Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Anmeldelse: Jean de France

Udgivet den af
Svar

Qua en vis pandemi, som De, Kjære Læser, måske har hørt om, kom Danmarksbloggen ikke til premieren på Grønnegårds Teatrets opførelse af Holbergs ”Jean de France” i juni.

Til gengæld var undertegnede til stede i går på selve Bastilledagen. Frankrigs store dag, hvor Les Bleus fejrer sig selv og alt, der er fransk – præcis som Jean de France i skikkelse af Nicolai Jørgensen gør det. Tout les francais est tout grand, som han nok ville sige det.

Og sikke en skikkelse klædt i hvidt, sølv og snobbethed. Nicolai Jørgensen er en gudsbenådet skuespiller, og fra det øjeblik han svinger ind i Odd Fellow Palæets Have (hvor vi er, fordi Grønnegårds Teatrets normale hjemsted Designmuseum Danmark renoveres), er han i centrum som dén franske klovn, han gestalter.

15 uger før rejste Jean de France ellers som den bortlovede unge københavnerknøs Hans Frandsen til Paris. Men her skete transformationen – la transformatión, som han sikkert ville kalde det. For ikke alene brugte Hans/Jean en ukristelig masse penge i Paris, han tillagde sig også franske eller fransklydende gloser og det, som han mener, er franske manerer. Den ene værre end den anden.

Men grinagtig at betragte og spillet med den mest udsøgte forståelse for Holbergs ønske om at vise Hans/Jean som en gennemført latterlig skikkelse.

Omkring denne hofnar danser så et væld af Holbergs kendte figurer, som vi møder igen og igen i hans komedier. Udover Nicolai Jørgensen spilles de af Rosalinde Mynster, Tina Gylling Mortensen, Andreas Jebro, Tom Jensen, Jens Frederik Sætter-Lassen, Jens Gotthelf, Benjamin Kitter, Carla Eleonora Feigenberg og Aske Hass Thorsen – og de er alle sat på rette sted og plads.

Særligt lægger man dog mærke til Tom Jensen, der spiller Jean de France´s modpol og kommende svigerfar Jeronimus, hvor man bag snusfornuften og bedsteborgerligheden kort aner en lille længsel, når han mindes hans nu afdøde kone. Det er en fin detalje, selvom Jeronimus selv hurtigt glemmer det.

For man må være praktisk og sikre børnenes fremtid og egen anseelse i den lille provinsielle by, som København var i 1700-tallet – og som København måske er stadigvæk.

For komediens morale – at man skal vogte sig for at sende de unge ud og møde nye sæder – har stadig mange tilhængere. Det er også i 2021 god latin i Danmark at virke og leve efter: Ved jorden at blive, det tjener os danskere bedst. Vi kan nemlig alt det, som det er godt at kunne, og skal man endelig rejse langt, så tag til Skagen. Dér ved de også, hvad det vil sige at være dansk, som det lyder i stykket.

Det med Skagen blev så først for alvor populært lidt senere end 1700-tallet, men det er ok at få det hip med. Uge 29 – også kaldet Hellerup-ugen – i Skagen nærmer sig. En uge, som på mange måder minder om Jean de Frances krumspring for at sige og agere på de rigtige måder. Følge den seneste mode.

Der blev derfor også grinet anerkendende, når nutiden blev draget ind, selvom stykket mestendels er klassisk Holberg med komikken og de små hip. Men også de ting, som er ren 1700-tal, og som man måske ikke ved i dag.

Som fx at når man dengang gav hinanden hånden på, at man ville gifte sig med hinanden, så var det juridisk bindende. Altså en trolovelse – og derfra måtte man gerne sove sammen, også selvom vielsen i kirken først fandt sted uger/måneder senere.

Således bliver man beriget i forestillingen, der er gedigen underholdning, som slubres ned i store slurke af et publikum, der for en dels vedkommende måske ikke har været i teatret siden pandemiens start i marts 2020. Der blev i hvert fald grinet, klappet og levet med til den store guldmedalje.

Danmarksbloggen nød også den smukke sommeraften – og det sprudlende skuespil, de fine sange og alle de franske eller måske rettere forfranskede gloser, som tilsammen giver denne udgave af ”Jean de France” fem ud af seks snobber. Les snobs – som stadig findes, endda ofte i en frankofil udgave.

Så ja, en let komedie, men også til sidst et dybere filosofisk spørgsmål om, hvem der i virkeligheden er den største nar?

Det skabagtige fjols, der uden andet i bagagen end fantasien og en overdreven tro på egne evner, drager ud i verden med store armbevægelser? Eller de angste, som med museskridt klumper sig sammen i egen selvtilfredshed hjemme i andedammen?

Det må enhver gøre op med sig selv.

God sommer sålænge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vikingerne kommer … igen

Udgivet den af
Svar

Kan vi slå England i semifinalen på deres hjemmebane på Wembley i London her i aften?

Danmarksbloggen har simpelthen ikke nok fodboldviden til at lave en reel analyse af de danske chancer.

Det er også lige meget. For fodbold er – ligesom det meste andet i livet – ikke noget, som man kan kontrollere. Der kan ske de mærkeligste ting – og ganske uventet. Både dårlige, som da Christian Eriksen faldt om, og døde i den første kamp i Parken – men heldigvis blev genoplivet – og gode som en forhåbentlig sejr i aften.

Sikkert er det imidlertid, at fodbold handler om stammen, sammenholdet, fællesskabet. Om at føle sig som en del af noget, der er større end en selv. Noget, der løfter og beriger én.

Så i dag skal vi svælge i national selvfølelse og stolthed … og dermed tro på, at selvfølgelig sparker vikingerne den her hjem. Godt hjulpet på vej af de udsendte vikinger i London, som i dén grad har taget opgaven på sig. TAK for det.

For ja, det kan da godt være, at englænderne opfandt fodbold. MEN trofæet skal hjem til Danmark.

Vi har også en lang og god tradition for at hente skatte i England, som startede med Lindisfarne i 793.

Læs mere om at hente guld i England her:
Vikingerne kommer: http://danmarksbloggen.dk/?p=3283

Det kan virke som længe siden. Men den dag i dag har man visse steder på de britiske øer så stor en frygt for de blonde vikinger, at man taler om en ”First Footing” ved nytårstide.

Det betyder – sagt kort – at det er vigtigt, at det er en mørkhåret, som træder først over dørtærsklen i det nye år, hvis ikke ulykke og fortræd skal ramme én og familien. SÅ bange er man nemlig stadig for de blonde vikinger.

Må Danmarksbloggen i den anledning minde om, at Schmeichel, Kjær, Cornelius, Stryger og Dolberg er lyshårede. Bare for at nævne nogle.

Så watch out – de blonde vikinger og deres venner, de udsendte vikinger, er på vej.

PS. Og ja, skikken med ”First Footing” er vist mest udbredt i Skotland, fordi den er en del af Hogmany, men den detalje skal ikke forstyrre kampen på Wembley i aften. I aften bliver både første og sidste footing dansk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Expat Army indtager Wembley

Udgivet den af
Svar

Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Det gamle Egon Olsen-citat fra ”Olsen-banden i Jylland” er blevet overskriften for det fodbold-eventyr, som har taget ikke kun Danmark, men hele Europa og verden med storm.

Et eventyr, som i morgen fortsætter i London i en semifinale mellem på den ene side de rød-hvide vikinger fra Danmark og på den anden de lokale briter, der mener, at de er nærmest skæbnebestemt til at vinde.

Football is coming home, siger de fish-and-chips-elskende briter.

Jo, såmænd, kan man svare. Bolden er på britisk græs i denne EM-turnering. Men nu kommer vi og tager bolden – og sparker den videre til finalen, hvor vi skal møde enten de italienske gladiatorer eller de spanske tyrefægtere.

Dem skal vi nok også mule i denne moderne version af stammekrig, der kalder alt det frem, som findes inderst i hjernen – og lige nedenunder den tynde fernis af civilisation.

For det er, som om vi mentalt – og især nu i pandemiens tid – har brug for de store følelser, de lette svar, for dem og os-symbolikken. For at være sammen – i sig selv og om noget. Det gælder de unge, som ikke har oplevet EM-sejren i 1992 – og det gælder os, som kan huske 1992.

Det er derfor også noget vrøvl at tale om 2021-herrelandsholdet som den nye generations landshold, som en del medier har gjort det.

Herre-landsholdet i 1992 var hele Danmarks landshold – og ikke kun landsholdet for os, der var unge dengang. Og på samme måde er 2021-herrelandsholdet hele Danmarks landshold. Både unge, ældre, sorte, brune, hvide, gule, mænd og kvinders herrelandshold.

Fodbold inkluderer alle – også de danskere, der bor udenfor Danmarks grænser. Og nu har vi rigtig meget brug for dem. For danskere bosat alle andre steder end i UK kan nemlig ikke pga. COVID-regler rejse ind i UK.

Så vil man se semifinalen på Wembley, så skal man bo i UK – eller være rejst for flere dage siden.

Heldigvis er de cirka 30.000 danskere, der bor i UK, klar til opgaven. Og dén udfordring kan de udsendte vikinger sagtens klare. Der er omkring 6.000 billetter reserveret til danskerne, og i skrivende stund er næsten 5.000 af dem solgt til den Expat Army, som de danske i UK kalder sig selv.

Måske er navnet en henvisning til Dumbledores Army fra Harry Potter-sagaen. Det ved Danmarksbloggen ikke. Danmarksbloggen er derimod 100% sikker på, at den rød-hvide Expat Army vil synge, heppe og huje, som foregik kampen i Parken i København.

Wembley bliver dermed også hjemmebane for de danske fodboldherrer i semifinalen – og i finalen, hvis dette eventyr fortsætter, som vi håber.

For: Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Der er vistnok 8.000 billetter til salg nu til danskerne.

Danmark tåger rundt som en anden Macbeth

Udgivet den af
Svar

Hvis man er skuespiller, teaterinstruktør, anmelder eller på anden måde involveret eller interesseret i teater, så kender man udtrykket ”The Scottish Play” eller ”Det Skotske Stykke”.

Det er det navn, som alle teater-mennesker og især Shakespeare-skuespillere bruger om Shakespeares berømte stykke, hvis titel egentlig er ”Macbeth”. Men det bringer uheld, ja ligefrem ulykke og fortræd at sige navnet ”Macbeth” højt i en teatersal – og især på selve scenen, da såvel navnet som skuespillet siges at være forbandet.

Om det er sandt, kan man tvivle på. Man kan også være på den sikre side og lade være med at sige navnet, når man har noget at gøre med dette mesterværk om ambition, vanvid, manipulation, drab, magt, psykologi, mennesker, hekse, overtro, drømme og profetier.

Indtil da har vi også vores helt egen version af vanviddet: Nemlig den huserende Corona-pandemi og vores egen hovedløse ageren i den henseende, hvor vi tåger lige så meningsløst rundt som ”Det Skotskes Stykkes” hovedperson gør det i de mørke aftner og nætter på den skotske hede.

Begge dele har også ordet katastrofe skrevet over sig.

For ja, vi er godt i gang med at genopføre den opblussen i pandemien, som Skotland har gennemgået – og som vi kunne have undgået, hvis vi IKKE havde åbnet op, som vi gjorde det for en måneds tid siden.

Situationen er nemlig:

  1. For to uger siden udgjorde Delta-varianten nogle få procent af alle smittede i Danmark. Nu er det 66%, og det går stærkt opad.
  2. Kontakttallet for Delta-varianten er 2,2. Dvs. antallet af smittede femdobles per uge. Altså 300 smittede om dagen nu – og 1.500 smittede om dagen om en uge – og 7.500 smittede om dagen om to uger. Og det vel og mærke med den voldsomme smitteopsporing, som vi har nu – men som vi har ikke ressourcer til at fortsætte med, når smitten bliver så massiv og udbredt. Samt en politik om isolering af nærkontakter og nærkontakters nærkontakter, som vi heller ikke ønsker at fortsætte med.
  3. Vores eneste håb er vaccinerne, hvor vi skal have færdigvaccineret op mod 80-90% af befolkningen, før det batter noget i bekæmpelsen af Delta-varianten. Pt. er lidt over 30% færdigvaccineret. I Skotland var det langt flere, som var færdigvaccineret, da Delta-varianten eksploderede hos dem.

Så nej, man behøver ikke at være en af de tre ellers så forudseende hekse fra ”Det Skotske Stykke” for at regne ud, at det her går den gale vej – og at der burdes lukkes lige så effektivt ned nu, som vi gjorde det 11. marts 2020. Og at dén nye nedlukning skulle vare, indtil 14 dage EFTER den sidste dansker har fået stik no. 2.

Men ja, en nedlukning vil betyde nul turister, nul sommerferie, nul EM-arrangementer, nul besøg på restauranter. Nul, nul, nul. Men til gengæld kan den redde liv, og en masse mennesker kan undgå de senfølger, som rammer cirka 30% af alle Corona-smittede, og som kan være ganske alvorlige – og meget langvarige.

Det kommer så ikke til at ske. For spørgsmålet, som står tilbage, er: Er vi virkelig så umodne som befolkning, så ansvarsløs som nation, at vi kan lade være med at gøre det rigtige og lukke ned igen?

Jeg tror desværre, at svaret er ja.

Vi ligner nemlig Macbeth rigtig meget – også mere end vi vil se i øjnene, og måske er det derfor, at mange ikke vil sige hans navn. Men det ændrer ikke på, at da Macbeth fik chancen for at blive konge, så rakte han ud – også selvom det endte med at koste lidelse og liv i massevis – også hans eget.

Og på samme måde drives de fleste danskere i dag af egoisme, grådighed og manglende evne til at behovsudskyde og tage hensyn. Vi rækker ud, hvor vi skulle holde fingrene for os selv. Vi tager til arrangementer og sammenkomster, hvor vi skulle blive hjemme. Etc, etc.

Shakespeare havde derfor haft stof til endnu et par tragedier eller fem i den måde, som vi i Danmark håndterer Coronaen på. Dén rummer nemlig alle de klassiske menneskelige fejl og mangler.

Vi kunne jo kalde stykket ”Det Danske Stykke”. Altså ”The Danish Play”. Og her tænkes ikke på dén fodboldkamp, som skal spilles i Baku senere i dag, og som nok samler nationen – men som samtidig spreder Delta-varianten endnu mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Litterær samtale: ”Kærlighedskontrakten”

Udgivet den af
1

For 10 år siden udgav Sara Skaarup bogen ”Kærlighedskontrakten”, hvor hun fortalte om sine personlige erfaringer med at leve i et åbent ægteskab.

Det gav genlyd. For nok har mennesker altid – også i Danmark – levet ”anderledes” end det, som den mo-ralsk set stramme norm dikterede. For kun få er ”normale”. De fleste kan bare godt lide, at det ser ”nor-malt” og gerne pænt og glitrende ud på overfladen.

Det gælder måske især ægteskabet, hvor opskriften på en fin facade hedder et heteroseksuelt og mono-gamt liv med 2-3 børn. Så ikke kun at gøre, men også at skrive om at gå i seng med og være kærester med andre var nyt – og tiltrængt, dengang Sara Skaarup gjorde det for ti år siden.

Og nu kommer bogen så i en opdateret og velfortalt version fra ”2 Feet Entertainment”, hvor der følges op på, hvad der er sket – både for forfatteren og med samfundet – i et årti, hvor Sara Skaarup også har fungeret som terapeut for nogle af de par, som lever i åbent forhold eller polyamorøst.

Tilværelsen i et åbent forhold er i bund og grund så ikke anderledes end tilværelsen som monogam. Håb, drømme, angst, tvivl, jalousi og alle de andre følelser og tanker bærer vi alle rundt på. At være tiltrukket af andre end ham/hende, som man deler postbox med, er også noget, som de fleste – hvis ikke alle – har prøvet.

Forskellen ligger i, hvad man gør med den følelse. Lader man den bare være dér – eller agerer man på den? Deri ligger valget, som Sara Skaarup også betoner som noget afgørende for livet i et åbent forhold i ”Kærlighedskontrakten”, der også i den opdaterede form er skrevet i et let og levende sprog. Bogen for-tjener masser af hjerter.

Meget af indholdet i bogen om at leve i et åbent forhold er også det samme. Mennesket har heller ikke ændret sig på de ti år. Men bogen er udvidet og uddybet med nye erfaringer og erkendelser, så den nu i endnu højere grad egner sig til både de nye og de mere garvede udi i kunsten at lukke andre end kære-sten/ægtefællen ind i intimsfæren.

For det er en kunst, en balancegang, som en del danskere giver sig i gang med, fordi det homogene for-hold er for snærende. For one size fits IKKE alle, og derfor lyder Sara Skaarups opfordring også til at se på, hvad kærlighed er for dig? For jer?

For hvad er frihed – og hvad er troskab? Det sidste er nemlig ikke nødvendigvis at have seksuelt monopol på hinanden.

I ”Kærlighedskontrakten” skriver hun således en alternativ definition af troskab, som gælder hende og hendes mand: At være ærlige – at gøre det, vi siger, vi vil gøre – at være solidariske og loyale – at dedikere os til at søge ikke kun vores egen, men også den andens lykke – at bestræbe os på at være omsorgsfulde og passe på hinanden – at være trofaste og blive ved den andens side i tykt og tyndt.

Danmarksbloggen har talt med forfatteren Sara Skaarup – og med udgiver Steen Langstrup.

Så Sara Skaarup:

Hvorfor føler du, at der er brug for en opdateret version? Siden bogen udkom første gang, har vi som aldrig før i Danmark skrevet og talt om seksualitetens mange ansigter – og om de forskellige forhold. Også kendte politikere har meldt sig på banen. Men det har måske ikke rykket afgørende – eller?

Det batter bestemt. Jo flere alternative stemmer, der lyder, jo tydeligere bliver budskabet om mangfoldighed. Bogen har fortjent en revival, fordi de principper, jeg beskriver for at leve ikke-monogamt med en fast partner, i mellemtiden har vist sig at holde vand. Bogen var udsolgt fra forlaget, og der findes stadig ikke rigtig andre danske bøger på markedet, der adresserer den problemstilling.

Samtidig får jeg jævnligt forespørgsler på, hvor den kan købes – folk har stadig brug for den. Så derfor måtte bogen selvfølgelig genudgives – og jeg greb så chancen for at opdatere indholdet.

Handler det også om kvinders seksualitet – og erkendelsen af, at kvinder har lyst? Du skriver i bogen, at det oftere er kvinden end manden, der tager initiativet til at leve polyamorøst. Det kolliderer formentlig med manges billede af mænd og kvinders seksualitet. Man kommer også til at tænke på, at kvinden måske besidder en – overset – seksuel kraft?

Både mænds og kvinders seksualitet bliver tit misforstået. Vedrørende kvinder er der en indgroet forestilling om, at kvinder er mere monogamt disponeret end mænd. Det er ikke korrekt. Men kvinder er som regel også meget fællesskabsorienterede, konsensussøgende og familiebevidste. Måske derfor ser jeg et flertal af kvinder som initiativtager til åbne forhold, hvor en livsstil med udadvendt seksualitet søges installeret på en måde, der ikke går ud over de etablerede relationer.

Kræver det mere at få et polyamorøst forhold til at lykkes end et monogamt? Og har samfundet en rolle i det?

At leve åbent kræver det samme som at leve monogamt plus noget mere. Man er oppe imod samfunds-normen, så er man ikke i forvejen både modig og i stand til at gå imod strømmen, så vil den åbne livsstil kræve, man får taget de evner hjem.

De personer, som er med i bogen, er typisk heteroseksuelle par i 30´erne og 40´erne. Men hvordan ser det ud for ikke-heteroseksuelle?

Bogen er hetero-normativ, og det er ikke et ønske, men et resultat af, at jeg selv er overvejende hetero-seksuel, og har vejledt flest med den seksuelle orientering. Der er ingen grund til at tro, at billedet tegner sig anderledes for folk med en anden seksuel orientering, når det kommer til de følelsesmæssige udfordringer.

Og dog er dét med at ’springe ud som noget andet end de fleste’ jo noget, homoseksuelle kender til. Mange homoseksuelle har derfor været nødt til at overveje deres egne præferencer og valg nøje på en anden måde end heteroseksuelle, der ofte blot glider med normen. Så folk med en seksuel orientering, der adskiller sig fra normen, har tit den fordel, at de er mindre identificeret med et fast ideal.

Jeg skriver om den aldersgruppe, fordi det tit er der, folk kommer til mig – par i kernefamilier, der gerne vil gentænke deres form. Men jeg har også haft mange samtaler med både barnløse yngre par, par der bor hver for sig og folk i 50´erne og 60´erne.

Og så til udgiveren Steen Langstrup fra forlaget 2 Feet Entertainment:

Hvad føler du, at denne nye version af ”Kærlighedskontrakten” kan bidrage med? Og ser du et seksuelt frisind i Danmark? Eller er det mere fortællingen om frisindet, som vi kan lide, mens vi stadig i praksis (på overfladen om ikke andet) er bundet af de stramme normer om det heteroseksuelle og monogame ægteskab med 2-3 børn?

‘Kærlighedskontrakten’ er en nødvendig bog, som jeg er meget stolt over at have fået mulighed for at være med til at give et nyt liv. Den bidrager med noget så ellers usexet som fornuft og livsklogskab, så man – hvis man overvejer at vælge en anden livsstil på dette område – er klædt på til de udfordringer, det altid fører med sig, når man vover at træde uden for normen og leve efter eget hjerte. Det er ikke noget, man bare gør. Eller hvis man bare gør det, så kan der følge nogle skrammer med.

Undervejs i processen spurgte Sara mig, hvorfor jeg var så entusiastisk omkring bogen, når jeg selv levede i et traditionelt ægteskab. Det er jo fordi den handler om at turde vælge sin egen måde at leve på, at sætte sine egne normer, og bryde den sociale kontrol, der stadig byder os at leve ens alle sammen, men at gøre det med omtanke, omsorg og omhyggelighed. Dét er i mine øjne meningen med livet at finde sin egen vej med øje på sig selv og sine omgivelser. Om det så er seksuelt eller på alle mulige andre områder af livet.

Frisindet er en sær elastisk størrelse. På nogle områder er rummeligheden jo vokset markant i vores levetid. Det er blevet mere acceptabelt at stå ved en alternativ seksualitet, og det ofte på en mere moden og mindre (selv)destruktiv måde end tidligere. Især blandt unge, og muligvis også mere i de store byer. Det sidste er måske en fordom fra min side? Folk vælger også mere åbent at leve i fx åbne forhold, fremfor tidlige tiders bollen udenom, mens man samtidig vogtede ægteskabets dyd.

Men samtidig er der meget, der trækker i den anden retning. Vi er blevet nøgenhedsforskrækkede i en grad, så selv en ammende kvinde kan forarge – og vi er blevet det på en måde, hvor det også rummer et krav om, at vi skal være smukke nok, før vi kan tillade os lidt nøgenhed. Det er der ikke megen rummelighed eller frihed i. Vi er også midt i en sort og ekstrem drejning af samfundet, hvor tolerance og accept af anderledes og andre måder at leve på trues hver eneste dag, hvor man desværre åbenbart finder det svært selv at være fri, hvis andre tillader sig at være frie på en anden måde.

Man søger at trække egne normer ned over hovedet på andre, og det rimer ikke meget med frisind. Det er komplicerede tider.

Og hvad betyder det for os som mennesker – og som samfund?

Jeg vælger at være optimist. Når normer forandres, vil det give nogle skælv, og vi lever i en tid, der elsker drama. Man kan godt blive overvældet af al polemikken, men meget af den handler om at sælge nyheder, og ofte er virkeligheden mere afdæmpet. Vrede og had gør os mindre. Tolerance og kærlighed gør os større. Det ændrer sig jo aldrig.

De kræfter, der fylder meget i dag, som vil mere social kontrol, om det så for at diktere, hvor mange partnere ægtefolk må have, eller om en skuespiller er homo nok til at kunne påtage sig en rolle som homo, eller hvad ved jeg, de bringer jo intet liv med sig. Det handler blot om at hegne andre inde, fordi de selv er usikre uden hegn, og der er vi et sted, hvor der trods alt og heldigvis er så mange, der trækker i hver sin retning, at de hegn vælter hele tiden.

Vi er et sted, hvor drømmen om ensretning og måske endnu mere frygten for alt det nye tegner nogle dystre fremtidsbilleder, men jeg tror ikke, de vil vinde. Mest af alt fordi de kræfter er så kedelige. Når rusen over at have brændt heksen tager af, har man jo alligevel ikke opnået en skid, der batter nogen steder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret – version 2.0.

Udgivet den af
Svar

Det er som en eventyr. Endda et eventyr som mesteren selv H. C. Andersen kunne have skrevet. I hvert fald version 1.0. som lyder nogenlunde sådan her:

Det er sommer, og Danmark skal for første gang nogensinde spille EM i herrefodbold på hjemmebane i København. Den gamle hovedstad er klædt i rødt og hvidt – og vi skal starte med at møde Finland, som vi regner med at slå. Vi kommer også bedst fra start.

Men så sker det, som alle danskere ved – og de fleste af os ser live på skærmen, og aldrig vil glemme. No.10. Christian Eriksen falder pludselig omkuld, og ligger så stille, så stille med tomme øjne. Senere viser det sig, at han var død en tid.

Men så træder hans kammerater i aktion. Først hans gode ven kaptajn Kjær, som kommer spurtende, og laver livreddende førstehjælp, og så alle de andre, som sammen med Kjær danner en beskyttende ring om Eriksen, både mens lægerne kæmper for hans liv – og senere da han fragtes fra banen. En vikingevagt.

Vi husker også, hvordan Kjær trøster Eriksens ulykkelige og bange kæreste, at Schmeichel krammer alle kammeraterne, og at ….

Der er mange momenter i fortællingen om dén lørdag aften. Og i dé øjeblikke bliver herrelandsholdet igen hele Danmarks landshold – og billederne giver genlyd over hele verden. Her er fællesskab, kammeratskab, mod og omtanke for andre. Alt det, som vi er så stolte af i Danmark – også selvom vi ikke altid kan leve op til idealerne.

Det ender som bekendt med, at vi taber kampen mod Finland. Det er lige meget. Vi føler, at vi vinder livet.

Få dage senere kommer så den følelsesladede kamp no. 2 mod giganten Belgien: Danmarks trøje på stadion inden kampstart er blevet en no.10, der synges nationalsang som aldrig før i Parken – og i det 10´ende minut stopper spillet, mens alle – også belgierne – klapper i ét minut for at hylde Eriksen.

Det er rørende og aldrig set før. Det er så heller ikke Hollywood. For vi taber kampen 2-1.

Sidste del af dramaet er en lun mandag aften. Vi skal møde Rusland i en vind-eller-forsvind-kamp. Og nu er spillerne kampklare. For Eriksen er opereret, og følger med fra hjemmet i Odense.

I starten bølger kampen frem og tilbage, men så scorer den purunge Eriksen-erstatning Mikkel Damsgaard det første mål – og derfra ser vi os ikke tilbage, men vinder 4-1.

Danmark går amok i glædesrus – og fodboldfesten varer en stor del af årets mest lyse og korte midsommernat, hvor især unge danskere iklædt Dannebrog og en del også studenterhuer drikker og danser i en forløsning, der ikke kun handler om fodbold, men også om at leve frit.

Denne fodbold-odyssé er nemlig en fantastisk fortælling om alle for én – og om fællesskab. Et drama, der handler om nationalfølelse og løssluppen fest og glæde. Om alt det, som vi har savnet i de hårde Corona-måneder.

Det er en historie om Danmark, der står sammen – og kæmper sammen. Dén historie kan vi godt lide. Den minder om et eventyr. Også fordi landsholdet selv siger, at de spiller for nationen.

Og i morgen aften fortsætter eventyret så i version 2.0. med en ottendedelsfinale i Amsterdam, endda på Eriksens gamle Ajax-hjemmebane. Han er altså stadig til stede i ånden, og mon ikke en del af hans gamle hollandske fans vil sidde fysisk på lægterne sammen med de danske tilskuere, der har fået lov til at komme ind. Sådan så de sammen kan heppe på de danske drenge, som er blevet en hel fodboldsverdens darlinge, fordi de optrådte som mandfolk m/k, da det gjaldt.

Alt tapper også lige ind i historien om det danske samfundssind – og om Danmark som en lille rød og hvid ælling, en lille Store-Claus. En lille gigant. Det er et eventyr, som vi kan godt kan lide.

Kampen i morgen vil så vise, om der bliver en eventyrets version 3.0., 4.0. og 5.0.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Smagen af sult”

Udgivet den af
Svar

En spøjs buffet. Sådan vil Danmarksbloggen karakterisere filmen ”Smagen af sult”.

Filmen handler om kokken Carsten og hans kone Maggie, som er antropolog og innovator. Parret har en gourmetrestaurant i det centrale København, og jagter som alle andre mad-templer i vor tid en Michelin-stjerne.

For status og penge rimer i 2021 bedst på mad – og hvem vil ikke gerne stråle i toppen af madpyramiden? Det vil i hvert fald Carsten og Maggie, som udover restauranten har en lækker lejlighed midt i København og to søde børn.

Carsten og Maggie vil altså som de fleste i vor tid have ALT, men uden at være klar til at betale prisen. Det bliver tydeliggjort på mange måder i filmen, hvis handling ikke skal røbes her, men som udover hvad der kommer på tallerkenen, centrerer sig om det brev til Carsten, hvor der står, at hans kone elsker en anden.

Filmen inkluderer også Nicolas Bro i en alt for lille birolle som Carstens noget mere jordnære bror – og svenske Charlie Gustafsson som den svenske kok Frederik. Ham kender vi fra tv-serien ”Vår tid är nu”, som på dansk hed ”Familien Löwander”. Her spillede han også kok – men i en anden tid (1945-73) og på en anden måde, selvom der også var store krav til maden på Djurgårskällaren, som restauranten hed i den svenske tv-serie.

Nu heder restauranten det mere moderne Malus – og det er også moderne mad, der serveres – endda som led i en fortælling, og omvendt. For i filmen bruges mads grundsmage salt, surt, sød, bittert og andre madudtryk som indgange til de scener fra parrets liv, som vi får at se.

Dét er godt fundet på, men måske mindre godt udført. For en ting er, at det ikke vises kronologisk. Men der er desværre også gryderet over den måde, som historien fortælles på. Alting blandes sammen, og som publikum skal man holde tungen lige i munden og smagsløgene skarpe for at få det hele med: Hvorfor skete dét – og dét? Og hvordan er det nu lige, at det ene hænger sammen med det andet?

Jeg forstår ikke, hvor du vil hen med den ret, som de mange dommere i tv-madprogrammerne ville sige det. For både filmens forhistorie, vilkår og historie fremstår lidt rodet – som livet er det – og som en god gryderet er det.

Så det kunne være okay, hvis man fik svarene undervejs i filmen, som i øvrigt er meget lækkert filmet og med mange smukke billeder. Men der mangler altså svar på flere både mindre og mere essentielle spørgsmål, som fx hvorfor den anden mand (som jeg ikke vil røbe, hvem er) forelsker sig i Maggie – og i den grad samtidig kan ændre personlighed undervejs, så selv en fuldblods psykopat ville sige hold da op, det var snedigt.

Filmen mangler noget salt, der kunne trække smagene frem og give os svarene. Ikke fordi alting skal skæres ud i pap, men man føler sig lidt tabt indimellem. Præcis som Carsten og Maggies to børn gør det, når de igen og igen fanges i de voksnes selvoptagethed af egne konflikter og kampe for at få opfyldt deres ønsker.

Mest puzzled – som det hedder på nudansk – er man dog over slutningen, som på mange måder mere ligner et drømmebillede, også selvom man får svaret på, hvem der skriver det famøse brev – og hvorfor. Men hvor meget har personerne i virkeligheden flyttet sig? Og løber de ikke snart tilbage til de velkendte opskrifter igen?

Når det er sagt, er det en meget sanselig film, hvor man ikke er faldet for fristelsen til at vise den store og farvestrålende bunke grøntsager, som ellers er fast inventar i mad på den digitale måde – og dét skal roses.

I Malus´ åbne køkken og alle andre steder, hvor Carsten har kniven, ser vi i stedet blæksprutte, svenske skovsvampe, skiver af god spansk pølse og boblende fransk champagne. Luksus på 2021-måden – men uden at virke syndigt, selvom filmen flirter lidt med nogle bibelske udtryk og begreber – desværre for lidt.

For der ville være noget at gnaske i. Især når man ser på den grådighed, som i middelalderen opfattes som den måske værste dødssynd af dem alle, og som driver de to hovedpersoner Carsten og Maggie, der spilles af Katrine Greis-Rosenthal, som har de måske mest udtryksfulde øjne i hele verden, uanset om hun er flirtende, vred, ked af det, fortvivlet eller taknemmelig.

Danmarksbloggen giver ”Smagen af sult” fire hotdogs ud af seks mulige. Fordi Nikolaj Coster-Waldau flere steder i filmen, men allermest i opgør-scenen med konen viser, hvorfor han er en verdensstjerne. Og fordi filmen tager livtag med det mad-univers, som er så forjættet i disse år.

Det var også på tide, at der kom en film om den på en piedestal-sat-gourmet-mad-verden. Og gid der må komme mange flere. For mad er lig med prestige og penge i disse år – og dermed magt. Og dér hvor magten er, dér er der brug for kunsten til at skildre, hvad der sker, og hvorfor – og hvem der trækker i trådene.

Christoffer Boe og Tobias Lindholm har skrevet manus. Christoffer Boe har instrueret. Det er Zentropa, der producerer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EM i HERREfodbold i Danmark

Udgivet den af
Svar

Vi skal have ligestilling – også på grønsværen, har det lydt i de seneste år.

Der er så rigtig lang vej endnu, må Danmarksbloggen konstatere.

I aften starter EM i fodbold, som medierne begejstret kalder den månedlange sportsbegivenhed, der skulle have fundet sted i 2020, men som så meget andet blev rykket. Det hedder ret beset EM i HERREFODBOLD. For kvinderne spiller som bekendt også fodbold, og det danske kvindelandshold i fodbold klarer sig glimrende.

Men når kvinderne spiller, får de ikke en brøkdel af dén opmærksomhed, som er blevet mændene til del denne sommer – og som gør, at det denne gang går vildere for sig end nogensinde. Også fordi nogle af de indledende gruppekampe skal spilles i Parken i København. Den første er i morgen, hvor Danmark skal møde Finland.

Men det hele starter altså i aften i Rom, hvor italienerne møder tyrkerne. Men overalt i Europa bølger fodboldfeberen og især i de 11 byer, hvor der skal spilles kampe, og en af dem er altså København.

Danmarksbloggen var så en tur rundt i hovedstaden for at vejre stemningen:

Fra den store blå bold på Rådhuspladsen i København, som i dag var frankeret af brudepar, turister og lokale over de butikker og restauranter på Strøget, som var pyntet op med Dannebrogsflag, landholdstrøjer og fodbolde – og til den store shop i Magasin, hvor enhver med lysten og pengepungen til det kan købe landsholdstrøjer og meget andet.

Det er nemlig den helt store nationale samling og fejring af vores HERRElandshold – som lige nu åbenbart igen bare er Landsholdet med stort L. For ligestillingen glemmes totalt, når stammementaliteten tager over – og ”vi-er-røde-vi-er-hvide”-følelsen bruser gennem kroppen.

Det mærkede undertegnede også i Nyhavn, som var så klædt i rødt og hvidt, at selv en forbenet nationalist måske ville synes, at der var lige i overkanten med Dannebrogsflag. Tag selv til Nyhavn og se. De mange Dannebrogsflag hænger der sikkert endnu.

Det gør DANMARK-halstørklæderne fra Carlsberg til gengæld ikke!

Danmarksbloggen kom nemlig forbi Kvæsthusbroen i bunden af Nyhavn, mens den gamle bro var pyntet med de rød-hvide – og lidt Carlsberg-grønne – halstørklæder. Et halstørklæde var bundet om hver jernstang – så længe det varede.

Det varede sjovt nok nogle minutter, før de første (to spanske turister) tog de to første DANMARK-halstørklæder. Men så gik det stærkt – og i løbet af noget, der virkede som sekunder, var hele Kvæsthusbroen rippet. Danskere og turister i skøn forening var hurtige. Danmarksbloggen fik også snuppet sig ét af de cirka 20 halstørklæder, som hang dér up for grabs, som det hedder på nudansk.

Så nu føler undertegnede sig forpligtet til at se EM i herrefodbold.

Også selvom jeg faktisk bedre kan lide kvindefodbold. Fordi kvinderne i modsætning til mændene ikke er primadonnaer, der laver skuespil på grønsværen. Fordi kvinderne er seje. Kvinderne maser på, og spiller med både hjerte og hjerne – også selvom deres lønninger er langt-langt-langt lavere end mændenes. Skammeligt meget lavere.

Men altså: Nu kører møllen … og jeg bliver garanteret grebet af den nationale eufori, når først ”Der er et yndigt land” lyder fra Parken. Det plejer jeg at blive. Nationale følelser taler til grund-dna´et og den stamme-hule-mentalitet, som vi stadig har, fordi vores hjerner stadig render rundt nede på savannen.

Ps. Og manden blev glad. Han manglede nemlig et nyt halstørklæde. Så nu har han fået ét, hvor der står både Danmark og Carlsberg på. Det kommer han til at bruge i flere år, end nogen andre end danske rooligans vil kunne huske, at man i nogle juni-dage i 2021 spillede EM i HERREfodbold i København.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Centervagt”

Udgivet den af
Svar

Grundlaget for filmen ”Centervagt” er den til alle tider klassiske historie om den følsomme og generte dreng, der er kronisk forelsket i den kønne pige, som kan alt. Men hun er ikke interesseret i ham. Hun falder for de macho typer, der behandler hende dårligt, og så græder hun ud hos den søde dreng.

Det er Rune Klan, der spiller rollen som den venlige og betænksomme Glen, som er håbløst forelsket i kollegaen MC, spillet overbevisende af Josephine Park, som ellers er kendt for seriøse roller, og som har en Robert i bagagen.

Men altså: Glen og MC bliver udfordret, da chefen for det økonomisk set skrantede butikscenter meddeler, at der fremover kun er plads til én af dem som centervagt. Så de begynder at stjæle for at vise, at der er brug for dem begge to. Resultatet er selvfølgelig, at der ansættes en ny supervagt som supplement. Og så ruller historien, som også inkluderer en livsklog kvinde, der kan lide at dreje ler, en isenkræmmer og hans medhjælper, en fotograf og de kunder, der trods alt er nogen stykker af.

”Centervagt” er en folkekomedie med alle folkekomediens klassiske træk som humor, kærlighed, sammenhold mellem de gode og gæve – og så en ydre modstand, der truer eksistensen. Der mangler kun skurken, som er ond hele vejen igennem. Sådan en karakter går det så ikke at lave i dag. Det er for karikeret – trods alt. Til gengæld benytter vores helt Rune Klan sig – ganske uautoriseret for en folkekomedie-helt – af ufine tricks i kampen for sit job og den pige, som han vil have.

For skal man gøre det, skal man gøre det ordentligt, som Glen overbeviser MC om, inden de to vagter napper de første ting fra centrets butikker. Men stjæle er det ikke – ikke rigtig. De vil jo levere det tilbage igen, lyder forklaringen, som man som publikum køber lige på stedet – ligesom man køber hele filmen.

Det er nemlig en sød film, som kalder latteren frem – og ja, man kan i store træk regne handlingen ud. Men kun i store træk. Der gemmer sig nemlig en enkelt overraskelse eller to, som – uanset om man havde set det komme eller ej – gør, at filmens happy end bliver endnu mere sødmefyldt, så man forlader biografen med et stort smil bag mundbindet.

Det er også – og heldigvis – en film, som ikke nævner Corona med et ord. Den viser derimod en hverdag og en verden af i går og i morgen. Det trænger vi også til, selvom pandemien forhåbentlig kører på sidste vers. Sidste vers er der heldigvis ingen af skuespillerne, som er i gang med. De spiller sprudlende og med stor energi.

Man sidder så også og drømmer om at se nogle af dem i andre roller end de sædvanlige. Hvorfor skal Christopher Læssø fx altid være den flotte helt, der kan alt – og hvorfor er Stephania Potalivo altid sød og lidt kantet? Men allermest er det Rune Klan, som sætter tankerne i gang.

Der er nemlig undervejs i filmen sekvenser, hvor han viser en sårbarhed, et vemod og en smerte, så jeg kom til at tænke på scenen med Dirch Passer i ”Sommer i Tyrol”, hvor han sidder ved grøftekanten, og synger om sin kærlighed til og længsel efter Susse Wold. Dér ser man en helt anden Dirch end ham, som vi alle tror, at vi kender. Men Dirch Passer fik aldrig de alvorlige roller, fordi folk grinede per automatik, når han viste sig på scenen.

Dén skæbne må ikke overgå Rune Klan, som kan lave stand-up, trylle og være sjov på tv og i film, så man vrider sig af grin. Men jeg er overbevist om, at han kan noget mere – hvis han vil, og han får lov. Giv ham lov.

”Centervagt” er en feel-good-film. Og man føler sig vældig godt tilpas, når man ser filmen. Den er et skud af latter og smil – og med et væld af spøjse detaljer. Måske fordi den er folkekomedie på den klassiske måde med et moderne twist – drejet i ler endda.

Danmarksbloggen giver ”Centervagt” fire ud af seks wienerpølser i glas, som dem Rune Klans karakter Glen elsker at spise.

Pølser skåret fint på tværs, inden de puttes i de hvide boller lavet af det hvedeste hvedemel, som en komiker ville beskrive posen med boller. En fin detalje og et sjovt drilleri til nutidens madsnobberi.

I rollerne ses Rune Klan, Josephine Park, Kirsten Lehfeldt, Charter McCloskey, Nikolaj Stokholm, Martin Brygmann, Christopher Læssø, Stephania Potalivo med flere. Det er Rasmus Heide, der har skrevet og instrueret ”Centervagt”, som produceres af Nordisk Film. Filmen har premiere i dag d. 10. juni.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundlovsbal og patriotisme

Udgivet den af
Svar

Nordmændene havde det d. 17. maj. Svenskerne har det i morgen d. 6. juni. Danskerne har det i dag d. 5. juni. Vi taler selvfølgelig om nationaldagen – eller Grundlovsdagen, som dagen hedder i Danmark.

Grundloven blev underskrevet af Kong Frederik d. 7. d. 5. juni 1849. Og siden har vi kaldt denne dag for en demokratiets festdag.

I modsætning til i Norge og Sverige, hvor nationaldagen stadig er en fejring af landet, nationen, så er Grundlovsdag i Danmark mere en politisk platform, hvor hvert enkelt parti, ja hver enkelt politiker benytter sig af dagen til at gøre opmærksom på sig selv og sin eller partiets politik.

Sådan har det ikke altid været. I de første årtier efter Grundlovens underskrivelse i 1849 mindede den danske fejring mere om nutidens svenske og norske folkefester. Okay, måske ikke med folkedragter. Men ellers var der masser af festivitas til de store fællesmøder, som de politiske partier arrangerede over hele landet.

Møder, hvor man ikke talte om partipolitik eller konkrete politiske tiltag. Der var derimod taler for kongen, Grundloven, fædrelandet – og for kvinderne sågar. Ja, der var også digte til demokratiet og om Danmark, billeder og hyldninger af Frederik d. 7. – og så masser af Dannebrogsflag overalt, hvor man kunne få plads til det hvide kors på den røde dug.

Det var fælles samling på den store klinge – så længe det altså varede. For de partipolitiske taler begyndte naturligvis at dukke op – med stik til modstanderne, og så blev stemningen nogle gange knap så god.

Så da vi nåede til 1870´erne begyndte det, som vi i dag forstår ved Grundlovsmøder. Nemlig at hvert parti holder sit eget Grundlovsmøde, hvor man i høj grad taler om politik, både konkret og på de store visionære linjer.

Det var især Venstre og Konservative, som dengang hed Højre, som drev denne udvikling. Det purunge Socialdemokrati var mere glad for Arbejdernes Kampdag d. 1. maj og den røde fane. Det tog dog ikke længe, før Socialdemokratiet også var med på at holde Grundlovsdag med Dannebrog. Vil man have fat i danskerne, skal man flage med Dannebrog.

Der var dog stadig et element af folkefest på Grundlovsdagen i tiden op mod 1900, nemlig om aftenen hvor alle uanset alder og politisk holdning mødtes til baller med musik og dans.

Sådan et fælles Grundlovsdags-bal – eller i vores dage måske en Grundlovskoncert – kunne være en god idé. Om ikke andet så ville det samle befolkningen noget bedre end partipolitiske grundlovsmøder – eller de kommende fodboldfester, som det store mindretal der er 100 procent ligeglad med fodbold, ikke er en del af.

Så altså en fælles fejring af Danmark som Danmark kunne være en god ide. Især hvis det bliver en inkluderende fejring af det land, som vi er fælles om – uanset hudfarve og andre ligegyldigheder. For vi er alle danske, os der bor her på de danskes øer.

Og der er ikke noget galt med patriotisme. Det er nemlig at elske sit fædreland – og sit modersmål – på en uegennyttig og inkluderende måde. Det er nationalismen med dens militante og ekskluderende tilgang, som er problemet.

Så JA til at være patriot – men NEJ til at være nationalist.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk