Tag-arkiv: krig

Terror i Paris – krig i Europa?

Udgivet den af
Svar

Nattens terror i Paris, hvor mere end 120 blev dræbt lader os tilbage med spørgsmålet:

Hvad så? Hvad bliver konsekvenserne?

I forvejen er der dyb mistillid mellem forskellige befolkningsgrupper i Europa – og gårsdagens hændelser vil kun gøre dén kløft større og øge risikoen for krig i Europa.

Krig ikke mellem lande, men mellem befolkningsgrupper. Mellem muslimer på den ene side og kristne og ateister på den anden – for nu at sige det ligenu.

For det er der, at vi er: Når muslimske fundamentalister skyder og dræber som de gjorde det i Paris i januar, i København i februar og nu igen i Paris i november, så forfærdes hele Europa og kalder det terror, men når en hvid, nazistisk svensker går amok på en skole overfor muslimer, så kaldes det en hadforbrydelse.

Fronterne er forlængst trukket op. Muslimer på den ene og kristne og ateister på den anden side. Danmarksbloggen er fuld af uro og bekymring.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Børnemusik uden grænser

Udgivet den af
Svar

De forfærdelige forhold omkring Middelhavet tænder heldigvis ikke kun den laveste fællesnævner og den indre svinehund, men også medmenneskeligheden og hjælpsomheden.

Et af de seneste initiativer er “Børnemusik uden grænser”, som er søsat af musikeren Peter Clement Marott, der vil tage ud og spille på asylcentrene for alle de børn, der ligenu er kommet til Danmark med angst, krig og flugt i sindet.

I skrivende stund vælter sympatien og erklæringerne om hjælp ind til hr. Marott.

Danmarksbloggen synes også, at det er et glimrende initiativ, og vil meget gerne være med til at udbrede kendskabet til det yderligere.

Gå derfor ind på Peter Clement Marott´s FB-side og læs mere: https://www.facebook.com/peter.marott?fref=photo

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: TV-serien 1864

Udgivet den af
2

Så er første afsnit af DR´s nye drama-tv-serie “1864” rullet over skærmen – og Danmarksbloggen er ikke imponeret.

Lad det være sagt med det samme: Kulisser, kostumer og fotografering er formidabelt, ja i absolut topklasse. Skuespillet er også rigtig godt. Ja, sine steder mere end det.

Men handlingen – ihvertfald hovedhandlingen, der foregår i 1864 – rører ikke ved noget inde i sjælen. Den er en blanding af mere – eller oftest mindre – korrekte skildringer af den tid, den tids mennesker og deres liv.

Måske fordi 1864 er så lang tid siden? Måske fordi filmen er lavet af personer, der hellere ville fortælle en historie om nutiden end om datiden?

Danmarksbloggen ved det ikke.

Men Danmarksbloggen bider mærke i, at bi-handlingen (den der foregå i nutiden) holder. Her er alt den nerve og den substans, som mangler i hovedhandlingen.

Og ret beset – i en tid hvor danske soldater og deres familier i høj grad stadig lever med sorgen, savnet og alt det andet efter krigene i Irak og Afghanistan, i en tid hvor vi er i krig mod IS, så giver det også mening, at det er en tv-serie om livet i Danmark anno 2014 – og ikke 1864 – som vi har brug for.

2014 er nu, mens 1864 er noget i en historiebog. Læs evt. om 1864 i Danmarksbloggens Danmarkshistorie her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395

For 1864 er længe siden, og det giver bare mere mening – også i en tv-serie – at skildre livet for de mænd, de kvinder og de børn, der ligenu lever med de nye krige og deres konsekvenser og eftervirkninger.

For det er ikke godsejeren, bonden eller de andre fra 1864, som undertegnede vil vide mere om. Det er den unge pige, hendes familie, hendes pusher, godsejeren skolelæreren og alle de andre fra vor tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark i krig – og tredelingen af magten

Udgivet den af
Svar

Så er Danmark i krig igen. De danske F16-fly er på vej mod Irak for at kæmpe med i alliancen mod IS.

En alliance, der består af både kristne og muslimske lande. For nej, denne krig er ikke en krig mellem kristendom og islam. Dette er en krig mod IS´s umenneskelige vanvid, som skal og må nedkæmpes.

Men i den lille danske andegård snakkes der ikke om det epokegørende i en fælles alliance mellem kristne og muslimske lande – eller om krigen og dens konsekvenser i det hele taget.

Nej, de borgerlige har gjort hele sagen til en diskussion om hvorvidt de Syrienskrigere, der kæmper på IS´s side, skal dømmes som terrorister eller som landsforrædere. En diskussion, der har udskudt udsendelsen af F16-flyene.

Hvad nu med at lade dét være op til domstolene? Vi har som bekendt en tredeling af magten her til lands i en lovgivende (folketing og regering), en dømmende (domstolene) og en udøvende (politiet) magt – og sådan skal det også være.

Tingene skal ikke skvulpe over i hinanden – slet ikke i en krigssituation, hvor krigen godtnok foregår langt væk, men hvor danskere også frygter for eventuelle hævnaktioner i form af fx terror her i Danmark.

En frygt, som Danmarksbloggen desværre vurderer som værende begrundet, når man tænker på, at Danmark har haft minimum 100 Syrienskrigere, hvoraf en del er vendt tilbage til Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Danmarks deltagelse i krige og konflikter

Udgivet den af
Svar

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens nye serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Idag – på dagen for Danmarks udsendte – skal det derfor handle om Danmarks deltagelse i diverse krige og konflikter.

Når man siger Danmark og krige og konflikter, kan man ikke undgå at tale om det knusende nederlag i 1864, der gjorde en hel landsdel tysk i flere årtier, inden 2 ud af 3 områder stemte sig hjem til Danmark i 1920.

For 1864 var et skelsættende år. Indtil 1864 var Danmark nemlig 100% overbevist om egen storhed – også i krig, og også selvom vi mistede Skåne, Halland og Blekinge i 1658 og Norge i 1813.

Men det ændrede sig i 1864, hvor nederlaget i Sønderjylland betød, at småstats-tanken og andedamsmentaliteten for alvor vandt frem – og de har præget Danmark lige siden.

Under begge verdenskrige dukkede vi således nakken og deltog så lidt som muligt. I Første Verdenskrig var vi endda helt udenfor som neutrale – og det prøvede vi også i tiden op til Anden Verdenskrig. Men her blev vi besatte af Tyskland, som det officielle Danmark i øvrigt arbejdede sammen med – mens en håndfuld modige frihedskæmpere, sejlere og andre danskere i den frie verden reddede Danmarks ære.

Efter 1945 deltog vi så i diverse humanitære aktioner. Fx blev hospitalsskibet Jutlandia sendt til Korea-krigen – og der var danske FN-soldater på Cypern, i Ex-Jugoslavien og mange andre steder.

Men så, da Fogh overtog magten, ændrede dagsordenen sig – og Danmark blev et krigsførende land igen. Der kom danske soldater til Irak og Afghanistan i krigen mod terror, som daværende præsident Bush kaldte det.

Og nu handler det om terrororganisationen, den ekstreme muslimske bevægelse IS og dens hærgen i Syrien og Irak. Danmark er også med her. Og om Ukranie, hvor situationen mildest talt er usikker – og de cirka 300 danske soldater, der skal til de baltiske lande og Polen.

Men hvad er det rigtige at gøre for Danmark – både nu ifht IS, ifht Ukraine, ifht at sikre NATO`s grænser i Polen og Baltikum – og generelt?

Skal vi fortsætte den gode stil, som har kendetegnet os i årtier som et af verdens humanitære lande, der hjælper mennesker, dér hvor vi kan?

Eller skal vi – som Fogh gjorde det – vende tilbage til en dagsorden med Danmark som et krigsførende land med alt, hvad det indebærer?

For der er ingen tvivl om, at det koster – både i menneskeliv, på pengepungen og ifht terror-risici – at vælge krigsvejen. Men spørgsmålet er også, om vi ikke som et af verdens frie og rige lande er forpligtede til at yde netop disse ofre? Og kan vi overhovedet være bekendte, at det altid er de store lande som England, USA og Frankrig, der skal ofre deres unge mænd og kvinder?

Eller skal vi hellere bruge pengene på at hjælpe mennesker i nød? Er det i virkeligheden dér, at vi – med vores årelange tradition for humanitært arbejde – kan gøre den store forskel?

Danmarksbloggen har ikke svaret, men mener, at det er relevant at tænke over på en dag som idag, hvor fokus er på Danmarks udsendte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 21: Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

DET UNGE DEMOKRATI, 1864 OG EUROPAS SVIGERFAR

Da vi vandt Treårskrigen i 1850, ville jublen ingen ende tage. De danske soldater gik triumferende sejrsmarcher, og der blev sunget højt om den tapre landssoldat. Ingen – eller i hvert fald meget få – var i stand til at se gennem sejrsrusen og få øje på den store trussel, som lå fra vores store nabo mod syd: Et forenet Tyskland under jernkansleren Bismarck – og et Tyskland, hvor alle nu mente, at Danmark undertrykte alle tyskere i hertugdømmerne.

Det spritnye danske demokrati (Grundloven er som bekendt fra 1849) var nemlig i dén grad overbevist om sin egen fantastiske styrke, selvom vi i tiden mellem Treårskrigen og 1864 havde ikke færre end elleve forskellige regeringer. Demokratiet var nyt og spinkelt, og alt skulle afprøves samtidig med at landet gennemgik store forvandlinger.

I København forsvandt voldene efter den store kolera-epidemi – og byen kunne begynde sin udvikling mod at blive den moderne storby, som København er i dag.

Industrialisering, urbanisering og meget andet, der blev betragtet som et stort fremskridt tog fart. Jernbane, dampskibe og en generel øget trafik var både midlet og billedet på den nye tid. Og Danmark var – til trods for tabet at Norge i 1813 og statsbankeroten i 1814 – igen på vej frem.

Men så ramte ulykken. Den danske grundlov gjaldt ikke nede i hertugdømmerne Slesvig-Holstein. Men nu lavede politikerne en fællesforfatning, der gjaldt for Danmark og Sønderjylland, men ikke for Holsten. Forfatningen var i dén grad i strid med de gamle regler, der stillede hele området frit. Men man håbede, at såvel Sverige-Norge, England og Rusland ville komme Danmark til hjælp, hvis det endte med krig.

Det gjorde dét – men ingen kom Danmark til undsætning.

Tyskerne havde derimod ikke glemt Treårskrigen og det de mente var dansk undertrykkelse af alt tysk, og da Tyskland samtidig havde brug for en prøveklud, inden det store angreb mod Frankrig, så var det ligefor med en krig. Valget faldt på Danmark, der så uklogt fægtede med den nye forfatning, som kongen Frederik d. 7. ikke engang havde nået at underskrive, inden han pludselig døde 15. november 1863.

Den nye konge – Christian d. 9. – ville først ikke skrive novemberforfatningen under, da han vidste, at den betød krig. Men d. 18. november 1863 gjorde han det – stærkt presset – alligevel. Den gjaldt fra 1. januar 1864.

Angrebet fra Tyskland måtte komme – og det kom midt i januar 1864 mod et Danmark, som ikke havde holdt hæren og forsvarsværkerne ved lige, men hvor soldaterne stadig var udrustede med de gammeldags forladede geværer, mens tyskerne var professionelle soldater med moderne våben, bla bagladede geværer.

Krigen blev kort, men ubarmhjertig og hård. I den kolde vinter og det tidlige forår mødtes de to hære: Den danske på cirka 40.000 mænd, de fleste ganske uerfarne, og den tysk-østrigske på 57.000 mænd med tre års militæruddannelse bag sig.

Det måtte gå galt, og det gjorde det også. Vi vandt dog – pga tågen og tysk fejlvurdering – slaget ved Mysunde 2. februar, men så kom nederlagene ved Dannevirke og Sankelmark. D. 6. februar var krigen reelt afgjort og kunne være sluttet med et tilbud om forhandlinger under international mægling.

Men nej, det danske folk blev grebet af panik og nationalfølelse – og de nye politikere fulgte folkestemningen. Så krigen varede 2½ meningsløse måneder mere – helt indtil det sidste slag 18. april ved Dybbøl Mølle.

Så var det hele afgjort – og ved de efterfølgende fredsforhandlinger bed Tyskland sig fast. Grænsen kom til at ligge ved Kongeåen – og mere end 200.000 danskere var nu tyske og skulle være så i små 60 år

Hvad udad tabes, må indad vindes, blev der sagt – og Danmark har lige siden det skæbnesvangre år 1864 opfattet sig selv som et lille stat og ikke som en stormagt. Ja, selvopfattelsen som lille og ubetydelig i kombination med andedamsmentaliteten om at have nok i os selv er først nu 150 år ved at vende, bla pga den danske deltagelse i både Irak og Afghanistan – men også via den rolle, som Danmark prøver at spile i EU – trods de danske forbehold – og i FN.

I kongehuset har man dog hele tiden set udad, netop på dén tid, hvor Danmark blev lille, fik man placeret sønner og døtre overalt på tronen i Europa. Frederik d. 7. døde i 1863 – og dermed uddøde også den oprindelige gren af den danske kongeslægt, den oldenborgske. Men en anden gren – den glückborgske – tog over med Christian d. 9. og hans dronning Louise.

Og deres børn blev næsten alle kronede hoveder: Den ældste søn, Frederik d. 8, blev selvsagt konge af Danmark, datteren Alexandra blev dronning af England, datteren Dagmar blev zarina i Rusland, og sønnen Vilhelm blev konge af Grækenland under navnet Georg d. 1. Derudover blev datteren Thyra hertuginde af Cumberland, og sønnen Valdemar blev valgt som konge af Bulgarien, men valgte dog at takke nej og blive i Danmark.

Christian d. 9. har derfor også siden været kendt som Europas svigerfar, og hver sommer mødtes den store familie på slottet Fredensborg i Nordsjælland, hvor de holdt sommerferie og talte sammen – noget som kansleren nede i Tyskland ikke brød sig om. Han mente, at de smedede rænker mod ham, og måske er der også blevet snakket politik.

Men somrene på Fredensborg var først og fremmest en familiesammenkomst, hvor travle kongelige fra mange lande, der ofte ikke sås ellers i løbet af året, kunne være sammen et par uger og holde ferie og nyde livet

For nu var det at holde ferie og slappe af blevet moderne hos de kongelige og en lille privilegeret overklasse.

For langt de fleste danskere drejede livet sig dog ikke om, hvorvidt man skulle spille kroket eller i stedet spadsere en tur i en blomstrende park. Nej, de fleste danskere kæmpede simpelthen for at overleve i et samfund, hvor skellene mellem rig og fattig var enorme, og hvor livet året rundt var et slid for det daglige brød.

Og netop forskellen mellem rig og fattig, industrialisering, vandring fra land til by og urbanisering skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1864 er IKKE et nationalt traume, men det er Irak og Afghanistan

Udgivet den af
1

Sig 1864, og alle historiekyndige vil begynde at tale om Danmarks store nationale traume: Slaget ved Dybbøl og tabet af Sønderjylland, hvoraf dog cirka to tredjedele af det i 1864 tabte land kom hjem igen ved Genforeningen i 1920.

Men Dybbøl er ikke længere et nationalt traume. 150 år er lang tid, og 1864 er på alle planer meget længe siden i vor travle moderne tid. Læg dertil at danskernes historiske viden heller ikke er den største, og det bliver indlysende, at 1864 ikke er et nationalt traume længere.

Ja, selv 2. verdenskrig og besættelsen 1940-45 er for især de unge generationer en tid og krig, der er længe siden – og det er, som det skal være.

Vi skal nemlig ikke hænge fast i fortiden. Vi skal kende den, og vi skal lære af den, men vi skal ikke blive ved med at hæge om minderne. For så fyldes vi af fortiden istedet for at bruge energien og pengene på nutiden og fremtiden.

Ellers ville der også være nok at mindes: Da vikingetiden begyndte i 792, da vi indtog Lindisfarne, nederlaget ved Stamford Bridge i 1066, Slaget på Grathe Hede i 1157, Nedslagtningen af venderne i 1169, Valdemar Sejrs sejr i Estland 1219, Kalmarunionen i 1397, Det Stockholmske Blodbad i 1520, Grevens Fejde 1534-36, Reformationen i 1536, Tabet af Skåne, Halland og Blekinge i 1658, Store Nordiske Krig i 1720, Slaget på Rheden i 1801, Tabet af Norge i 1814, Treårskrigen fra 1848-1850, Dybbøl 1864, Besættelsen 9. april 1940, Samarbejdspolitikens sammenbrud 29. august 1943, Befrielsen 4. – 5- maj 1945, diverse FN- og NATO-operationer over det meste af verden og især da Danmark gik i krig i Irak i 2003-2007 – og i Afghanistan 2002-idag.

Efter Danmarksbloggens mening er det derfor rigeligt at nævne de forskellige dage i kalendere, skrive artikler om dem o.lign. Men når det kommer til fejringer, så vil Danmarksbloggen opfordre til at se kritisk på, hvor mange midler der skal bruges – og hvad de bruges til.

Skåret ind til benet kan vi nemlig sagtens nøjes med at fejre Befrielsen d. 4. – 5. maj og Flagdagen d. 5. september. Det første fordi der blev danskerne igen herrer i eget hus, og det andet fordi det er en nutidig fejring af de unge mænd og kvinder, der i vor tid kæmper Danmarks sag i alverdens brændpunkter – og af og til betaler den højeste pris.

Flagdagen i september står nemlig i modsætning til fejringen af 1864 ikke for fjerne historiske minder. Flagdagen i september repræsenterer nutids virkelighed af kød og blod, død, lidelse, sorg, mareridt, stress og et Danmark, der er bedre til at fejre et 150 år gammelt nederlag – end vi er det til at hjælpe de soldater, der lever imellem os, og som har været i krig med alt, hvad det indebærer.

Og dét er i virkeligheden det største nationale traume ….

Og det mener Danmarksbloggen på en 9. april, som også er en mindedag, da det var den dag, hvor Tyskland for 74 år siden besatte Danmark.

Men det er som sagt længe siden, og det giver mere mening og mindre traume at leve i de levendes land og bruge ressourerne på de mænd og kvinder, der ligenu lever med krigens eftervirkninger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor var vi egentligt i Irak og Afghanistan?

Udgivet den af
2

Danmark har i mere end et årti været i krig. Først i Irak og nu i Afghanistan. En krig mod terror, som det hedder.

Men har det virket?

Ja, vi har ikke haft terror i Danmark, selvom det tilsyneladende har været forsøgt.
Men er det på grund af styrkerne i Irak og Afghanistan, at det er blevet forhindret?
Er det ikke snarere på grund af godt efterretningsarbejde, at vi har undgået terrorbomber og lignende i Danmark?!

Så hvad godt har det egentligt gjort, at vi har haft så mange mænd og kvinder afsted i krige i lande, hvor vi ikke kom, fordi de kaldte på os, men fordi vi selv ville – af egoistiske grunde.

Hvad godt har det gjort, at så alt for mange af dem, der rejste ud, er kommet hjem i en kiste med Dannebrog på?

Svarene på de spørgsmål, kære læser, blæser i vinden, som der synges om det i den gamle antikrigs-sang “Where have all the flowers gone?”.

Eller som i Kim Larsens meget nyere “Bare for at gøre en forskel”.

http://www.youtube.com/watch?v=7SYEhDvIIUQ

For den eneste rigtige forskel, som et helt årtis hundedyre krig har betydet i Danmark, er den afgrundsdybe sorg og det uerstattelige savn, som opleves dagligt af de alt for mange danskere, der har mistet en elsket mand, kone, far, mor, søn, datter, bror eller søster!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk