Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 19: Nye tanker op mod 1849

Udgivet den 26. maj 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

NYE TANKER OP MOD 1849

I 1839 døde Frederik d. 6. – den konge, der om nogen kan knyttes sammen med guldalderen. Guldalderen fortsatte dog mere end et årti endnu – og mange af tidens store personligheder endnu længere.

Men tiden blev en anden. Den blev mere politisk og var vel egentlig også mere i tråd med den oplysningstid, der lå forud for guldalderen, da denne holdt sit indtog omkring 1800-tallet. Men nu var det altså slut med følelser, harmoni og skønhed.

For nu kom der igen fokus på den enkelte og den enkeltes vilkår og muligheder i et samfund, der trods store teknologiske landvindinger som fx jernbanen stadig var præget af kolo-enorme forskelle mellem de forskellige klasser og mellem by og land.

Noget som nogle af guldaldertidens store ånder selvfølgelig også greb og brugte som fx dansk åndslivs kæmpe Grundtvig, der ikke kun lavede de skønneste salmer, men også er stifteren af dén danske folkehøjskole, der om noget handler om viden og oplysning og derfor er en af de helt centrale byggestene i det folkestyre, som der nu blev talt mere og mere åbent om.

En anden var ytrings-, menings- og trykkefrihed. Frihedsrettigheder, der blev et mere og mere hedt emne op igennem 1800-tallet, hvor diverse satire-blade ikke var bange for at udstille magten og dens uduelighed. Som årene gik, ventede man også bare på, at de nye tanker kunne blive til politisk virkelighed, når Frederik d. 6.´s fætter skulle overtage tronen.

Frederik d. 6. havde nemlig ikke sønner i ægteskabet med dronningen, så kronen måtte gives videre til fætteren.

Men altså: Der var meget store forhåbninger til den nye konge Christian d. 8., der som ung kronprins og inden Danmark måtte overgive Norge, i 1814 havde givet nordmændene deres første grundlov ved Eidsvoll.

Men de håb blev skuffede. For kongen var blevet en ældre og med årene mere forsigtig mand. Og nu turde han ikke længere følge sine engang så romantiske, men nu i virkeligheden realistiske drømme om frihed og folkestyre.

For tiden var til dem. Det rumlede overalt i Europa, og især nede i Slesvig-Holsten, hvor man efter flere århundreder med nogenlunde ro igen var begyndt at rasle med sablerne, og hvor stærke kræfter hellere ville have områderne til Tyskland end blive i Danmark.

Den aldrende Christian d. 8. så det hele, men han havde mildest talt ikke lyst til at give sig i kast med de opgaver, der ventede: Slesvig-Holsten, enevælden hvis tid var ved at rinde ud, de nye tanker om trykke-, menings- og ytringsfrihed – og så sønnen, den kommende Frederik d. 7., der absolut ikke gebærdede sig, som man kunne forvente sig det af en kommende konge, enevældig eller ej.

Og netop Frederik d. 7., Treårskrigen, Grundloven og demokratiet skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie, der også bliver den sidste inden sommerpausen.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen:http://danmarksbloggen.dk/?p=4653

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 18: Guldalderen

Udgivet den 19. maj 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

GULDALDEREN

Guldalderen er en betegnelse, som bruges om de første cirka fem årtier i 1800-tallet. Og nok var både Christian d. 8. og Frederik d. 7. også konger i denne periode, men alligevel er det Frederik d. 6., som der tænkes på, når der tales om guldaldertidens konge.

Som beskrevet i sidste uge var Frederik d. 6. også Danmarks reelle regent i næsten seks årtier fra paladsrevolutionen i 1784 til han døde i 1839. Og historierne om den samvittighedsfulde og arbejdsomme monark, der passede så godt på sit folk og rige, at nøglerne til byens porte lå på hans natbord, var også lige til højrebenet for den danske guldalder, der byggede på romantikken som kunstperiode og inspiration.

I Danmark blev romantikken derfor også stort set uden det voldsomme drama og den dødslængsel, som fx den tyske romantik havde. Den danske romantik blev langt mere en inderlig og følelsesladet nationalromantik, der fokuserede på naturen, det ægte i mennesket og kunsten.

En romantik, hvor man i lyset af statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814, solede sig i tidligere tiders store bedrifter af konger og andet godtfolk. Hvor man dyrkede det specielt danske – der vel egentlig ret beset aldrig rigtig var blevet dyrket før, hvor den enkelte snarere opfattede sig selv som kommende fra en stand eller et laug, fra en by eller en egn. Men nu – også i lyset af den nationalisme, der kom fra den franske revolution – blev vi alle meget danske.

Og forfattere og malere og andre kunstnere stod i kø for at gribe de nye tanker – og der var mange af dem, og de var gode. Aldrig, hverken før eller siden, har der været så stor en talentmasse indenfor de kreative fag i Danmark som netop i guldalderen. Nutidens store globale succes indenfor dansk film og tv er vand ved siden af.

Mest kendt er selvfølgelig H. C. Andersen, vores store eventyrdigter, der er kendt og elsket over hele verden, og som årligt er årsag til at flere vælger at lære dansk, blot for at kunne læse H. C. Andersen på nationalsproget. Der er også noget at læse. Udover eventyrene skrev han romaner, rejseberetninger, dagbøger, breve og meget andet.

Kun én mere kan H. C. Andersen kunststykket med at få folk til at lære dansk efter – og det er selvfølgelig filosoffen Søren Kierkegaard, der med sine skrifter skabte en helt ny retning: Eksistentialismen, der stadig inspirerer, foruroliger og gør, at der tænkes nye tanker.

Et andet stort internationalt navn er Bertel Thorvaldsen, som i mange år boede i Rom, hvor han lavede de fleste af hans skulpturer – og hvor han samlede hans nordiske kunstnervenner, når de på deres kultur- og dannelsesrejser kom til Italien for i månedsvis at bo, skrive, male og inspireres af og i Den Evige Stad.

Hjemme i København var Bakkehuset samlingsstedet. Det lå udenfor voldene på landet ved Søndermarken, hvor man stadig kan se det – nu blot som en del af den pulserende storby København med Frederiksberg som en lille enklave.

I Bakkehuset boede forfatter Knud Lyhne og hans kone Kamma Rahbek. Og det var dertil, at de alle kom: Knud Lyhnes ven P. A. Heiberg, inden han blev landsforvist, digteren Adam Oehlenschläger (det er ham med de higer og søger om guldhornene), salmedigteren og forfatteren af historiske romaner B. S. Ingemann og mange flere.

Der blev talt og diskuteret og læst op og snakket – og bølgerne kunne gå så højt, at de implicerede gik i indbyrdes fejder, som kunne køre i diverse dagblade og aviser i månedsvis.

Andre guldalder-forfattere og -digtere var: Christian Winther, Henrik Steffens, Steen Steensen Blicher, Emil Aarestrup og Schack von Staffeldt for bare at nævne nogle få.

Og så er der selvfølgelig dansk åndslivs kæmpe: N.F.S. Grundtvig, præst, salmedigter, forfatter og grundlægger af højskolebevægelsen. Hans betydning for dansk selvopfattelse og kristendom som en glad, lys og personlig kristendom kan simpelthen ikke overvurderes. Selv i 2014 betyder hans tanker meget for os og vores måde at tænke og tale om os selv på – også selvom vi ikke altid selv ved, at det kommer fra Grundtvig.

Men også på Det Kgl. Teater i København foregik der en masse i dansk guldalder. Det var her, at den franske balletmester Bournonville skabte den danske ballet, der stadig i dag er verdensberømt. Mest vigtigt på skuespilsscenen var en af vores største skuespillerinder Johanne Luise Heiberg, der var gift med Johan Ludvig Heiberg, der skrev nationalskuespillet Elverhøi til Frederik d. 6´s datters bryllup med den senere Frederik d. 7.

Endelig er der malerkunsten med navne som Lundbye, Skovgård, Købke, Eckersberg og andre, der maler romantiske landskaber, mennesker og andet, som fortæller historien om et Danmark, der er blevet småt og fattigt, men som stadig er smukt. Og musikken med navne som Weyse, Kuhlau, Gade, Lumbye og Hartmann.

Og der er mange flere endnu. En sand vrimmel af mænd – og få kvinder, der også fik eller tog sig lov som forfatterne Thomasine Gyllembourg og Mathilde Fibiger – og så de allerede nævnte kunstneren Kamma Rahbek og skuespillerinden Johanne Luise Heiberg.

Alle guldaldertidens skønånder kunne dog ikke skjule den store nød og elendighed, som der var i Danmark – og enevælden var ejheller længere oplyst og nytænkende. Tingene kørte på rutinen. Noget nyt skulle til – og gerne noget med demokrati og muligheden for social mobilitet, også selvom det ulmede sydpå i Tyskland.

Og netop Treårskrigen og de nye tanker op mod 1849 skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 17: Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge

Udgivet den 12. maj 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 6., STATSBANKEROT OG TABET AF NORGE

Frederik d. 6. blev først officielt Danmarks og Norges konge i 1808, men i realiteten havde han været regent siden 1784, hvor han snedigt og dristigt foretog dén paladsrevolution, der skaffede Danmark af med enkedronning Juliane Marie, Arveprinsen og Guldberg – og istedet satte ham selv og hans kreds af gode mænd i spidsen for Danmark.

Der var også nok at lave, og i det meste af hans regeringstid en del færre økonomiske midler at gøre godt med sammenlignet med 1700-tallets gode indtjening. Men heldigvis var Frederik d. 6. af såvel natur som vane både nøjsom og arbejdsom.

Få år efter Frederik d. 6. havde overtaget magten fra sin endnu levende far, kong Christian d. 7., udbrød den franske revolution i 1789. En begivenhed, der også satte sine spor i Danmark, hvor man var bange for, at noget lignende skulle ske, selvom danskerne som bekendt aldrig laver revolution i regnvejr.

Der skete heller ikke andet end at cirka 10 år efter blodbadet i Frankrig, blev Johan Ludvig Heibergs far dømt til eksil for sit digt: Ordner hænger man på idioter. Dybt beskæmmet rejste Heiberg senior til Paris, hvor han var resten af livet.

Til historien hører dog, at han bare skulle have sagt undskyld, så havde han været tilgivet. Men Heiberg senior ville hellere være martyr for ytrings- og meningsfriheden end bo i Danmark hos sin kone og sin søn, Johan Ludvig Heiberg, der senere skrev vores nationalskuespil “Elverhøi”.

Danskerne glemte hurtigt Heiberg senior. Men desværre betød ikke Heibergs digt, men de blodige begivenheder i Frankrig, at mange reformer blev stoppet i Danmark. Man var simpelthen bange for, hvad der ville ske, hvis almenheden fik for meget magt.

Danmark og Frederik d. 6. fik snart også andet at tænke på. Danmark holdt med Napoleon, der som enevældig kejser styrede Frankrig efter reformationen havde ædt sig selv og sine egne børn.

Det skulle vi komme til at fortryde. I 1801 kom englænderne nemlig, og Slaget på Rheden var en realitet. Vi kunne have undgået det hele, hvis vi havde ladet vores handelsflåde blive hjemme istedet for frækt at sejle rundt mellem de krigende lande i Europa og på de lange ruter ud i verden – bare for at vi kunne tjene kassen.

Flåden var nemlig på det tidspunkt verdens andenstørste flåde, kun overgået af netop den britiske – og nu blev flåden med bombardementet af København i 1807 til dels smadret og til dels taget af englænderne.

Konsekvensen var klar: Tvillingerigerne Danmark-Norge, som på mange måder var to selvstændige lande, blot med den samme konge gik fra at tjene styrtende med penge til ikke at tjene noget nævneværdigt. Få år efter i 1813 gik Danmark statsbankerot – og i 1814 mistede vi som en direkte konsekvens deraf og pga forhandlingerne i Kiel også Norge.

400 års parløb med Norge var slut.

Det at miste Norge var en stor og personlig sorg for Frederik d. 6., som i sit hus havde en ung mand gående. En mand, der senere blev konge under navnet Christian d. 9., en mand der stadig var i live i 1905, da Norge sendte bud til Danmark om det nyligt selvstændige land måtte få en af Christian d. 9.´s mange sønner som norsk konge.

Svaret var ja, og i tilgift sagde den gamle konge med tårer i øjnene: Om De havde kendt Frederik d. 6. som jeg, der var en søn i hans hus, og havde kendt den sorg, som han følte over at have mistet Norge, så ville De forstå, hvad jeg gamle mand føler i dag, da Norge vender tilbage til sin gamle kongeslægt.

Tænk engang at kunne sige det i 1905!!!

Dét kunne selv romantikkerne ikke have skrevet bedre. For i det nu så lille land skete der noget efter 1813 og 1814. Danmark samledes om kong Frederik d. 6., der ifølge myten også havde nøglerne til byportene liggende på sit natbord. Så kunne han – og alle københavnerne – nemlig sove trygt.

Han blev landsfaderen, der gik i Frederiksberg have med dronningen og de to døtre, men som også havde en elskerinde. En elskerinde som ved hans død i 1839 mødtes med dronningen for at snakke om den mand, som de begge havde elsket gennem et langt liv – og som elskede dem begge to.

Frederik d. 6. var også konge, da danskerne omkring 1819 begyndte at forfølge jøderne. Men modsat mange af sine europæiske kollegaer så sørgede Frederik d. 6. for, at de forfølgelser blev stoppet.

Han var en hæderlig og retlinet mand, og at kalde ham bagstræberisk, fordi han – i en tid hvor reformerne begyndte at spire – holdt fast på enevælden, er ikke fair. Han oplevede trods alt at miste sin mor som kun 4-årig, fordi hun blev sendt væk – og at faderen var styret af andre (som også ville have Frederik d. 6. af banen), indtil han selv kunne tage over ved kuppet som 16-årig.

Og han ville ikke andet end godt for sit folk – hele folket i en tid, hvor vi var blevet et lille og fattigt land og ikke den rige og blomstrende stormagt, som vi trods alt var det i 1700-tallet.

Så det er faktisk psykologisk set godt klaret, at Frederik d. 6. blev, som han blev – og dét vidste guldalder-tidens store sønner også godt.

For Frederik d. 6.´s tid var guldalderen – den del af 1800-tallet, hvor romantikken blomstrede i den lille Tornerose-søvnige hovedstad København. Hvor Danmark var beriget med folk som H. C. Andersen, Grundtvig, Kierkegaard, Ingemann, Oehlenschläger, Thorvaldsen, Købke og alle de andre, der stadig spiller en stor rolle for Danmark og danskernes selvforståelse.

Og netop guldalderen og alle dens skønånder skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense
og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 16: Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde

Udgivet den 5. maj 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

CHRISTIAN D. 7., STRUENSE OG CAROLINE MATHILDE

Da Frederik d. 5. døde i 1766, var Danmark stadig midt i oplysningstiden, selvom det af og til kunne være svært at forstå i det på mange måder lille land – og den endnu mindre hovedstad, der endnu i næsten et århundrede skulle leve bag de volde, som Christian d. 4. havde lavet i 1600-tallet. Men det gjorde man – endda i flere generationer endnu …

Også inde i folks hoveder var der bygget volde og skel – og netop derfor var Struenses mission dømt til at mislykkes. Men nu forgriber vi begivenhedernes gang …

Da Frederik d. 5. døde, blev hans søn i enevældens ånd og efter enevældens ceremonier salvet i Frederiksborg Slotskirke. De nærmeste må have vidst, at det her kunne ende helt galt. For den unge mand var ikke blot i nærheden af de egenskaber, som man kunne forvente, at en enevældig konge skulle være i besiddelse af: Klog, analytisk, med overblik og indlevelse for både nødvendigheder og sit folk.

Snarere tværtimod var den unge konge Christian d. 7. umoden og barnlig, men han var også begavet. Senere tiders dom over ham som den sindssyge konge er langtfra hele billedet, selvom der VAR noget. Men havde Christian d. 7. været omgivet af kærlige og gode mennesker istedet for hårde lærere, en far der drak og en stedmor, der åbenlyst foretrak sin egen søn Arveprinsen, så kunne det hele måske være gået anderledes.

I hans voksne liv gik det ikke bedre. Stort set alle – fra hans nærmeste medarbejdere til tjenestepigerne – gjorde grin med ham og behandlede ham som et lille, uartigt barn, som man kunne beordre til både det ene og andet. Der var derfor ikke noget at sige til, at Christian d. 7. på en udenlandsrejse – hvor han iøvrigt gjorde en god figur som både vittig og begavet ved flere hoffer, hvor man også i modsætning til i Danmark behandlede ham med respekt – fattede sympati for den unge læge Struense, der behandlede ham ordentligt.

Affæren med Struense er en af de mest kendte i Danmarkshistorien. Den unge læge, der ville så meget, indførte så mange (også for mange) reformer, og som i dén grad var en oplysningstidens mand, steg hurtigt i graderne og blev i realiteten nærmest Danmarks regent i et par år.

En af de reformer, som Struense lavede, var afskaffelsen af 11 ud af 22 helligdage som fx 3. juledag, 3. påskedag og Vor Frue Dag. Dage, som nu skulle bruges til arbejde.

Struense fattede så også sympati for Christian d. 7.´s dronning Caroline Mathilde, som på det tidspunkt ikke havde noget nævneværdigt samliv længere med kongen. Og hun forelskede sig også i den unge læge.

At det til at begynde med var gået så galt med samlivet for det unge kongepar, der var blevet gift som kun 15- og 17-årig, skyldtes for en stor del Caroline Mathildes snerpede hofdame fru von Plessen, der havde kvalt den nysgerrighed og den sympati, som de to unge rent faktisk havde for hinanden, da Caroline Mathilde kom til Danmark fra England.

Så igen var det ydre omstændigheder, der ødelagde det for Christian d. 7. – og for Caroline Mathilde. De nåede dog at få et barn sammen – den senere Frederik d. 6. Dronningen fik så også en pige, men det var af gavn med Struense, af navn var den lille pige dog kongens.

Lykken for nogen af dem varede ikke længe.

Det lykkedes nemlig for enkedronning Juliane Marie og hendes højre hånd Guldberg i 1772 at få kongen til at tro på, at Struense og dronningen var i ledtog imod ham – og ville dræbe ham. Christian d. 7. skrev derfor under på det papir, der fængslede Struense og hans ven og højre hånd Brandt – og de to blev senere henrettet ved at blive lagt på hjul og stejle. Så slemt gik det ikke for Caroline Mathilde, der blev sendt til Celle i Tyskland, hvor hun døde få år efter.

I de næste 12 år regerede enkedronningen og Guldberg – bistået af arveprinsen. Men så skete der noget. Så handlede den purunge kronprins.

Året var 1784, og han skulle have sæde i statsrådet. På det første møde læste kronprins Frederik et dokument op, der afskedigede det gamle ministerium med enkedronningen, arveprinsen og Guldberg – og i stedet tiltrådte et nyt med kronprinsen selv og hans betroede mænd med Bernstorff i spidsen.

Kong Christian d. 7. skrev under – ganske kvikt og velvidende, hvad han gjorde – og kronprinsen tog dokumentet og løb ud med det, inden arveprinsen kunne nå at snuppe det, hvad denne ellers prøvede på.

Det var også enten-eller i de sekunder, og heldigvis blev det den senere Frederik d. 6. og hans mænd, der løb af med sejren. Og så var vejen banet for bla de landbo-reformer, der afskaffede stavnsbåndet, men også bondelandsbyen og trevangs-bruget. Nu flyttede bonden istedet ud på sin egen mark, og der bor han endnu i vore dage, omend antallet af landbrug er faldet støt og mængden af jord tilhørende det enkelte landbrug steget.

En ny tid var på vej – også i Danmark. Kongen hed stadig Christian d. 7., men i realiteten regerede sønnen.

Og netop sønnen Frederik d. 6., de sidste 15 år i 1700-tallet, slaget på Rheden, skovens genindførelse i Danmark, statsbankeroten og tabet af Norge skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 15: Oplysningstid, Det Florissante Eventyr og Store Nordiske Krig

Udgivet den 28. april 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

OPLYSNINGSTID, DET FLORISSANTE EVENTYR OG STORE NORDISKE KRIG

Ved 1700-tallets start var enevælden endnu ung. Kun cirka 40 år var der gået siden Frederik d. 3.´s ublodige statskup, der gjorde ham og hans efterkommere i de næste små 200 år til enevældige konger i Danmark.

Salvingen af de enevældige konger lå dog hurtigt fast. Den fandt sted i Frederiksborg Slotskirke ved Hillerød – langt væk fra folket og var derfor omgærdet af meget mystik og kongerøgelse. Det var også en salving og ikke en kroning, da kongen i enevældens selvforståelse var udvalgt af Gud selv, var Guds stedfortræder på Jorden. Så enevældens konger blev altså salvede ved storslåede ceremonier, hvor kun de mest betydningsfulde personer i Riget var med.

Enevælden var så også lidt et paradoks. For nok bestemte kongen alt i teorien, men i praksis var rigets styre blevet så komplekst, at det ikke længere kunne lade sig gøre, at en mand skulle se alle papirer og forholde sig til alle spørgsmål, som fx Christian d. 4. gjorde det.

Men de store linier og de afgørende beslutninger var dog alene kongens, og det stillede store krav til kongens habitus og evne til at lede og regere. Det var dog noget, som man tog for givet, at kongen magtede. Det skulle så senere vise sig, at det var kongen ikke altid istand til. Regenter er nemlig som andre mennesker forskellige, og har hver deres evner – og sådan var det også i 1700-tallets Danmark.

Men endnu var det ikke noget problem. Kongen hed Frederik d. 4. (konge 1699-1730) En dygtig konge, der var med til at bygge Danmark op igen efter nedturen midt i 1600-tallet.

Det var også under ham, at Store Nordiske Krig fandt sted. Det var den krig med søheltene Tordenskiold og Niels Juel, der ganske effektivt bankede svenskerne gule og blå i perioden 1709-20. Men desværre fik vi ikke Skåne, Halland og Blekinge tilbage. Det burde vi ellers have haft ifølge normal krigs-logik. Men Europas stormagter ville ikke risikere, at Øresundstolden blev genindført, så Skånelandene forblev svenske.

Kong Frederik d. 4. accepterede og fik også andet at tænke på, da store dele af København brændte i 1728. Mange mente, at det var Guds straf over kongens ugudelige levned. Frederik d. 4. giftede sig nemlig flere gange til venstre hånd med kvinder, som han – i modsætning til sin dronning – forelskede sig i.

Mest opsigt vakte hans ægteskab med adelsdatteren Anna-Sophie Reventlow, som han i 1712 “bortførte” fra Clausholm Slot. Bortførelsen skete nemlig kun mod hendes mors vilje, hvorimod den unge adelsdame var ligeså forelsket i kongen som han i hende. De levede også sammen gift til venstre hånd, indtil dronningen døde i 1721. Allerede dagen efter dronningens død giftede de sig så lovformeligt, og kort tid efter blev Anna-Sophie kronet til dansk dronning.

Det var en skarp cocktail for danskerne, der derfor også så det som Guds retfærdige straf over parret, at ingen af deres syv børn overlevede spædbørnsalderen.

Pietismen, en inderlig, følelsesbaseret, men også streng fortolkning af kristendommen havde meget belejligt også holdt sit indtog i landet, og den greb tilsidst også kong Frederik d. 4. og dronning Anna-Sophie, der efter sin mands død af sin pap-søn, den nye konge, blev sendt tilbage til Clausholm Slot, hvor hun døde kun 50 år gammel.

Den nye konge Christian d. 6. (konge 1730-46) og hans dronning Sophie Magdalene var også i det hele taget meget moralske og religiøse, ja så religiøse, at livet ved hoffet blev et stille og religiøst liv uden baller, maskerader, teateraftner og musikaftner.

Ja, teaterbesøg og tobaksrygning i hele landet blev fra tid til anden forbudt. Til gengæld blev der indført obligatorisk kirkegang hver søndag – og ve den, der faldt i søvn under præstens nogen gange to timer lange prædiken. Vedkommende fik straks en i gokken med de lange stave, som kirketjenerne gik rundt med under gudstjenesten. Men ikke alt var trist livsfornægtelse. Pietismens optagenhed af gode gerninger sig også udslag i fx oprettelsen af det første Kgl. Vajsenhus, der tog sig af forældreløse børn.

Det kan derfor også virke paradoksalt, at det samtidig var dette fromme kongepar, der sørgede for at få bygget det første Christiansborg foruden andre slotte. Men det var dem, ligesom at det også var den grundige og arbejdsomme Christian d. 6., der gjorde meget for videnskaberne og i det hele taget passede godt på firmaet “Danmarks Kongehus”, indtil han døde, og hans søn kunne overtage.

Sønnen, Frederik d. 5 (konge 1746-1766). var af en helt anden støbning: Livlig, vellidt og gift med den engelske prinsesse Louise, som danskerne elskede. At hun så også bragte psykisk sygdom ind i slægten – og gav den videre til hendes søn, den ulykkelige Christian d. 7., vidste man endnu ikke noget om. Danskerne elskede bare deres livlige kongepar, der bragte festen tilbage i Danmark, selvom pietismen med en salmedigter som biskop Brorson fra Ribe i spidsen stadig stod stærkt, men nu ikke længere tegnede det officielle billede.

Enevælden blev det, der hed den oplyste enevælde, og mennesket kom i centrum – som sig selv og ikke som udfører af Guds vilje. Det enkelte menneske og det enkelte menneskes liv og verden – privatsfæren om man vil – begyndte at betyde mere og at fylde mere, både i det politiske liv og i teatrets verden.

Vi var også midt i oplysningstiden – en tid, hvor der var fokus på ord. Men ikke kun de religiøse. Verden blev nu anskuet OGSÅ udfra ikke-religiøse betragtninger, og det bevirkede store ændringer og forbedringer. Fx at de ord, der kom fra videnskaberne og som bragte viden, skabte de forbedrede produktionsforhold, som igen stod for grundlaget for den samfundsudvikling, der lagde grunden for den moderne tid.

Andre ord var de ord, der blev sagt fra scenen – og her var vi midt i den tid, hvor Danmarks mest kendte skuespilsforfatter skrev, nemlig Ludvig Holberg, der stadig spilles hver eneste år på de danske teatre med stykker som “Maskerade”, “Jeppe på Bjerget”, “Den stundesløse” og mange flere.

Folket ville have brød og skuespil – og det fik de.

Danmark blev også mere og mere rigt – primært pga det florissante eventyr, som man kaldte de rigdomme, der blev sejlet hjem fra hele kloden.

Nordpå fra Grønland, som Hans Egede ankom til i 1722, og hvor han udover at etablere handel også missionerede i en grad, så det mildest talt ikke var særlig smart.

Vestpå fra Vestindien, altså de tre caribiske øer, som engang var danske, og hvorfra der kom sukker. Dén historie er så heller ikke et skønmaleri, da handlen foregik på den måde, at skibene sejlede til Guldkysten på Afrikas vestkyst for der at sælge håndvåben og få slaver, som så blev sejlet til Vestindien og solgt – og skibet igen fyldt med sukker, inden turen gik til Danmark.

Denne trekantshandel blev også opfattet som mere og mere umoralsk op igennem 1700-tallet, hvor man i oplysningstidens ånd talte mere og mere om humanitet og menneskeværd – og det udmundede også i et forbud mod slavehandel i 1792. Men altså kun handel, ikke slaveri. Dét blev først forbudt et halvt århundrede senere

Endelig fik vi også varer fra Øst, fra Tranquebar og fra handlen med Kina. Det drejede sig om krydderier, porcelæn, bomuld, silke og te. Ostindiefarerne, som man kaldte dem, der sejlede til Asien – primært via Asiatisk Kompagni, måtte ikke komme ind i selve Kina, kun i et lille transit-område, hvor de skulle betale varerne med sølv (kineserne ville nemlig ikke have vestlige produkter).

Så selvom de næsten intet havde mødt af Kina, blev søfolkene fra skibsdreng til kaptajn alligevel mødt med stor respekt og nysgerrighed, når de kom hjem. Kina var nemlig et meget spændende land, som fordi man vidste så lidt, talte til fantasien, hvad man jo også ser i Tivoli og H. C. Andersens eventyr 100 år senere (det er nu så ganske kinesisk).

Danmark havde heller aldrig i landets historie været rigere, og et nyt borgerskab voksede frem i 1700-tallet. Det borgerskab, som man stadig ser i Holbergs komedier og på Pantomine-teatret i Tivoli.

Der var altså fred og ingen fare i Tvillingerigerne, Danmark og Norge, som nok var to selvstændige lande målt på selvopfattelse, men som i det praktiske havde det ganske godt med arbejdsdelingen. Landbruget lå i Danmark, der praktisk talt var uden skov på det tidspunkt, mens Norge havde træ og vandkraft i massevis.

Og kongen hed som sagt Frederik d. 5., men dronningen hed ikke mere Louise. Danskerne og Frederik d. 5.´s elskede dronning døde ung ifbm en maveoperation. Ny dronning blev Juliane Marie, hende der blev stedmor til Christian d. 7. Og hende kunne danskerne ikke lide, og kongen selv blev også hurtigt træt af hende.

Fx er der historien om dengang han var sammen med nogle venner ude på Eremitageslottet, og Juliane Marie kom kørende med frokost, og han ikke end gad at se hende eller byde hende indenfor. Hun måtte vende kareten og køre hjem igen.

Frederik d. 5. derimod kunne danskerne fortsat godt lide, også selvom han drak rigeligt og ikke passede sine pligter som konge. Til gengæld forstod han at vælge gode mænd til at tage sig af kongeriget, så Danmark blev styret udmærket i Frederik d. 5.´s regeringstid, hvor også handlen blomstrede.

Pengene rullede altså ind i Danmark, men samtidig rumlede det overalt i Europa. En ny tid, hvor det enkelte menneske – qua sin nye selvforståelse som et selvstændigt individ med egne ønsker og behov – ikke længere var tilfreds med at være en del af en fastlåst samfundsorden, var på vej, også i Danmark.

Og netop stavnsbåndets ophævelse, reformerne og affæren med Struense, Caroline Mathilde og Christian d. 7. skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 14: Frederik d. 3., Enevælden, Kvindefejden og Tabet af Skåne-landene

Udgivet den 14. april 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 3, ENEVÆLDEN, KVINDEFEJDEN OG TABET AF SKÅNE-LANDENE

Allerede i Christian d. 4.´s sidste tid var meget af magten gledet den aldrende konge af hænde og istedet over til svigersønnerne, vel at mærke de svigersønner, der var gift med Christian d. 4.´s forstødte hustru Kirsten Munks døtre, den samme Kirsten Munk, som havde prøvet at forgive kongen.

Nogle af døtrene holdt med moderen, men ikke Leonora Christine, der var faderens yndlingsdatter. Prinsesse var Leonora Christine derimod ikke, for hendes mor havde ikke været dronning, da Kirsten Munk “kun” var adelig af fødsel. Så Leonora Christine var af navn kongedatter, men af gavn (og mangel på en dronning) Rigets Førstedame, også fordi hendes mand Corftiz Ulfeldt var rigshovmester, en titel nogenlunde svarende til at være statsminister.

Parret var altså den absolutte top i Danmark, og de kunne lide både magten, berømmelsen og pengene i en grad, så de fik mange fjender, der prøvede at få skovlen under dem og håbede, at det ville gå skidt for parret.

Man indtil videre prellede alt af på datidens powerpar. Leonora Christine var i øvrigt også både begavet og kvik og forstod at begå sig ved hoffet.

Derfor var det også mere end almindeligt ærgerligt for hende, da den kommende Frederik d. 3. og hans hustru Sophie Amalie ankom til København. Sophie Amalie, der med tiden ville blive dansk dronning, kom fra et lille tysk fyrstehof, og hun var både yngre, mindre begavet og mindre vant til at begå sig end Leonora Christine, der istedet for at tage godt imod den unge prinsesse ikke lod en chance for at jorde hende gå fra sig.

Dét glemte Sophie Amalie ikke, og fjendskabet mellem de to kvinder blev bittert og varede livet ud. Allerværst da Sophie Amalie efter Christian d. 4.´s død skulle krones i Vor Frue Kirke dagen efter hendes mand, Frederik d. 3. var blevet kronet. Om natten havde Leonora Christines og Corfitz Ulfeldts folk nemlig ødelagt æresportene, der stod rundt om i byen. Så det var en skamferet by, som den unge dronning måtte køre igennem for at blive kronet med en billig og ikke særlig pæn erstatningskrone. Den flotte dronningekrone kunne nemlig ikke bruges. Den havde Leonora Christine ved “et uheld” få dage før kroningen tabt, så den var gået i stykker. Det tilgav Sophie Amalie aldrig, og hun hævnede sig grusomt ved at sørge for, at Leonora Christine kom til at sidde 22 år i Blåtårn, som var et fængsel inde i slotsgården på det daværende Københavns Slot.

Leonora Christine tog dog sidste stik, da hun i Blåtårn skrev Danmarks første selvbiografi “Jammers Minde” om sin ulykkelige skæbne. Den er ikke dokumentarisk, selvom den blev læst sådan, da den midt i 1800-tallet blev fundet på et loft af nogle af hendes efterkommere. Danmark havde lige været igennem nederlaget i 1864, så en historie om en dansk kongedatter, der så skammeligt blev fængslet pga en tysk prinsesse var lige, hvad danskerne gerne ville læse dengang. Men det holder ikke vand. Der var store fejl på begge sider i dén historie. Alligevel er “Jammers Minde” et fantastisk værk om en skæbne og en tid – og det er godt skrevet. For Leonora Christine var på mange punkter hendes fars datter, og Christian d. 4. skrev godt.

Om hans søn, den næste konge Frederik d. 3. skrev godt, kan man formode. Manden var ihvertfald ligesom sin far intelligent, myreflittig og også berejst, men ellers havde han ikke arvet det mindste af sin fars munterhed, store armbevægelser og visioner. Tværtimod var Frederik d. 3. en stille og belæst type, der gik stille med dørene. Tiden krævede det også.

Danmark var nemlig i krise, da Frederik d. 3. blev konge i 1648. Sammenstødene med Sverige havde været hyppige i flere år, og det trak op til det, der blev en af de mest skæbnesvangre begivenheder i Danmarkshistorien, nemlig tabet af Skånelandene: Skåne, Halland og Blekinge, som fra 1658 blev og stadig er svenske, tiltrods for at en del især i Skåne stadig den dag i dag snakker om at komme hjem til Danmark.

At det kunne lykkes svenskerne skyldes til dels god krigskunst udført af generalerne og kongen Carl d. 10 Gustav, der havde overtaget tronen efter sin kusine Christina, der havde abdiceret, fordi hun ville være katolik. Men også den kolde vinter, der tillod svenskerne at krydse Lillebælt og Storebælt TIL FODS, fordi så tyk var isen, gjorde sit.

Danskerne – med gøngerne, eller snaphanerne som de også kaldes, i spidsen – kæmpede indædt, men kampen var forgæves. Afståelsen af Skåne-landene blev underskrevet i Roskilde i 1658 – med Leonora Christines mand Corfitz Ulfeldt som svensk forhandler. En handling, der endeligt stemplede svensker-sympatisøren Ulfeldt som landsforræder foruden at han havde taget enorme summer fra statskassen – og som på den lange bane betød, at Sophie Amalie havde den bedste grund af alle til at sætte sin livsfjende Leonora Christine i Blåtårn, hvor hun sad i 22 år – eller sålænge Sophie Amalie levede. Først da kom Christian d. 4.´s datter nemlig ud – med manér, som hun sagde det, da hun nægtede at blive lempet ud i ly af mørket. Nej, det skulle ske i fuldt dagslys.

Det var så en helt anden virkelighed, som hun kom ud i. Manden var død for mange år siden i en båd på Rhinen, og kongen var Christian d. 5., den første konge der var “født” Enevældskonge. En gennemreel mand, men ikke særlig bemærkelsesværdig, omend han dog sørgede for at få lavet Danske og Norske Lov. Foruden at han – uden held – prøvede at få Skåne-landene hjem igen.

Det var også under ham, at Griffenfeld virkede – en af de bedste politiske begavelser, som Danmark har haft, men som lod sig beruse for meget af magtens sødme, og som ligesom Struense 100 år senere begyndte at bestemme for meget udenom Kongen – og især de andre ved hoffet og administrationen. For nu var Danmark et enevældigt land ligesom Frankrig, hvor Solkongen glimtede på det prægtige Versailles Slot udenfor Paris.

Men hvor kom enevælden i Danmark fra? Ja, den kom fra Frederik d. 3., der ovenpå forsvaret af København mod svenskerne, hvor han sammen med Sophie Amalie red rundt på voldene, i efteråret 1660 samlede alle stænder til møde, deriblandt også adelen. Og så lavede han statskuppet.

Stille og roligt lod Frederik d. 3. nemlig sine soldater omringe København, og så fortalte han de forsamlede foran Børsen, at nu syntes han, at de skulle overveje at skrive under på et dokument, der gjorde ham til enevældig hersker i Danmark.

Alle skrev under, og hermed var adelens rolle som magthaver i Danmark udspillet. Det samme var kongens rolle paradoksalt nok, som den der blandede sig i alt. For nok blev han nu enevældig, men ledelsen af landet blev samtidig på kompleks, at der nu blev oprettet ministerier. For nu begynder historien om Danmarks administration, den administration, som er rødderne og baggrunden for vor tids ministerier.

En ny tid var på vej – en tid, hvor 1600-tallets svulstige barok skulle afløses af den lettere rokoko, men også en tid, hvor magten formelt set Europa rundt blev centreret på nogle få fyrster, men reelt spillede embedsmændene en stadig større rolle. Videnskab og logik var også på vej frem, selvom religionen stadig spillede en stor rolle i folks liv.

For den almindelige dansker har 1600-tallet derimod ikke betydet ret meget andet end slid og slæb, masser af krige og dermed været et spørgsmål om simpel overlevelse i en hård tid med ingen social mobilitet eller sikkerhed. Handlen har også – tiltrods for etableringen af kolonier som Tranquebar og Guldkysten – lidt under de konstante krige, så der er med andre ord plads til forbedring i 1700-tallet.

Næste mandag d. 21. april er det 2. påskedag, så Danmarksbloggen vender først tilbage med næste afsnit i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om to uger, mandag d. 28. april, hvor det skal handle om mere enevælde, imponerende kroninger, oplysningstid, Store Nordiske Krig, det florissante eventyr, pietisme og Holberg. Vel mødt.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 13: Christian d. 4. og København gøres stor

Udgivet den 7. april 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

CHRISTIAN D. 4. OG KØBENHAVN GØRES STOR

Christian d. 3. vandt borgerkrigen i Danmark og indførte Reformationen, altsammen i 1536, som derfor også på mange måder kan regnes som en skillelinie mellem middelalderen og renæssancen, omend både hans far og fætter, hhv. Frederik d. 1. og Christiern d. 2., på mange måder også var renæssance-fyrster.

Men fra 1536 og frem var det soleklart. Renæssancen var kommet til Danmark med dens fornyede interesse for videnskab, kultur og historie – og især antikken, som blev anset for en gylden tidsalder. Ordet renæssance kommer også af fransk og betyder født igen, og det henviser ikke til reinkarnation – men til at de gamle ideer om individet kom til ære og værdighed igen efter en middelalder, hvor det handlede om familien, om gruppen, og som på baggrund af dens katolske kirkeliv også blev kaldt både mørk og uoplyst.

At såvel sygepleje som fattigforsorg så havde langt bedre forhold i middelalderen pga. munkenes hellighuse, og at hygienjen var langt bedre i middelalderen pga. de offentlige badstuer, valgte man at glemme i renæssancen.

For nok er renæssancen en gylden tid, når vi taler om kunst og kultur – og især udenfor Danmarks grænser, hvor en Shakespeare, en Eramus af Rotterdam, en Thomas More og flere endnu skrev deres store værker – og hvor de italienske renæssancekunstnere med Michelangelo og da Vinci som de fornemste malede de billeder og lavede de skulpturer, som vi stadig begejstres over.

I Danmark kunne vi ikke rigtig hamle op med noget af det, omend Christian d. 4.´s mest berømte datter Leonora Christine i 1600-tallet skrev hendes selvbiografi “Jammers minde”, der er den første biografi skrevet på dansk, men den vender vi tilbage til i næste uge.

Men renæssancen var også en mørk tid. Det var nemlig i disse år, især i 1600-tallet, at heksebålene flammede i Europa, her de største religionskrige på europæisk jord fandt sted, og her de europæiske lande rejste ud i verden og undertvang sig andre folkeslag som slaver, inden turen gik hjem til Europa med guld, sølv og krydderier om bord. Så renæssancen var altså meget mere end bare ideernes og idealernes tidsalder.

I Danmark mærkede vi en del til det meste, selvom vikingernes æra forlængst var forbi, og Danmark nu blot var et land højt op i nord langt fra de lande, der kæmpede om magten i Europa.

Christian d. 3.´s søn Frederik d. 2., der var konge fra 1559 til 1588, er glemt af de fleste danskere idag, men han gjorde det godt. Så godt, at der blev talt om, at Danmark ikke havde været i bedre stand siden Gamle Kong Valdemar´s dage.

Frederik d.2. overtog også et land, der forlængst var kommet på fode efter borgerkrig og reformation, og hvor faderen havde fået styr på administrationen. Og som en god arvtager i det familiefirma, som den danske kongemagt var blevet det, forstod Frederik d. 2. – især efter 7-årskrigen mod Sverige – at gøre Danmark endnu stærkere.

Handlen – som altid har været det, som Danmark skal leve af – stortrivedes, også fordi der kom gang i søfarten. Videnskaberne blomstrede – der sad fx en Tycho Brahe og kiggede på stjerner ude på Hven. Landbruget gik godt. Der blev bygget over hele landet. Og endelig udgav Anders Sørensen Vedel danske folkeviser samt oversatte Saxo´s Danmarkshistorie til dansk fra det latin, som Saxo selv havde skrevet på.

Så da Frederik d. 2. døde i 1588, var det et på alle måder rigt og blomstrende Danmark, som han kunne give videre til sin søn, den da kun 10-årige kronprins Christian, der i dag kendes af alle som Christian d. 4.

En af kongerækkens mest farverige og facetterede konger, ikke altid lige smart, faktisk dummede han sig gevaldigt af og til, og så drak han altfor meget og kunne ikke finde ud af sit kærlighedsliv, men fik børn med en masse kvinder.

Men det er også ham, der med alle hans byggerier gjorde den lille hovedstad København til en rigtig storby. Ham, der ville så meget, og som på alle måder var meget dansk. En Anders And blandt konger, der troede, at han kunne det hele, men som tabte så meget og ikke skønnede på det, som han gjorde godt: Nemlig at sørge for, at København blev den smukke by, som den stadig er. For dét var en vision, der ville noget..

Og var der noget, som Christian d. 4 havde, så var det drømme og visioner for hans kongerige. Og hans energi for få dem alle ført ud i livet var enorm.

Han kunne sidde og drikke til langt ud på natten, men kl. 6 stod han op og gik igang med at skrive breve og ordne alt fra de største sager til småtingene. For ALT ville han have fingrene i – om det så var hvad for noget tøj, som børnene skulle have. Vi har bevaret mere end 3000 breve fra ham, og udover at han skrev godt, så var han også den første konge, som skrev på dansk … og det kan vi jo godt lide.

Man lad os starte med begyndelsen. Christian d. 4. var en kvik dreng, der også fik en god uddannelse. Som kun 10-årig mistede han dog sin far, så indtil han blev myndig, blev landet regeret af en formynder-regering.

Men så i 1596 tog Christian d. 4. for alvor selv fat. Pga handlen, landbruget og søfarten var der højvande i kassen, så nu skulle der bygges – og han byggede, så det stadig her 400 år efter er hans valg af bygninger, der kendetegner vores hovedstad: København.

Bygninger som Børsen, Holmens Kirke, Rosenborg Slot, Rundetårn, Tøjhuset og flere endnu kan alle tilskrives Christian d. 4., der derudover stod for at grundlægge flere nye bydele, bl.a Nyboder med Kastellet.

For slet ikke at tale om voldene, som først blev sløjfet midt i 1800-tallet. Og selv dér ikke alle steder. Faktisk findes voldene stort set intakte i en anden af hans bydele, nemlig den, der bærer hans navn, Christianshavn. Men også ved Kastellet og andre steder er der rester. Tivolisøen er fx også en rest af Christian d. 4.´s volde.

Christian d. 4.´s forbillede var også den nederlandske renæssance, og København skulle være Nordens Amsterdam med kanaler og handelshuse, og det lykkedes ganske godt på Christianshavn, hvad man kan se endnu, hvis man tager turen over Knippelsbro og derud.

Under Christian d. 4. voksede København simpelthen til dobbelt størrelse.

En hel enorm forøgelse, der passer godt med mandens ide-rigdom og store drømme. Han ville fx også gerne reformere skolevæsenet, så alle kunne lære at læse og skrive, men her var han 200 år for tidligt ude. Tiden forstod ham simpelthen ikke. På samme måde gik det hans drømme om at lave et dansk rigshospital – og det at forbedre forholdene for bønderne. Dét sidste gik adelen ikke med til.

Men et børnehus til de forældreløse børn blev det til. Og han skabte industri som silkespinderierne i København. Og han fik bygget skibe, så den danske flåde blev stor og mægtig.

Det fik Christian d. 4. også brug for. For flere gang i hans regeringstid var Danmark involveret i krige, og endnu var kongen selv med, hvad man også kan se på Marstrands berømte billede fra Slaget på Kolberger Heide, hvor kongen rejser sig efter at have fået skudt øjet i stykker og opfordrer til øget kamp. Heltemodigt, men det vandt ingen krige. Svenskerne var bedst på det tidspunkt.

Flest gange stod kampen nemlig mod Sverige, men også i Trediveårskrigen (den europæiske storkrig mellem katolikker og protestanter), hvor han ikke gjorde nogen god figur, for Christian d. 4. var elendig i krig. Derfor var det også en ekstra ærgrelse for ham at opleve den svenske heltekonge Gustav d. 2. Adolf, som blev kaldt Løven fra Norden, og som var en glimrende feltherre, indtil han faldt i slaget ved Lützen – og som efterlod sig en datter, Christina, der senere hen konverterede til fordel for den tro, som hendes far havde kæmpet imod. En mærkelig manøvre der betød, at hendes fætter Karl d. 10. Gustav kom på troen – til stor skade for Danmark, men nu forgriber vi begivenhedernes gang.

Endnu var Christian d. 4. konge i Danmark – og han havde også travlt med andet end krig og byggeri. Han lavede blandt andet masser af børn. Langt over 20, måske 30 børn fik han, vurderes det. Seks med hans første kone, dronning Anna Cathrine, der døde ung, en del med hans anden kone, Kirsten Munk, der var adelsdatter og som derfor ikke kunne blive dronning (det var noget, som kun fyrstedøtre kunne på det tidspunkt), nogle stykker med hans tredje kone Vibeke Kruse, der var borgerlig – og endelig nogle stykker med diverse elskerinder.

Christian d. 4. elskede alle sine børn højt – og sørgede godt for dem alle sammen, selvom han selvfølgelig havde yndlinge: Først den udvalgte Prins Christian, som skulle have været konge efter ham selv, men som i modsætning til sin far ikke kunne tåle de store mængder rhinskvin, og som derfor døde ung af et for højt alkoholforbrug.

Og dernæst datteren Leonora Christine, som Christian d. 4. havde med Kirsten Munk, som kongen elskede højt, men som han tilsidst forstødte, da hun var ham utro med Rhingreven – endda mens kongen var i krig. Der er også historier om, at hun forsøgte at forgive kongen, og det gør man ikke ustraffet. Kirsten Munk var heldig, at hun kunne nøjes med at blive forvist til Fyn for dén affære. I en del andre lande var hun formentlig blevet halshugget.

Ikke at Christian d. 4. afstod fra vold. For det gjorde han ikke. Et sort kapitel om den konge, der som den første ville statsfinansieret velfærd i Danmark, men var altfor tidligt ude, er det faktum, at han afskyede og forfulgte de såkaldte hekse i en grad, så næsten halvdelen af alle de cirka 1000 mennesker, mest kvinder, der blev brændt på bålet i Danmark, blev brændt i hans regeringstid. Han gik også flere gange egenhændigt ind og sørgede for, at en frifindelsesdom blev lavet om, så den ulykkelige alligevel var skyldig og skulle brændes.

Christian d. 4. var altså på alle måder en mærkelig og mange-facetteret mand, ikke altid sympatisk og så alligevel så levende og spændende. Ikke til at blive træt af, ikke til at blive færdig med.

Tilsidst blev han dog selv træt af det hele og trak sig den sidste tid mere eller mindre tilbage til sit lystslot Rosenborg, der dengang lå på landet lidt udenfor voldene, mens svigersønnerne med yndlingsdatteren Leonora Christines mand Corfitz Ulfeldt i spidsen skaltede og valtede med rigets sager og fik kørt et Danmark på vej ned endnu længere ned, samtidig med at barokken afløste renæssancen.

Og alt det, Leonora Christines fald og hævn, Frederik d. 3., tabet af Skåne og Enevældens indførelse skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 12: Grevens Fejde og Reformationen

Udgivet den 31. marts 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

GREVENS FEJDE OG REFORMATIONEN

Christiern d. 2. ville så meget. Danmarks skulle ud af middelalderen og ind i den renæssance, som her i starten af 1500-tallet kom buldrende.

Men istedet for fremgang og velstand blev slutningen af hans tid som konge den spæde start på den eneste borgerkrig, som vi nogensinde har haft i Danmark – dog nok bedre kendt under navnet Grevens Fejde.

Christiern d. 2´s farbror bliver konge i 1523, da Christiern d. 2. afsættes og snart efter fængsles i Sønderborg. Tiden er urolig. Nede i Tyskland sidder en bisp ved navn Martin Luther og er godt igang med sit oprør mod den katolske kirke. I virkeligheden ville han vist helst reformere romerkirken indefra, men sådan endte det som bekendt ikke.

Tværtimod er Reformationen den anden store skilsmisse i den kristne tros historie. Den første (Det Store Skisma) fandt sted flere århundreder tidligere og påvirkede kun lidt Danmark, da landet stort set ikke var kristnet endnu. Men altså nu blev vi mere end påvirkede i kampen mellem på den ene side den gamle katolske kirke, der havde og har paven som overhoved og så den nye lutherske, protestantiske kirke, der har fyrsten, altså kongen, som overhoved.

Mens Frederik d. 1. var konge, lykkes det at holde gemytterne i ro. Han spillede lidt på begge heste – og ingen ved præcis, hvad han selv troede på. Og var han ikke død, kunne Reformationen i Danmark måske være gået igennem uden ballade, men sådan skulle det ikke ske.

Nu handlede borgerkrigen – altså Grevens Fejde – også om mere end religion. Den handlede også om kongemagt – og om adel versus borgere og bønder. På den ene side stod borgerne og bønderne, som ville have deres støtte Christiern d. 2. tilbage – og på den anden stod adelen, der ville have Frederik d. 1.´s søn Christian d. 3.

At adelen for en stor dels vedkommende var katolske, mens Christian d. 3. var så ivrig en lutheraner, at han som kronprins var brudt ind i Oslos domkirke, og dér havde hærget og ødelagt mange hellige genstande, kan virke som et paradoks. Det samme at Christiern d. 2. (ihvertfald det meste af tiden – han skiftede nemlig ikke kun mening hele tiden, men også tro) var katolsk ligesom de fleste bønder var det – mens hans anden store fan-skare borgerne var protestantiske.

Men ihvertfald: Der var lagt i kakkelovnen, da Frederik d. 1. døde i 1533.

Og først var Christian d. 3 ikke sikker på, at han ville være konge over et Danmark, som han faktisk ikke forstod, født og opvokset i hertugdømmerne som han var det.

Men så en dag i 1534 gik grev Christoffer af Oldenborg (deraf navnet Grevens Fejde) i land på Sjælland for at erobre landet i Christiern d. 2´s navn. Samtidig med det ledte Skipper Clement fra Aalborg et oprør mod de jyske adelsfolk, hvor den ene nordjyske herregård efter den anden blev angrebet og brændt af. Og så mødtes Christian d. 3 med de jyske og fynske adelsfolk og sagde ja til at blive konge i Danmark.

Borgerkrigen var igang – og den skulle vare indtil juli 1536. Adelsborge blev brændt af, bønder og borgere dræbt i massevis, byer blev plyndret osv. Dét var et stort og meget langvarigt blodbad, der endte med at hele landet – pånær København – tilhørte Christian d. 3.

For landets hovedstad holdt ud, lige indtil alle rotter og alt græs bogstaveligt talt var spist – og Grevefejden endelig slut.

Christian d. 3. red ind i den besejrede hovedstad, og så blev reformationen i Danmark en realitet. Christian d. 3. dømte for evigt de katolske bisper fra embedet i Danmark og knækkede ved en stort anlagt ceremoni midt i byen bispestaven foran de forsamlede københavnere. Derpå blev kirkens store rigdomme konfiskeret, og bisperne fængslet.

Men resten af de gejstlige fik lov til at blive ved deres kirker. Nu skulle de bare prædike den nye lutherske lære – og den blev prædiket på dansk og ikke på latin. Så nu kunne folk faktisk forstå, hvad der blev sagt i kirken. Det var nyt. Der var heller ikke andet at lave end at lytte til præsten.

For hele middelalderens farverige mylder af figurer i kirken – både i troen med helgenerne og historierne, på vægge og lofter med kalkmalerierne og i kirkerummet med alle figurerne af Maria, Jesus og alle de andre forsvandt. Lofterne og væggene blev hvidtet, figurerne smadret eller gemt væk ligesom rosenkransen og alt det andet katolske fiks-fakseri. Nu skulle fokus være på ORDET – og kun ORDET.

Og det store ord havde Christian d. 3., der faktisk blev både meget dansk og en god regent, da først uroen var forbi. Han sørgede også for, at hans fætter, den tidligere konge Christiern d. 2., fik et noget bedre fængsel i Kalundborg, hvor han kunne ride ud og faktisk leve et liv, der materielt var på højde med det, som han havde levet som konge. Ja, de to fætre mødtes endda og havde det dejligt i hinandens selskab.

Christian d. 3. var konge indtil 1559, og da først Grevens Fejde og Reformationen var forbi, satte han skik på embedsværket og sørgede i det hele taget for, at Danmark gled let og elegant ind i renæssancen, der på mange måder er en mere moderne tid end middelalderen.

En tid, hvor individet spiller en større rolle, selvom man stadig var en del af en stand.

Og netop renæssancen, forholdene på land og by, Christian d. 3´s søn og især sønnesøn, en af Danmarkshistoriens mest berømte konger Christian d. 4. skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 11: Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke

Udgivet den 24. marts 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

UNIONSTIDEN, CHRISTIERN D. 2 OG DYVEKE

Den sidste store regent i den danske middelalder var Margrethe (d.1.) Valdemarsdatter, som vi hørte om i sidste uge, og som døde i 1412 – 15 år efter at hun havde underskrevet Kalmarunionen, den union, der samlede Danmark, Norge og Sverige under een krone: Den danske.

Middelalderen varede godt 100 år mere, indtil renæssancen overtog. Unionen holdt nogenlunde ligeså længe med meget svingende succes (dog mest nedad mod fiasko) og aldrig noget bare i nærheden af det magtfulde styre, som det havde været under Margrethe.

Allerede under Margrethes efterfølger Erik af Pommern (konge 1412-1439) gik det … af Pommern til. Han indførte Øresundstolden, som på den ene side virkede som en genial idé, da den gav penge i kassen. Men den var også medvirkende til, at mange skibe anløb Helsingør og ikke anløb København, som dermed mistede indtægter (og det var skidt for landets hovedstad). Og så var Øresundstolden den direkte årsag til, at vi ikke fik Skåne, Halland og Blekinge tilbage efter Store Nordiske Krig i 1720. Men lige det kunne Erik af Pommern ikke vide noget om i 1400-tallet, så her skal han ikke skoses for den del. Men Erik af Pommern tabte alligevel det hele, startende med Sønderjylland og til slut hele Unionen. For han blev faktisk fyret af adelsmændene, der hellere ville have hans søstersøn Christoffer af Bayern til konge (konge 1440-1448).

Manden vidste stort set intet om Norden – vokset op som han var det i Sydtyskland. Uro og krig var også resultatet. Det endte dog med, at han blev kronet som konge af de tre riger, men ikke på een gang, men tre gange. Altså en gang pr. land. Unionen var godt i gang med at smuldre.

Christoffer døde som kun 31-årig – og der blev hvisket om giftmord, men ingen ved det. Faktum er, at han og hans meget unge dronning Dorothea ikke nåede at få nogen børn. Hun blev dog til gengæld gift med efterfølgeren Christian d. 1. (konge 1448-1481), der blev konge på et meget tyndt grundlag. Han var en datter-datter-sønne-søns dattersøn af Erik Klipping!!! Men konge blev Christian af Oldenburg, og han var ingen succes. Dels var han altfor hidsig, dels skrev han det usalige brev om, at hertugdømmerne for evigt skulle være udelte (et brev som holstenerne brugte som juridisk dokument i 1848 før Treårskrigen), og dels var Sverige gledet ud af Unionen. En fortjeneste gjorde han dog – han sørgede for, at Danmark fik sit første universitet i 1474: Københavns Universitet. For nu var landets hovedstad endeligt placeret.

Næst på tronen var sønnen Hans (konge 1481-1513), hvis lillebror Frederik var moderens Dorotheas yndling. Både Frederik og moderen mente, at han også skulle have noget af rigerne. Det mente Hans ikke, som var en handlekraftig herre, der fik slået fast, at kongen ikke ejer Danmark, men blot regerer landet. Og så var døren lukket for Frederik – i første omgang. For han blev konge … men det vender vi tilbage til.

Nu var Hans konge, og efter både forhandlinger med de svenske unionstilhængere og diverse militære slag blev Hans kronet i Stockholm i 1497. De tre unionslande havde nu selvstyre under den samme konge – altså lidt et Commonwealth, som man ser det i United Kingdom idag. Her holdt det dog kun i tre år til 1500, hvor Hans tabte et slag i Ditmarsken i Sønderjylland, som nok kunne være vundet i anden omgang. Men nu fløj rygtet til Norge og Sverige, at en flok bønder kunne besejre Kong Hans – og så fik modstanden mod den danske unionskonge næring – og Kong Hans´s dronning Christina måtte efter syv måneders belejring af Stockholms Slott, som dengang hed Tre Kronor, opgive.

Hans døde på en rejse, og så blev hans søn Christiern d. 2. (konge 1513-1523). Og ja, han hedder Christiern og ikke Christian.

Christiern havde haft en lidt usædvanlig opvækst, hvor han blandt andet havde været i huset hos en bogbinder i København. Livet igennem befandt Christiern d. 2. sig også bedre blandt borgere og købmænd end blandt adelen, som han aldrig helt forstod og foragtede, fordi de havde arvet og ikke selv havde skabt sig deres rigdomme og privilegier.

Som andre tronfølgere var Christiern statholder i Norge, mens han var kronprins, og det var her, at han mødte sit livs kærlighed: Dyveke, som sammen med sin mor Sigbritt var kommet til Norge fra Holland for at sælge kager. Begge blev de taget med til København, da han rejste hjem for at blive konge

Der findes ikke meget konkret viden om Christiern d. 2, men det er sikkert, at han havde Holland som idealstat og ønskede at indrette Norden som en stat á la Holland. Pudsigt nok kom også hans dronning derfra. Som konge kunne Christiern jo ikke gifte sig med den ligeledes hollandske Dyveke, der var borgerlig, men det kunne han med den habsburgske Elisabeth. Så det skete – dog med Christiern´s store modvilje, for han elskede Dyveke og nægtede at sende hende væk fra hoffet.

Det var man selvfølgelig meget utilfreds med i Elisabeths bagland, det fine habsburgske kejserhof. Men om det var dem, eller om det var ham, der blev halshugget for udåden, nemlig adelsmandenTorben Oxe, vides ikke. Men i 1517 døde Dyveke af forgiftede kirsebær.

Kongen – vild af sorg – skød derpå alle de adelige fra sig og regerede nu landene sammen med Malmös borgmester og moder Sigbritt. Dét faldt mange for brystet, undtagen måske lige borgere og købmænd, som fik mange frihedsrettigheder i disse år, så handel og udvikling kunne ske mere frit og uden hensyntagen til de ofte mere gammeldags og feudale adelige. Forholdene blev også bedre for bønderne.

Og Christiern d. 2 ville mere. NU skulle Sverige tilbage i Unionen, og Stockholm endte også med at overgive sig – og Christiern d. 2. blev kronet 4. november 1520 – og så skete katastrofen. Den svenske ærkebiskop Gustav Trolle hævdede, at alle hans egne politiske modstandere havde begået synder mod kirken – og at det kunne kongen ikke acceptere.

Alligevel var Christiern d. 2. reaktion ekstrem og frygtelig og kendes under navnet “Det Stockholmske Blodbad”, hvor mere end 84 svenske adelige og gejstlige blev halshugget på Stortorget i Stockholm. Den dag i dag kaldes Christiern d. 2. også for Christiern Tyran i Sverige – undtagen i Skåne, hvor de kalder ham Christiern den Gode. Måske fordi skåningene stadig føler et slægtsskab til og en længsel efter at komme hjem til Danmark?!

Det vides ikke. Men det var begyndelsen til enden for Kalmarunionen og for Christiern d. 2., der efterfølgende tog til Holland, og senere måtte opleve den tort at blive sat i fængsel, først på Sønderborg og siden i Kalundborg. Dog i gode kår, men uden dom og uden rettergang i mere end 27 år.

For i Danmark havde man mistet tålmodigheden med den mærkelige mand, der ikke rigtig kunne bestemme sig til, om han skulle kæmpe for sin krone. Han havde borgere og bønder med sig, men selv kunne han end ikke finde ud af, om han skulle blive i København eller tage til Jylland, da hans farbror, den kommende Frederik d. 1. – altså faderens forkælede lillebror, rejste op igennem Jylland som ny konge af tvillingeriget Danmark-Norge. Sverige var nemlig blevet sig selv igen under Gustav Vasa. Det siges, at Christiern på en dag sejlede mere end 20 gange frem og tilbage over Lillebælt – hver gang fordi nu havde han ændret mening igen!!!

Som en krølle på halen skal også fortælles, at da først Dyveke, den lille due, som Christiern d. 2. kaldte hende, var død, voksede kongens kærlighed til Elisabeth, og deres ægteskab blev kort, men lykkeligt.

Christiern d. 2. ville så meget – især for borgere og bønder, men istedet var hans udgang som konge i Danmark også indgangen til borgerkrigen i Danmark, bedre kendt under navnet Grevens Fejde. Og dén skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 9: Valdemar Atterdag

Udgivet den 10. marts 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR ATTERDAG

Lykkemanden og heltekongen Valdemar Sejr døde i 1241, og det blev startskuddet til 100 år med ufred, brodermord, kongemord og den kongeløse tid.

Valdemar Sejrs søn med danskernes elskede dronning Dagmar var allerede død af et vådeskud, og nu blev alle tre sønner med den forhadte efterfølger dronning Bengerd konge efter tur.

Det var ingen lykke for Danmark. Den første Erik Plovplenning blev myrdet i 1250 på ordre fra sin bror Abel, der blev den næste konge. Han faldt på slagmarken i 1252, og så var det Christoffer d. 1.´s tur. Han døde i 1259 og blev ifølge et rygte forgiftet, men det er dog aldrig blevet bevist.

Næst på tronen kom Christoffers søn Erik Klipping, der kun var 10 år gammel, da hans far døde. Så hans mor regerede i hans sted de første år. Hun hed Margrethe Sambiria og havde altså samme formynderrolle som hende vi idag kalder Margrethe d. 1 – men Margrethe Sprænghest, som hun blev kaldt, var meget upopulær, så hende har man helst ville glemme.

Det ville sønnen også, da han blev voksen. For der var nok at slås med udover en mor, der stadig mente, at hun vidste, hvad der var bedst for Danmark. Kirken var blevet stor og magtfuld, de tidligere stormænd var nu adel og sad på deres jorde og ville helst styre alting selv uden for meget indflydelse fra en konge, søfarten, handlen og landbruget var for nedadgående, og alt og alle blev fattigere.

Danmark var med andre ord i krise – og Erik Klipping indførte den primitive skat, der gav ham hans tilnavn. Han sørgede for, at der blev klippet et stykke af hver sølvmønt. Det brød man sig ikke om, og den stærke danske adel fik i 1282 på det årlige stormøde i Nyborg, det såkaldte Danehof, Erik Klipping til at skrive under på en håndfæstning, dvs en lov der begrænsede kongens ret til at handle og gøre, som han selv ønskede.

Kongen skrev under. Men Erik Klippings dage var alligevel talte. 22. november 1286 skete det berømte kongemord i Finderup Lade, hvor han blev stukket ihjel. Den dag idag ved ingen, hvem der gjorde det. Samtiden gav Marsk Stig og otte andre af rigets førende mænd skylden.

Den næste konge var endnu en drengekonge, Erik Klippings kun 12-årige søn Erik Menved, der var konge helt frem til 1319. Erik Menved havde store drømme om at gøre Danmark rigt og mægtigt igen.

Men næsten alt gik galt. Hansa´en, altså primært købmændene fra Lübeck, sad på det meste af handlen, så pengene gik mod syd, også mange af de enorme summer, der kom fra det store sildefiskeri i Øresund. Danmark var på ingen måde et rigt og blomstrende land, da Erik Klipping døde – og det blev kun fattigere i Erik Menveds regeringstid.

Men det skulle blive endnu værre. Erik Menveds bror Christoffer d. 2 blev den næste konge, og under ham blev Danmark direkte ruineret, pantsat og kom på randen af undergang. Retfærdigvis skal også siges, at han blev svigtet og forrådt af dem, der kunne have hjulpet ham. Men alligevel … da Christoffer d. 2 døde i 1332, blev der ikke valgt nogen ny konge.

Danmark var istedet pantsat til greverne Gert og Johann, der sammen med andre tyske adelige havde pant i hele Danmark, fordi de havde lånt de danske konger penge.

For mange – især østdanskere, der var styret af Johann, har det betydet intet eller meget lidt i deres hverdag, at den øverste magt var en anden. Alligevel ønskede man sig under en dansk konge igen – eller en svensk som i Skåne, der hellere ville være under den svenske konge end under en tysk greve.

Som tiden gik, blev de to grever dog uvenner, og især grev Gert, der bestemte vest for Storebælt, mens grev Johann bestemte øst for Storebælt, begyndte at fare hårdere frem, og man blev mere og mere utilfreds med ham, både fra den jyske adels side – og fra grev Johanns side, der derfor hjælp den sidste danske konge Christoffer d.2´s søn Valdemar frem.

Skillelinien faldt 1. april 1340, hvor Niels Ebbesøn dræbte grev Gert. Den sidste danske konges søn Valdemar Atterdag – for ham var det – var nu konge af Danmark, hvilket i starten ikke var meget. For stort set hele landet var stadig pantsat.

Valdemar Atterdag var på det tidspunkt 20 år gammel, og han gik straks igang med den blanding af politisk snilde, list og hensynsløshed, der er uden sidestykke i Danmarkshistorien og som gjorde, at han på under tre årtier kunne samle Danmark igen til ét rige og genskabe kongemagten som en stærk, samlende kraft.

Han lovede fx som regel alt og alle, hvad de gerne ville høre – og så gjorde han derefter, som det passede ham. Og hvis nogen brokkede sig over, at han svigtede en aftale, så gjorde han dem tavse – som regel blot med ord. Men historien fortæller også om tre jyske stormænd, der ville noget andet, men som døde ved stranden i Middelfart, dræbte af fiskere, som det hed. Valdemar svor, at han intet havde med det at gøre – og så var den sag ikke længere. Andre dele af landet købte Valdemar Atterdag fri bid for bid eller han fik det foræret – eller tog det i kamp. Og sådan gik det år efter år med lige dele forhandling og af og til mere direkte magt.

Valdemar Atterdag havde nemlig en evne for politisk strategi og taktik som ingen andre konger i Danmark – og allermest kunne han den kunst, som det er at vente til eksakt det rette øjeblik – og rette sted. Og kombineret med en 100% fokusering på målet og absolut 0% hensyn til andre og andet end målet, så gav indsatsen pote.

Hans energi skal have været overmenneskelig – og ingen turde gå ham imod, heller ikke adelen, da han i 1346 solgte Estland til Den Tyske Ridderorden. Samme år red han i øvrigt frem og tilbage til Jerusalem, hvor han blev slået til Ridder af Den Hellige Grav. Desværre findes der ingen beskrivelse af den rejse.

Få år efter i 1348 kom pesten, der var et ødelæggende slag for Europa – og for Danmark. Selv blev Valdemar ikke ramt, og som det politiske geni han var, skyndte han sig at tage al den jord, som nu ingen ejere havde og sige, at det var hermed kongens jord.

Adelens mænd blev sure, men det nyttede ingenting. Valdemar Atterdag var 100% ligeglad, og adelen måtte acceptere, at kongemagten igen var blevet stærk, og at de ikke længere kunne gøre, som de selv ville.

Og sådan fortsatte Valdermar Atterdag. Fx da han i 1360 fik Skåne tilbage – efter selvfølgelig at have lovet den svenske konge landsdelen. Men et løfte var som bekendt i Valdemars øjne kun et løfte, sålænge det gav mening for ham selv og hans mål.

I 1361 erobrede han Gotland – og det var en direkte erobring. Gotland havde aldrig været dansk før, men Estland var jo solgt, og Valdemar ville gerne have et sted, der var dansk i den indre Østersø. Så en erobring måtte der til.

Med sådan en fremfærd må man få fjender, og det fik Valdemar Atterdag også. Fra alle sider kom de: Tyskland, Sverige og sågar hans egen svigersøn Kong Håkon af Norge. Men det afskrækkede ikke Valdemar Atterdag, der er kendt for at at have Atter en Dag som sit valgsprog, eller som det hed dengang: Ter Tage, altså Sikke tider – og ikke hverken: Der kommer atter en dag i betydningen Du har altid muligheden for at nå dine mål, eller: Atter dag over Danmark.

Så skete pludselig det uventede: Valdemar Atterdag rejste fra Danmark, og hans højre hånd Henning Podebusk overtog ledelsen. Eller sådan så det ud. For i virkeligheden virkede Valdemar Atterdag stadig bag linierne, hvor det lykkedes ham at splitte de fælles fjender, der ellers var gået i koalition mod Danmark.

Så når historikere hævder, at Valdemar Atterdag ene mand reddede Danmark, er der faktisk meget om sagen.

Som altid for de danske regenter skulle Sønderjylland blive det ømme punkt. Just som Valdemar Atterdag planlagde et felttog derned for en gang for alle at få orden på det sønderjyske spørgsmål, døde han på hans elskede Gurre Slot 24. oktober 1375 uden at efterlade sig sønner.

Men han havde en datter, ligeså klog, ja måske klogere end sin far, den mand der ene mand frelste et helt land. En bedrift, der ikke er overgået. Men det er datterens heller ikke. For hun samlede Norden. Vi kalder hende Margrethe d. 1, men hendes rette titel var frue og husbond og Rigets fuldmægtige formynder. Dronning var hun “kun” af Norge – og Sverige. Og hende skal vi høre om i næste uges Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Tag-arkiv: Danmarkshistorie

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 19: Nye tanker op mod 1849

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 18: Guldalderen

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 17: Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 16: Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 15: Oplysningstid, Det Florissante Eventyr og Store Nordiske Krig

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 14: Frederik d. 3., Enevælden, Kvindefejden og Tabet af Skåne-landene

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 13: Christian d. 4. og København gøres stor

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 12: Grevens Fejde og Reformationen

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 11: Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 9: Valdemar Atterdag