Anerkendelsens betydning

Danmarksbloggen har modtaget flg. fra en af sine trofaste læsere – og skribenter:

En konsulent var på besøg på min arbejdsplads forleden dag. Jeg kendte ham ikke særligt godt, men han havde været så venlig at tage kage med til os alle. Jeg takkede pænt nej, med henvisning til at jeg er for tyk og derfor holder mig fra kage. Jeg fik at vide, at jeg da sagtens kunne tage et stykke – jeg kunne jo bare løbe en ekstra tur. Jeg forklarede så, at motion ikke var så ligetil for mig, hvilket medførte en belæring om, hvordan mine indre organer kun ville have godt af, at jeg rørte mig – og at man ikke kan styre alt med maden.

Se, det afførte en lang tankerække hos mig, som jeg vil prøve at dele. Manden kender mig ikke. Han kender derfor heller ikke min forhistorie. Han har naturligvis ret i, at motion er godt for mig. Og jo, jeg bevæger mig skam også – men det er gåture og ikke løbeture – og lige nok til at sundhedsmyndighederne siger, at det er tilstrækkeligt til, at mine indre organer har det fint.

For hvad den fremmede konsulent ikke ved er, at jeg har gigt i knæene – og i øjeblikket går til kiropraktor for at få udbedret min nakke og ryg, så jeg ikke længere har konstante smerter. Faktisk så gør jeg det så godt, som jeg kan i min nuværende situation. Jeg kæmper endda for at få det bedre, så jeg forhåbentlig en dag – udover at passe mit arbejde – kan cykle en lang tur uden at knæene gør ondt, og uden at jeg skal tage smertestillende piller for at falde i søvn pga. nakke/ryg-smerter. Og jeg er kommet ret langt, hvis jeg selv skal sige det. I går vaskede jeg køleskabet fuldstændigt fra top til tå, og jeg fik også ordnet et køkkenskab, før jeg kunne mærke smerterne komme snigende. Så jeg holdt en pause til i dag, hvor jeg så kunne fortsætte. Igen uden at det kræver smertestillende.

Men det her drejer sig jo ikke kun om mig og min gigt.

Det drejer sig om samfundet og den måde, som vi møder vores medmennesker på. Jeg kender fx en del, som synes, at ”dovne Robert” og ”fattig-Carina” bare skal tage sig sammen og komme i gang med at lave noget. Og dét hellere i går end i dag.

Robert og Carina har begge det tilfælles, at de har valgt at stille sig frem i offentligheden og fortælle om sig selv. Til offentlig beskuelse, spe og spot. Jeg siger ikke, at de ikke kunne yde mere end de gør. Men jeg siger heller ikke, at de ikke yder det, som de kan. For jeg kender dem ikke. Jeg kender ikke deres baggrund. Jeg ved ikke, hvad de har været igennem. Jeg kan ikke dømme dem.

Jeg kender derimod en masse mennesker, der har masser af succes i deres arbejde. Jeg er selv en af dem. Og ja, vi har knoklet for at nå dertil. Undervejs har vi mødt andre, som har smilet og nikket anerkendende til os, fordi vi har knoklet. Det har motiveret os og gjort os i stand til at knokle videre.

Men ikke alle, jeg kender, er endt med succes. Jeg kender også flere, som sidder i små lejligheder uden arbejde. De har også knoklet. De har bare ikke haft samme held som os andre undervejs. Ingen har nikket og smilet til dem – de er derimod blevet set ned på for at råbe for højt af deres børn, når filmen er knækket for dem.

Men de mennesker har også knoklet. Men de får ingen anerkendelse for det. Tværtimod så sammenlignes de med Robert og Carina. Og de evner ikke alle at forklare, hvorfor de ikke er som fordomme om Robert og Carina er.

Derfor: Hvis nu vi alle kunne prøve at tænke bare lidt mere positivt om vores medmennesker. Bare lige prøve at give dem en chance. Måske endda spørge om vi kan hjælpe dem med noget. Så kan det faktisk være, at de, der nu ser ned på Robert- og Carina-typerne, en dag vil opdage, at de mennesker knokler lige så meget som alle andre, bare med meget værre odds, da ingen anerkender deres kamp.

Med ønsket om en god Kristi Himmelfart lige om lidt – og større tolerance i hverdagen.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1960´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1960´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1960´erne: Frigørelser

1960´erne handlede om frigørelse, både økonomisk og fysisk. To markante ændringer skete først i årtiet.

I 1960 blev der således indført 14 ugers barselshvile for dagpengeforsikrede samt to uger for selvstændigt erhvervsdrivende, der var dagpengeforsikrede.

Og i 1961 oprettede Mødrehjælpen præventionsklinikker samt at de fik tilladelse til at informere ALLE om prævention, også de ugifte og barnløse. Der var altså tale om et gigant-hop frem, om end at abort stadig var forbudt.

Unge piger risikerede nemlig stadig liv og helbred, når de lagde sig på køkkenbordet hos en kvaksalver, der var mere eller mindre ferm med de strikkepinde, der blev stukket op og brugt til at starte en blødning, så den ulykkelige kunne tage på hospitalet og få en udskrabning. Noget, som er beskrevet præcis så barskt som det var i Bjarne Reuters bog ”Når snerlen blomstrer”, der som film kom til at hedde ”Tro, håb og kærlighed”.

Men det var ikke kun de unge piger, som oplevede drastiske forandringer i 1960´erne. Det var hele det danske samfund, der buldrede frem med en økonomisk vækst større end nogensinde tidligere. Der var også brug for alle hænder på arbejdsmarkedet, så nu kom også middelklassens og overklassens kvinder i stor stil ud på arbejdsmarkedet. Arbejderklassens kvinder har jo som bekendt altid været dér.

Men nu var der brug for alle – og kvinderne fik i stigende grad uddannelse, også lange uddannelser. Det var et helt andet samfund, og det var ikke så mærkeligt, at det skabte uro, både strukturelt, men også i den enkelte familie. Det helt store kvindeoprør ventede dog til 1970´erne, men kvinden fandt sig i mindre og mindre op gennem 1960´erne.

Hun kunne også tillade sig det. For nu tjente hun sine egne penge og var dermed økonomisk uafhængig af sin mand. Hun havde også få år tidligere fået de samme rettigheder ifht børnene. Ja, det var først i 1957, at kvinder fik lov til at være værger på lige fod med mændene ifht deres egne børn. Man tror næsten, at det er løgn – men det er det ikke.

Men altså i 1960´erne blev kvinden et langt stykke hen af vejen fri – for frihed hænger uløseligt sammen med retten til at bestemme over egen krop og det at tjene sine egne penge. Det var en sejr – men også stadig en kamp, som blev kæmpet af mange kvinder.

En af de kvinder, der siden 1960´erne og frem utrætteligt har arbejdet for kvinders – og især udsatte kvinders og børns vilkår – er socialrådgiver og forfatter Hanne Reintoft, født 1934.

Hun kom i Folketinget i 1966 efter i flere år at have arbejdet med både alkoholikere, udsatte, sindslidende m.fl. Hanne Reintoft var aktiv i politik i 10 år for SF, VS og DKP, inden hun i 1976 blev redaktør for DR´s sociale brevkasse. Det var hun frem til 2004.

I 1983 var hun også med til at stifte ”Mødrehjælpen af 1983”, som udfyldte det tomrum, som nedlæggelsen af den gamle Mødrehjælpen havde skabt i 1976. Senere blev hun også direktør dér.

I dag skriver Hanne Reintoft historiske bøger, fordi hun mener, at den socialrealisme, som det ellers ville være nærliggende for hende fortsat at skrive i, “hænger folk ud af halsen”. Men at hun kan fange interessen for det socialrealistiske ved istedet at gå tilbage i historien. Tidligere skrev hun ellers socialrealistiske debatbøger – og en enkelt erindringsbog ”Et liv – manges liv” fra 1996.

Hanne Reintoft har modtaget flere priser.

En anden kvindelig forfatter, der også startede i 1960´erne, og som også skiftede genre flere gange, er den nyligt afdøde Helle Stangerup, der blev født i 1939, og som døde i marts 2015. Udover at være forfatter var hun også skolekammerat med Dronning Margrethe – og derfor en af de eneste, der ved, hvad det vil sige at være dus med regenten.

Helle Stangerups forfatterskab handlede ikke om socialrealisme, men om en blanding af rejseskildringer, kriminalromaner og historiske romaner, hvor hun især er kendt for ”Christine” fra 1985 og ”Spardame” fra 1989. Hendes romaner er oversat til flere sprog, og selv modtog hun også flere hædersbevisninger.

Helle Stangerup er også kendt for sit ægteskab med godsejer Adam Knuth, som hun sammen med opbyggede Knuthenborg Dyrepark i perioden 1972-80. En park, som mange danskere kender fra udflugter i sommer og sol.

Sommer og sol var der også over filmens verden i 1960´erne – det gyldne årti, som frembragte mange skuespillerinder, der stadig her i deres karrieres efterår er blandt de fremmeste i Danmark.

Mest stråler Ghita Nørby, født 1935, der startede som dansk films søde, kønne og uskyldige pige, naboens datter – men som i dag er blandt de helt store danske karakterskuespillerinder til alle tider.

Hendes repertoire er imponerende og tæller på scenen stort set, hvad der findes af store roller som rollen som Johanne Luise Heiberg i ”Regnormenes liv”, dronning Elizabeth i ”Maria Stuart”, fru Levin i ”Indenfor murene” og mange-mange andre af store forfattere som Strindberg, Ibsen og mange andre.

På tv og i film dækker hun også alt fra rollen som oprørsk arving i komedien ”Baronessen fra benzintanken” over den alvorlige rolle i ”Dansen med Regitze” til glansrollen som Ingeborg Skjern i ”Matador”, hvor ikke kun teaterpublikummet, men også alle andre danskere fik øjnene op for, at Ghita Nørby rummede mere end et kønt ansigt og en perlende latter.

Ghita Nørby har – selvfølgelig – også modtaget et væld af priser gennem hele karrieren, der stadig kører for fuld kraft.

Men også Malene Schwartz, født 1936 slog igennem i 1960´erne, hvor hun ofte spillede den modige og ret sexede unge pige – meget modsat den forsigtige Maude Varnæs i ”Matador”, der blev hendes livs rolle.

Efter Matador helligede Malene Schwartz sig teateret og var i mange år direktør for blandt andet Aalborg Teater, inden hun vendte tilbage til København – og på sigt også arbejdet som skuespillerinde.

Malene Schwartz er også forfatter – bl.a. til en meget rost bog ”Alba” fra 2012 om farmoderen Alba Schwartz, der i sine to bøger ”Skagen før og nu” som den eneste har beskrevet, hvordan det ”virkelig” var, dengang Krøyer, Ancher og de andre levede og virkede på Skagen.

Endelig skal nævnes Susse Wold, født 1938, der ikke havde det med film og teater fra fremmede. Hendes mor var Marguerite Viby, der var en stor stjerne især i 40´erne og 50´erne.

Susse Wold selv huskes for sine roller i Sommer i Tyrol, som Gitte Graa i ”Matador”, som moderen i ”Den kroniske uskyld” og senest i Vinterbergs ”Jagten”.

Derudover har hun spillet mange markante roller på teatret, fx som Ophelia i ”Hamlet” – og i samspillet i både ”Privatliv” og ”Kærestebreve” med Bent Mejding, som hun også privat er gift med.

Susse Wold er også kendt som forfatter, som foredragsholder – og som fortolker og oplæser af H. C. Andersens Eventyr – både i Danmark, men især i udlandet, hvor hendes engelske versioner vækker stor begejstring.

Derudover har Susse Wold i mange år været stærkt engageret i AIDS-sagen, hvor hun siden 1986 har været præsident for AIDS-fondet – og hvor hun på hjemmesiden er citeret for: Jeg ønsker mig en fremtid uden hiv og aids – og jeg ved, at den bedste måde at forudsige fremtiden på er – at gøre noget ved den.

Ord der også kunne gælde for kvinderne i 1960´erne. For også her var kamp og engagement kodeord for årtiet.

En af de forfattere, som har tegnet det bedst, er Martha Christensen.

Martha Christensen, 1926-1995, skrev en række socialrealistiske romaner, hvor hun med sikker sans for virkeligheden og psykologien tegnede det ene knugende kvindeportræt efter det andet i fx ”Vores egen Irene” fra 1976 og ”En fridag til fru Larsen” fra 1977.

Men også den posthume ”Når mor kommer hjem”, der handler om den 11-årige Ronnie, der står med hele familieansvaret, mens mor afsoner en kortere fængselsstraf, er stærk i sin skildring af de oversete og de udsattes forhold.

Det er også Martha Christensen, der har skrevet ”Dansen med Regitze”, der blev en af Ghita Nørbys helt store filmroller.

Hun var selv uddannet fritidspædagog, og var hele livet optaget af de såkaldt stille eksistenser, dem som ikke finder vej til de bonede gulve eller avisernes overskrifter – medmindre selvfølgelig der er sket noget dramatisk.

Man kunne godt ønske sig, at der var en Martha Christensen i Danmark i dag!!!

Den sidste forfatter fra 1960´erne, som vi skal have med, er Inger Christensen, 1935-2009, der ikke beskæftigede sig med hverken socialrealisme, rejser eller historie – men som i sit poetiske hovedværk ”Det” fra 1969 står for en sproglig nytænkning, der stadigvæk påvirker dansk og international litteratur.

Der er også mange, der mener, at Inger Christensen med sit banebrydende sproglige arbejde burde have haft Nobelprisen i litteratur.

Arbejdet stod på gennem hele årtiet med både debutdigte og romaner, hvor man kan læse hendes tanker om ordene, som det der holder verden oppe – ligesom at cellerne holder kroppen sammen.

Senere fulgte andre bøger – og ny udvikling, som da hun i 1991 opdaterede den gamle verseform sonetkransen til nutiden i ”Sommerfugledalen”.

Inger Christensens mission var nemlig at give modernismens splittelser en mulighed for at blive til poetiske helheder. Noget, der måske ikke direkte havde så meget med frihed at gøre – men kvinderne læste hende i stor stil i 1960´erne og i 1970´erne.

For frigørelsen var sat på skinner, men i næste årti 1970´erne blev den kronet på mere end én måde. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg.Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dyrekort og menneskeværd

Debatten om de famøse dyrekort har bølget frem og tilbage i dagevis …

Det er for dårligt af Føtex, at de ikke sørger for, at der er kort nok til alle og dét i en fart, hævder de forældre, der forlængst har ophøjet curlingen af deres børn til en kunstart. På den anden side – men ligeså lidenskabeligt – står den anden gruppe og fremhæver vigtigheden af at lære: At man ikke kan få alt her i livet.

Danmarksbloggen hverken kan eller vil forholde sig til papkort med billeder af dyr, som enhver i øvrigt kan finde i tusindvis af versioner af på internettet. Lige til at printe ud og klistre ind i et kladdehæfte. Eller poden kunne måske endda tegne dyrene selv?!

Danmarksbloggen kunne derimod godt ønske sig, at det engagement, som udvises ifbm de famøse dyrekort, kunne udmøntre sig i forhold til andre – og meget mere vigtige – sager.

Tænk, hvis bare halvt så mennesker var bare halvt så optaget af at skabe gode forhold for de gamle, de hjemløse og andre udsatte grupper, som de er det af jagten på papkort!!!

Så ville Danmark være et meget bedre land.

Og Danmark – og danskerne – fortjener det. For mennesker er og bliver meget mere værd end papkort med fotos af fisk, hammerhajer og andet godt fra havet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Arbejdsgivernes ansvar

Der tales generelt meget – og ofte også kun – om arbejdstagerens ansvar.

Hvis man vil have et job, skal man være villig til at pendle over lange afstande, ja sågar endda flytte landsdel, hvis det står til nogle arbejdsgivere.

Og ja, arbejdstageren har et ansvar. Men det har arbejdsgiveren også.

Arbejdsgiveren er nemlig – uanset hvor fleksibel en arbejdstager er – den eneste, der kan skabe og give jobs til arbejdstagerne.

Arbejdsgiverne i Danmark har derfor ansvar for:

1) At skabe jobs i Danmark – og sørge for at de jobs bliver i Danmark
2) At give de jobs til danskere – og ikke til udlændinge
3) At sikre at arbejdsmarkedet tilpasses alle, ikke kun de raske og effektive, men også de unge, de ældre, dem med handicap osv

Dét er simpelthen nødvendigt, hvis det danske samfund skal hænge sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen tog fejl

Danmarksbloggen tog fejl. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6760

For nej, der blev IKKE trykket på valgknappen i går. Så enkelt er dét. Danmarksbloggen lover derfor også fremover at afholde sig fra flere gætterier om valgdato´en.

Danmarksbloggen vil istedet fokusere på, hvad valget handler om. For der er tale om et valg. Et grundlæggende valg om holdningen til sine medmennesker.

Et valg mellem om man – som de blå – ser mennesket som et produktionsmiddel, der skal yde max? Eller om man – som de røde – ser mennesket som et levende væsen, der på sin vej fra vugge til grav har perioder, hvor man behøver hjælp – og andre perioder, hvor man selv kan hjælpe andre?.

For valget mellem blå og røde kan siges så kort:

Ser man mennesket som såkaldt “human kapital” – eller som et levende væsen, der har ret til et ordentligt liv, men også pligt til at yde?

Er man enig i det sidste, så skal man stemme på rød blok – når valget altså kommer :-).

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Trykker Thorning på valgknappen idag?

Danmarksbloggen spår yderst sjældent om politiske begivenheder.

Men ingen regel uden undtagelse. For Danmarksbloggen er overbevist om, at Thorning idag trykker på valgknappen. Alternativt i morgen, da dagen i dag er Danmarks officielle befrielsesdag, selvom de fleste fejrede den i går aftes – også statsministeren, der talte i Mindelunden.

For Thorning har vind i sejlene p.t. – både politisk og på det personlige plan. Som undertegnede fx hørte flere gange i går ude i Mindelunden: Hun har gjort det godt – uanset hvad de siger.

Så nu kommer valget. Thorning er på en bølge – og Løkke er et sted, hvor selv ikke hans egne bakker ham op – og så skal Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen også sikres endnu en periode – og Thorning Enhedslistens støtte.

Så nu er det trykke-og-valg-tid i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1950´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1950´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1950´erne: The New Look

Krop og frigørelse hænger uløseligt sammen.

Men i 1950´erne var det pæne look stadig på mode, endda i en version, som modeskaberen Dior døbte ”The New Look” – som var en stil med en smal talje, der blev markeret med feminine skjorter eller jakker med talje og skød, stor, brusende nederdel, sko med lette hæle, hat og handsker. Stilen og navnet kom egentlig allerede i 1947, men den påvirkede modebilledet gennem hele 1950-årtiet.

Det er en meget feminin stil, som mange stadig forbinder med den glamour, som de store Hollywood-film fra perioden også repræsenterer. Og som især eftertiden læser ind i 1950´erne, fx i alle tiders ungdomsfilm ”Grease”, som selvom den er fra 1978, er et portræt af 1950´erne, der stadig ses af unge piger. Men stilen dyrkes også i de mange film og tv-serier, som der siden hen er lavet med netop denne tidsepoke som ramme.

Fortiden er også dejlig nem at håndtere, også når tesen er, at dengang var mænd rigtige mænd – og kvinder var rigtige kvinder – hvad det så end er. Og vi danskerne kunne skam også være med.

Dansk films formentlig mest romantiske øjeblik stammer nemlig også fra 1950´erne, hvor Poul Reichhardt og Bodil Kjer i ”Mød mig på Cassiopeia” fra 1951 danser alene rundt i den tomme dansesal til tonerne af sangen ”Den allersidste dans”.

Det er ren 50´er-nostalgi med ham i uniform og hende i hvid, flot kjole, når de sammen svinger sig i dansen, mens han synger.

Sangen, der har melodi af Kai Normann Andersen, holder endnu – også fordi Kim Larsen har givet den nyt liv med stor respekt for det vemod, som den mest af alt handler om, når natten er forbi, og det er tid til at drømme og sværme om evig kærlighed. Og måske allermest den kærlighed, man aldrig fik – og derfor heller aldrig glemmer.

Om Georg Jorgensen – eller rettere Christine Jorgensen – også kunne lide filmen og melodien, vides ikke. Men her var der i mere end en forstand tale om New Look.

Christine Jorgensen, der efterfølgende fik sig en karriere i Hollywood, og som så strålende ud, startede nemlig ud som en mand, men blev som den første i verden kønsskifteopereret om til en kvinde – og det endda i Danmark, inden hun i 1954 rejste hjem til New York igen, hvor den danskfødte nu kvinde, havde sin base, som ikke kun blev brugt til glamour, men også til at tale transseksuelles sag.

Virkelighedens verden handlede selvfølgelig ikke (kun) om muser, kjoler, køn, kærlighed og sange.

Virkelighedens verden var en hel anden i 1950´erne – omend kvinderne kom endnu mere frem..

Reelpolitisk betød det mindre, men symbolsk var betydningen stor, da Grundlovsændringen i 1953 gjorde det muligt for kvinder at arve tronen. Altså et skifte, der gjorde den 13-årige prinsesse Margrethe til kronprinsesse og senere regerende dronning af Danmark.

Danmark fik også sin første kvindelige borgmester i årtiet, nemlig Eva Madsen i Stege på Møn, der blev borgmester i 1950. Ikke pga valg, men fordi den forrige borgmester døde i et trafikuheld. Dog var det hende, som der blev peget på.

Men for langt de fleste kvinder var det i 1950´erne – trods forbedrede arbejds- og barselsforhold – stadig hårdt at være kvinde, især hvis man var en af de mange, der ikke havde en mand, der tjente rimeligt godt. Kvinder med egen uddannelse – og deraf mulighed for et spændende job – var også stadig et fåtal.

Op igennem årtiet blev det dog muligt for flere og flere kvinder at gå hjemme, og det var for mange noget, som de skattede meget højt. Så kan nutiden dømme de kvinder og kalde dem bagstræberiske, men var de nu også det?

Historien skal altid bedømmes på samtidens og ikke nutidens præmisser – og hvis valget stod imellem at bo i tredje baggård på Nørrebro og knokle på en fabrik – og lave alt derhjemme – eller bo i Hvidovre i en af de (dengang) moderne lejligheder og kunne gå hjemme og ”kun” have ansvaret for hus og børn, ja, så tror jeg nok, at de fleste – også nutidskvinder – ville vælge at gå hjemme.

En af dem, som kendte til bagsiden af medaljen, var Tove Ditlevsen (1917-76), dette følsomme og sarte menneske, der skrev så stærkt om det at være pige – og kvinde. Hun debuterede allerede i 1939, og hun breder sig over mange årtier i dansk historie.

Men der skal skrives om hende netop her i 1950´erne, hvor de pæne piger begyndte at gøre oprør på måder, som de aldrig havde gjort det før, hvor der blev kæmpet kampe – også og måske især indeni pigerne og kvinderne selv, som der ikke var blevet før. Kampe, som også prægede Tove Ditlevsens liv og digtning hele vejen.

For både på papiret og i livet kæmpede hun med sig selv og sit komplicerede sind, som på den ene side gav hende evnen til at udtrykke sig smukt, poetisk og lyrisk som ingen andre i 1900-tallet, men som på den anden også betød, at hun til sidst ikke magtede mere og begik selvmord.

Men inden da havde hun forfattet digte og romaner som ”Pigesind” (1939), ”Man gjorde et barn fortræd” (1941), ”Jeg er din barndoms gade” (1942), ”Kvindesind” (1955), ”To som elsker hinanden” (1960) og mange andre om så forskellige emner som kærlighed, overgreb, misbrug, opvæksten på Vesterbro, kvindens kærlighedsløse liv i middelklassen og meget mere.

Dén dag i dag citerer mange unge kvinder Tove Ditlevsens digt fra 1942, hvis de holder en tale til deres mand under bryllupsmiddagen:

Så tag mit hjerte i dine hænder
men tag det varsomt og tag det blidt,
det røde hjerte – nu er det dit. 

Det slår så roligt, det slår så dæmpet,
for det har elsket og det har lidt,
nu er det stille – nu er det dit.

Og det kan såres, og det kan segne,
og det kan glemme og glemme tit,
men glemmer aldrig – at det er dit.

Det var saa stærkt og saa stolt, mit hjerte,
det sov og drømte i lyst og leg,
nu kan det knuses – men kun af dig.

Mange kunstnere har også brugt hendes ord – mest kendt er nok Anne Linnets musik til ”Barndommens gade”.

Kunstnerne fyldte meget i 1950´erne – og på nær dansk films store helt Paul Reichhardt var det kvinderne, der tegnede billedet: De to gange Bodil og en gang Helle, der alle tre stod for den glamour, som både damebladene og filmens verden dyrkede.

Vi starter med Helle Virkner (1925-2009), der er kendt for et hav af roller på film og teater. Mest kendte på film er hendes roller i ”Poeten og Lillemor-filmene”, i ”Huset på Christianshavn” og så selvfølgelig rollen som Elisabeth Friis i ”Matador”. På teatret var hun både udøvende kunstner og direktør på blandt andet ABC-teatret.

Men også Helle Virkners privatliv er kendt. Tre gange var hun gift, mest kendt er ægteskabet med den danske statsminister Jens Otto-Krag, som hun blev gift med i 1959. Et ægteskab, der betød, at hun også kom på mange rejser og mødte mange statsoverhoveder – og at en del kaldte hende for den danske Jackie Kennedy.

De mindede også lidt om hinanden, den amerikanske præsidentfrue og den danske statsministerfrue. De havde i hvert fald begge en sikker feminin stil – helt i tro med tiden. Helle Virkner var så modigere, når hun sammen med kollegaen Malene Schwartz spillede Nyhavns-luder i Cirkusrevyen.

Eller da hun efter skilsmissen fra Krag selv gik ind i politik, og i flere år var en del af byrådet i Frederiksberg kommune for Socialdemokratiet.

Stil, ynde og skønhed var der også over Bodil Kjer, som Helle Virkner i øvrigt overtog en rolle fra på Det Kgl. Teater, da Bodil Kjer måtte flygte til Sverige.

Bodil Kjer (1917-2003) er en af dansk film og teaters helt store skuespillerinder. Hun var stort set gennem hele karrieren knyttet til Det Kgl. Teater, hvor hun spillede både Holberg-komedier, dramatiske roller som Lady Macbeth og Medea samt mere moderne partier som Maggie i ”Kat på et varmt bliktag”.

Men også på film spændte hendes vingefang bredt. Fra titelrollen i ”Jenny og Soldaten”, som er en ret ukendt filmperle over musen i ”Mød mig på Cassiopeia” til titelrollen i Panduros ”Bella” samt en rolle i den Oscar-vindende ”Babettes gæstebud”.

Sidst i karrieren rejste hun i mange år rundt med Ebbe Rode og optrådte med forestillingen ”Kærestebreve”.

Hun modtog selvsagt også et utal af æresbevisninger, altid med samme glæde, kløgt og humor, som hun også mødte sine medmennesker og sin omverden med.

Det er derfor også nærliggende at spørge, om hun har lagt navn til Bodil-prisen?

Og ja, det har hun – sammen med Bodil Ipsen, der er en generation ældre, men som også var en grande dame, der ligesom Bodil Kjer spillede både komedier, tragedier og moderne stykker – og både film og teater – og det i dén store stil og format, så vi skal tilbage til en Johanne Luise Heiberg og op til Ghita Nørby for at finde noget tilsvarende.

Dansk teaters fire store damer er nemlig (indtil videre) disse fire: Johanne Luise Heiberg, Bodil Ipsen, Bodil Kjer og Ghita Nørby.

Den første Bodil blev i øvrigt uddelt i 1948 – efter sit amerikanske forbillede Oscar´en.

Og det var netop Bodil Kjer, der vandt den for bedste kvindelige hovedrolle for indsatsen som Jenny i ”Jenny og Soldaten”. Poul Reichhardt vandt den også for bedste mandlige hovedrolle i samme film. Og filmen fik også en Bodil for bedste film.

Skuespillerinder var også populære i 1960´erne, men der skete også mange andre ting. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

For 70 år siden: I dette Øjeblik …

For 70 år siden lød det pludselig – men ikke uventet – kl. 19.36 i den skrattende radioforbindelse fra London:

I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.

Hør det evt. her: https://www.youtube.com/watch?v=78pDhZb8hZo

Dét var et øjeblik, som kun dem, der oplevede dét, helt kan forstå dybden og vidden af.

Men vi andre – os der ikke var født dengang – ved alligevel, at det var det største, det bedste, som der skete i mange af de menneskers liv. At dén aften fik de et land i gave. Ældre familiemedlemmer har måske fortalt os, hvordan de oplevede befrielsen, vi har også læst om det, og nærmest alle har ihvertfald set det i alletiders bedste danske tv-serie “Matador”.

Derfor ved vi også, at nok er det 70 år siden i aften – men at det på en måde alligevel er “I dette Øjeblik” – noget man især føler, når man står ude i Mindelunden i Ryvangen sådan en majaften og hører Prins Jørgens March og derpå Frihedsbudskabet blive læst højt. Så svinder 70 år ind til ét eneste øjeblik …

Vi er også i vor tid tættere på en gentagelse, end vi har været det før i de 70 år. Friheden er truet i Danmark – og i Europa af kræfter udefra som Islamisk Stat, men også af kræfter indefra – stærke, nationale højrekræfter, der ikke er andet end en samling bisser og bøller, når der kommer til stykket.

Dét er skræmmende – og det er derfor tid til at tænde forstandens og medmenneskelighedens klare lys. Så tænd lys – og sæt dem i vinduerne i aften – til minde om og ære for dem, der levede – og døde – dengang for 70 år siden, men også som et håb, der rækker fremad.

Og lyt til kirkeklokkerne, der mange steder vil ringe ekstraordinært for at markere de 70 år. Nogle steder sker det i aften – og andre steder i morgen, som er dagen for Danmarks officielle Befrielse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Søren Gade´s comeback = Starten på Løkkes farvel

Af alle dage på året valgte Søren Gade i går – på 1. maj – at meddele, at han stiller op til Folketinget for Venstre – og at han gerne vil have en ministerpost.

Dén ministerpost kan let blive en statsministerpost én dag, hvis Løkke taber det folketingsvalg, der formentlig udskrives om få dage.

For Løkkes dage i Venstre er talte. Han har svindende opbakning fra sit eget bagland pga. sin moralske habitus – eller rettere manglen på samme.

For Venstrefolk er nok tilhængere af “enhver er sin egen lykkes smed”, men den grådighed, som Løkke udviser, plejer man at overlade til folk fra Liberal Alliance og tilsvarende.

Venstrefolk – og traditionelle konservative med – har også nogle moralske og menneskelige værdier, som idag mangler i de to partiers top: Værdier, der handler om dét menneskeværd, som netop Søren Gade også repræsenterer.

Læs her hvad Danmarksbloggen skrev om den sag i september:
http://danmarksbloggen.dk/?p=5533

Samt: http://danmarksbloggen.dk/?tag=soeren-gade

Vinder Løkke derimod valget, bliver han formentlig siddende som formand – lidt længere. Men ikke på den lange bane. Dét er helt sikkert – ellers havde Søren Gade ikke sagt ja til at gå ind i politik igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk