Venstreballaden spænder ben for nej til patentdomstolen

Balladen i Venstre gør, at medierne fokuserer på Løkke og hans meritter frem for på EU-valget og afstemningen om patentdomstolen.

Så langt, så meget business as usual – og normalt betyder det ikke så meget med mindre mediebevågenhed op mod et EU-valg. Valgdeltagelsen bliver måske også mindre, men stemmerne fordeler sig procentmæssigt nogenlunde, som de plejer.

Men ikke denne gang. For denne gang skal vi også stemme om dansk tilslutning til patentdomstolen. Noget, som mange danskere tror, handler om lettere og billigere patenter til danske virksomheder – og det gør det på en måde også.

MEN som Danmarksbloggen skrev om det i sidste uge, så vil dansk deltagelse i patent-samarbejdet snarere ødelægge små og mellemstore virksomheder end det vil gavne. Læs indlægget her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4611

Venstreballaden kan derfor – paradoksalt nok – spænde ben for det nej til patentdomstolen, som der var ved at blive bygget op til – både i medierne og i den danske befolkning.

Det er derfor vigtigt at dreje debatten væk fra Løkke og hans omgang med penge og hen på det, som også fremover spiller en rolle for Danmark: Nemlig at sikre at danske iværksættere kan tjene penge på deres ideer – penge, der kommer os alle til gode i form af arbejdspladser og skatter.

Og dét kræver et nej til patentdomstolen.

Så kan man altid tage sig af Løkke efter 25. maj. Og det vil Danmarksbloggen da anbefale, at man gør …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *