Anmeldelse: ”Bamse og den kinesiske prinsesse” – også for voksne

Udgivet den 28. april 2015 af admin

Svar

H. C. Andersen skrev eventyr FORTALTE for børn – dvs. der altid var mindst to lag i historien, det umiddelbare, der skete i bogen, og som børnene forstod – og så laget nedenunder, som de voksne også fik med.

Anemoneteatret har en lang, fin tradition for at følge samme gode opskrift, idet stort set alle deres forestillinger er teater SPILLET for børn – men der er altid et lag mere hos anemonerne på scenen end det umiddelbare. Et lag, som de voksne fanger – og som man kan håbe også går ind i underbevidstheden hos de små.

For det er altid budskaber om medmenneskelighed og rummelighed, som der spilles på, med og udfra på Anemoneteatret.

Således også i stykket om den brune Bamse, den fine kinesiske prinsesse og de to ærkedanske børn Jens og Marie, der med deres bold og dukkevogn, kasket og sneakers er billedet på alle tiders danske børn fra Skagen til Gedser, fra Vestkysten til Kultorvet i København – og det lille teater med anemonerne, der ligger så tæt på. Og som, da Danmarksbloggen var der, var fuld af glade, opmærksomme og engagerede børn, der spændte og med store grin og ligeså store øjne slugte det hele råt.

Nu skal alt selvfølgelig ikke røbes her, men tro mod eventyrgenren er der både en prinsesse, en drage, en and og en skrubtudse med i historien. Der er også leg med størrelser – og universer.

For hvad er virkeligt? Parken, hvor Jens og Marie leger hele dagen, inden de skal hjem til den varme kakao? Eller søen, hvor Bamse næsten drukner på vej over til den kinesiske prinsesse, der bor på øen – og som er så ensom, selvom hun kender broen og godt ved, at en bro er lavet, fordi man skal gå over den.

Den kinesiske prinsesse har blot ikke turdet det endnu – hun manglede nemlig en af følges med over til den anden side. Hun manglede en brun bamse, der gav tryghed og en stor pote at holde i. Men her kommer han og følger med hende gennem skoven, selvom han også er bange. Så bange for den store drage, som han havde hørt en fæl historie om.

En historie, der som så mange andre myter – også dem, som de voksne fortæller hinanden om verden omkring os – kun er den halve del af det hele, da Jens ikke havde nået at læse hele historien, men kun starten – og så altså slutningen. For resten havde drengen (som alle andre ville gøre det) selv gættet sig til. Men som altid når vi ikke ved noget med sikkerhed, så laver vi billeder oppe i hovedet, billeder, der sjældent holder til et fakta-tjek.

For de billeder bliver så ofte til vrangbilleder, idet de næsten altid gør dét ukendte til noget slemt, og de ”fremmede” til nogen, som vil os det ondt. Således også i ”Bamse og den kinesiske prinsesse”, hvor den i fantasien så farlige drage i takt med at træerne forsvinder – og udsynet til den fine kinesiske pavillon kommer til syne – viser sig at være skønhed – og ikke spor farlig.

For sådan er det, når vi tør møde verden med et åbent sind og ligeså åbne øjne – så forsvinder alle træer, og så kan vi se skoven. Så ser vi hinanden som den kinesiske prinsesse, der i Bamse ser en ven, som hun ikke har mødt endnu. Og heldigvis er Bamse en klog bamse, der tager imod den udstrakte hånd og den varme kinesiske te.

Og endda så meget at han kan bagefter gå med hende over broen – og hjem til den kakao, der venter – også til den kinesiske prinsesse.

Og også selvom Jens bekymret spørger, om der nu er nok til fire. Ham, Marie, Bamse – og så det nye eksotiske medlem af familien: Den kinesiske prinsesse. Men det er der, siger Marie og tilføjer: Ellers kan hun bare få noget af mit.

Enkelt – og gribende. For det er det, som livet handler om: At mødes og dele med hinanden – og det bliver i ”Bamse og den kinesiske prinsesse” fortalt både poetisk, eventyrligt og med sang og musik, eminent spillet på selve scenen.

Det er ganske vist: Gak i Anemoneteatret og bliv vis – ikke kun på at dem, der arbejder med og for børn må være de lykkeligste mennesker i verden, når de kan få lov til at optræde foran sådan en flok glade og umiddelbare væsner to gange om dagen.

Men se og bliv vis – også på nogle af de andre problemstillinger, som fylder i verden, de voksnes verden vel at mærke. For i børnenes verden kan en vralteand sagtens rime, en skrubtudse synger selvfølgelig opera, og man følger også glad og gerne med en prinsesse gennem krattet, selvom man er en bange bamse.

For eventyret venter – og som H. C. Andersen også sagde dét: Men livet er nu det bedste eventyr.

Et eventyr som en bamse, en kinesisk prinsesse og to børn møder med en åbenhed, en accept og især et mod, som vi voksne kunne lære meget af. Børneteater er nemlig i høj grad også for voksne – og især når det er en kaliber som her.

”Bamse og den kinesiske prinsesse” er en genopsætning af Anemoneteatrets populære forestilling fra dengang far var barn.

Danmarksbloggen giver fem krukker sød, kinesisk honning ud af fem mulige.

Stykket spiller på Anemoneteatret i perioden 21. apr – 17. maj.
Tilladt fra 3 år – og anbefalet til 8 år (Danmarksbloggen mener 99 år)
Varighed: 50 min.

Medvirkende m.fl.:
Forfatter: Jan Mogensen
Dramatisering: Bendt Hildebrandt og Anemoneteatret
Musik: Sven Dam Meinild og David Blangstrup
Scenograf: Annika Nilsson
Instruktør: Lisbet Lipschitz
Skuespillere: Maria La Cour og Mikkel Trier Rygård

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1940´erne

Udgivet den 27. april 2015 af admin

Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1940´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1940´erne: Frihedskamp

1920´ernes og 1930´ernes tema om kvindens ret til at bestemme over sig selv og sin egen krop fortsatte ind i 1940´erne. Ja, faktisk var dette tema synonym med kvindekampen i størstedelen af 1900-tallet.

I 1940´erne skete der så – også pga 2. Verdenskrig – mindre end man måske kunne have forventet og håbet. Men i 1949 fik Mødrehjælpen dog lov til at informere gravide – og kun gravide (!) – om prævention. Så fik de da også at vide, hvad de skulle have gjort!!!

Ellers var 1940´erne et årti, hvor kvinderne kunne fejre, at der nu var gået et kvart århundrede siden valg- og stemmeretten i 1915. Det var dog svært at aflæse både i landspolitik og i kommunalpolitik.

I 1943 var der således to kvinder i Folketinget. Og ved kommunalvalget i 1946 satte mændene sig på 97% af taburetterne. 22 byråd og 1.117 sogneråd var helt uden kvinder. Og endnu var der ingen kvindelige borgmestre i Danmark.

I de offentlige embeder var der dog forår på vej.

Danmark fik sin første kvindelige professor i 1946. Hun hed Astrid Friis og var professor i historie ved Københavns Universitet og havde speciale i 1500-tallets historie og var anerkendt som forsker i både ind- og udland, især for den forståelse for samspillet mellem politisk, finansiel og økonomisk historie, som hun påviste i sin mangeårige forskning.

Og i 1947 blev de tre første kvindelige præster ordineret – ikke kun i Danmark, men i hele verden. Dette skete under stor international bevågenhed, men biskop Øllegaard fra Fyns Stift rystede ikke på hånden, da han gik i gang i Odense Domkirke med at ordinere Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche-Petersen.

I stedet henviste han til Galaterbrevets ord om at: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”. Han – og en masse andre – kunne nemlig ikke se, hvorfor ikke kvinder kunne være ligeså gode til at forkynde evangeliet som mænd.

Men den dag i dag er der stadig dem, der mener, at kvinder ikke skal være præster.

I så fald de – skal vi kalde dem gammeldags – fik deres vilje igennem, ville der komme en voldsom præstemangel i Danmark. Der har nemlig i flere år været en overvægt af kvindelige studerende på teologi-studierne i København og Aarhus, og danskerne har for længst taget kvindelige præster – og biskopper – til sig.

Endelig er der Bodil Begtrup, som blev den første danske kvindelige ambassadør. Det skete i Island, hvor hun startede som gesandt i 1949, og i 1955 blev ambassadør. Senere blev hun også ambassadør i både Bern og Lissabon. Hun var cand.polit og havde inden ambassadør-posterne været udpeget af Danske Kvinders Nationalråd som medlem af delegationen til Folkenes Forbund i 1938, og som medlem af delegationerne til FN´s plenarforsamlinger i 1946-48. Her blev hun i 1946 valgt til formand for FN´s Kvindekommision, og i 1948 til næstformand for udvalget om menneskerettighedsdeklarationen. Bodil Begtrup opnåede altså poster som få danskere både før og siden hen har gjort det. Og hendes navn burde være kendt af alle – også for hendes store indsats for kvinders og børns vilkår i samfundet. Men hun er formentlig ret ukendt for langt de fleste danskere.

Ellers var årtiet præget af 2. Verdenskrig, hvor Danmark sammenlignet med mange andre lande slap let. Vi blev ikke sønderbombet – og modstandsbevægelsens aktiviteter sikrede sammen med redningen af jøderne vores ry og gjorde, at vi kunne betragtes som en af de allierede mod Nazi-Tyskland.

Kvinderne spillede også her en stor rolle, selvom de ikke er ligeså kendte som fx Flammen og Citronen og alle de andre store navne fra modstandskampen. Men kvinderne var der – og de gjorde en forskel, uanset om de kæmpede med i forreste linie eller om de sad derhjemme og sørgede for, at maden og tøjet var i orden.

En, som man kender, er Kirstine Fiil fra den berømte Hvidstens-gruppe. Hun blev i modsætning til mændene ikke dømt til døden og henrettet, men hun sad i fængsel, indtil hun kom hjem til datteren, der var blevet passet af moderen Gudrun Fiil, en meget stærk kvinde, der mistede både mand, søn og svigersøn.

Historien er velkendt – også pga Anne-Grethe Bjarups film ”Hvidsten gruppen” – en film, som dem, der selv oplevede den tid, siger på fineste vis formidler, hvordan det var på Hvidsten Kro og egnen dengang. Og en film som undertegnede – helt undtagelsesvis på sådan en faktuel side – vil anbefale alle at se. Jeg skammer mig ihvertfald ikke over at sige, at jeg græd som pisket, da rulleteksterne gled over lærredet.

Af andre navne kan nævnes:

Ulla Marie Kunøe, uddannet sygeplejerske, der blev både kurer og lavede efterretninger og transporter – og som endte som chef i Region 3, dvs. Sønderjylland.

Rita Lauridsen, der gik ind i modstandsarbejdet sammen med sin kæreste, og som skrev illegale blade samt gemte og transporterede våben i det vestjyske.

Esther Frederiksen, der sammen med sin mor og søster gav logi til mange modstandsfolk i hjemmet i Esbjerg, og som endte i Frøslevlejren, hvor hun sad til Befrielsen.

Ellen Wilhelmine Nielsen, der skjulte mange jøder i hjemmet i Dragør, og som også lavede andet illegalt arbejde. Endte i kz-lejren Ravensbrück, men overlevede og kom hjem med de hvide busser.

Johanne Hansen, husholdningsforstanderinden, der var med til at stifte partiet Dansk Samling, og som også var med til at etablere den lokale modstandsbevægelse på Als. Hun skjulte også modstandsfolk – og endte i kz-lejren Ravensbrück, selvom både hun og Ellen Nielsen (se ovenfor) var udtaget til at blive gasset. Men også hun kom hjem med de hvide busser.

Karen Jensen, der skjulte illegale på gården ved Aalborg – og som siden hen udvandrede til Canada.

Kamma Klitgård, der i Århus blev illegal logivært, taget af Gestapo og endte i kz-lejren Ravensbrück. Også hun kom hjem med de hvide busser – men dybt traumatiseret.

Navnene er kendt af de færreste – men vi burde kende dem.

Og så var der selvfølgelig Liva Weel, som vi allerede skrev om i sidste uge. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685

Liva Weel, som under hele besættelsen sang P.H.´s vise ”Man binder os på mund og hånd”- den vise, der som ingen anden vise i en mørk tid formidler troen på det humanistiske, på at vi igen en dag skal være mennesker med liv og frihed. Måske også derfor at den langt senere blev sunget til mindehøjtideligheden efter terrorangrebet i København i februar i år. For det er en sang, der til alle tider handler om ”Drømmen om frihed bli´r aldrig forbi”.

Heldigvis blev Danmark og danskerne frie igen den fantastiske maj-aften i 1945, hvor vi med Palle Laurings ord fik et land i gave.

Og med friheden fortsatte også kampen for kvindernes rettigheder – og fx balladen om Inger Merete Nordentoft, der var skolelærer og skoleinspektør i Vanløse – og faglig aktiv og folketingsmedlem for DKP, Danmarks Kommunistiske Parti – og som i 1946 fødte datteren Kirsten, uden at være gift og uden at have i sinde at gifte sig. Dét vakte et enormt røre. En ugift mor på en ledende post. Flere krævede hendes afskedigelse, men den smidige løsning blev, at forældrene selv valgte, hvem der skulle være skoleinspektør.

Resultatet blev, at en fjerdedel af skolens elever kom i en såkaldt ”vestlig afdeling” under en anden ledelse, mens de resterende tre fjerdedele af forældre valgte at fortsætte med frk. Nordentoft som skoleleder.

Også selvom hun bestemt ikke var en pæn pige i den gængse forstand i en tid, hvor kvindeidealet var den søde, smukke og føjelige kone, der glattede ud og sørgede for, at mand, hjem og børn i nævnte rækkefølge præsenterede sig fint og rigtigt overfor omverdenen.

Men måske var tiden ved at løbe fra de pæne piger? En ny tøjmode ”The New Look” og en ny tid – også for kvinderne – ventede i 1950´erne, som vi skal høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er blå blok ligeglade med trafikdræbte?

Udgivet den 21. april 2015 af admin

Den konservative formand mener ikke, at det er “rigtigt politiarbejde”, når politiet sidder i en fotovogn og bruger tid på at få fat på fartsyndere.

Nej, fotovognene skal afskaffes, mener Søren Pape og er dermed tilsyneladende ligeglad med, at hver fjerde dødsfald i trafikken skyldes for høj fart. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2015/04/21/145131.htm

Hans meningsfæller i blå blok er enige.

Danmarksbloggen er rystet. For selvfølgelig er det rigtigt politiarbejde at redde liv på de danske landeveje. Ja, netop det at sikre danskernes liv og helbred og give tryghed er den fornemste opgave for det danske politi.

Men sådan ser man altså ikke på det i blå blok, hvor man ellers hævder at være glad for lov og orden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Aldrig mere en 9. april

Udgivet den 9. april 2015 af admin

Svar

I dag for 75 år siden blev Danmark besat – og siden har mantraet lydt: Aldrig mere en 9. april.

I Frihedssangen synger man oven i løbet om en sidste niende april.

Og nok er 75 år lang tid. Men der findes stadig danskere, der kan huske, hvordan det var at få ens land besat. Og der findes endnu flere danskere, der kan huse Befrielsen for snart 70 år siden. Den lyse majaften og majdag, hvor vi fik et land i gave, som historikeren Palle Lauring har sagt det.

Han oplevede det også. Det gjorde undertegnede ikke. Jeg er født i 1969. Men min mor gjorde. Hun var lige startet i skole kort inden befrielsen, og hun har fortalt, hvordan min mormor, som ellers var meget øm over sine potteplanter, d. 5. maj 1945 plyndrede dem for deres røde og hvide blomster, så min mor og hendes søstre kunne få rød-hvide blomster i håret, da de skulle ud i byen og sammen med alle andre danskere fejre, at DANAMRK VAR FRIT IGEN.

Det er en lille ting sammenlignet med mange af de andre ting, der skete i de dage – men det er en ting, der fortæller noget om glæden og stoltheden ved at være dansk og ved at få sit eget land igen.

Dét land skal vi passe godt på – og endnu mere nu end nogensinde, hvor mørket igen truer med at besætte Danmark og danskere.

Denne gang er det blot et endnu farligere mørke, der lurer og endda nogen steder har fået overtaget – nemlig mørket inde i vores eget sind. Et mørke skabt af egoisme og en overbevisning om, at det er ok kun at tænke på sig selv.

Men det er det ikke. Skal Danmark være det friske, grønne land, som der blev også blev sunget om i Frihedssangen, så skal Danmark være et land baseret på ikke kun frihed, men også fællesskab og solidaritet mellem danskerne.

Så skal blomsterne (igen) gro i vindueskarmen og udenfor i Danas have, så kræver det mere end kildevand, så kræver det også kærlighed mellem danskerne. Alla danskerne – uanset om vi er rige og fattige, gamle eller unge, bor midt i byen eller ude på landet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Thit Jensen og Agnes Henningsen

Udgivet den 30. marts 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om to meget markante danske kvindelige forfattere, der virkede i tiden op til og efter med en både politisk og frigørende dagsorden.

Thit Jensen og Agnes Henningsen

Når man siger dansk kvindekamp, er der især et navn, som man ikke kommer udenom, nemlig Thit Jensen. Men også Agnes Henningsen spiller en stor rolle – og ikke fordi hun var mor til arkitekten og lysmageren P.H., men pga hende selv og den måde, som hun valgte at leve sit liv på. Vi starter derfor med hende.

Agnes Henningsen (1868- 1962) blev født på godset Skovsbo på Fyn. Hendes mor døde, da hun kun var otte år gammel, og resten af opvæksten var kaotisk med en far, der dels giftede sig igen – uden at det var lykken for nogen, og dels døde tidligt, så hun og hendes to søstre kom på Antvorskov pige-kostskole.

Alt sammen forhold, der bevirkede, at Agnes vendte sig væk fra kristendommen og blev ateist, hvad hun var resten af livet.

Agnes giftede sig også tidligt med en gymnasielærer. Parret fik flere børn, men forsøgte også at leve i det, som de og andre progressive på den tid kaldte ”det sande ægteskab” – altså et ægteskab med frihed og begges selvrealisering. Virkeligheden var dog slid, slæb, fattigdom – og for Agnes også en uforløst seksualitet.

Hun fik dog kontakt med forfatteren Herman Bang og fik med hans hjælp trykt flere noveller i avisen ”København”. På redaktionen mødte Agnes forfatteren Carl Ewald – og de forelskede sig i hinanden, til trods for at de begge var gifte. Agnes ægteskab var også rimeligt tyndslidt. Manden have svært ved at rumme hendes nye litterære venskaber og det at hun reelt brugte den frihed, som de havde aftalt, at de begge skulle have.

Skilsmissen var derfor uundgåelig, og manden rejste til USA og dermed langt væk fra Agnes og børnene, der nu også talte P.H. (Poul Henningsen), som Agnes havde fået med Carl Ewald. Selv håbede P.H. i lang tid, at Georg Brandes var hans far – men det var altså forfatteren Carl Ewald.

Agnes Henningsen etablerede sig derefter som frisør på Strøget, og nok havde hun talent, men hendes forfatter- og journalistvenner ville ikke omgås en frisør, så hun droppede butikken – og slog sig ned på Vesterbro og i Roskilde. Og så kom hendes debutroman ”Glansbilledet” i 1899 og samme år også romanen ”Strømmen”.

Begge romaner har kvindelige hovedpersoner, hvor depressionen lurer under overfladen pga deres manglende arbejde og forstenede selvopfattelse. Det var nemlig en kongstanke for Agnes Henningsen, at skal en kvinde realisere sig selv og blive lykkelig, så må hun være fri og selvstændig – og dét kræver et arbejde.

Agnes Henningsens tese var, at kvinder kunne forene det at være mor og hustru med at være erotisk og eksperimenterende. Men at mange kvinder – ofte i kampen om en mands gunst – svigter sig selv, og så går de til grunde, som man kan læse det i romanen ”Polens Døtre” fra 1900.

Senere kom der flere romaner og skuespil, blandt andet ”Elskerinden” fra 1906, hvor datidens helt store skuespillerinde Betty Nansen nægtede at spillede hovedrollen som elskerinden. Teatret dengang var ikke altid til den krasse realisme, som Agnes Henningsen lagde for dagen i sit stykke, hvor elskerinden blev skildret som en kvinde, hvor hvem manden var alt, mens han kun brugte hende til underholdning og lyst.

Ikke at Agnes Henningsen havde et problem med kvindelig erotisk lyst. Snarere tværtimod så mente hun, at kvinder var nødt til at kende sig selv og deres egen lyst – og også eksperimentere med deres seksualitet – hvis de skulle være lykkelige. Men det skulle ske på lige vilkår med mændene. Noget, som i dén grad manglede i datiden, hvor Agnes derimod mente, at frigiditeten trivedes i et samfund behersket udelukkende af mænd.

Agnes Henningsens romaner blev ikke desto mindre læst, og hendes litterære succes voksede – men også hetzen imod hende, og især efter romanen ”Den store kærlighed” fra 1917 stod barometret på storm.

I en puritansk og dobbeltmoralsk tid havde Agnes Henningsens frisind vakt så stor bestyrtelse og forargelse, at hun blev anset for usædelig og derfor ikke kunne komme på Finansloven trods det åbenlyse talent som forfatterinde. Kun én mand stemte for: Edward Brandes.

Agnes Henningsen giftede sig – lidt derfor – i 1919 med juristen Simon Koch. Det blev et lykkeligt ægteskab, og manden støttede hende i den svære tid ligesom mange andre forfattere gjorde. Paradoksalt nok udelukkende mandlige forfattere, som i et offentligt brev i pressen bekendtgjorde, at de stod bag Agnes Henningsen og hendes ret til at ytre sig, som hun ønskede.

Det er bemærkelsesværdigt – og trist – at ingen af de andre toneangivende kvinder på dén tid eller Dansk Kvindesamfund var med til at støtte Agnes Henningsen. Tværtimod så svigtede Agnes Henningsens kønsfæller hende på det groveste – også Thit Jensen.

Agnes skulle dog senere få oprejsning. Men inden skrev hun i 1921 romanen ”Den Guderne elsker” som et forsvar mod de mange beskyldninger for usædelighed og moralsk fordærv, som hun måtte lægge ryg til.

I 1935 døde hendes mand, og Agnes Henningsen, der nærmede sig de 60, reflekterede over livet og udgav fra 1941 til 1955 otte bind med erindringer. Bøger, der den dag i dag kan anbefales at læses. For de er skrevet af den måske første danske kvinde, der åbent turde tale om kvindens seksualitet og ret til at leve – også erotisk – som hun ønsker med den søgen og de eksperimenter, som dét indeholder.

Sønnen P.H. er kendt for at være samfundskritisk, for den konstante afsløring af borgerskabets hykleri og dobbeltmoral – og for sin ukonventionelle holdning til ægteskab og kærlighed. Men det var ikke noget, som han fandt på selv. Dét var alt sammen noget, som han havde arvet fra sin mor Agnes Henningsen, hvis ideal altså var den stærke kvinde, der tør stå ved sit begær og leve det ud – et ideal og et krav, som også gjaldt hende selv.

Og tilmed et krav, som hun levede ud – og som gjorde, at hun tog sidste stik, da hun og Karen Blixen som de eneste to kvinder blev medlem af Det Danske Akademi, da det blev stiftet i 1960. På det tidspunkt havde en ny – og mere frisindet – generation også for længst taget hendes bøger og tanker til sig. Så det endte med fuld anerkendelse til Agnes Henningsen.

Fuld anerkendelse søgte også Thit Jensen (1876 – 1957) – og hun fik det også, trods modstand fra hendes Nobelprisvindende bror.

Thit Jensen hed egentlig Maria Kirstine Dorothea Jensen Fenger, men altså i daglig tale Thit Jensen. Hun stammede fra et dyrlægehjem i Farsø i Himmerland. Familien var fast sammentømret, og det var en god barndom med et tæt forhold til både forældrene og de mange søskende – og især broderen og den nobelprisvindende forfatter Johannes V. Jensen, som dog senere blev hendes bitre rival.

Moderen var en stærk kvinde med sine meningers mod, og faderen var levende optaget af dels spiritismen og dels det uhørte på dén tid, at han behandlede sine sønner og døtre lige, dvs. han lærte dem alle fremmedsprog og at deltage i en debat.

I modsætning til sine brødre kom Thit dog ikke til at læse videre efter konfirmationen, men måtte i stedet blive hjemme og hjælpe med husholdningen. Men som 22-årig kom hun hjemmefra – som lærerinde og husbestyrerinde.

Hun begyndte også at skrive (selvom især hendes bror gjorde modstand mod dette), og efter flere forsøg blev romanen ”To søstre” endelig antaget i 1903. Thit fortsatte dog med at arbejde som husassistent – i København – og udgav i perioden 1903-28 stort set én roman om året. Nogle af dem med kvindepolitiske emner og andre med de historiske fortællinger, der skulle blive hendes særkende – og hendes platform for at få fortalt, hvad hun ville.

Thit Jensen var nemlig meget bevidst om, hvordan hun virkede i medierne – og hvordan hun skulle bruge medierne. Kritikkerne var heller ikke altid begejstrede for hendes bøger, men danskerne kunne lide den iltre dame, der ikke var bange for at provokere og sige sin mening. En omfattende foredragsvirksomhed blev derfor også hurtigt en del af Thit Jensens liv – en del, der varede livet ud sammen med bøger om hjemstavnen, kvinderne og den danske historie.

I 1923 besøgte Thit Jensen den hollandske læge Alette Jacobs, hvorfra hun kom opildnet hjem og i november stiftede foreningen ”Frivilligt Moderskab”. Det handlede nemlig om børnebegrænsning og prævention – og abort, noget som man ellers ikke talte åbent om på den tid. Men det gjorde Thit Jensen og sammen med lægen J. H. Leunbach stiftede hun ”Foreningen for Sexuel Oplysning”.

Thit var på det tidspunkt kommet på Finansloven – i modsætning til Agnes Henningsen, men stærke kræfter prøvede at få hende af igen. Det lykkedes dog ikke. Men satiren og karikaturtegningerne måtte hun lægge ryg til. Dét gjorde hun så – når hun var hjemme. Thit Jensen var nemlig både i USA, Australien og New Zealand i de år.

Efter 1925 skriver Thit Jensen udelukkende historiske romaner, hvoraf især ”Jørgen Lykke” fra 1931 og ”Stygge Krumpen” fra 1936 er kendte – og selvom de foregår flere århundreder før, sætter bøgerne stadig kønnenes indbyrdes forhold til debat. Kendt er selvfølgelig også mammut-værket ”Kong Valdemar Atterdag og Dronning Helvig” fra 1940-53.

Som faderen var Thit Jensen også spiritistisk interesseret og hun hævdede selv, at hendes historiske romaner til dels er bygget på spiritistiske kontakter med de personer, som hun portrætterede. Det tog hendes samtid med oprejst pande, selvom det nok var de færreste, der troede på den slags. Danskerne kunne lide Thit – og så måtte hun selv om dén sag.

Privat var Thit i få år gift med en 11 år yngre kunstmaler, der forlod hende til fordel for en yngre kvinde. Det tilgav Thit Jensen ham aldrig – og hun giftede sig heller aldrig igen.

Vi er efterhånden nået til nutiden og det skelsættende år 1915. Og det skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ingen ko på isen – men der må trækkes en streg

Udgivet den 27. marts 2015 af admin

Svar

Englænderne griner i disse dage over danske udtryk som fx “ingen ko på isen” og “det blæser en halv pelikan”, som de selvfølgelig siger på engelsk – og så giver det jo ingen mening, men lyder lidt fjollet.

Men fred med det. Det er da jolly good, at de således kan more sig derovre på de britiske øer.

Danmarksbloggen gik derfor også i gemmerne for at finde ud af, hvor flere gamle udtryk stammer fra. Her kommer nogle stykker:

At være i kridthuset = at være populær/elsket/ønsket hos en bestemt person. Det stammer var de små æsker med låg, som man tilbage i middelalderen og renæssancen brugte til at opbevare kridt i. Senere gemte man dog kærlighedsgaver i æskerne. Altså så længe at man holdt af vedkommende. Så allerede dengang var man ked af det, når man ikke længere var i kridthuset. Og dengang skulle det tages helt bogstaveligt, for så røg ens gave ud af æsken – og en andens gave røg måske ovenikøbet i.

Gå fra snøvsen = blive ude af dén (nutidens fortolkning). For oprindelig handlede det ikke om hverken at være ude af den eller om Benny Andersens søde, lille Snøvs. Det handlede om noget så enkelt som at gik man fra snøvsen, så havde man ikke gjort sit job ordentligt. For den øverste del af en sæk kaldte man for snøvsen, og havde man ikke bundet sækken ordentligt sammen, så den gik op og indholdet løb ud, ja så gik sækken fra snøvsen.

At gå over stregen = At gå for langt, krydse grænserne mellem mennesker. Udtrykket stammer helt tilbage fra vikingetiden, ja måske endda endnu længere. Oprindeligt betød det, at man – helt konkret fysisk – overskred den streg, der blev ridset i jorden for at angive to kæmpendes områder under en tvekamp.

Have rent mel i posen = Være uskyldig, ikke have gjort noget galt. Igen kommer det fra noget helt konkret. Nemlig dengang – op til cirka midt i 1800-tallet de fleste steder – hvor bønderne skulle gennem et toldeftersyn, inden de bragte varerne ind i byen for at sælge dem på byens markeder. Nogle af disse varer var afgiftspligtige – og derfor kunne nogen godt finde på at skjule dem i en sæk eller pose med mel. For at undgå ulovlighederne og sikre byen toldindtægten jog tolderen en spids jernstang ned i melet, så eventuelle skjulte varer blev fundet.

Leve på en stor fod = have og bruge mange penge. Udtrykket stammer fra middelalderen og skulle tages helt bogstaveligt. Det kommer fra de snabelsko, som især blev anvendt i 1300- og 1400-tallet. De fik enorme størrelser og i flere europæiske lande blev det ved lov vedtaget, at almindelige borgerlige kun måtte bære sko med 6 tommer lange næser (svarer til ca. 15 cm), baroner måtte bære 12 tommer (30 cm) lange næser, mens grever måtte gå med helt op til 24 (60 cm) tommer. Således blev dem med den største fod – ihvertfald målt på stoffet – også dem, der havde flest penge og mest status. De levede på en stor fod!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan Dansk Folkeparti integreres i nutiden?

Udgivet den 26. marts 2015 af admin

Svar

Dansk Folkeparti ønsker et Danmark som Danmark så ud i de gode gamle danske film fra 1950´erne og 1960´erne.

At Danmark så aldrig har været således, ser Dansk Folkeparti stort på.

De holder nemlig fast i, at Danmark og danskhed handler om rødternede duge med øl og smørrebrød, om sol om sommeren og sne om vinteren og alle de andre glansbilleder af et folk, der efter Dansk Folkepartis mening pr. definition er gæve, stærke og altid har et smil på læben.

Men Danmark og danskerne har aldrig været sådan.

Danmark i 1950´erne fx var et land, der stadig var præget af rationering, men også af en spirende velfærdsstat. Men alligevel et land, hvor det var svært at få en lang uddannelse, hvis ikke man kom fra et velhavende hjem, men omvendt også et land, hvor flere og flere arbejderbørn – og kvinder fik sig en uddannelse. Alligevel var der dyb fattigdom og slum. Ny musik og et mere frit ungdomsliv var også en del af tiden, men samtidig var der også en stor moral fordømmelse af de piger, der blev gravide udenfor ægteskabet – og som ofte risikerede deres liv, når de gik til en kvaksalver for at få en illegal abort.

Sådan var Danmark i 1950´erne – et land langt mere kompleks end Dansk Folkeparti bryder sig om at tænke på. Et land med sociale skel og en hverdag, der har flere ligheder med nutiden end der er forskelle.

For ja, Danmark i 2010´erne er et land, hvor der bor mennesker fra hele kloden og af alle racer og religioner – og stik mod hvad Dansk Folkeparti hævder, så går det faktisk ret godt for langt de fleste af os at leve side om side, selvom vi hverken spiser det samme eller tror på det samme. Vi accepterer forskellighederne – ja, nogle gange inspireres vi ligefrem af hinanden.

Men ja, nogle har svært ved at integreres i den mangfoldige nutid. Nogle af dem er de fundamentalistiske muslimer – mens andre er medlemmerne af Dansk Folkeparti. Begge grupper kan tilsyneladende ikke forstå andre end dem selv – og det du´r ikke i 2015, hvor vi lever sammen allesammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solformørkelsen blev en skyformørkelse – og det var ikk´ så ringe endda

Udgivet den 20. marts 2015 af admin

Solformørkelsen er ved at være forbi.

For de fleste danskere blev dagens store begivenhed mere en skyformørkelse end en solformørkelse, men alligevel var begejstringen stor, også hos de mange der kun nåede at se et glimt af en sol, der langsomt blev spist af månen, inden skyerne overtog scenen.

Danmarksbloggen er ikke overrasket over danskernes glæde. Snarere tværtimod.

For det lægger tilsyneladende dybt i danskernes dna at være tilfredse med lidt. Noget, der har fået udlændinge til at kalde os både dovne, dvaske og enfoldige – uden store mål og visioner – uden format.

Men dette at kunne se lykken i det små, glæden ved detaljen og ved de få dråber, der er tilbage i det engang halvfulde bæger er måske i virkeligheden hemmeligheden ved at være tilfredse med livet.

Så lad blot de andre beholde de langt højere bjerge og de diamantbesatte korona´er. Vi danskere klarer os – tilsyneladende – med en sol, der formørkes mere af skyer end af månen. Ja, vi er er tilmed lykkelige ved synet.

For vi så jo trods alt noget. Det blev også både koldere og mørkere. Så det var ikk´ så ringe endda 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solformørkelsen er – desværre – ikke et tegn

Udgivet den 20. marts 2015 af admin

Svar

I gamle dage mente man, at solformørkelser, kometer og andre specielle naturfænomener var tegn fra guderne. Primært tegn om at enden var nær, og at jorden ville gå under.

Hvem kan fx ikke huske, da Emil og resten af familien fra Katholt skulle til marked i Vimmerby netop selvsamme dag, som en komet skulle komme? Noget, der selvfølgelig skabte vild rædsel i det lille smålandske sogn. Men nej, der skete selvfølgelig ikke andet dén dag end, at Emil igen lavede skarnstreger – samt i øvrigt fik sig en hest.

Og således vil det også være i dag, når solformørkelsen går over landet og kulminerer kl. 10.50.

Solformørkelsen i Danmark er ikke total, men mellem 81 og 85%.

For nej, der vil heller ikke ske noget i det danske samfund i dag, som ikke plejer at ske. Altså udover at vi – hvis solen skinner – vil opleve, hvordan fuglene bliver tavse, og hvordan lyset ændrer sig.

Sådan er det. Danmarksbloggen kunne dog godt drømme om, at solformørkelsen kunne være starten på slutningen af dén medmenneskelige formørkelse, som der efterhånden har været over Danmark og en alt for stor del af danskerne i mange år. Dét ville være helt fantastisk – men desværre også en smule naivt.

Så nej, solformørkelser kan ikke bruges til andet end et øjebliks fascination af naturen, men det er også i orden. Dét giver nemlig energi til at kæmpe videre. Husk i øvrigt solformørkelsesbrillerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politisk censur blomstrer på Facebook

Udgivet den 12. marts 2015 af admin

Svar

Aldrig har ytringsfriheden været så fremhævet som i de sidste par måneder i kølvandet på terrorangrebene i Paris og København. Allermest måske hos de politiske partier, hvor især de to store, Venstre og Socialdemokratiet, har været brændende fortalere for ytringsfrihed.

Derfor klinger det også hult, når partierne selv udøver censur på deres Facebook-sider overfor kritikere ved at slette indlæg og ved at blokere engagerede borgere i at udtale sig.

I gårsdagens aviser kunne man læse flg. om censuren hos Lars Løkke: http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/lars-loekke-forbyder-fadoel/5476260

Men også den anden side er med. Socialdemokratiet udelukker også mange, der stiller spørgsmålstegn og forholder sig kritisk til de politiske udmeldinger.

Det skal slås fast, at vi selvfølgelig kun taler om sobre indlæg holdt i en ordentlig tone.

Danmarksbloggen er således også blokeret fra både Venstre og Socialdemokratiets Facebook-sider. Noget, som Danmarksbloggen tager i stiv arm, selvom det er oprørende at ytringsfriheden krænkes og trædes under fode.

For den politiske censur blomstrer på Facebook – i Danmark i 2015. Desværre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Anmeldelse: ”Bamse og den kinesiske prinsesse” – også for voksne

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1940´erne

Er blå blok ligeglade med trafikdræbte?

Aldrig mere en 9. april

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Thit Jensen og Agnes Henningsen

Ingen ko på isen – men der må trækkes en streg

Kan Dansk Folkeparti integreres i nutiden?

Solformørkelsen blev en skyformørkelse – og det var ikk´ så ringe endda

Solformørkelsen er – desværre – ikke et tegn

Politisk censur blomstrer på Facebook