Månedsarkiv: maj 2014

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg.

Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.

Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen anbefaler Conchita

Udgivet den af
6

Så er det i aften, at der skal stemmes om, hvem der vinder MGP – eller Eurovision, som det efterhånden også hedder på dansk.

Real-politisk betyder MGP ingenting. Ikke en eneste politisk beslutning bliver taget, fordi en bestemt sang vinder eller taber.

Men i forhold til de værdier, som vi står for som samfund, kan MGP ligesom OL, VM,  EM og andre identitetsskabende aktiviteter betyde meget.

Det gør MGP dog ikke altid. Sidste år fx da Emmelie de Forest vandt for Danmark i Malmö, var der ingen værdipolitiske over- og undertoner.

Men siden er der kommet fokus på de homo-, trans- og biseksuelles dårlige forhold især i Rusland, men også andre steder. Og bevidstheden om vigtigheden af at passe på mangfoldigheden, rummeligheden og tolerancen er stigende i de dele af Europa og blandt de mennesker, der mener, at der skal være plads til os alle sammen.

At det hele bliver så meget bedre og sjovere, når vi frit og åbent kan have alle farver, former, religioner og seksualiteter.

Og midt i alt det lander så Østrigs bidrag: Den skæggede dame, Østrigs ukronede dronning Conchita Wurst, der iklædt guldkjole, guldregn og vinger synger en storslået ballade om at rejse sig igen som en anden fugl Phonix.

Og han/hun/hen deler vandene. I den homofobe del af Europa kan man bare ikke have den slags. Men resten af Europa jubler og hylder Conchita, hvis egen dagsorden udover at vinde er et budskab om, at det er ligemeget, hvordan man ser ud. Man kan blive, hvad man vil alligevel.

Danmarksbloggen håber, at det for Conchita´s vedkommende bliver en sejr i Eurovision.

Danmarksbloggen hepper selvfølgelig (også) på vores egen sang med Basim – dét er klart. Men Danmarksbloggen anbefaler alle at stemme på Østrig.

En stemme på Conchita er en stemme mod intolerance og mørke.
En stemme på Conchita er en stemme for mangfoldighed og masser af regnbuer.

Tilføjelse: Danmarksbloggen ønsker Conchita tillykke – og hylder hende for på scenen at nævne kampen for frihed og det at være anderledes …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Europa-dag, men demokratiet mistrives

Udgivet den af
1

Idag er det Europa-dag – noget som normalt går rimeligt meget hen over hovedet på de fleste danskere, der interesserer sig mere for deres egen nære hverdag end for Europa.

Bruxelles er nemlig meget langt væk – og føles meget fjern og ligegyldig for mange danskerne. Også selvom danskerne godt ved, at der træffes mange beslutninger i Bruxelles, som har direkte effekt på dem og deres hverdag.

For danskerne er ikke dumme – men det er svært at engagere sig i noget, der foregår så langt væk.

Som menneske føler man sig nemlig så lille i forhold til den store EU-kolos – man føler så let, at ens mening ikke betyder noget – at det hele kan være ligemeget.

Og netop dét manglende demokrati er faktisk EU´s største udfordring. Over hele Europa vender folk sig også væk fra EU og mod det nationale, og det giver faktisk mening.

For vi kan ikke – som demokratiske og aktive samfundsborgere – rumme og forholde os til både portugisiske appelsinbønder, græsk økonomi, finsk teknologi, irsk iværksætterånd, det tyske lokomotiv og alt det andet, der sker i Europa. Og det betyder, at demokratiet mistrives i Europa.

Demokrati fordrer og lever nemlig af den åbne debat og deltagelse, men Europa er for stort til, at vi kan overskue det. Man kan som menneske simpelthen ikke rumme så mange lande, så mange problemstillinger.

Derfor skal EU som organisation laves om, så den igen blot bliver en handelsorganisation med fokus på at skabe gode betingelser for handel og virksomheder i de enkelte lande. Men alt det andet, det skal ligge i de nationale stater. For dér kan vi overskue dét, der kan vi som mennesker, som enkeltindivider, være med i den samfundsdebat, der er grundkernen i et demokrati.

Og demokrati – dét skal vi have i Europa – og i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbuerne lyser over København

Udgivet den af
1

Aldrig har der været så mange regnbuer over København som i denne uge …

Nede på jorden er de, de flotte farverige regnbuer, både på Eurovicious Pride Square og når alskens mennesker fra nær og fjern, af hver sit køn eller af samme køn, overalt i byen siger ja til at dele livet med hinanden.

For størst af alt er kærligheden …

Men også på himlen lyser regnbuerne … den ene efter den anden … det er helt vildt og aldrig set på dén måde før i København.

Det er som et tegn fra oven, fra de guder, der holder af alle, der holder af regnbuer.

For livet, verden og alting bliver bare både bedre og sjovere, når der er plads til os alle sammen, alle farver, alle køn, alle seksualiteter, alle religioner – når vi mødes i fælles glæde og hyldest til mangfoldigheden.

Dét er Danmarksbloggen sikker på – og det er alverdens mangfoldige guder åbenbart også, siden de sætter den ene regnbue på himlen efter den anden i netop denne Eurovision-uge, hvor der netop OGSÅ er lavet ekstra god plads til alle, uanset køn, seksualitet og så videre. DET ER SÅ GODT.

Danmarksbloggen sender derfor også en stor hilsen til Putin´s Rusland og andre med samme intolerante holdninger til dem af jeres medmennesker, der er anderledes end jer selv.

Gid regnbuerne må oplyse jeres sind, så I kan komme ud af jeres små, mørke huler og danse med os andre i det festfyrværkeri af farver, som altid er at finde i mangfoldighedens skønne regnbuer.

Dér er også meget sjovere at være end inde i jeres små, angste sind. For livet er bare bedst, når det er en fest med farver og glimmer … med regnbuer på jorden og på himlen.

Tilføjelse kl. 23.22: De regnbuer varslede godt for Østrigs Conchita i MGP-semifinalen dag … og de varsler endnu bedre for finalen på lørdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Føler vores MGP-gæster sig velkomne?

Udgivet den af
1

Danmark er som bekendt vært for Det Internationale Melodi Grand Prix i denne uge med en Eurovision Island på Refshaleøen, en Eurovision Village på Strøget og meget mere fra glimmer-, glitter- og popmusik-kasserne.

Der er derfor sat alle sejl til for at få Danmark til at tage sig så godt ud som muligt.
Nu skal vi sørme vise hele Europa, hvad vi kan – og hvor fantastiske vi er.

Og det er altsammen både godt og fint … men har vi ikke glemt det vigtigste?

NEMLIG: FØLER VORES MGP-GÆSTER SIG VELKOMNE?

For det kan være meget godt at vise vores MGP-gæster vores hovedstad og alle dens lyksaligheder. Vise hvor grønne og miljørigtige vi er, hvor politisk korrekte vi er osv.

Men det drejer sig jo ikke om det. Det drejer sig om, at dem, der kommer og besøger os, skal føle sig velkomne.

Med andre ord: Det drejer sig om – når vi færdes både i det private og det offentlige rum – at være smilende og glade og hjælpsomme. For så føler vores MGP-gæster sig velkomne.

Og når nu vi er kommet igang med at være søde og rare overfor hinanden, så lad os da bare fortsætte, når MGP er slut, og MGP-gæsterne er rejst hjem på søndag.

Dét bliver både de gæster, der kommer bagefter, og vi selv så meget mere glade af.

Dét bliver Danmark så meget bedre af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Lise Lotte Møller blev valgt ind – bare i Hovedbestyrelsen

Udgivet den af
Svar

Kan I huske Lise Lotte Møller? Socialdemokraternes formand i Vordingborg kommune, som Danmarksbloggen fulgte op til kommunalvalget i november 2013 – og som ikke blev valgt ind i Vordingborg kommunalbestyrelse.

Hun blev i går aftes valgt ind – i sit parti´s hovedbestyrelse, hvor hun vil arbejde med medlemmer og organisering. Hun siger til Danmarksbloggen:

“Først skal jeg lige lande. Jeg er simpelthen bare super-glad. Men så skal jeg arbejde for en bedre organisering af vores parti. Flere medlemmer og alle andre også skal føle sig hørt, hvis de vil høres. For det er vigtigt, at medlemmerne synes, at de bliver hørt af ledelsen. Og så skal jeg til folkemøde på Bornholm. Dét glæder jeg mig meget til.”

Der var fem, der stillede op til tre pladser. Alle delegerede skulle stemme på tre kandidater.

Lise Lotte Møller var den kandidat, der fik flest stemmer, nemlig 165 ud af 196 mulige stemmer.

Danmarksbloggen siger tillykke og vil af og til bringe en reportage fra det indre af maskinrummet af det, der engang var landets største parti – og som gerne vil være det igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark, nu blunder den lyse nat

Udgivet den af
1

I år er det præcis 100 år siden, at Thøger Larsen skrev den måske mest sommerlige af alle skønne, danske sommersange: Nemlig “Danmark, nu blunder den lyse nat.”

Læs den her: http://www.danskesange.dk/showsong.asp?pageno=1&searchlevel=&kategori=&order=&sstring=&ss1=&ss2=&ss3=&z=1&mykey=23

De lyse nætter, ja.

Dem vi længes imod gennem den lange, mørke vinter. Dem, som ligenu står med deres tryllelys og lokker til drømme og sværmeri gennem de næste tre måneder, der er de skønneste i Danmark med maj måneds blomsterpragt på træer og buske, juni måneds klare sol over grønne vange og juli måneds blå vande og røde jordbær.

De måneder, der som sangen lover os, giver:
Sol over grønne sletter, lykke og lyse nætter!!!

Så slå håret ud og sæt tempoet ned og nyd de lyse nætter.

De flyr bort som en drømmerig blund, som der står i en anden af vores gamle danske sange “Når egene knoppes.”

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Melodi Grand Prix og respekt til ABBA

Udgivet den af
1

I år er det 40 år siden, at ABBA vandt det internationale Melodi Grand Prix med “Waterloo”. En melodi, der stadig holder, stadig er svimlende god, præcis som deres reserve-melodi til lejligheden “Hasta manana” er det. Ja, visse vil endda hævde, at ABBA er det eneste gode, der nogensinde er kommet ud af MGP.

Det er nok lige at trække den for langt. Men at der er langt mellem snapsene, når man tænker på langtidsholdbare MGP-melodier, er til gengæld sandt nok.

Og nu skal hele dette store show så holdes i Danmark, ovenikøbet på Eurovision Island, som Refshaleøen i København er omdøbt til lejligheden. Fordi Emmelie sidste forår vandt i ABBA´s hjemland Sverige med netop en af de melodier, der nok fængede dengang, men som må henregnes mere til døgnflue-afdelingen end til evergreensdepartementet, hvor ABBA har deres helt egen – meget store – afdeling.

For ABBA er – uden sammenligning – ikke kun det største, der er kommet ud af MGP. De er også uden sidestykke det største band, som Skandinavien har fostret. Deres musik er intet mindre end enestående.

Selvom det er over 30 år siden, at ABBA stoppede, holder mange af deres melodier endnu. De bliver spillet, lyttet til og danset til, og de vækker stadig masser af følelser og stemninger, som vi allesammen kan genkende – og måske endda fælde en tåre til.

Danmarksbloggen håber derfor, at ABBA blive behørigt hyldet hele ugen og især i finalen på lørdag. De fire svenskere fortjener dét. For ABBA er milevidt over alt og alle, der nogensinde har stået på en scene til et Melodi Grand Prix, ja måske endda stået på en popmusikalsk scene i det hele taget.

Thank you for the music …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 16: Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

CHRISTIAN D. 7., STRUENSE OG CAROLINE MATHILDE

Da Frederik d. 5. døde i 1766, var Danmark stadig midt i oplysningstiden, selvom det af og til kunne være svært at forstå i det på mange måder lille land – og den endnu mindre hovedstad, der endnu i næsten et århundrede skulle leve bag de volde, som Christian d. 4. havde lavet i 1600-tallet. Men det gjorde man – endda i flere generationer endnu …

Også inde i folks hoveder var der bygget volde og skel – og netop derfor var Struenses mission dømt til at mislykkes. Men nu forgriber vi begivenhedernes gang …

Da Frederik d. 5. døde, blev hans søn i enevældens ånd og efter enevældens ceremonier salvet i Frederiksborg Slotskirke. De nærmeste må have vidst, at det her kunne ende helt galt. For den unge mand var ikke blot i nærheden af de egenskaber, som man kunne forvente, at en enevældig konge skulle være i besiddelse af: Klog, analytisk, med overblik og indlevelse for både nødvendigheder og sit folk.

Snarere tværtimod var den unge konge Christian d. 7. umoden og barnlig, men han var også begavet. Senere tiders dom over ham som den sindssyge konge er langtfra hele billedet, selvom der VAR noget. Men havde Christian d. 7. været omgivet af kærlige og gode mennesker istedet for hårde lærere, en far der drak og en stedmor, der åbenlyst foretrak sin egen søn Arveprinsen, så kunne det hele måske være gået anderledes.

I hans voksne liv gik det ikke bedre. Stort set alle – fra hans nærmeste medarbejdere til tjenestepigerne – gjorde grin med ham og behandlede ham som et lille, uartigt barn, som man kunne beordre til både det ene og andet. Der var derfor ikke noget at sige til, at Christian d. 7. på en udenlandsrejse – hvor han iøvrigt gjorde en god figur som både vittig og begavet ved flere hoffer, hvor man også i modsætning til i Danmark behandlede ham med respekt – fattede sympati for den unge læge Struense, der behandlede ham ordentligt.

Affæren med Struense er en af de mest kendte i Danmarkshistorien. Den unge læge, der ville så meget, indførte så mange (også for mange) reformer, og som i dén grad var en oplysningstidens mand, steg hurtigt i graderne og blev i realiteten nærmest Danmarks regent i et par år.

En af de reformer, som Struense lavede, var afskaffelsen af 11 ud af 22 helligdage som fx 3. juledag, 3. påskedag og Vor Frue Dag. Dage, som nu skulle bruges til arbejde.

Struense fattede så også sympati for Christian d. 7.´s dronning Caroline Mathilde, som på det tidspunkt ikke havde noget nævneværdigt samliv længere med kongen. Og hun forelskede sig også i den unge læge.

At det til at begynde med var gået så galt med samlivet for det unge kongepar, der var blevet gift som kun 15- og 17-årig, skyldtes for en stor del Caroline Mathildes snerpede hofdame fru von Plessen, der havde kvalt den nysgerrighed og den sympati, som de to unge rent faktisk havde for hinanden, da Caroline Mathilde kom til Danmark fra England.

Så igen var det ydre omstændigheder, der ødelagde det for Christian d. 7. – og for Caroline Mathilde. De nåede dog at få et barn sammen – den senere Frederik d. 6. Dronningen fik så også en pige, men det var af gavn med Struense, af navn var den lille pige dog kongens.

Lykken for nogen af dem varede ikke længe.

Det lykkedes nemlig for enkedronning Juliane Marie og hendes højre hånd Guldberg i 1772 at få kongen til at tro på, at Struense og dronningen var i ledtog imod ham – og ville dræbe ham. Christian d. 7. skrev derfor under på det papir, der fængslede Struense og hans ven og højre hånd Brandt – og de to blev senere henrettet ved at blive lagt på hjul og stejle. Så slemt gik det ikke for Caroline Mathilde, der blev sendt til Celle i Tyskland, hvor hun døde få år efter.

I de næste 12 år regerede enkedronningen og Guldberg – bistået af arveprinsen. Men så skete der noget. Så handlede den purunge kronprins.

Året var 1784, og han skulle have sæde i statsrådet. På det første møde læste kronprins Frederik et dokument op, der afskedigede det gamle ministerium med enkedronningen, arveprinsen og Guldberg – og i stedet tiltrådte et nyt med kronprinsen selv og hans betroede mænd med Bernstorff i spidsen.

Kong Christian d. 7. skrev under – ganske kvikt og velvidende, hvad han gjorde – og kronprinsen tog dokumentet og løb ud med det, inden arveprinsen kunne nå at snuppe det, hvad denne ellers prøvede på.

Det var også enten-eller i de sekunder, og heldigvis blev det den senere Frederik d. 6. og hans mænd, der løb af med sejren. Og så var vejen banet for bla de landbo-reformer, der afskaffede stavnsbåndet, men også bondelandsbyen og trevangs-bruget. Nu flyttede bonden istedet ud på sin egen mark, og der bor han endnu i vore dage, omend antallet af landbrug er faldet støt og mængden af jord tilhørende det enkelte landbrug steget.

En ny tid var på vej – også i Danmark. Kongen hed stadig Christian d. 7., men i realiteten regerede sønnen.

Og netop sønnen Frederik d. 6., de sidste 15 år i 1700-tallet, slaget på Rheden, skovens genindførelse i Danmark, statsbankeroten og tabet af Norge skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

For 69 år siden … Danmark atter frit

Udgivet den af
1

69 år er der gået, siden Danmark atter blev frit efter den tyske besættelse under 2. Verdenskrig. 69 år er lang tid, og langt de fleste nulevende danskere er også født EFTER befrielsen.

Alligevel spiller den tid stadig en rolle. Ikke kun fordi vi alle har en personlig relation eller måske flere ifbm besættelsestiden som fx undertegnedes morfar, der hjalp modstandsbevægelsen med at gemme våben fra nedkastningerne – men også fordi de ting, der skete dengang stadig definerer Danmark – og resten af verdenen.

Uden 2. Verdenskrig var der nemlig aldrig kommet en kold krig og et jerntæppe ned igennem Europa. Et jerntæppe, der her 25 år efter Murens fald i Berlin stadig deler Europa op i en fattig og en rig del – selvom vi nu (næsten) alle sammen er forenet i EU.

Og det er altsammen vigtigt at vide – og forstå – her få uger før Europa-parlamentsvalget 25. maj.

At vide, at når vi er bundet sammen i Europa, så går vi ikke i krig mod hinanden. Det var også en af grundene til, at Kul-og-Stålunionen, som EU dengang hed, blev skabt i 1951.

ALDRIG MERE KRIG I EUROPA.

Sporene fra 2. Verdenskrigs rædsler og 1. Verdenskrigs skyttegrave kastede nemlig lange skygger, som først nu små syv årtier senere er ved at blive glemt.

Og netop derfor er det farligere at være europæer i dag, end det har været i snart 70 år. For nu er vi ude af 2. Verdenskrigs skygge – og desværre er samtidig meget af det, der skete og gik forud for 1939-45, glemt – og netop derfor kan det hele ske igen.

Det er allerede på vej. Vi ser det især i den nationalisme, der i disse år går sejrsgang gennem Europa som et sort og hadefuldt spøgelse fuld af angst og talen til den indre svinehund.

Men den er så sindssyg farlig, den nationalisme … for det var den, der i 1930´erne lagde grund til det, der skete i 1940´erne …

I Danmark stemmer næsten hver 4. dansker på dén nationalisme.

Danmark anno 2014, 69 år efter befrielsen, har altså aldrig været tættere på en ny besættelse, men denne gang lavet ikke af en ydre fjende, men af folk indefra. Folk, som mener, at de har patent på at være dansk, ja, de kalder sig ovenikøbet Dansk Folkeparti.

Der er derfor kun ét at gøre: AT GÅ TIL MODSTAND mod dén umenneskelighed, som dén nationalisme repræsenterer. For dén modstand er nemlig ægte dansk. Som man sang i “Danmarks Frihedssang”:

Gå til modstand, alle danske, alle mand som én, og gør Danmark frit

Derfor: Stem til EU-parlamentsvalget og tænk over, hvor du sætter din stemme. Tænk over, hvilket Europa, hvilket Danmark, som du, dine børn og børnebørn skal leve i.

For vi har – præcis som de havde dengang – valget imellem, om vi vil støtte den sorte, hadefulde og angste side eller den lyse, solidariske, fællesskabsorienterede – ja kærlighedsfulde side.

Eftertiden vil vide at dømme os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk