Kan fodbolden samle?

Sport er for mange en stor del af deres liv – og af deres (nationale) identitet. Og ingen sportsgren er så fyldt med følelser i Danmark som herre-fodbold, og ingen kampe trækker så meget på nationalfølelsen, som når vi møder Sverige.

Og det er lige netop, hvad der sker igen d. 14. november og d. 17. november, når der skal spilles play-off-kampe om, hvem der skal med til EM næste år i Frankrig: Danskerne eller svenskerne.

Danmarksbloggen håber selvfølgelig på, at Danmark vinder.

Men det vigtigste er ikke, hvem der får bolden fleste gange i modstanderens mål, men at vi – via den lille runde bold og de 22 mand klædt i rødt-hvidt eller blå-gult – finder ud af, at vi har mere, der samler os, end der skiller os heroppe i Norden.

At Danmark og Sverige – og Norge med – er nødt til at holde sammen og hjælpe hinanden i en verden, der bliver mere og mere usikker og farlig. Men at vi også må åbne og hjælpe dem, der ikke er så heldige som os.

Og at vejen derfor hverken er den angste og lukkede vej, som vi har valgt i Danmark – eller den naive, som Sverige går – men istedet en fornuftig og medmenneskelig vej, hvor der er plads til både hjerte og hjerne – som der er det i sport, når sport er bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske politikere er som de tre aber: Ser, hører og siger intet

I Sverige er både de borgerlige, socialdemokraterne og venstrefløjen enige om, at Sverigesdemokraterne og meningsfæller ikke skal til fadet på nogen måde.

Og i Tyskland taler kansler Angela Merkel stærkt imod de kræfter, der er imod muslimer som fx den anti-islamiske bevægelse Pegida, der i går (som hver mandag) arrangerede demonstrationer overalt i Tyskland mod islamiseringen. Demonstrationer, der blev mødt af moddemonstrationer som den stille protest i Köln, hvor lyset blev slukket på byens store katedral. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2015/01/05/0105194610.htm

Også i Danmark var der en sådan anti-muslimsk demonstration, nemlig i Haderslev, der er første stop på vejen i en anti-islam turné, der hver anden mandag vil betyde demonstration mod islamisering ét sted i Danmark.

Men hvor er de danske politikere i alt det her? De er totalt fraværende. De er som de tre aber: Ser intet, hører intet og siger intet.

Det er rystende, og hvad værre er: De danske politikere svigter deres demokratiske ansvar, når de ikke taler mod denne dæmonisering af en bestemt befolkningsgruppe, nemlig muslimerne, der i virkeligheden er ligeså forskellige som alle mulige andre.

Men de folkevalgte i Danmark skal stoppe med at hytte og putte sig. De skal istedet tage kampen op og tale medmenneskelighedens sag – og sige, at i Danmark drejer det sig om at være menneske – ikke om hvilken religion du har.

Men nej, det sker ikke. Tværtimod så lefler samtlige danske politiske partier (pånær SF og Enhedslisten) istedet for den indre svinehund – og dens tro væbnere i Dansk Folkeparti. Dét er beskæmmende.

I vores nabolande kan politikerne godt finde ud af at kæmpe på mangfoldighedens og medmenneskelighedens side. Det skal de sørme også kunne her i Danmark.

De politiske aber må til at tage hænderne væk fra øjne, ører og mund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valget i Sverige viser vejen for valget i Danmark

Svenskerne skal til valg igen …

Det sidste valg – som var i september – handlede meget om Sveriges rolle som humanistisk supermagt, og dermed også om Sverigesdemokraternes (Sveriges pendant til dansk Folkeparti) holdning til indvandrere og flygtninge.

Det er – ikke overraskende – en holdning, der minder meget om Dansk Folkepartis holdning. En holdning, der i øvrigt har stigende opbakning i Sverige som den har det i Danmark og i resten af Europa.

Men så stopper lighederne også mellem Sverige og Danmark. For i Sverige vil de andre partier IKKE SAMARBEJDE med Sverigesdemokraterne – mens såvel blå blok som rød blok i Danmark er ved at falde over deres egne ben for at samarbejde med Dansk Folkeparti.

Vi danskere er selvfølgelig også en nation af småhandlende med kræmmer-mentalitet, der laver handler, hvor det kan lade sig gøre – men alligevel …

Alligevel er der også – ihvertfald historisk – en dansk tradition for tolerance, rummelighed og mangfoldighed.

Danmarksbloggen kunne derfor godt drømme om, at det kommende valg i Sverige (som skal holdes 22. marts) kunne vise vejen for det kommende folketingsvalg i Danmark, således at Folketingets øvrige partier kunne vise sig ligeså medmenneskelige og humanistiske som deres søster- og broderpartier i Sverige, uanset om de er rød-grønne eller tilhører Alliancen (de borgerlige).

For der er ligeså hårdt brug for en fælles politisk insisteren på rummelighed, tolerance og medmenneskelighed på Christiansborg – som der er det i Riksdagen i Stockholm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal de danske F16-fly hjem?

Svenskerne jager stadig den formodede russiske ubåd i den stockholmske skærgård.

Men også nordmændene er opmærksomme på Rusland. Så i Norge holder man sine fly hjemme fra kampen mod IS i Irak og Syrien.

Det vurderes simpelthen, at der er mere brug for flyene i Norge pga. den spændte sikkerhedssituation. Læs mere her: http://www.avisen.dk/norge-vores-kampfly-bliver-hjemme-paa-grund-af-rusla_290596.aspx

Spørgsmålet, der står tilbage, er derfor også, om det ville give mening at tage de danske F16-fly hjem fra den ellers vigtige kamp mod IS i Irak og Syrien?

For nordmændene tager fejl, når de siger, at Danmark er i en mindre farlig sikkerhedspolitisk situation end Norge i forhold til Rusland.

Den store russiske Østersø-flåde skal i tilfælde af en stormagtskonflikt ud gennem enten Storebælt eller Øresund, og det gør det mere end relevant, at vi i Danmark kan beskytte os så godt som muligt. Og til dét arbejde behøver vi selvsagt vores F16-fly.

Spørgsmålet er selvfølgelig også, hvor relevant problemstillingen i det hele taget er.

En stor verdensomspændende konflikt med Rusland på den ene side og NATO og de andre vestlige lande på den anden er (forhåbentlig og formentlig) næppe nært forestående, heller ikke selvom hollandske skibe tæt følger det russiske skib Professor Logachev, der må formodes at overtage rollen som russisk moderskib efter NS Concord, der har sat kursen mod Rusland.

Ruslands adfærd i Østersøen i øjeblikket er – efter Danmarksbloggens mening – på ingen måde starten på noget, der minder om et russisk angreb. Men derimod en klassisk russisk markering af egen styrke – samt en advarsel til Sverige om ikke at blive medlem af NATO.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er der fremmede ubåde i dansk farvand?

Svenskerne leder – om ikke med lys og lygte – så dog med skibe efter en formodet fremmed ubåd i den stockholmske skærgård.

I skrivende stund har svenskerne ikke fundet noget. Det er derfor også for tidligt at konkludere, om der er noget – og hvad det evt kan være, selvom forlydender går på, at det er en ubåd i problemer.

Men ingen ved noget. Så man må nøjes med at konkludere, at under den kolde krig var russiske ubåde ofte på besøg i den svenske skærgård – og at sikkerhedssituationen mellem Vesten og Rusland igen er spændt for første gang siden Murens fald og den kolde krigs afslutning i 1989.

Men hvad betyder en fremmed ubåd i Sverige for en blog, der beskæftiger sig med Danmark?

Ja, Danmark er en del af Vesten – og hvis der er fremmede ubåde i Sverige, er det nærliggende at stille spørgsmålet, om der også er fremmede ubåde i danske farvande?

Ja, man kunne endda være så fræk at spørge, om vi overhovedet ville opdage en evt. fremmed ubåd i de danske farvande?

Det mener orlogskaptajn ved Forsvarsakademiet Johannes Riber Nordby ikke. Tværtimod siger han i nedenstående artikel fra TV2, at han anser det som sandsynligt, at der af og til er en fremmed ubåd i dansk farvand.

Samt at Danmark ikke er istand til at lave en operation som svenskerne gør det i øjeblikket.

Læs mere her: http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2014-10-18-fremmede-ubaade-kan-ogsaa-vaere-skjult-i-danmark

Dét synes Danmarksbloggen er ret skræmmende – især når man tænker på, at vi er næsten-nabo til et meget stort land mod øst.

Selv har vi i øvrigt ingen ubåde mere. Det har vi ikke haft i snart 10 år. Noget, man også kan undre sig over, når man tænker på, hvor meget vand der er omkring Danmark.

Læs mere her: http://www.navalhistory.dk/danish/soevaernsnyt/2004/farveltilubaadene.htm

Men måske vi får ubåde igen. For nylig blev der ihvertfald stillet spørgsmål i Folketinget om, hvor lang tid det ville tage at få danske ubåde igen. Svaret var 8-10 år.

Svaret kan læses i sin fulde længde her: http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/fou/spm/357/svar/1156777/1402088.pdf

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dansk dobbeltmoral og svensk demokrati

Danske medier er fulde af artikler om, hvor anti-demokratiske de gamle svenske partier er, når de ikke vil samarbejde med Sverigesdemokraterne, der fik 13 procent af stemmerne ved søndagens valg til Riksdagen (Sveriges Folketing).

Men man kan også vende den om og sige, at det er flertallet – nemlig 87 procent, der nu vil se, hvad de kan finde ud af sammen. Og dét er jo i grunden ganske demokratisk med netop flertalsafgørelser. Så kan Sverigesdemokraterne være nok så meget Sveriges tredjestørste parti. De repræsenterer stadig kun 13 procent af vælgerne.

Og inden danske politikere som fx en Pia Kjærsgaard kommer for godt i gang (se nedenfor), kunne det være en god idé først at se sig om i egen andegård. For der er en stor portion dansk dobbeltmoral i fordømmelsen af svenskerne og deres demokrati.

http://www.bt.dk/udland/pia-kjaersgaard-tordner-mod-svenskerne-de-er-hoejroevede-og-arrogante

I Danmark er det blot Enhedslisten, der sættes i skammekrogen, når partiet konsekvent beskyldes for at være økonomisk uansvarlige. Noget, som man på højrefløjen i dansk politik nærmest har som et fast mantra om partiet, der som det eneste i Danmark (på nær dele af SF) holder den humanitære fane højt. Alle beviser på Enhedslistens store økonomiske ansvarlighed preller også af på blå blok som vand på en gås.

Enhedslisten er ikke til at stole på, er budskabet fra den dobbeltmoralske blå blok i Danmark, som dermed ikke anerkender de vælgere, der stemmer på Enhedslisten.

Ved sidste valg var det 6,7 procent af vælgerne, der stemte på liste Ø – og meningsmålinger spår, at der kan blive tale om, at Enhedslisten vokser til mere end dobbelt størrelse ved det Folketingsvalg, der skal finde sted på samme dato som svenskernes i søndag – bare først i 2015.

Enhedslisten kan altså blive ligeså stor i Danmark, som Sverigesdemokraterne er det i Sverige – men Enhedslisten anerkendes ikke af blå blok.

Og dermed er blå blok i Danmark jo præcis ligeså anti-demokratisk, som de beskylder svenskerne for at være.

Det er dobbeltmoralsk – det er hyklerisk – og det fortæller alt om den (manglende) moralske habitus i blå blok i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå blok kan lære MEGET af svenskerne

Sverige har været til valg, og efter otte år med en borgerlig regering er det tid til et skifte til en rød-grøn regering under ledelse af socialdemokraten Stefan Löfven.

At det er sådan skyldes ENE OG ALENE, at blå blok i Sverige IKKE VIL SAMARBEJDE med Sverigesdemokraterne – altså Dansk Folkeparti´s svenske søsterparti.

Samtlige svenske partier er nemlig helt enige om, at Sverige er en humanitær stormagt – og at sådan skal det fortsætte. Så kan Sverigesdemokraterne gå nok så meget frem – og det gør de. Sverigesdemokraterne er nu Sveriges tredjestørste parti med 13% af vælgerne bag sig.

Men det er man ligeglade med hos blå blok i Sverige.

For her vil den gamle statsminister fra Moderaterne Fredrik Reinfeldt ikke gøre som først Fogh og siden Løkke i Danmark og basere sin magt på et nationalistisk parti med en umenneskelig holdning til sine medmennesker – i Sverige altså et samarbejde med Sverigesdemokraterne, hvis politik en anden borgerlig partileder i Sverige Annie Lööf har kaldt for et brunt luftslot.

For ville blå blok i Sverige samarbejde med Sverigesdemokraterne, så kunne de mageligt blive siddende ved magten.

Men nej, hellere miste magten end at basere den på et parti, der er så menneskefjendtligt som Sverigesdemokraterne …

Det er imponerende, og dér kunne Venstre og Konservative i Danmark godt nok lære meget af deres svenske kollegaer!!!

For blå blok i Sverige holder medmenneskelighedens og anstændighedens fane helt op i luften, hvor den nu står og vejrer over Riksdagen i Stockholm.

Samme fane i Danmark bliver desværre brugt som tæppe for den svinehund, som for længst er lukket ind i Christiansborgs inderste magtcirkler – og som Løkke og Pape regner med skal bruges som parlamentarisk grundlag om et års tid, når der er valg i Danmark.

Dét er skræmmende, men desværre forventeligt, når man ser på Løkkes og Papes (manglende) moralske habitus. De når således ikke deres svenske kollegaer til kanten af de sko, der formentlig ikke har kostet 2000 kroner.

Men tænk, hvad der kunne ske i dansk politik, hvis blå blok var kloge nok til at lære af deres svenske kollegaer?!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bengt og Bent: Forskellen på Sverige og Danmark?

Danmarksbloggen har fået nedenstående – meget tankevækkende – indlæg sendt af Sune Nielsen, dansker bosat i Uppsala, Sverige:

To demente ældre mænd forsvandt og blev fundet i Sverige henholdsvis Danmark indenfor samme uge. Begge desværre som døde. Presseomtalen var vidt forskellig. Siger det mon noget om forskellen i dansk og svensk mentalitet? Det har jeg ikke noget svar på, men her er historien:

I sidste uge, torsdag den 22. maj om aftenen var jeg på såkaldt ”skallgång” i det nordøstlige Uppsala sammen med organisationen Missing People. Skallgång er betegnelsen for en systematisk gennemgang af et område for at finde en forsvunden person. Den forsvundne var Bengt. Jeg kender bare hans fornavn. Bengt havde forladt sit hjem i Uppsalabydelen Östra Nyby lørdagen forinden og var ikke set siden. Jeg bor selv i samme bydel.

Det mærkelige var, at jeg måske havde set ham på vej væk, der om lørdagen. Det fandt jeg ud af om søndagen. Søndagen efter hans forsvinding tog jeg på en joggingtur om morgenen. På vej ud ad en skovvej støder jeg pludseligt på en politibil, som standser. Politimanden spørger, om jeg har set en ældre herre og kommer med en beskrivelse. Det er da Bengt, som forsvandt aftenen før. Jeg lover politimanden, at jeg vil holde øje.

Lidt senere møder jeg en mand på cykel. Det viser sig, at han også er ude for at kigge efter Bengt. Han havde hørt om forsvindingen allerede aftenen før i lokalradioen, og han havde været tidligt ude om morgenen for at gennemsøge det skovområde, hvor jeg nu havde lagt min joggingtur.

”Jeg har set det hele igennem, og Bengt er ikke her,” sagde han, førend han fortsatte af skovvejen. Han måtte have været ret tidligt oppe.

Jeg fandt ham heller ikke, og da jeg kom ud ad skoven igen hørte jeg, at politiet havde en helikopter i luften for at se, om de kunne spotte ham ad den vej. Næsten hjemme støder jeg ind i endnu en mand på morgentur. Det viser sig at være Bengts nabo. Han begynder selv at fortælle om politiopbuddet aftenen forinden, og at han først havde troet, at det var endnu et æresdrab (Östra Nyby var hjemsted for det mest kendte i Sverige på Fadima, og hendes bror er netop blevet skudt af politiet – også i samme kvarter) eller endnu en pyromanbrand (der har været tre indenfor det sidste halve år). Han fortæller, at Bengt og hans kone plejede at gå tur med deres kat i snor, så jeg havde måske set ham?

Så slog det mig, at jeg om eftermiddagen, lørdag, havde set en mand svarende til beskrivelsen af Bengt. Han kom gående med ganske små skridt på vejen fra Östra Nyby til bydelen Gränby, en idyllisk lille vej på et par kilometer, som blandt andet går gennem lidt skov og klipper, og det ser man ellers ikke i det generelt meget flade Uppsala.

Måske var min observation vigtig? Jeg ville i hvert fortælle politiet om manden med katten. Jeg havde aldrig set andre gå rundt med deres katte der, men det kunne i selvfølgelig være en anden.

Lidt efter spotter jeg en politimand komme gående på pæn afstand. Han var både høj og bred. Jeg prajer ham, og lidt efter kan jeg berette om min observation. Mit første indtryk bliver lidt skæmmet af et par fortænder som stikker skråt ud og hviler på underlæben, så de anes også med lukket mund. Jeg tager mig i at kigge et øjeblik for længe på denne dentale særhed ved manden … men det er ikke det eneste. Jeg fortæller om manden med katten, som jeg havde set eftermiddagen i forvejen, og politimanden siger, at det ikke kan passe, for da var han ikke forsvundet endnu. Men det var godt, at jeg gjorde observationer, sagde han – gav mig thumbs up, og noterede i øvrigt ingenting. Jeg endte med et indtryk af en politimand af den type, som man ofte ser i svenske krimiserier à la Wallander – en høj, kraftig, meget fysisk stærk type – uden nødvendigvis så meget at gøre godt med i øverste etage.

Suk – hvordan kunne han vide, at det ikke var vigtigt? Han kunne vel ikke kategorisk afvise det? Og hvad var historien bag Bengts forsvinden?

Efter jeg var kommet hjem, kiggede jeg på nyheder for at blive klogere, men der stod ikke rigtig noget. Der stod ikke engang, at manden hed Bengt. Jeg så, at organisationen Missing People også var sat på sagen, og de skulle gå deres første skallgång samme aftenen. Jeg havde lyst til at gå med, for alle kan i princippet deltage, hvis ens fysik er nogenlunde i orden. Men jeg havde desværre ikke tid. I stedet tog jeg et lille smut hen til det sted, hvor jeg havde set manden med katten og var heldig at træffe en gruppe fra Missing People. Jeg fortalte om manden med katten, og denne gang blev der gjort notater.

Arbejdsugen startede, og Bengt forblev forsvunden. I Uppsala Tidning kunne man læse, at politiet ikke brugte så mange ressourcer på eftersøgningen længere, da man ikke vidste, hvilken retning Bengt var gået i.

Missing People planlagde nye skallgång, og jeg meldte mig da til en om torsdagen. Lederen af gruppen viste sig at være samme mand, som jeg havde set lede gruppen søndag aften, en trind mand på omkring 50, som i det daglige var leder på en byggeplads. Nu førte han an på vores skallgång med en bestemt mine og uden at sige ret meget. Vi gik omkring i Gränby til det blev for mørk uden at finde noget af betydning.

På et tidspunkt under skallgången spørger jeg lederen af gruppen, om han ellers kender noget til Bengt og hans liv inden forsvindingen? Manden kigger på mig lettere betuttet. ”Nå, er det Bengt han hedder? Javist, det er det vel.. nej, jeg kender ikke noget til ham. Det må vi jo ikke. Det kan du nok forstå.” En dame istemmer, og siger, at det er vigtigt, at vi ikke kender noget til manden – og de pårørende har det jo svært nok i forvejen, så man kan ikke bare sprede informationer til alle og enhver. Jeg har på fornemmelsen, at jeg har sagt noget dumt.

Jeg vidste jo det med katten fra naboen, og manden, som jeg havde set med en kat, som ovenikøbet passede på beskrivelsen af Bengt … og egentlig havde jeg tænkt, at jeg skulle bringe det på banen igen, hvis der kom et passende tidspunkt … men nu ville jeg slet ikke nævne noget. Vi gik tavse rundt og ledte uden at skulle vide for meget.

To dage senere ser jeg en kort nyhed i Uppsala Tidning. 80-årig mand fundet død, ikke noget om navn og sted, hvor han er fundet, men der står bare, at det er den mand, som man har ledt efter en uge. Der står desuden, at en ny planlagt skallgång er aflyst.

I dag sidder jeg så og kigger på danske netaviser, og pludseligt falder jeg over historien om Bent fra Allerød. Bent havde nogenlunde samme alder som Bengt, han var også dement og forsvandt få dage efter Bengt. Men denne historie fortælles helt anderles. Her får man Bents fulde navn, og ikke mindst får man historien om familien bestående af en far og hans to børn, som tog ud for at lede ham – og fandt ham. Et billede af dem tjener som illustration til historien. Der står, hvordan de startede ved Bents adresse, gik ned til Allerød Sø og endte med at finde ham der i vandkanten mellem sivene.

Måske viser man mere hensyn overfor familie til forsvundne i Sverige? Har Sverige en anden presseetik end i Danmark? Hvad som er på spil, ved jeg ikke – det är bara annorlunda i Sverige. Det siger mig noget om Danmark, men jeg ved ikke helt, hvad det er endnu.

Skrevet af: Sune Nielsen, dansker bosat i Uppsala, Sverige

Santa Lucia kommer med lyset i en mørk tid

Santa Lucia er en mærkværdighed her i Norden. For hun er såre katolsk, men alligevel er hun allermest populær her højt mod nord. Måske fordi vi har mest brug for hende heroppe i den mørke tid. Hun er jo helgeninde for lyset, og idag d. 13. december er det hendes helgendag.

Oprindelig er Santa Lucia en katolsk helgeninde, der døde martyrdøden i byen Syracuse i Italien, dels fordi hun ikke ville afsværge sig sin kristne tro, og dels fordi hun hjalp andre kristne, der måtte skjule sig for kejseren.

Op igennem 1700-tallet fik hun dog mere og mere fodfæste i det ellers så protestantiske Sverige, inden hun for alvor slog igennem i slutningen af 1920´erne, hvor en svensk avis arrangerede den første “Sveriges Lucia”.

Sidenhen har broderlandet hvert år fundet Sveriges Lucia, der findes blandt de forskellige svenske byers Lucia. For hver by i Sverige kårer sin egen Lucia, som udover at være ung og smuk, også skal være forsynet med en god sangstemme og gerne involveret i frivilligt arbejde for andre eller for miljøet.

For i Sverige er Lucia andet end bare at være iklædt en hvid kjole og synge Luciasangene – ja, netop sange. For i Sverige har man flere Lucia-viser udover den klassiske Santa Lucia-sang. I Sverige drejer det sig i det hele taget om at sprede lys og glæde på Luciadag, både samfundsmæssigt og derhjemme.

Og det starter allerede om morgenen, hvor én i familien (og det kan godt være faderen) tager lyskrone på hovedet og vækker de andre i familien med sang, kaffe, kakao og de såkaldte Lussekatter (boller bagt med safran, der giver både en smuk gul farve og en helt speciel smag).

Og siden går det slag i slag med Lucia-optog på skoler, plejehjem, arbejdspladser og alle andre steder, hvor folk færdes i løbet af dagen. Om aftenen er der så Lucia-koncerter i kirker og kulturhuse. Alle steder spredes der på den måde lys i mørket på Lucia-dagen. Lys og håb om at verden bliver bedre, og at det bliver forår og sommer igen.

Danmarksbloggen prøver også at tænde lys og give håb, ikke kun på denne mørke Lucia-dag, men også resten af året. For Danmarksbloggen tror på, at mennesker kan forandre verden. Tror på at vi mennesker vil det gode for hinanden, når alt kommer til alt.

Som Nelson Mandela sagde det: “Det falder mennesket mere naturligt at elske end at hade. For menneskets godhed er en flamme, der kan skjules, men aldrig slukkes.”

Dét skal vi holde fast ved i en på mange måder mørk tid. God Lucia.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fodboldkvinderne kan …

Nationalfølelsen får som regel frit spil i forbindelse med sport … og måske allermest når det drejer sig om fodboldlandsholdet. Og siger man fodboldlandsholdet, tænker mange på det vingeskudte mande-landshold, der er dårligere i øjeblikket end de har været det i mange år.

Men det er ikke mændene, som det her skal handle om. På plakaten er istedet de gæve fodboldkvinder, der normalt ikke har den store bevågenhed og derfor heller ikke er blot i nærheden af de økonomiske ressourcer, som mændene har.

Alligevel er det danske kvindelandshold i semifinalen til EM i aften, hvor modstanderen hedder Norge. Godt nok med lidt held fra en lodtrækning. Men da mændene vandt EM i 1992, skyldtes det også et tilfælde. De skulle nemlig slet ikke have været med, men kom det på grund af krigen i Eks-jugoslavien.

Det kunne være godt, hvis kvinderne vandt i aften – og i finalen, der spilles på søndag. Skønt for deres egen skyld først og fremmest, men også for ligeberettigelsen og for forståelsen af at kvinders sportspræstationer er ligeså flotte som mænds.

I Danmark siger vi ellers, at vi har ligeberettigelse. Men det kniber voldsomt på det sportslige område, især når man ser på sponsorater og mediedækning, hvor mændene nærmest løber med hele butikken, hvis man ser bort fra få sportsgrene som fx håndbold.

Men det kunne en dansk EM-titel til fodboldkvinderne på søndag forhåbentlig lave om på. Er man overtroisk, har vi også nærmest vundet allerede. For som i 1992 spilles der i Sverige, finalemodstanderen bliver Tyskland, og landstræneren hedder Møller til efternavn. Og så kan kvinder faktisk spille fodbold …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk