Nye ministre: Landbrugets søn og datter

Esben Lunde Larsen er ny miljø- og fødevareminister. Noget, der giver Danmarksbloggen ét bestemt billede på nethinden: Nemlig billedet af en gudfrygtig minister, der fordi han er religiøs accepterer fuldt ud, at kyllinger og andet slagtes på halal-metoden – men som omvendt også er imod denne muslimske slagtemetode, fordi Esben Lunde Larsen er det, som man forsigtigt godt kan kalde fundamentalistisk kristen.

Under alle omstændigheder så bliver det spændende at se denne troens mand udfolde sig på et område, der handler om viden og fakta.

Må Danmarksbloggen i den anledning gøre opmærksom på, at miljøet ikke kan reddes ved at forvente, at Gud sender en ny syndflod, men ved at vi mennesker gør noget for at bevare naturen. 

Man kunne måske også anføre, at hans afløser på posten som uddannelses- og forskningsminister den fra EU-hjemvendte Ulla Tørnæs ville være mere egnet som miljø- og fødevareminister. På den anden side: En sådan landbrugets datter har der lige været på posten i form af Eva Kjer Hansen – og det var jo ikke den store succes.

Så nu prøves der med en landbrugets søn i stedet. Esben Lunde Larsen er nemlig – udover at være teolog – også søn af en landmand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *