Woman´s March – Copenhagen

Udgivet den 21. januar 2017 af admin

Svar

Hvad skal du lave fra kl. 14 til kl. 17 i dag, lørdag d. 21. januar?

Ja, hvis du er kvinde m/k og går ind for lighed og mangfoldighed og mener, at verden er ved at udvikle sig til et farligt sted, hvor den højreorienterede populisme og den hadske retorik får alt for meget magt, senest ved valget og indsættelsen af Donald Trump som USA´s præsident, så skal du deltage i Woman´s March.

Den store moder-march finder selvfølgelig sted i Washington D.C., men over hele verden er der søster-marcher – også i København, hvor vi mødes kl. 14 ved den amerikanske ambassade og ender kl. 17 ved Christiansborg.

Kom og vær med. Der er desperat brug for alle, der mener, at hadets skingre retorik skal have et værdigt og medmenneskeligt modsvar.

Læs mere her: https://www.facebook.com/events/1651875038443216/

Danmarksbloggen kommer selvfølgelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ditte & Louise”

Udgivet den 14. november 2016 af admin

Svar

Danmarksbloggen binge-watchede i sidste uge både sæson 1 og sæson 2 af ”Ditte & Louise”, der er en såkaldt TV-komedie-serie om det umage makkerpar Ditte og Louise, der gerne vil være kendte, kvindelige komikere.

Men det er svært at slå igennem, så undervejs i det ene mere gakkede forsøg efter det andet må de udover at kæmpe mod instruktører, castere, skuespillere og andre i mediebranchen slås med både mænd, kærester, mødre, kendis-faktoren, utroskab, sex-faktoren, drømme, pengemangel, for mange penge, teenagebørn, børnehavepædagoger – og hvad der ellers hører til storby- og medielivet her i 10´erne.

Det går selvsagt aldrig som planlagt for de to kvinder. Og hvis ikke de selv fucker det op (og det er de mere end gode til), så sørger en ond skæbne for, at det partout går galt på diverse tåkrummende, pinlige og sjove måder, der samtidig også spidder vor tid.

Første sæson vandt en Robert – og det var mere end velfortjent.

For serien er nemlig mere end blot en komedie-serie om Ditte og Louise. Det er en serie om alle kvinder over 40 – og ikke kun dem i skuespils- og teaterbranchen, men også mange andre steder i et samfund og en verden, hvor ungdommen er det, der sælger, og mændene stadig har pengene og magten – men hvor kvinder over 40 stadig har både drømme og lyster – også til succes og sex.

Så ja, det er en komedie – men en komedie med store træk af både drama og tragedie. For både sæson 1 og 2 er uhyggeligt tætte på virkeligheden, hvad alle kvinder over 40 kan skrive under på. Kvinder, hvor mange accepterer usynligheden og giver op og slår sig til tåls med strikketøjet, den perfekte krumme på det italienske brød eller andre ligegyldigheder. Men hvor nogle (også ude i den virkelige verden) heldigvis kæmper videre, som Ditte og Louise gør det på trods af nedturene, men med rødvins-samtalerne, tilgivelsen og krammene som god energi.

Og mere af det, tak, både på skærmen og i virkeligheden. Også selvom man kan undre sig over, hvor modet og kræfterne til at fortsætte kommer fra, når man igen og igen slås mod jorden. Men måske er det nødvendighedens lov? Vi – de – Ditte og Louise – kvinderne gør det, fordi vi ikke kan lade være. Fordi vi kan lide det, vi laver. Så enkelt er det.

Enkelt er det imidlertid ikke at skrive så godt et manus, som Ditte Hansen og Louise Mieritz gør det. Og det er kun sværere at spille så overbevisende – også i de mange grænseoverskridende – og som regel rimeligt afklædte scener. For i ”Ditte & Louise” får vi det hele – råt for usødet. De to kvinder viser sig, som de er – på alle måder. Det er FEDT, og undertegnede kunne sagtens tage otte afsnit mere. Snildt endda.

Danmarksbloggen giver derfor også fem store glas rødvin ud af seks mulige og opfordrer alle – både mænd og kvinder – til at se serien og måske endda blive inspireret til at turde leve sine egne drømme ud.

Begge sæsoner – i alt 16 afsnit på hver små 30 minutter – kan ses hos DR.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kylle, Pylle og Rylle-effekt

Udgivet den 12. oktober 2016 af admin

Svar

En af dagens store debatter har handlet om at undgå Rip, Rap og Rup-effekten, altså det at mænd vælger mænd ligesom dem selv, når et debatpanel, en bestyrelse eller andet skal sammensættes.

Danmarksbloggen er helt enig i, at det er det, der sker. Men omvendt så gavner det ikke nogen eller noget, hvis der partout SKAL være kvinder med – eller sorte – eller homoseksuelle – eller nogen andre grupper. Så ender vi bare op med en Kylle, Pylle og Rylle-effekt, og så er vi lige vidt.

Den effekt har vi i øvrigt allerede i diverse dameblade, hvor mænd som regel kun inviteres med, når de skal fortælle, hvor fantastiske kvinder er.

Men hvorom alting er, så handler det om at være i stand til at se bort fra køn, seksualitet, race og religion – og se på mennesket, og det gælder både paneldebatter, bestyrelser og samfund i det hele taget. For først når vi kan det, er vi alvor kommet nogen vegne – og lidt tættere på Andeby-samfundet, der jo i mange henseender er et drømme-samfund.

For i Andeby er der ikke mange, der ligner hinanden – men de lever alligevel i fred og fordragelighed med hinanden, hvad enten de er ænder, mus, hunde eller alle de andre herlige ting, som man kan være, når man er så heldig at bo i Andeby. Og de få, der er skurke som Bjørnebanden og Sorte Klat, kan man jo simpelthen se det på.

Dét er smart – gid man boede i Andeby!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvinder leverer …

Udgivet den 17. maj 2016 af admin

Svar

Women deliver – Kvinder leverer, hedder den store kvindekonference, som i går åbnede i Bellacentret i København. En vigtig konference, som netop sætter spot på kvinder – og kvinders på verdensplan store og voldsomt uudnyttede potentiale.

Ja, faktisk er kvinder jordens mest uudnyttede ressource …

Dén er værd at tænke over – og tage med, når man diskuterer, hvad der kan gøres mod fattigdom og sygdom – og for bæredygtig vækst, miljø og sundhed.

MEN der var noget, som ikke blev sagt – og som skal være på plads, hvis det store, uudnyttede kvindepotentiale skal have lov til at blomstre og folde sig ud.

Nemlig dette enkle: At nogen med magt og/eller penge skal give kvinderne muligheder for at lære, forske, arbejde – i det hele taget virke.

For selv den mest dygtige har ikke en chance for at levere, hvis ikke vedkommende har en platform at gøre det på. Selv en klog kvinde behøver dette.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De seksuelle overgreb

Udgivet den 11. januar 2016 af admin

Svar

Sagen – eller rettere sagerne om seksuelle overgreb på kvinder bare fortsætter og fortsætter. For det var ikke kun i Köln, at den var gal. Også i mange andre tyske byer – og i andre byer over Europa – og også mange andre dage end lige nytårsnat.

Der tegner sig nemlig et billede af, at nogle mellemøstlige og nordafrikanske mænd opfatter kvinder som lettilgængelige, når de går på gaden uden at være i selskab af en mand.

Det er et billede, som er meget grimt – men som ingen kan løbe fra. For det er en sandhed – om end ilde hørt – at disse mænd kommer fra kulturer, hvor der er en stærk, social kontrol med piger, som opfattes som svage, og som nogen, der skal passes på – og overvåges, så pigerne kan vedblive med at jomfruer, til de skal giftes.

Det er et kvindesyn, som er i direkte modstrid med det europæiske lighedssyn, hvor kvinder og mænd har de samme rettigheder både i samfundet og i forhold til sex – og at færdes frit og alene på gaden. Disse mellemøstlige og nordafrikanske mænds kvindesyn er derfor et kvindesyn – og en kvindeforagt, der skal bekæmpes med lige dele oplysning og lige dele konsekvens.

For i Europa – og i Danmark – kan og skal mænd og kvinder kunne tillade sig det samme uden at risikere et sex-overgreb. Og ja, der er også hvide mænd, der chikanerer og voldtager, og mænd fra Mellemøsten, som ikke gør.

Men forskellen består i, at danske mænd gør det PÅ TRODS af, hvad de har lært hjemme og i samfundet – mens drenge og mænd mange andre steder i verden lærer, at mænd er mere værd end kvinder – og at kvinder uden “beskyttelse” er frit bytte.

Det handler altså om opdragelse, oplysning – og konsekvens.

At hævde og agere efter noget andet er at svigte kvinderne – både de etnisk-danske og dem af anden etnisk herkomst, som kæmper en brav kamp for at blive frie kvinder og integreret i Danmark.

Og det må og skal være kvinder og kvinders frihed – uanset herkomst – som vi har fokus på her.

Frihed til at gå på gaden, frihed til at være “sexet” påklædt, frihed til at ytre sig – også i debatter uden at blive svinet til som det er sket for en af debattørerne her på Danmarksbloggen, der – fordi hun påtaler kvinders ret til frihed – har fået diverse beskidte og sjofle mails og beskeder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvindeforagten er problemet

Udgivet den 8. januar 2016 af admin

Svar

De seksuelle overgreb i Köln på 100 tyske kvinder nytårsnat har rejst en enorm debat, som meget hurtigt kommer til at handle om race, religion og kultur.

På den ene side står dem, som siger, at det her handler om, at mænd fra Nordafrika og arabiske lande er vant til at betragte kvinder som enten madonnaer eller ludere – og at mændene derfor “ikke kan lade være” med at agere, som de gør.

På den anden side er så dem, som henviser til at også hvide, vestlige mænd begår seksuelle overgreb – og at vi skal passe på ikke at lade det her handle om race, religion og kultur.

Som Danmarksbloggen ser det, så skal vi holde fast i, at det er kvindeforagten, som er problemet.

En kvindeforagt – og en opfattelse af kvindens krop som per automatik tilgængelig for enhver mand, som måtte have lyst – der er et verdensomspændende fænomen, som også ses i fx Indien, hvor massevoldtægt af selv meget små piger er hverdag.

MEN – for der er et men. Vi skal heller ikke lukke øjnene for det faktum, at der ER problemer med mænd af nordafrikansk og mellemøstlig oprindelse, som er overrepræsenterede i voldtægts-statistikkerne.

Det er IKKE ensbetydende med, at ALLE muslimske mænd har den holdning – for det har de IKKE. Langtfra. Men andelen af mænd af mellemøstlig oprindelse, der begår seksuel kriminalitet, er større end andre grupper i Danmark – og vi hjælper ingen ved at fortie det faktum, hvad det så end skyldes.

Under alle omstændigheder: Så handler det her ikke om at smide møg i hovedet på hinanden, men om at støtte og øge respekten for kvinder – hos alle, både mænd og kvinder, hvide og mørke osv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En hvid mand føler behov for at tage afstand fra Paris-terror

Udgivet den 17. november 2015 af admin

Svar

Jeg vil som mand gerne tage afstand fra den terror, der er begået i Paris. Bemærk at det kun er MÆND som har deltaget – og derfor må jeg som mand tage afstand fra deres gerninger, da de ikke har handlet på mine vegne som mand …

Lyder det åndssvagt? Så tænk over alle de muslimer der som “vi” ønsker tager afstand fra de islamiske terroristers gerninger! Er det ikke lige så åndssvagt?

Det, der i virkeligheden er åndssvagt i dette, er: At vi – der ikke er muslimer – nu frygter muslimer pga. nogle få gale muslimers værk. Det vil svare til, at alle kvinder og børn nu frygter mænd pga nogle få gale mænds værk.

Hvis du stadig synes mit opslag er åndssvagt, så er det sikkert, fordi du kender mange mænd som er flinke. Og du kender sikkert ikke mange muslimer, som er flinke … fordi du ikke kender nogle muslimer! Det er faktisk den eneste grund til, at kvinder lige nu ikke frygter mænd, men at vi alle frygter muslimer!

(Nu har jeg skrevet “ingen”, “alle” osv i indlægget. Det er naturligvis mere nuanceret, men jeg regner dig som læser klog nok til at fange pointen alligevel).

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 00´erne

Udgivet den 2. juni 2015 af admin

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien. Ja, her den sidste uge endda hver dag.

I dag skal det handle om 00´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

00´erne: Terror, angst, krise og klima-topmøde

Den sorgløse tid efter Berlinmurens fald sluttede brat d. 11.september 2001. Den dag i dag kan alle voksne stadig huske, hvad vi lavede, da vi hørte om – eller så – flyene flyve ind i tvillingetårnene i New York. En chokeret verden fulgte derpå med via tv-skærmen, mens røgen bølgede ud, indtil tårnene brasede sammen. Det ene efter det andet. Samtidig erfarede vi, at et tredje fly var fløjet ind i Pentagon – og et fjerde fly havde kurs mod Washington D.C., men at heroiske passagerer tvang det til at forulykke på en mark.

Verden var blevet en anden. Mere mørk, mere truende – og måske kom noget af dét også fra vores eget sind, fra angsten for det ukendte og dem, som vi ikke kender. Fjenden var pludselig alle steder, og en stor utryghed kom ind i vores liv og verden.

Den nye dagsorden betød også, at én kvinde i dansk politik kom til at spille en hovedrolle, selvom hverken hun eller hendes parti sad med i den borgerlige VK-regering, der stort set styrede Danmark gennem 00´erne. Der er tale om den daværende leder af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard, som med stor politisk snilde og perfekt timet retorik talte lige ind til den frygt for alt ukendt, som havde grebet mange danskere – og som gjorde (og stadig gør), at mange danskere stemmer på Dansk Folkeparti.

Stemmer, som blev brugt til den ene udlændigestramning efter den anden. VK-regeringen sagde ja, så længe at Dansk Folkeparti stemte for endnu en nedskæring på det sociale område kombineret med endnu en skattelettelse (ofte til de rigeste). Og sådan gik 00´erne.

Ovre på den anden side af det politiske spektrum talte man derfor også om den indre svinehund – og den laveste fællesnævner, og i slutningen af årtiet kom en ny, ung kvinde ind i dansk politik, nemlig Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der med ligeså stor snilde og retorisk dygtighed som Pia Kjærsgaard forstod at tale sin sag, der værdimæssigt set derimod er det modsatte af Pia Kjærsgaard.

Men endnu i 00´erne var Johanne Schmidt-Nielsen ung og grøn. Det samme var socialdemokraternes nye og første kvindelige formand Helle Thorning. Fremtiden skulle dog vise sig at tilhøre netop disse to – men mere om det i morgen, når vi skal høre om 10´erne.

Endnu er vi i 00´erne. Et årti, der levede op til sit navn, med krise på krise, og især finanskrisen fra 2008, som gjorde mange – især kvinder – arbejdsløse. Og i VK-regeringens tid var det særlig skidt, da såvel dagpengesystem som andre sociale ydelser blev kraftigt beskåret.

Læg dertil at der stadig i 2000 var en forskel på mænd og kvinders gennemsnitsløn på 12-19 procent i mændenes favør. Samt at mændenes gennemsnitlige pensionsformue var cirka 30 procent større end kvindernes.

Et ”Videnscenter for Ligestilling”, som afløste Ligestillingsrådet, og som blev etableret af den socialdemokratiske regering i 2000, blev også nedlagt i 2002 af VK-regeringen. Den slags ”smagsdommeri” skulle der nemlig spares på, var holdningen hos den borgerlige regering, der ellers havde markante kvinder som ministre, fx Lene Espersen og Inger Støjberg. Men ingen af dem anfægtede dette angreb på ligestillingen.

Man kan altså sige, at det gik den gale vej – også når man betænker, at efter kommunalreformen var 91 ud af 98 borgmestre i Danmark i 2005 mænd. Altså det år, hvor vi kunne fejre 90-året for kvindernes stemmeret.

Nogle kvinder havde dog succes med at positionere sig politisk. Mest nok den konservative Connie Hedegaard, der først var minister, blandt andet klimaminister og siden EU-kommisær for klima – og måske Danmarks dygtigste i Bruxelles nogensinde. Ved klimatopmødet i København i 2009 var det i hvert fald tydeligt, at der stod respekt om hende og hendes evner fra hele verdens ledere – og resultatet var formentlig blevet både anderledes og bedre, hvis hun havde ledet det vigtige topmøde fremfor Lars Løkke. Connie Hedegaard var fx formentlig ikke faldet i søvn undervejs!!!

Der kom også to nye markante kvinder til Danmark udefra – selvom reglerne for ægteskab med folk fra andre lande strammedes voldsomt. Det gjaldt dog ikke disse to, nemlig kronprinsesse Mary, der er skotsk født, men opvokset i Tasmanien og Australien, og som i 2004 giftede sig med kronprins Frederik. Samt franskfødte prinsesse Marie, der i 2008 giftede sig med prins Joachim, der i 2004 blev skilt fra grevinde Alexandra.

Udenfor landets grænser virkede også danske kvinder som fx skuespilleren Connie Nielsen, der boede i USA og havde store filmroller i 00´erne, men som i Danmark var ligeså kendt for sit daværende ægteskab med Metallica-stjernen Lars Ullrich.

Svømmepigerne var også populære – og i modsætning til 1930´ernes danske svømmepiger var der ingen af dem, der opførte sig politisk. Det drejede sig om at vinde guld for Lotte Friis, Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen og mange flere. Og det gjorde de. De vandt både guld og andre medaljer – og slog rekorder. Og også stadig her i 10´erne, hvor især en Mie Ø. Nielsen svømmer igennem som en af de nye stjerner fra næste generation af dygtige, danske svømmepiger.

Guld i form af en guldplade – og en platinplade – vandt rapperen Natasja også – men først efter hendes tragiske død i en trafikulykke på Jamaica i 2007. En hel generation unge kvinder – og mænd – havde ellers sat deres lid til hende som fortolker af deres tanker og drømme om et andet, mere rummeligt og mangfoldigt Danmark – og den dag i dag spilles hendes ”Gi´ mig Danmark tilbage” flittigt. Budskabet er også stadig aktuelt.

Endelig oplevede to erfarne nyhedskvinder, Ulla Therkelsen og Mette Fugl, også at blive feteret gennem 00´erne. De havde ellers været fremme i mediebilledet med reportager og interviews i en årrække, men blev nu nærmest kult – især Ulla Therkelsen, som fik en café opkaldt efter sig.

Mange af disse kvinder er stadig med til at tegne billedet i Danmark. Et billede, der ændrer sig i 10´erne – og som stadig udvikler sig. Det skal vi høre om i morgen i den sidste Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1990´erne

Udgivet den 1. juni 2015 af admin

I dag skal det handle om 1900´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1990´erne: Guldpigerne

Berlinmuren faldt i 1989 og med det indvarsledes en ny tid, der kun varede i små 12 år til den skæbnessvangre septemberdag i 2001, hvor verdenen ændrede sig totalt, og dagsordenen blev den, som vi stadig lever med.

Ligestillingen var stadig et emne, som fyldte i 1990´erne, hvor der blev fejret fine triumfer. Og især 1995 var et stort år, hvor Bodil Nyboe Andersen blev den første kvindelige nationalbankdirektør, Lise-Lotte Rebel den første kvindelige biskop, Nina Smith den første kvindelige økonomiske vismand og Hanne Bech Hansen den første kvindelige politidirektør. To år forinden var den radikale – og nuværende kulturminister – Marianne Jelved blevet Danmarks første kvindelige økonomi-minister.

Kvinderne satte sig altså på tunge – og guldrandede – økonomiske og juridiske positioner i det danske samfund.

Men også på sportsfronten tog pigerne guldmedaljen. Tre gange i træk – til OL i 1996, i 2000 og i 2004 vandt Danmarks håndboldpiger – de jernhårde ladies – guldmedaljer. Læg dertil en VM- og en EM-titel samt diverse sølv- og bronzemedaljer. Elleve medaljer i alt igennem de gyldne år. Mændene kan til sammenligning fremvise 2 EM-titler i det hele taget gennem alle tider – og ikke en eneste OL-medalje.

Så bemærkningen: ”Livet er for kort til kvindefodbold” kunne passende modsvares med … og for kort til mandehåndbold. Dén lukkede i hvert fald af og til munden på mændene i 1990´erne, når de begyndte på at sige, at kvinder og sport ikke hang sammen.

Men ikke alt var bolde i luften og stor alvor. Der var også plads til latter og grin i 1990´erne.

Det sørgede de to damer Anne Marie Helger og Lisbeth Dahl for på hver deres måde. Anne-Marie Helger iført farverige gevandter i sine politiske shows, hvor hun talte magten og kapitalen midt imod – og Lisbeth Dahl på scenen mange steder, men især i Cirkusrevyen på Bakken, hvor hun stadig regerer som dansk revys´s ukronede dronning.

For Lisbeth Dahl er den eneste, der kan sammenlignes med Liva Weel, og som vel også overgår fru Weel, da Lisbeth Dahl ikke kun kan stå på scenen, men også kan både instruere, stå med ansvaret og spille mange andre slags roller – også på tv – når hun får lov.

På litteraturfronten var især Hanne-Vibeke Holst og Jane Aamund populære. Hanne-Vibeke Holst var og er meget optaget af kvinder og de valg, som kvinder står overfor i deres liv. Valg, som er fulde af modsætninger, konflikter og omkostninger – og som mange kvinder kan identificere sig med, når de læser hendes bøger. Men også det storpolitiske spil og hendes egen baggrund skriver Hanne-Vibeke Holst om. Jane Aamund tager også ofte udgangspunkt i egen familie – og går tit langt tilbage i slægten og til andre verdensdele. Men også hendes eget liv tages under behandling og beskrives meget åbent.

Det nære, det hjemlige var nemlig på mode – og de fleste danske kvinder var ikke særligt politisk interesserede i 1990´erne.

En undtagelse var dog Kylle, Pylle og Rylle, som de blev kaldt med henvisning til Andersines niecer fra Andeby. De kom fra blå lejr og var alle kønne, unge og veluddannede. Sociale problemer interesserede nemlig ikke Henriette Kjær, Lene Espersen og Gitte Seeberg, der kom i Folketinget for Det Konservative Folkeparti i 1994, og som alle klarede sig vældig godt. I dag laver de dog alle tre noget andet. Henriette Kjær arbejder som rådgiver og lobbyist på Christiansborg, Lene Espersen er administrerende direktør for Danske Arkitektvirksomheder, og Gitte Seeberg er generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden. Noget, de hver for sig er godt tilfredse med.

For det handlede – også i 1990´erne – om den enkelte og vedkommendes egne mål, også selvom der ikke var ligeløn. Men i en opgangstid som 1990´erne betød det mindre for langt de fleste kvinder, der oplevede, at de havde rigeligt med midler til at få opfyldt deres drømme og realisere sig selv, både herhjemme og på den obligatoriske dannelsesrejse til fjerne destinationer.

Mændene var også med på dén trend, blandt andet prins Joachim, der i 1995 giftede sig med den nuværende grevinde Alexandra, som han havde mødt, mens han boede og arbejdede for A.P. Møller i Hong Kong. Ægteskabet med den østrigsk-kinesisk-engelske kvinde holdt ikke, men det var et typisk eksempel på de internationale bånd, som der blev knyttet mange af i 1990´erne.

Verden var nemlig mere åben i 1990´erne end den nogensinde har været før – og siden. Det var en tid, hvor alle – stort set – kunne rejse frit rundt i hele verden uden at risikere noget.

Det kunne man ikke i 00´erne. Tværtimod blev verden mindre og langt mere angst og lukket, også og måske især for kvinderne. Det skal vi høre om i morgen i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1980´erne

Udgivet den 25. maj 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om 1980´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1980´erne: Skulderpuder og magt

Kvinderne havde fået mere ligestilling op igennem 1960´erne og 1970´erne end nogensinde før – i hvert fald på papiret. For ude i den enkelte familie var det stadig i 1980´erne moderen, der primært stod for rengøring, indkøb, tøjvask og børn – selvom hun for næsten alle vedkommendes også havde et fuldtidsjob.

Og i den sammenhæng hjalp det kun lidt, at barselsorloven i 1980 blev øget til fire uger inden og 14 uger efter fødslen – og til hele 24 uger efter i 1985. Samt at der ved kommunalvalget i 1981 for første gang blev stemmer kvinder ind i SAMTLIGE kommunalbestyrelser og byråd.

Kampen stod nu ude i den enkelte familie – og var den enkelte kvindes egen kamp, en kamp som mange kvinder dog tog støttet af deres veninder og af en samfundsånd, der også var på kvindernes side. Alligevel var det tit svært for den enkelte kvinde, der kunne føle sig splittet mellem det, som hun var blevet opdraget til – og den ligeret, som tiden og især de mere frigjorte og moderne kvinder praktiserede med største selvfølge. For slet ikke at tale om de kampe og diskussioner om emnet, som der var alle vegne i 1980´erne.

Undertegnede, der blev student i 1988, husker i hvert fald tydeligt de diskussioner, som vi havde på gymnasiet, hvor en af de ældre mandlige lærere kaldte mig en vaskeægte rødstrømpe (og det var ikke ment som en ros), mens min kvindelige dansklærer – en ældre dame, der havde måttet slås med sin familie og især sin far for at få lov til at blive først student og siden universitetsuddannet – i 3. g. sagde, at hun og jeg var to alen ud af ét stykke. Et af mit livs fineste komplimenter.

Komplimenter fik mange af de kvinder, som især gjorde sig bemærket i 1980´erne også – både de virkelige og de fiktive.

En af årtiets mest markante kvinder var nemlig hverken dansk eller virkelig – men amerikansk og en af hovedpersonerne i sæbe-operaen Dynasty, der på dansk kom til at hedde Dollars. Vi taler selvfølgelig om Alexis, spillet af den engelske skuespillerinde Joan Collins, der blændende smuk og intrigant var udset en skurkerolle i serien som den evige opponent til den blide og moderlige Krystle. Vi var dog nok en del kvinder, der også – og måske bedre – kunne lide Alexis´ benhårde målsætning, handlekraft og åbenlyse appetit på livets goder.

Andre fiktive – men slet ikke intrigante – figurer var dukkerne Anna og Lotte fra DR´s børnetv, der som nogen af de første på tv viste danskerne, at piger også bliver beskidte, bander og alt muligt andet ligeså meget og ligeså godt som drenge – og at det er okay. Noget, som i dag er en selvfølge – men tilbage i 1980´erne forventede mange stadig, at piger fra naturens side opførte sig bedre end drenge. Dét billede fik Anna og Lotte heldigvis ændret på, selvom der stadig er rester af dén fejlopfattelse tilbage.

En person, der også ændrede på det, var engelske Margaret Thatcher, der dygtigt og med stor politisk snilde viste en hel verden, at kvinder godt kan finde ud af at håndtere kombinationen højt hår, skulderpuder – og magt. Vi skal helt op til nutidens tyske kansler Angela Merkel for at finde en tilsvarende kvindelig politisk lederfigur i et stort europæisk land. At de to kvinder så politisk set er meget forskellige, kommer ikke dette indlæg ved.

Men ikke alt var skulderpuder og magt. Der var også stadig sociale problemer – og kvinder, som havde det dårligt – og især de unge havde det svært i 1980´erne, hvor kartoffelkure og andre økonomiske stramninger gjorde, at det blev meget sværere at få sig en uddannelse og et job, end det havde været i 1960´erne og 1970´erne.

Heldigvis havde de unge – også de unge mænd – i Tine Bryld, 1939-2011, en stor stemme til at kæmpe for sig. Hun var uddannet socialrådgiver og havde arbejdet for både Christiania og Mødrehjælpen, da hun etablerede radioprogrammet ”Tværs”, som blev en kæmpesucces, som også voksne lyttede med på, når hun igennem flere årtier rådgav unge om stort og småt. Derudover skrev Tine Bryld bøger og var politisk aktiv på venstrefløjen.

En anden kvinde, som markerede sig politisk i 1980´erne, var Mimi Jakobsen, født 1948, der blev minister i først Schlüters firkløverregering og senere i Nyrups socialdemokratiske regering. Hun gik i sin fars fodspor og blev leder af Centrumdemokratrene, som faderen havde grundlagt, da han forlod Socialdemokratiet. Partiet findes ikke mere – og Mimi Jakobsen er i dag en meget synlig og skattet generalsekretær for Red Barnet. Siden 2006 har hun desuden været medlem af Socialdemokratiet – altså det parti, som faderen forlod.

Mest kendte fra 1980´erne er dog nok sangerinderne Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen, der oprindelig startede sammen i gruppen Shit & Chanel i 1970´erne, men som i 1980´erne gik solo – alle med succes.

Mest succes fik – og har – Anne Linnet, født 1953, der med udgivelser som ”Barndommens Gade”, ”Jeg er jo lige her” og ”Hvid magi” for længst har sikret sig en plads blandt de allerstørste i dansk musikliv. Sangene ”Jeg er din barndoms gade”, ”Venus”, ”En forårsdag” og måske især ”Tusind stykker” er kendte og elskede af alle danskere. Sidstnævnte er desuden lavet i en svensk version ”Tusind bitar”, som synges meget smukt af afdøde Björn Afzelius.

Anne Linnet har også samarbejdet med præst og debattør Johannes Møllehave og skrevet musik til hans julesang ”Lille Messias” og flere andre. Hun har skrevet en selvbiografisk bog om sit liv som biseksuel, de danske tekster til ABBA-musicalen ”Mamma mia” og meget mere.

Anne Linnet bor dag på Holmen i København og er stadig i fuld gang med karrieren.

Sanne Salomonsen, født 1955, bor også i København og havde tilbage i 1980´erne stor succes med gruppen Sneakers og hits som ”Voodoo”, ”Det er ikke det du siger” og ”Kærligheden kalder”. Sanne Salomonsen er en institution i dansk musikliv og kaldes derfor ikke uden grund for hele Danmarks rockmama.

Men Sanne Salomensen spillede også sammen med flere andre, også de gamle veninder fra Shit & Chanel. Derudover lavede hun både film, teater og musical i ind- og udland. Det var også hende, der sammen med Anne Linnet, Thomas Helmig og Søs Fenger stod for AIDS-støttesangen ”Den, jeg elsker”, som blev et megahit i hele Norden i 1988.

I 2006 fik hun en blodprop i hjernen, men har siden både optrådt, indspillet musik og deltaget i det svenske Melodi Grand Prix.

Lis Sørensen, født 1955, er i dag ligeså kendt som solist som for sit samarbejde med Sebastian, der har skrevet flere store sange direkte til hende, blandt balladen ”Stille før storm”.

Ligesom Anne Linnet og Sanne Salomonsen har Lis Sørensen, der i øvrigt er uddannet musikpædagog, også spillet i mange forskellige konstellationer gennem årene – både med og uden de gamle Shit & Chanel –veninder.

Lis Sørensen har også skrevet flere musikteaterstykker.

Musik var der også i 1990´erne – sammen med alt muligt andet. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Tag-arkiv: kvinder

Woman´s March – Copenhagen

Anmeldelse: “Ditte & Louise”

Kylle, Pylle og Rylle-effekt

Kvinder leverer …

De seksuelle overgreb

Kvindeforagten er problemet

En hvid mand føler behov for at tage afstand fra Paris-terror

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 00´erne

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1990´erne

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1980´erne