Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 19: Nye tanker op mod 1849

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

NYE TANKER OP MOD 1849

I 1839 døde Frederik d. 6. – den konge, der om nogen kan knyttes sammen med guldalderen. Guldalderen fortsatte dog mere end et årti endnu – og mange af tidens store personligheder endnu længere.

Men tiden blev en anden. Den blev mere politisk og var vel egentlig også mere i tråd med den oplysningstid, der lå forud for guldalderen, da denne holdt sit indtog omkring 1800-tallet. Men nu var det altså slut med følelser, harmoni og skønhed.

For nu kom der igen fokus på den enkelte og den enkeltes vilkår og muligheder i et samfund, der trods store teknologiske landvindinger som fx jernbanen stadig var præget af kolo-enorme forskelle mellem de forskellige klasser og mellem by og land.

Noget som nogle af guldaldertidens store ånder selvfølgelig også greb og brugte som fx dansk åndslivs kæmpe Grundtvig, der ikke kun lavede de skønneste salmer, men også er stifteren af dén danske folkehøjskole, der om noget handler om viden og oplysning og derfor er en af de helt centrale byggestene i det folkestyre, som der nu blev talt mere og mere åbent om.

En anden var ytrings-, menings- og trykkefrihed. Frihedsrettigheder, der blev et mere og mere hedt emne op igennem 1800-tallet, hvor diverse satire-blade ikke var bange for at udstille magten og dens uduelighed. Som årene gik, ventede man også bare på, at de nye tanker kunne blive til politisk virkelighed, når Frederik d. 6.´s fætter skulle overtage tronen.

Frederik d. 6. havde nemlig ikke sønner i ægteskabet med dronningen, så kronen måtte gives videre til fætteren.

Men altså: Der var meget store forhåbninger til den nye konge Christian d. 8., der som ung kronprins og inden Danmark måtte overgive Norge, i 1814 havde givet nordmændene deres første grundlov ved Eidsvoll.

Men de håb blev skuffede. For kongen var blevet en ældre og med årene mere forsigtig mand. Og nu turde han ikke længere følge sine engang så romantiske, men nu i virkeligheden realistiske drømme om frihed og folkestyre.

For tiden var til dem. Det rumlede overalt i Europa, og især nede i Slesvig-Holsten, hvor man efter flere århundreder med nogenlunde ro igen var begyndt at rasle med sablerne, og hvor stærke kræfter hellere ville have områderne til Tyskland end blive i Danmark.

Den aldrende Christian d. 8. så det hele, men han havde mildest talt ikke lyst til at give sig i kast med de opgaver, der ventede: Slesvig-Holsten, enevælden hvis tid var ved at rinde ud, de nye tanker om trykke-, menings- og ytringsfrihed – og så sønnen, den kommende Frederik d. 7., der absolut ikke gebærdede sig, som man kunne forvente sig det af en kommende konge, enevældig eller ej.

Og netop Frederik d. 7., Treårskrigen, Grundloven og demokratiet skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie, der også bliver den sidste inden sommerpausen.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen:http://danmarksbloggen.dk/?p=4653

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 18: Guldalderen

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

GULDALDEREN

Guldalderen er en betegnelse, som bruges om de første cirka fem årtier i 1800-tallet. Og nok var både Christian d. 8. og Frederik d. 7. også konger i denne periode, men alligevel er det Frederik d. 6., som der tænkes på, når der tales om guldaldertidens konge.

Som beskrevet i sidste uge var Frederik d. 6. også Danmarks reelle regent i næsten seks årtier fra paladsrevolutionen i 1784 til han døde i 1839. Og historierne om den samvittighedsfulde og arbejdsomme monark, der passede så godt på sit folk og rige, at nøglerne til byens porte lå på hans natbord, var også lige til højrebenet for den danske guldalder, der byggede på romantikken som kunstperiode og inspiration.

I Danmark blev romantikken derfor også stort set uden det voldsomme drama og den dødslængsel, som fx den tyske romantik havde. Den danske romantik blev langt mere en inderlig og følelsesladet nationalromantik, der fokuserede på naturen, det ægte i mennesket og kunsten.

En romantik, hvor man i lyset af statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814, solede sig i tidligere tiders store bedrifter af konger og andet godtfolk. Hvor man dyrkede det specielt danske – der vel egentlig ret beset aldrig rigtig var blevet dyrket før, hvor den enkelte snarere opfattede sig selv som kommende fra en stand eller et laug, fra en by eller en egn. Men nu – også i lyset af den nationalisme, der kom fra den franske revolution – blev vi alle meget danske.

Og forfattere og malere og andre kunstnere stod i kø for at gribe de nye tanker – og der var mange af dem, og de var gode. Aldrig, hverken før eller siden, har der været så stor en talentmasse indenfor de kreative fag i Danmark som netop i guldalderen. Nutidens store globale succes indenfor dansk film og tv er vand ved siden af.

Mest kendt er selvfølgelig H. C. Andersen, vores store eventyrdigter, der er kendt og elsket over hele verden, og som årligt er årsag til at flere vælger at lære dansk, blot for at kunne læse H. C. Andersen på nationalsproget. Der er også noget at læse. Udover eventyrene skrev han romaner, rejseberetninger, dagbøger, breve og meget andet.

Kun én mere kan H. C. Andersen kunststykket med at få folk til at lære dansk efter – og det er selvfølgelig filosoffen Søren Kierkegaard, der med sine skrifter skabte en helt ny retning: Eksistentialismen, der stadig inspirerer, foruroliger og gør, at der tænkes nye tanker.

Et andet stort internationalt navn er Bertel Thorvaldsen, som i mange år boede i Rom, hvor han lavede de fleste af hans skulpturer – og hvor han samlede hans nordiske kunstnervenner, når de på deres kultur- og dannelsesrejser kom til Italien for i månedsvis at bo, skrive, male og inspireres af og i Den Evige Stad.

Hjemme i København var Bakkehuset samlingsstedet. Det lå udenfor voldene på landet ved Søndermarken, hvor man stadig kan se det – nu blot som en del af den pulserende storby København med Frederiksberg som en lille enklave.

I Bakkehuset boede forfatter Knud Lyhne og hans kone Kamma Rahbek. Og det var dertil, at de alle kom: Knud Lyhnes ven P. A. Heiberg, inden han blev landsforvist, digteren Adam Oehlenschläger (det er ham med de higer og søger om guldhornene), salmedigteren og forfatteren af historiske romaner B. S. Ingemann og mange flere.

Der blev talt og diskuteret og læst op og snakket – og bølgerne kunne gå så højt, at de implicerede gik i indbyrdes fejder, som kunne køre i diverse dagblade og aviser i månedsvis.

Andre guldalder-forfattere og -digtere var: Christian Winther, Henrik Steffens, Steen Steensen Blicher, Emil Aarestrup og Schack von Staffeldt for bare at nævne nogle få.

Og så er der selvfølgelig dansk åndslivs kæmpe: N.F.S. Grundtvig, præst, salmedigter, forfatter og grundlægger af højskolebevægelsen. Hans betydning for dansk selvopfattelse og kristendom som en glad, lys og personlig kristendom kan simpelthen ikke overvurderes. Selv i 2014 betyder hans tanker meget for os og vores måde at tænke og tale om os selv på – også selvom vi ikke altid selv ved, at det kommer fra Grundtvig.

Men også på Det Kgl. Teater i København foregik der en masse i dansk guldalder. Det var her, at den franske balletmester Bournonville skabte den danske ballet, der stadig i dag er verdensberømt. Mest vigtigt på skuespilsscenen var en af vores største skuespillerinder Johanne Luise Heiberg, der var gift med Johan Ludvig Heiberg, der skrev nationalskuespillet Elverhøi til Frederik d. 6´s datters bryllup med den senere Frederik d. 7.

Endelig er der malerkunsten med navne som Lundbye, Skovgård, Købke, Eckersberg og andre, der maler romantiske landskaber, mennesker og andet, som fortæller historien om et Danmark, der er blevet småt og fattigt, men som stadig er smukt. Og musikken med navne som Weyse, Kuhlau, Gade, Lumbye og Hartmann.

Og der er mange flere endnu. En sand vrimmel af mænd – og få kvinder, der også fik eller tog sig lov som forfatterne Thomasine Gyllembourg og Mathilde Fibiger – og så de allerede nævnte kunstneren Kamma Rahbek og skuespillerinden Johanne Luise Heiberg.

Alle guldaldertidens skønånder kunne dog ikke skjule den store nød og elendighed, som der var i Danmark – og enevælden var ejheller længere oplyst og nytænkende. Tingene kørte på rutinen. Noget nyt skulle til – og gerne noget med demokrati og muligheden for social mobilitet, også selvom det ulmede sydpå i Tyskland.

Og netop Treårskrigen og de nye tanker op mod 1849 skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 17: Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 6., STATSBANKEROT OG TABET AF NORGE

Frederik d. 6. blev først officielt Danmarks og Norges konge i 1808, men i realiteten havde han været regent siden 1784, hvor han snedigt og dristigt foretog dén paladsrevolution, der skaffede Danmark af med enkedronning Juliane Marie, Arveprinsen og Guldberg – og istedet satte ham selv og hans kreds af gode mænd i spidsen for Danmark.

Der var også nok at lave, og i det meste af hans regeringstid en del færre økonomiske midler at gøre godt med sammenlignet med 1700-tallets gode indtjening. Men heldigvis var Frederik d. 6. af såvel natur som vane både nøjsom og arbejdsom.

Få år efter Frederik d. 6. havde overtaget magten fra sin endnu levende far, kong Christian d. 7., udbrød den franske revolution i 1789. En begivenhed, der også satte sine spor i Danmark, hvor man var bange for, at noget lignende skulle ske, selvom danskerne som bekendt aldrig laver revolution i regnvejr.

Der skete heller ikke andet end at cirka 10 år efter blodbadet i Frankrig, blev Johan Ludvig Heibergs far dømt til eksil for sit digt: Ordner hænger man på idioter. Dybt beskæmmet rejste Heiberg senior til Paris, hvor han var resten af livet.

Til historien hører dog, at han bare skulle have sagt undskyld, så havde han været tilgivet. Men Heiberg senior ville hellere være martyr for ytrings- og meningsfriheden end bo i Danmark hos sin kone og sin søn, Johan Ludvig Heiberg, der senere skrev vores nationalskuespil “Elverhøi”.

Danskerne glemte hurtigt Heiberg senior. Men desværre betød ikke Heibergs digt, men de blodige begivenheder i Frankrig, at mange reformer blev stoppet i Danmark. Man var simpelthen bange for, hvad der ville ske, hvis almenheden fik for meget magt.

Danmark og Frederik d. 6. fik snart også andet at tænke på. Danmark holdt med Napoleon, der som enevældig kejser styrede Frankrig efter reformationen havde ædt sig selv og sine egne børn.

Det skulle vi komme til at fortryde. I 1801 kom englænderne nemlig, og Slaget på Rheden var en realitet. Vi kunne have undgået det hele, hvis vi havde ladet vores handelsflåde blive hjemme istedet for frækt at sejle rundt mellem de krigende lande i Europa og på de lange ruter ud i verden – bare for at vi kunne tjene kassen.

Flåden var nemlig på det tidspunkt verdens andenstørste flåde, kun overgået af netop den britiske – og nu blev flåden med bombardementet af København i 1807 til dels smadret og til dels taget af englænderne.

Konsekvensen var klar: Tvillingerigerne Danmark-Norge, som  på mange måder var to selvstændige lande, blot med den samme konge gik fra at tjene styrtende med penge til ikke at tjene noget nævneværdigt. Få år efter i 1813 gik Danmark statsbankerot – og i 1814 mistede vi som en direkte konsekvens deraf og pga forhandlingerne i Kiel også Norge.

400 års parløb med Norge var slut.

Det at miste Norge var en stor og personlig sorg for Frederik d. 6., som i sit hus havde en ung mand gående. En mand, der senere blev konge under navnet Christian d. 9., en mand der stadig var i live i 1905, da Norge sendte bud til Danmark om det nyligt selvstændige land måtte få en af Christian d. 9.´s  mange sønner som norsk konge.

Svaret var ja, og i tilgift sagde den gamle konge med tårer i øjnene: Om De havde kendt Frederik d. 6. som jeg, der var en søn i hans hus, og havde kendt den sorg, som han følte over at have mistet Norge, så ville De forstå, hvad jeg gamle mand føler i dag, da Norge vender tilbage til sin gamle kongeslægt.

Tænk engang at kunne sige det i 1905!!!

Dét kunne selv romantikkerne ikke have skrevet bedre. For i det nu så lille land skete der noget efter 1813 og 1814. Danmark samledes om kong Frederik d. 6., der ifølge myten også havde nøglerne til byportene liggende på sit natbord. Så kunne han – og alle københavnerne – nemlig sove trygt.

Han blev landsfaderen, der gik i Frederiksberg have med dronningen og de to døtre, men som også havde en elskerinde. En elskerinde som ved hans død i 1839 mødtes med dronningen for at snakke om den mand, som de begge havde elsket gennem et langt liv – og som elskede dem begge to.

Frederik d. 6. var også konge, da danskerne omkring 1819 begyndte at forfølge jøderne. Men modsat mange af sine europæiske kollegaer så sørgede Frederik d. 6. for, at de forfølgelser blev stoppet.

Han var en hæderlig og retlinet mand, og at kalde ham bagstræberisk, fordi han – i en tid hvor reformerne begyndte at spire – holdt fast på enevælden, er ikke fair. Han oplevede trods alt at miste sin mor som kun 4-årig, fordi hun blev sendt væk – og at faderen var styret af andre (som også ville have Frederik d. 6. af banen), indtil han selv kunne tage over ved kuppet som 16-årig.

Og han ville ikke andet end godt for sit folk – hele folket i en tid, hvor vi var blevet et lille og fattigt land og ikke den rige og blomstrende stormagt, som vi trods alt var det i 1700-tallet.

Så det er faktisk psykologisk set godt klaret, at Frederik d. 6. blev, som han blev – og dét vidste guldalder-tidens store sønner også godt.

For Frederik d. 6.´s tid var guldalderen – den del af 1800-tallet, hvor romantikken blomstrede i den lille Tornerose-søvnige hovedstad København. Hvor Danmark var beriget med folk som H. C. Andersen, Grundtvig, Kierkegaard, Ingemann, Oehlenschläger, Thorvaldsen, Købke og alle de andre, der stadig spiller en stor rolle for Danmark og danskernes selvforståelse.

Og netop guldalderen og alle dens skønånder skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense
og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen anbefaler Conchita

Udgivet den af
6

Så er det i aften, at der skal stemmes om, hvem der vinder MGP – eller Eurovision, som det efterhånden også hedder på dansk.

Real-politisk betyder MGP ingenting. Ikke en eneste politisk beslutning bliver taget, fordi en bestemt sang vinder eller taber.

Men i forhold til de værdier, som vi står for som samfund, kan MGP ligesom OL, VM,  EM og andre identitetsskabende aktiviteter betyde meget.

Det gør MGP dog ikke altid. Sidste år fx da Emmelie de Forest vandt for Danmark i Malmö, var der ingen værdipolitiske over- og undertoner.

Men siden er der kommet fokus på de homo-, trans- og biseksuelles dårlige forhold især i Rusland, men også andre steder. Og bevidstheden om vigtigheden af at passe på mangfoldigheden, rummeligheden og tolerancen er stigende i de dele af Europa og blandt de mennesker, der mener, at der skal være plads til os alle sammen.

At det hele bliver så meget bedre og sjovere, når vi frit og åbent kan have alle farver, former, religioner og seksualiteter.

Og midt i alt det lander så Østrigs bidrag: Den skæggede dame, Østrigs ukronede dronning Conchita Wurst, der iklædt guldkjole, guldregn og vinger synger en storslået ballade om at rejse sig igen som en anden fugl Phonix.

Og han/hun/hen deler vandene. I den homofobe del af Europa kan man bare ikke have den slags. Men resten af Europa jubler og hylder Conchita, hvis egen dagsorden udover at vinde er et budskab om, at det er ligemeget, hvordan man ser ud. Man kan blive, hvad man vil alligevel.

Danmarksbloggen håber, at det for Conchita´s vedkommende bliver en sejr i Eurovision.

Danmarksbloggen hepper selvfølgelig (også) på vores egen sang med Basim – dét er klart. Men Danmarksbloggen anbefaler alle at stemme på Østrig.

En stemme på Conchita er en stemme mod intolerance og mørke.
En stemme på Conchita er en stemme for mangfoldighed og masser af regnbuer.

Tilføjelse: Danmarksbloggen ønsker Conchita tillykke – og hylder hende for på scenen at nævne kampen for frihed og det at være anderledes …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Regnbuerne lyser over København

Udgivet den af
1

Aldrig har der været så mange regnbuer over København som i denne uge …

Nede på jorden er de, de flotte farverige regnbuer, både på Eurovicious Pride Square og når alskens mennesker fra nær og fjern, af hver sit køn eller af samme køn, overalt i byen siger ja til at dele livet med hinanden.

For størst af alt er kærligheden …

Men også på himlen lyser regnbuerne … den ene efter den anden … det er helt vildt og aldrig set på dén måde før i København.

Det er som et tegn fra oven, fra de guder, der holder af alle, der holder af regnbuer.

For livet, verden og alting bliver bare både bedre og sjovere, når der er plads til os alle sammen, alle farver, alle køn, alle seksualiteter, alle religioner – når vi mødes i fælles glæde og hyldest til mangfoldigheden.

Dét er Danmarksbloggen sikker på – og det er alverdens mangfoldige guder åbenbart også, siden de sætter den ene regnbue på himlen efter den anden i netop denne Eurovision-uge, hvor der netop OGSÅ er lavet ekstra god plads til alle, uanset køn, seksualitet og så videre. DET ER SÅ GODT.

Danmarksbloggen sender derfor også en stor hilsen til Putin´s Rusland og andre med samme intolerante holdninger til dem af jeres medmennesker, der er anderledes end jer selv.

Gid regnbuerne må oplyse jeres sind, så I kan komme ud af jeres små, mørke huler og danse med os andre i det festfyrværkeri af farver, som altid er at finde i mangfoldighedens skønne regnbuer.

Dér er også meget sjovere at være end inde i jeres små, angste sind. For livet er bare bedst, når det er en fest med farver og glimmer … med regnbuer på jorden og på himlen.

Tilføjelse kl. 23.22: De regnbuer varslede godt for Østrigs Conchita i MGP-semifinalen dag … og de varsler endnu bedre for finalen på lørdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark, nu blunder den lyse nat

Udgivet den af
1

I år er det præcis 100 år siden, at Thøger Larsen skrev den måske mest sommerlige af alle skønne, danske sommersange: Nemlig “Danmark, nu blunder den lyse nat.”

Læs den her: http://www.danskesange.dk/showsong.asp?pageno=1&searchlevel=&kategori=&order=&sstring=&ss1=&ss2=&ss3=&z=1&mykey=23

De lyse nætter, ja.

Dem vi længes imod gennem den lange, mørke vinter. Dem, som ligenu står med deres tryllelys og lokker til drømme og sværmeri gennem de næste tre måneder, der er de skønneste i Danmark med maj måneds blomsterpragt på træer og buske, juni måneds klare sol over grønne vange og juli måneds blå vande og røde jordbær.

De måneder, der som sangen lover os, giver:
Sol over grønne sletter, lykke og lyse nætter!!!

Så slå håret ud og sæt tempoet ned og nyd de lyse nætter.

De flyr bort som en drømmerig blund, som der står i en anden af vores gamle danske sange “Når egene knoppes.”

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Melodi Grand Prix og respekt til ABBA

Udgivet den af
1

I år er det 40 år siden, at ABBA vandt det internationale Melodi Grand Prix med “Waterloo”. En melodi, der stadig holder, stadig er svimlende god, præcis som deres reserve-melodi til lejligheden “Hasta manana” er det. Ja, visse vil endda hævde, at ABBA er det eneste gode, der nogensinde er kommet ud af MGP.

Det er nok lige at trække den for langt. Men at der er langt mellem snapsene, når man tænker på langtidsholdbare MGP-melodier, er til gengæld sandt nok.

Og nu skal hele dette store show så holdes i Danmark, ovenikøbet på Eurovision Island, som Refshaleøen i København er omdøbt til lejligheden. Fordi Emmelie sidste forår vandt i ABBA´s hjemland Sverige med netop en af de melodier, der nok fængede dengang, men som må henregnes mere til døgnflue-afdelingen end til evergreensdepartementet, hvor ABBA har deres helt egen – meget store – afdeling.

For ABBA er – uden sammenligning – ikke kun det største, der er kommet ud af MGP. De er også uden sidestykke det største band, som Skandinavien har fostret. Deres musik er intet mindre end enestående.

Selvom det er over 30 år siden, at ABBA stoppede, holder mange af deres melodier endnu. De bliver spillet, lyttet til og danset til, og de vækker stadig masser af følelser og stemninger, som vi allesammen kan genkende – og måske endda fælde en tåre til.

Danmarksbloggen håber derfor, at ABBA blive behørigt hyldet hele ugen og især i finalen på lørdag. De fire svenskere fortjener dét. For ABBA er milevidt over alt og alle, der nogensinde har stået på en scene til et Melodi Grand Prix, ja måske endda stået på en popmusikalsk scene i det hele taget.

Thank you for the music …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 16: Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

CHRISTIAN D. 7., STRUENSE OG CAROLINE MATHILDE

Da Frederik d. 5. døde i 1766, var Danmark stadig midt i oplysningstiden, selvom det af og til kunne være svært at forstå i det på mange måder lille land – og den endnu mindre hovedstad, der endnu i næsten et århundrede skulle leve bag de volde, som Christian d. 4. havde lavet i 1600-tallet. Men det gjorde man – endda i flere generationer endnu …

Også inde i folks hoveder var der bygget volde og skel – og netop derfor var Struenses mission dømt til at mislykkes. Men nu forgriber vi begivenhedernes gang …

Da Frederik d. 5. døde, blev hans søn i enevældens ånd og efter enevældens ceremonier salvet i Frederiksborg Slotskirke. De nærmeste må have vidst, at det her kunne ende helt galt. For den unge mand var ikke blot i nærheden af de egenskaber, som man kunne forvente, at en enevældig konge skulle være i besiddelse af: Klog, analytisk, med overblik og indlevelse for både nødvendigheder og sit folk.

Snarere tværtimod var den unge konge Christian d. 7. umoden og barnlig, men han var også begavet. Senere tiders dom over ham som den sindssyge konge er langtfra hele billedet, selvom der VAR noget. Men havde Christian d. 7. været omgivet af kærlige og gode mennesker istedet for hårde lærere, en far der drak og en stedmor, der åbenlyst foretrak sin egen søn Arveprinsen, så kunne det hele måske være gået anderledes.

I hans voksne liv gik det ikke bedre. Stort set alle – fra hans nærmeste medarbejdere til tjenestepigerne – gjorde grin med ham og behandlede ham som et lille, uartigt barn, som man kunne beordre til både det ene og andet. Der var derfor ikke noget at sige til, at Christian d. 7. på en udenlandsrejse – hvor han iøvrigt gjorde en god figur som både vittig og begavet ved flere hoffer, hvor man også i modsætning til i Danmark behandlede ham med respekt – fattede sympati for den unge læge Struense, der behandlede ham ordentligt.

Affæren med Struense er en af de mest kendte i Danmarkshistorien. Den unge læge, der ville så meget, indførte så mange (også for mange) reformer, og som i dén grad var en oplysningstidens mand, steg hurtigt i graderne og blev i realiteten nærmest Danmarks regent i et par år.

En af de reformer, som Struense lavede, var afskaffelsen af 11 ud af 22 helligdage som fx 3. juledag, 3. påskedag og Vor Frue Dag. Dage, som nu skulle bruges til arbejde.

Struense fattede så også sympati for Christian d. 7.´s dronning Caroline Mathilde, som på det tidspunkt ikke havde noget nævneværdigt samliv længere med kongen. Og hun forelskede sig også i den unge læge.

At det til at begynde med var gået så galt med samlivet for det unge kongepar, der var blevet gift som kun 15- og 17-årig, skyldtes for en stor del Caroline Mathildes snerpede hofdame fru von Plessen, der havde kvalt den nysgerrighed og den sympati, som de to unge rent faktisk havde for hinanden, da Caroline Mathilde kom til Danmark fra England.

Så igen var det ydre omstændigheder, der ødelagde det for Christian d. 7. – og for Caroline Mathilde. De nåede dog at få et barn sammen – den senere Frederik d. 6. Dronningen fik så også en pige, men det var af gavn med Struense, af navn var den lille pige dog kongens.

Lykken for nogen af dem varede ikke længe.

Det lykkedes nemlig for enkedronning Juliane Marie og hendes højre hånd Guldberg i 1772 at få kongen til at tro på, at Struense og dronningen var i ledtog imod ham – og ville dræbe ham. Christian d. 7. skrev derfor under på det papir, der fængslede Struense og hans ven og højre hånd Brandt – og de to blev senere henrettet ved at blive lagt på hjul og stejle. Så slemt gik det ikke for Caroline Mathilde, der blev sendt til Celle i Tyskland, hvor hun døde få år efter.

I de næste 12 år regerede enkedronningen og Guldberg – bistået af arveprinsen. Men så skete der noget. Så handlede den purunge kronprins.

Året var 1784, og han skulle have sæde i statsrådet. På det første møde læste kronprins Frederik et dokument op, der afskedigede det gamle ministerium med enkedronningen, arveprinsen og Guldberg – og i stedet tiltrådte et nyt med kronprinsen selv og hans betroede mænd med Bernstorff i spidsen.

Kong Christian d. 7. skrev under – ganske kvikt og velvidende, hvad han gjorde – og kronprinsen tog dokumentet og løb ud med det, inden arveprinsen kunne nå at snuppe det, hvad denne ellers prøvede på.

Det var også enten-eller i de sekunder, og heldigvis blev det den senere Frederik d. 6. og hans mænd, der løb af med sejren. Og så var vejen banet for bla de landbo-reformer, der afskaffede stavnsbåndet, men også bondelandsbyen og trevangs-bruget. Nu flyttede bonden istedet ud på sin egen mark, og der bor han endnu i vore dage, omend antallet af landbrug er faldet støt og mængden af jord tilhørende det enkelte landbrug steget.

En ny tid var på vej – også i Danmark. Kongen hed stadig Christian d. 7., men i realiteten regerede sønnen.

Og netop sønnen Frederik d. 6., de sidste 15 år i 1700-tallet, slaget på Rheden, skovens genindførelse i Danmark, statsbankeroten og tabet af Norge skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

For 69 år siden … Danmark atter frit

Udgivet den af
1

69 år er der gået, siden Danmark atter blev frit efter den tyske besættelse under 2. Verdenskrig. 69 år er lang tid, og langt de fleste nulevende danskere er også født EFTER befrielsen.

Alligevel spiller den tid stadig en rolle. Ikke kun fordi vi alle har en personlig relation eller måske flere ifbm besættelsestiden som fx undertegnedes morfar, der hjalp modstandsbevægelsen med at gemme våben fra nedkastningerne – men også fordi de ting, der skete dengang stadig definerer Danmark – og resten af verdenen.

Uden 2. Verdenskrig var der nemlig aldrig kommet en kold krig og et jerntæppe ned igennem Europa. Et jerntæppe, der her 25 år efter Murens fald i Berlin stadig deler Europa op i en fattig og en rig del – selvom vi nu (næsten) alle sammen er forenet i EU.

Og det er altsammen vigtigt at vide – og forstå – her få uger før Europa-parlamentsvalget 25. maj.

At vide, at når vi er bundet sammen i Europa, så går vi ikke i krig mod hinanden. Det var også en af grundene til, at Kul-og-Stålunionen, som EU dengang hed, blev skabt i 1951.

ALDRIG MERE KRIG I EUROPA.

Sporene fra 2. Verdenskrigs rædsler og 1. Verdenskrigs skyttegrave kastede nemlig lange skygger, som først nu små syv årtier senere er ved at blive glemt.

Og netop derfor er det farligere at være europæer i dag, end det har været i snart 70 år. For nu er vi ude af 2. Verdenskrigs skygge – og desværre er samtidig meget af det, der skete og gik forud for 1939-45, glemt – og netop derfor kan det hele ske igen.

Det er allerede på vej. Vi ser det især i den nationalisme, der i disse år går sejrsgang gennem Europa som et sort og hadefuldt spøgelse fuld af angst og talen til den indre svinehund.

Men den er så sindssyg farlig, den nationalisme … for det var den, der i 1930´erne lagde grund til det, der skete i 1940´erne …

I Danmark stemmer næsten hver 4. dansker på dén nationalisme.

Danmark anno 2014, 69 år efter befrielsen, har altså aldrig været tættere på en ny besættelse, men denne gang lavet ikke af en ydre fjende, men af folk indefra. Folk, som mener, at de har patent på at være dansk, ja, de kalder sig ovenikøbet Dansk Folkeparti.

Der er derfor kun ét at gøre: AT GÅ TIL MODSTAND mod dén umenneskelighed, som dén nationalisme repræsenterer. For dén modstand er nemlig ægte dansk. Som man sang i “Danmarks Frihedssang”:

Gå til modstand, alle danske, alle mand som én, og gør Danmark frit

Derfor: Stem til EU-parlamentsvalget og tænk over, hvor du sætter din stemme. Tænk over, hvilket Europa, hvilket Danmark, som du, dine børn og børnebørn skal leve i.

For vi har – præcis som de havde dengang – valget imellem, om vi vil støtte den sorte, hadefulde og angste side eller den lyse, solidariske, fællesskabsorienterede – ja kærlighedsfulde side.

Eftertiden vil vide at dømme os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Islandske sagaer versus Se & Hør

Udgivet den af
2

Nogenlunde samtidig med at skandalen på Se & Hør begyndte at rulle, blev de islandske sagaer udgivet i en nyoversættelse, hvor det er første gang, at samtlige sagaer er oversat – her til dansk, svensk og norsk.

Læs mere om det her: http://island.um.dk/da/om-os/nyheder/newsdisplaypage/?newsID=4F5A97EA-9B3A-4F90-BFFF-B544A66C1DAB

De islandske sagaer blev til i en tid uden overvågning, en tid hvor mellemværender blev afgjort hurtigt og i reglen meget konsekvent. Man kunne godt forestille sig, at nogle af de kendte kunne drømme sig tilbage til den tid, når de tænker på Se & Hør.

Det kunne Danmarksbloggen også – men ikke pga muligheden for blodhævn og andre brutale og primitive metoder, men pga det æreskodeks, som saga-tiden også – ihvertfald i nutiden – er et udtryk for.

Et æreskodeks, hvor man behandler mennesker ordentligt og med respekt.

For den kynisme, hvormed Se & Hør har behandlet mennesker, er bare ikke i orden. En ting er, at den er ulovlig – og det må retsinstanserne tage sig af. Men den er også uetisk og forkert og er med til at skubbe samfundet i en forkert og mere rå og umenneskelig retning.

Se & Hør er så ikke alene om at trække på den hammel, hvor fællesskabet og solidariteten latterliggøres. Den indre svinehund har desværre gode betingelser i disse år, hvor den bliver fodret af både medierne (også andre end Se & Hør) og visse politikere.

Men det er ikke vejen frem for nogen af os – eller for Danmark. Vejen frem er snarere det mod og den styrke, som man også kan læse om i de islandske sagaer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk