Tag-arkiv: København

Når en bus tilkalder politiet

Udgivet den af
Svar

Bus 2A mod Amager var fuld af utilsløret nysgerrighed i går aftes ved 22-tiden.

På stoppestedet ved Thorvaldsens Museum midt i København stiger to kontrollører nemlig ombord, og nu står bussen stille lidt længere henne af vejen, nemlig ved Børsen, mens den ene kontrollør diskuterer med en yngre kvinde, der hævder, at hun altså har et gyldigt periodekort, men at hun bare ikke har det med – men at han kan se kvitteringen på hendes bærbare computer. Det er så ikke godt nok for kontrolløren, og diskussionen bølger frem og tilbage mellem dem, mens alle os andre i bussen opmærksomt følger med.

Historien får dog aldrig en rigtig afslutning. For lige pludselig lyder det i højttaleren: Politiet er tilkaldt, denne bus kører ikke videre, forlad venligst bussen gennem den forreste dør.

Folk er forargede og siger det også højt: Skal vi ikke bare se at komme videre? Og er det nødvendigt med så meget ballade bare for en skide billet? Er det ikke nok at give en bøde?!

Og det mener undertegnede da også at have set folk få tidligere, mens bussen kørte videre. MEN det er heller ikke hele historien. Kvinden uden (medbragt) periodekort står nemlig også af. Og bag i bussen sidder en yngre mand af anden etnisk herkomst (for nu at få det hele med af hensyn til alle læsere), og rundt om ham sidder de to kontrollører, mens chaufføren låser bussen grundigt af.

Manden på bagsædet er altså åbenbart eftersøgt eller noget … og nu venter de på politiet.

Politiets ankomst og det videre forløb når de færreste af os imidlertid at opleve. For nu kommer der en anden bus, som de fleste af os kan bruge, og den myldrer vi (trods nysgerrigheden) op i – og så fortsætter aftenen som en helt almindelig aften i august i København.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Metro fucked … terror?

Udgivet den af
Svar

Sms´erne tikkede ind her til morgen …

Først til datteren fra hendes klassekammerat, som hun pt. laver projekt med, om at denne ville komme for sent i skole, da metroen var fucked … for nu at blive i teenage-sproget.

Senere fra manden på vej på arbejde … hvor han konkluderede, at han hellere ville gå de 4 km, der er mellem hjem og arbejde – eller tage en bus, end han ville vente på en metro, der ikke kørte pga tekniske problemer.

For selvfølgelig var det bare – som sædvanlig – en teknisk fejl, der havde stoppet metroen i København mandag morgen.

Men i disse tider – og især i myldretiden – tænker man hurtigt TERROR. Og det er det virkeligt skræmmende. For nok lever vi vores liv, som vi altid har gjort – og det skal vi også.

Men lige under overfladen lurer bevidstheden om, at terrorens død og ødelæggelse når som helst kan ramme os. Og det gør ikke noget godt for nogen af os … tværtimod så er dén bevidsthed med til at forgifte vores sind og vores hverdag, hvis ikke vi er opmærksomme …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor St. Patricks Day i Danmark?

Udgivet den af
Svar

Det er idag. d. 17. marts, St. Patricks Day – den irske nationaldag, der fejres over hele verden – også i København, hvor blandt andet det berømte “3 Legged Charity Race” finder sted. Det er et løb, hvor turen går fra pub til pub, og hvor der hvert sted skal drikkes ½ pint øl. Deltagerne er typiske udklædte – altid i grønt og gerne, så de ligner irske figurer som fx St. Patrick.

Et andet sted i byen – på Rådhuspladsen – er der optræden med blandt andet River Dance og irsk folkemusik. Børnene kan også blive malede – fx med de trekløvere, der er Irlands nationalsymbol. Og den store finale er selvfølgelig paraden med Tom McEwen som St. Patrick. Her kan alle deltage, blot man er iklædt noget grønt.

Læs mere her: 

http://www.paddysday.dk/

http://stpatricksdayparade.dk/

Men hvorfor holde den irske nationaldag i Danmark? Hvad kan danskerne bruge farven grøn, en gammel biskop (St. Patrick) og trekløvere til?

Næppe meget. Men når deltagelse ikke kræver nogen særlige forudsætninger, og fejringen kombineres med rigelige mængder af irsk øl, stor folkelig hygge og også noget til børnene – og det gør St. Patricks Day altid – så har man opskriften på en succes.

St. Patricks Day er nemlig munter og ligetil – og det kan alle lide, også danskerne.

I øvrigt: Hvem var St. Patrick?

Han er Irlands værnehelgen og ham, der gjorde irerne kristne. Han levede formentlig i 400-tallet og var født i England af kristne forældre. Som stor dreng blev han ført som slave af sørøvere til Irland, hvor St. Patrick boede i seks år, inden det lykkes ham at flygte hjem til England. Dér fik han et syn, hvor Gud sagde, at han skulle vende tilbage til Irland og gøre irerne kristne. Det gjorde St. Patrick så. Og det lykkedes, fordi han brugte den allestedsnærværende trekløver (shamrock) til at fortælle og overbevise de dengang hedenske irere om treenighenden – og dermed kristendommen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stilhedens og de dæmpede vanters mindehøjtidelighed

Udgivet den af
1

Fysisk var vi omkring 30.000 mennesker af alle nationaliteter og alle religioner på Østerbro i aften, der stod dér ved Krudttønden i kulden og mørket med fakler i hænderne og tårer i øjnene.

Men mentalt var vi millioner, der bakkede op om denne smukke og værdige mindehøjtidelighed for de to døde og de fem sårede ved weekendens to terrorangreb i København.

Det blev stilhedens og de dæmpede vanters mindehøjtidelighed.

Stilheden, da mindehøjtideligheden startede – og vi alle som med ét trylleslag blev helt tavse.

Og så stilheden igen, da vi holdt et minuts stilhed for ofrene.

Aldrig har en stilhed råbt så højt om frihed og demokrati og menneskeret som i den kolde aften ude på Østerbro for et par timer siden. Det var et råb, der rungede hele vejen ind til Krystalgade, som også var blevet besøgt inden højtideligheden ved Krudttønden.

Og mange gange aftenen igennem de dæmpede vanter, som man kunne høre styre klapsalverne, der trods den tykke vinterbeklædning alligevel viste, hvad vi står for her til lands.

Dét var en aften af dem, som jeg og alle andre i Danmark aldrig glemmer – og som nu afspejles i de to lys, som står i mit vindue til minde om Finn Nørgaard og Dan Uzan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mindehøjtidelighed og mangfoldighed

Udgivet den af
Svar

I morgen mandag finder der to vigtige begivenheder sted.

Den første er endnu en demonstration for mangfoldighed. 
Læs mere her: https://www.facebook.com/pages/K%C3%B8benhavn-for-Mangfoldighed/1567110516861570?fref=nf

Og den anden er mindehøjtideligheden for dem, der blev dræbt og såret ved gårsdagens terrorangreb i København.
Læs mere her: https://www.facebook.com/events/641479642646189/?sid_reminder=2163964975113043968

At Danmarksbloggen deltager, siger sig selv. Danmarksbloggen vil også opfordre alle andre til at møde op. Det er vigtigt. Det er nu medmenneskelighedens lys skal skinne i mørket.

Vores svar skal med Norges tidligere statsminister Stoltenbergs ord være mere demokrati, mere åbenhed og mere mangfoldighed.

For vi er alle mennesker først, sidst og indimellem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Je Suis Charlie”-demo på Kgs. Nytorv: Husk kuglepennen

Udgivet den af
1

I morgen lørdag d. 10. januar kl. 12 arrangeres der på Kgs. Nytorv i København en fredsdemonstration for alle, der støtter ytrings- og pressefriheden, og er imod vold og trussel.

Læs mere om det her: https://www.facebook.com/#!/events/1527070294216172/?ref_newsfeed_story_type=regular

Danmarksbloggen deltager med stolthed – og medbringer mindst én kuglepen.

For pennen er det bedste og stærkeste våben. For det er med pennen, at menneskers drømme og håb om frihed og en bedre verden bliver til virkelighed. Det kan gale menneskers kugler ikke ændre på.

Sådanne kugler som dem, der faldt i Paris i onsdags, kan nok skabe sorg – og angst. Men de kan ikke – og de må ikke styre os og vores handlinger.

Vi skal frit turde udtrykke os i ord og tegninger …

Det er derfor, at vi samles på Kgs. Nytorv i morgen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Udligningsordninger og retfærdighed

Udgivet den af
Svar

Flere – især jyske – kommuner er utilfredse med at skulle bidrage til den kommunale udligningsordning. De mener, at de selv har mere brug for pengene. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/10/21/230654.htm

Danmarksbloggen er ikke overrasket, snarere tværtimod er Danmarksbloggen forbavset over at dén udmelding ikke kom for lang tid siden.

Grådigheden og den manglende lyst til at dele er omsiggribende i det danske samfund, så selvfølgelig må egoismen også vise sig i den kommunale udligningsordning.

Men den kommunale udligningsordning er en god ting – hvis altså den fungerer ordentligt og på retfærdig vis fordeler goderne, således at rige kommuner giver til fattige kommuner.

MEN når det er sagt, så er det vigtigt også med en større udligning indenfor den enkelte kommune.

Københavns kommune, som pt. modtager 900 millioner, er fx kendetegnet ved, at der i kommunen bor både højindkomstgrupper og nogle af Danmarks mest udsatte grupper.

Så nej, fx Københavns kommune skal ikke som foreslået aflevere 500 millioner. For her har man behov for endog ret store midler, hvis de udsatte skal hjælpes. Udsatte som kommer til hovedstaden fra hele landet, også de kommuner, som nu ikke vil betale.

Det er desuden også forkert at se på Hovedstadsområdet som ét samlet område. Der er – som de fleste ved – en kæmpestor forskel på, hvad man tjener i de forskellige kommuner.

Så det eneste der giver mening og er retfærdigt er, at man tager hensyn til alle faktorer – og ikke kun kommunens samlede skatteindtægt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når Dronningens søn bliver Kongens bror …

Udgivet den af
3

Fornylig blev det meddelt, at prins Joachim og prinsesse Marie flytter til København, fordi deres royale forpligtelser var uforenelige med at drive landbrug i det sønderjyske.

Dét kan man så diskutere længe. Og meningerne vil uden tvivl også være meget delte omkring, hvor meget de forpligtelser reelt fylder op i kalenderen – og om der var andre årsager til flytningen. Fx familiære, idet prins Joachims to sønner med grevinde Alexandra bor i København.

Under alle omstændigheder: Så flytter parret og deres to børn til hovedstaden.

Danmarksbloggen undrer sig: For prins Joachim har boet over 20 år i det sønderjyske – og det er faktisk gået meget godt i al den tid, to årtier, med at passe de royale pligter.

Og ser man på fremtiden, får hverken prins Joachim eller prinsesse Marie flere royale pligter. Snarere tværtimod vil der blive skruet ned for blusset den dag, at prins Joachim ikke længere er Dronningens søn, men Kongens bror.

Som Dronningens søn er hans rolle nemlig markant større og mere vigtig end den, der venter som Kongens bror – både i sig selv, men især også når landets kommende konge har hele fire børn.

Og nok håber Danmarksbloggen ligesom alle andre i Danmark, at Dronning Margrethe d. 2. bliver hos os i mange år endnu. Men realistisk set er der en overskuelig årrække tilbage, før kronprins Frederik bliver til Kong Frederik d. 10 – og prins Joachim dermed får en mere tilbagetrukken rolle.

Flytningen til København giver derfor ikke rigtig mening … end ikke på denne første dag i den officielle agurketid, hvor en skov af spørgsmål derfor rejser sig: For hvor skal parret bo? Både nu – og den dag regenten hedder Frederik d. 10? Hvad skal prins Joachim og prinsesse Marie leve af – også fremover? Apanagen alene – eller? Osv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 17: Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 6., STATSBANKEROT OG TABET AF NORGE

Frederik d. 6. blev først officielt Danmarks og Norges konge i 1808, men i realiteten havde han været regent siden 1784, hvor han snedigt og dristigt foretog dén paladsrevolution, der skaffede Danmark af med enkedronning Juliane Marie, Arveprinsen og Guldberg – og istedet satte ham selv og hans kreds af gode mænd i spidsen for Danmark.

Der var også nok at lave, og i det meste af hans regeringstid en del færre økonomiske midler at gøre godt med sammenlignet med 1700-tallets gode indtjening. Men heldigvis var Frederik d. 6. af såvel natur som vane både nøjsom og arbejdsom.

Få år efter Frederik d. 6. havde overtaget magten fra sin endnu levende far, kong Christian d. 7., udbrød den franske revolution i 1789. En begivenhed, der også satte sine spor i Danmark, hvor man var bange for, at noget lignende skulle ske, selvom danskerne som bekendt aldrig laver revolution i regnvejr.

Der skete heller ikke andet end at cirka 10 år efter blodbadet i Frankrig, blev Johan Ludvig Heibergs far dømt til eksil for sit digt: Ordner hænger man på idioter. Dybt beskæmmet rejste Heiberg senior til Paris, hvor han var resten af livet.

Til historien hører dog, at han bare skulle have sagt undskyld, så havde han været tilgivet. Men Heiberg senior ville hellere være martyr for ytrings- og meningsfriheden end bo i Danmark hos sin kone og sin søn, Johan Ludvig Heiberg, der senere skrev vores nationalskuespil “Elverhøi”.

Danskerne glemte hurtigt Heiberg senior. Men desværre betød ikke Heibergs digt, men de blodige begivenheder i Frankrig, at mange reformer blev stoppet i Danmark. Man var simpelthen bange for, hvad der ville ske, hvis almenheden fik for meget magt.

Danmark og Frederik d. 6. fik snart også andet at tænke på. Danmark holdt med Napoleon, der som enevældig kejser styrede Frankrig efter reformationen havde ædt sig selv og sine egne børn.

Det skulle vi komme til at fortryde. I 1801 kom englænderne nemlig, og Slaget på Rheden var en realitet. Vi kunne have undgået det hele, hvis vi havde ladet vores handelsflåde blive hjemme istedet for frækt at sejle rundt mellem de krigende lande i Europa og på de lange ruter ud i verden – bare for at vi kunne tjene kassen.

Flåden var nemlig på det tidspunkt verdens andenstørste flåde, kun overgået af netop den britiske – og nu blev flåden med bombardementet af København i 1807 til dels smadret og til dels taget af englænderne.

Konsekvensen var klar: Tvillingerigerne Danmark-Norge, som  på mange måder var to selvstændige lande, blot med den samme konge gik fra at tjene styrtende med penge til ikke at tjene noget nævneværdigt. Få år efter i 1813 gik Danmark statsbankerot – og i 1814 mistede vi som en direkte konsekvens deraf og pga forhandlingerne i Kiel også Norge.

400 års parløb med Norge var slut.

Det at miste Norge var en stor og personlig sorg for Frederik d. 6., som i sit hus havde en ung mand gående. En mand, der senere blev konge under navnet Christian d. 9., en mand der stadig var i live i 1905, da Norge sendte bud til Danmark om det nyligt selvstændige land måtte få en af Christian d. 9.´s  mange sønner som norsk konge.

Svaret var ja, og i tilgift sagde den gamle konge med tårer i øjnene: Om De havde kendt Frederik d. 6. som jeg, der var en søn i hans hus, og havde kendt den sorg, som han følte over at have mistet Norge, så ville De forstå, hvad jeg gamle mand føler i dag, da Norge vender tilbage til sin gamle kongeslægt.

Tænk engang at kunne sige det i 1905!!!

Dét kunne selv romantikkerne ikke have skrevet bedre. For i det nu så lille land skete der noget efter 1813 og 1814. Danmark samledes om kong Frederik d. 6., der ifølge myten også havde nøglerne til byportene liggende på sit natbord. Så kunne han – og alle københavnerne – nemlig sove trygt.

Han blev landsfaderen, der gik i Frederiksberg have med dronningen og de to døtre, men som også havde en elskerinde. En elskerinde som ved hans død i 1839 mødtes med dronningen for at snakke om den mand, som de begge havde elsket gennem et langt liv – og som elskede dem begge to.

Frederik d. 6. var også konge, da danskerne omkring 1819 begyndte at forfølge jøderne. Men modsat mange af sine europæiske kollegaer så sørgede Frederik d. 6. for, at de forfølgelser blev stoppet.

Han var en hæderlig og retlinet mand, og at kalde ham bagstræberisk, fordi han – i en tid hvor reformerne begyndte at spire – holdt fast på enevælden, er ikke fair. Han oplevede trods alt at miste sin mor som kun 4-årig, fordi hun blev sendt væk – og at faderen var styret af andre (som også ville have Frederik d. 6. af banen), indtil han selv kunne tage over ved kuppet som 16-årig.

Og han ville ikke andet end godt for sit folk – hele folket i en tid, hvor vi var blevet et lille og fattigt land og ikke den rige og blomstrende stormagt, som vi trods alt var det i 1700-tallet.

Så det er faktisk psykologisk set godt klaret, at Frederik d. 6. blev, som han blev – og dét vidste guldalder-tidens store sønner også godt.

For Frederik d. 6.´s tid var guldalderen – den del af 1800-tallet, hvor romantikken blomstrede i den lille Tornerose-søvnige hovedstad København. Hvor Danmark var beriget med folk som H. C. Andersen, Grundtvig, Kierkegaard, Ingemann, Oehlenschläger, Thorvaldsen, Købke og alle de andre, der stadig spiller en stor rolle for Danmark og danskernes selvforståelse.

Og netop guldalderen og alle dens skønånder skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense
og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 13: Christian d. 4. og København gøres stor

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

CHRISTIAN D. 4. OG KØBENHAVN GØRES STOR

Christian d. 3. vandt borgerkrigen i Danmark og indførte Reformationen, altsammen i 1536, som derfor også på mange måder kan regnes som en skillelinie mellem middelalderen og renæssancen, omend både hans far og fætter, hhv. Frederik d. 1. og Christiern d. 2., på mange måder også var renæssance-fyrster.

Men fra 1536 og frem var det soleklart. Renæssancen var kommet til Danmark med dens fornyede interesse for videnskab, kultur og historie – og især antikken, som blev anset for en gylden tidsalder. Ordet renæssance kommer også af fransk og betyder født igen, og det henviser ikke til reinkarnation – men til at de gamle ideer om individet kom til ære og værdighed igen efter en middelalder, hvor det handlede om familien, om gruppen, og som på baggrund af dens katolske kirkeliv også blev kaldt både mørk og uoplyst.

At såvel sygepleje som fattigforsorg så havde langt bedre forhold i middelalderen pga. munkenes hellighuse, og at hygienjen var langt bedre i middelalderen pga. de offentlige badstuer, valgte man at glemme i renæssancen.

For nok er renæssancen en gylden tid, når vi taler om kunst og kultur – og især udenfor Danmarks grænser, hvor en Shakespeare, en Eramus af Rotterdam, en Thomas More og flere endnu skrev deres store værker – og hvor de italienske renæssancekunstnere med Michelangelo og da Vinci som de fornemste malede de billeder og lavede de skulpturer, som vi stadig begejstres over.

I Danmark kunne vi ikke rigtig hamle op med noget af det, omend Christian d. 4.´s mest berømte datter Leonora Christine i 1600-tallet skrev hendes selvbiografi “Jammers minde”, der er den første biografi skrevet på dansk, men den vender vi tilbage til i næste uge.

Men renæssancen var også en mørk tid. Det var nemlig i disse år, især i 1600-tallet, at heksebålene flammede i Europa, her de største religionskrige på europæisk jord fandt sted, og her de europæiske lande rejste ud i verden og undertvang sig andre folkeslag som slaver, inden turen gik hjem til Europa med guld, sølv og krydderier om bord. Så renæssancen var altså meget mere end bare ideernes og idealernes tidsalder.

I Danmark mærkede vi en del til det meste, selvom vikingernes æra forlængst var forbi, og Danmark nu blot var et land højt op i nord langt fra de lande, der kæmpede om magten i Europa.

Christian d. 3.´s søn Frederik d. 2., der var konge fra 1559 til 1588, er glemt af de fleste danskere idag, men han gjorde det godt. Så godt, at der blev talt om, at Danmark ikke havde været i bedre stand siden Gamle Kong Valdemar´s dage.

Frederik d.2. overtog også et land, der forlængst var kommet på fode efter borgerkrig og reformation, og hvor faderen havde fået styr på administrationen. Og som en god arvtager i det familiefirma, som den danske kongemagt var blevet det, forstod Frederik d. 2.  – især efter 7-årskrigen mod Sverige – at gøre Danmark endnu stærkere.

Handlen – som altid har været det, som Danmark skal leve af – stortrivedes, også fordi der kom gang i søfarten. Videnskaberne blomstrede – der sad fx en Tycho Brahe og kiggede på stjerner ude på Hven. Landbruget gik godt. Der blev bygget over hele landet. Og endelig udgav Anders Sørensen Vedel danske folkeviser samt oversatte Saxo´s Danmarkshistorie til dansk fra det latin, som Saxo selv havde skrevet på.

Så da Frederik d. 2. døde i 1588, var det et på alle måder rigt og blomstrende Danmark, som han kunne give videre til sin søn, den da kun 10-årige kronprins Christian, der i dag kendes af alle som Christian d. 4.

En af kongerækkens mest farverige og facetterede konger, ikke altid lige smart, faktisk dummede han sig gevaldigt af og til, og så drak han altfor meget og kunne ikke finde ud af sit kærlighedsliv, men fik børn med en masse kvinder.

Men det er også ham, der med alle hans byggerier gjorde den lille hovedstad København til en rigtig storby. Ham, der ville så meget, og som på alle måder var meget dansk. En Anders And blandt konger, der troede, at han kunne det hele, men som tabte så meget og ikke skønnede på det, som han gjorde godt: Nemlig at sørge for, at København blev den smukke by, som den stadig er. For dét var en vision, der ville noget..

Og var der noget, som Christian d. 4 havde, så var det drømme og visioner for hans kongerige. Og hans energi for få dem alle ført ud i livet var enorm.

Han kunne sidde og drikke til langt ud på natten, men kl. 6 stod han op og gik igang med at skrive breve og ordne alt fra de største sager til småtingene. For ALT ville han have fingrene i – om det så var hvad for noget tøj, som børnene skulle have. Vi har bevaret mere end 3000 breve fra ham, og udover at han skrev godt, så var han også den første konge, som skrev på dansk … og det kan vi jo godt lide.

Man lad os starte med begyndelsen. Christian d. 4. var en kvik dreng, der også fik en god uddannelse. Som kun 10-årig mistede han dog sin far, så indtil han blev myndig, blev landet regeret af en formynder-regering.

Men så i 1596 tog Christian d. 4. for alvor selv fat. Pga handlen, landbruget og søfarten var der højvande i kassen, så nu skulle der bygges – og han byggede, så det stadig her 400 år efter er hans valg af bygninger, der kendetegner vores hovedstad: København.

Bygninger som Børsen, Holmens Kirke, Rosenborg Slot, Rundetårn, Tøjhuset og flere endnu kan alle tilskrives Christian d. 4., der derudover stod for at grundlægge flere nye bydele, bl.a Nyboder med Kastellet.

For slet ikke at tale om voldene, som først blev sløjfet midt i 1800-tallet. Og selv dér ikke alle steder. Faktisk findes voldene stort set intakte i en anden af hans bydele, nemlig den, der bærer hans navn, Christianshavn. Men også ved Kastellet og andre steder er der rester. Tivolisøen er fx også en rest af Christian d. 4.´s volde.

Christian d. 4.´s forbillede var også den nederlandske renæssance, og København skulle være Nordens Amsterdam med kanaler og handelshuse, og det lykkedes ganske godt på Christianshavn, hvad man kan se endnu, hvis man tager turen over Knippelsbro og derud.

Under Christian d. 4. voksede København simpelthen til dobbelt størrelse.

En hel enorm forøgelse, der passer godt med mandens ide-rigdom og store drømme. Han ville fx også gerne reformere skolevæsenet, så alle kunne lære at læse og skrive, men her var han 200 år for tidligt ude. Tiden forstod ham simpelthen ikke. På samme måde gik det hans drømme om at lave et dansk rigshospital  – og det at forbedre forholdene for bønderne. Dét sidste gik adelen ikke med til.

Men et børnehus til de forældreløse børn blev det til. Og han skabte industri som silkespinderierne i København. Og han fik bygget skibe, så den danske flåde blev stor og mægtig.

Det fik Christian d. 4. også brug for. For flere gang i hans regeringstid var Danmark involveret i krige, og endnu var kongen selv med, hvad man også kan se på Marstrands berømte billede fra Slaget på Kolberger Heide, hvor kongen rejser sig efter at have fået skudt øjet i stykker og opfordrer til øget kamp. Heltemodigt, men det vandt ingen krige. Svenskerne var bedst på det tidspunkt.

Flest gange stod kampen nemlig mod Sverige, men også i Trediveårskrigen (den europæiske storkrig mellem katolikker og protestanter), hvor han ikke gjorde nogen god figur, for Christian d. 4. var elendig i krig. Derfor var det også en ekstra ærgrelse for ham at opleve den svenske heltekonge Gustav d. 2. Adolf, som blev kaldt Løven fra Norden, og som var en glimrende feltherre, indtil han faldt i slaget ved Lützen – og som efterlod sig en datter, Christina, der senere hen konverterede til fordel for den tro, som hendes far havde kæmpet imod. En mærkelig manøvre der betød, at hendes fætter Karl d. 10. Gustav kom på troen – til stor skade for Danmark, men nu forgriber vi begivenhedernes gang.

Endnu var Christian d. 4. konge i Danmark – og han havde også travlt med andet end krig og byggeri. Han lavede blandt andet masser af børn. Langt over 20, måske 30 børn fik han, vurderes det. Seks med hans første kone, dronning Anna Cathrine, der døde ung, en del med hans anden kone, Kirsten Munk, der var adelsdatter og som derfor ikke kunne blive dronning (det var noget, som kun fyrstedøtre kunne på det tidspunkt), nogle stykker med hans tredje kone Vibeke Kruse, der var borgerlig – og endelig nogle stykker med diverse elskerinder.

Christian d. 4. elskede alle sine børn højt – og sørgede godt for dem alle sammen, selvom han selvfølgelig havde yndlinge: Først den udvalgte Prins Christian, som skulle have været konge efter ham selv, men som i modsætning til sin far ikke kunne tåle de store mængder rhinskvin, og som derfor døde ung af et for højt alkoholforbrug.

Og dernæst datteren Leonora Christine, som Christian d. 4. havde med Kirsten Munk, som kongen elskede højt, men som han tilsidst forstødte, da hun var ham utro med Rhingreven – endda mens kongen var i krig. Der er også historier om, at hun forsøgte at forgive kongen, og det gør man ikke ustraffet. Kirsten Munk var heldig, at hun kunne nøjes med at blive forvist til Fyn for dén affære. I en del andre lande var hun formentlig blevet halshugget.

Ikke at Christian d. 4. afstod fra vold. For det gjorde han ikke. Et sort kapitel om den konge, der som den første ville statsfinansieret velfærd i Danmark, men var altfor tidligt ude, er det faktum, at han afskyede og forfulgte de såkaldte hekse i en grad, så næsten halvdelen af alle de cirka 1000 mennesker, mest kvinder, der blev brændt på bålet i Danmark, blev brændt i hans regeringstid. Han gik også flere gange egenhændigt ind og sørgede for, at en frifindelsesdom blev lavet om, så den ulykkelige alligevel var skyldig og skulle brændes.

Christian d. 4. var altså på alle måder en mærkelig og mange-facetteret mand, ikke altid sympatisk og så alligevel så levende og spændende. Ikke til at blive træt af, ikke til at blive færdig med.

Tilsidst blev han dog selv træt af det hele og trak sig den sidste tid mere eller mindre tilbage til sit lystslot Rosenborg, der dengang lå på landet lidt udenfor voldene, mens svigersønnerne med yndlingsdatteren Leonora Christines mand Corfitz Ulfeldt i spidsen skaltede og valtede med rigets sager og fik kørt et Danmark på vej ned endnu længere ned, samtidig med at barokken afløste renæssancen.

Og alt det, Leonora Christines fald og hævn, Frederik d. 3., tabet af Skåne og Enevældens indførelse skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk