Løkkeland lidt endnu

Så klarede Løkke sig – endnu engang – ud af problemerne om manglende troværdighed i omgangen med andres penge.

Manden er – formentlig i mangel på reelle alternativer – stadig Venstres formand og statsministerkandidat.

Gad vide om der er mere forkert-omgang-med-andres-penge at komme efter, hvis man vender flere sten i Løkkeland? Ingen ved det, men alle taler om det – og der er flere end blot en håndfuld mennesker, der higer og søger efter en fjerde Løkke-sag.

En sag, som hvis det virkelig skal batte noget, først skal eksplodere i medierne EFTER der er udskrevet folketingsvalg.

For i politik er timing alt.

Og kan man blot éen gang til få syn for sagen omkring Løkkes omgang med penge, ja så er Løkke færdig – og det samme er muligheden for en kommende blå regering.

Den røde blok har nemlig med Løkke som fortsat leder af oppositionen fået en mere end almindelig stærk joker på hånden i spillet om regeringsmagten efter det kommende folketingsvalg, der skal afholdes senest sensommeren 2015.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk