Santa Lucia kommer med lyset i en mørk tid

Santa Lucia er en mærkværdighed her i Norden. For hun er såre katolsk, men alligevel er hun allermest populær her højt mod nord. Måske fordi vi har mest brug for hende heroppe i den mørke tid. Hun er jo helgeninde for lyset, og idag d. 13. december er det hendes helgendag.

Oprindelig er Santa Lucia en katolsk helgeninde, der døde martyrdøden i byen Syracuse i Italien, dels fordi hun ikke ville afsværge sig sin kristne tro, og dels fordi hun hjalp andre kristne, der måtte skjule sig for kejseren.

Op igennem 1700-tallet fik hun dog mere og mere fodfæste i det ellers så protestantiske Sverige, inden hun for alvor slog igennem i slutningen af 1920´erne, hvor en svensk avis arrangerede den første “Sveriges Lucia”.

Sidenhen har broderlandet hvert år fundet Sveriges Lucia, der findes blandt de forskellige svenske byers Lucia. For hver by i Sverige kårer sin egen Lucia, som udover at være ung og smuk, også skal være forsynet med en god sangstemme og gerne involveret i frivilligt arbejde for andre eller for miljøet.

For i Sverige er Lucia andet end bare at være iklædt en hvid kjole og synge Luciasangene – ja, netop sange. For i Sverige har man flere Lucia-viser udover den klassiske Santa Lucia-sang. I Sverige drejer det sig i det hele taget om at sprede lys og glæde på Luciadag, både samfundsmæssigt og derhjemme.

Og det starter allerede om morgenen, hvor én i familien (og det kan godt være faderen) tager lyskrone på hovedet og vækker de andre i familien med sang, kaffe, kakao og de såkaldte Lussekatter (boller bagt med safran, der giver både en smuk gul farve og en helt speciel smag).

Og siden går det slag i slag med Lucia-optog på skoler, plejehjem, arbejdspladser og alle andre steder, hvor folk færdes i løbet af dagen. Om aftenen er der så Lucia-koncerter i kirker og kulturhuse. Alle steder spredes der på den måde lys i mørket på Lucia-dagen. Lys og håb om at verden bliver bedre, og at det bliver forår og sommer igen.

Danmarksbloggen prøver også at tænde lys og give håb, ikke kun på denne mørke Lucia-dag, men også resten af året. For Danmarksbloggen tror på, at mennesker kan forandre verden. Tror på at vi mennesker vil det gode for hinanden, når alt kommer til alt.

Som Nelson Mandela sagde det: “Det falder mennesket mere naturligt at elske end at hade. For menneskets godhed er en flamme, der kan skjules, men aldrig slukkes.”

Dét skal vi holde fast ved i en på mange måder mørk tid. God Lucia.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk