superkvinde”, der for at booste sit eget vaklende selvværd konstant må fodre sit netværk med disse billeder af sin “perfekte” virkelighed.

Denne kvinde er nemlig så indfældet i sin egen virkelighed, at hun ikke kan rumme, at der findes andre virkeligheder end 1) den hjemmelavede rullepølse i hendes rustikke landkøkken samt 2) hun og hendes veninders åh så personligt udfordrende jobs i de kreative erhverv.

Men det er andre virkeligheder – også i Danmark.

Virkeligheder, hvor mange danske kvinders problemer ikke er hverken den perfekte krumme, eller om de skal læse denne eller en anden bog.

Kvinder, der derimod lægger søvnløse, mens de tænker på, hvordan de skal få pengene til at slå til resten af måneden. Og hvad nu – hvis børnene bliver syge? For medicin er der ikke råd til på en kontanthjælp. Men måske bliver jobbet i Netto også til noget? Det håber en af disse kvinder, også selvom hun ikke ved, hvem der skal passe børnene, når institutionen er lukket? Og vil ryggen overhovedet kunne holde til det?

Det er i dag Kvindernes Internationale Kampdag, og ja, der er stadig meget at kæmpe for, mine damer – også i Danmark.

Allermest solidaritet mellem danske kvinder – og gerne af den slags, hvor ressourcestærke kvinder som hende med den perfekte krumme kan løsrive sig fra sig selv og eget liv og i stedet føle et ansvar overfor de kvinder, der ikke er ligeså heldige som hende selv som fx hende, der ikke ved, hvordan hun skal få det hele til at hænge sammen.

Et ansvar som ikke skal udmøntes i nedladende velgørenhed, men i politisk og arbejdsmæssig kamp for 1) mere social lighed samt 2) lige løn for lige arbejde.

For det er kvinder som hende, der har tiden, overskuddet og netværket, der kan gøre en afgørende forskel.

Så lad os nu droppe krummerne – og tænke på brødene i stedet. Lad os se at komme i gang med at sikre alle kvinder – og mænd også for den sags skyld – gode levevilkår her i Danmark. Dét skylder vi hinanden.

Når vi så er i mål, kan dem, der har lyst, jo kaste sig over den perfekte krumme. Vi andre vil være godt tilfredse med at have sikret det daglige brød for os alle sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Caroline Mathilde

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om en kvinde, der er vidt berømt i Danmark for sin dramatiske og tragiske skæbne:

Caroline Mathilde

Oplysningstidens 1700-tal var godt i gang. Der blev sat spørgsmålstegn ved alt, både religion og samfundsorden – og for de mest frisindede også kvindens rolle i samfundet. Så ja, spirerne til kvindernes frigørelse kunne så småt anes, i hvert fald ude i Europa. I Danmark gik det lidt langsommere.

Vi var også midt i den florissante tid. En tid med handel, velstand og fremgang, primært pga kolonierne og den begyndende industri . Men også videnskabens indtog gjorde meget. I Danmark havde vi i 1700-tallet såkaldt oplyst enevælde, hvilket betyder, at kongen bestemte alt – på papiret.

For i virkeligheden var administrationen af landet for længst blevet så kompleks, at ingen mand længere kunne overkomme det hele, hvorfor embedsmændene også fik mere og mere magt. Dog havde kongen det sidste ord, og det fordrede selvfølgelig en mand, der var i stand til at bevare overblikket og tænke klart. Noget, som man ved enevældens indførelse midt i 1600-tallet, anså for en selvfølgelighed, at kongen kunne.

Men sådan skulle det ikke gå, da Christian d. 7. kom på tronen i 1766 som kun 17-årig.

Hans far var levemanden og drukkenbolten Frederik d. 5, der døde midt i livet – og hans mor den elskelige dronning Louise, der kom fra England og medbragte en arvelig sindslidelse, hvad man ikke vidste, men som fik afgørende indflydelse på Danmarkshistorien. Hun døde endnu, mens Christian var en lille dreng, og hans far giftede sig igen, denne gang med Juliane Marie, der også fik en søn. Hun blev Christian d. 7´s onde ånd.

Christian d. 7. var nemlig et meget følsomt og skrøbeligt barn, og i stedet for at støtte og hjælpe ham, mente man, at han skulle hærdes. Resultatet var selvfølgelig, at Christian d. 7. blev et frygtsomt og usikkert menneske, som af samtiden blev anset for sindssyg, fordi han kunne sige og reagere højst mærkværdigt i stort set alle situationer. Det blev heller ikke bedre af, at omgivelserne – fra stedmoderen til kammertjeneren – behandlede ham såre dårligt, og som om han ikke var rigtig klog.

Og ja, der var noget galt med ham, men havde han fået den rigtige hjælp og støtte, kunne meget sikkert være blevet anderledes. Men altså nu rendte den danske konge rundt i natskjorte og råbte og skreg på gader og stræder sammen med sine drukbrødre og den horde af prostituerede, som altid var sammen med dem.

Til dette kongehus kom så den purunge engelske prinsesse Caroline Mathilde i 1766 og skulle være dansk dronning.

Hun var født i 1751 – og hun døde i 1775.

Det kan ikke have været let for hende at skulle rejse hjemmefra og over Nordsøen til dette cirkus. Alligevel er der meget, der tyder på, at hun og kongen i starten prøvede at nærme sig hinanden – og at det måske kunne være lykkedes. Men de var begge unge og usikre mennesker, så det var svært.

Og helt ødelagt blev det, da den ledende hofdame Louise von Plessen opfordrede Caroline Mathilde til at lukke sovekammerdøren for kongen og kun lade ham komme ind ved særlige lejligheder. Det blev nemlig anset for fint dengang, at kvinder ikke interesserede sig for eller viste interesse for erotik, og desværre lyttede den ellers ret varmblodige Caroline Mathilde til sin ældre hofdame. Resultatet var selvfølgelig, at kongeparret gled totalt fra hinanden.

I Arcels film ”En kongelig affære” er von Plessen skildre som heltinden, men i virkelighedens verden var det hende, der ødelagde det spirende kærlighedsforhold mellem Christian d. 7 og Caroline Mathilde – og som dermed lagde grunden for den tragedie, der fulgte.

For Christian d. 7 tog på rejse i Europa i 1768, hvor alle spændt ventede på at møde den sindssyge danske konge. Men fra alle hoffer indløb rapporter om en kultiveret og dannet mand, der var behagelig at være sammen med. Noget, der bestyrker tanken om, at han ikke var sindssyg – blot mobbet udi det ekstreme her i Danmark. For i udlandet blev kongen behandlet med respekt – og så blomstrede han op.

På denne rejse mødte han også Struense, den unge læge, der var optaget af oplysningstiden og dens tanker om frihed og rettigheder. En mand, som kongen fik så stor tillid til, at Struense hurtigt blev hans nærmeste rådgiver – og herfra er historien velkendt.

Kongen og Struense kom hjem, og Struense blev reel regent i Danmark og satte gang i en lavine af reformer. Det alene var nok til at gøre ham upopulær, og allermest hos enkedronningen og hendes søn, der gerne ville være konge i stedet for Christian d. 7.

Og helt slemt blev det, da Struense og Caroline Mathilde forelskede sig i hinanden og indledte et forhold. Kærligheden mellem den unge læge og den danske dronning var så også modpartens våben, især fordi de to turtelduer var meget uforsigtige og åbenlyst løb ind og ud af hinandens værelser på slottet. For nok var det ikke noget særsyn, at en dronning havde en elsker, men det skulle ske diskret.

For Caroline Mathilde må det have været fantastisk – efter års ensomhed – endelig at få en at tale og være sammen med, som hun kunne stole på. Men lykken varede kort.

Enkedronningen slog til i 1772. Struense og hans ven Brandt blev henrettet. Dronningen og kongen skilt – og Caroline Mathilde blev sejlet til byen Celle i Tyskland.

Det siges, at kongen ikke vidste, hvad der skete – og at han slet ikke ønskede hverken Struense henrettet eller Caroline Mathilde sendt væk. Det skal nok passe. Christian d. 7. var alle dage let at skræmme, let at få til at makke ret.

Og så sad den danske konge ellers i saksen hos fjenden i de næste 12 år, inden hans søn – den kommende Frederik d. 6. – nåede til skelsår og alder.

Så lang tid fik Caroline Mathilde ikke. Kun få år efter hun blev sendt bort, døde hun – helt alene – nede i Celle i Tyskland, hvor hun stadig ligger begravet.

Men fremskridtet kunne ikke holdes tilbage. Et statskup var under opsejling – og med det indvarsles den danske guldalder og en perlerække af markante danske kvindeskikkelser indenfor kunst og kultur.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om to kvinder, der begge prøvede faldet fra tinderne:

Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow

Renæssancen var forbi. Barokken og enevælden blomstrede. Forholdene for Danmarks kvinder var dog ikke væsentligt ændrede siden middelalderen. De var stadig underlagt mændene i stort set alt.

Dog var der noget i gang, men endnu førte det ikke andet med sig end ulykke for de to kvinder, der – med meget forskellige bevæggrunde – udfordrede et statisk og mandsdomineret samfund. Den ene gjorde det bevidst – og den anden fordi hun forelskede sig i en konge.

Vi starter med hende, der gjorde det bevidst. Hun hed Marie Grubbe og levede fra 1643 til 1718 – og hendes skæbne har fascineret forfattere gennem alle tider: Ludvig Holberg er interesseret i det moralske og omtaler hende i ”Epistel 89”, Steen Steensen Blicher har hende som kvindelig hovedskikkelse i hans berømte novelle ”Af en Landsbydegns Dagbog”, hos I. P. Jacobsen er hun hovedpersonen i hans store roman ”Marie Grube”, H. C. Andersen tegner hende i det ret ukendte eventyr ”Hønsegrethes familie” – og i nyere tid har Juliane Preisler skrevet om hende i ”Kysse Marie” og Lone Hørslev i ”Dyrets år”.

Marie Grubbe var datter af Erik Grubbe til Tjele, en adelsmand, der led hårdt under svenskekrigene midt i 1600-tallet, men som alligevel formåede at have en fin position ved hoffet og få sine døtre godt gift, og bedst Marie Grubbe, der i 1660 blev gift med ingen ringere end Ulrich Frederik Gyldenløve, der som efternavnet indikerede det var en uægte søn af kongen, her Frederik d. 3.

Ægteskabet varede i 10 år – og var en total fiasko. Ingen af de unge havde ønsket hinanden. Det var udelukkende en aftale mellem fædrene. Marie Grubbe hævnede sig ved nærmest med det samme at gå i seng med mandens sekretær Joachim Lambert og en franskmand ved navn Blanquefort.

Dengang var der ellers ikke tradition for, at kvinder var så oprørske. Det var mere stilen, at kvinderne fandt sig i tingene, led i stilhed og græd i smug, men altså ikke Marie Grubbe.

Da skilsmissen endelig var en realitet, tog Marie Grubbe også medgiften, som hun fik tilbage og stak af til udlandet, hvor hun brændte det, der svarer til mindst to millioner kroner i nutidsmønt, af på kun to år, inden hun fattig og helt til rotterne vendte hjem til faderen.

Faderen fik hende gift igen i 1673, denne gang med adelsmanden Palle Dyre til Sindinggård. Det endte også galt. Palle Dyre kunne ikke styre Marie Grubbe, der hurtigt fik kontrollen over pengene og satte det hele over styr, så hun og manden måtte flytte hjem til hendes far Erik Grubbe. Hjemme igen på Tjele fortsatte Marie Grubbe den diktatoriske adfærd, også overfor den gamle far, som hun behandlede som en hund, som det er beskrevet af flere kilder.

Faderen skrev til kongen om ikke han ville sætte Marie i fængsel for hendes forargelige levned. Dengang kunne mænd nemlig få sat både kvinder og børn i fængsel for meget lidt.

I fængsel kom hun dog ikke. Til gengæld fik Palle Dyre sin skilsmisse, faderen slap af med datteren – og Marie Grubbe? Ja, hun havde i mellemtiden forelsket sig i kusken Søren Møller på Tjele, og 48 år gammel vandrede hun så sammen med ham ud af porten på Tjele.

I de første mange år spillede parret formentlig til markeder og andet for at overleve, men i 1706 havnede de i Borrehuset ved Grønsund på Falster. Her holdt de færgekro og stod for færgefarten over Grønsund. De havde det ikke elendigt, men alligevel niveauer under Maries normale levestandard.

Alligevel kan man sige, at der til sidst kom der lidt stabilitet i historien om Marie Grubbe, adelsfrøkenen, der blev gift med en kongesøn, men som endte som færgekone sammen med en kusk, som hun vistnok elskede som den første af sine mænd.  

En historie, som især tidligere tider selvfølgelig elskede at svælge i for dens mange moralske pointer.

Den anden kvinde, der udfordrede normerne, var som sagt styret af kærligheden. Hun hed Anna Sophie Reventlow og levede fra 1693 til 1743. Hendes far var kong Frederik d. 4´s storkansler, der oprindelig stammede fra Clausholm slot i Jylland. Og det var også til et maskebal i Jylland i 1711, at den purunge Anna Sophie og den yngre Frederik d. 4 mødte – og forelskede sig – i hinanden.

Kongen var gift og havde børn – og nok havde konger friller, som man kaldte elskerinderne dengang, men det var en ting. Noget andet var, hvis man ville gifte sig til venstre hånd, som det hed, når man tog sig kone nr. 2. Noget, der for alle andre kongen var det samme som en dødsstraf. Men kongen var jo enevældig og dermed lige under Gud, så kongen kunne godt.

Frederik d. 4. havde også allerede gjort det en gang tidligere, men frøken von Vieregg, som dog døde i barselsseng. Og nu var han altså forelsket i Anna Sophie og hun i ham. Moderen sagde dog nej og holdt dem fra hinanden. Men som altid fandt kærligheden en vej, og en mørk nat i 1712 bortførte kongen – med Anna Sophies velsignelse – hende fra Clausholm, og de blev gift ved en hemmelig ceremoni i Skanderborg.

Kongens kone til højre hånd og landets dronning tog det selvfølgelig ilde op, og hun fortalte sine børn, og især sønnen, den senere Kong Christian d. 6 om faderens nye kone, som han kaldte både en tøjte og en hore. Drengens sind mod Anna Sophie blev selvfølgelig ikke mildere stemt, hvilket hun fik at føle senere.

Men i første omgang gik årene for kongen og Anna Sophie, der elskede hinanden hele vejen – dog ikke kun lykkeligt. Alle Anna Sophies og Frederiks otte børn døde som spæde – noget, som hun især tolkede som Guds straf over det, som de havde gjort ved at gifte sig, imens dronningen stadig levede.

Helt galt gik det dog, da dronningen døde i 1721. Hun blev bisat i Roskilde d. 3. april. Dagen efter d. 4. april var der om formiddagen sørgefest – og om eftermiddagen blev kongen og Anna Sophie gift – og hun blev kronet som dronning. Dét vakte forargelse langt udover landets grænser. Alligevel elskede hun og kongen hinanden hele livet, og han prøvede at sikre hende.

Men forgæves. Da Frederik d. 4 døde, kunne sønnen med den første dronning endelig få sin hævn. Og det fik han ved at forvise Anna Sophie til Clausholm og tage store værdier fra hende. Det var småligt, men måske også psykologisk forståeligt.

Paradoksalt nok blev både den nye konge og Anna Sophie begge dybt grebne af pietismen, der fejrede triumfer landet over i de år, og som var en meget følelsesladet og inderlig kristendom, hvor mange af dens tilhængere især fokuserede på det syndige, som de selv og andre havde gjort. Livet var en jammerdal, mennesket var syndigt og kun troen på Jesus kunne frelse én, var holdningen hos de pietistiske.

Det var altsammen vældig trist, også for Danmark og danskerne, der oplevede, at Christian d. 6 lukkede teatre og dansesteder og forbød kortspil og druk. Danskerne kunne først trække vejret igen, da den næste konge, altså Frederik d. 5 kom på tronen sammen med sin kone dronning Louise, som danskerne elskede for hendes milde og muntre væsen. Tragedien lurede dog lige om hjørnet for dette populære kongepars barn – og især svigerbarn.

For den måske mest triste, mest tragiske skæbne i Danmarkshistorien ventede en anden kvinde, en engelsk-født prinsesse, der som dansk dronning oplevede at få sine børn taget fra sig, inden hun selv blev deporteret til udlandet, hvor hun døde helt alene og ganske ung.

Denne markante kvinde skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Leonora Christine og Sophie Amalie

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om de to bitre fjender:

Leonora Christine og Sophie Amalie

Reformationen lå efterhånden næsten 100 år tilbage, da Leonora Christine og Sophie Amalie blev født i henholdsvis 1621 og 1628.

Men så hører alt lighed mellem de to kvinder, der blev hinandens livsfjender, stort set også op.

Leonora Christine var datter af Danmarks store byggekonge Christian d. 4 og hans anden kone, den adelige Kirstine Munk, der på grund af at hun var adelig og ikke fyrstelig, aldrig kunne blive dronning af Danmark. Leonora Christine var derfor heller ikke prinsesse, men kongedatter. Det skulle dog ikke forhindre hende i at spille rollen som Danmarks førstedame i mangel på en dronning i de mange år, hvor Christian d. 4. var konge, men ikke var gift med en fyrstelig kvinde.

Det med at føre sig frem havde Leonora Christine heller ikke fra fremmede. Hendes mormor var Ellen Marsvin, der i en mandsdomineret tid blev jordbesidder i den helt store stil – og som ikke alene forvaltede arven efter sin ægtemand, men også kraftigt øgede dens værdi.

Moderen var som sagt Kirstine Munk – en kvinde, der i mange år kunne få Christian d. 4. til at danse efter sin pibe – lige indtil hun dummede sig og ikke alene var kongen utro med den såkaldte Rhingreve, men også prøvede at forgive Christian d. 4.

Leonora Christine holdt sig klogeligt ude af balladen mellem forældrene – og var på mange måder et rent ug-barn, som hendes søskende ikke brød sig meget om, da hun gerne sladrede og gav dem skylden for alt, så hun selv kunne fremstå som den perfekte. Og det virkede. Leonora Christine var i stort og småt faderens, Christian d. 4´s, yndlingsdatter – og hun blev da også gift med den senere rigshovmester Corfitz Ulfeldt, der i mange år virkede nærmest som en slags statsminister, der dog tilranede sig store summer fra statskassen og i det hele behandlede den aldrende Christian d. 4. såre skammeligt.

Leonora Christine og Corfitz var altså usympatiske, men samtidig også datidens powerpar – og hun holdt fast i ham, hele vejen, både da han blev anklaget for landsforræderi, sad i fængsel på Bornholm og lavede maskepi med svenskerne, mens de havde besat Danmark og tog Skåne, Halland og Blekinge i 1658. Han døde senere alene på en båd på Rhinen, mens hans kone endnu havde det værste og det største til gode.

For selvom det allerede passerede er nok til for evigt at blive husket i Danmarkshistorien, så er den forkætrede kongedatters største mesterstykke nemlig Danmarks første selvbiografi: Jammers Minde, som Leonora Christine skrev i de 22 år, hvor hun sad som fange i Blåtårn i København anklaget for landsforræderi m.m.

Manuskriptet, der ikke må læses som et faktabaseret korrekt vidnesbyrd, men som er såre subjektivt, blev først genfundet i sidste halvdel af 1800-tallet, hvorefter det hurtigt blev kendt og faldt på et tørt sted, da Danmark efter 1864 havde desperat brug for netop sådan en national tragisk heltinde. Og her var hun så: Den smukke kongedatter, og skurken var oven i købet tysk. Dét kunne ikke være meget bedre. Så pyt med fakta.

For skurken var – og er stadig for mange danskere – Sophie Amalie, der blev gift med Danmarks første enevældskonge Frederik d. 3., der snedigt indførte enevælden ved et statskup i 1660.

Sophie Amalie var født og opvokset ved et lille hertughof i det nordtyske, og havde intet af den intelligens og det vid, som Leonora Christine havde så rigeligt af. Leonora Christine forsømte heller ikke en chance for at drille og udstille den unge dronning, da hun kom til København og ingen kendte, mens Leonora Christine derimod var på absolut hjemmebane, i hvert fald til at starte med.

Helt slemt blev det så, da kroningen af det nye kongepar skulle finde sted i 1648.

Kongen blev kronet den første dag – og alt gik, som det skulle. Men så dagen efter, hvor dronning Sophie Amalie skulle krones, var København raseret. Leonora Christine og Corfitz Ulfeldts folk havde ødelagt det meste af den pynt og de æresporte, som dronningen og det kongelige følge skulle ride igennem på vejen fra Københavns Slot til Vor Frue Kirke.

Og kronen, som Sophie Amalie skulle krones med, var ikke den prægtige dronningekrone, men en erstatningskrone, lavet i al hast og af billige materialer. Den rigtige krone var nemlig gået i stykker, da Leonora Christine ”helt tilfældigt” kom forbi guldsmeden og ”kom til” at tabe den på den hårde stengulv, så den gik i stykker og ikke kunne nå at blive repareret.

Dét tilgav Sophie Amalie aldrig.

Og tiden gik, og hjulpet på vej af Ulfeldts landsforræderi blev stemningen ved hoffet og i Danmark også mere og mere for kongen og hans dronning, selvom hun var rigeligt forlystelsessyg og lavede de mest (også for) dyre og spektakulære baller og udklædningsfester.

Det var i øvrigt også Sophie Amalie, der fik opført Amalienborg – som jo netop blev opkaldt efter hende selv.

Men den største respekt hos danskerne opnåede Sophie Amalie, da hun ved kongens side red rundt på voldene, mens svenskerne bombede og skød løs mod hovedstaden i dagevis. Dét havde ingen dronning gjort før.

Hadet til Leonora Christine slap hende dog aldrig – og selv da manden, kong Frederik d. 3. døde, og hendes svigerdatter, den nye dronning Charlotte Amalie, gik så mindeligt i forbøn for den aldrende Leonora Christine, var Sophie Amalie stejl og ubønhørlig.

Leonora Christine skulle blive i Blåtårn.

Så det blev hun – indtil Sophie Amalie døde i 1685. Samme dag om aftenen blev kongedatteren tilbudt at komme ud i løbet af natten, men Leonora Christine var livsskuespiller af det store format.

Jeg vil ud med manér, sagde hun – og det kom hun så næste morgen i fuldt dagslys og med fuld honnør.

Derfra gik turen til Maribo, hvor Leonora Christine levede i yderligere 12 år, hvor hun også fik besøg af sine børn – og gav en af dem dét manuskript, der skulle sikre hendes berømmelse. Dog ikke med et samme som hun havde håbet, men 200 år senere, da det blev fundet på et loft i Østrig.

Men det er først om lang tid. Vi er stadig i 16- og 1700-tallet.

Enevælden var kommet til Danmark – og kvinderne var stadig underlagt mændene. Men der blev flere og flere undtagelser, som turde og ville noget mere. Nogle af dem var også ikke-royale – og nogle gange kunne det gå helt galt som med adelsfrøkenerne Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow, der nåede bunden på to meget forskellige måder.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Dyveke, Sigbritt og Elisabeth

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om tre hollandsk-fødte kvinder:

Dyveke, Sigbritt og Elisabeth

De to foregående mandage har vi beskæftiget os med middelalderens markante kvinder. Vi er nu oppe i starten af 1500-tallet – og middelalderen synger på allersidste vers. Ja, på nogle punkter er renæssancen i fuld gang med at pible frem.

En af renæssancens højborge lå i Holland, der dengang hed Nederlandene, og som var et knudepunkt for ny arkitektur, litteratur, organisation, kunst, kultur, bankvæsen, handel, søfart og meget mere.

Og netop herfra kom de tre kvinder, der kom til at spille den største rolle i Christian d. 2.´ s liv. Kongen, der ville så meget: Først og fremmest føre Danmark ind i renæssancen, men som i stedet er mest kendt for det stockholmske blodbad og hans fangenskab på to danske slotte, da først eventyret var forbi.

Men det skal det ikke handle om. Det skal handle om de tre kvinder, der spiller en afgørende rolle i hans liv.

De to første, Dyveke og Sigbritt, var datter og mor – og Christian, eller Christiern, som han retteligen hed, mødte dem i 1507, mens han sad som kronprins i Norge. Historien fortæller, at han forelskede sig i den unge, smukke Dyveke nærmest øjeblikkeligt – og hun i ham.

Som tiden gik, satte den unge kronprins og senere konge, dog også større og større pris på hendes mor, Sigbritt, der blev betegnet som en kagekone fra Holland.

Hvem Dyveke og Sigbritt så var helt præcist, ved man ikke. Men Sigbritt har dog næppe været nogen helt almindelig kagekone. For hun var velbevandret i både økonomi, politik og organisation – og hun blev snart en af Christians nærmeste rådgivere, hvis ikke dén tætteste. Kongen ønskede nemlig at gøre Danmark til en stat á la Holland, hvor adelens magt var formindsket og driftige borgeres ditto forøget – og i dét arbejde var Sigbritt ham en uvurderlig støtte.

Det kunne syntes idyllisk med en konge, der elskede datteren og havde moderen som nærmeste rådgiver. Men da Dyveke var borgerlig, kunne Christian ikke gifte sig med hende.

Dengang skulle en konge gifte sig fyrsteligt – og valget faldt paradoksalt nok på Elisabeth, der var født og opvokset i Holland, var ud af den habsburgske slægt og søster til den senere kejser Carl den Femte.  Hun og Christian blev gift ved stedfortræder i Holland i 1515.

Nede i Holland kendte man til og var ikke særlig glad for Dyveke, som trods ægteskabet mellem Christian og Elisabeth stadig var ved hoffet i fuld offentlighed. Man sendte derfor også folk herop for at tale med kongen om det. Men de nåede ikke så langt. Elisabeth sendte de hollandske udsendinge hjem igen med bemærkningen om, at hendes og kongens ægteskab kunne parret godt selv håndtere uden hjælp udefra.

Det var dog udefra, at ændringen kom i form af de forgiftede kirsebær, som Dyveke spiste i 1517 – og som gjorde Christian d. 2. vanvittig af sorg. Ingen ved, hvem der sendte dem – men en dansk adelsmand fik skylden og blev henrettet.

Paradoksalt nok betød Dyvekes død, at kongen og Elisabeth kom tættere på hinanden – og stod hinanden bi i de frygtelige år, der ventede, hvor Christian blev sat fra bestillingen som Danmarks konge – og de måtte tage ned til hendes familie i Holland, inden hun døde i 1526, og han vendte tilbage til Danmark i et sidste forsøg på at blive Danmarks konge.

Det mislykkedes, og som bekendt sad Christian d. 2. først som fange på Sønderborg slot og siden Kalundborg Slot, mens hans og Elisabeths børn blev voksne og spredte sig i Europa.

Men hvad med moder Sigbritt? Ja, hun forsvandt ligeså gådefuldt ud af historien, som hun var kommet ind i den. Efter datterens død blev hun ellers ved hoffet som støtte for den unge dronning og landsmandsinde Elisabeth – og for kongen. Men da Christian tog flugten, forsvandt hun også.

Måske med ham og dronningen til Holland? Legenden siger, at hun blev smuglet ombord på deres skib i en tønde.  Men det er måske blot en skrøne?

Vi ved det ikke – men vi ved, at Sigbritt og Christian d. 2´s s tanker om borgervælde og fascination af Holland skulle få et comeback cirka 100 år senere hos en af Danmarkshistoriens mest berømte konger, nemlig Christian d. 4.

Han er også særdeles spændende, men ham skal det heller ikke handle om. Til gengæld skal det næste mandag handle om hans mest berømte datter og hendes livsfjende.

For nu var renæssancen for alvor kommet til Danmark – og nok var kvinderne stadig underlagt mændene. Men der blev flere og flere undtagelser, som turde og ville noget mere. To af dem var endda hinandens bitre fjender livet igennem.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Margrethe Sambiria og Margrethe Valdemarsdatter

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om to x Margrethe:

Margrethe Sambiria og Margrethe Valdemarsdatter

Som konkluderet allerede i sidste uge er der langt imellem de markante kvinder i middelalderens Danmark. Datidens kvinder var i høj grad kontrolleret af mændene omkring dem, hvad enten det var fædre, ægtemænd, sønner eller sågar svigersønner.

Enkelte kvinder nægtede dog at affinde sig med, at kvinder skulle ses, men ikke høres. To af de mest markante hed begge Margrethe – og var begge dronninger. Den ene Margrethe er i dag næsten glemt, mens den anden er berømt og nok bedre kendt under navnet Margrethe d. 1.

Vi starter med den glemte Margrethe, nemlig Margrethe Sambiria, også kaldet Margrethe Sprænghest, som datiden ikke brød sig særligt meget om, og som eftertiden heller ikke bruger megen tid på.

Margrethe Sambiria var gift med Christoffer d. 1 og mor til Erik Klipping (ham, der blev myrdet i Finderup Lade i 1286). Hun blev dronning i 1252, da hendes mand blev konge. Han døde allerede i 1259, og så blev Margrethe Sambiria enkedronning og styrede Danmark på sin umyndige søns vegne igennem flere år.

Margrethe Sambiria var efter sigende både dominerende og besidderisk – og hendes søn valgte også som voksen at placere moderen på Lolland-Falster, hvor hun fik lov til fortsat at styre Estland, men ellers ikke blande sig i danske forhold.

Om hun var så slem, som historierne om hende fortæller, vides ikke. Men faktum er, at i forhold til den senere Margrethe Valdemarsdatter (bedre kendt som Margrethe d. 1.) er der ikke nogen forskel i forhold til det at styre Danmark på sin umyndige søns vegne.

Det med at regere på sønnens vegne gik bare bedre for Margrethe Valdemarsdatter, både i samtiden og i eftermælet. Om det så skyldtes Margrethes Valdemarsdatters egen dygtighed – eller det faktum, at hun ikke var en fra udlandet hentet dronning, men datter af en dansk konge kan ikke afgøres.

Faktum er, at Margrethe Valdemarsdatter var noget helt særligt.

Margrethe Valdemarsdatter blev født i 1353, og hun døde i 1412.

Oprindeligt var hun blevet gift med den norske konge og var således dronning af Norge. Men da hendes far – Danmarks konge Valdemar Atterdag – så døde, rejste den purunge Margrethe med sin søn Oluf til Danmark for at kræve kronen på drengens vegne.

Han fik den, og Margrethe begyndte at styre landet på sønnens vegne. Ene kvinde mellem en masse stormænd, der troede, at hende kunne de sagtens styre. Det kunne de så ikke. Tværtimod.

Margrethe gjorde arbejdet som regent så godt, at hun ikke alene fuldendte faderens arbejde med at samle Danmark. Hun fik også som den eneste regent nogensinde i Norden samlet de nordiske lande i Kalmarunionen i 1397.

Hendes titel i Norge var hele vejen igennem dronning, og det blev det også i Sverige. Men ikke i Danmark, hvor Margrethe d. 1´s korrekte titel er: Frue og husbond og hele rigets mægtigste formynder. En pudsig titel, som ingen andre regenter nogensinde har haft.

Men ulykken havde også ramt Margrethe. Hendes eneste barn og Danmarks kommende konge Oluf døde allerede i 1387, da han kun var 17 år. Rygtet gik, at Margrethe selv havde sørget for det, da hun ville beholde magten. Men intet er bevidst.

Faktum var da også, at hun må have været interesseret i at få en arving og efterfølger. Efter sønnens død adopterede hun også en grandnevø, der senere blev konge under navnet Erik af Pommern, og som skæbnens ironi lod være præcis så uduelig, som Margrethe frygtede, at sønnen ville have været det, hvis han var blevet konge.

Men nu blev det altså adoptivsønnen – i hvert fald på papiret. For så længe Margrethe levede, var det reelt hende, der var regenten.

Margrethe døde så pludseligt – af pest – kun 59 år gammel ombord på et skib i Flensborg fjord, mens hun var i gang med at ordne det sønderjyske spørgsmål.

Hun lægger idag bisat på den fineste plads i Roskilde Domkirke, der er de danske regenters sidste hvilested.

Læs evt. mere om denne en af Danmarkshistoriens allerstørste regenter her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956

Kvinderne var altså begyndt at røre på sig, og i tiden op til reformationen og renæssancen skulle tre hollandsk-fødte kvinder sætte sig varige spor i Danmarkshistorien.

Disse tre markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Dagmar og Bengerd

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om Valdemar Sejr´s to dronninger:

Dagmar og Bengerd

Der er langt imellem de markante kvinder i middelalderens Danmark. Noget, der formentlig skyldes, at kvinderne og deres udfoldelsesmuligheder som alt andet i datidens samfund var nærmest totalt kontrolleret af mændene omkring dem, hvad enten det var fædre, ægtemænd, sønner eller sågar svigersønner.

For i modsætning til vikingetiden, hvor kvinden havde stor magt i de enkelte hjem, både når manden var i viking og når han ikke var, så var hun i stort og småt underlagt manden i middelalderen.

Det gjaldt både verdslige og religiøst. I middelalderens katolske kirke var der – på nær i de lukkede nonneklostre – derfor kun plads til mænd som præster, biskopper og så videre, mens vikingetidens kvinder uden problemer kunne vælge at være en af de gydjer, som var det feminine modstykke til de mandlige goder.  For både en gode og en gydje kunne stå i spidsen for såvel ofringer som alt andet, der hørte til vikingetidens asatro.

Men nu var det altså middelalder, og kvinden skulle med apostlen Paulus´s ord tie i forsamlinger, føde børn og arbejde, mens manden tog alle beslutningerne og havde alle kompetencerne. Ja, kvinderne havde end ikke bestemmelsesret over de penge, som de bragte med sig ind i ægteskabet, eller over den arv, som de fik fra deres familie.

Den optimale kvinde var derfor også i middelalderen en kvinde, som var sød, smuk og føjelig, og som kunne føde børn, helst drenge. For drenge var mere værd end piger. Drenge skulle nemlig arve titel og gods – og kunne føre slægten og slægtsnavnet videre. Piger skulle bare føde børn i en anden slægt, og det var efter datidens normer ikke ligeså fint.

Valdemar Sejrs første dronning Dagmar, der i 1205 kom til Danmark fra Bøhmen, som svarer nogenlunde til det nuværende Tjekkiet, var en efter datidens normer perfekt kvinde.

Hun var efter sigende lys, mild og god af sind og hjerte – og danskerne elskede hende. Hun var nærmest datidens prinsesse Diana, bare med den forskel at hun også var dybt elsket af sin mand, kong Valdemar Sejr, der ifølge folkevisen ”Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg” i eet eneste stræk red fra Ringsted til Ribe for at nå at sige farvel til sin hustru, da hun stadig ung og smuk lå for døden i Danmarks ældste by.

Om legenden holder, og hvem den historiske Dagmar i virkeligheden var, får vi aldrig at vide. Men hun var i hvert fald elsket, og hun ligger nu begravet i Sct. Bendts Kirke i Ringsted sammen med sin mand Valdemar Sejr, der i øvrigt er kendt for at være ham, der modtog Dannebrog fra himlen, da det faldt ned i Estland.

På den anden side af kongen i kirken ligger så endnu en kvinde, nemlig hans anden dronning, som han giftede sig med i 1214 kort efter Dagmars død. Hun hed Berengaria og kom fra Portugal. Det blev på dansk til Bengerd, og hun var ligeså mørk som Dagmar havde været lys.

Hende kunne danskerne ikke lide. Der er dog ikke noget historisk belæg for, at Bengerd skulle have været så forfærdelig, grådig og ondskabsfuld, som rygterne om hende har gået gennem tiderne. Men eftermælet står tilbage, kort og godt: Bengerd, den beske blomme, som det hedder i folkevisen.

Det eneste vi for alvor ved om den portugisiske prinsesse er, at alle hendes tre sønner blev konger efter faderen Valdemar Sejr, og at der med dem startede en ny urolig tid i Danmark.

Dagmar havde ellers også født en søn nogle år, inden hun døde. Men han døde ung, så derfor blev det Bengerds sønner, der kom til at føre den danske kongeslægt videre frem gennem middelalderen.

Kvinderne begyndte dog at røre på sig, inden middelalderen var forbi – og især to kvinder ved navn Margrethe valgte at se stort på, at datidens kvinder skulle ses og ikke høres.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Thyra Dannebod

Udgivet den af
Svar

Sidste år var mandagen lig med Danmarksbloggens Danmarkshistorie. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu fortsætter historie-mandagene. For startende i dag og indtil Grundlovsdag d. 5. juni vil Danmarksbloggen i anledning af, at det i år er 100 år siden, at kvinderne fik stemmeret derfor hver mandag beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

Og vi starter idag med den første danske kvinde, hvis navn er ridset ind i sten, nemlig:

Thyra Dannebod

Thyra Dannebod var gift med Gorm den Gamle, Danmarks første konge, der levede midt i 900-tallet. Det ved vi med sikkerhed. For på den ene af de to Jelllingstene kan man læse, at ”Gorm Konge lod gøre disse kumler efter Thyra sin kone Danmarks bod”.

Men var Thyra i grunden dronning? Det ved man ikke. Det eneste vi ved er, at Thyra var vikinge-kone og hedning. For kristendommen var endnu ikke kommet til Danmark. Thyra og Gorm den Gamle var som resten af befolkningen på det tidspunkt asatro.

At deres søn Harald Blåtand, der som bekendt kristnede danskerne, så senere gav sine døde forældre en kristen gen-begravelse er en anden sag.

Men hvad vil det sige, at Thyra var Danmarks bod?

Ja, navnet menes at hentyde til, at det var Thyra, der som den stærke vikingehustru hun var, lod Dannevirke opføre, så danskerne kunne forsvare sig mod tyskerne, der allerede dengang huserede ved grænsen. Et billede, som man især i tiden efter 1864 var meget glade for.

Men om billedet af den stærke vikingehustru holder historisk set, er ikke bevist. For taler de to runesten i Læborg og Bække, der ligger cirka 30 km fra Jelling. På disse kan man nemlig læse om Tue, Funden og Gnyble, der gjorde Thyras høj.

Summa summarum er også, at ingen af de andre vikingekonger som fx Harald Blåtand, Svend Tveskæg eller Knud den Store havde koner, som i dag huskes, eller som blev nævnt i både samtidens og eftertidens krøniker.

Men det blev Thyra Dannebod. Hendes navn huskes endnu – og forbindes stadig med at værne Danmark mod ydre farer.

Heller ikke de tidlige middelalderkonger som fx Knud den Hellige eller sågar Valdemar den Store har haft dronninger, der på nogen måde har gjort sig bemærkede.

Så noget ekstraordinært har Thyra Dannebod bedrevet.

Vi skal også helt op i 1200-tallet, før den næste markante kvinde i Danmarkshistorien dukker op, nemlig Valdemar Sejrs første kone: Dronning Dagmar, der som en anden prinsesse Diana blev så populær, at det blev umuligt for hans anden kone at få et ben til jorden, da hun blev dronning.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 23: Parlamentarismen og kvindernes stemmeret

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Parlamentarismen og kvindernes stemmeret

Danmark havde udviklet sig enormt gennem 1800-tallet. Ja, det var nærmest et helt nyt land, som stod på tærsklen til det nye århundrede.

Men Danmark var stadig et land, hvor der var store skel mellem mennesker og store problemer, hvad også litteraturforskeren og kritikeren Georg Brandes så helt tydeligt og beskrev både på Københavns Universitet og i dagbladet Politiken, som broderen Evald Brandes grundlagde sammen med den radikale Viggo Hørup.

1900-tallet skulle så vise sig at blive endnu mere hektisk end 1800-tallet. Men det vidste man ikke ved århundredets start. Man var derimod helt klar over, at det politiske system i Danmark trængte til en opdatering. I sidste instans kunne det være et spørgsmål om demokratiets overlevelse.

Ændringerne kom så også med parlamentarismens indførsel i 1901, hvor magten skiftede fra nogle få hundrede godsejere til mere end 60.000 bønder – eller sagt kort: Danmarks første Venstre-regering.

Der var også noget at gå i gang med for den nye regering. Beskatningen, som stadig hvilede på de gamle jordskatter, blev ændret til indkomstskat, og folk fik deres første selvangivelse. Straffeloven blev mere human. Og der skete en demokratisering af både amts-, sogne- og byråd, således så ingen – som fx godsejere – længere automatisk var medlemmer.

Venstre opfattede dog ikke længe godsejerpartiet Højre som hovedmodstander. Og i dag har de to partier endda ofte siddet i regering sammen. Højre blev nemlig til Det Konservative Folkeparti.

Nej, hovedmodstanderen for Venstre var – og er stadig – Socialdemokratiet, der i starten af 1900-tallet stormede frem – og som hurtigt fik magten i København sammen med de radikale, som har deres rødder hos husmænd, lærere, intellektuelle og kunstnere.

For dengang stemte man – i reglen – efter hvilken klasse, som man tilhøret i samfundet.

Danmark i starten af 1900-tallet var nemlig et Danmark med store sociale forskelle, hvor en lille overklasse levede et dejligt liv med gode, store boliger, masser af nærende mad og mulighed for at udfordre og realisere sig selv, mens langt de fleste danskere arbejdede hårdt året rundt, levede i elendige boliger – men hverken havde tid eller penge til at nyde livet – eller blot holde sig sund og rask.

For nu kom der fokus på sundhed – også selvom Venstre ikke ville bruge penge på det. Dengang som nu mente de, at pengene lå bedst i folks egen lomme. Men med tiden kom der flere penge til sundhed, både den helbredende og den forebyggende.

Idrætten begyndte at vokse frem, også for arbejderklassen, hvis medlemmer begyndte at gå til fodbold og andre holdsportsgrene, der i modsætning til overklassens sportsgrene som fx ridning var billige at dyrke. Man begyndte også at bade fra stranden.

At samfundet har et ansvar overfor sin befolkning var ved at blive en udbredt antagelse i et Danmark, der begyndte at ligne det samfund, som vi har idag.

En ting manglede dog for alvor: Nemlig kvindernes stemmeret og deltagelse i det politiske liv.

Kvinderne selv havde op gennem 1800-tallet protesteret og krævet ret til at være med i samfundet på lige fod med mændene. Og også mandlige politikere fra både Venstre og Socialdemokratiet havde siden 1886 forsøgt at give kvinderne stemmeret. Men hver gang blev forslaget afvist af det Højre-dominerende Landsting.

Men nu kunne det ikke længere holdes tilbage. I 1908 fik kvinderne stemmeret og blev valgbare til de kommunale råd, og pr. d. 5. juni 1915 fik kvinderne ret til at stemme og opstille til Rigsdagen.

De moderne tider var for alvor begyndt, og alt kunne således have været godt og lyst, men ude i verden var der sket ting og sager: Året forinden var 1. verdenskrig startet i 1914.

Og netop 1. Verdenskrig, Genforeningen og Påskekrisen skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tørklæder har (næsten) altid været et must for danske kvinder

Udgivet den af
9

Så raser tørklæde-debatten igen – og som altid er en af bannerførerne imod muslimske kvinders ret til at gå med tørklæde Pia Kjærsgaard, der i en artikel i Kristeligt Dagblad i går onsdag d. 20. august siger:

Det, at muslimske kvinder bærer tørklæder, burka, eller niqab er en klar afstandtagen til det danske samfund. At gå tildækket er fuldstændig i strid med det danske samfunds traditioner og symboliserer en ufrihed, som jeg slet ikke kan acceptere på nogen måde.

Citat slut.

Læs hele artiklen her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/2014-08-20/%E2%80%9D-b%C3%A6re-t%C3%B8rkl%C3%A6de-er-en-politisk-manifestation%E2%80%9D

I artiklen kan man også læse, hvordan Pia Kjærsgaard mener, at tørklædet er en politisk manifestation, der slet ikke har noget med religion at gøre.

Pia Kjærsgaards udmeldinger har så heller ikke noget med fakta at gøre. Tørklæder var derimod et must for danske kvinder i mange århundreder.

For hvis Pia Kjærsgaard kendte sin Danmarkshistorie, ville hun vide, at lige siden ihvertfald middelalderen og måske også længere tilbage – og helt op til sidst i 1800-tallet og nogle steder langt op i 1900-tallet var det normen, at også danske, kristne kvinder tog noget over håret, når de var ude i det offentlige rum.

At det at gå med noget over håret viste, at kvinden var en ærbar og gift kvinde. Det udslåede (altså løse) hår var nemlig kun noget, som små piger, meget unge, ugifte jomfruer – og prostituerede gik med.

Så når kvinden nåede en vis alder og modenhed – og ihvertfald når hun var gift – var det kun hendes mand, der måtte nyde godt af synet af hendes lange, udslåede hår. Og her taler vi altså Danmark og kristne, danske kvinder for kun omkring 100 år siden. Ja, nogle steder i landet for endnu færre år siden.

Ja, faktisk var et af de helt store bryllupsritualer, når de gifte koner midt under bryllupsfesten tog brudekronen af den nygifte brud og gav hende konehuen på. Konehuen, der skjulte hendes hår og viste, at nu var hun ikke længere et emne at gifte sig med. (En skik vi stadig har en rest af, når brudens slør klippes i stykker efter brudevalsen).

Til hverdag brugte de fleste kvinder dog et tørklæde – men funktionen var den samme: Håret måtte ikke ses.

Så nej, det med tørklæder er ikke noget nyt her til lands. Tørklæder har derimod i mange århundreder og mange versioner været et must for danske, kristne kvinder.

Dét er så ikke sådan længere for danske, kristne kvinder – det er rigtigt. Men det at gå barhovedet er immervæk kun noget, som danskerne – både mænd og kvinder – for alvor har gjort siden 1960´erne.

Men selvfølgelig skal ingen muslimsk kvinde føle sig presset til at tage tørklæde på, hvis hun ikke har lyst. Hun skal kunne gå med håret udslået ligeså meget, som hun har lyst.

Men hun skal heller ikke – som Pia Kjærsgaard vil have det – føle sig presset til at tage tørklædet af, hvis hun helst vil have det på.

For tørklæde eller ej, kors eller ej, kalot eller ej – dét er 100% den enkeltes egen sag. Men alle skal have friheden til at vælge – og til at være sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk