Kategoriarkiv: Hverdagsliv i Danmark

Afmonteringen af Velfærdsstaten

Udgivet den af
Svar

Skolerne er startet igen. Saa her kommer et lille Eventyr om Danmark. Lige til at blive skræmt af, men ogsaa klogere af:

Der var engang et Socialdemokrati, som havde Visioner og turde tænke. Store Tanker om et Samfund, hvor faa havde for meget og færre for lidt.

Dét Socialdemokrati opfandt Velfærdsstaten – De ved, den med Tryghed fra Vugge til Grav.

Den Velfærdsstat, som skabte et Fællesskab, hvor Skraldemandens Søn gik i Skole med Professorens Datter. Hvor baade Grossererens Søn og Smedens Datter kunne faa sig en Uddannelse, fordi det var gratis – og de kunne modtage SU. Hvor alle gamle fik en Folkepension, der var til at leve af. Hvor ingen skulle frygte Arbejdsløshed, fordi Understøttelsen var anstændig. Hvor der var Læger, Sygeplejersker og mange andre til at tage sig af alle Borgere, uanset Alder og Status.

Det var et dejligt Samfund – og en lykkelig Tid i vort gamle Land. Det varede selvfølgelig heller ikke ved. Heller ikke selvom Samfundet blev rigere og rigere. Heller ikke selvom Goderne blev flere og flere.

For desværre voksede Graadigheden og Egoismen i samme Takt – og efter Faa Aartier var Uligheden igen massiv. Og det betød igen noget, hvor man var født – og af hvem.

Liberalismen med alt sit grimme Væsen brølede igen over Danmark, og saa startede Afmonteringen af Velfærdsstaten. I Starten kun i smaa Nøk, men som Tiden gik, blev det mere og mere.

Og Alle var med – ogsaa det Socialdemokrati, som ellers engang for længe siden havde skabt det fine Samfund.

Det er dér, at vi er nu, mine Damer og Herrer.

Den igangværende Sygeplejerskestrejke – og Ignoreringen af den fra Regeringen – handler om meget mere end Lønninger, selvom de ogsaa er vigtige.

Det handler om, hvilket Samfund, som vi ønsker. Et med Fællesskab, hvor de Stærke tager sig af de Svage – eller et med Egoisme, hvor Fanden hytter sine – og resten maa gaa for Lud og koldt Vand.

Danmarksbloggen er ikke i Tvivl: Velfærdsstaten skal ikke opgives uden Sværdslag.

Saa til Kamp, til Kamp …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fra hotelpool til smittepool

Udgivet den af
Svar

Mange danskere har i den seneste halvanden måneds tid været på sommerferie ved Middelhavet, hvor dagene er blevet spenderet på langs ved hotelpoolen.

Sol, vand og den slags har været topscorer hos både unge, voksne og skolebørn, som har taget turen sydpå til især Spanien eller Grækenland. Altså lige netop de områder i Europa, hvor smitten er eksploderet – og hvor den stadig stiger uge for uge.

Danskerne rejser også stadig i skrivende stund ned til solen, sommeren – og smitten. Timingen kan ikke være dårligere.

Mange danskere i 20´erne og 30´erne er nemlig slet ikke vaccinerede – eller de har kun fået første stik – aka det er alt for nemt at rage Delta-varianten til sig. Så nemt at man vurderer, at mere end hver fjerde dansker pt. smittes på ferien.  

Mange af de smittede danskere er også børn … børn som om få dage skal tilbage til skolen og møde alle deres venner igen.

Det er altsammen det rene guf for Delta-varianten, som nu kan gå sin sejrsgang fra Sydens hotelpools til de mange smittepools på de danske skoler.

Man kan med andre ord sige, at smittevejen pt. går fra hotelpool til smittepool.

Så medmindre vi får vaccineret de sidste i en allerhelvedes fart, så står vi – også på grund af udfasningen af Coronapasset og lempelsen af de sidste restriktioner – med opskriften på en katastrofe:

Flere smittede, flere døde – og det værste endnu endnu en pool. En udviklingspool.

Sådan en pool hvor en ny og mere stærk variant kan udvikles. Sådan én variant, som slår Delta-varianten af banen. Sådan én variant, som kan gå under vaccinernes radar.

Sker det, så er vi slået tilbage til start.

Vel og mærke start som i foråret 2020. Og alt sammen bare fordi nogle ikke kunne finde ud af at blive hjemme og blive vaccineret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Delta er løs, så: Find Mette

Udgivet den af
Svar

Delta-varianten har for længst overtaget pandemien. Mere end 90% af alle nye danske Corona-positive er smittede med Delta-varianten, som smitter markant mere – og markant lettere end den ellers ret så smitsomme britiske variant.

Sådan er det over hele verden. Delta-varianten rammer så især hårdt, hvis man ikke er vaccinereret. For det er de ikke-vaccinerede, som bliver indlagt, lagt i respirator og dør – også unge og yngre mennesker. De vaccinerede bliver også syge, men sjældent særligt alvorligt.

Det fik USA´s præsident Biden til at gå på talerstolen for at opfordre alle til at blive vaccineret. Mere end 99% af de Corona-døde amerikanere i juni 2021 var nemlig ikke-vaccinerede.

I Danmark har 17% af de inviterede ikke svaret på Sundhedsstyrelsens invitation til COVID-vaccination. Det er altså tæt på HVER SJETTE dansker, som ikke er i gang med at blive vaccineret.  

Denne ignorering er til stor skade for os alle sammen. For vi opnår ikke den eftertragtede flokimmunitet, når så mange ikke vil lade sig vaccinere. Til gengæld kan vi blive arnestedet for en ny – og farligere – variant.

Danskernes sundhed er altså på spil – og vi står her på tærsklen til efteråret på et afgørende øjeblik i pandemien

Så man kunne forvente, at Mette Frederiksen ville gå Joe Biden i bedene og på skærmen for at opfordre folk til at blive vaccineret. Men nej, hun holder sommerferie – og har gjort det siden 1. juli. Alt, hun har lavet (offentligt i hvert fald), er nogle FB-opslag om fodbold – og så et enkelt om Utøya.

Men den slags bliven-væk-og-holden-ferie du´r altså ikke, når man er statsminister, og vi er midt i en pandemi. Og endda er et kritisk sted i pandemien. Så skal man steppe op og tage vare på sit ansvar og gå på arbejde – også selvom det ødelægger ens sommerferie.

For Delta er løs i Danmark – og landets statsminister skal være synlig. Så opgaven nu hedder: Find Mette.

Det er så nok ikke lige så sjovt som at finde Holger – gutten med tophuen og brillerne. Men det er markant mere vigtigt. Landet stander i vånde. Delta-vånde.

Så måske er det alligevel Holger, som vi skal have fat på – bare ikke ham med tophuen. Men ham, der sidder oppe i Kronborgs kasematter, og har lovet at rejse sig, når landet stander i vånde. Han sover så endnu, og skal vist vækkes lidt hårdt, hvis det skal være.

Skal det være? Holger Danske ved vi også, hvor vi kan finde. Statsministeren er pist-væk-borte-tit-tit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministeren havde tid til fodbold, men ikke til at tage til Norge

Udgivet den af
Svar

OL starter i dag i Tokyo i Japan. Et udsat og amputeret OL – men stadig et OL.

Romernes gamle ord om at ønsker man magten, så skal man give folket brød og skuespil gælder tilsyneladende også stadig.

Vi så det i hvert fald folde sig ud under EM i herrefodbold tidligere på sommeren, hvor danskerne over en bred kam var mere optaget af bold og øl end af politik og Corona. Så vi kan også blive opslugte af sejlere, ryttere, svømmere, cykelryttere, håndboldspillere, badmintonspillere og andre, der kan vinde guld til Danmark.

Det ved vores statsminister Mette Frederiksen alt om, og hun er ikke bange for at bruge sport i sin politiske kamp. Tværtimod.

Under EM i herrefodbold blev det således til hele 12 opslag på hendes FB-side om fodbold. På mange af dem var hun iklædt landsholdstrøje – og hun var sågar også til stede både i Parken og til ottendedelsfinalen i Amsterdam.

Så mon ikke vi vil se hende smilende og med viftende Dannebrog, hvis en dansk sportsudøver vinder OL-guld i Tokyo?

Selvfølgelig vil vi det. Men der er noget, som skurrer – og det er ikke, at statsministeren missede Jonas Vingegaard. For ikke med et eneste ord har hun nævnt den flotte andenplads, som den unge jyde for mindre end en uge siden cyklede sig til i verdens største cykelløb Tour de France.

Nej, det værste er, at Mette Frederiksen i modsætning til sin svenske kollega IKKE var at finde på Utøya sammen med den norske leder af Arbejderpartiet i går, til trods for at der også døde en dansker på øen dén dag – samt at de unge danske socialdemokrater normalt var med på sommerlejren på Utøya. Dog ved et tilfælde ikke lige i 2011.

En statsminister, der mener, at hun kan klare sig med at lave et FB-opslag og medvirke i et par artikler i forbindelse med tiårsdagen for det største angreb på demokratiet, som vi har haft i Norden (for det er 22. juli 2011), er i bedste fald en populistisk statsminister.

Og det gør det kun værre, at det var unge fra Socialdemokratiets norske søsterparti, som blev myrdet dén dag.

Og nej, sommerferie er ingen gangbar undskyldning.

Mette Frederiksen skulle indiskutabelt have stået derude på den norske ø sammen med hendes to kollegaer – i respekt for dem, der døde, og i kampen for demokratiet, der stadig og måske endnu mere her i 2021 trues fra flere sider – også stadig den yderste højrefløj.

For faktum er: Mette Frederiksen havde tid og rum til at tage til Amsterdam og se drengene spille bold, men ikke til at tage til Utøya og markere en nordisk enighed om at stå sammen og op for demokratiet i respekt for de i alt 77 mennesker, som mistede livet i Norge dén dag.

Dét er en magtarrogance af olympiske dimensioner – og den er Danmark ikke tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vikingerne kommer … igen

Udgivet den af
Svar

Kan vi slå England i semifinalen på deres hjemmebane på Wembley i London her i aften?

Danmarksbloggen har simpelthen ikke nok fodboldviden til at lave en reel analyse af de danske chancer.

Det er også lige meget. For fodbold er – ligesom det meste andet i livet – ikke noget, som man kan kontrollere. Der kan ske de mærkeligste ting – og ganske uventet. Både dårlige, som da Christian Eriksen faldt om, og døde i den første kamp i Parken – men heldigvis blev genoplivet – og gode som en forhåbentlig sejr i aften.

Sikkert er det imidlertid, at fodbold handler om stammen, sammenholdet, fællesskabet. Om at føle sig som en del af noget, der er større end en selv. Noget, der løfter og beriger én.

Så i dag skal vi svælge i national selvfølelse og stolthed … og dermed tro på, at selvfølgelig sparker vikingerne den her hjem. Godt hjulpet på vej af de udsendte vikinger i London, som i dén grad har taget opgaven på sig. TAK for det.

For ja, det kan da godt være, at englænderne opfandt fodbold. MEN trofæet skal hjem til Danmark.

Vi har også en lang og god tradition for at hente skatte i England, som startede med Lindisfarne i 793.

Læs mere om at hente guld i England her:
Vikingerne kommer: http://danmarksbloggen.dk/?p=3283

Det kan virke som længe siden. Men den dag i dag har man visse steder på de britiske øer så stor en frygt for de blonde vikinger, at man taler om en ”First Footing” ved nytårstide.

Det betyder – sagt kort – at det er vigtigt, at det er en mørkhåret, som træder først over dørtærsklen i det nye år, hvis ikke ulykke og fortræd skal ramme én og familien. SÅ bange er man nemlig stadig for de blonde vikinger.

Må Danmarksbloggen i den anledning minde om, at Schmeichel, Kjær, Cornelius, Stryger og Dolberg er lyshårede. Bare for at nævne nogle.

Så watch out – de blonde vikinger og deres venner, de udsendte vikinger, er på vej.

PS. Og ja, skikken med ”First Footing” er vist mest udbredt i Skotland, fordi den er en del af Hogmany, men den detalje skal ikke forstyrre kampen på Wembley i aften. I aften bliver både første og sidste footing dansk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark tåger rundt som en anden Macbeth

Udgivet den af
Svar

Hvis man er skuespiller, teaterinstruktør, anmelder eller på anden måde involveret eller interesseret i teater, så kender man udtrykket ”The Scottish Play” eller ”Det Skotske Stykke”.

Det er det navn, som alle teater-mennesker og især Shakespeare-skuespillere bruger om Shakespeares berømte stykke, hvis titel egentlig er ”Macbeth”. Men det bringer uheld, ja ligefrem ulykke og fortræd at sige navnet ”Macbeth” højt i en teatersal – og især på selve scenen, da såvel navnet som skuespillet siges at være forbandet.

Om det er sandt, kan man tvivle på. Man kan også være på den sikre side og lade være med at sige navnet, når man har noget at gøre med dette mesterværk om ambition, vanvid, manipulation, drab, magt, psykologi, mennesker, hekse, overtro, drømme og profetier.

Indtil da har vi også vores helt egen version af vanviddet: Nemlig den huserende Corona-pandemi og vores egen hovedløse ageren i den henseende, hvor vi tåger lige så meningsløst rundt som ”Det Skotskes Stykkes” hovedperson gør det i de mørke aftner og nætter på den skotske hede.

Begge dele har også ordet katastrofe skrevet over sig.

For ja, vi er godt i gang med at genopføre den opblussen i pandemien, som Skotland har gennemgået – og som vi kunne have undgået, hvis vi IKKE havde åbnet op, som vi gjorde det for en måneds tid siden.

Situationen er nemlig:

  1. For to uger siden udgjorde Delta-varianten nogle få procent af alle smittede i Danmark. Nu er det 66%, og det går stærkt opad.
  2. Kontakttallet for Delta-varianten er 2,2. Dvs. antallet af smittede femdobles per uge. Altså 300 smittede om dagen nu – og 1.500 smittede om dagen om en uge – og 7.500 smittede om dagen om to uger. Og det vel og mærke med den voldsomme smitteopsporing, som vi har nu – men som vi har ikke ressourcer til at fortsætte med, når smitten bliver så massiv og udbredt. Samt en politik om isolering af nærkontakter og nærkontakters nærkontakter, som vi heller ikke ønsker at fortsætte med.
  3. Vores eneste håb er vaccinerne, hvor vi skal have færdigvaccineret op mod 80-90% af befolkningen, før det batter noget i bekæmpelsen af Delta-varianten. Pt. er lidt over 30% færdigvaccineret. I Skotland var det langt flere, som var færdigvaccineret, da Delta-varianten eksploderede hos dem.

Så nej, man behøver ikke at være en af de tre ellers så forudseende hekse fra ”Det Skotske Stykke” for at regne ud, at det her går den gale vej – og at der burdes lukkes lige så effektivt ned nu, som vi gjorde det 11. marts 2020. Og at dén nye nedlukning skulle vare, indtil 14 dage EFTER den sidste dansker har fået stik no. 2.

Men ja, en nedlukning vil betyde nul turister, nul sommerferie, nul EM-arrangementer, nul besøg på restauranter. Nul, nul, nul. Men til gengæld kan den redde liv, og en masse mennesker kan undgå de senfølger, som rammer cirka 30% af alle Corona-smittede, og som kan være ganske alvorlige – og meget langvarige.

Det kommer så ikke til at ske. For spørgsmålet, som står tilbage, er: Er vi virkelig så umodne som befolkning, så ansvarsløs som nation, at vi kan lade være med at gøre det rigtige og lukke ned igen?

Jeg tror desværre, at svaret er ja.

Vi ligner nemlig Macbeth rigtig meget – også mere end vi vil se i øjnene, og måske er det derfor, at mange ikke vil sige hans navn. Men det ændrer ikke på, at da Macbeth fik chancen for at blive konge, så rakte han ud – også selvom det endte med at koste lidelse og liv i massevis – også hans eget.

Og på samme måde drives de fleste danskere i dag af egoisme, grådighed og manglende evne til at behovsudskyde og tage hensyn. Vi rækker ud, hvor vi skulle holde fingrene for os selv. Vi tager til arrangementer og sammenkomster, hvor vi skulle blive hjemme. Etc, etc.

Shakespeare havde derfor haft stof til endnu et par tragedier eller fem i den måde, som vi i Danmark håndterer Coronaen på. Dén rummer nemlig alle de klassiske menneskelige fejl og mangler.

Vi kunne jo kalde stykket ”Det Danske Stykke”. Altså ”The Danish Play”. Og her tænkes ikke på dén fodboldkamp, som skal spilles i Baku senere i dag, og som nok samler nationen – men som samtidig spreder Delta-varianten endnu mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Litterær samtale: ”Kærlighedskontrakten”

Udgivet den af
1

For 10 år siden udgav Sara Skaarup bogen ”Kærlighedskontrakten”, hvor hun fortalte om sine personlige erfaringer med at leve i et åbent ægteskab.

Det gav genlyd. For nok har mennesker altid – også i Danmark – levet ”anderledes” end det, som den mo-ralsk set stramme norm dikterede. For kun få er ”normale”. De fleste kan bare godt lide, at det ser ”nor-malt” og gerne pænt og glitrende ud på overfladen.

Det gælder måske især ægteskabet, hvor opskriften på en fin facade hedder et heteroseksuelt og mono-gamt liv med 2-3 børn. Så ikke kun at gøre, men også at skrive om at gå i seng med og være kærester med andre var nyt – og tiltrængt, dengang Sara Skaarup gjorde det for ti år siden.

Og nu kommer bogen så i en opdateret og velfortalt version fra ”2 Feet Entertainment”, hvor der følges op på, hvad der er sket – både for forfatteren og med samfundet – i et årti, hvor Sara Skaarup også har fungeret som terapeut for nogle af de par, som lever i åbent forhold eller polyamorøst.

Tilværelsen i et åbent forhold er i bund og grund så ikke anderledes end tilværelsen som monogam. Håb, drømme, angst, tvivl, jalousi og alle de andre følelser og tanker bærer vi alle rundt på. At være tiltrukket af andre end ham/hende, som man deler postbox med, er også noget, som de fleste – hvis ikke alle – har prøvet.

Forskellen ligger i, hvad man gør med den følelse. Lader man den bare være dér – eller agerer man på den? Deri ligger valget, som Sara Skaarup også betoner som noget afgørende for livet i et åbent forhold i ”Kærlighedskontrakten”, der også i den opdaterede form er skrevet i et let og levende sprog. Bogen for-tjener masser af hjerter.

Meget af indholdet i bogen om at leve i et åbent forhold er også det samme. Mennesket har heller ikke ændret sig på de ti år. Men bogen er udvidet og uddybet med nye erfaringer og erkendelser, så den nu i endnu højere grad egner sig til både de nye og de mere garvede udi i kunsten at lukke andre end kære-sten/ægtefællen ind i intimsfæren.

For det er en kunst, en balancegang, som en del danskere giver sig i gang med, fordi det homogene for-hold er for snærende. For one size fits IKKE alle, og derfor lyder Sara Skaarups opfordring også til at se på, hvad kærlighed er for dig? For jer?

For hvad er frihed – og hvad er troskab? Det sidste er nemlig ikke nødvendigvis at have seksuelt monopol på hinanden.

I ”Kærlighedskontrakten” skriver hun således en alternativ definition af troskab, som gælder hende og hendes mand: At være ærlige – at gøre det, vi siger, vi vil gøre – at være solidariske og loyale – at dedikere os til at søge ikke kun vores egen, men også den andens lykke – at bestræbe os på at være omsorgsfulde og passe på hinanden – at være trofaste og blive ved den andens side i tykt og tyndt.

Danmarksbloggen har talt med forfatteren Sara Skaarup – og med udgiver Steen Langstrup.

Så Sara Skaarup:

Hvorfor føler du, at der er brug for en opdateret version? Siden bogen udkom første gang, har vi som aldrig før i Danmark skrevet og talt om seksualitetens mange ansigter – og om de forskellige forhold. Også kendte politikere har meldt sig på banen. Men det har måske ikke rykket afgørende – eller?

Det batter bestemt. Jo flere alternative stemmer, der lyder, jo tydeligere bliver budskabet om mangfoldighed. Bogen har fortjent en revival, fordi de principper, jeg beskriver for at leve ikke-monogamt med en fast partner, i mellemtiden har vist sig at holde vand. Bogen var udsolgt fra forlaget, og der findes stadig ikke rigtig andre danske bøger på markedet, der adresserer den problemstilling.

Samtidig får jeg jævnligt forespørgsler på, hvor den kan købes – folk har stadig brug for den. Så derfor måtte bogen selvfølgelig genudgives – og jeg greb så chancen for at opdatere indholdet.

Handler det også om kvinders seksualitet – og erkendelsen af, at kvinder har lyst? Du skriver i bogen, at det oftere er kvinden end manden, der tager initiativet til at leve polyamorøst. Det kolliderer formentlig med manges billede af mænd og kvinders seksualitet. Man kommer også til at tænke på, at kvinden måske besidder en – overset – seksuel kraft?

Både mænds og kvinders seksualitet bliver tit misforstået. Vedrørende kvinder er der en indgroet forestilling om, at kvinder er mere monogamt disponeret end mænd. Det er ikke korrekt. Men kvinder er som regel også meget fællesskabsorienterede, konsensussøgende og familiebevidste. Måske derfor ser jeg et flertal af kvinder som initiativtager til åbne forhold, hvor en livsstil med udadvendt seksualitet søges installeret på en måde, der ikke går ud over de etablerede relationer.

Kræver det mere at få et polyamorøst forhold til at lykkes end et monogamt? Og har samfundet en rolle i det?

At leve åbent kræver det samme som at leve monogamt plus noget mere. Man er oppe imod samfunds-normen, så er man ikke i forvejen både modig og i stand til at gå imod strømmen, så vil den åbne livsstil kræve, man får taget de evner hjem.

De personer, som er med i bogen, er typisk heteroseksuelle par i 30´erne og 40´erne. Men hvordan ser det ud for ikke-heteroseksuelle?

Bogen er hetero-normativ, og det er ikke et ønske, men et resultat af, at jeg selv er overvejende hetero-seksuel, og har vejledt flest med den seksuelle orientering. Der er ingen grund til at tro, at billedet tegner sig anderledes for folk med en anden seksuel orientering, når det kommer til de følelsesmæssige udfordringer.

Og dog er dét med at ’springe ud som noget andet end de fleste’ jo noget, homoseksuelle kender til. Mange homoseksuelle har derfor været nødt til at overveje deres egne præferencer og valg nøje på en anden måde end heteroseksuelle, der ofte blot glider med normen. Så folk med en seksuel orientering, der adskiller sig fra normen, har tit den fordel, at de er mindre identificeret med et fast ideal.

Jeg skriver om den aldersgruppe, fordi det tit er der, folk kommer til mig – par i kernefamilier, der gerne vil gentænke deres form. Men jeg har også haft mange samtaler med både barnløse yngre par, par der bor hver for sig og folk i 50´erne og 60´erne.

Og så til udgiveren Steen Langstrup fra forlaget 2 Feet Entertainment:

Hvad føler du, at denne nye version af ”Kærlighedskontrakten” kan bidrage med? Og ser du et seksuelt frisind i Danmark? Eller er det mere fortællingen om frisindet, som vi kan lide, mens vi stadig i praksis (på overfladen om ikke andet) er bundet af de stramme normer om det heteroseksuelle og monogame ægteskab med 2-3 børn?

‘Kærlighedskontrakten’ er en nødvendig bog, som jeg er meget stolt over at have fået mulighed for at være med til at give et nyt liv. Den bidrager med noget så ellers usexet som fornuft og livsklogskab, så man – hvis man overvejer at vælge en anden livsstil på dette område – er klædt på til de udfordringer, det altid fører med sig, når man vover at træde uden for normen og leve efter eget hjerte. Det er ikke noget, man bare gør. Eller hvis man bare gør det, så kan der følge nogle skrammer med.

Undervejs i processen spurgte Sara mig, hvorfor jeg var så entusiastisk omkring bogen, når jeg selv levede i et traditionelt ægteskab. Det er jo fordi den handler om at turde vælge sin egen måde at leve på, at sætte sine egne normer, og bryde den sociale kontrol, der stadig byder os at leve ens alle sammen, men at gøre det med omtanke, omsorg og omhyggelighed. Dét er i mine øjne meningen med livet at finde sin egen vej med øje på sig selv og sine omgivelser. Om det så er seksuelt eller på alle mulige andre områder af livet.

Frisindet er en sær elastisk størrelse. På nogle områder er rummeligheden jo vokset markant i vores levetid. Det er blevet mere acceptabelt at stå ved en alternativ seksualitet, og det ofte på en mere moden og mindre (selv)destruktiv måde end tidligere. Især blandt unge, og muligvis også mere i de store byer. Det sidste er måske en fordom fra min side? Folk vælger også mere åbent at leve i fx åbne forhold, fremfor tidlige tiders bollen udenom, mens man samtidig vogtede ægteskabets dyd.

Men samtidig er der meget, der trækker i den anden retning. Vi er blevet nøgenhedsforskrækkede i en grad, så selv en ammende kvinde kan forarge – og vi er blevet det på en måde, hvor det også rummer et krav om, at vi skal være smukke nok, før vi kan tillade os lidt nøgenhed. Det er der ikke megen rummelighed eller frihed i. Vi er også midt i en sort og ekstrem drejning af samfundet, hvor tolerance og accept af anderledes og andre måder at leve på trues hver eneste dag, hvor man desværre åbenbart finder det svært selv at være fri, hvis andre tillader sig at være frie på en anden måde.

Man søger at trække egne normer ned over hovedet på andre, og det rimer ikke meget med frisind. Det er komplicerede tider.

Og hvad betyder det for os som mennesker – og som samfund?

Jeg vælger at være optimist. Når normer forandres, vil det give nogle skælv, og vi lever i en tid, der elsker drama. Man kan godt blive overvældet af al polemikken, men meget af den handler om at sælge nyheder, og ofte er virkeligheden mere afdæmpet. Vrede og had gør os mindre. Tolerance og kærlighed gør os større. Det ændrer sig jo aldrig.

De kræfter, der fylder meget i dag, som vil mere social kontrol, om det så for at diktere, hvor mange partnere ægtefolk må have, eller om en skuespiller er homo nok til at kunne påtage sig en rolle som homo, eller hvad ved jeg, de bringer jo intet liv med sig. Det handler blot om at hegne andre inde, fordi de selv er usikre uden hegn, og der er vi et sted, hvor der trods alt og heldigvis er så mange, der trækker i hver sin retning, at de hegn vælter hele tiden.

Vi er et sted, hvor drømmen om ensretning og måske endnu mere frygten for alt det nye tegner nogle dystre fremtidsbilleder, men jeg tror ikke, de vil vinde. Mest af alt fordi de kræfter er så kedelige. Når rusen over at have brændt heksen tager af, har man jo alligevel ikke opnået en skid, der batter nogen steder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grønland – for 300 år siden

Udgivet den af
Svar

Grønland. Denne store ø oppe i de polare egne, som pga. en emsig præst og nogle andre mellemregninger stadig er en del af Det Danske Rigsfællesskab.

Vi tænker så sjældent på Grønland – og vi taler endnu mindre om Grønland.

Medmindre der skal skrives brev til Julemanden, som vistnok bor deroppe, selvom han ikke er grønlænder. Eller hvis vi taler om råstofferne, som vi gerne vil have pengene fra. Eller når Kongehuset indimellem sejler derop, tager folkedragten på og spiser noget råt.

Eller vi taler om de fulde grønlændere, som man kan møde flere steder i Danmark, blandt andet på Christianshavns Torv, hvor der også findes flere statuer af grønlændere.

Men fordi Grønland er så langt væk både fysisk og mentalt for de fleste, er det også de færreste, der er klar over, at det på lørdag er 300 år siden, at præsten Hans Egede kom sejlende til Grønland med det formål at udøve mission og gøre grønlænderne kristne.

Det lykkedes til dels. Grønland blev kristnet – i teorien – og dansk. Nogle mener, at vi dermed reddede grønlænderne fra undergang, fordi helbredssituationen og levestandarden truede med at udslette det grønlandske folk. Andre synes, at vi var en slags – i hvert fald kulturel og identitetsmæssig – kolonimagt.

Sandheden er formentlig et sted imellem.

Men tilbage står, at Grønland er en del af riget, som det store flertal af danskere stort set aldrig har tænkt på, bekymret sig om eller på anden måde beskæftiget sig andet end sporadisk med.

Spørgsmålet er så blot, hvordan vi vil have det med, at Grønland formentlig forlader os – og bliver selvstændigt?

Danmarksbloggens kyniske bud er, at de fleste danskere ville være totalt ligeglade, hvis ikke det havde været for 1) de milliarder, som ligger i råstoffer gemt under isen og 2) det sikkerhedspolitiske fokus, der er på Danmark fra USA´s side – pga. Grønland.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret – version 2.0.

Udgivet den af
Svar

Det er som en eventyr. Endda et eventyr som mesteren selv H. C. Andersen kunne have skrevet. I hvert fald version 1.0. som lyder nogenlunde sådan her:

Det er sommer, og Danmark skal for første gang nogensinde spille EM i herrefodbold på hjemmebane i København. Den gamle hovedstad er klædt i rødt og hvidt – og vi skal starte med at møde Finland, som vi regner med at slå. Vi kommer også bedst fra start.

Men så sker det, som alle danskere ved – og de fleste af os ser live på skærmen, og aldrig vil glemme. No.10. Christian Eriksen falder pludselig omkuld, og ligger så stille, så stille med tomme øjne. Senere viser det sig, at han var død en tid.

Men så træder hans kammerater i aktion. Først hans gode ven kaptajn Kjær, som kommer spurtende, og laver livreddende førstehjælp, og så alle de andre, som sammen med Kjær danner en beskyttende ring om Eriksen, både mens lægerne kæmper for hans liv – og senere da han fragtes fra banen. En vikingevagt.

Vi husker også, hvordan Kjær trøster Eriksens ulykkelige og bange kæreste, at Schmeichel krammer alle kammeraterne, og at ….

Der er mange momenter i fortællingen om dén lørdag aften. Og i dé øjeblikke bliver herrelandsholdet igen hele Danmarks landshold – og billederne giver genlyd over hele verden. Her er fællesskab, kammeratskab, mod og omtanke for andre. Alt det, som vi er så stolte af i Danmark – også selvom vi ikke altid kan leve op til idealerne.

Det ender som bekendt med, at vi taber kampen mod Finland. Det er lige meget. Vi føler, at vi vinder livet.

Få dage senere kommer så den følelsesladede kamp no. 2 mod giganten Belgien: Danmarks trøje på stadion inden kampstart er blevet en no.10, der synges nationalsang som aldrig før i Parken – og i det 10´ende minut stopper spillet, mens alle – også belgierne – klapper i ét minut for at hylde Eriksen.

Det er rørende og aldrig set før. Det er så heller ikke Hollywood. For vi taber kampen 2-1.

Sidste del af dramaet er en lun mandag aften. Vi skal møde Rusland i en vind-eller-forsvind-kamp. Og nu er spillerne kampklare. For Eriksen er opereret, og følger med fra hjemmet i Odense.

I starten bølger kampen frem og tilbage, men så scorer den purunge Eriksen-erstatning Mikkel Damsgaard det første mål – og derfra ser vi os ikke tilbage, men vinder 4-1.

Danmark går amok i glædesrus – og fodboldfesten varer en stor del af årets mest lyse og korte midsommernat, hvor især unge danskere iklædt Dannebrog og en del også studenterhuer drikker og danser i en forløsning, der ikke kun handler om fodbold, men også om at leve frit.

Denne fodbold-odyssé er nemlig en fantastisk fortælling om alle for én – og om fællesskab. Et drama, der handler om nationalfølelse og løssluppen fest og glæde. Om alt det, som vi har savnet i de hårde Corona-måneder.

Det er en historie om Danmark, der står sammen – og kæmper sammen. Dén historie kan vi godt lide. Den minder om et eventyr. Også fordi landsholdet selv siger, at de spiller for nationen.

Og i morgen aften fortsætter eventyret så i version 2.0. med en ottendedelsfinale i Amsterdam, endda på Eriksens gamle Ajax-hjemmebane. Han er altså stadig til stede i ånden, og mon ikke en del af hans gamle hollandske fans vil sidde fysisk på lægterne sammen med de danske tilskuere, der har fået lov til at komme ind. Sådan så de sammen kan heppe på de danske drenge, som er blevet en hel fodboldsverdens darlinge, fordi de optrådte som mandfolk m/k, da det gjaldt.

Alt tapper også lige ind i historien om det danske samfundssind – og om Danmark som en lille rød og hvid ælling, en lille Store-Claus. En lille gigant. Det er et eventyr, som vi kan godt kan lide.

Kampen i morgen vil så vise, om der bliver en eventyrets version 3.0., 4.0. og 5.0.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Litterær samtale: ”Sofasurfer”

Udgivet den af
1

Når medierne skal fremstille det, som de kalder virkelighedens Danmark, sker det ofte med sensationerne som vinkling. Hvor skal ansvaret placeres? Hvem er ofret, som vi skal have ondt af? Eller hvem skal vi grine af? Være forarget på? Uanset hvad, så tales der til det, som sælger – og det er sjældent forståelsen, empatien og det, som gør os klogere.

Man kan derfor med rette spørge, hvad man får ud af at prøve at blive klogere på ”Virkelighedens Danmark” via aviser, tv og andre medier.  

Nogle gange får man et meget bredere og dybere billede via bøgerne, via den skønlitterære verden – og en sjælden gang et helt ekstraordinært indblik. Det fik jeg i hvert fald, da jeg læste Helle Kaare Lindbergs bog ”Sofasurfer” om den unge mand Jonas, hvis liv har været fucked helt fra han var lille.

Historien er lige så klassisk, som den er tragisk. Jonas har intet med sin far at gøre, men er vokset op hos en mor, som pga. sygdom har været ude af stand til at give ham omsorg.

Så livet for Jonas har været nedtur på nedtur – godt dokumenteret i bogens grå bilag fra de offentlige myndigheder, som følger Jonas fra han var børnehavebarn, og til han bliver 18 år – og systemet slipper ham. Et system, som er bedre til at dokumentere problemerne end gøre noget ved dem. Også fordi man på den ene side ikke lytter til Jonas, men på den anden lader ham selv bestemme.

Det svarer til at spørge en druknende, om vedkommende vil reddes – og når vedkommende så ligger med vand i munden, og fægter med armene, så sige: Det lyder, som om du siger nej. Fair nok, så går vi bare igen.

Det siger sig selv, at så går man under – og det gør Jonas også. For selvom han kun er 17 år, ved han aldrig, hvor han skal sove i nat. Så Jonas sofasurfer mellem sofaen hos moderen, sofaen hos to venner og sengen hos kæresten. Det lykkes ham selvfølgelig også at skade de få og sårbare relationer, som han har, fordi han ikke kan gøre andet, end det han gør.

Sådan er tilværelsen på bunden af samfundet: Hård, barsk, urimelig og alligevel samtidig et liv med drømme og behov, som vi alle kan genkende. Fordi livet og behovet for at høre til er almenmenneskeligt.

Sproget, dialogen, hændelserne, virkeligheden i Hvidovre og omegn, hvor bogen foregår, er 1:1. Ja, ”Sofasurfer”, som er skrevet i et fantastisk levende og letlæst sprog, er mere virkelig end virkeligheden.

Den greb mig, som jeg sjældent er blevet grebet af en bog, og den vil blive siddende i mig længe.

For det er lykkes forfatteren at give Jonas ikke kun en stemme, men også en krop og en sjæl, så man kan mærke, at her er en fiktiv figur, som vi alle kan møde hver eneste dag på gaden. For der er mange Jonasser m/k derude i virkeligheden.

Men ingen af dem er bare en del af en gruppe. De er heller ikke et socialt tilfælde, en artikel eller et indslag i tv-avisen. Hver især af virkelighedens Jonasser m/k er et mangefacetteret menneske med håb og drømme ligesom alle andre – og med evner, selvom de sjældent selv tror på, at de kan noget.

Jeg ville ønske, at ALLE politikere og andre med magt læste ”Sofasurfer”, som jeg vil give 7 ud af 6 mulige sofaer. Og det er ikke en skrivefejl, men en reel vurdering. Fordi bogen simpelthen er samfundslære på øverste hylde – godt understøttet af Nina Broens fantastiske tegninger, som med stor udtrykskraft understreger Helle Kaares Lindbergs fortælling.

Nina Broen har en streg, der på en og samme tid skærer budskabet ud – samtidig med at den rummer et væld af fortællinger.

Danmarksbloggen har talt med forfatter Helle Kaare Lindberg om ”Sofasurfer”:

Hvorfra kom ideen til at skrive bogen? Det kunne næsten lyde, som om du kender en Jonas? Også fordi bogen er som en spejling af virkeligheden 1:1.

Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad der lige præcis startede historien, da den har udviklet sig meget i løbet af skriveprocessen. Det har dog hele tiden været min intention at portrættere en ung, der sidder fast på samfundets bund. Jeg kender flere unge, der sagtens kunne have udviklet sig som Jonas. Anskuer man dem udefra, ville man tage sig til hovedet, men bag ved enhver facade ligger et mangefacetteret mennesket, der handler på baggrund af en livssituation. I dette tilfælde ser det hele temmelig sort ud, og handlemulighederne er få.

Oplever du i dit dagligdags virke som skolelærer, at systemet er bedre til at dokumentere problemerne – end at gøre noget ved dem? Og hvis ja, har du nogen ideer til, hvordan det kan blive bedre? Skal vi udbygge det spinkle sociale sikkerhedsnet? Skal myndighederne til at tale et andet og mere direkte sprog?

Ja, jeg oplever desværre alt for ofte, at dokumentationen for systemet er det vigtigste, hvilket bestemt er en af årsagerne til, at denne bog er blevet til og har fået den form, den har. Jeg har oplevet alt lige fra bortkomne sager, til sager, der går i stå, og vil man videre derfra, skal der et uhyre dokumentationsarbejde til for overhovedet at blive taget i betragtning. Det er så frustrerende at være vidne til, at et ungt menneske bliver tabt alt imens, der indhentes dokumentation, som på forhånd er dømt til at ende i en sagsmappe og ikke batte noget i praksis. Sagsbehandlingen er langstrakt, også i akutte situationer, og bliver der endelig sat initiativer i værk, ligger dette ofte langt fra det, der reelt er brug for. Meningen er god nok, men virkeligheden er en anden. Derudover gavner det heller ikke, at der er stor udskiftning af sagsbehandlere, og at vi lever i et system, hvor paragraffer sejrer over fornuften. Jeg ved ikke, hvad der kan gøres, men man bliver fra kommunernes side nødt til at behandle mennesker, som dem de er, frem for at skære dem til, så de passer ind i en bestemt kasse. Man skal også blive bedre til at skifte spor, så hvis noget ikke virker efter hensigten, må der ændres strategi fremfor at droppe sagen eller fortsætte med mere af samme skuffe. Der er for mange møder og for lidt action!

Har du en dagsorden med bogen? Det kan være politisk, moralsk, medmenneskeligt eller andet. Og hvordan ser den dagsorden i så fald ud?

En af intentionerne med bogen er at give et indblik i et miljø, som langt fra alle kender. Mange er hurtige til at dømme de mennesker, der befinder sig på kanten af tilværelsen, men det er langt mere interessant at undersøge, hvordan og hvorfor de er havnet dér. Mennesker er ikke blot dumme, dovne eller hvad man ellers kunne finde på at kalde dem, men de handler på baggrund af forskellige faktorer, som man må have indblik i for at kunne forstå deres valg. Vi bliver simpelthen nødt til at interessere os mere for hinanden; også for dem, der er anderledes end os. Derudover synes jeg, det skal frem i lyset, hvordan myndighederne behandler udsatte børn/unge. Det er under al kritik; i særdeleshed fordi disse unge i allerhøjeste grad har brug for professionelle voksne, der kan træde til, når det nærmeste netværk ikke er i stand til det. Det kan ikke være rigtigt, at der skal en “Tøndersag” eller lign. til for at få opmærksomhed på problemet. Det er over det hele, og det bør ikke handle om at holde sin ryg fri, men om at varetage barnet eller den unges tarv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk