Kategoriarkiv: Demokrati & Debat

Putin er – måske – den leder, som russerne vil have

Udgivet den af
Svar

Der er en fortælling, som vi mennesker elsker at bruge, når livet bliver svært.

Det er fortællingen om en syndebuk. Om en, som vi kan skyde skylden på. Både i vores private liv – og i den helt store sammenhæng.

Pt. fortæller hele Vesten dén fortælling om krigen i Ukraine med Putin som den store skurk, den reinkarnerede ondskab, mens det russiske folk er den uskyldige menneskemængde fanget i den store ondskabs kløer. For vi må forstå, at problemet ikke er noget strukturelt, men at det skyldes én mands ufattelige ondskab.

Men måske – bare måske – er virkeligheden mere kompleks.

Ikke sådan at forstå, at Putin ikke gør en masse onde ting. Ja, han og hans kumpaner har ikke lavet andet end den rene ondskab, det rene barbari siden Rusland invaderede Ukraine for fem uger siden.

Rusland har bombet civile mål og hospitaler, lagt miner ud i de humanitære korridorer, bortført folk, skudt på flygtende mennesker etc, etc. Den rene ondskab – udført på ordre fra Putin. Derom ingen tvivl.

MEN – og her kommer det:

Putin er ikke alene om at mene, at krigen i Ukraine er berettiget. At Ukraine er en del af Moder Russia, og at en invasion er berettiget. Det samme mener mange russerne.

Meningsmålinger lavet af analyseinstitutter – som er så neutrale, som man kan være i Rusland – viser, at 60-70% af alle russere bakker op om Putin – og nej, de er ikke alle 60-70% afskåret fra at vide, hvad der reelt sker i Ukraine.

SÅ: Mange russere ved, hvad de russiske styrker gør, men mange russere bakker alligevel op om Ruslands krig. Med andre ord: Rusland har en leder, som afspejler folket og det, som flertallet af det russiske folk mener.

Dén kamel er ikke rar at sluge for os andre. For det betyder, at ondskaben ikke blot er inkarneret hos en lille indebrændt KGB-agent, som nu er præsident og totalt ligeglad med andres liv.

Det betyder derimod, at dén ondskab, som er sluppet løs i Ukraine, er en del af mange russere, som den måske også er det hos mange andre. For måske kan vi alle sammen agere ondt – under de forkerte omstændigheder.

For tænk tilbage i historien. Ondskaben har ofte haft gode betingelser. Flertallet af tyskerne var enige med Hitler – langt ind i krigen. Franskmændene bakkede op om Napoleon. Og russerne selv var de første mange årtier glade for de kommunistiske ledere trods Stalins udryddelseslejre med mere.

Så ondskaben findes i os selv – og ikke blot hos andre.

Og et folk har åbenbart – ofte i hvert fald – den leder, som folket ønsker. Også i Rusland, hvor Putin langtfra er den eneste, som drømmer om et Stor-Rusland. Mange russere deler dén tanke om Moder Russia.Så hvor stiller det så os i Danmark, i den vestlige verden?

Giver det så mening for os at drømme om en paladsrevolution i Rusland, hvis det bare bliver en ny af samme slags, som giver ordrerne?

Danmarksbloggen ved det ikke. Men Danmarksbloggen ved, at Rusland – uanset hvem lederen er – skal have svar på tiltale – og ikke have lov til at overfalde og dræbe uskyldige mennesker, som det er sket nu i Ukraine i fem uger.

For ondskaben skal ikke sejre – hverken i Rusland, andre lande eller i hver og en af os.

Ps. Midt i alvoren kan man også overveje, hvad det siger om Danmark, at vi i reglen har statsministre, som fjumrer rundt, og laver den ene fejl efter den anden – men på en eller anden måde alligevel får det til at køre …

For næsten alle danske statsministre er sådan lidt a la Klods-Hans i de fine guld-saloner. Skal man grine, græde – eller smile af glæde over det?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tænd lys i aften for Ukraine

Udgivet den af
Svar

Den ukrainske præsident har netop talt til det danske folketing – og til det danske folk.

I dén tale kom præsident Zelenskij ind på alle de lidelser, som Ukraine gennemgår lige nu – og det er så alt for mange, så alt for grusomme, som de fleste nok ved: Angreb på ukrainske byer, bortførte ukrainere og meget mere.

Uhyrligheder, som sker – og som vi ikke gør ALT, hvad vi kan – og burde – for at stoppe.

Vi hjælper meget – og det blev der også sagt tak for. Men vi skal gøre endnu mere, både nu og når freden kommer.

Zelenskij talte også om genopbygningen af Ukraine efter krigen – og om, at Ukraine gerne vil have Danmark med dér i en ledende rolle – helt konkret når det kommer til Mykolajiv, som er vigtig havneby, der blev voldsomt angrebet her i nat.

Og så opfordrede Zelenskij til at tænde et lys for Ukraine i aften … præcis som vi selv gør det d. 4. maj.

Et lys for friheden.

Et lys for freden.

Et lys for Ukraine.

Som præsident Zelenskij sagde det: Mine damer og herrer. Jeg håber I i aften vil tænde et lys for alle de ukrainere, der har givet deres liv for vores alles frihed. 

Dét siger sig selv. Der skal brænde så mange lys i de danske vinduer, som det ikke er set siden 4. maj 1945.

Ukraines frihed er også vores frihed.

SLAVA UKRAINI ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DERFOR hjælper vi Ukraine

Udgivet den af
Svar

Svesken må på disken.

For hvorfor er danskerne, ja europæerne, så vidunderligt hjælpsomme, når det kommer til Ukraine og flygtninge fra Ukraine?

For det er vi. Der har rejst sig en tsunami af næstekærlighed over hele Europa i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

Folk samler tøj og soveposer ind. Folk sætter sig ind i biler, og kører gennem Europa for at hente ukrainere. Folk åbner deres hjem. Folk tager til Ukraine for at kæmpe mod russerne.

Derudover samles der rekordstore beløb ind til hjælpeorganisationerne, og politikerne er hurtige med hjælp også.

Så det er både befolkningerne og politikerne i Europa, som er på samme side, og som med åbne arme byder ukrainerne velkomne.

Det er vidunderligt. Men HVORFOR sker det?

Svaret er ganske enkelt – men politisk sprængfarligt. Det sker, FORDI ukrainerne ligner os, og generelt lever på samme måde som os.

DERFOR.

Det kan man synes er diskriminerende. Racistisk.

Men ikke desto mindre er stamme-mentaliteten stadig den herskende mentalitet, så vi mere naturligt hjælper dem, som er ligesom os selv – som tilhører vores egen stamme.

Det er der ikke noget nyt i. Gå til andre lande, andre verdensdele – og andre folkeslag, og man ser det samme ske. Vi hjælper mest og helst dem, som ligner os selv.

Så diskussionen om, hvorfor vi ikke hjælper flygtninge fra fx Syrien på samme måde, giver ikke mening. Det rimer ikke med den almenmenneskelige tilbøjelighed til at hjælpe dem, som man kan spejle sig i. Medmindre altså man er de rige, arabiske lande, som har let ved at lade være med at hjælpe i deres nærområde.

Men nu handler det om Ukraine. Så lad fokus være på Ukraine og på de mange ukrainere, som er flygtet fra deres land. Mere end en million kvinder, børn og gamle.

For mændene er blevet i Ukraine, hvor de kæmper tappert mod russerne. Dét er også noget, som vi godt kan lide her i Europa. At de stærke bliver og slås, mens de svage bliver bragt i sikkerhed.

Men skal vi videre, er vi nødt til at få svesken på disken. Nødt til at sige det højt, nødt til at tale om det – hvis vi nogensinde skal bevæge os væk fra stamme-mentaliteten og mod en mere globaliseret dagsorden, hvor vi ser på hinanden som mennesker før noget andet.

For dét er stadig målet. Men dér er vi ikke endnu – og vi kommer dér ikke af at pege fingre.

Men en dag er vi forhåbentlig dér, hvor vi alle, ukrainere og russere, israelere og palæstinensere, og alle os andre, kan holde hinanden i hånden og synge den gamle negro spiritual:

Free at last! Free at last!
Thank God Almighty, we are free at last!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fællesskab og kristendom

Udgivet den af
Svar

I gamle dage var det en kendt sandhed, at vi alle skylder vores næste en hel masse. Det var vise ord, som bunder i erkendelsen af, at vi er indbyrdes afhængige – og skal hjælpe hinanden.

Ideen om, at vi er forpligtet på hinanden, danner dermed også grundlag for en moral, som mangler i nutidens samfund. Måske fordi den idé bunder i den kristne etik om næstekærlighed.

Desværre er kristendommen på retur som moralsk rettesnor – og når kristendommen forsvinder, så forsvinder også grundlaget for denne fællesskabs-moral, som mangler bigtime i nutidens samfund.

Vi ser det i den offentlige debat – og i det politiske liv – med spørgsmål som:

HVORFOR skal jeg vaccineres? Jeg bliver jo ikke særlig syg.

HVORFOR skal jeg betale skat? Det er jo mine egne penge.

HVORFOR skal jeg i det hele taget hindres i min selvudfoldelse? Det er min ret at forfølge mine egne drømme.

For jeg skylder nemlig ikke fællesskabet noget. Det har aldrig gjort noget for mig.

Jeg, jeg, jeg. Mig, mig, mig, er det evige mantra fra disse personer.

Det må være meget kedeligt at være så ego-fikseret. Kedeligt, koldt og mørkt. Måske derfor der er godt gang i forbruget hos disse mennesker, så de kan stive sig af med fine mærkevarer.

Se mig, jeg har en Gucci-taske, går i hundedyre bukser og kører i en flot bil.

Men det er lidt som at tisse i bukserne. Det varmer en kort tid, men så er der koldt og tomt igen.

For ingen luksusvarer kan fylde det hul i maven, som kommer, når man ikke indgår i meningsfulde og forpligtende relationer til andre mennesker.

Vi mennesker er nemlig – biologisk – programmet til at være sammen, til at være afhængige af hinanden.

Sådan har det været altid – og dermed også lang tid inden nogen fandt på kristendommen. Kristendommen satte så bare behovet for hinanden i system, og gav det en institution at virke i.

Det har ikke altid været en god ide. Tværtimod er alle de gode hensigter blevet misbrugt til egen vinding og magtudøvelse.

Men det ændrer ikke på, at det er en rigtig god idé at sætte ansvaret for hinanden i system.

Og indtil videre har ingen kommet med et bedre bud end de kristne kirker – og måske især de evangelisk-lutherske i Norden, hvor kristendommen er sat så meget i system, at den også er – eller i det mindste har været – en del af vores samfund i form af velfærden.

Den velfærd, som vi er i gang med at afmontere i takt med at kristendommen forsvinder.

Det er skidt. Vi skal til at råbe STOP. For kristendom og velfærd er basis for det gode liv – og det levende demokrati.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministerens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Så har statsministeren holdt sin valgtale – undskyld nytårstale.

For det var et reelt valgoplæg, som Mette Frederiksen kom med fra et tåge-dækket Marienborg. Et valgoplæg, som delte sig i tre hovedområder:

  1. Den grønne dagsorden – hvor Danmark skal være et grønt foregangsland. Man skal fx kunne flyve grønt på en indenrigsrute i 2025 – og i 2030 skal al indenrigsflyvning i Danmark være grøn. For det nuværende politiske flertal svigter ikke, lød budskabet. Det vil mange med interesse for at bevare Amager Fælled og undgå Lynetteholmen så ikke være enige i.
  2. En stram indvandrerpolitik med begrænsninger på udenlandsk arbejdskraft, med flere kvinder af udenlandsk herkomst i arbejde – eller som det hedder fra Mette Frederiksen: Logisk arbejdspligt, så passiv forsørgelse afløses af ret og pligt. Det vil også være godt for ligestillingen og integrationen – og det vil mindske børnefattigdommen, mener hun.
  3. Velfærd. Vi kan ikke spare os til mere velfærd, lyder budskabet fra statsministeren. Vi skal ind til kernen, ind til hjerterummet og mindre kontrol, og det skal fx gøres ved, at alle kommuner i Danmark selv skal bestemme, hvordan børnehaverne, folkeskolerne og ældreplejen skal indrettes. Det lyder lidt som væk med Djøferne og deres ligegyldige projekt-og-kommunikations-fnidder-fnadder – og er noget, som mange potentielle socialdemokratiske vælgere vil kunne lide.

Mange vil også kunne lide den sundhedsreform, som der tales om.

Der er også kun 518 dage til der senest skal være folketingsvalg i Danmark igen – og Mette Frederiksen vil gerne kunne huskes på andet end Corona, mink og sms´er.

Derudover fik Mette Frederiksen tid til at nævne Dronningens 50-års-regeringsjubilæum, som falder sammen med Danmarks 50 år som medlem af det, der i dag hedder EU – og som engang var en kul-og-stål-union, men som statsministeren i dag kalder en klima-union.

Det klinger lidt hult … ligesom at Danmarksbloggen ikke er sikker på, at statsministeren har ret, når hun siger, at et svagt Europa er et svagt Vesten. Ikke hvis man med Europa mener EU, som mere er en kolos på lerfødder styret af en elitær overklasse i Bruxelles, som ingen almindelige mennesker i medlemslandene kan nå.

Det er i grunden også ret paradoksalt, at statsministeren indenrigspolitisk vil have beslutningerne på det lokale niveau, men de skal op på det internationale niveau, når det gælder udlandet. Men det er ikke vejen frem.

Vi skal have magten tilbage til nationalstaterne.

Og ja, det kan lade sig gøre. NATO er fx ældre end EU, og fungerer stadig – ja, er endda vældig stærk, måske fordi NATO holder sig til en enkelt opgave (forsvar), og består af selvstændige stater.

EU kunne – og burde – være det samme, hvis EU handlede om noget så enkelt som handel mellem selvstændige lande. Sådan startede EU – og sådan skal EU være igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningens nytårstale 2021-22

Udgivet den af
Svar

I dag er det præcist to år siden, at vi første gang hørte om den nye virus, som var blevet fundet i Wuhan i Kina.

Og det er præcist ét år siden, at Dronningen helt ekstraordinært sluttede sin nytårstale med: ”Gud bevare jer alle sammen. Gud bevare Danmark”.

Det var alvor – og det ER alvor. Vi er stadig midt i pandemien.

Så det var med spænding, at Danmarksbloggen stillede sig op for at høre og se Dronningens nytårstale 2021-22.

Ja, stillede sig. For nok er Danmarksbloggen ikke helt sikker på sin holdning til monarkiet.

Men Danmarksbloggen er kæmpe-tilhænger af Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark, som til januar har 50-års regeringsjubilæum – og som i aften holdt sin nytårstale no. 50.

Men hvad sagde hun så, vores kloge statsoverhoved?

Ja, hun nævnte (selvfølgelig) Coronaen, og kaldte de to sidste år for drøje og med en masse ubehageligheder, som har påvirket alles hverdag.

I samme åndedrag kom Dronningen også med en særlig tak til forskerne og til dem, som arbejder i sundhedsvæsnet, og alle andre, som er med til at bekæmpe pandemien. og hun betonede netop det fælles ansvar, som bekæmpelsen er.

I det hele taget hyldede Dronningen kundskab og indsigt, viden og teknologi – også i forhold til den klima-udfordring, som vi alle slås med.

For viden er vejen frem – sammen med nysgerrighed – og det for os alle sammen.

Dronningen sagde nemlig:

”Vi skal møde vore medmennesker med åbenhed.
Andres livshistorie kan gøre os klogere. At spejle sit liv i de andres kan være tankevækkende og inspirerende. Man lærer sig selv at kende i mødet med andre.
Når man er ung, stræber man efter anerkendelse; man vil så gerne have opmærksomhed, blive set – helst være enestående – ligesom de andre!
Men at være menneske er i høj grad at stå ved sig selv, at lære sig selv at kende. Det er der udvikling i – nok til et helt liv!”

Dét er kloge ord i en tale, som næppe går over i historien som hendes bedste, selvom den fik svung til sidst, da Dronningen kom ind på sine snart 50 år som regent med ordene:

”Jeg har svært ved at fatte, hvor de mange år er blevet af. Jeg synes, at de er gået så hurtigt.
Meget har ændret sig i den tid; men ikke kærligheden til mine nærmeste og ikke kærligheden til mit land.
Måtte vi alle få et godt nyt år!
GUD BEVARE DANMARK!”

Dén kærlighed er gengældt.

Må Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark længe leve …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Retssikkerheden vandt i dag

Udgivet den af
Svar

Hvis demokrati og retssikkerhed er danske værdier, så har de danske værdier vundet i dag.

For tidligere integrationsminister Inger Støjberg er med 25 ud af 26 stemmer blevet kendt skyldig i rigsretten – og dommen er med 15 stemmer blevet til ubetinget fængsel i 60 dage til Inger Støjberg.

Danmarksbloggen føler så ingen glæde.

Tværtimod føler Danmarksbloggen en stor bekymring for, hvad den yderste højrefløj vil bruge dommen til. Den er nemlig politisk dynamit. Og Støjberg har allerede selv tændt lunten ved at prøve at gøre det til en politisk sag, når hun siger, at hun ikke vil bøje nakken.

Men det handler ikke om det. Sagen er basal jura. Man må ikke med fortsæt bryde loven – og en minister skal også overholde loven. Punktum.

Efter domsafsigelsen blev Støjberg så til mødet med pressen ved med at prøve at gøre det til et spørgsmål om barnebrude. Det, som hun opfatter som danske værdier, tabte i dag, sagde hun med vanlig patos.

Men danske værdier er ikke, at en minister med fortsæt og fuldt bevidst bryder loven. Danske værdier er ikke, at man ikke tager det til sig, når en rigsret dømmer én skyldig.

Støjberg udviser på den måde ingen respekt for det danske retssamfund – eller for de danske værdier, kunne man tilføje.

Heldigvis står domsafsigelsen fast. Så dermed kan det konkluderes, at magthavere i Danmark kan holdes ansvarlige for deres gøren og laden.

Dét er til gengæld godt nyt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark blev blåt og sort

Udgivet den af
Svar

Kommunalvalget er forbi. Et valg i pandemiens skygge. Valgdeltagelsen var også en del lavere end sidste gang: 67,2% her i 2021 mod 70,3% i 2017.

Mange steder er konstitueringen stadig i gang, og vi har næppe set det sidste kup, den sidste aftale bag lukkede døre mellem partier, som på landsplan aldrig ville ”gå i regering” med hinanden.

Alligevel kan vi godt konkludere, at det kommunale Danmark er blevet blåt – og sort.

Blåt fordi de konservative havde et kanonvalg, og fik borgmesterposter steder, hvor de aldrig har haft en borgmester før – som på ærke-socialdemokratiske Bornholm (her dog hjulpet på vej af en aftale mellem de blå og Enhedslisten!).

Ja, de konservative mistede så også deres historiske borgmesterpost på Frederiksberg. Men det skyldtes mere den nu afgående borgmester og hans boligsag end den positive vibe, der er omkring de konservative i øjeblikket.

Men Danmark blev også sort. Ny Borgerlige havde ET som i 1 valgt medlem i et byråd i den periode, som er ved at være slut (de fik så undervejs lidt flere, når DF-valgte medlemmer skiftede over til Ny Borgerlige). Men i går fik partiet valgt 64 medlemmer ind i byråd over hele landet. Det er selvfølgelig til dels sket på Dansk Folkepartis bekostning, men ikke kun.

Så selvom mange af os taler om klima og natur som det vigtigste politiske emne, så findes der også et Danmark, som hellere vil udnævne indvandrere og flygtninge til syndebukke – og give dem skylden for alt.

Et Danmark, som ønsker lette løsninger på komplekse problemstillinger, som ikke gider bekymre sig om miljø, som i en utryg tid ønsker faste strukturer og ”det man kender”. Derfor tilslutningen til Konservative og Ny Borgerlige.

Det peger alt sammen frem mod et folketingsvalg, som kun er halvandet år væk. Et valg, hvor Pape gerne vil være og kan blive statsminister – selvom han ikke har sagt det offentligt endnu. Et valg, hvor Ny Borgerlige kan få et jordskredsvalg, især hvis presset på EU´s ydre grænser fortsætter – og der stadig er ballade med afviste asylansøgere og indvandrere i Danmark.

Det med at være statsminister vil socialdemokratiske Mette Frederiksen også gerne fortsætte med at være. Men i går tabte socialdemokraterne terræn stort set alle steder – og mest i de store byer, selvom de beholdt borgmesterposterne.

I København mistede Socialdemokratiet så meget, så Enhedslisten nu er hovedstadens største parti. Det kom der så ingen overborgmester ud af. For de andre partier – også SF som var til salg for en borgmesterpost, som de havde fået alligevel – vil ikke have en overborgmester fra Enhedslisten, så de valgte den socialdemokratiske Sophie Hæstorp Andersen.

Generelt tabte naturen – og dermed Fælleden – i hovedstaden.

For nok vandt Enhedslisten 4 mandater, men Alternativet tabte også 4. Og så går det lige op i den rød-grønne alliance, som ikke formåede at suge et eneste af Socialdemokratiets 5 tabte mandater til sig. Så hvor meget vandt Enhedslisten i grunden i København?

Ikke nok i hvert fald til at gøre naturen grøn og undgå, at betonalliancen vandt kampen om Fælleden og Lynetteholmen. Så nu er lærkesangen på sletten slut – og et blå-sort mørke sænker sig over Danmark.

Vinteren er på vej.

Og vi må håbe, at vi ikke bliver syge. For totalt fraværende i denne valgkamp har regionalvalget – og dermed regionerne og det vigtige spørgsmål om sundhed og sygeplejersker været.

For sundhed hører ind under regionerne. Men ingen medier har gidet beskæftige sig med det, selvom det er et centralt samfundsområde. Medierne har på den måde svigtet deres samfundsmæssige forpligtelse.

Måske fordi mange af dem har en blå-sort opfattelse af samfundet – og deres redaktører og journalister et adgangskort til privathospitalerne?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sidste udkald for Amager Fælled

Udgivet den af
Svar

Maskinerne drøner, og der er dollartegn – ok, så Euro- og krone-tegn – i øjnene på politikere, By & Havn samt investorer, når de ser på, hvad der sker med Københavns grønne lunge: Amager Fælled, som bid for bid omdannes til sten- og betonørkner, mens arter og planter må lade livet i rivende hast.

Det er fælt at se på – men det kan endnu stoppes. Men det er sidste udkald. Allersidste udkald.

Så der skal handles NU!

På tirsdag d. 16. november går vi til kommunal- og regionsvalg overalt i Danmark – og det er spændende og vigtigt mange steder. Men allermest er på spil i København.

For her er det mere end kommunens ve og vel, som det gælder. Her er det den store kamp mellem pengene på den ene side og naturen på den anden. En kamp, hvis udfald kommer til at spille en rolle for hele Danmark.

For lykkes det pengene at vinde, så vil andre naturperler også blive lette(re) at løbe over ende. Men vinder naturen på Amager, så dannes der præcedens for, at vi i Danmark tænker langsigtet på natur og klima og arter og mennesker. På at vi sætter liv før penge. Præcis som det anbefales at gøre på det igangværende COP26 i Skotland.

Så brevstem i dag eller i morgen – eller gå i stemmeboksen på tirsdag d. 16. november og sæt dit kryds ved naturen …

Det er NU, det gælder.

Ps. På søndag d. 14. november kl. 12-14 er der folkefest på Københavns Rådhusplads under parolen: KOM OG SIG STOP TIL BYGGERIET PÅ AMAGER FÆLLED

Se mere her: https://www.facebook.com/events/410372743824580/

Så der skal stemmes efter at sikre naturen (også både Stejlepladsen og Lynetteholmen) – og dermed vores egen overlevelse som art. Og det er ikke en enkeltsag. Det er grundlaget for ALT. Og det haster. Uret tikker.

Sidste nye meningsmåling fra Gallup er så opløftende. Den viser nemlig, at der er et flertal udenom de blå partier – og udenom Socialdemokratiet. Et flertal med Enhedslisten som hovedstadens suverænt største parti og sammen med SF, Radikalt Venstre og Alternativet.

Skal det virke, kræver det så, at man kan få SF og de radikale til at ændre mening. Om det kan lykkes, vides ikke. Men det er en nemmere opgave end at få Socialdemokratiet til at skifte kurs, selvom mange S-vælgere er store tilhængere af at bevare Amager Fælled.

Og endnu har hver fjerde vælger ikke besluttet sig. Så stem, mød op, snak med venner, familie og kollegaer, kæmp kampen her til sidst. Det er – som dinosauren T-Rex sagde det på FN´s talerstol: Now or never!!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiet er udfordret

Udgivet den af
Svar

Minksagen og gårsdagens pressemøde med statsministeren viser det med al ønskelig tydelighed: Demokratiet i Danmark er udfordret.

Alle aktører opfatter “de andre” som fjender.

Hvis vi vil have det anderledes, kan vi starte med følgende tre ting:  

1) Vi skal afskaffe Mørklægningsloven. Magthaverne skal simpelthen kunne ses mere og bedre efter i sømmene.

2) Mange journalister – ikke alle, men mange – er enten artige mikrofonholdere, eller de har deres egen politiske agenda, og angriber – bare for at angribe. Men begge dele er at svigte pressens rolle som vagthund overfor magthaverne.

3) Færre og færre – og også for få – danskere er medlem af et politisk parti. Det skader demokratiet, når så få er med til at bestemme, hvem der kan stemmes på  – og dermed få magten i Danmark.  

Så altså: Pilen peger på både politikerne, som skal åbne mere op, journalisterne, som skal passe deres arbejde mere og bedre – og borgerne, som skal engagere sig politisk fremfor bare at brokke sig.

Demokratiet fortjener nemlig, at vi giver den en skalle. Allesammen. At vi taler sammen i en dialog – uden at se fjendebilleder eller på forhånd at have besluttet, hvad vi vil mene – og hvad de andre mener.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk