Skal du skifte bank?

Panama-krisen får mange til at overveje at droppe Nordea. Men måske skal man lige holde hestene et øjeblik, inden man evt. river Dankortet i stykker.

For hvor finder man en bank med moralen i orden? De fleste banker optræder nemlig fra tid til anden i historier, der tyder på en blakket moral og en flosset etik, hvor pengene til hver en tid kommer før end menneskene.

Danmarksbloggen vil derfor heller ikke anbefale brug af nogen bestemte banker. Det ligger ikke i Danmarksbloggens regi – og Danmarksbloggen ved heller ikke nok om økonomi til at gøre det.

Danmarksbloggen vil dog anbefale, at man tænker sig om, når man vælger bank. For det du´r jo ikke udelukkende at vælge sin bank med hjertet, hvis den samme bank er i så elendig en økonomisk forfatning, at man risikerer at miste sine sparepenge, som fx kunderne i Roskilde Bank gjorde det.

Tjek derfor risikovurderingen af din bank ud – og husk, at pengeinstitutter med et risikoindeks højere end 450 kan være udsatte og behæftet med en risiko, som bør give kunder og investorer anledning til at holde et vågnet øje med disse institutter:

https://www.banken.gl/media/334200/Risikovurdering-2014-tabel-2-.pdf

Læs også hvad Forbrugerrådet via sit blad Tænk siger om bankkrak og god bankskik: http://taenk.dk/gode-raad/bankkrak-hvis-din-bank-gaar-konkurs

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkedybet og trepartsforhandlingerne

Dansk Folkeparti har endnu engang fat i folkedybet, når de i forbindelse med de kommende trepartsforhandlinger og integrationen af flygtninge taler om, at der skal komme færre ikke-vestlige mennesker til Danmark. Læs mere her: http://politik.tv2.dk/2016-02-07-df-afviser-loekke-skulle-hellere-bruge-tiden-paa-stramninger

Ja, skal man tro mange af kommentarerne fra såkaldte almindelige mennesker på Facebook og på avisernes debatsider, så stopper det ikke her. Så vil en stadig voksende del af danskerne overhovedet ikke have ikke-vestlige mennesker i landet. Mange af de ikke-vestlige (læs muslimer), der allerede er her, skal bare sendes “hjem” med det samme, er meldingen fra folkedybet.

Muslimer kan ikke integreres i Danmark, er nemlig en holdning, der breder sig i Danmark – hvis man altså ser bort fra den kreative klasse, de intellektuelle og politikerne (minus DF og dele af Venstre), som alle ignorerer den voksende angst og afmagt blandt mange danskere uden lange uddannelser og bosat i andre dele af landet end de dyrere. En afmagt, der kan være rigtig farlig, når den forvandles til vrede.

For set fra Christiansborg og de andre fancy kontorer i det indre København eller Aarhus er det udelukkende et spørgsmål om tal og bevillinger. Men er man elev i en skoleklasse, hvor halvdelen er ikke-vestlige indvandrere, eller er man kommet bagerst i boligkøen igen, eller kan man ikke finde en praktikplads – eller er man bange for, at flygtninge på indslusningsløn skal overtage ens job, så er situationen ofte en ganske anden.

Så ses flygtninge og indvandrere tit som en direkte personlig trussel – og så er det oplagt at støtte Dansk Folkeparti. Ja, det ses ofte som den eneste mulighed.

Men det er et parti, der har krigen i sig. Og det er så farligt, så farligt. Og noget af det værste er, at alle dem, der kan gøre noget ved situationen, nægter at acceptere, at dén afmagt findes i den danske befolkning – og at den vokser, og risikerer at udvikle sig til noget, som vi med al magt skal undgå.

Danmark er i 2016 delt i en mindre gruppe mennesker, som har overskud til at være humane – og en voksende gruppe mennesker, som ikke længere føler, at de har dét overskud, selvom de fleste af dem gerne vil være humane inderst inde. For sådan er vi mennesker – vi vil gerne hjælpe hinanden – de fleste af os. Men nu kan flere og flere ikke mere – og desværre forstår Dansk Folkeparti til perfektion at fiske og fange netop deres stemmer.

Det er så uendelig trist – og så frygteligt farligt. Og kuren er ikke opfundet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det gamle sorte: Medmenneskelighed

At sige at grænsekontrollerne er den store nyhed i disse dage er en underdrivelse. Sagen fylder hele mediebilledet.

Desværre beskrives sagen ikke særlig nuanceret. Den handler i medier og hos politikere primært om 1) Hvordan kan vi undgå flygtninge og 2) Hvor besværligt og dårligt er grænsekontrol for bevægelighed og integration – altså den i Øresundsregionen og den ved den tyske grænse, ikke den af flygtninge.

Danmarksbloggen tænker: Man kunne også anlægge den menneskelige vinkel, som det hedder i mediesprog. Det er sådan en vinkel, hvor man fokuserer på, hvad der sker med de stakkels mennesker, som er flygtet fra krig og gru.

Men den vinkel er åbenbart gammeldags, det gamle sort.

Danmarksbloggen vil dog anføre, at det menneskesyn, som vokser frem i Europa i øjeblikket, er endnu mere sort, kulsort faktisk …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et tabu at være fattig

Er det et tabu for den enkelte at være fattig? Desværre ja, men det burde det ikke være. Der er desuden så mange fattige i Danmark, at det forlængst burde være helt naturligt at stille sig op og sige: Ja, jeg er fattig.

Men det er det ikke.

Danmarks fattige – som der bliver flere og flere af i et samfund, der ellers bliver rigere og rigere – sniger sig stadig langs husmurene, flove over deres slidte tøj og udtrådte sko – og over ikke at kunne give deres børn de mobiler og de biograf-billetter, som for alle andre er en selvfølge. For slet ikke at tale om at stadig flere ikke har penge til nødvendig medicin, tandlæge og tre, sunde måltider hver dag – hele måneden.

Den danske regering og deres meningsfæller derimod har ikke nogen problemer med, at der findes fattige i Danmark – og at tallet er stigende. Tværtimod så sparker de blå godt og grundigt nedad og siger, at det er folks egen skyld, når de er fattige. De kunne jo bare udvise lidt initiativ.

Danmarksbloggen er så desværre ikke overrasket – denne umenneskelighed er business as usual hos de blå. Så den kan man forvente. Det værste er, at uhyrlighederne får lov til at passere uanfægtet hos de fleste.

For det er mennesker, som vi taler om. Levende mennesker af kød og blod, børn og voksne, som skubbes udenfor af samfundets blå bøller, som gør det til noget skamfuldt at være fattig.

Men det er det ikke. Det er derimod skamfuldt at behandle andre mennesker som de blå gør det. Deri lægger det virkelige tabu: At man – som de blå – synes, at det er okay at gøre forskel på folk. At der er mennesker i Danmark, der er så fattige, at de ikke har råd til de basale ting, mens de rigeste bliver rigere og rigere år for år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lykketoft vil tale op til håbet i FN

Så er det idag, at Mogens Lykketoft tiltræder sit nye job som formand for FN`s Generalforsamling – og det endda i 70-året for organisationens fødsel.

Det er en meget stor personlig ære for den dygtige politiker – men også for hele Danmark.

Danmarksbloggen siger tillykke og er sikker på, at Mogens Lykketoft også i FN – trods sin rolle som politisk administrator – alligevel vil formå at tale op til håbet, som han gjorde det på Vartorv i sin Martin Luther King-tale i 2013, hvor han sagde:

Vi som politikere skal tale op til menneskers håb og tro på en bedre fremtid i stedet for at tale ned til frygten i mennesker.

Det har aldrig været mere relevant end nu, hvor flygtninge mødes med kulde og modstand, asylcentre brændes ned, uro og overgreb hersker overalt i Europa – og hvor hele situationen er så vanvittig farlig, at det er selve demokratiet, der er truet.

Der er brug for en mand med både kløgt og hjerte som leder af FN´s Generalforsamling, og det har Lykketoft i det store format.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Men værst er dog ligegyldigheden

Søndagens angreb på Islamisk Trossamfund, hvor politiet i gåt arresterede en mand, der er mistænkt for at have startet branden (selvom der i lokalerne i København befandt sig en del mennesker, deriblandt børn) var et sygt, stygt og umenneskeligt angeb – præcis som angrebene på Krudttønden og synagogen var det tilbage i februar.

Men værst er dog ligegyldigheden fra store dele af de danske medier og det danske samfund, også og måske især det officielle Danmark som regering og kongehus.

For nok skete der heldigvis ingenting i denne omgang.

Men hvor er den fordømmelse af volden og hadet, som vi plejer at høre fra især de blås side, når det drejer sig om kristne og jøder? Hvorfor råber de ikke ligeså højt nu, hvor det er muslimerne, der er under angreb?

For vi er og bliver alle mennesker – og en påsat brand med det formål at skade, ja måske ligefrem dræbe mennesker er og bliver en forbrydelse, der skal fordømmes – uanset hvem angrebet rettes mod.

Så enkelt er det!!!!!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nødvendigheden af en bro

Danmark er delt i to fronter, der står på hver sin side af en afgrund, som bare vokser og vokser.

På den ene side står dem, der mener, at vi har masser af plads og penge til at hjælpe mennesker i nød – og på den anden side står dem, der mener, at det har vi ikke.

Begge parter kaster fakta og overtro i hovedet på hinanden og beskylder hverandre for henholdsvis manglende medmenneskelighed og manglende realitetssans.

Dét er ikke godt – og denne store uenighed gavner ingen, og allermest de mennesker, som er mest pressede: Nemlig flygtningene, der forlader alt de kender i håbet om et liv i fred og i frihed.

For Danmarksbloggen er det derfor indlysende, at vi behøver en bro mellem mennesker. Ja, at det er en simpel nødvendighed at skabe denne bro af dialog. For kun ved at tale sammen kan vi forstå hinanden. 

For nej, de flygtninge-kritiske er ikke onde mennesker, men mennesker der ofte føler sig truet i en verden og en tid, hvor alt ændrer sig – og nej, de flygtninge-venlige er ikke naive mennesker, men mennesker med overskud, der føler en forpligtelse til at deles om goderne.

Men de to grupper skal og må altså til at tale sammen – hvis vi skal nå nogen vegne. En bro må derfor etableres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hverdagens bekymrende tilbagekomst

For en uge siden var det dagen før valgdagen – og hele Danmark summede af forventning. Sådan lidt en demokratiets lillejuleaften, hvor det bare ikke var alle, der var sikre på at få en julegave dagen efter. Og det fik alle heller ikke, mens andre fik i overflod. Sådan er det ved alle valg.

Bagefter var både medier og store dele af den såkaldt kreative klasse så overraskede over Dansk Folkeparti´s fremgang. Det var Danmarksbloggen ikke.

For der findes noget i det danske folkedyb, som medierne og den kreative klasse ikke forstår. En angst for det og dem, som man ikke kender, og som man er bange for skal tage ens job og velfærden. Men det er de danskere, som stemmer på Dansk Folkeparti, fordi dér føler de mennesker sig hørt og forstået.

At Dansk Folkeparti´s vælgere så ikke opfattes i partiets ledelse på den måde, som de selv tror det, og som Dansk Folkeparti gerne vil have det til at fremstå, er en anden sag, som har noget at gøre med den folkeforførende rolle, som Thuelsen Dahl og co. er så dygtige til.

Men nu er det så hverdag igen – og alting er faldet til ro efter nogle dage med diskussion og mudderkastning. Og dét er i virkeligheden det mest bekymrende. For så længe vi råbte af hinanden, så talte vi dog sammen – omend ukonstruktivt.

Men nu lever vi igen i adskilte verdener – den kreative klasse på cafeerne med caffe latten og Dansk Folkeparti´s vælgere med det stegte flæsk hjemme i haven, og så er der lagt i kakkelovnen til et da capo ved næste valg.

Men det du´r ikke. Vi skal mødes, snakke sammen og lære hinanden at kende. Det er den eneste vej til at få aflivet myterne, til forståelse – og til en ny regering.

For Dansk Folkeparti og Venstre er blevet store på angst, på at gøre mennesker bange for hinanden – men det er ikke vejen frem. Vejen frem for Danmark er åbenhed, forståelse og fællesskab.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dyrekort og menneskeværd

Debatten om de famøse dyrekort har bølget frem og tilbage i dagevis …

Det er for dårligt af Føtex, at de ikke sørger for, at der er kort nok til alle og dét i en fart, hævder de forældre, der forlængst har ophøjet curlingen af deres børn til en kunstart. På den anden side – men ligeså lidenskabeligt – står den anden gruppe og fremhæver vigtigheden af at lære: At man ikke kan få alt her i livet.

Danmarksbloggen hverken kan eller vil forholde sig til papkort med billeder af dyr, som enhver i øvrigt kan finde i tusindvis af versioner af på internettet. Lige til at printe ud og klistre ind i et kladdehæfte. Eller poden kunne måske endda tegne dyrene selv?!

Danmarksbloggen kunne derimod godt ønske sig, at det engagement, som udvises ifbm de famøse dyrekort, kunne udmøntre sig i forhold til andre – og meget mere vigtige – sager.

Tænk, hvis bare halvt så mennesker var bare halvt så optaget af at skabe gode forhold for de gamle, de hjemløse og andre udsatte grupper, som de er det af jagten på papkort!!!

Så ville Danmark være et meget bedre land.

Og Danmark – og danskerne – fortjener det. For mennesker er og bliver meget mere værd end papkort med fotos af fisk, hammerhajer og andet godt fra havet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen tog fejl

Danmarksbloggen tog fejl. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6760

For nej, der blev IKKE trykket på valgknappen i går. Så enkelt er dét. Danmarksbloggen lover derfor også fremover at afholde sig fra flere gætterier om valgdato´en.

Danmarksbloggen vil istedet fokusere på, hvad valget handler om. For der er tale om et valg. Et grundlæggende valg om holdningen til sine medmennesker.

Et valg mellem om man – som de blå – ser mennesket som et produktionsmiddel, der skal yde max? Eller om man – som de røde – ser mennesket som et levende væsen, der på sin vej fra vugge til grav har perioder, hvor man behøver hjælp – og andre perioder, hvor man selv kan hjælpe andre?.

For valget mellem blå og røde kan siges så kort:

Ser man mennesket som såkaldt “human kapital” – eller som et levende væsen, der har ret til et ordentligt liv, men også pligt til at yde?

Er man enig i det sidste, så skal man stemme på rød blok – når valget altså kommer :-).

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk