Nye ministre: Landbrugets søn og datter

Esben Lunde Larsen er ny miljø- og fødevareminister. Noget, der giver Danmarksbloggen ét bestemt billede på nethinden: Nemlig billedet af en gudfrygtig minister, der fordi han er religiøs accepterer fuldt ud, at kyllinger og andet slagtes på halal-metoden – men som omvendt også er imod denne muslimske slagtemetode, fordi Esben Lunde Larsen er det, som man forsigtigt godt kan kalde fundamentalistisk kristen.

Under alle omstændigheder så bliver det spændende at se denne troens mand udfolde sig på et område, der handler om viden og fakta.

Må Danmarksbloggen i den anledning gøre opmærksom på, at miljøet ikke kan reddes ved at forvente, at Gud sender en ny syndflod, men ved at vi mennesker gør noget for at bevare naturen. 

Man kunne måske også anføre, at hans afløser på posten som uddannelses- og forskningsminister den fra EU-hjemvendte Ulla Tørnæs ville være mere egnet som miljø- og fødevareminister. På den anden side: En sådan landbrugets datter har der lige været på posten i form af Eva Kjer Hansen – og det var jo ikke den store succes.

Så nu prøves der med en landbrugets søn i stedet. Esben Lunde Larsen er nemlig – udover at være teolog – også søn af en landmand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke og de umulige løfter

Venstres leder og statsministerkandidat Lars Løkke er åbenbart bange for, at Nemesis rammer ham efter næste valg.

Han – og resten af blå blok – har nu i 2½ år kørt hårdt på med påstande om løftebrud fra den nuværende regering side. Den slags kan hævne sig, og det ved Venstres formand udmærket. Så nu vil Lars Løkke sikre sig, at han ikke kan beskyldes for løftebrud, når han – som det ser ud pt. – sætter sig i statsministerstolen efter næste folketingsvalg.

Dét er på alle måder en mission impossible, som Lars Løkke er ude i. Han kommer ikke udenom løfter – og hvad skal Lars Løkke i grunden også love? Hans støttepartier (Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance) er fundamentalt uenige om så vigtige forhold som EU, bundskat, topskat og de offentlige udgifter.

Partiet Venstre har i øvrigt allerede givet sit første løfte. Det skete i sidste uge, hvor partiets spidskandidat til EU-parlamentet Ulla Tørnæs lovede, at Venstre ikke vil være med til at sætte grænsebomme op igen. Grænsebomme, som ellers er et af Dansk Folkepartis absolut hedeste ønsker.

Danmarksbloggen spår, at Venstre dermed allerede er igang med at forberede sit første løftebrud. For netop grænsebomme og stramninger på udlændingeområdet er noget af det vigtigste for Dansk Folkeparti, der i øjeblikket stormer frem i meningsmålingerne – og som risikerer at blive landets største parti.

Men uanset om Dansk Folkeparti bliver landets største eller næststørste parti, bliver Thuelsen Dahl og co. så stor en magtfaktor, at Løkke ikke kan sige nej til deres krav, hvis han vil være og forblive statsminister.

Danmarksbloggen vil følge Venstres løfter med stor interesse.

For slet ikke at tale om Lars Løkkes personlige moral, hvis – skal vi kalde den ret lave -standard man i dagens aviser ser endnu et eksempel på. Nemlig hans køb af tøj og sko for over 150.000 kroner af Venstres penge. Men selvfølgelig: For en mand, der mener, at sko koster 2000,- har det næppe været meget, der har ligget i poserne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk