Kategoriarkiv: Politik

Når godheden farer vild

Udgivet den af
Svar

Findes der grænser for kærligheden, godheden, lyset og håbet? Selvfølgelig ikke.

Men nogle gange skal man alligevel tænke sig rigtigt godt om.

I nat kom tre kvinder og 14 børn tilbage til Danmark fra de syriske lejre for IS-fanger. Lejre, som er forfærdelige – og ikke til at være menneske i.

Det lyder derfor umiddelbart – og for det rene hjerte – som en enkel sag: SELVFØLGELIG skal de kvinder og de børn tilbage til Danmark. Vi kan simpelthen ikke andet, hvis vi vil kalde os selv for civiliserede og humane.

Men slår man hjernen til, kommer andre tanker.

For de kvinder rejste, fordi de ville det, ned til Islamisk Stat – og de levede og fungerede fint og med accept i det forfærdelige samfund, hvor mennesker blev henrettet på offentlige pladser på brutale måder, hvor unge kvinder (som var taget som fanger) blev fornedret, og solgt som sex-slaver på offentlige auktioner, og hvor andre uhyrligheder foregik.

Et barbari, som alle normalttænkende mennesker tager stærk afstand fra. Men som flere af de kvinder, der levede sammen med de mænd, som stod for forbrydelserne, ikke havde nogen problemer med.

Ja, jeg har flere gange set afhuggede hoveder i skraldespande – og jeg har også hørt sex-pigernes skrig, når de blev voldtaget af en gruppe af vores tapre krigere (IS-krigerne, red.). Det rørte mig overhovedet ikke, som en kvinde i lejrene sagde det i et interview.

Det siger alt om råheden, umenneskeligheden og fanatismen hos de kvinder, som regeringen nu har hentet til Danmark.

Så nej, at tage dem til Danmark er at lade godheden fare vild.

Mange danskere er nemlig så humane og civiliserede, at de ikke har fantasien til at forestille sig den råhed og den umenneskelighed, som findes i verden – og hos mennesker, og som end ikke den bedste psykolog kan gøre noget ved.

De tre kvinder hører til denne gruppe af barbarer. De fortryder ingenting, og de tænker kun på dem selv. Og derfor vil de tilbage til Danmark og de bedre vilkår end i lejrene.

Men de kvinder er samtidig 100% udenfor pædagogisk rækkevidde – og vi har med dem i landet importeret hårdkogte terrorister, som har deres børn med. Børn, som hvis der skal være en chance for at undgå, at de også fremover groomes til at blive islamister, skal tvangsfjernes øjeblikkeligt og uden mulighed for nogensinde at blive genforenet med deres mor.

Det kan lyde hårdt, men det er den eneste mulighed for, at de børn kan få en tryg og god opvækst fremadrettet, når mødrene har de radikaliserede holdninger, som de har.

Holdninger, som i virkeligheden kan sidestilles med grov misrøgt af børnene. Fordi kvinderne syntes, at det var ok at tage børnene med til et sted som Islamisk Stat. Ja, var terrorbevægelsen ikke blevet nedkæmpet, havde de børn med mødrenes velsignelse stadig levet i en verden, hvor henrettelser, vold, slaver og voldtægter var hverdag.

For de kvinder var – og er – fundamentalistiske islamister. Det er naivt at tro andet. Og de bliver ikke anderledes. Fanatikere kan man ikke overbevise med hverken fornuft eller kærlighed.

Man kunne derimod have ladet kvinderne blive dernede. Så havde man gjort risikoen mindre for, at danske børn her i landet skal miste deres forældre, fordi en eller flere af de hjemvendte kvinder – og på sigt deres børn, hvis de får lov til at blive hos mødrene – laver et terrorangreb her på dansk jord.

Så når man tænker over det, og føler efter, er det faktisk både hjernen og hjertet, der siger: Det var i dén grad at lade godheden fare vild at tage de kvinder tilbage til Danmark. Vi kan komme til at fortryde det så bitterligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvindekamp handler også om kroppen

Udgivet den af
Svar

Kvindekampen handler også om kroppen.

I de sidste uger er der – igen-igen – talt meget om kvindekroppen:

  1. Så forbød man piger og kvinder at have crops-tops på i fitness-centre, fordi det forstyrrer mændene(!). Dén kvindefjendske adfærd affødte heldigvis straks kæmpe-protester.
  2. Til gengæld forventes det stadig og uden anmærkninger, at kvindelige studieværter ifører sig så syletynde og skyhøje stiletter, at det er direkte sundhedsfarligt for deres fødder – og dermed hele kroppen. Men vi kan jo ikke modtage nyhederne fra én i flade sko, vel? Nå, jo – når det er en mand i snøresko, så går det fint. Så mon ikke vi kunne bruge en kvinde i ballerinaer eller sneakers?
  3. Ellers så har nogle medier – igen-igen – følt behov for at pointere, at det er ok (for kvinden) at have strækmærker, ar, være tynd, være tyk eller noget af det andet, som sker for de fleste kroppe i løbet af et langt liv. Samtidig med at de samme medier lever af annoncer, som bruger photoshoppede modeller – og som sælger produkter, der skal gøre os smukkere og se yngre ud – især kvinderne.

Hvad er det med kvinder og kroppe, som er så evigt spændende?

Og hvorfor accepterer vi overhovedet en debat om kroppen, der kun handler om kvindekroppe?

Mænds kroppe forfalder også med tiden. Mænd får også ar og andre mærker på kroppen i takt med det levede liv. Men mænds kroppe er højst noget, som der smågrines af, når en flok midaldrende mænd i latex aser afsted på deres cykler søndag formiddag. Der tales aldrig om mænds kroppe.

Kvinders kroppe er derimod hele tiden til dom og debat: Hvorfor er den studievært så tynd? Hvorfor farver hende den anden studievært ikke sit grå hår? De der briller – de klæder hende altså ikke. Og har hun ikke taget lidt på? Og så videre og så videre, og det er både mændene og kvinderne, som kører den samtale.

Ingen taler om de mandlige studieværter, når de bliver tykkere eller/og tynde i toppen, grå i tindingerne og helt tydeligt farver deres hår (for) sort.

En mand kan også blive på skærmen, selvom han er rynket som et vinteræble. Rynker giver nemlig åbenbart karakter til en mand, mens rynker – også i meget mindre antal – gør kvinder totalt usynlige og ubrugelige.  

Der er en skævvridning, der skal gøres noget ved. Og det er fint med øremærket barsel – og lad os bare smide en masse kvoteordninger oveni. Men skal vi have rigtig ligeret, skal vi have kroppen med.

Så fremover når der tales om kvinders kroppe, påklædning, hår og sko – så lad os tage mændene med – og vel at mærke sætte manden under samme lup som kvinden – og dømme ham præcis lige så nådesløst.

Dét vil ramme en del magtfulde mænd hårdt – især i medierne, hvor der er langt mellem de mænd, som er bare halvt så fuckable, som de forventer, at kvinderne på skærmen er det.

Men som en klog kusine engang sagde det: Karma is a bitch. Og det er magten, som det her handler om.

Og magten ligger stadig primært hos den heteroseksuelle hvide mand. Så det er her, vi starter med at fratage ham muligheden for at bestemme over, hvordan kvindekroppen skal se ud generelt – og specifikt vises frem i medierne, både når vi taler studieværter og annoncer med mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

11. september – også i 2021

Udgivet den af
Svar

For 20 år siden var det en solrig septemberdag både i Danmark og i det østlige USA. En helt almindelig hverdag, troede de fleste af os.

Men vi tog fejl. Dagen blev en af de få historiske dage, hvor alle i hele verden – i hvert fald den vestlige – kan huske, hvad de lavede, hvor de var og med hvem.  

Skriv endelig her i kommentarfeltet, hvad du lavede, da terroren ramte USA og ændrede verdenshistorien.

Jeg var hjemme på barsel. Min mand lå syg med influenza. Vores 5 mdr. gamle datter og jeg havde været ude og købe en ny dyne til hende. Da vi kom hjem, tændte jeg for fjernsynet, og så det andet fly smadre ind i WTC.

Det var så uvirkeligt … og alligevel var jeg helt klar over, at det skete. Jeg råbte højt, og min mand kom ind fra sygesengen.

Resten af dagen og aftenen var så mærkelig.

Dels var der lykken ved at være nybagte forældre og den lille baby, som ingenting forstod, men som ivrigt spiste både gulerodsmos og hirsegrød – og dels gruen over det, som skete i USA – og den uro, som det bragte os og verden.

For at der var et før og et efter 11. september stod klart med det samme.

Nogle dage senere var manden blevet rask og på arbejde igen – og jeg tog datteren i bæreselen og ind til Rådhuspladsen, hvor vi var med i to minutters stilhed for ofrene.

Aldrig har Rådhuspladsen været så stille før, skrev jeg i min dagbog dén aften – uden at vide, at et par årtier senere skulle jeg opleve den samme plads endnu mere stille i pandemiens tid.

Men det forudså jeg ikke dengang, og jeg kan stadig huske de to minutters stilhed d. 14. september 2001.

Verden gik i stå – og dét var et helt specielt øjeblik. Dér stod jeg med livet bogstaveligt talt foran på brystet af mig, mens vi mindes og ærede de mange døde …

——————-

Og senere – 14 år senere – da babyen var blevet til en ung pige – stod manden, hun og jeg på Brooklyn Bridge i New York og så de blå lys, som hvert år tændes på Manhattan til minde om 9/11.

For alt det, som skete for 20 år siden, var og er stadig virkeligt. I 2015 – og også her i 2021, i pandemiens tid.

Læs mere i mit skriv om turen til New York i skyggen af 11. september og om de blå lys. Det sker her på Anne Marie og Steen Langstrups rejseblog ”Mod nye grænser”:

De blå lys i New York 9/11

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundtvigskirken – 100 år og to dage

Udgivet den af
Svar

Det er i dag præcis 100 år – og to dage siden – at grundstenen blev lagt til Grundtvigskirken. Det skete altså d. 8. september 1920. Datoen var ikke tilfældigt valgt.

N.F.S. Grundtvig – åndskæmpen i Danmark – blev født d. 8. september – bare i 1783 – og han døde næsten også på denne dag. Nemlig d. 2. september 1872.

Grundtvig spændte altså i levende live over næsten et helt århundrede. Men i forhold til at være dansk, for vores samfund og vores måde at tænke på, så spiller han stadig en afgørende rolle – og ikke kun i højskolerne eller i folkekirken.

Det er derfor passende, at Grundtvig fik sin egen kirke, selvom han aldrig har sat sine ben i Grundtvigskirken på Bjerget i Bispebjerg, der er kendt langt udenfor landets grænser.

Fordi den udover at være kirke er kunst. Det er J.D. Herholdt, som sammen med P.V. Jensen-Klint og sønnen Kaare Klint (ja, dem med lamperne) har stået for Grundtvigskirken, der er som en landsbykirke i overdimensioneret katedralstørrelse.

Grundtvig er i øvrigt ekstra aktuel i denne tid, hvor mange taler om den enkeltes frihed og fællesskabet som modsætninger. For Grundtvig hang de to ting sammen – og var hinandens forudsætninger. Grundtvig mente også, at vi som mennesker kunne handle – og dermed ændre på de ting, som vi mente skulle laves om.

Der er derfor i en tid som vores med masser af udfordringer og problemer al mulig grund til at læse Grundtvig, synge en eller flere af hans mange salmer – og måske besøge Grundtvigskirken og blive blæst bagover.

Først af kirkens enorme størrelse – og derpå af det lys, som kommer én i møde, når man træder ind i Grundtvigskirken, hvor der er rigeligt med plads til ånd og tanker – både opad og fremad og til siderne.

Dét havde lige passet Niels Frederik Severin Grundtvig. Han kunne nemlig godt lide åndsfrihed. Det kan Danmarksbloggen også.

Vi kommer længst med frihed – for både Loke og Thor.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbuer til søs

Udgivet den af
Svar

Så er det den herlige regnbuetid igen – og i år endda i en udvidet version. Copenhagen Pride er i 2021-udgaven WorldPride, der også inkluderer EuroGames. Se mere her: https://copenhagen2021.com/

Men ikke alt foregår på land. Også til vands kan man møde regnbuen.

Skoleskibet Georg Stage er således forsynet med flyvende regnbueflag, som man kan se det på billedet på Facebook, der er taget af Renate Borgen.

Det er et meget smukt foto på flere måder. Og Danmarksbloggen må i dén grad kippe med flaget for Georg Stage – og for alle denne verdens regnbuer, og den mangfoldighed og tolerance, som de symboliserer.

Danmarksbloggen kommer så også til at tænke på skibe og på den gamle leg ”Skibet er ladet med”. Den kan også bruges her. For Georg Stage og hele Copenhagen WorldPride er ladet med:

P som i Paradis – nemlig det paradis, som hele verden kunne være, hvis alle bare kunne være dem, som de er – uden at risikere at blive hånet, overfaldet eller endda dræbt

R som i Rettigheder – lige og ens rettigheder til alle mennesker, uanset kønsopfattelse og seksualitet

I som i Ideal – det smukke i at have regnbuen som idealet, ledestjernen i ens liv og virke

D som i Diversitet – plads til alle køn, alle seksualiteter, alle mennesker

E som i Evig insisteren på, at man skal have lov til at være den, som man er

Skibet er også ladet med:

R som i Rettigheder igen – fordi det stadig kniber mange steder i verden – for nu at sige det mildt

E som i Endeløs glæde over, at det trods alt er lykkes nogen steder at give LGBTQ+ de samme rettigheder, som andre

G som i Gave, fordi det er en gave for et samfund, når alle dets medlemmer kan være den, som de er

N som i Neongul, pink, turkis, æblegrøn og alle de andre skønne farver, som Pridetiden byder på – og som vi alle med fordel kunne tage mere ind i vores hjem, vores klædeskab – og vores sind

B som i Bulder og brag, for der skal larmes, råbes, danses og synges, når vi skal fejre mangfoldigheden

U som i Uundværlig, fordi vi slet-slet ikke kan klare os uden hinanden og uden hinandens forskelligheder

E som i Engagement, vigtigheden i at vi alle engagerer os i, at alle mennesker får de samme rettigheder, når det kommer til sex, ægteskab og at udtrykke sig selv

R som i Rettigheder igen-igen, fordi rettigheder ikke altid er nok – det ser vi i Danmark, hvor der er lige rettigheder på papiret, men hvor det kan knibe i praksis – for slet ikke at tale om hadforbrydelserne

Danmarksbloggen ønsker alle god vind – og en forrygende Pride.

Gid at kærlighedens og tolerancens lys vil oplyse os alle. Men måske især de bange og formørkede sind, som findes derude, og som er så gode til at tage vinden ud af andres sejl.

Men vi er sat på jorden – og på vandet – for at blæse vind i hinandens sejl, så vi kan flyve over bølgerne og under regnbuen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Afmonteringen af Velfærdsstaten

Udgivet den af
Svar

Skolerne er startet igen. Saa her kommer et lille Eventyr om Danmark. Lige til at blive skræmt af, men ogsaa klogere af:

Der var engang et Socialdemokrati, som havde Visioner og turde tænke. Store Tanker om et Samfund, hvor faa havde for meget og færre for lidt.

Dét Socialdemokrati opfandt Velfærdsstaten – De ved, den med Tryghed fra Vugge til Grav.

Den Velfærdsstat, som skabte et Fællesskab, hvor Skraldemandens Søn gik i Skole med Professorens Datter. Hvor baade Grossererens Søn og Smedens Datter kunne faa sig en Uddannelse, fordi det var gratis – og de kunne modtage SU. Hvor alle gamle fik en Folkepension, der var til at leve af. Hvor ingen skulle frygte Arbejdsløshed, fordi Understøttelsen var anstændig. Hvor der var Læger, Sygeplejersker og mange andre til at tage sig af alle Borgere, uanset Alder og Status.

Det var et dejligt Samfund – og en lykkelig Tid i vort gamle Land. Det varede selvfølgelig heller ikke ved. Heller ikke selvom Samfundet blev rigere og rigere. Heller ikke selvom Goderne blev flere og flere.

For desværre voksede Graadigheden og Egoismen i samme Takt – og efter Faa Aartier var Uligheden igen massiv. Og det betød igen noget, hvor man var født – og af hvem.

Liberalismen med alt sit grimme Væsen brølede igen over Danmark, og saa startede Afmonteringen af Velfærdsstaten. I Starten kun i smaa Nøk, men som Tiden gik, blev det mere og mere.

Og Alle var med – ogsaa det Socialdemokrati, som ellers engang for længe siden havde skabt det fine Samfund.

Det er dér, at vi er nu, mine Damer og Herrer.

Den igangværende Sygeplejerskestrejke – og Ignoreringen af den fra Regeringen – handler om meget mere end Lønninger, selvom de ogsaa er vigtige.

Det handler om, hvilket Samfund, som vi ønsker. Et med Fællesskab, hvor de Stærke tager sig af de Svage – eller et med Egoisme, hvor Fanden hytter sine – og resten maa gaa for Lud og koldt Vand.

Danmarksbloggen er ikke i Tvivl: Velfærdsstaten skal ikke opgives uden Sværdslag.

Saa til Kamp, til Kamp …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Delta er løs, så: Find Mette

Udgivet den af
Svar

Delta-varianten har for længst overtaget pandemien. Mere end 90% af alle nye danske Corona-positive er smittede med Delta-varianten, som smitter markant mere – og markant lettere end den ellers ret så smitsomme britiske variant.

Sådan er det over hele verden. Delta-varianten rammer så især hårdt, hvis man ikke er vaccinereret. For det er de ikke-vaccinerede, som bliver indlagt, lagt i respirator og dør – også unge og yngre mennesker. De vaccinerede bliver også syge, men sjældent særligt alvorligt.

Det fik USA´s præsident Biden til at gå på talerstolen for at opfordre alle til at blive vaccineret. Mere end 99% af de Corona-døde amerikanere i juni 2021 var nemlig ikke-vaccinerede.

I Danmark har 17% af de inviterede ikke svaret på Sundhedsstyrelsens invitation til COVID-vaccination. Det er altså tæt på HVER SJETTE dansker, som ikke er i gang med at blive vaccineret.  

Denne ignorering er til stor skade for os alle sammen. For vi opnår ikke den eftertragtede flokimmunitet, når så mange ikke vil lade sig vaccinere. Til gengæld kan vi blive arnestedet for en ny – og farligere – variant.

Danskernes sundhed er altså på spil – og vi står her på tærsklen til efteråret på et afgørende øjeblik i pandemien

Så man kunne forvente, at Mette Frederiksen ville gå Joe Biden i bedene og på skærmen for at opfordre folk til at blive vaccineret. Men nej, hun holder sommerferie – og har gjort det siden 1. juli. Alt, hun har lavet (offentligt i hvert fald), er nogle FB-opslag om fodbold – og så et enkelt om Utøya.

Men den slags bliven-væk-og-holden-ferie du´r altså ikke, når man er statsminister, og vi er midt i en pandemi. Og endda er et kritisk sted i pandemien. Så skal man steppe op og tage vare på sit ansvar og gå på arbejde – også selvom det ødelægger ens sommerferie.

For Delta er løs i Danmark – og landets statsminister skal være synlig. Så opgaven nu hedder: Find Mette.

Det er så nok ikke lige så sjovt som at finde Holger – gutten med tophuen og brillerne. Men det er markant mere vigtigt. Landet stander i vånde. Delta-vånde.

Så måske er det alligevel Holger, som vi skal have fat på – bare ikke ham med tophuen. Men ham, der sidder oppe i Kronborgs kasematter, og har lovet at rejse sig, når landet stander i vånde. Han sover så endnu, og skal vist vækkes lidt hårdt, hvis det skal være.

Skal det være? Holger Danske ved vi også, hvor vi kan finde. Statsministeren er pist-væk-borte-tit-tit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministeren havde tid til fodbold, men ikke til at tage til Norge

Udgivet den af
Svar

OL starter i dag i Tokyo i Japan. Et udsat og amputeret OL – men stadig et OL.

Romernes gamle ord om at ønsker man magten, så skal man give folket brød og skuespil gælder tilsyneladende også stadig.

Vi så det i hvert fald folde sig ud under EM i herrefodbold tidligere på sommeren, hvor danskerne over en bred kam var mere optaget af bold og øl end af politik og Corona. Så vi kan også blive opslugte af sejlere, ryttere, svømmere, cykelryttere, håndboldspillere, badmintonspillere og andre, der kan vinde guld til Danmark.

Det ved vores statsminister Mette Frederiksen alt om, og hun er ikke bange for at bruge sport i sin politiske kamp. Tværtimod.

Under EM i herrefodbold blev det således til hele 12 opslag på hendes FB-side om fodbold. På mange af dem var hun iklædt landsholdstrøje – og hun var sågar også til stede både i Parken og til ottendedelsfinalen i Amsterdam.

Så mon ikke vi vil se hende smilende og med viftende Dannebrog, hvis en dansk sportsudøver vinder OL-guld i Tokyo?

Selvfølgelig vil vi det. Men der er noget, som skurrer – og det er ikke, at statsministeren missede Jonas Vingegaard. For ikke med et eneste ord har hun nævnt den flotte andenplads, som den unge jyde for mindre end en uge siden cyklede sig til i verdens største cykelløb Tour de France.

Nej, det værste er, at Mette Frederiksen i modsætning til sin svenske kollega IKKE var at finde på Utøya sammen med den norske leder af Arbejderpartiet i går, til trods for at der også døde en dansker på øen dén dag – samt at de unge danske socialdemokrater normalt var med på sommerlejren på Utøya. Dog ved et tilfælde ikke lige i 2011.

En statsminister, der mener, at hun kan klare sig med at lave et FB-opslag og medvirke i et par artikler i forbindelse med tiårsdagen for det største angreb på demokratiet, som vi har haft i Norden (for det er 22. juli 2011), er i bedste fald en populistisk statsminister.

Og det gør det kun værre, at det var unge fra Socialdemokratiets norske søsterparti, som blev myrdet dén dag.

Og nej, sommerferie er ingen gangbar undskyldning.

Mette Frederiksen skulle indiskutabelt have stået derude på den norske ø sammen med hendes to kollegaer – i respekt for dem, der døde, og i kampen for demokratiet, der stadig og måske endnu mere her i 2021 trues fra flere sider – også stadig den yderste højrefløj.

For faktum er: Mette Frederiksen havde tid og rum til at tage til Amsterdam og se drengene spille bold, men ikke til at tage til Utøya og markere en nordisk enighed om at stå sammen og op for demokratiet i respekt for de i alt 77 mennesker, som mistede livet i Norge dén dag.

Dét er en magtarrogance af olympiske dimensioner – og den er Danmark ikke tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Expat Army indtager Wembley

Udgivet den af
Svar

Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Det gamle Egon Olsen-citat fra ”Olsen-banden i Jylland” er blevet overskriften for det fodbold-eventyr, som har taget ikke kun Danmark, men hele Europa og verden med storm.

Et eventyr, som i morgen fortsætter i London i en semifinale mellem på den ene side de rød-hvide vikinger fra Danmark og på den anden de lokale briter, der mener, at de er nærmest skæbnebestemt til at vinde.

Football is coming home, siger de fish-and-chips-elskende briter.

Jo, såmænd, kan man svare. Bolden er på britisk græs i denne EM-turnering. Men nu kommer vi og tager bolden – og sparker den videre til finalen, hvor vi skal møde enten de italienske gladiatorer eller de spanske tyrefægtere.

Dem skal vi nok også mule i denne moderne version af stammekrig, der kalder alt det frem, som findes inderst i hjernen – og lige nedenunder den tynde fernis af civilisation.

For det er, som om vi mentalt – og især nu i pandemiens tid – har brug for de store følelser, de lette svar, for dem og os-symbolikken. For at være sammen – i sig selv og om noget. Det gælder de unge, som ikke har oplevet EM-sejren i 1992 – og det gælder os, som kan huske 1992.

Det er derfor også noget vrøvl at tale om 2021-herrelandsholdet som den nye generations landshold, som en del medier har gjort det.

Herre-landsholdet i 1992 var hele Danmarks landshold – og ikke kun landsholdet for os, der var unge dengang. Og på samme måde er 2021-herrelandsholdet hele Danmarks landshold. Både unge, ældre, sorte, brune, hvide, gule, mænd og kvinders herrelandshold.

Fodbold inkluderer alle – også de danskere, der bor udenfor Danmarks grænser. Og nu har vi rigtig meget brug for dem. For danskere bosat alle andre steder end i UK kan nemlig ikke pga. COVID-regler rejse ind i UK.

Så vil man se semifinalen på Wembley, så skal man bo i UK – eller være rejst for flere dage siden.

Heldigvis er de cirka 30.000 danskere, der bor i UK, klar til opgaven. Og dén udfordring kan de udsendte vikinger sagtens klare. Der er omkring 6.000 billetter reserveret til danskerne, og i skrivende stund er næsten 5.000 af dem solgt til den Expat Army, som de danske i UK kalder sig selv.

Måske er navnet en henvisning til Dumbledores Army fra Harry Potter-sagaen. Det ved Danmarksbloggen ikke. Danmarksbloggen er derimod 100% sikker på, at den rød-hvide Expat Army vil synge, heppe og huje, som foregik kampen i Parken i København.

Wembley bliver dermed også hjemmebane for de danske fodboldherrer i semifinalen – og i finalen, hvis dette eventyr fortsætter, som vi håber.

For: Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Der er vistnok 8.000 billetter til salg nu til danskerne.

Danmark tåger rundt som en anden Macbeth

Udgivet den af
Svar

Hvis man er skuespiller, teaterinstruktør, anmelder eller på anden måde involveret eller interesseret i teater, så kender man udtrykket ”The Scottish Play” eller ”Det Skotske Stykke”.

Det er det navn, som alle teater-mennesker og især Shakespeare-skuespillere bruger om Shakespeares berømte stykke, hvis titel egentlig er ”Macbeth”. Men det bringer uheld, ja ligefrem ulykke og fortræd at sige navnet ”Macbeth” højt i en teatersal – og især på selve scenen, da såvel navnet som skuespillet siges at være forbandet.

Om det er sandt, kan man tvivle på. Man kan også være på den sikre side og lade være med at sige navnet, når man har noget at gøre med dette mesterværk om ambition, vanvid, manipulation, drab, magt, psykologi, mennesker, hekse, overtro, drømme og profetier.

Indtil da har vi også vores helt egen version af vanviddet: Nemlig den huserende Corona-pandemi og vores egen hovedløse ageren i den henseende, hvor vi tåger lige så meningsløst rundt som ”Det Skotskes Stykkes” hovedperson gør det i de mørke aftner og nætter på den skotske hede.

Begge dele har også ordet katastrofe skrevet over sig.

For ja, vi er godt i gang med at genopføre den opblussen i pandemien, som Skotland har gennemgået – og som vi kunne have undgået, hvis vi IKKE havde åbnet op, som vi gjorde det for en måneds tid siden.

Situationen er nemlig:

  1. For to uger siden udgjorde Delta-varianten nogle få procent af alle smittede i Danmark. Nu er det 66%, og det går stærkt opad.
  2. Kontakttallet for Delta-varianten er 2,2. Dvs. antallet af smittede femdobles per uge. Altså 300 smittede om dagen nu – og 1.500 smittede om dagen om en uge – og 7.500 smittede om dagen om to uger. Og det vel og mærke med den voldsomme smitteopsporing, som vi har nu – men som vi har ikke ressourcer til at fortsætte med, når smitten bliver så massiv og udbredt. Samt en politik om isolering af nærkontakter og nærkontakters nærkontakter, som vi heller ikke ønsker at fortsætte med.
  3. Vores eneste håb er vaccinerne, hvor vi skal have færdigvaccineret op mod 80-90% af befolkningen, før det batter noget i bekæmpelsen af Delta-varianten. Pt. er lidt over 30% færdigvaccineret. I Skotland var det langt flere, som var færdigvaccineret, da Delta-varianten eksploderede hos dem.

Så nej, man behøver ikke at være en af de tre ellers så forudseende hekse fra ”Det Skotske Stykke” for at regne ud, at det her går den gale vej – og at der burdes lukkes lige så effektivt ned nu, som vi gjorde det 11. marts 2020. Og at dén nye nedlukning skulle vare, indtil 14 dage EFTER den sidste dansker har fået stik no. 2.

Men ja, en nedlukning vil betyde nul turister, nul sommerferie, nul EM-arrangementer, nul besøg på restauranter. Nul, nul, nul. Men til gengæld kan den redde liv, og en masse mennesker kan undgå de senfølger, som rammer cirka 30% af alle Corona-smittede, og som kan være ganske alvorlige – og meget langvarige.

Det kommer så ikke til at ske. For spørgsmålet, som står tilbage, er: Er vi virkelig så umodne som befolkning, så ansvarsløs som nation, at vi kan lade være med at gøre det rigtige og lukke ned igen?

Jeg tror desværre, at svaret er ja.

Vi ligner nemlig Macbeth rigtig meget – også mere end vi vil se i øjnene, og måske er det derfor, at mange ikke vil sige hans navn. Men det ændrer ikke på, at da Macbeth fik chancen for at blive konge, så rakte han ud – også selvom det endte med at koste lidelse og liv i massevis – også hans eget.

Og på samme måde drives de fleste danskere i dag af egoisme, grådighed og manglende evne til at behovsudskyde og tage hensyn. Vi rækker ud, hvor vi skulle holde fingrene for os selv. Vi tager til arrangementer og sammenkomster, hvor vi skulle blive hjemme. Etc, etc.

Shakespeare havde derfor haft stof til endnu et par tragedier eller fem i den måde, som vi i Danmark håndterer Coronaen på. Dén rummer nemlig alle de klassiske menneskelige fejl og mangler.

Vi kunne jo kalde stykket ”Det Danske Stykke”. Altså ”The Danish Play”. Og her tænkes ikke på dén fodboldkamp, som skal spilles i Baku senere i dag, og som nok samler nationen – men som samtidig spreder Delta-varianten endnu mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk