Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Nattens dødedans med Corona

Udgivet den af
Svar

Der var engang, hvor statsministeren sagde, at vi er nødt til at lære at danse med Corona.

Et generelt dårligt billede. For dans er noget godt. Kampen mod Corona handler om liv og død – og sygdom og lidelse.

Men lige netop i nat passede billedet med de dansede. Over hele landet stimlede unge nemlig sammen i hundredvis, ja tusindvis, for at feste, drikke, danse, råbe og more sig den sidste nat i lang tid, hvor dét kunne lade sig gøre.

Fest-steder som diskoteker og barer bød hjertelig velkommen – og bekymrede sig ikke et hak om, hvor mange de lukkede ind. Tværtimod – jo flere, jo bedre (indtjening). Så skift med at Omikron spreder sig som en præriebrand – og især netop ved fester og den slags.

”Vi skal fyre den max af,” sagde de unge til medierne. Og det gjorde de så helt tæt sammen med masser af andre i det, som lettere end du kan drikke ti shots, bliver til en dødedans med Corona.

Ikke for dem selv, for de unge skal såmænd nok overleve at få Corona, men for deres forældre – og især deres bedsteforældre. Men så langt kunne – eller ville – de unge ikke konsekvens-beregne.

De unge ville ikke hverken undvære eller behovsudskyde i nattens festivitas. Så hellere risikere andres liv.

Det er sindssygt og egoistisk. Både i sig selv i en Corona-tid, men endnu mere pga. den nye variant Omikron, som vi først lærte at kende for to uger siden, men som spreder sig med lynets hast – og som kommer til at overtage pandemien lige om lidt.

Og nej, det er ikke givet, at Omikron er mildere. Måske er den, måske ikke. Der er stadig mere, som vi ikke ved om den – end det vi ved.

Men vi ved, at antallet af indlagte i Sydafrika, hvor den startede, ikke er ti-doblet som SSI´s Ullum sagde det – men seks-doblet. Men det er også slemt nok. En seksdobling af indlagte i Danmark vil være tæt på 2.500 mennesker – og det siges fra hospitalerne, at vi har en absolut smertegrænse på 1.000.

Så ja, nattens fester, som mange steder blev markedsført som ”Den sidste fest”, kan blive den sidste fest. Ikke for de deltagende, men for de sårbare og gamle i deres netværk.

Gad vide om de unge vil forstå deres eget ansvar for, at det gik galt, når de sidder i kirken, og ser på bedstefars eller bedstemors kiste?

Og gad vide om diskoteker og andre feststeder er lige så klare til at tage ansvaret for den pga. dem eksploderende smitte på deres skuldre, som de er det til at forlange økonomisk kompensation? Danmarksbloggen tror det ikke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dobbeltmoral: Dét er kulturen

Udgivet den af
Svar

Omikron spreder sig med alarmerende fart i Danmark – men især i området omkring Viborg.

Viborg kommune havde således i går 35% af alle landets tilfælde af Corona forårsaget af Omikron-varianten.

Man ved også hvorfor, at det er sådan. Det skyldes nemlig en julefrokost, hvor 150 unge fra tre ungdomsuddannelser deltog. I skrivende stund har de 69 af dem fået beskeden: COVID-19-positiv med Omikron-varianten.

Det er en massiv mængde mennesker, som nu skal i isolation. For det er ikke kun de 69 unge, som Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler at isolere sig. Det er også deres nærkontakter – og deres nærkontakter igen, som skal isolere sig og testes.

Viborg kommune meldte så ud, at det ikke ville ske. At det var for mange mennesker at sende hjem, hvis kommunen skulle fungere – fx på ældreområdet.

Ja men, indvender den videnskabeligt tænkende, vil det ikke øge smitten med den stærkt smitsomme Omikron-variant? Jo, såmænd, er svaret.

Det her bliver dermed det første alvorligt store hul i et dige, som burde holde Omikron nede bare nogle få dage mere. Og vel at mærke et, som tages bevidst af en offentlig myndighed, selvom det bryder med anbefalingerne fra den offentlige myndighed, som tager sig af Corona-håndteringen.

Det var så samtidig forventeligt, at smitten ville bryde igennem, så længe vi stadig mødes på kryds og tværs – og i store grupper.

Men der er også en anden trist forventning, som gik i opfyldelse: Nemlig den fra medierne og politikerne manglende råben op omkring ”DÉT ER KULTUREN”.

For ingen taler om, at det er kulturen, som er skyld i, at Omikron for alvor spreder sig nu.

Men sådan er det. Det er kulturen, som er skyld i smittespredningen også denne gang. Kulturen forstået som i behovet for at mennesker søger sammen for at snakke, more sig og så videre.

Men det er åbenbart noget, der kun skal italesætttes, når det sker i Ishøj, og det er mennesker af såkaldt anden etnisk herkomst, som driver smitten via traditioner, som de fleste danskere ikke kender.

For når det er hvide kartofler fra Jylland, der holder julefrokost med rigelige mængder alkohol og grisekød, så er det bare rigtig uheldigt, at smitten blev spredt. Ja, så er det tilmed i orden at gå stik imod Styrelsen for Patientsikkerheds anbefaling.

HVIS IKKE DÉT ER DOBBELTMORALSK, så ved jeg ikke, hvad det er.  

For der burde gælde de samme regler for og de samme forventninger til Michael som til Muhammed, til Fie som til Fatima, til Viborg Kommune som til en moské i Ishøj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det risikerer at ende med triage

Udgivet den af
Svar

Det er højsæson for Corona – igen.

Men vi taler ikke om Corona-elefanten i rummet. Ikke rigtig. Vi taler om dens snabel, som kan være smittetallene. Eller halen, som kan være de indlagte. Enkelte tør måske kort nævne kroppen, som kan være dem, der skal passe og pleje de syge.

Dem, som bærer det hele i denne pandemi: Lægerne og sygeplejerskerne.

Men det er kun kort, at vi berører den del. For vi ved jo godt, at læger og sygeplejersker er trætte. Ja, de er udmattede. Ikke desto mindre forventes det, at de endnu en vinter kan yde mere end maks.

Men det kan de ikke. Sundhedspersonalet er slidt og træt – og vi skal passe på dem.

Til gengæld kan – og skal – vi andre gøre noget:

  1. Gå med mundbind – selvom det ikke er påkrævet.
  2. Begrænse vores sociale adfærd.
  3. Blive hjemme, hvis vi – eller vores børn – er bare den mindste smule dårlige.
  4. Arbejde hjemme – hvis vi kan.
  5. Blive vaccineret, hvis ikke vi er dét i forvejen.
  6. Og er vi færdigvaccinerede, så sige ja, tak til booster-stikket, altså det tredje stik, når vi får det tilbudt.

Vi er nemlig nødt til at gøre mere, end vi gør nu – hvis ikke vi skal ende i en situation, der er værre sidste vinter.

For det er nemlig så slemt lige nu, at vi risikerer at ende i en triage. Og en triage er ikke for hverken børn eller voksne.

Triage er grumt, og det kan blive virkeligheden i Europa – og i Danmark – i den kommende vinter.

Triage er en situation, som man kender fra krige og pandemier og andre situationer, hvor samfundet er helt ude af de vante rammer. Triage går ud på, at man klassificerer de syge efter et benhårdt system, fordi ressourcerne er alt for små i forhold til antal ramte.

Kort fortalt så deler man i triage patienterne op i:

  • De døde. Et menneske kan kun placeres i denne gruppe, når en læge har konstateret, at døden er indtruffet. Medmindre det er helt tydeligt, at personen er død. Det er som regel lettere at se i en krig end i en pandemi.
  • Patienter – for hvem behandling vil være livreddende. Her handler det som minimum om livreddende førstehjælp – samt at stabilisere patienten efter ABCDE-principperne. Det er blandt andet at sikre, at patienten kan trække vejret. Her sætter man ressourcer ind.
  • Patienter – der kan klare sig uden øjeblikkelig behandling. Man skal som minimum sikre sig, at de patienter kan flyttes andre steder hen – eller klare sig uden behandling i en periode. Her sætter man ressourcer ind, hvis/når man kan.
  • Patienter – som kan klare sig uden behandling. Men også patienter – som skønnes ikke at kunne overleve, selvom de får behandling. Her sætter man ingen ressourcer ind. Ja, rigtigt. Ingen ressoucer.

Med andre ord: Hårdt pressede læger skal på få minutter vurdere, om en COVID-syg kan overleve eller ej. Om man skal bruge ressourcer eller ej. Og hvis, så hvad hjælp vedkommende skal – eller rettere kan – få i et system, hvor man ikke kan hjælpe alle, som har desperat brug for hjælp.

Det er et skrækscenarie. Et mareridt, hvor læger hele tiden skal vurdere, hvem der skal have en chance – og hvem det ikke nytter at gøre noget for.

Lægerne i lande som Italien og Spanien var igennem det i begyndelsen af pandemien. Nu kan det også blive virkeligheden for læger i Danmark. I Tyskland tales der helt seriøst om allerede nu at overgå til triage på de hospitaler, der ligger i de mest smitteramte tyske områder.

Og imens taler danskerne om julefrokoster, og at det ikke er rart at gå med mundbind – og andre petitesser.

Snotforkælede danskere, fristes man til at sige.

Situationens alvor er i hvert fald ikke gået op for de danske curling-unger, som findes i adskillige voksen-udgaver både på Christiansborg, i virksomhederne og alle andre steder i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiet er udfordret

Udgivet den af
Svar

Minksagen og gårsdagens pressemøde med statsministeren viser det med al ønskelig tydelighed: Demokratiet i Danmark er udfordret.

Alle aktører opfatter “de andre” som fjender.

Hvis vi vil have det anderledes, kan vi starte med følgende tre ting:  

1) Vi skal afskaffe Mørklægningsloven. Magthaverne skal simpelthen kunne ses mere og bedre efter i sømmene.

2) Mange journalister – ikke alle, men mange – er enten artige mikrofonholdere, eller de har deres egen politiske agenda, og angriber – bare for at angribe. Men begge dele er at svigte pressens rolle som vagthund overfor magthaverne.

3) Færre og færre – og også for få – danskere er medlem af et politisk parti. Det skader demokratiet, når så få er med til at bestemme, hvem der kan stemmes på  – og dermed få magten i Danmark.  

Så altså: Pilen peger på både politikerne, som skal åbne mere op, journalisterne, som skal passe deres arbejde mere og bedre – og borgerne, som skal engagere sig politisk fremfor bare at brokke sig.

Demokratiet fortjener nemlig, at vi giver den en skalle. Allesammen. At vi taler sammen i en dialog – uden at se fjendebilleder eller på forhånd at have besluttet, hvad vi vil mene – og hvad de andre mener.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om dén ulv, som ingen vil råbe

Udgivet den af
Svar

Halloween nærmer sig, så her kommer en lille grum historie fra virkelighedens verden:

De skumle tider er på vej tilbage. Skumle som i nedlukning, mørke, smitte, virus og død.

Og nej, der råbes ikke ulv uden grund. Tværtimod: Corona-Ulven står allerede oppe i skovbrynet og slikker sig om munden, mens den ser på danskerne, der som en flok ubetænksomme og ubekymrede børn løber rundt imellem hinanden – uden at holde afstand, uden at bruge mundbind, uden noget af alt det, som holder smitten nede.

For ja, vi er dér igen på det fæle sted, hvor smitten stiger voldsomt. Det samme gør eksperternes forsikringer om, at det ikke bliver så slemt denne gang. Det holder selvsagt ikke.

Det burde vi vide. For vi har været på de tynde løfters holdeplads før. Sidste efterår i 2020 helt præcist, hvor danskerne blev garanteret at – pga. mundbind, afstand, håndsprit og specielle regler for hvor mange vi måtte være på restauranter m.v. – det ikke ville blive lige så slemt som i foråret 2020. Det blev værre. Mange flere blev smittede, syge og døde i vinteren 2020-21 end i foråret 2020.

Helt konkret døde der 574 danskerne af Corona i månederne marts, april og maj i 2020, mens der døde 1.524 i månederne december 2020, januar 2021 og februar 2021. Altså tre gange flere end da pandemien ramte.

Men her i vinteren 2021-22 vil det ikke ske pga. vaccinationerne, lyder løftet, som godt kan klinge lidt hult.

For vi har at gøre med den tilsyneladende urørlige Delta-variant, som er tre gange så smitsom – og også mere sygdomsfremkaldende og mere dødelig – end den variant, som huserede sidste efterår. Og samtidig falder effekten fra vaccinationerne hurtigere end forventet. Man er ikke garanteret smittefri i seks måneder efter sidste stik – heller ikke selvom man er ung og rask.

Dét er virkeligheden. En virkelighed som de færreste vil se i øjnene – og det kan man godt forstå. For mennesker, som er sociale dyr, foretrækker et åbent samfund, hvor vi kan rejse, gå ud og være sammen med andre mennesker. Men lige nu er det åbne samfund med til at sprede en smitte, som vi kunne bremse med afstand, mundbind og ikke at være (så meget) sammen med (så mange) andre mennesker. Men det vil vi ikke.

Derudover er der om små tre uger kommunal- og regionsvalg i Danmark, og det rimer på ingen måde med flere restriktioner – og slet ikke med en nedlukning. Dels fordi det giver potentielt dårlige stemmetal til regeringspartiet Socialdemokratiet, som også står stærkt kommunalt, og dels fordi det rent logistisk vil være et mareridt at gennemføre en valghandling under en nedlukning.

Så Danmarksbloggens bud er, at man lader smitten løbe – og måske endda løbe løbsk – indtil EFTER d. 16. november (valgdagen). For inden da tør ingen råbe Ulv som i Corona, restriktioner og måske nedlukning.

Hvad der så sker om små tre uger – udover diverse politiske rævekager – ved ingen.

Men Danmarksbloggens bud er, at Corona-ulven på det tidspunkt har sendt bud efter nogle venner, så de er et helt kobbel af blodtørstige ulve, der er klare til at gå på rov i en dansk befolkning, som på det tidspunkt lettere end et vissent efterårsblad rammes bigtime af ikke kun Corona, men også influenza.

Vinterperioden 2021-22 kan dermed blive de værste måneder i pandemien. En ulvetid mere rå og kold, mere fuld af død, end vi har set det på noget andet tidspunkt i pandemien. Det er grumt. Det er skummelt.

Men det kan endnu stoppes – hvis vi tør råbe Corona-Ulv.

For: Der står en ulv oppe i skoven. Alle kan se den. Men alle lader, som om de ikke kan. For det er en Corona-Ulv, og ingen har lyst til at råbe Ulv – og risikere nye nedlukninger. Så hellere lukke øjnene og satse på, at smitten (som vokser eksplosivt) på magisk vis forsvinder af sig selv.

For vi er jo så trætte af Corona … men desværre er Corona ikke træt af os. Tværtimod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Travlt med at af-danske

Udgivet den af
Svar

Espen Andersen Bråthen hedder den danske statsborger, som dræbte fem mennesker i den norske by Kongstad i går i det, som formodes at være et terrorangreb. En by, hvor han også boede – og hvor flere naboer har omtalt ham som truende og skræmmende.

Espen Andersen Bråthen er født og opvokset i Norge. Han har også en norsk far – men en dansk mor, og det er derfra, at han har sit danske statsborgerskab.

Det får på en eller anden bizar måde hans uhyggelige forbrydelse til at virke tættere på. Som dansker skammer man sig simpelthen. Tænk at en dansker kan finde på det.

I debatterne på Facebook er der derfor også mange, som har travlt med at undsige Espen Andersen Bråthens danskhed. Det kan fx lyde:

Han er jo ikke rigtig dansk, når han har boet hele livet i Norge.

Han har jo ingen tilknytning til Danmark – bortset fra moderen.

Kan han overhovedet tale dansk?

Har han været i Danmark nogensinde?

Han ligner en nordmand.

Spørgsmålene og kommentarerne er mange, og de fleste af dem handler om at af-danske Espen Andersen Bråthen. For hvis man kan af-danske ham, så er det onde, som han gjorde, længere væk fra Danmark og os danskere.

Men faktum er, at Espen Andersen Bråthen er dansk statsborger. Og et dansk statsborgerskab er ikke sådan at løbe fra – eller at få. Spørg diverse udlændinge om det.

Desuden: Havde forholdet mellem Danmark og Norge været det samme som mellem Danmark og visse lande i Mellemøsten, så havde vi været tvunget til at tage ham ”retur”.

For han er jo dansk statsborger. Og i Danmark er vi som bekendt i disse år mere end klar til at sende kriminelle med et andet statsborgerskab end Danmark ud af Danmark asap – og uanset hvor længe de har boet her.

Heraus med dig, siger vi til alle kriminelle, som har statsborgerskab i andre lande, og synes, at det er helt fint, at de må rejse til et land, som de måske slet ikke kender. Men Espen Andersen Bråthen – han er norsk, og skal bare blive i Norge, mener mange.

Men det er der en dobbelthed i. For der skal vel være lige ret. Hvis vi sender udenlandske statsborgere ud, når de begår kriminalitet, må vi også være klar til at tage vores egne kriminelle statsborgere hjem.

Og desuden: Onde gerninger bliver hverken mere eller mindre onde af, hvem der udfører dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ventesorg …

Udgivet den af
Svar

Jeg lærte et nyt ord at kende i sidste uge: Ventesorg.

Ventesorg beskriver den tilstand, som man som menneske kan befinde sig i, når man ved, at et elsket medmenneske er uhelbredeligt syg. En situation, hvor man på den ene side ønsker at være dér for det menneske, som skal dø – men hvor man på den anden side også selv lider, fordi man sætter alt andet i ens tilværelse på pause.

Først tænkte jeg: Sikke godt ord. Det er rammende.

Men så kom tanke no. 2: NEJ, stop, vent …

For hvad er det for en forventning til livet, som ligger til grund for begrebet ventesorg? At man kun kan være rigtig i live, vibrerende, i bevægelse, glad og lykkelig, når ALT er godt? Når man selv og ens nærmeste er 100% raske og lever de liv, som man ønsker.

Men det holder jo ikke. Det er et lyserødt billede af virkeligheden, som vi kun får lov til at opleve IRL i korte glimt – hvis vi er heldige. For sandheden er, at livet er langt, lykken er kort, som Kim Larsen sang det.

Lykken er nemlig ikke – trods en moderne fiks idé i den velbjærgede middelklasse – en basal rettighed. At tro det bliver en lang endeløs venten på Godot – og han kommer som bekendt altid først i morgen.

Så nej, livet består OGSÅ af lidelse, sygdom, angst, død, bekymring og uro. Og vi kan ikke sætte os ned og VENTE på, at alt er godt, før vi synes, at nu kan vi leve.

Livet går derimod hele tiden fremad – uanset om vi er glade eller kede af, struttende af sundhed eller syge. Og vi skal derfor hele tiden være i bevægelse. Også når det gør ondt, når vi selv er syge – eller en af vores nærmeste er alvorligt syge.

For kun sådan kan vi ære livet.

Vi skal derfor vælge livet ved at leve det – også når stormen raser, og skyggen ruger. Ellers får det mørke også overtaget – og det må det ikke. Så vi skal leve – indimellem på trods – med sygdommene, lidelsen og skyggerne. For så ser vi også glæden, der bobler – og lyset, der skinner.

Så ser vi hele livet – alle farverne i regnbuen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når godheden farer vild

Udgivet den af
Svar

Findes der grænser for kærligheden, godheden, lyset og håbet? Selvfølgelig ikke.

Men nogle gange skal man alligevel tænke sig rigtigt godt om.

I nat kom tre kvinder og 14 børn tilbage til Danmark fra de syriske lejre for IS-fanger. Lejre, som er forfærdelige – og ikke til at være menneske i.

Det lyder derfor umiddelbart – og for det rene hjerte – som en enkel sag: SELVFØLGELIG skal de kvinder og de børn tilbage til Danmark. Vi kan simpelthen ikke andet, hvis vi vil kalde os selv for civiliserede og humane.

Men slår man hjernen til, kommer andre tanker.

For de kvinder rejste, fordi de ville det, ned til Islamisk Stat – og de levede og fungerede fint og med accept i det forfærdelige samfund, hvor mennesker blev henrettet på offentlige pladser på brutale måder, hvor unge kvinder (som var taget som fanger) blev fornedret, og solgt som sex-slaver på offentlige auktioner, og hvor andre uhyrligheder foregik.

Et barbari, som alle normalttænkende mennesker tager stærk afstand fra. Men som flere af de kvinder, der levede sammen med de mænd, som stod for forbrydelserne, ikke havde nogen problemer med.

Ja, jeg har flere gange set afhuggede hoveder i skraldespande – og jeg har også hørt sex-pigernes skrig, når de blev voldtaget af en gruppe af vores tapre krigere (IS-krigerne, red.). Det rørte mig overhovedet ikke, som en kvinde i lejrene sagde det i et interview.

Det siger alt om råheden, umenneskeligheden og fanatismen hos de kvinder, som regeringen nu har hentet til Danmark.

Så nej, at tage dem til Danmark er at lade godheden fare vild.

Mange danskere er nemlig så humane og civiliserede, at de ikke har fantasien til at forestille sig den råhed og den umenneskelighed, som findes i verden – og hos mennesker, og som end ikke den bedste psykolog kan gøre noget ved.

De tre kvinder hører til denne gruppe af barbarer. De fortryder ingenting, og de tænker kun på dem selv. Og derfor vil de tilbage til Danmark og de bedre vilkår end i lejrene.

Men de kvinder er samtidig 100% udenfor pædagogisk rækkevidde – og vi har med dem i landet importeret hårdkogte terrorister, som har deres børn med. Børn, som hvis der skal være en chance for at undgå, at de også fremover groomes til at blive islamister, skal tvangsfjernes øjeblikkeligt og uden mulighed for nogensinde at blive genforenet med deres mor.

Det kan lyde hårdt, men det er den eneste mulighed for, at de børn kan få en tryg og god opvækst fremadrettet, når mødrene har de radikaliserede holdninger, som de har.

Holdninger, som i virkeligheden kan sidestilles med grov misrøgt af børnene. Fordi kvinderne syntes, at det var ok at tage børnene med til et sted som Islamisk Stat. Ja, var terrorbevægelsen ikke blevet nedkæmpet, havde de børn med mødrenes velsignelse stadig levet i en verden, hvor henrettelser, vold, slaver og voldtægter var hverdag.

For de kvinder var – og er – fundamentalistiske islamister. Det er naivt at tro andet. Og de bliver ikke anderledes. Fanatikere kan man ikke overbevise med hverken fornuft eller kærlighed.

Man kunne derimod have ladet kvinderne blive dernede. Så havde man gjort risikoen mindre for, at danske børn her i landet skal miste deres forældre, fordi en eller flere af de hjemvendte kvinder – og på sigt deres børn, hvis de får lov til at blive hos mødrene – laver et terrorangreb her på dansk jord.

Så når man tænker over det, og føler efter, er det faktisk både hjernen og hjertet, der siger: Det var i dén grad at lade godheden fare vild at tage de kvinder tilbage til Danmark. Vi kan komme til at fortryde det så bitterligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den sekulære kristentro

Udgivet den af
10

Sverige bliver ofte omtalt som det mest sekulære land i verden – med Danmark som nærmeste konkurrent.

Men holder det? Sverige har fx som det eneste land i verden vagthavende præster siddende klar døgnet rundt. Så når man ringer 112 i Sverige, så kan man vælge mellem ambulance, politi, brandvæsen – og en præst.

Og hvad vil det også sige at være kristen?

Er det at gå til gudstjeneste? For så er der ikke mange kristne – hverken i Sverige eller i Danmark.

Er det helt åbent at tro på Gud – og sige, at religion er meget vigtig? Så er der lidt flere, men stadig ikke så mange.

Men tro er mange ting – og i Danmark er troen så indlejret en del af vores kultur og samfund, at vi ikke tænker på den som tro. Ja, man kan næsten sige, at kristentroen er blevet sekulær.

Det kan lyde paradoksalt, men er det ikke. Det hænger derimod tæt sammen med Kierkegaards eksistentialisme og Grundtvigs tanker om menneske først, kristen så.

For de kristne værdier om menneskeværd blev med Grundloven – og senere velfærdsstaten – en indlejret og automatisk del af Danmark og det at være dansk.

Så for danskerne handler tro – bevidst eller ubevidst – ofte om:

  • At føle en dyb ro og få en indre, mental opladning, når man går ind i en kirke, og fornemmer storheden og rummet
  • At tænde et lys i de lysglober, som de sidste 20 år har spredt sig i de danske kirker
  • At sætte blomster på kirkegården
  • At have kirken med til de store ting i livet – og måske især til afslutningen, hvor det endnu ikke er lykkes andre at lave noget, der kan matche den kirkelige højtid, når der skal tages afsked

For jo, danskerne tror på noget, der er større end os selv. De fleste skilter bare ikke så meget med det, men det ligger lige under overfladen – som en skrabelodskristendom, som nu afdøde biskop Jan Lindhardt sagde det for mange år siden.

Der er som bekendt også mere mellem himmel og jord end Eders filosoffer drømmer om, som Hamlet siger det i Shakespeares mesterværk af samme navn, der foregår på Kronborg.

Der er også mange måder at være kristen på – og Jesus selv var ikke den, der hele tiden rendte i templet. Tværtimod foretrak han at tale med folk, hvor de var – og indgyde dem håb og tro, når han sagde, at de kunne skam sagtens selv tale med Gud.

Det behøvede man nemlig hverken præster eller ritualer til. Mennesker kan så godt lide ritualer – især fordi de tit udøves sammen med andre, så man også får fællesskabet og følelsen af at være sammen med andre med. Men troen kan godt leve uden.

Troen kan også leve uden kirken – og uden os mennesker. Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde, som vi synger det i salme 7 “Herre Gud”. Men vi kan selvfølgelig bedst lide det, når vi er her – og i de sidste mere end halvandet tusind år har det været med staten som den, der satte rammen.

Kristendommen som en organisation tilknyttet staten med magt, penge og ritualer var nemlig først noget, som kejser Konstantin fandt på i begyndelsen af 300-tallet, da han anerkendte kristendommen – og selv blev døbt.

Og så voksede kristendommens magt ellers voldsomt i det store Romerrige, indtil kejser Theodosius i slutningen af 300-tallet besluttede, at kristendommen skulle være den eneste anerkendte religion i Romerriget.

I begyndelsen handlede kristendommen derimod ikke om magt, men om fra menneske til menneske.

Så nej, man behøver ikke at være kirkelig for at være kristen. Ja, man kan spørge, om ikke den mest kristne er den, som hele tiden har et opmuntrende ord til andre, som viser andre nåde og barmhjertighed? Den, som møder andre menneske til menneske?

Eller er det for katolsk? På dine gerninger skal du kendes og den slags? Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at uden ånd, uden tro på en åndelig magt, så er vi dødninge, som Grundtvig mente det … Så står vi alene på et meget koldt og frysende sted – og dér er det aldrig rart at være.

Men med Gud, troen på Universet, satsningen på Kærligheden, som det der bærer verden – eller hvad vi nu kalder dét store, fine og sarte, som vi indimellem kan mærke og sanse – så gribes vi af lyset, af håbet. Og så kan – og vil – alt godt ske i betydningen at føle fred og mening og forbindelse til dét, som er større end os selv.

Og går man til kilden selv – altså Biblen og læser, hvad Jesus var optaget af, så er to ting i centrum:

1) At tage vare på skaberværket (klima-spørgsmålet) og 2) At tage sig af de svage og udsatte i samfundet.

De samme ting, som vi i dag er mere optaget af end nogensinde før – både i Sverige og i Danmark. To ellers vældig sekulære lande – eller hur?

Så ja, det kan hænde, at vi ikke er loyale overfor kirken som institution, eller er interesserede i Gud på den dogmatiske måde. Men vi er gennemsyrede af dét, som Biblen handler om.

Så måske er vi – både svenskere og danskere – etisk set vældig kristne?! Ja, med den fokus, som vi har nu på miljø, klima, at hjælpe svage og udsatte, lighed mellem mennesker osv., måske mere end nogensinde.

Der er så også forskelle på Sverige og Danmark – og den største ligger i kirken selv.

Den danske folkekirke er stadig en statskirke – dvs. kirken og kirkens ærinder er underlagt staten – altså den sekulære magt, og hvad forskellige politiske flertal vil eller ikke vil.

Svenska Kyrkan derimod har siden 2000 ikke været statskirke, så den er fri og uafhængig af den svenske stat – og kan gøre, som den selv vil.

Det kan vi jo tænke lidt over … her i vores sekulære kristentro …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.

Kvindekamp handler også om kroppen

Udgivet den af
Svar

Kvindekampen handler også om kroppen.

I de sidste uger er der – igen-igen – talt meget om kvindekroppen:

  1. Så forbød man piger og kvinder at have crops-tops på i fitness-centre, fordi det forstyrrer mændene(!). Dén kvindefjendske adfærd affødte heldigvis straks kæmpe-protester.
  2. Til gengæld forventes det stadig og uden anmærkninger, at kvindelige studieværter ifører sig så syletynde og skyhøje stiletter, at det er direkte sundhedsfarligt for deres fødder – og dermed hele kroppen. Men vi kan jo ikke modtage nyhederne fra én i flade sko, vel? Nå, jo – når det er en mand i snøresko, så går det fint. Så mon ikke vi kunne bruge en kvinde i ballerinaer eller sneakers?
  3. Ellers så har nogle medier – igen-igen – følt behov for at pointere, at det er ok (for kvinden) at have strækmærker, ar, være tynd, være tyk eller noget af det andet, som sker for de fleste kroppe i løbet af et langt liv. Samtidig med at de samme medier lever af annoncer, som bruger photoshoppede modeller – og som sælger produkter, der skal gøre os smukkere og se yngre ud – især kvinderne.

Hvad er det med kvinder og kroppe, som er så evigt spændende?

Og hvorfor accepterer vi overhovedet en debat om kroppen, der kun handler om kvindekroppe?

Mænds kroppe forfalder også med tiden. Mænd får også ar og andre mærker på kroppen i takt med det levede liv. Men mænds kroppe er højst noget, som der smågrines af, når en flok midaldrende mænd i latex aser afsted på deres cykler søndag formiddag. Der tales aldrig om mænds kroppe.

Kvinders kroppe er derimod hele tiden til dom og debat: Hvorfor er den studievært så tynd? Hvorfor farver hende den anden studievært ikke sit grå hår? De der briller – de klæder hende altså ikke. Og har hun ikke taget lidt på? Og så videre og så videre, og det er både mændene og kvinderne, som kører den samtale.

Ingen taler om de mandlige studieværter, når de bliver tykkere eller/og tynde i toppen, grå i tindingerne og helt tydeligt farver deres hår (for) sort.

En mand kan også blive på skærmen, selvom han er rynket som et vinteræble. Rynker giver nemlig åbenbart karakter til en mand, mens rynker – også i meget mindre antal – gør kvinder totalt usynlige og ubrugelige.  

Der er en skævvridning, der skal gøres noget ved. Og det er fint med øremærket barsel – og lad os bare smide en masse kvoteordninger oveni. Men skal vi have rigtig ligeret, skal vi have kroppen med.

Så fremover når der tales om kvinders kroppe, påklædning, hår og sko – så lad os tage mændene med – og vel at mærke sætte manden under samme lup som kvinden – og dømme ham præcis lige så nådesløst.

Dét vil ramme en del magtfulde mænd hårdt – især i medierne, hvor der er langt mellem de mænd, som er bare halvt så fuckable, som de forventer, at kvinderne på skærmen er det.

Men som en klog kusine engang sagde det: Karma is a bitch. Og det er magten, som det her handler om.

Og magten ligger stadig primært hos den heteroseksuelle hvide mand. Så det er her, vi starter med at fratage ham muligheden for at bestemme over, hvordan kvindekroppen skal se ud generelt – og specifikt vises frem i medierne, både når vi taler studieværter og annoncer med mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk