Blomster til en morder? ALDRIG

I går blev der lagt blomster der, hvor politiet skød manden bag de to terrorangreb i weekenden. Blomster, som senere blev fjernet af hans venner og meningsfæller med henvisning til, at det ikke er en muslimsk tradition.

Siden har debatten raset. Nogle mener, at det er kristen næstekærlighed også at lægge blomster dér ligesom det bliver gjort ved Krudttønden og i Krystalgade, hvor blomsterhavet bare vokser og vokser.

For Danmarksbloggen er sagen klar. Det drejer sig i bund og grund ikke om hverken ytringsfrihed eller om religion. Det drejer sig om mord på to uskyldige medborgere.

Og man ærer ikke en morder, og det var, hvad Omar El-Hussein var. En ussel og simpel dobbeltmorder, der brugte religionen som påskud for med fuldt overlæg at fratage Finn Nørgaard og Dan Uzan livet. Og sådan en mand giver man ikke blomster. Så enkelt er det.

Danmarksbloggen respekterer selvfølgelig retten til at sørge. Den gælder for alle. Det siger sig selv. Men når man lægger blomster, så ærer man – og vi skal ALDRIG ære en morder. ALDRIG.

Vi kan ikke – og vi skal ikke – sidestille de tre mænd. De to af dem er døde, fordi den tredje skød dem med fuldt overlæg, mens de var 100% forsvarsløse.  Den tredje derimod er død, fordi han skød på politifolk i tjeneste. Så enkelt er det.

Ja, at sidestille terroristen med de to ofre ved at give ham blomster er faktisk mangel på empati med de to ofre og deres familier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Stilhedens og de dæmpede vanters mindehøjtidelighed

Fysisk var vi omkring 30.000 mennesker af alle nationaliteter og alle religioner på Østerbro i aften, der stod dér ved Krudttønden i kulden og mørket med fakler i hænderne og tårer i øjnene.

Men mentalt var vi millioner, der bakkede op om denne smukke og værdige mindehøjtidelighed for de to døde og de fem sårede ved weekendens to terrorangreb i København.

Det blev stilhedens og de dæmpede vanters mindehøjtidelighed.

Stilheden, da mindehøjtideligheden startede – og vi alle som med ét trylleslag blev helt tavse.

Og så stilheden igen, da vi holdt et minuts stilhed for ofrene.

Aldrig har en stilhed råbt så højt om frihed og demokrati og menneskeret som i den kolde aften ude på Østerbro for et par timer siden. Det var et råb, der rungede hele vejen ind til Krystalgade, som også var blevet besøgt inden højtideligheden ved Krudttønden.

Og mange gange aftenen igennem de dæmpede vanter, som man kunne høre styre klapsalverne, der trods den tykke vinterbeklædning alligevel viste, hvad vi står for her til lands.

Dét var en aften af dem, som jeg og alle andre i Danmark aldrig glemmer – og som nu afspejles i de to lys, som står i mit vindue til minde om Finn Nørgaard og Dan Uzan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård

I dag flager Danmark på halv. To af landets sønner er døde. De kommer ikke til at opleve foråret, når det om kort tid kommer til landet.

Deres liv blev taget fra dem af en tredje mand, der fejt skød dem, fordi de ikke var som ham, mente som ham, tænkte som ham og troede som ham.

Den første, Finn Nørgaard, var filmmand og troede på ytringsfrihed og integration.
Den anden, Dan Uzan, var jøde og passede på 80 andre jøder til en fest i synagogen.

De to mænd var ikke farlige. Det var deres morder derimod. Men ikke fordi han var muslim.

For der findes ingen tro, ingen religion, ingen ideologi, der er farlig. Det er mennesker, der er farlige – og især når mennesker mangler evnen til at se udover sig selv og får et våben i hænderne bliver de dødens farlige.

I dag sørger vi, i dag mindes vi med Grundtvigs ord:  

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård!
Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.

Ære være Finn Nørgaards og Dan Uzans minde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Leonora Christine og Sophie Amalie

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om de to bitre fjender:

Leonora Christine og Sophie Amalie

Reformationen lå efterhånden næsten 100 år tilbage, da Leonora Christine og Sophie Amalie blev født i henholdsvis 1621 og 1628.

Men så hører alt lighed mellem de to kvinder, der blev hinandens livsfjender, stort set også op.

Leonora Christine var datter af Danmarks store byggekonge Christian d. 4 og hans anden kone, den adelige Kirstine Munk, der på grund af at hun var adelig og ikke fyrstelig, aldrig kunne blive dronning af Danmark. Leonora Christine var derfor heller ikke prinsesse, men kongedatter. Det skulle dog ikke forhindre hende i at spille rollen som Danmarks førstedame i mangel på en dronning i de mange år, hvor Christian d. 4. var konge, men ikke var gift med en fyrstelig kvinde.

Det med at føre sig frem havde Leonora Christine heller ikke fra fremmede. Hendes mormor var Ellen Marsvin, der i en mandsdomineret tid blev jordbesidder i den helt store stil – og som ikke alene forvaltede arven efter sin ægtemand, men også kraftigt øgede dens værdi.

Moderen var som sagt Kirstine Munk – en kvinde, der i mange år kunne få Christian d. 4. til at danse efter sin pibe – lige indtil hun dummede sig og ikke alene var kongen utro med den såkaldte Rhingreve, men også prøvede at forgive Christian d. 4.

Leonora Christine holdt sig klogeligt ude af balladen mellem forældrene – og var på mange måder et rent ug-barn, som hendes søskende ikke brød sig meget om, da hun gerne sladrede og gav dem skylden for alt, så hun selv kunne fremstå som den perfekte. Og det virkede. Leonora Christine var i stort og småt faderens, Christian d. 4´s, yndlingsdatter – og hun blev da også gift med den senere rigshovmester Corfitz Ulfeldt, der i mange år virkede nærmest som en slags statsminister, der dog tilranede sig store summer fra statskassen og i det hele behandlede den aldrende Christian d. 4. såre skammeligt.

Leonora Christine og Corfitz var altså usympatiske, men samtidig også datidens powerpar – og hun holdt fast i ham, hele vejen, både da han blev anklaget for landsforræderi, sad i fængsel på Bornholm og lavede maskepi med svenskerne, mens de havde besat Danmark og tog Skåne, Halland og Blekinge i 1658. Han døde senere alene på en båd på Rhinen, mens hans kone endnu havde det værste og det største til gode.

For selvom det allerede passerede er nok til for evigt at blive husket i Danmarkshistorien, så er den forkætrede kongedatters største mesterstykke nemlig Danmarks første selvbiografi: Jammers Minde, som Leonora Christine skrev i de 22 år, hvor hun sad som fange i Blåtårn i København anklaget for landsforræderi m.m.

Manuskriptet, der ikke må læses som et faktabaseret korrekt vidnesbyrd, men som er såre subjektivt, blev først genfundet i sidste halvdel af 1800-tallet, hvorefter det hurtigt blev kendt og faldt på et tørt sted, da Danmark efter 1864 havde desperat brug for netop sådan en national tragisk heltinde. Og her var hun så: Den smukke kongedatter, og skurken var oven i købet tysk. Dét kunne ikke være meget bedre. Så pyt med fakta.

For skurken var – og er stadig for mange danskere – Sophie Amalie, der blev gift med Danmarks første enevældskonge Frederik d. 3., der snedigt indførte enevælden ved et statskup i 1660.

Sophie Amalie var født og opvokset ved et lille hertughof i det nordtyske, og havde intet af den intelligens og det vid, som Leonora Christine havde så rigeligt af. Leonora Christine forsømte heller ikke en chance for at drille og udstille den unge dronning, da hun kom til København og ingen kendte, mens Leonora Christine derimod var på absolut hjemmebane, i hvert fald til at starte med.

Helt slemt blev det så, da kroningen af det nye kongepar skulle finde sted i 1648.

Kongen blev kronet den første dag – og alt gik, som det skulle. Men så dagen efter, hvor dronning Sophie Amalie skulle krones, var København raseret. Leonora Christine og Corfitz Ulfeldts folk havde ødelagt det meste af den pynt og de æresporte, som dronningen og det kongelige følge skulle ride igennem på vejen fra Københavns Slot til Vor Frue Kirke.

Og kronen, som Sophie Amalie skulle krones med, var ikke den prægtige dronningekrone, men en erstatningskrone, lavet i al hast og af billige materialer. Den rigtige krone var nemlig gået i stykker, da Leonora Christine ”helt tilfældigt” kom forbi guldsmeden og ”kom til” at tabe den på den hårde stengulv, så den gik i stykker og ikke kunne nå at blive repareret.

Dét tilgav Sophie Amalie aldrig.

Og tiden gik, og hjulpet på vej af Ulfeldts landsforræderi blev stemningen ved hoffet og i Danmark også mere og mere for kongen og hans dronning, selvom hun var rigeligt forlystelsessyg og lavede de mest (også for) dyre og spektakulære baller og udklædningsfester.

Det var i øvrigt også Sophie Amalie, der fik opført Amalienborg – som jo netop blev opkaldt efter hende selv.

Men den største respekt hos danskerne opnåede Sophie Amalie, da hun ved kongens side red rundt på voldene, mens svenskerne bombede og skød løs mod hovedstaden i dagevis. Dét havde ingen dronning gjort før.

Hadet til Leonora Christine slap hende dog aldrig – og selv da manden, kong Frederik d. 3. døde, og hendes svigerdatter, den nye dronning Charlotte Amalie, gik så mindeligt i forbøn for den aldrende Leonora Christine, var Sophie Amalie stejl og ubønhørlig.

Leonora Christine skulle blive i Blåtårn.

Så det blev hun – indtil Sophie Amalie døde i 1685. Samme dag om aftenen blev kongedatteren tilbudt at komme ud i løbet af natten, men Leonora Christine var livsskuespiller af det store format.

Jeg vil ud med manér, sagde hun – og det kom hun så næste morgen i fuldt dagslys og med fuld honnør.

Derfra gik turen til Maribo, hvor Leonora Christine levede i yderligere 12 år, hvor hun også fik besøg af sine børn – og gav en af dem dét manuskript, der skulle sikre hendes berømmelse. Dog ikke med et samme som hun havde håbet, men 200 år senere, da det blev fundet på et loft i Østrig.

Men det er først om lang tid. Vi er stadig i 16- og 1700-tallet.

Enevælden var kommet til Danmark – og kvinderne var stadig underlagt mændene. Men der blev flere og flere undtagelser, som turde og ville noget mere. Nogle af dem var også ikke-royale – og nogle gange kunne det gå helt galt som med adelsfrøkenerne Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow, der nåede bunden på to meget forskellige måder.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vigtigheden af at passe på jøderne

På de fleste skoler har man en anti-mobbe-politik.

Det skal vi også have som samfund. For også her har vi en gruppe, som udsættes for ikke kun mobning, men også decideret chikane og nu terror. Nemlig jøderne.

Danmark anno 2015 er desværre et land, hvor det er svært at være jøde – både til hverdag og når terroren rammer. Hvor jøder rådes til ikke at gå med kalot og Davidsstjerne på Nørrebro fx. Hvor jøder rådes til at passe på med at sige at de er jøder, fordi det kan ophidse i en diskussion om palæstinenserne.

Men jøder er ligeså meget danskere som alle mulige andre. Jøder har de samme rettigheder som alle andre. Jøder skal derfor – uhindret og uden problemer – kunne gå med kalot og Davidsstjerne og på anden måde vise, at de er jøder. De skal kunne sige og skrive, hvad de har lyst til. Ytringsfriheden gælder også jøder.

Gårsdagens terror ramte nemlig ikke kun ytringsfriheden på Østerbro. I anden omgang ramte den det jødiske samfund, da en jøde blev skudt og dræbt, mens han passede på 80 andre jøder, der holdt konfirmationsfest ved synagogen i Krystalgade.

Et samfund er aldrig stærkere end dets svageste led … og skal Danmark være det åbne og frie samfund, som vi så gerne vil være, så skal vi passe godt på jøderne.

Vi er alle mennesker først, sidst og indimellem – og det gælder alle, både kristne, muslimer, jøder, buddhister, ateister og alle andre. Vi skal alle være her – i fredelig og dejlig sameksistens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mindehøjtidelighed og mangfoldighed

I morgen mandag finder der to vigtige begivenheder sted.

Den første er endnu en demonstration for mangfoldighed. 
Læs mere her: https://www.facebook.com/pages/K%C3%B8benhavn-for-Mangfoldighed/1567110516861570?fref=nf

Og den anden er mindehøjtideligheden for dem, der blev dræbt og såret ved gårsdagens terrorangreb i København.
Læs mere her: https://www.facebook.com/events/641479642646189/?sid_reminder=2163964975113043968

At Danmarksbloggen deltager, siger sig selv. Danmarksbloggen vil også opfordre alle andre til at møde op. Det er vigtigt. Det er nu medmenneskelighedens lys skal skinne i mørket.

Vores svar skal med Norges tidligere statsminister Stoltenbergs ord være mere demokrati, mere åbenhed og mere mangfoldighed.

For vi er alle mennesker først, sidst og indimellem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så kom det tæt på …

Så kom det tæt på …

Eftermiddagens skyderi på Østerbro, der har kostet én person livet og såret tre andre, kan desværre ikke undre nogen. Det var ventet, at noget sådant måtte ske … og nu skete det så til dette ytringsfriheds-arrangement med Lars Vilks som hovednavn.

Desværre er det nok heller ikke det sidste, at vi kan forvente af den slags, hvad enten vi kalder det terror, attentat eller noget helt tredje.

Der er derfor kun én ting at sige – og gøre: At fortsætte med at skrive, sige og tegne lige, hvad vi har lyst til … 

Vi må ikke lade os kue. Men vi må heller ikke lade mørket besejre os, så vi opdeler mennesker i dem og os, i religioner og ideologier.

For vi er og bliver alle mennesker først, sidst og indimellem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valentin handler (også) om at være en samfundsrebel – og om den farlige kristendom

Hjerter, chokolade og blomster – i morgen d. 14. februar er det Valentins dag, som også i Danmark er ved at blive en dag, der handler om forbrug og købekraft.

Historisk set er det selvfølgelig helt forkert.

Valentins dag handler nemlig om kærlighedens kraft, om uselvisk kærlighed, om den kristne præst ved navn Valentin, der i Rom under kristenforfølgelserne i de første århundreder gemte kristne og ikke mindst viede forelskede unge mennesker til hinanden, selvom kejseren havde forbudt ægteskaber. Kejseren skulle nemlig bruge soldater – masser af soldater – til sine krige, og han kunne kun tvangsudskrive de ugifte.

Men Valentin var ligeglad – han viede på livet løs, indtil han blev fanget og sat i fængsel. Dér helbredte han fangevogterens blinde datter – og de to unge forelskede sig så meget, at Valentin på hans henrettelsesdag – d. 14. februar – skrev et glødende kærlighedsbrev til hende underskrevet Din Valentin.

Valentin var altså en samfundsrebel – en mand, der fulgte sit hjerte og gerne vendte tingene på hovedet. Sådan en mand var Jesus også med sine lignelser og sine gerninger.

Det er også derfor, at kristendommen i dens budskab og kerne er revolutionerende og farlig for magten og for de mennesker, der tror, at magt, anseelse og penge betyder noget som helst.

For den kristne må følge hjertets lov. Den lov, der uagtet magtens forsøg på kontrol og undertrykkelse, altid siger: ELSK DIN NÆSTE SOM DIG SELV.

Altså: Del dine goder med andre, vær solidarisk og rummelig. Tanker, som er så stik imod både det liberale og det højrenationalistiske livssyn, der florerer så alt for meget i Danmark i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Indenfor murene”

Hvor gik Nora hen, da hun gik ud,? spørger man altid om, når man har set Ibsens ”Et dukkehjem”.

På vej hjem efter at have set nationalklassikeren ”Indenfor murene” på Folketeatret er det derimod ligeså naturligt at spørge om, hvor den jødiske datter Esther og hendes kristne forlovede Jørgen gik hen, mens den jødiske patriark Adolf Levin gik i seng – og den jødiske moder Sara grædende bad om lykke til sit barn.

Man kan selvfølgelig gå til Bent Fabricius-Bjerres musical Esther. Men man kan også søge svaret andetsteds, søge det udenfor teatermurene, udenfor synagogens, kirkens – og i vor tid moskéens mure.

For nok gik det unge par, der spilles overbevisende af Sofia Nolsøe og Jesper Dupont, ud for at søge kærlighedens lykke langt væk fra religionen. Men hvor langt væk kunne de gå en tid, hvor de begge var mere end på forkant med deres oprør mod forældrene og religionen?

Og kan man nogensinde – også i 2015 – for alvor flygte fra sine rødder og sin barndom? For er der ikke indeni os alle tykke, mentale mure? Mure, der aldrig rigtig kan rives ned – men kun slås hul i?

Men måske kan vi også nøjes med hullerne – på scenen og i det virkelige liv?

For ”Indenfor murene” handler om det virkelige liv i 1912 – og i 2015. Det handler om mennesker. Det handler om kærlighed. Det handler om rødder. Det handler om fortid, nutid og fremtid. Det handler om konflikter mellem mennesker – og måske allermest om vigtigheden af evnen til at række ud, især udover sig selv.

Det handler om dig og mig – og alle andre, uanset om vi er jøder, kristne, muslimer eller ateister. For vi har alle rødder og alle forældre – og mange af os har også børn og nogle endda også børnebørn. Vi har alle de samme grundvilkår som mennesker – og derfor mere der samler end skiller os.

Vi kan alle spejle os i hinanden, uanset om vi kommer i kirken, synagogen, moskéen – eller sidder under et grønt træ.

Det ser man for alvor, når der slås hul på murene – og man i stedet for fordomme og stereotyper ser hinanden som de forskellige mennesker af kød og blod, som vi er først, sidst og indimellem. Når man søger forståelsen og forklaringen som den jødiske søn Hugo gør det så glimrende, selvom de andre i familien Levin slet ikke lytter til hans visdomsord.

I en senere tid – skuespillet er skrevet i 1912 – burde Hugo også være blevet fredsforhandler i Mellemøsten. Men i den velhavende jødiske Levin-familie i tiden op til 1. verdenskrig er han læge og hans bror forretningsmand ligesom faderen, der spilles med en fantastisk autoritet og nerve af Waage Sandø fra han træder ind til sabbatten til han sidst i stykket går i seng.

Men i enhver jødisk familie er moderen omdrejningspunktet, både når hun tænder lysene til sabbatten og ellers. Og det er dansk teaters største skuespillerinde Ghita Nørby også i Folketeatrets ”Indenfor murene”.

I hver en bevægelse, hver en tone, hver en mimik ER hun Sara Levin, den jødiske mor, der elsker sin familie overalt på jorden og gør alt, hvad hun kan for at sikre alle lykken – og freden indenfor murene.

Men freden brydes og livet laves om. Først da datteren tro mod tidens stigende bevidsthed og kamp for kvindens rettigheder kommer for sent hjem til middagen – og endnu mere, da det nødvendige opgør med etatsråden, mesterligt spillet af Preben Christensen, finder sted.

Der slås hul på murene, og det gøres så eftertrykkeligt, at forestillingen sidder i én længe efter, at man har forladt teatret og er gået hjem i en nutidig vinteraften i endnu en tid, hvor mennesker bygger mure og ser religioner og fordomme, før de ser mennesker.

Og i øjeblikket desværre mere end i mange årtier.

Henri Nathansens stykke er med andre ord mere aktuelt end det har været længe – og Danmarksbloggen giver det i Folketeatrets sprudlende og stærkt bevægende version fem store stjerner ud af fem mulige.

Endelig skal nævnes forestillingens program. Normalt er et program ikke noget, som der er grund til at nævne i en anmeldelse. Men her er der. Endda stor grund.

For programmet til Folketeatrets ”Indenfor murene” er mere end blot flotte billeder og baggrundsinformation. Det er en guldgrube af substans, af tanker og betragtninger over stykket og dets mening og morale – leveret af både Ghita Nørby, Herbert Pundik og Thomas Bendixen.

Danmarksbloggen anbefaler derfor ikke kun på det varmeste at se stykket, men også at købe programmet, gemme det og finde det frem igen og igen – især når man føler behov for at blive husket på, at livet først og fremmest handler om mennesker, samvær og mangfoldighed – og ikke om religioner og ideologier.

”Indenfor murene” spiller frem til 11. april på Folketeatret. Det er Thomas Bendixen, der har instrueret, og Maja Ravn, der har stået for scenografien. Steen Larsen er manden bag lyddesignet, mens Lars Schou har stået for lysdesignet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Åben uge 8 i moskéen

Allerede nu er moskéer landet over åben for besøgende, også ikke-muslimer.

Men nu vil indtil videre fire moskeer holde en nærmest endnu mere åben uge for at pointere, at der findes masser af moderate muslimer, som ikke ønsker hverken vold, terror eller noget af alt det andet, som højrefundamentalister beskylder islam for at være synonymt med.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Regionale/Trekanten/2015/01/28/100837.htm

Det er en god ide. Danmarksbloggen håber, at flere moskéer slutter sig til initiativet.

Danmarksbloggen håber også, at mange danskere vil benytte sig af muligheden for at besøge en moské – og måske endda snakke med en muslim eller to.

For når vi lærer hinanden at kende, så ser vi ikke hinanden som en ensartet og endimensionel gruppe, men som enkeltpersoner – og så opdager vi, at vi har mere, der samler, end der skiller os – uanset race, religion, seksuel orientering – og hvad der ellers kan skille mennesker.

Så opdager vi, at alle er mennesker først, sidst og indimellem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk