Løkkeland lidt endnu

Så klarede Løkke sig – endnu engang – ud af problemerne om manglende troværdighed i omgangen med andres penge.

Manden er – formentlig i mangel på reelle alternativer – stadig Venstres formand og statsministerkandidat.

Gad vide om der er mere forkert-omgang-med-andres-penge at komme efter, hvis man vender flere sten i Løkkeland? Ingen ved det, men alle taler om det – og der er flere end blot en håndfuld mennesker, der higer og søger efter en fjerde Løkke-sag.

En sag, som hvis det virkelig skal batte noget, først skal eksplodere i medierne EFTER der er udskrevet folketingsvalg.

For i politik er timing alt.

Og kan man blot éen gang til få syn for sagen omkring Løkkes omgang med penge, ja så er Løkke færdig – og det samme er muligheden for en kommende blå regering.

Den røde blok har nemlig med Løkke som fortsat leder af oppositionen fået en mere end almindelig stærk joker på hånden i spillet om regeringsmagten efter det kommende folketingsvalg, der skal afholdes senest sensommeren 2015.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstreballaden spænder ben for nej til patentdomstolen

Balladen i Venstre gør, at medierne fokuserer på Løkke og hans meritter frem for på EU-valget og afstemningen om patentdomstolen.

Så langt, så meget business as usual – og normalt betyder det ikke så meget med mindre mediebevågenhed op mod et EU-valg. Valgdeltagelsen bliver måske også mindre, men stemmerne fordeler sig procentmæssigt nogenlunde, som de plejer.

Men ikke denne gang. For denne gang skal vi også stemme om dansk tilslutning til patentdomstolen. Noget, som mange danskere tror, handler om lettere og billigere patenter til danske virksomheder – og det gør det på en måde også.

MEN som Danmarksbloggen skrev om det i sidste uge, så vil dansk deltagelse i patent-samarbejdet snarere ødelægge små og mellemstore virksomheder end det vil gavne. Læs indlægget her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4611

Venstreballaden kan derfor – paradoksalt nok – spænde ben for det nej til patentdomstolen, som der var ved at blive bygget op til – både i medierne og i den danske befolkning.

Det er derfor vigtigt at dreje debatten væk fra Løkke og hans omgang med penge og hen på det, som også fremover spiller en rolle for Danmark: Nemlig at sikre at danske iværksættere kan tjene penge på deres ideer – penge, der kommer os alle til gode i form af arbejdspladser og skatter.

Og dét kræver et nej til patentdomstolen.

Så kan man altid tage sig af Løkke efter 25. maj. Og det vil Danmarksbloggen da anbefale, at man gør …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jensen eller Christensen? Nej, Søren Gade

Der er forretningsudvalgsmøde i Venstre imorgen. Et møde, der er fremrykket pga Lars Løkkes tredje sag om  … skal vi kalde det uheldig omgang med andres penge.

Nu er der jo ingen garantier for, at forretningsudvalgsmødet i morgen er starten på afskeden med Løkke som Venstres formand og statsminister-kandidat.

Men HVIS det nu bliver sådan, så har såvel Kristian Jensen som Peter Christensen begge længe kandideret til at blive kalif istedet for kaliffen.

Men der er et andet navn, som går igen på gangene og vandrørene hos Venstre: Nemlig 51-årige Søren Gade, der engang var forsvarsminister, og som nu er direktør for Landbrug & Fødevarer.

Ham vil mange Venstrefolk gerne have som leder – og som statsministerkandidat.

Det vil – set med Venstre-øjne – også være et godt valg. Søren Gade har en helt anden udstråling. Han virker troværdig og tillidsvækkende. En mand, man kan stole på.

Så er Søren Gade interesseret i at vende tilbage til dansk politik – og bliver han valgt, ja så spår Danmarksbloggen, at det bliver endog meget svært for Thorning – eller for den sags skyld Mette Frederiksen – at vinde næste folketingsvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 18: Guldalderen

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

GULDALDEREN

Guldalderen er en betegnelse, som bruges om de første cirka fem årtier i 1800-tallet. Og nok var både Christian d. 8. og Frederik d. 7. også konger i denne periode, men alligevel er det Frederik d. 6., som der tænkes på, når der tales om guldaldertidens konge.

Som beskrevet i sidste uge var Frederik d. 6. også Danmarks reelle regent i næsten seks årtier fra paladsrevolutionen i 1784 til han døde i 1839. Og historierne om den samvittighedsfulde og arbejdsomme monark, der passede så godt på sit folk og rige, at nøglerne til byens porte lå på hans natbord, var også lige til højrebenet for den danske guldalder, der byggede på romantikken som kunstperiode og inspiration.

I Danmark blev romantikken derfor også stort set uden det voldsomme drama og den dødslængsel, som fx den tyske romantik havde. Den danske romantik blev langt mere en inderlig og følelsesladet nationalromantik, der fokuserede på naturen, det ægte i mennesket og kunsten.

En romantik, hvor man i lyset af statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814, solede sig i tidligere tiders store bedrifter af konger og andet godtfolk. Hvor man dyrkede det specielt danske – der vel egentlig ret beset aldrig rigtig var blevet dyrket før, hvor den enkelte snarere opfattede sig selv som kommende fra en stand eller et laug, fra en by eller en egn. Men nu – også i lyset af den nationalisme, der kom fra den franske revolution – blev vi alle meget danske.

Og forfattere og malere og andre kunstnere stod i kø for at gribe de nye tanker – og der var mange af dem, og de var gode. Aldrig, hverken før eller siden, har der været så stor en talentmasse indenfor de kreative fag i Danmark som netop i guldalderen. Nutidens store globale succes indenfor dansk film og tv er vand ved siden af.

Mest kendt er selvfølgelig H. C. Andersen, vores store eventyrdigter, der er kendt og elsket over hele verden, og som årligt er årsag til at flere vælger at lære dansk, blot for at kunne læse H. C. Andersen på nationalsproget. Der er også noget at læse. Udover eventyrene skrev han romaner, rejseberetninger, dagbøger, breve og meget andet.

Kun én mere kan H. C. Andersen kunststykket med at få folk til at lære dansk efter – og det er selvfølgelig filosoffen Søren Kierkegaard, der med sine skrifter skabte en helt ny retning: Eksistentialismen, der stadig inspirerer, foruroliger og gør, at der tænkes nye tanker.

Et andet stort internationalt navn er Bertel Thorvaldsen, som i mange år boede i Rom, hvor han lavede de fleste af hans skulpturer – og hvor han samlede hans nordiske kunstnervenner, når de på deres kultur- og dannelsesrejser kom til Italien for i månedsvis at bo, skrive, male og inspireres af og i Den Evige Stad.

Hjemme i København var Bakkehuset samlingsstedet. Det lå udenfor voldene på landet ved Søndermarken, hvor man stadig kan se det – nu blot som en del af den pulserende storby København med Frederiksberg som en lille enklave.

I Bakkehuset boede forfatter Knud Lyhne og hans kone Kamma Rahbek. Og det var dertil, at de alle kom: Knud Lyhnes ven P. A. Heiberg, inden han blev landsforvist, digteren Adam Oehlenschläger (det er ham med de higer og søger om guldhornene), salmedigteren og forfatteren af historiske romaner B. S. Ingemann og mange flere.

Der blev talt og diskuteret og læst op og snakket – og bølgerne kunne gå så højt, at de implicerede gik i indbyrdes fejder, som kunne køre i diverse dagblade og aviser i månedsvis.

Andre guldalder-forfattere og -digtere var: Christian Winther, Henrik Steffens, Steen Steensen Blicher, Emil Aarestrup og Schack von Staffeldt for bare at nævne nogle få.

Og så er der selvfølgelig dansk åndslivs kæmpe: N.F.S. Grundtvig, præst, salmedigter, forfatter og grundlægger af højskolebevægelsen. Hans betydning for dansk selvopfattelse og kristendom som en glad, lys og personlig kristendom kan simpelthen ikke overvurderes. Selv i 2014 betyder hans tanker meget for os og vores måde at tænke og tale om os selv på – også selvom vi ikke altid selv ved, at det kommer fra Grundtvig.

Men også på Det Kgl. Teater i København foregik der en masse i dansk guldalder. Det var her, at den franske balletmester Bournonville skabte den danske ballet, der stadig i dag er verdensberømt. Mest vigtigt på skuespilsscenen var en af vores største skuespillerinder Johanne Luise Heiberg, der var gift med Johan Ludvig Heiberg, der skrev nationalskuespillet Elverhøi til Frederik d. 6´s datters bryllup med den senere Frederik d. 7.

Endelig er der malerkunsten med navne som Lundbye, Skovgård, Købke, Eckersberg og andre, der maler romantiske landskaber, mennesker og andet, som fortæller historien om et Danmark, der er blevet småt og fattigt, men som stadig er smukt. Og musikken med navne som Weyse, Kuhlau, Gade, Lumbye og Hartmann.

Og der er mange flere endnu. En sand vrimmel af mænd – og få kvinder, der også fik eller tog sig lov som forfatterne Thomasine Gyllembourg og Mathilde Fibiger – og så de allerede nævnte kunstneren Kamma Rahbek og skuespillerinden Johanne Luise Heiberg.

Alle guldaldertidens skønånder kunne dog ikke skjule den store nød og elendighed, som der var i Danmark – og enevælden var ejheller længere oplyst og nytænkende. Tingene kørte på rutinen. Noget nyt skulle til – og gerne noget med demokrati og muligheden for social mobilitet, også selvom det ulmede sydpå i Tyskland.

Og netop Treårskrigen og de nye tanker op mod 1849 skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efter Løkke: Hvem så og hvad så?

Debatten om Lars Løkke og pengene raser i disse dage …

Det mest interessante er imidlertid ikke, hvad de forskellige personer fra Venstre som fx Claus Hjort Frederiksen og Inger Støjberg siger. Det ubetinget mest spændende er, hvem der ikke siger noget – hvem der ikke skal have noget klinket.

For det er blandt disse tavse Venstre-folk, at man skal finde dem, som mener, at de selv har en chance for at blive kalif istedet for kaliffen.

Så det er folk som Kristian Jensen og Peter Christensen, der ikke siger noget som helst, der er spændende. Dem, der som gribbe sidder og ser på, hvordan medierne og andre Venstre-folk river og flår i resterne af Lars Løkke, hvis politiske karriere hænger i en stadig tyndere tråd.

Danmarksbloggen følger med interesse udviklingen.

For nok er det mildest talt skidt for Danmark at få en mand som Lars Løkke som statsminister. Men bliver det i stedet en Kristian Jensen eller en Peter Christensen, vil resultatet for alle andre end Løkke og hans familie være det samme, som hvis det stadig havde været Løkke.

For både Kristian Jensen og Peter Christensen – og stort set alle andre Venstre-folk – vil fortsætte den asociale og forbrugs-egoistiske linie, som Løkke altid har været bannerfører for.

Så set med fællesskabs – og solidaritetsbrillerne vinder Danmark absolut ingenting ved, at Venstres leder skifter navn til Jensen eller Christensen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark eller EU? Nej, et fælles Norden

Vi lever i en tid, hvor debatten drejer sig om Danmark som nationalstat og Danmark i forhold til EU.

Men der er en tredje mulighed: Nemlig et fælles Norden – bestående af de nordiske nationalstater i tæt og forpligtende samarbejde – og vel at mærke os allesammen, men stadig som selvstændige nationer.

Det lyder måske gammeldags, men det giver mening med et fælles Norden, når man tænker over det.

For vi er så ens. Vi har så meget, der samler os her i Norden: Vi er velfærdsdemokratier optaget af ligestilling mellem køn, religioner, seksuel orientering osv. Vi er åbne samfund, der sætter frisind og tolerance højt.

Så kan vi af og til drille hinanden med vore forskelle. Men de er både små og charmerende og blot med til at styrke det fællesskab, som vi har heroppe i Norden. Både når vi taler værdier.
Og når vi taler om årets gang med de lyse somre og de mørke vintre – og den effekt, som det har på vores identitet.

Der var engang, hvor vi slog hinanden ihjel og kæmpede de frygteligste krige. Den tid er heldigvis forlængst forbi. Og idag er det kun på fodboldbanen og tilsvarende steder, at de nordiske søskende støder sammen – og så sker det med fest og farver.

Så lad os endelig gå hele vejen og tage skridtet fuldt ud her i Norden – og vende ryggen til EU og skabe en fælles nordisk union. For hver for sig er vi for små og svage i den globale konkurrence, men tilsammen står vi stærke. Tilsammen giver det hele mening.

For vi hører jo sammen her i Norden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvad du´r Løkke egentlig til?

Venstres formand Lars Løkke, som idag fylder 50 år, er igen-igen-igen ude i et stormvejr. Denne gang pga indkøb af beklædningsgenstande til mere end 150.000 kroner.

Tidligere har det drejet sig om bilag og GGGI-sagen og en del andre ting, hvoraf nogle stammer allerede tilbage fra dengang, hvor Løkke var amtsborgmester i det nu hedengangne Frederiksborg Amt.

Hver gang har Løkke beklaget og undskyldt og sagt, at nu er alt også lagt frem. Og hver gang er der kommet noget nyt væltende frem, når endnu en sten i Løkkes verden er blevet vendt.

Så nej, når det drejer sig om Løkkes moral og forhold til at forvalte andres penge, så står barometeret idag som altid på fuld storm.

Politisk har der derimod været meget stille om manden, siden han for 2½ år siden i forbindelse med regeringsskiftet sagde til Thorning, at nøglerne til statsministeriet kun var til låns.

Oppositionens erklærede leder var nemlig ikke på folketingets talerstol – demokratiets fornemmeste platform – i månedsvis, og han er stadig en sjælden gæst. Derudover var det – og er det stadig – også sædvane, at andre fra Venstre stod og står for udtalelser til pressen, forhandlinger og andet politisk arbejde.

Alt sammen tegner det et billede af en mand, der gerne vil være statsminister med de privilegier, som der følger med landets højeste embede, men som omvendt ikke gider gøre en indsats.

Hvor man – hvis man var et jobansættelses-udvalg – ville spørge både sig selv og manden:

HVAD DU´R DU, LARS LØKKE, EGENTLIG TIL?

Når det drejer sig om Lars Løkke, bliver Danmarksbloggen også sine læsere svaret skyldigt. Vi kan simpelthen ikke finde på noget, end ikke på mandens runde fødselsdag. Beklager.

Men skriv endelig med ideer til hvad du mener, at Lars Løkke du´r til.
De vil blive læst med stor interesse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nej til patentdomstolen

Om kun 1½ uge går vi til afstemning om patentdomstolen.

Men hvad er det i grunden, at vi stemmer om?

Ja, det er, om Danmark skal tiltræde en ny fælleseuropæisk patentdomstol, der bliver øverste myndighed ifht. patenter hos de EU-lande, der tilslutter sig ordningen.

Der er altså tale om klokkeklar suverænitetsafgivelse.

Meget taler også for, at der vil blive taget (mange) patenter på alt muligt mellem himmel og jord, ja at der endda vil opstå en hel patentindustri. Således at virksomheder vil kunne leve (godt) af at tage patenter bare for patenternes skyld. For så koldt og kynisk blot at sidde og vente på senere at kunne sagsøge dem, som bryder deres patent.

Altså at der opstår en penge-patent-industrí, der bremser innovation og udvikling og sætter især de små og mellemstore virksomheder, som Danmark er så fuld af, under et stort pres, som ødelægger de ideer, der kunne skabe danske arbejdspladser.

Det frygtes også, at grænserne for, hvad man kan tage patent på, bliver udvisket, således at man fremover i EU-patentdomstol-land vil kunne tage patenter på fx gener, planter og software.

Danmarksbloggen anbefaler derfor et klart nej til patentdomstolen. Vi risikerer simpelthen at smadre vores erhvervsliv, hvis vi stemmer ja.

Dele af det borgerlige Danmark stemmer også nej. Noget, som Danmarksbloggen finder tankevækkende, da kampagnen fra dele af det blå Danmark ellers er den rene skræmmekampagne udfra devisen: Stem ja, ellers mister Danmark arbejdspladser.

Og sandt er det også, at med et ja til patentdomstolen behøver en virksomhed kun sende én ansøgning et sted hen, så det bliver både nemmere og lidt billigere – og patentstridigheder kan afgøres her i landet. Men at stemme ja, fordi det gør en proces lidt nemmere og lidt billigere, er et tyndt argument. Især når man ser på, hvad vi risikerer ved at sige ja:

At danske mænd og kvinder med gode ideer og virkelyst bliver overvåget af en patent-industri, der sidder som gribbe og venter på, at nogen gør noget, som falder ind under nogle af de mange tusind patenter, som disse pengegriske gribbe har taget let og billigt –  kun for senere at kunne score kassen.

Danmarksbloggen anbefaler derfor et rungende nej til patentdomstolen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke og de umulige løfter

Venstres leder og statsministerkandidat Lars Løkke er åbenbart bange for, at Nemesis rammer ham efter næste valg.

Han – og resten af blå blok – har nu i 2½ år kørt hårdt på med påstande om løftebrud fra den nuværende regering side. Den slags kan hævne sig, og det ved Venstres formand udmærket. Så nu vil Lars Løkke sikre sig, at han ikke kan beskyldes for løftebrud, når han – som det ser ud pt. – sætter sig i statsministerstolen efter næste folketingsvalg.

Dét er på alle måder en mission impossible, som Lars Løkke er ude i. Han kommer ikke udenom løfter – og hvad skal Lars Løkke i grunden også love? Hans støttepartier (Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance) er fundamentalt uenige om så vigtige forhold som EU, bundskat, topskat og de offentlige udgifter.

Partiet Venstre har i øvrigt allerede givet sit første løfte. Det skete i sidste uge, hvor partiets spidskandidat til EU-parlamentet Ulla Tørnæs lovede, at Venstre ikke vil være med til at sætte grænsebomme op igen. Grænsebomme, som ellers er et af Dansk Folkepartis absolut hedeste ønsker.

Danmarksbloggen spår, at Venstre dermed allerede er igang med at forberede sit første løftebrud. For netop grænsebomme og stramninger på udlændingeområdet er noget af det vigtigste for Dansk Folkeparti, der i øjeblikket stormer frem i meningsmålingerne – og som risikerer at blive landets største parti.

Men uanset om Dansk Folkeparti bliver landets største eller næststørste parti, bliver Thuelsen Dahl og co. så stor en magtfaktor, at Løkke ikke kan sige nej til deres krav, hvis han vil være og forblive statsminister.

Danmarksbloggen vil følge Venstres løfter med stor interesse.

For slet ikke at tale om Lars Løkkes personlige moral, hvis – skal vi kalde den ret lave -standard man i dagens aviser ser endnu et eksempel på. Nemlig hans køb af tøj og sko for over 150.000 kroner af Venstres penge. Men selvfølgelig: For en mand, der mener, at sko koster 2000,- har det næppe været meget, der har ligget i poserne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 17: Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 6., STATSBANKEROT OG TABET AF NORGE

Frederik d. 6. blev først officielt Danmarks og Norges konge i 1808, men i realiteten havde han været regent siden 1784, hvor han snedigt og dristigt foretog dén paladsrevolution, der skaffede Danmark af med enkedronning Juliane Marie, Arveprinsen og Guldberg – og istedet satte ham selv og hans kreds af gode mænd i spidsen for Danmark.

Der var også nok at lave, og i det meste af hans regeringstid en del færre økonomiske midler at gøre godt med sammenlignet med 1700-tallets gode indtjening. Men heldigvis var Frederik d. 6. af såvel natur som vane både nøjsom og arbejdsom.

Få år efter Frederik d. 6. havde overtaget magten fra sin endnu levende far, kong Christian d. 7., udbrød den franske revolution i 1789. En begivenhed, der også satte sine spor i Danmark, hvor man var bange for, at noget lignende skulle ske, selvom danskerne som bekendt aldrig laver revolution i regnvejr.

Der skete heller ikke andet end at cirka 10 år efter blodbadet i Frankrig, blev Johan Ludvig Heibergs far dømt til eksil for sit digt: Ordner hænger man på idioter. Dybt beskæmmet rejste Heiberg senior til Paris, hvor han var resten af livet.

Til historien hører dog, at han bare skulle have sagt undskyld, så havde han været tilgivet. Men Heiberg senior ville hellere være martyr for ytrings- og meningsfriheden end bo i Danmark hos sin kone og sin søn, Johan Ludvig Heiberg, der senere skrev vores nationalskuespil “Elverhøi”.

Danskerne glemte hurtigt Heiberg senior. Men desværre betød ikke Heibergs digt, men de blodige begivenheder i Frankrig, at mange reformer blev stoppet i Danmark. Man var simpelthen bange for, hvad der ville ske, hvis almenheden fik for meget magt.

Danmark og Frederik d. 6. fik snart også andet at tænke på. Danmark holdt med Napoleon, der som enevældig kejser styrede Frankrig efter reformationen havde ædt sig selv og sine egne børn.

Det skulle vi komme til at fortryde. I 1801 kom englænderne nemlig, og Slaget på Rheden var en realitet. Vi kunne have undgået det hele, hvis vi havde ladet vores handelsflåde blive hjemme istedet for frækt at sejle rundt mellem de krigende lande i Europa og på de lange ruter ud i verden – bare for at vi kunne tjene kassen.

Flåden var nemlig på det tidspunkt verdens andenstørste flåde, kun overgået af netop den britiske – og nu blev flåden med bombardementet af København i 1807 til dels smadret og til dels taget af englænderne.

Konsekvensen var klar: Tvillingerigerne Danmark-Norge, som  på mange måder var to selvstændige lande, blot med den samme konge gik fra at tjene styrtende med penge til ikke at tjene noget nævneværdigt. Få år efter i 1813 gik Danmark statsbankerot – og i 1814 mistede vi som en direkte konsekvens deraf og pga forhandlingerne i Kiel også Norge.

400 års parløb med Norge var slut.

Det at miste Norge var en stor og personlig sorg for Frederik d. 6., som i sit hus havde en ung mand gående. En mand, der senere blev konge under navnet Christian d. 9., en mand der stadig var i live i 1905, da Norge sendte bud til Danmark om det nyligt selvstændige land måtte få en af Christian d. 9.´s  mange sønner som norsk konge.

Svaret var ja, og i tilgift sagde den gamle konge med tårer i øjnene: Om De havde kendt Frederik d. 6. som jeg, der var en søn i hans hus, og havde kendt den sorg, som han følte over at have mistet Norge, så ville De forstå, hvad jeg gamle mand føler i dag, da Norge vender tilbage til sin gamle kongeslægt.

Tænk engang at kunne sige det i 1905!!!

Dét kunne selv romantikkerne ikke have skrevet bedre. For i det nu så lille land skete der noget efter 1813 og 1814. Danmark samledes om kong Frederik d. 6., der ifølge myten også havde nøglerne til byportene liggende på sit natbord. Så kunne han – og alle københavnerne – nemlig sove trygt.

Han blev landsfaderen, der gik i Frederiksberg have med dronningen og de to døtre, men som også havde en elskerinde. En elskerinde som ved hans død i 1839 mødtes med dronningen for at snakke om den mand, som de begge havde elsket gennem et langt liv – og som elskede dem begge to.

Frederik d. 6. var også konge, da danskerne omkring 1819 begyndte at forfølge jøderne. Men modsat mange af sine europæiske kollegaer så sørgede Frederik d. 6. for, at de forfølgelser blev stoppet.

Han var en hæderlig og retlinet mand, og at kalde ham bagstræberisk, fordi han – i en tid hvor reformerne begyndte at spire – holdt fast på enevælden, er ikke fair. Han oplevede trods alt at miste sin mor som kun 4-årig, fordi hun blev sendt væk – og at faderen var styret af andre (som også ville have Frederik d. 6. af banen), indtil han selv kunne tage over ved kuppet som 16-årig.

Og han ville ikke andet end godt for sit folk – hele folket i en tid, hvor vi var blevet et lille og fattigt land og ikke den rige og blomstrende stormagt, som vi trods alt var det i 1700-tallet.

Så det er faktisk psykologisk set godt klaret, at Frederik d. 6. blev, som han blev – og dét vidste guldalder-tidens store sønner også godt.

For Frederik d. 6.´s tid var guldalderen – den del af 1800-tallet, hvor romantikken blomstrede i den lille Tornerose-søvnige hovedstad København. Hvor Danmark var beriget med folk som H. C. Andersen, Grundtvig, Kierkegaard, Ingemann, Oehlenschläger, Thorvaldsen, Købke og alle de andre, der stadig spiller en stor rolle for Danmark og danskernes selvforståelse.

Og netop guldalderen og alle dens skønånder skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense
og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk