Gamle danske sange: Danmark, nu blunder den lyse nat – den danske sommerdrøm

Udgivet den 30. juni 2015 af admin

Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

I dag handler det om:

Danmark, nu blunder den lyse nat – den danske sommerdrøm

Sommer og lyse nætter hører sammen i Danmark. Digtere og sangere har gennem alle tider hyldet disse nærmest magiske nætter, hvor mørket aldrig bliver fuldstændigt – men hvor tusmørket ligger fortryllende og besnærende over by og land.

Én sang forbindes dog mere end nogen andre med disse særlige nætter, nemlig Thøger Larsens ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, der oprindelig blev skrevet som et lejlighedsdigt til Jeppe Aakjærs sommerfest og trykt første gang i 1914.

Men teksten var så helstøbt, at den hurtigt blev kendt og elsket over hele Danmark – og i dag er den optaget i Kulturkanonen.

Næsten alle synger sangen på Oluf Rings oprindelige melodi fra 1922, men også både Carl Nielsen, Jørgen Bentzon, Otto Mortensen m.fl har skrevet musik til teksten. Ingen af dem har dog formået at slå Oluf Rings version af pinden. Den er simpelthen en fast del af drømmen om den danske sommerlykke.

Læs her hele sangen:

DANMARK, NU BLUNDER DEN LYSE NAT:

Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat.
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

Danmark, du vågner med søer blå
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på
ser, hvor det yppigt glider,
frem af forgangne tider.

Lærker, som hopped af æg i vår
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.

Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.

Køer og heste og får på græs
hen over brede agre,
åbne lader for fulde læs,
sejl, som stryger om klint og næs,
byger, som går og kommer, –
det er den danske sommer

Pigernes latter og lyse hår
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår
mildt om et evigt Danmark spår
sol over grønne sletter
lykke og lyse nætter.

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gamle danske sange: Midsommervisen – og det ukendte 4. vers

Udgivet den 23. juni 2015 af admin

Svar

Danmarksbloggen indleder i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

Vi starter i dag med:

Midsommervisen – og det ukendte 4. vers

I aften er det Skt. Hans-aften, hvor vi i mere end 100 år har sunget Holger Drachmanns og P.E. Lange-Müllers midsommervise, der oprindelig er skrevet som en del af syngespillet ”Der var engang” fra 1885, som handler om en dansk prins, der drager ud for at finde sig en prinsesse.

Og ja, han finder hende i et fjernt land. Men hun er arrogant og hovmodig, så der må både list, bedrag og forklædning til for at omvende hende. Da det endelig sker – hjemme i Danmark ved midsommertide – er hun blevet både stærk, modig og retfærdig – og stormende forelsket i den fattige stodder, som hun tror, at hun er gift med – men som i virkeligheden er den forklædte prins.

Så det hele ender selvfølgelig lykkeligt med midsommerbål og midsommervise.

En midsommervise, der faktisk har hele fire vers. Men hvor vi som regel kun synger de første tre, da det fjerde vers direkte handler om prinsen og prinsessen – og dét virker let lidt mærkeligt, når man står forsamlet om et bål med en heks på og har fokus på den nutidige danske sommer.

Læs her hele sangen – også det ukendte fjerde vers:

MIDSOMMERVISEN

Vi elsker vort land, når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje.
Når om våren hver fugl, over mark, under strand,
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
Vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
men den skønneste krans, bli’r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter, så varme, så glade.

Vi elsker vort land, men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest, og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler,
da går ungdom til dans på dit bud Sankte Hans
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler.

Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd over mark under strand,
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks, og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands Sankte Hans, Sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.

Vi elsker vort land, og vi hilser den drot,
som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde:
på hans eventyrslot kan hver kvinde, hver mand
et eksempel for livet i kærlighed finde!
Lad tiderne ældes, lad farverne blegne,
et minde vi vil dog i hjertet os tegne:
fra det sagnrige Nord, går en glans over Jord –
det er genskær af vidunderlandets fortryllende egne!

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Den gode, den onde og den ufatteligt grimme”.

Udgivet den 22. juni 2015 af admin

Svar

Gakket, skørt og helt igennem morsomt.

Så kort kan man beskrive Dansk Rakkerpaks nye gade-forestilling ”Den gode, den onde og den ufatteligt grimme”, der traditionen tro baseres på mimik, stunts, komik og musik – og dermed det internationale sprog, som alle mennesker taler.

Men ser man bagom den åbenlyse spaghetti-western-fortælling, som de fire medvirkede flot skaber med både timing og i tæt samspil med publikum og musikken, så bliver det hele endnu mere skørt, endnu mere gakket, ja det bliver nærmest grotesk.

For så handler det ikke blot om cowboys og en enkelt cowgirl i intens kamp om guldet, men om vor egen tid og vort eget samfund, som stykket også starter i, inden vi hvirvles tilbage til 1800-tallet og Det Vilde Vesten.

Eller gør vi nu det? For er vi ikke alle stadig vilde og uciviliserede guldjægere her i Vesten, selv dem, der arbejder for kommunen, og glæder sig til det bliver weekend? Er vi ikke stadig her i 2015 i gang med alles kamp mod alle? Er vi ikke – også i Danmark – konstant klar til at skyde hinanden ned for at finde og vinde guldet?

Danmarksbloggen vil sige ja.

Andedammen er stadig et vildt og barbarisk sted – og det er bestemt ikke blevet mindre efter folketingsvalget, der paradoksalt nok fandt sted samme dag, som stykket havde premiere. Det var der noget nærmet profetisk over …

Det kan der måske også være over slutningen af stykket – og over vinderen. Det vil vise sig i de kommende år. For mere skal ikke røbes her.

Dette stykke skal nemlig ses og opleves med alle de prutter, stunts, spanske gloser, musikalske indslag og henvisninger til diverse westerns, som det er spækket af – og som kalder latteren frem – og senere eftertænksomheden.

For mange mennesker kan meget sammen, som vi alle sammen starter med at sige, inden stykket går i gang, og fællesskabet opløses i individernes hovedløse og ødelæggende alles-kamp-mod-alle.

Men sådan er det jo også i samfundet, vil de moderne lykkejægere hævde. Vil man opnå noget, må man konkurrere og vinde, siger de og rager til sig, mens de tramper på andre undervejs, som de endda finder morskab i at nægte basale goder som fx det vand, som vi alle sammen både direkte og indirekte er afhængige af, hvis vi skal overleve. Noget, som vises mave-krampende godt i “Den gode, den onde og den ufatteligt grimme.”

Det er i øvrigt også derfor, at en anden 1800-tals-klassiker “Dybbøl Mølle maler ad helvede til” stadig holder. Desværre. Men det gør tesen om sammenhold også. Heldigvis.

For det er kun sammen, at vi er stærke. Hver for sig er vi dømt til undergang, uanset om vi lever i 1800-tallet eller i 2015, har en boremaskine som pistol eller jager efter et kryds på et lortebeskidt skattekort.

For den virkelige skat er ikke det gods og guld, som man oven i købet må skjule for de andre, hvis man vil nyde det. Nej, det rigtige guld er sammenholdet og fællesskabet, som vist aldrig er hyldet mere indirekte end her hos Dansk Rakkerpak.

Danmarksbloggen giver fem og en halv ud af seks cowboyhatte. Danmarksbloggen vil også anbefale alle, der indtil 5. juli opholder sig i eller i nærheden af København, at tage turen forbi Vor Frue Plads og opleve komik i absolut Reumert-klasse.

Apropos Reumert, så var Dansk Rakkerpak nomineret til en Reumert-pris for sidste års forestilling ”Psycho”.

Men nu handler det altså om ”Den gode, den onde og den ufatteligt grimme”. Stykket er gratis og spiller tirsdag – fredag kl. 19 – og lørdag-søndag kl. 16. Det foregår på pladsen mellem Vor Frue Kirke og Københavns Universitets hovedbygning på Vor Frue Plads midt i København.

Bagefter tager stykket på turné rundt i det danske sommerland. Læs mere på www.danskrakkerpak.dk

De medvirkende er: Niels Grønne, Niels Peter Kløft, Søren Møller Pedersen og Olivia Franciska Fevel Borgels. Det er d´herrer Grønne og Kløft, der står bag ideen, mens Lene Skytt har instrueret. Scenografien står Christian Q. Clausen for, mens Lise Zitta Østergaard har taget sig af kostumerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Carl Nielsen – 150 år

Udgivet den 9. juni 2015 af admin

Det er i dag 150 år siden, at Danmarks måske største komponist Carl Nielsen blev født lige syd for Odense i en fattig familie.

Talentet var dog så stort, at den musikglade Carl Nielsen først konkurrerede sig ind i regimentsmusikkorpset i Odense – og efter eksamen på Musikkonservatoriet ind i Det Kongelige Kapel som andenviolin i 1889 og senere i 1908 som andenkapelmester ved Det Kgl. Teater.

Han skulle dog snart komme til at spille førsteviolin som dirigent i Musikforeningen i København i 1915 – og som direktør for Musikkonservatoriet i 1931. Det sidste nåede han dog kun at være i ni måneder, inden han døde.

Carl Nielsens navn knyttes i dag sammen med de værker, der også har vundet international anerkendelse, hvad enten der er tale om symfoniske værker som fx ”De fire temperamenter” eller ”Fynsk foraar” – eller operaen, hvor ”Maskerade” for længst har opnået status som Danmarks nationalopera. Det bliver heller ikke bedre end Holbergs ord og Carl Nielsens musik.

Men Carl Nielsen har også komponeret viser, sange, kantater, kammermusik, orgelværker, klaverværker, koncerter og korværker. Det er fx ham, der er manden bag ””Den danske sang” og ”Jeg ved en lærkerede”.

Listen er uendelig lang. Tjek den selv – og hør noget af det skønneste musik nogensinde komponeret i Danmark på hjemmesiden tilegnet jubilæet: http://www.carlnielsen.org/

Danmarksbloggen bøjer sig i dybeste respekt for en mand, der gav – og stadig giver – danskerne så meget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 10´erne

Udgivet den 3. juni 2015 af admin

Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien. Ja, her den sidste uge endda hver dag.

I dag skal det handle om 10´erne og nogle af de kvinder, som gør sig særligt bemærkede i netop nutidens årti.

10´erne: Nutid – og fremtid

At skrive historie om nutiden er altid svært – hvis det overhovedet giver mening. Vi er stadig midt i det hele – og ingen har på samme måde overblikket over tiden og sammenhængene, som man kan skabe sig det over fortiden.

Men nogle ting kan dog slås fast her i 2015 – 100-året for stemme- og valgretten til de danske kvinder: Vi er ikke i mål endnu.

Der mangler stadig lige løn for lige arbejde – og dermed også lige muligheder ifht pension m.m – og dét er nok den største sten på vejen.

Men moralsk er vi heller ikke i mål endnu, når det – som her i foråret – var nødvendigt at køre en kampagne omkring, at voldtægt ikke skyldes en kvindes påklædning, men voldtægtsmandens adfærd. Så er der stadig et stykke vej at gå, før alle danskere opfatter mænd og kvinder som lige.

Magten og formuerne i Danmark ligger også primært i mændenes hænder – og det diskuteres ivrigt om kvoter i bestyrelser m.m. vil afhjælpe dét problem.

Så nej, vi er ikke i mål endnu, selvom vi er nået meget langt – og vi er nået endnu længere her i 10´erne, hvor Danmark fik sin første kvindelige statsminister i 2011, nemlig Helle Thorning, der pt. genopstiller til det kommende folketingsvalg, og som der også lægges mærke til i udlandet, hvor hun som den letteste sag af verden boltrer sig mellem stormagternes ledere som USA´s præsident og Englands premiereminister.

Så bliver danskerne stolte. For vi kommer fra et lille land – og benoves stadig af, når en dansker spiser kirsebær med de store.

Men også mange andre politiske partier har eller har haft kvindelige ledere her i 10´erne. De to mest markante – udover Thorning – er Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten, der har fået det engang så lille parti til at blive en magtfaktor i dansk politik – samt den radikale Margrethe Vestager, der indtil hun kom ned i EU som kommissær i 2014, var noget af en sten i Helle Thornings sko, selvom de to sammen delte regeringsmagten.

Men også SF´s Pia Olsen Dyhr, Enhedslistens Pernille Skipper og den socialdemokratiske kronprinsesse Mette Frederiksen er værd at lægge mærke til – også fremover.

Skifte på broen – og til en kvinde – var der også i Danmarks mest kendte virksomhed A.P. Møller, da Mærsk Mckinney Møller døde i 2012 og hans datter Ane Uggla overtog. Hun gør ikke meget væsen af sig udadtil, men på de indre linier arbejder hun ihærdigt – også med at gøre (en af) hendes to sønner klar til at tage over. De bor også nu begge to i Danmark, selvom de er født og opvokset i Stockholm hos Ane Uggla og hendes svenske mand.

Andre erhvervskvinder som har markeret sig – indtil videre – er Stinne Bosse og Lisbeth Knudsen, som begge er netop kvinder med magt og power. Men der er flere – unge – på vej.

Men også på underholdningsfronten har nye kvinder slået igennem. Et af de stærkeste brands står stand-upperen Linda P. for, som i en ellers meget mandsdomineret stand-up-verden i dén grad har fået succes og skabt flere figurer, som hver gang hilses med latter og klapsalver, når de vakler ind på scenen i al deres komiske ubehjælpsomhed. Senest har Linda P. også haft sit eget show på TV Zulu, som var en sort blanding af komik, rollespil, quiz og meget andet – som ligesom hendes andet arbejde blev populært hos begge køn og alle aldre.

Satiren har nemlig kronede dage – også når den er politisk og tør noget. Og det måske bedste af den slags her i 10´erne er skabt af kvinder, nemlig de fire kvinder bag satireprogrammet ”Det slører stadig”, der tager ny- og gammeldanskere og deres fordomme om sig selv og hinanden under kærlig – og sjov – behandling. Det er Sara Al Naser, Ellie Jokar, Naghme Ashabi og Ajla Prohic, der står for løjerne.

Men også den klassiske morskabsscene er en ny stjerne på vej, nemlig Ditte Hansen, der snart er ligeså meget Cirkusrevy som Lisbeth Dahl og Ulf Pilgaard – og på scenen og film i det hele taget – også i udlandet – stråler Sidse Babett Knudsen, Trine Dyrholm og Sofie Gråbøl m.fl.

På en helt anden bane spiller Danmarks bedste kvindelige tennisspiller nogensinde, nemlig Caroline Wozniacki. Hun blev nr. 1 på verdensranglisten i 2010, men har – til sin egen og danskernes ærgrelse – ikke vundet nogen Grand Slam-titel endnu.

Om det lykkes vil tiden vise. Danske kvinder har nemlig endnu meget til gode.

Vi mangler fx også den første danske kvindelige nobelpristager – noget, som man kunne håbe en astrofysiker som Anja C. Andersen, der forsker i stjernestøv måske en dag kunne få. Hun og mange andre dygtige, danske kvinder inspirerer ihvertfald unge piger til at gå videnskabens vej og søge stjernerne via uddannelse.

Antallet af kvinder, der vil noget med deres liv og som er målrettede, stiger derfor også år for år, og det er mere end glædeligt.

Nu skal vi danske pige og kvinder så bare lære, at det er ok ikke at være perfekt. At der er noget, der hedder rigtigt godt med skønhedsfejl, og at det knækker man ikke på psykisk. Man bliver måske heller ikke kendt, men man bliver lykkelig. Det er nemlig vigtigere at have noget på hjerte end være kendt.

For nok er vor tid meget optaget af kendisser og reality-stjerner, men på den lange bane vil kvalitet og indhold altid vinde, også når vi taler om danske kvinder. Det er Danmarksbloggen sikker på.

Så skal vi bare lige have den med solidariteten ind igen – så er vi for alvor på sporet. Det skal nok komme.

Det var så den sidste omgang af Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder. Vi ses til markeringen af 100-års-dagen på fredag, Grundlovsdag d. 5. juni.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 00´erne

Udgivet den 2. juni 2015 af admin

I dag skal det handle om 00´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

00´erne: Terror, angst, krise og klima-topmøde

Den sorgløse tid efter Berlinmurens fald sluttede brat d. 11.september 2001. Den dag i dag kan alle voksne stadig huske, hvad vi lavede, da vi hørte om – eller så – flyene flyve ind i tvillingetårnene i New York. En chokeret verden fulgte derpå med via tv-skærmen, mens røgen bølgede ud, indtil tårnene brasede sammen. Det ene efter det andet. Samtidig erfarede vi, at et tredje fly var fløjet ind i Pentagon – og et fjerde fly havde kurs mod Washington D.C., men at heroiske passagerer tvang det til at forulykke på en mark.

Verden var blevet en anden. Mere mørk, mere truende – og måske kom noget af dét også fra vores eget sind, fra angsten for det ukendte og dem, som vi ikke kender. Fjenden var pludselig alle steder, og en stor utryghed kom ind i vores liv og verden.

Den nye dagsorden betød også, at én kvinde i dansk politik kom til at spille en hovedrolle, selvom hverken hun eller hendes parti sad med i den borgerlige VK-regering, der stort set styrede Danmark gennem 00´erne. Der er tale om den daværende leder af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard, som med stor politisk snilde og perfekt timet retorik talte lige ind til den frygt for alt ukendt, som havde grebet mange danskere – og som gjorde (og stadig gør), at mange danskere stemmer på Dansk Folkeparti.

Stemmer, som blev brugt til den ene udlændigestramning efter den anden. VK-regeringen sagde ja, så længe at Dansk Folkeparti stemte for endnu en nedskæring på det sociale område kombineret med endnu en skattelettelse (ofte til de rigeste). Og sådan gik 00´erne.

Ovre på den anden side af det politiske spektrum talte man derfor også om den indre svinehund – og den laveste fællesnævner, og i slutningen af årtiet kom en ny, ung kvinde ind i dansk politik, nemlig Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der med ligeså stor snilde og retorisk dygtighed som Pia Kjærsgaard forstod at tale sin sag, der værdimæssigt set derimod er det modsatte af Pia Kjærsgaard.

Men endnu i 00´erne var Johanne Schmidt-Nielsen ung og grøn. Det samme var socialdemokraternes nye og første kvindelige formand Helle Thorning. Fremtiden skulle dog vise sig at tilhøre netop disse to – men mere om det i morgen, når vi skal høre om 10´erne.

Endnu er vi i 00´erne. Et årti, der levede op til sit navn, med krise på krise, og især finanskrisen fra 2008, som gjorde mange – især kvinder – arbejdsløse. Og i VK-regeringens tid var det særlig skidt, da såvel dagpengesystem som andre sociale ydelser blev kraftigt beskåret.

Læg dertil at der stadig i 2000 var en forskel på mænd og kvinders gennemsnitsløn på 12-19 procent i mændenes favør. Samt at mændenes gennemsnitlige pensionsformue var cirka 30 procent større end kvindernes.

Et ”Videnscenter for Ligestilling”, som afløste Ligestillingsrådet, og som blev etableret af den socialdemokratiske regering i 2000, blev også nedlagt i 2002 af VK-regeringen. Den slags ”smagsdommeri” skulle der nemlig spares på, var holdningen hos den borgerlige regering, der ellers havde markante kvinder som ministre, fx Lene Espersen og Inger Støjberg. Men ingen af dem anfægtede dette angreb på ligestillingen.

Man kan altså sige, at det gik den gale vej – også når man betænker, at efter kommunalreformen var 91 ud af 98 borgmestre i Danmark i 2005 mænd. Altså det år, hvor vi kunne fejre 90-året for kvindernes stemmeret.

Nogle kvinder havde dog succes med at positionere sig politisk. Mest nok den konservative Connie Hedegaard, der først var minister, blandt andet klimaminister og siden EU-kommisær for klima – og måske Danmarks dygtigste i Bruxelles nogensinde. Ved klimatopmødet i København i 2009 var det i hvert fald tydeligt, at der stod respekt om hende og hendes evner fra hele verdens ledere – og resultatet var formentlig blevet både anderledes og bedre, hvis hun havde ledet det vigtige topmøde fremfor Lars Løkke. Connie Hedegaard var fx formentlig ikke faldet i søvn undervejs!!!

Der kom også to nye markante kvinder til Danmark udefra – selvom reglerne for ægteskab med folk fra andre lande strammedes voldsomt. Det gjaldt dog ikke disse to, nemlig kronprinsesse Mary, der er skotsk født, men opvokset i Tasmanien og Australien, og som i 2004 giftede sig med kronprins Frederik. Samt franskfødte prinsesse Marie, der i 2008 giftede sig med prins Joachim, der i 2004 blev skilt fra grevinde Alexandra.

Udenfor landets grænser virkede også danske kvinder som fx skuespilleren Connie Nielsen, der boede i USA og havde store filmroller i 00´erne, men som i Danmark var ligeså kendt for sit daværende ægteskab med Metallica-stjernen Lars Ullrich.

Svømmepigerne var også populære – og i modsætning til 1930´ernes danske svømmepiger var der ingen af dem, der opførte sig politisk. Det drejede sig om at vinde guld for Lotte Friis, Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen og mange flere. Og det gjorde de. De vandt både guld og andre medaljer – og slog rekorder. Og også stadig her i 10´erne, hvor især en Mie Ø. Nielsen svømmer igennem som en af de nye stjerner fra næste generation af dygtige, danske svømmepiger.

Guld i form af en guldplade – og en platinplade – vandt rapperen Natasja også – men først efter hendes tragiske død i en trafikulykke på Jamaica i 2007. En hel generation unge kvinder – og mænd – havde ellers sat deres lid til hende som fortolker af deres tanker og drømme om et andet, mere rummeligt og mangfoldigt Danmark – og den dag i dag spilles hendes ”Gi´ mig Danmark tilbage” flittigt. Budskabet er også stadig aktuelt.

Endelig oplevede to erfarne nyhedskvinder, Ulla Therkelsen og Mette Fugl, også at blive feteret gennem 00´erne. De havde ellers været fremme i mediebilledet med reportager og interviews i en årrække, men blev nu nærmest kult – især Ulla Therkelsen, som fik en café opkaldt efter sig.

Mange af disse kvinder er stadig med til at tegne billedet i Danmark. Et billede, der ændrer sig i 10´erne – og som stadig udvikler sig. Det skal vi høre om i morgen i den sidste Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1990´erne

Udgivet den 1. juni 2015 af admin

I dag skal det handle om 1900´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1990´erne: Guldpigerne

Berlinmuren faldt i 1989 og med det indvarsledes en ny tid, der kun varede i små 12 år til den skæbnessvangre septemberdag i 2001, hvor verdenen ændrede sig totalt, og dagsordenen blev den, som vi stadig lever med.

Ligestillingen var stadig et emne, som fyldte i 1990´erne, hvor der blev fejret fine triumfer. Og især 1995 var et stort år, hvor Bodil Nyboe Andersen blev den første kvindelige nationalbankdirektør, Lise-Lotte Rebel den første kvindelige biskop, Nina Smith den første kvindelige økonomiske vismand og Hanne Bech Hansen den første kvindelige politidirektør. To år forinden var den radikale – og nuværende kulturminister – Marianne Jelved blevet Danmarks første kvindelige økonomi-minister.

Kvinderne satte sig altså på tunge – og guldrandede – økonomiske og juridiske positioner i det danske samfund.

Men også på sportsfronten tog pigerne guldmedaljen. Tre gange i træk – til OL i 1996, i 2000 og i 2004 vandt Danmarks håndboldpiger – de jernhårde ladies – guldmedaljer. Læg dertil en VM- og en EM-titel samt diverse sølv- og bronzemedaljer. Elleve medaljer i alt igennem de gyldne år. Mændene kan til sammenligning fremvise 2 EM-titler i det hele taget gennem alle tider – og ikke en eneste OL-medalje.

Så bemærkningen: ”Livet er for kort til kvindefodbold” kunne passende modsvares med … og for kort til mandehåndbold. Dén lukkede i hvert fald af og til munden på mændene i 1990´erne, når de begyndte på at sige, at kvinder og sport ikke hang sammen.

Men ikke alt var bolde i luften og stor alvor. Der var også plads til latter og grin i 1990´erne.

Det sørgede de to damer Anne Marie Helger og Lisbeth Dahl for på hver deres måde. Anne-Marie Helger iført farverige gevandter i sine politiske shows, hvor hun talte magten og kapitalen midt imod – og Lisbeth Dahl på scenen mange steder, men især i Cirkusrevyen på Bakken, hvor hun stadig regerer som dansk revys´s ukronede dronning.

For Lisbeth Dahl er den eneste, der kan sammenlignes med Liva Weel, og som vel også overgår fru Weel, da Lisbeth Dahl ikke kun kan stå på scenen, men også kan både instruere, stå med ansvaret og spille mange andre slags roller – også på tv – når hun får lov.

På litteraturfronten var især Hanne-Vibeke Holst og Jane Aamund populære. Hanne-Vibeke Holst var og er meget optaget af kvinder og de valg, som kvinder står overfor i deres liv. Valg, som er fulde af modsætninger, konflikter og omkostninger – og som mange kvinder kan identificere sig med, når de læser hendes bøger. Men også det storpolitiske spil og hendes egen baggrund skriver Hanne-Vibeke Holst om. Jane Aamund tager også ofte udgangspunkt i egen familie – og går tit langt tilbage i slægten og til andre verdensdele. Men også hendes eget liv tages under behandling og beskrives meget åbent.

Det nære, det hjemlige var nemlig på mode – og de fleste danske kvinder var ikke særligt politisk interesserede i 1990´erne.

En undtagelse var dog Kylle, Pylle og Rylle, som de blev kaldt med henvisning til Andersines niecer fra Andeby. De kom fra blå lejr og var alle kønne, unge og veluddannede. Sociale problemer interesserede nemlig ikke Henriette Kjær, Lene Espersen og Gitte Seeberg, der kom i Folketinget for Det Konservative Folkeparti i 1994, og som alle klarede sig vældig godt. I dag laver de dog alle tre noget andet. Henriette Kjær arbejder som rådgiver og lobbyist på Christiansborg, Lene Espersen er administrerende direktør for Danske Arkitektvirksomheder, og Gitte Seeberg er generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden. Noget, de hver for sig er godt tilfredse med.

For det handlede – også i 1990´erne – om den enkelte og vedkommendes egne mål, også selvom der ikke var ligeløn. Men i en opgangstid som 1990´erne betød det mindre for langt de fleste kvinder, der oplevede, at de havde rigeligt med midler til at få opfyldt deres drømme og realisere sig selv, både herhjemme og på den obligatoriske dannelsesrejse til fjerne destinationer.

Mændene var også med på dén trend, blandt andet prins Joachim, der i 1995 giftede sig med den nuværende grevinde Alexandra, som han havde mødt, mens han boede og arbejdede for A.P. Møller i Hong Kong. Ægteskabet med den østrigsk-kinesisk-engelske kvinde holdt ikke, men det var et typisk eksempel på de internationale bånd, som der blev knyttet mange af i 1990´erne.

Verden var nemlig mere åben i 1990´erne end den nogensinde har været før – og siden. Det var en tid, hvor alle – stort set – kunne rejse frit rundt i hele verden uden at risikere noget.

Det kunne man ikke i 00´erne. Tværtimod blev verden mindre og langt mere angst og lukket, også og måske især for kvinderne. Det skal vi høre om i morgen i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1980´erne

Udgivet den 25. maj 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om 1980´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1980´erne: Skulderpuder og magt

Kvinderne havde fået mere ligestilling op igennem 1960´erne og 1970´erne end nogensinde før – i hvert fald på papiret. For ude i den enkelte familie var det stadig i 1980´erne moderen, der primært stod for rengøring, indkøb, tøjvask og børn – selvom hun for næsten alle vedkommendes også havde et fuldtidsjob.

Og i den sammenhæng hjalp det kun lidt, at barselsorloven i 1980 blev øget til fire uger inden og 14 uger efter fødslen – og til hele 24 uger efter i 1985. Samt at der ved kommunalvalget i 1981 for første gang blev stemmer kvinder ind i SAMTLIGE kommunalbestyrelser og byråd.

Kampen stod nu ude i den enkelte familie – og var den enkelte kvindes egen kamp, en kamp som mange kvinder dog tog støttet af deres veninder og af en samfundsånd, der også var på kvindernes side. Alligevel var det tit svært for den enkelte kvinde, der kunne føle sig splittet mellem det, som hun var blevet opdraget til – og den ligeret, som tiden og især de mere frigjorte og moderne kvinder praktiserede med største selvfølge. For slet ikke at tale om de kampe og diskussioner om emnet, som der var alle vegne i 1980´erne.

Undertegnede, der blev student i 1988, husker i hvert fald tydeligt de diskussioner, som vi havde på gymnasiet, hvor en af de ældre mandlige lærere kaldte mig en vaskeægte rødstrømpe (og det var ikke ment som en ros), mens min kvindelige dansklærer – en ældre dame, der havde måttet slås med sin familie og især sin far for at få lov til at blive først student og siden universitetsuddannet – i 3. g. sagde, at hun og jeg var to alen ud af ét stykke. Et af mit livs fineste komplimenter.

Komplimenter fik mange af de kvinder, som især gjorde sig bemærket i 1980´erne også – både de virkelige og de fiktive.

En af årtiets mest markante kvinder var nemlig hverken dansk eller virkelig – men amerikansk og en af hovedpersonerne i sæbe-operaen Dynasty, der på dansk kom til at hedde Dollars. Vi taler selvfølgelig om Alexis, spillet af den engelske skuespillerinde Joan Collins, der blændende smuk og intrigant var udset en skurkerolle i serien som den evige opponent til den blide og moderlige Krystle. Vi var dog nok en del kvinder, der også – og måske bedre – kunne lide Alexis´ benhårde målsætning, handlekraft og åbenlyse appetit på livets goder.

Andre fiktive – men slet ikke intrigante – figurer var dukkerne Anna og Lotte fra DR´s børnetv, der som nogen af de første på tv viste danskerne, at piger også bliver beskidte, bander og alt muligt andet ligeså meget og ligeså godt som drenge – og at det er okay. Noget, som i dag er en selvfølge – men tilbage i 1980´erne forventede mange stadig, at piger fra naturens side opførte sig bedre end drenge. Dét billede fik Anna og Lotte heldigvis ændret på, selvom der stadig er rester af dén fejlopfattelse tilbage.

En person, der også ændrede på det, var engelske Margaret Thatcher, der dygtigt og med stor politisk snilde viste en hel verden, at kvinder godt kan finde ud af at håndtere kombinationen højt hår, skulderpuder – og magt. Vi skal helt op til nutidens tyske kansler Angela Merkel for at finde en tilsvarende kvindelig politisk lederfigur i et stort europæisk land. At de to kvinder så politisk set er meget forskellige, kommer ikke dette indlæg ved.

Men ikke alt var skulderpuder og magt. Der var også stadig sociale problemer – og kvinder, som havde det dårligt – og især de unge havde det svært i 1980´erne, hvor kartoffelkure og andre økonomiske stramninger gjorde, at det blev meget sværere at få sig en uddannelse og et job, end det havde været i 1960´erne og 1970´erne.

Heldigvis havde de unge – også de unge mænd – i Tine Bryld, 1939-2011, en stor stemme til at kæmpe for sig. Hun var uddannet socialrådgiver og havde arbejdet for både Christiania og Mødrehjælpen, da hun etablerede radioprogrammet ”Tværs”, som blev en kæmpesucces, som også voksne lyttede med på, når hun igennem flere årtier rådgav unge om stort og småt. Derudover skrev Tine Bryld bøger og var politisk aktiv på venstrefløjen.

En anden kvinde, som markerede sig politisk i 1980´erne, var Mimi Jakobsen, født 1948, der blev minister i først Schlüters firkløverregering og senere i Nyrups socialdemokratiske regering. Hun gik i sin fars fodspor og blev leder af Centrumdemokratrene, som faderen havde grundlagt, da han forlod Socialdemokratiet. Partiet findes ikke mere – og Mimi Jakobsen er i dag en meget synlig og skattet generalsekretær for Red Barnet. Siden 2006 har hun desuden været medlem af Socialdemokratiet – altså det parti, som faderen forlod.

Mest kendte fra 1980´erne er dog nok sangerinderne Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen, der oprindelig startede sammen i gruppen Shit & Chanel i 1970´erne, men som i 1980´erne gik solo – alle med succes.

Mest succes fik – og har – Anne Linnet, født 1953, der med udgivelser som ”Barndommens Gade”, ”Jeg er jo lige her” og ”Hvid magi” for længst har sikret sig en plads blandt de allerstørste i dansk musikliv. Sangene ”Jeg er din barndoms gade”, ”Venus”, ”En forårsdag” og måske især ”Tusind stykker” er kendte og elskede af alle danskere. Sidstnævnte er desuden lavet i en svensk version ”Tusind bitar”, som synges meget smukt af afdøde Björn Afzelius.

Anne Linnet har også samarbejdet med præst og debattør Johannes Møllehave og skrevet musik til hans julesang ”Lille Messias” og flere andre. Hun har skrevet en selvbiografisk bog om sit liv som biseksuel, de danske tekster til ABBA-musicalen ”Mamma mia” og meget mere.

Anne Linnet bor dag på Holmen i København og er stadig i fuld gang med karrieren.

Sanne Salomonsen, født 1955, bor også i København og havde tilbage i 1980´erne stor succes med gruppen Sneakers og hits som ”Voodoo”, ”Det er ikke det du siger” og ”Kærligheden kalder”. Sanne Salomonsen er en institution i dansk musikliv og kaldes derfor ikke uden grund for hele Danmarks rockmama.

Men Sanne Salomensen spillede også sammen med flere andre, også de gamle veninder fra Shit & Chanel. Derudover lavede hun både film, teater og musical i ind- og udland. Det var også hende, der sammen med Anne Linnet, Thomas Helmig og Søs Fenger stod for AIDS-støttesangen ”Den, jeg elsker”, som blev et megahit i hele Norden i 1988.

I 2006 fik hun en blodprop i hjernen, men har siden både optrådt, indspillet musik og deltaget i det svenske Melodi Grand Prix.

Lis Sørensen, født 1955, er i dag ligeså kendt som solist som for sit samarbejde med Sebastian, der har skrevet flere store sange direkte til hende, blandt balladen ”Stille før storm”.

Ligesom Anne Linnet og Sanne Salomonsen har Lis Sørensen, der i øvrigt er uddannet musikpædagog, også spillet i mange forskellige konstellationer gennem årene – både med og uden de gamle Shit & Chanel –veninder.

Lis Sørensen har også skrevet flere musikteaterstykker.

Musik var der også i 1990´erne – sammen med alt muligt andet. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pinse og nattergalesang

Udgivet den 24. maj 2015 af admin

Pinse. Så er det ud i haven – eller i skoven. Til karneval eller måske maraton. Man kan også gå i kirke – endda udendørs. Eller grille. Eller … Der er så mange muligheder.

Man kan også vælge stilheden, som nogen gange høres bedst, når den akkompagneres af nattergalen, der synger ligenu.

Den lille fugl med de fortryllende triller synger i øvrigt døgnet rundt, men høres bedst ved solnedgang eller solopgang, når den som oftest synger i småkrat ved vandhuller ude i naturen.

Men som en person, jeg holder meget af, oplevede det, så synger nattergalen også i en baggård i den bruneste del af det bruneste København – og det er ganske vist.

For ja, sådan er nattergalene. De synger ligeså gerne for fattige fiskere som for magtfulde kejsere, og de bor ligeså gerne i baggårde som ved palæer …

Nattergale minder på den måde lidt om Helligånden, som kommer her ved pinsetide: Ånden, sangen, stemmen og kraften går igennem alt, bryder alle grænser, sprænger alle skel …

Og det er – også – ganske vist.

God pinse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-sangbog: Syng Kim Larsen på græsk

Udgivet den 22. maj 2015 af admin

Svar

Europæerne skal have en fælles sangbog – en unionssangbog – hvis det står til European Union Songbook-organisationen. Læs mere her:

http://www.eu-songbook.org/

Meningen er, at hvert land skal bidrage med seks sange indenfor kategorierne: 1) Kærlighed, 2) Natur & Årstider, 3) Frihed & Fred, 4) Folkesange, 5) Sange om Tro samt 6) Børnesange. Det bliver til ialt 168 sange – 6 fra hvert medlemsland.

Men hvilke sange skal med? Det har vi kunnet stemme om siden Europa-dagen 9. maj – og afstemningen slutter 9. juli.

Unionssangbogen forventes udgivet 9. maj – altså Europa-dagen – næste år. I første omgang skal alle sangene oversættes på engelsk, men senere er det meningen, at hele sangbogen skal oversættes til samtlige EU-sprog. Så kan vi synge en græsk kærlighedssang, en polsk salme eller en tjekkisk børnesang på dansk – hvis vi har lyst – og kender melodien.

Danmarksbloggen synes, at en sådan sangbog er en ualmindelig dårlig idé, da den vil berøve hvert lands sangsskat sin unikke karaktér. Hvem gider fx synge Grundtvig og Kim Larsen på portugisisk – eller på hollandsk? Dels giver det ikke mening, og dels vil der gå altfor meget tabt i oversættelsen.

Det er – ifølge folkene bag projektet – IKKE et EU-støttet projekt, men noget som er kommet fra dem selv i håbet om at skabe mere forståelse ved denne kulturudveksling, som de opfatter denne sangbog som.

Danmarksbloggens mening er dog, at EU-systemet vil synes særdeles godt om ideen, da netop det, at hele den europæiske sangsskat bliver ét stort fælles misk-mask uden nuancer og uden national forankring er vand direkte på EU-møllen.

For dem, der synger sammen, bliver sammen. Og synger europæerne de samme sange, så glemmer de med tiden, at de engang var forskellige og mangfoldige – og ikke EU-grå og EU-ens.

Måske det derfor var på tide at indføre alsangs-stævnerne – hvor vi synger sammen – på vores nationalsprog vel at mærke!!!

For vi er ikke gule stjerner på blå bund nogen steder i Europa – og slet ikke i Danmark, hvor vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Gamle danske sange: Danmark, nu blunder den lyse nat – den danske sommerdrøm

Gamle danske sange: Midsommervisen – og det ukendte 4. vers

Anmeldelse: “Den gode, den onde og den ufatteligt grimme”.

Carl Nielsen – 150 år

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 10´erne

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 00´erne

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1990´erne

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1980´erne

Pinse og nattergalesang

EU-sangbog: Syng Kim Larsen på græsk