Frihedsweekenden

Det er en sjælden varm september måned i år – og i denne weekend mærkes den forlængede sommer også mentalt. Ja, den lever i sindet hos danskerne i det, som kan kaldes Frihedsweekenden.

For fra i fredags er alle – som i ALLE – restriktioner i Danmark hævet, og der skal ikke vises Corona-pas nogen steder. Noget, som danskerne har taget imod med kyshånd – og stor livsglæde.

Danmarksbloggen var derfor ude og gå i går aftes. En lille tur rundt i vores hovedstad København – og alle steder vrimlede det med mennesker. Mennesker, som sad på bænke, ved borde og alle steder, hvor man kunne være.

Kvinder og mænd i alle aldre, som drak og spiste, mens de grinede og talte sammen. Mennesker, som sad og hørte musik, som valsede rundt, som bare levede – og var sammen.

Glade, lykkelige – nærmest befriede.

Og fra de åbne vinduer i lejlighederne kunne man høre endnu flere glade stemmer, endnu mere musik.

Der var et leben og en jublen allevegne, som gjorde én aftenvandrer som undertegnede varm i hjertet og lykkelig i sindet.

Kontrasten til de iskolde vandringer, som jeg foretog i et totalt stille og totalt nedlukket København for halvandet år siden – i marts 2020, kunne heller ikke være større.

Og var man i Parken i København, som 50.000 var det, så kunne man høre den FØRSTE fulde stadionkoncert i Europa siden marts 2020. Det var med det danske band ”The Minds of 99”, som gav en særdeles forrygende koncert, som anmelderne kaldte euforisk.

Danmarksbloggens unge anmelder Anna M. T. Frederiksen var til stede, og beskriver hele koncertoplevelsen sådan her: Helt vildt og festivalagtigt. Ja, man glemte Corona fuldstændigt. Der var ikke en snert af Corona tilbage.

Det var stort. Og en ekstra oplevelse var bandets nye sang ”Under din sne”. De 50.000 dansende og festende mennesker var begejstrede.

Og her i dag vrimler det også med mennesker på gader og stræder. Allermest lægger man nok mærke til de næsten 80.000, som sammen med kronprins-familien løber Royal Run i Sønderborg, Aalborg, Odense og København.

Så: Overalt i Danmark er der i denne weekend – Frihedsweekenden – mennesker, leben, glæde og smil – og Corona-tiden er som en lille sort sky ude i horisonten. En sky, som de fleste anser for væk for evigt.

Danmarksbloggen er ikke helt sikker, men håber, at de optimistiske har ret: At vi vitterligen har vaccineret os ud af pandemien, som i øjeblikket stadig hærger resten af kloden.

En pandemi, hvor Danmark er som en ø med lave smittetal og total frihed midt i et frådende Corona-hav.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbuer til søs

Så er det den herlige regnbuetid igen – og i år endda i en udvidet version. Copenhagen Pride er i 2021-udgaven WorldPride, der også inkluderer EuroGames. Se mere her: https://copenhagen2021.com/

Men ikke alt foregår på land. Også til vands kan man møde regnbuen.

Skoleskibet Georg Stage er således forsynet med flyvende regnbueflag, som man kan se det på billedet på Facebook, der er taget af Renate Borgen.

Det er et meget smukt foto på flere måder. Og Danmarksbloggen må i dén grad kippe med flaget for Georg Stage – og for alle denne verdens regnbuer, og den mangfoldighed og tolerance, som de symboliserer.

Danmarksbloggen kommer så også til at tænke på skibe og på den gamle leg ”Skibet er ladet med”. Den kan også bruges her. For Georg Stage og hele Copenhagen WorldPride er ladet med:

P som i Paradis – nemlig det paradis, som hele verden kunne være, hvis alle bare kunne være dem, som de er – uden at risikere at blive hånet, overfaldet eller endda dræbt

R som i Rettigheder – lige og ens rettigheder til alle mennesker, uanset kønsopfattelse og seksualitet

I som i Ideal – det smukke i at have regnbuen som idealet, ledestjernen i ens liv og virke

D som i Diversitet – plads til alle køn, alle seksualiteter, alle mennesker

E som i Evig insisteren på, at man skal have lov til at være den, som man er

Skibet er også ladet med:

R som i Rettigheder igen – fordi det stadig kniber mange steder i verden – for nu at sige det mildt

E som i Endeløs glæde over, at det trods alt er lykkes nogen steder at give LGBTQ+ de samme rettigheder, som andre

G som i Gave, fordi det er en gave for et samfund, når alle dets medlemmer kan være den, som de er

N som i Neongul, pink, turkis, æblegrøn og alle de andre skønne farver, som Pridetiden byder på – og som vi alle med fordel kunne tage mere ind i vores hjem, vores klædeskab – og vores sind

B som i Bulder og brag, for der skal larmes, råbes, danses og synges, når vi skal fejre mangfoldigheden

U som i Uundværlig, fordi vi slet-slet ikke kan klare os uden hinanden og uden hinandens forskelligheder

E som i Engagement, vigtigheden i at vi alle engagerer os i, at alle mennesker får de samme rettigheder, når det kommer til sex, ægteskab og at udtrykke sig selv

R som i Rettigheder igen-igen, fordi rettigheder ikke altid er nok – det ser vi i Danmark, hvor der er lige rettigheder på papiret, men hvor det kan knibe i praksis – for slet ikke at tale om hadforbrydelserne

Danmarksbloggen ønsker alle god vind – og en forrygende Pride.

Gid at kærlighedens og tolerancens lys vil oplyse os alle. Men måske især de bange og formørkede sind, som findes derude, og som er så gode til at tage vinden ud af andres sejl.

Men vi er sat på jorden – og på vandet – for at blæse vind i hinandens sejl, så vi kan flyve over bølgerne og under regnbuen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Afmonteringen af Velfærdsstaten

Skolerne er startet igen. Saa her kommer et lille Eventyr om Danmark. Lige til at blive skræmt af, men ogsaa klogere af:

Der var engang et Socialdemokrati, som havde Visioner og turde tænke. Store Tanker om et Samfund, hvor faa havde for meget og færre for lidt.

Dét Socialdemokrati opfandt Velfærdsstaten – De ved, den med Tryghed fra Vugge til Grav.

Den Velfærdsstat, som skabte et Fællesskab, hvor Skraldemandens Søn gik i Skole med Professorens Datter. Hvor baade Grossererens Søn og Smedens Datter kunne faa sig en Uddannelse, fordi det var gratis – og de kunne modtage SU. Hvor alle gamle fik en Folkepension, der var til at leve af. Hvor ingen skulle frygte Arbejdsløshed, fordi Understøttelsen var anstændig. Hvor der var Læger, Sygeplejersker og mange andre til at tage sig af alle Borgere, uanset Alder og Status.

Det var et dejligt Samfund – og en lykkelig Tid i vort gamle Land. Det varede selvfølgelig heller ikke ved. Heller ikke selvom Samfundet blev rigere og rigere. Heller ikke selvom Goderne blev flere og flere.

For desværre voksede Graadigheden og Egoismen i samme Takt – og efter Faa Aartier var Uligheden igen massiv. Og det betød igen noget, hvor man var født – og af hvem.

Liberalismen med alt sit grimme Væsen brølede igen over Danmark, og saa startede Afmonteringen af Velfærdsstaten. I Starten kun i smaa Nøk, men som Tiden gik, blev det mere og mere.

Og Alle var med – ogsaa det Socialdemokrati, som ellers engang for længe siden havde skabt det fine Samfund.

Det er dér, at vi er nu, mine Damer og Herrer.

Den igangværende Sygeplejerskestrejke – og Ignoreringen af den fra Regeringen – handler om meget mere end Lønninger, selvom de ogsaa er vigtige.

Det handler om, hvilket Samfund, som vi ønsker. Et med Fællesskab, hvor de Stærke tager sig af de Svage – eller et med Egoisme, hvor Fanden hytter sine – og resten maa gaa for Lud og koldt Vand.

Danmarksbloggen er ikke i Tvivl: Velfærdsstaten skal ikke opgives uden Sværdslag.

Saa til Kamp, til Kamp …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fra hotelpool til smittepool

Mange danskere har i den seneste halvanden måneds tid været på sommerferie ved Middelhavet, hvor dagene er blevet spenderet på langs ved hotelpoolen.

Sol, vand og den slags har været topscorer hos både unge, voksne og skolebørn, som har taget turen sydpå til især Spanien eller Grækenland. Altså lige netop de områder i Europa, hvor smitten er eksploderet – og hvor den stadig stiger uge for uge.

Danskerne rejser også stadig i skrivende stund ned til solen, sommeren – og smitten. Timingen kan ikke være dårligere.

Mange danskere i 20´erne og 30´erne er nemlig slet ikke vaccinerede – eller de har kun fået første stik – aka det er alt for nemt at rage Delta-varianten til sig. Så nemt at man vurderer, at mere end hver fjerde dansker pt. smittes på ferien.  

Mange af de smittede danskere er også børn … børn som om få dage skal tilbage til skolen og møde alle deres venner igen.

Det er altsammen det rene guf for Delta-varianten, som nu kan gå sin sejrsgang fra Sydens hotelpools til de mange smittepools på de danske skoler.

Man kan med andre ord sige, at smittevejen pt. går fra hotelpool til smittepool.

Så medmindre vi får vaccineret de sidste i en allerhelvedes fart, så står vi – også på grund af udfasningen af Coronapasset og lempelsen af de sidste restriktioner – med opskriften på en katastrofe:

Flere smittede, flere døde – og det værste endnu endnu en pool. En udviklingspool.

Sådan en pool hvor en ny og mere stærk variant kan udvikles. Sådan én variant, som slår Delta-varianten af banen. Sådan én variant, som kan gå under vaccinernes radar.

Sker det, så er vi slået tilbage til start.

Vel og mærke start som i foråret 2020. Og alt sammen bare fordi nogle ikke kunne finde ud af at blive hjemme og blive vaccineret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Delta er løs, så: Find Mette

Delta-varianten har for længst overtaget pandemien. Mere end 90% af alle nye danske Corona-positive er smittede med Delta-varianten, som smitter markant mere – og markant lettere end den ellers ret så smitsomme britiske variant.

Sådan er det over hele verden. Delta-varianten rammer så især hårdt, hvis man ikke er vaccinereret. For det er de ikke-vaccinerede, som bliver indlagt, lagt i respirator og dør – også unge og yngre mennesker. De vaccinerede bliver også syge, men sjældent særligt alvorligt.

Det fik USA´s præsident Biden til at gå på talerstolen for at opfordre alle til at blive vaccineret. Mere end 99% af de Corona-døde amerikanere i juni 2021 var nemlig ikke-vaccinerede.

I Danmark har 17% af de inviterede ikke svaret på Sundhedsstyrelsens invitation til COVID-vaccination. Det er altså tæt på HVER SJETTE dansker, som ikke er i gang med at blive vaccineret.  

Denne ignorering er til stor skade for os alle sammen. For vi opnår ikke den eftertragtede flokimmunitet, når så mange ikke vil lade sig vaccinere. Til gengæld kan vi blive arnestedet for en ny – og farligere – variant.

Danskernes sundhed er altså på spil – og vi står her på tærsklen til efteråret på et afgørende øjeblik i pandemien

Så man kunne forvente, at Mette Frederiksen ville gå Joe Biden i bedene og på skærmen for at opfordre folk til at blive vaccineret. Men nej, hun holder sommerferie – og har gjort det siden 1. juli. Alt, hun har lavet (offentligt i hvert fald), er nogle FB-opslag om fodbold – og så et enkelt om Utøya.

Men den slags bliven-væk-og-holden-ferie du´r altså ikke, når man er statsminister, og vi er midt i en pandemi. Og endda er et kritisk sted i pandemien. Så skal man steppe op og tage vare på sit ansvar og gå på arbejde – også selvom det ødelægger ens sommerferie.

For Delta er løs i Danmark – og landets statsminister skal være synlig. Så opgaven nu hedder: Find Mette.

Det er så nok ikke lige så sjovt som at finde Holger – gutten med tophuen og brillerne. Men det er markant mere vigtigt. Landet stander i vånde. Delta-vånde.

Så måske er det alligevel Holger, som vi skal have fat på – bare ikke ham med tophuen. Men ham, der sidder oppe i Kronborgs kasematter, og har lovet at rejse sig, når landet stander i vånde. Han sover så endnu, og skal vist vækkes lidt hårdt, hvis det skal være.

Skal det være? Holger Danske ved vi også, hvor vi kan finde. Statsministeren er pist-væk-borte-tit-tit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministeren havde tid til fodbold, men ikke til at tage til Norge

OL starter i dag i Tokyo i Japan. Et udsat og amputeret OL – men stadig et OL.

Romernes gamle ord om at ønsker man magten, så skal man give folket brød og skuespil gælder tilsyneladende også stadig.

Vi så det i hvert fald folde sig ud under EM i herrefodbold tidligere på sommeren, hvor danskerne over en bred kam var mere optaget af bold og øl end af politik og Corona. Så vi kan også blive opslugte af sejlere, ryttere, svømmere, cykelryttere, håndboldspillere, badmintonspillere og andre, der kan vinde guld til Danmark.

Det ved vores statsminister Mette Frederiksen alt om, og hun er ikke bange for at bruge sport i sin politiske kamp. Tværtimod.

Under EM i herrefodbold blev det således til hele 12 opslag på hendes FB-side om fodbold. På mange af dem var hun iklædt landsholdstrøje – og hun var sågar også til stede både i Parken og til ottendedelsfinalen i Amsterdam.

Så mon ikke vi vil se hende smilende og med viftende Dannebrog, hvis en dansk sportsudøver vinder OL-guld i Tokyo?

Selvfølgelig vil vi det. Men der er noget, som skurrer – og det er ikke, at statsministeren missede Jonas Vingegaard. For ikke med et eneste ord har hun nævnt den flotte andenplads, som den unge jyde for mindre end en uge siden cyklede sig til i verdens største cykelløb Tour de France.

Nej, det værste er, at Mette Frederiksen i modsætning til sin svenske kollega IKKE var at finde på Utøya sammen med den norske leder af Arbejderpartiet i går, til trods for at der også døde en dansker på øen dén dag – samt at de unge danske socialdemokrater normalt var med på sommerlejren på Utøya. Dog ved et tilfælde ikke lige i 2011.

En statsminister, der mener, at hun kan klare sig med at lave et FB-opslag og medvirke i et par artikler i forbindelse med tiårsdagen for det største angreb på demokratiet, som vi har haft i Norden (for det er 22. juli 2011), er i bedste fald en populistisk statsminister.

Og det gør det kun værre, at det var unge fra Socialdemokratiets norske søsterparti, som blev myrdet dén dag.

Og nej, sommerferie er ingen gangbar undskyldning.

Mette Frederiksen skulle indiskutabelt have stået derude på den norske ø sammen med hendes to kollegaer – i respekt for dem, der døde, og i kampen for demokratiet, der stadig og måske endnu mere her i 2021 trues fra flere sider – også stadig den yderste højrefløj.

For faktum er: Mette Frederiksen havde tid og rum til at tage til Amsterdam og se drengene spille bold, men ikke til at tage til Utøya og markere en nordisk enighed om at stå sammen og op for demokratiet i respekt for de i alt 77 mennesker, som mistede livet i Norge dén dag.

Dét er en magtarrogance af olympiske dimensioner – og den er Danmark ikke tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

10 år siden Utøya

Hvor var du for 10 år siden? Dengang terroren ramte Norge. Dengang vi alle blev nordmænd.

Undertegnede var i Rom med familien. Det var strålende sol og stegende hedt, og vi havde ingen idé om, hvad der foregik mange tusinde km oppe i det kølige Nord. Vi havde nemlig ingen mobiler med ud i Den Evige Stad.

Så det var først sidst på aftenen i taxien hjem til hotellet, at vi fandt ud af det – sådan nogenlunde. Chaufføren spurgte nemlig, hvor vi var fra – og da vi sagde Danmark, sagde han, ja, men så kender I Norge, og det måtte vi jo indrømme.

Har I så hørt om terrorangrebet, ville han vide. Nej, det havde vi ikke, men vi blev chokerede, og tænkte straks noget med bomber. Desværre var hans engelske mere end dårligt og vores italienske endnu værre.

Så det var først, da vi kom hjem til hotellet, og gik på nettet, at vi fandt ud af, hvad der var sket. Jeg glemmer aldrig den følelse, som det gav mig. Danmark var lige pludselig så langt væk, og Norge endnu længere.

Jeg havde en stor lyst til at tage hjem og være dér – selvom jeg ikke ved, hvad jeg skulle være dér for. Jeg kendte ingen, som var på Utøya – eller som havde pårørende på Utøya.

Men det satte sig alligevel i mig. Og resten af tiden – mere end to uger – i Italien tænkte jeg indimellem på Utøya, nordmændene og på hvor meget det ramte derhjemme. For det kunne man jo mærke, når man læste nyheder, hvad vi kun gjorde, når vi kom forbi et sted med netværk.

Men da vi det meste af tiden boede ude på landet – langt væk fra Rom og alle muligheder for at gå på nettet, så var det ikke meget, at vi kunne følge med. Så selvom bevidstheden om udåden lå dér, gled det også i baggrunden.

Lige indtil den kølige og regnfulde formiddag i august, hvor vi krydsede den dansk-tyske grænse, så vi kunne købe en dansk avis. Jeg husker ikke hvilken. Måske Politikken. Men resten husker jeg som i går. Jeg skyndte mig ind på en tankstation, fandt avisen, betalte, løb ud i bilen, og satte mig ind på bagsædet.

For nu skulle jeg sørme efter næsten tre uger væk fra Danmark læse avis. Og uden at tænke over noget, slog jeg først op på midtersiderne – og dér var de så: Navnene på og billederne af alle de vidunderlige unge mennesker, hvis liv blev revet væk af en gal mand. En ond mand.

For ja, ondskaben findes. Den er virkelig. Den går på jorden.

Jeg kan stadig huske de avissider – og følelsen, da jeg sad helt stille med avisen foldet ud oppe foran ansigtet – og græd. Græd længe. Græd så kinderne blev helt våde.

For sorg kan godt komme efter flere dage – og selvom man ikke kender ofrene. Ja, sorg kan måske især komme, selvom ondskaben fandt sted for lang tid siden. Og derfor mener jeg også den dag i dag, at gerningsmanden – hvis navn jeg ikke vil skrive, for han elsker opmærksomhed – ALDRIG skal lukkes ud. ALDRIG.

Kan hænde at man som kristen (og jeg betragter mig selv som kristen) skal tilgive – og ja, nåden er for alle. Det overlader jeg så til Gud. Jeg er kun et menneske, og jeg må gerne sige og mene og føle, at dette udyr i menneskeskikkelse skal bøde, så længe han lever.

Jeg må gerne forsage. Forsage Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen, som der også står i trosbekendelsen. For jeg er ikke Gud. Så det med den totale nåde og den totale næstekærlighed – det overlader jeg trygt til Gud.

Vi har også alle brug for det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark tåger rundt som en anden Macbeth

Hvis man er skuespiller, teaterinstruktør, anmelder eller på anden måde involveret eller interesseret i teater, så kender man udtrykket ”The Scottish Play” eller ”Det Skotske Stykke”.

Det er det navn, som alle teater-mennesker og især Shakespeare-skuespillere bruger om Shakespeares berømte stykke, hvis titel egentlig er ”Macbeth”. Men det bringer uheld, ja ligefrem ulykke og fortræd at sige navnet ”Macbeth” højt i en teatersal – og især på selve scenen, da såvel navnet som skuespillet siges at være forbandet.

Om det er sandt, kan man tvivle på. Man kan også være på den sikre side og lade være med at sige navnet, når man har noget at gøre med dette mesterværk om ambition, vanvid, manipulation, drab, magt, psykologi, mennesker, hekse, overtro, drømme og profetier.

Indtil da har vi også vores helt egen version af vanviddet: Nemlig den huserende Corona-pandemi og vores egen hovedløse ageren i den henseende, hvor vi tåger lige så meningsløst rundt som ”Det Skotskes Stykkes” hovedperson gør det i de mørke aftner og nætter på den skotske hede.

Begge dele har også ordet katastrofe skrevet over sig.

For ja, vi er godt i gang med at genopføre den opblussen i pandemien, som Skotland har gennemgået – og som vi kunne have undgået, hvis vi IKKE havde åbnet op, som vi gjorde det for en måneds tid siden.

Situationen er nemlig:

  1. For to uger siden udgjorde Delta-varianten nogle få procent af alle smittede i Danmark. Nu er det 66%, og det går stærkt opad.
  2. Kontakttallet for Delta-varianten er 2,2. Dvs. antallet af smittede femdobles per uge. Altså 300 smittede om dagen nu – og 1.500 smittede om dagen om en uge – og 7.500 smittede om dagen om to uger. Og det vel og mærke med den voldsomme smitteopsporing, som vi har nu – men som vi har ikke ressourcer til at fortsætte med, når smitten bliver så massiv og udbredt. Samt en politik om isolering af nærkontakter og nærkontakters nærkontakter, som vi heller ikke ønsker at fortsætte med.
  3. Vores eneste håb er vaccinerne, hvor vi skal have færdigvaccineret op mod 80-90% af befolkningen, før det batter noget i bekæmpelsen af Delta-varianten. Pt. er lidt over 30% færdigvaccineret. I Skotland var det langt flere, som var færdigvaccineret, da Delta-varianten eksploderede hos dem.

Så nej, man behøver ikke at være en af de tre ellers så forudseende hekse fra ”Det Skotske Stykke” for at regne ud, at det her går den gale vej – og at der burdes lukkes lige så effektivt ned nu, som vi gjorde det 11. marts 2020. Og at dén nye nedlukning skulle vare, indtil 14 dage EFTER den sidste dansker har fået stik no. 2.

Men ja, en nedlukning vil betyde nul turister, nul sommerferie, nul EM-arrangementer, nul besøg på restauranter. Nul, nul, nul. Men til gengæld kan den redde liv, og en masse mennesker kan undgå de senfølger, som rammer cirka 30% af alle Corona-smittede, og som kan være ganske alvorlige – og meget langvarige.

Det kommer så ikke til at ske. For spørgsmålet, som står tilbage, er: Er vi virkelig så umodne som befolkning, så ansvarsløs som nation, at vi kan lade være med at gøre det rigtige og lukke ned igen?

Jeg tror desværre, at svaret er ja.

Vi ligner nemlig Macbeth rigtig meget – også mere end vi vil se i øjnene, og måske er det derfor, at mange ikke vil sige hans navn. Men det ændrer ikke på, at da Macbeth fik chancen for at blive konge, så rakte han ud – også selvom det endte med at koste lidelse og liv i massevis – også hans eget.

Og på samme måde drives de fleste danskere i dag af egoisme, grådighed og manglende evne til at behovsudskyde og tage hensyn. Vi rækker ud, hvor vi skulle holde fingrene for os selv. Vi tager til arrangementer og sammenkomster, hvor vi skulle blive hjemme. Etc, etc.

Shakespeare havde derfor haft stof til endnu et par tragedier eller fem i den måde, som vi i Danmark håndterer Coronaen på. Dén rummer nemlig alle de klassiske menneskelige fejl og mangler.

Vi kunne jo kalde stykket ”Det Danske Stykke”. Altså ”The Danish Play”. Og her tænkes ikke på dén fodboldkamp, som skal spilles i Baku senere i dag, og som nok samler nationen – men som samtidig spreder Delta-varianten endnu mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Litterær samtale: ”Kærlighedskontrakten”

For 10 år siden udgav Sara Skaarup bogen ”Kærlighedskontrakten”, hvor hun fortalte om sine personlige erfaringer med at leve i et åbent ægteskab.

Det gav genlyd. For nok har mennesker altid – også i Danmark – levet ”anderledes” end det, som den mo-ralsk set stramme norm dikterede. For kun få er ”normale”. De fleste kan bare godt lide, at det ser ”nor-malt” og gerne pænt og glitrende ud på overfladen.

Det gælder måske især ægteskabet, hvor opskriften på en fin facade hedder et heteroseksuelt og mono-gamt liv med 2-3 børn. Så ikke kun at gøre, men også at skrive om at gå i seng med og være kærester med andre var nyt – og tiltrængt, dengang Sara Skaarup gjorde det for ti år siden.

Og nu kommer bogen så i en opdateret og velfortalt version fra ”2 Feet Entertainment”, hvor der følges op på, hvad der er sket – både for forfatteren og med samfundet – i et årti, hvor Sara Skaarup også har fungeret som terapeut for nogle af de par, som lever i åbent forhold eller polyamorøst.

Tilværelsen i et åbent forhold er i bund og grund så ikke anderledes end tilværelsen som monogam. Håb, drømme, angst, tvivl, jalousi og alle de andre følelser og tanker bærer vi alle rundt på. At være tiltrukket af andre end ham/hende, som man deler postbox med, er også noget, som de fleste – hvis ikke alle – har prøvet.

Forskellen ligger i, hvad man gør med den følelse. Lader man den bare være dér – eller agerer man på den? Deri ligger valget, som Sara Skaarup også betoner som noget afgørende for livet i et åbent forhold i ”Kærlighedskontrakten”, der også i den opdaterede form er skrevet i et let og levende sprog. Bogen for-tjener masser af hjerter.

Meget af indholdet i bogen om at leve i et åbent forhold er også det samme. Mennesket har heller ikke ændret sig på de ti år. Men bogen er udvidet og uddybet med nye erfaringer og erkendelser, så den nu i endnu højere grad egner sig til både de nye og de mere garvede udi i kunsten at lukke andre end kære-sten/ægtefællen ind i intimsfæren.

For det er en kunst, en balancegang, som en del danskere giver sig i gang med, fordi det homogene for-hold er for snærende. For one size fits IKKE alle, og derfor lyder Sara Skaarups opfordring også til at se på, hvad kærlighed er for dig? For jer?

For hvad er frihed – og hvad er troskab? Det sidste er nemlig ikke nødvendigvis at have seksuelt monopol på hinanden.

I ”Kærlighedskontrakten” skriver hun således en alternativ definition af troskab, som gælder hende og hendes mand: At være ærlige – at gøre det, vi siger, vi vil gøre – at være solidariske og loyale – at dedikere os til at søge ikke kun vores egen, men også den andens lykke – at bestræbe os på at være omsorgsfulde og passe på hinanden – at være trofaste og blive ved den andens side i tykt og tyndt.

Danmarksbloggen har talt med forfatteren Sara Skaarup – og med udgiver Steen Langstrup.

Så Sara Skaarup:

Hvorfor føler du, at der er brug for en opdateret version? Siden bogen udkom første gang, har vi som aldrig før i Danmark skrevet og talt om seksualitetens mange ansigter – og om de forskellige forhold. Også kendte politikere har meldt sig på banen. Men det har måske ikke rykket afgørende – eller?

Det batter bestemt. Jo flere alternative stemmer, der lyder, jo tydeligere bliver budskabet om mangfoldighed. Bogen har fortjent en revival, fordi de principper, jeg beskriver for at leve ikke-monogamt med en fast partner, i mellemtiden har vist sig at holde vand. Bogen var udsolgt fra forlaget, og der findes stadig ikke rigtig andre danske bøger på markedet, der adresserer den problemstilling.

Samtidig får jeg jævnligt forespørgsler på, hvor den kan købes – folk har stadig brug for den. Så derfor måtte bogen selvfølgelig genudgives – og jeg greb så chancen for at opdatere indholdet.

Handler det også om kvinders seksualitet – og erkendelsen af, at kvinder har lyst? Du skriver i bogen, at det oftere er kvinden end manden, der tager initiativet til at leve polyamorøst. Det kolliderer formentlig med manges billede af mænd og kvinders seksualitet. Man kommer også til at tænke på, at kvinden måske besidder en – overset – seksuel kraft?

Både mænds og kvinders seksualitet bliver tit misforstået. Vedrørende kvinder er der en indgroet forestilling om, at kvinder er mere monogamt disponeret end mænd. Det er ikke korrekt. Men kvinder er som regel også meget fællesskabsorienterede, konsensussøgende og familiebevidste. Måske derfor ser jeg et flertal af kvinder som initiativtager til åbne forhold, hvor en livsstil med udadvendt seksualitet søges installeret på en måde, der ikke går ud over de etablerede relationer.

Kræver det mere at få et polyamorøst forhold til at lykkes end et monogamt? Og har samfundet en rolle i det?

At leve åbent kræver det samme som at leve monogamt plus noget mere. Man er oppe imod samfunds-normen, så er man ikke i forvejen både modig og i stand til at gå imod strømmen, så vil den åbne livsstil kræve, man får taget de evner hjem.

De personer, som er med i bogen, er typisk heteroseksuelle par i 30´erne og 40´erne. Men hvordan ser det ud for ikke-heteroseksuelle?

Bogen er hetero-normativ, og det er ikke et ønske, men et resultat af, at jeg selv er overvejende hetero-seksuel, og har vejledt flest med den seksuelle orientering. Der er ingen grund til at tro, at billedet tegner sig anderledes for folk med en anden seksuel orientering, når det kommer til de følelsesmæssige udfordringer.

Og dog er dét med at ’springe ud som noget andet end de fleste’ jo noget, homoseksuelle kender til. Mange homoseksuelle har derfor været nødt til at overveje deres egne præferencer og valg nøje på en anden måde end heteroseksuelle, der ofte blot glider med normen. Så folk med en seksuel orientering, der adskiller sig fra normen, har tit den fordel, at de er mindre identificeret med et fast ideal.

Jeg skriver om den aldersgruppe, fordi det tit er der, folk kommer til mig – par i kernefamilier, der gerne vil gentænke deres form. Men jeg har også haft mange samtaler med både barnløse yngre par, par der bor hver for sig og folk i 50´erne og 60´erne.

Og så til udgiveren Steen Langstrup fra forlaget 2 Feet Entertainment:

Hvad føler du, at denne nye version af ”Kærlighedskontrakten” kan bidrage med? Og ser du et seksuelt frisind i Danmark? Eller er det mere fortællingen om frisindet, som vi kan lide, mens vi stadig i praksis (på overfladen om ikke andet) er bundet af de stramme normer om det heteroseksuelle og monogame ægteskab med 2-3 børn?

‘Kærlighedskontrakten’ er en nødvendig bog, som jeg er meget stolt over at have fået mulighed for at være med til at give et nyt liv. Den bidrager med noget så ellers usexet som fornuft og livsklogskab, så man – hvis man overvejer at vælge en anden livsstil på dette område – er klædt på til de udfordringer, det altid fører med sig, når man vover at træde uden for normen og leve efter eget hjerte. Det er ikke noget, man bare gør. Eller hvis man bare gør det, så kan der følge nogle skrammer med.

Undervejs i processen spurgte Sara mig, hvorfor jeg var så entusiastisk omkring bogen, når jeg selv levede i et traditionelt ægteskab. Det er jo fordi den handler om at turde vælge sin egen måde at leve på, at sætte sine egne normer, og bryde den sociale kontrol, der stadig byder os at leve ens alle sammen, men at gøre det med omtanke, omsorg og omhyggelighed. Dét er i mine øjne meningen med livet at finde sin egen vej med øje på sig selv og sine omgivelser. Om det så er seksuelt eller på alle mulige andre områder af livet.

Frisindet er en sær elastisk størrelse. På nogle områder er rummeligheden jo vokset markant i vores levetid. Det er blevet mere acceptabelt at stå ved en alternativ seksualitet, og det ofte på en mere moden og mindre (selv)destruktiv måde end tidligere. Især blandt unge, og muligvis også mere i de store byer. Det sidste er måske en fordom fra min side? Folk vælger også mere åbent at leve i fx åbne forhold, fremfor tidlige tiders bollen udenom, mens man samtidig vogtede ægteskabets dyd.

Men samtidig er der meget, der trækker i den anden retning. Vi er blevet nøgenhedsforskrækkede i en grad, så selv en ammende kvinde kan forarge – og vi er blevet det på en måde, hvor det også rummer et krav om, at vi skal være smukke nok, før vi kan tillade os lidt nøgenhed. Det er der ikke megen rummelighed eller frihed i. Vi er også midt i en sort og ekstrem drejning af samfundet, hvor tolerance og accept af anderledes og andre måder at leve på trues hver eneste dag, hvor man desværre åbenbart finder det svært selv at være fri, hvis andre tillader sig at være frie på en anden måde.

Man søger at trække egne normer ned over hovedet på andre, og det rimer ikke meget med frisind. Det er komplicerede tider.

Og hvad betyder det for os som mennesker – og som samfund?

Jeg vælger at være optimist. Når normer forandres, vil det give nogle skælv, og vi lever i en tid, der elsker drama. Man kan godt blive overvældet af al polemikken, men meget af den handler om at sælge nyheder, og ofte er virkeligheden mere afdæmpet. Vrede og had gør os mindre. Tolerance og kærlighed gør os større. Det ændrer sig jo aldrig.

De kræfter, der fylder meget i dag, som vil mere social kontrol, om det så for at diktere, hvor mange partnere ægtefolk må have, eller om en skuespiller er homo nok til at kunne påtage sig en rolle som homo, eller hvad ved jeg, de bringer jo intet liv med sig. Det handler blot om at hegne andre inde, fordi de selv er usikre uden hegn, og der er vi et sted, hvor der trods alt og heldigvis er så mange, der trækker i hver sin retning, at de hegn vælter hele tiden.

Vi er et sted, hvor drømmen om ensretning og måske endnu mere frygten for alt det nye tegner nogle dystre fremtidsbilleder, men jeg tror ikke, de vil vinde. Mest af alt fordi de kræfter er så kedelige. Når rusen over at have brændt heksen tager af, har man jo alligevel ikke opnået en skid, der batter nogen steder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret – version 2.0.

Det er som en eventyr. Endda et eventyr som mesteren selv H. C. Andersen kunne have skrevet. I hvert fald version 1.0. som lyder nogenlunde sådan her:

Det er sommer, og Danmark skal for første gang nogensinde spille EM i herrefodbold på hjemmebane i København. Den gamle hovedstad er klædt i rødt og hvidt – og vi skal starte med at møde Finland, som vi regner med at slå. Vi kommer også bedst fra start.

Men så sker det, som alle danskere ved – og de fleste af os ser live på skærmen, og aldrig vil glemme. No.10. Christian Eriksen falder pludselig omkuld, og ligger så stille, så stille med tomme øjne. Senere viser det sig, at han var død en tid.

Men så træder hans kammerater i aktion. Først hans gode ven kaptajn Kjær, som kommer spurtende, og laver livreddende førstehjælp, og så alle de andre, som sammen med Kjær danner en beskyttende ring om Eriksen, både mens lægerne kæmper for hans liv – og senere da han fragtes fra banen. En vikingevagt.

Vi husker også, hvordan Kjær trøster Eriksens ulykkelige og bange kæreste, at Schmeichel krammer alle kammeraterne, og at ….

Der er mange momenter i fortællingen om dén lørdag aften. Og i dé øjeblikke bliver herrelandsholdet igen hele Danmarks landshold – og billederne giver genlyd over hele verden. Her er fællesskab, kammeratskab, mod og omtanke for andre. Alt det, som vi er så stolte af i Danmark – også selvom vi ikke altid kan leve op til idealerne.

Det ender som bekendt med, at vi taber kampen mod Finland. Det er lige meget. Vi føler, at vi vinder livet.

Få dage senere kommer så den følelsesladede kamp no. 2 mod giganten Belgien: Danmarks trøje på stadion inden kampstart er blevet en no.10, der synges nationalsang som aldrig før i Parken – og i det 10´ende minut stopper spillet, mens alle – også belgierne – klapper i ét minut for at hylde Eriksen.

Det er rørende og aldrig set før. Det er så heller ikke Hollywood. For vi taber kampen 2-1.

Sidste del af dramaet er en lun mandag aften. Vi skal møde Rusland i en vind-eller-forsvind-kamp. Og nu er spillerne kampklare. For Eriksen er opereret, og følger med fra hjemmet i Odense.

I starten bølger kampen frem og tilbage, men så scorer den purunge Eriksen-erstatning Mikkel Damsgaard det første mål – og derfra ser vi os ikke tilbage, men vinder 4-1.

Danmark går amok i glædesrus – og fodboldfesten varer en stor del af årets mest lyse og korte midsommernat, hvor især unge danskere iklædt Dannebrog og en del også studenterhuer drikker og danser i en forløsning, der ikke kun handler om fodbold, men også om at leve frit.

Denne fodbold-odyssé er nemlig en fantastisk fortælling om alle for én – og om fællesskab. Et drama, der handler om nationalfølelse og løssluppen fest og glæde. Om alt det, som vi har savnet i de hårde Corona-måneder.

Det er en historie om Danmark, der står sammen – og kæmper sammen. Dén historie kan vi godt lide. Den minder om et eventyr. Også fordi landsholdet selv siger, at de spiller for nationen.

Og i morgen aften fortsætter eventyret så i version 2.0. med en ottendedelsfinale i Amsterdam, endda på Eriksens gamle Ajax-hjemmebane. Han er altså stadig til stede i ånden, og mon ikke en del af hans gamle hollandske fans vil sidde fysisk på lægterne sammen med de danske tilskuere, der har fået lov til at komme ind. Sådan så de sammen kan heppe på de danske drenge, som er blevet en hel fodboldsverdens darlinge, fordi de optrådte som mandfolk m/k, da det gjaldt.

Alt tapper også lige ind i historien om det danske samfundssind – og om Danmark som en lille rød og hvid ælling, en lille Store-Claus. En lille gigant. Det er et eventyr, som vi kan godt kan lide.

Kampen i morgen vil så vise, om der bliver en eventyrets version 3.0., 4.0. og 5.0.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk