Kategoriarkiv: Hverdagsliv i Danmark

Vi har brug for en befrielse

Udgivet den af
Svar

Moral. Ansvar. Offervillighed.

Der er mange ord, som man kan knytte på de modstandsfolk, som sammen med dem, der hjalp jøderne, kæmpede i allieret tjeneste og en vis ambassadør i USA, reddede Danmarks ære for 76 år siden.

Men fælles var, at de var mennesker af det helt store format. Mennesker, som tænkte på andre – og ikke på dem selv.

Læs brevet herunder, som er skrevet af møller Henning Andersen, der var en af Hvidstensgruppen – og som er hans afskedsbrev til hustruen Marie, inden han blev henrettet af tyskerne i Mindelunden i sommeren 1944.

Læs om hvordan han står ved det, han gjorde – fordi han ikke har tilsmudset noget – men mener, at han kan dø med ære. Men også om den omsorg som han viser Marie og børnene – og håbet om at mødes igen hos den Gud, som han troede på.

Det er et brev, som er skrevet af en grandvoksen mand – og det står i skærende kontrast til den forkælelse, som vi ser i vores tid. Helt grotesk hos mænd og kvinder som kaster med sten, fordi de ikke vil gå med mundbind. Men også hos det store flertal af danske mænd og kvinder, som brokker sig over alt det, som de ikke kan af luksus-ting (og som de godt kan fra især på torsdag, når det meste åbner igen).

Det er så umodnet, at landets børnehavebørn har ringet og sagt: Giv os retten til at være urimelige tilbage.

Men lur mig om ikke de forkælede og umodne vil brokke sig over det, som de stadig ikke kan som fx rejser og festivaler. For i den utidige genåbningsiver er der ikke plads til hverken afsavn, moral eller ansvarlighed.

Og netop det skisme – at det er de forkælede, som kun tænker på dem selv og deres umiddelbare behovsopfyldelse, som bestemmer – fremfor dem, som tager ansvar, har moral og sørger for at holde smitten nede – kan vi jo tænke over i aften, når vi tænder lys i vinduerne.

For vi har stadig brug for en befrielse – fra COVID-19 selvfølgelig. Men måske allermest fra den umodne og egoistiske forkælelses-adfærd, som er blevet danskernes kendetegn i denne pandemi – langt mere end samfundssindet.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Og her brevet fra møller Henning Andersen:

Kære lille Kone.

Dette er den sidste Hilsen, som du modtager fra mig paa denne Jord. Naar du læser det, er jeg ikke mere blandt de Levendes Tal. Jeg takker dig meget for den Tid, som jeg har levet sammen med dig. Det har været en god Tid, og jeg haaber at møde dig igen hos Gud i Himlen. Nu maa du være stærk, Marie, og ikke fortvivle. Vi dør ikke forgæves, stol paa det.

For Børnenes skyld maa du være stærk, for skulde de miste dig ogsaa, har de jo slet ingen Støtte i Livet. Prøv og forklar dem, hvordan det hænger sammen, naar de bliver store, saa vil de forstaa det hele, og kære Mie, vil du holde deres Fars Navn rent og i Ære. Søg at faa saa meget ud af Livet, som du kan uden mig. Sælg Møllen. Det økonomiske kommer du ikke til at lide under, det er der sørget for, og det er mig en Trøst i denne Stund.

Jeg har ikke gjort noget ondt, Marie, saa jeg kan dø med Ære. Det havde været tungere, om jeg havde tilsmudset det Navn, som du bærer, lille Kone.

Tak Lillemor. Vi skal jo alle dø engang, nu maatte jeg ikke leve længere ved din Side her paa Jorden, men der er et Liv efter det her, og saa ses vi igen.

Et sidste Farvel fra din Mand.

Paa Gensyn, Marie.

Henning

Nedlukningens muddergrøft

Udgivet den af
Svar

Alle elever tilbage i skole på fuld tid!

Ingen bordbestilling 30 minutter i forvejen!

Sådan lyder to af de nyeste krav fra skaren af forkælede danskere – deriblandt en del politikere fra blå blok.

Scenen minder om eventyret ”Konen i muddergrøften”. I ved hende, som aldrig kunne få nok. Som hele tiden skulle have mere og være højere på strå – men som (selvfølgelig) endte i muddergrøften igen, da hun blev for grådig og ville være Vorherre selv.

For præcis sådan har det været i Danmark siden den første spæde genåbning i begyndelsen af foråret. Så snart ét krav blev opfyldt, er de forkælede kommet et nyt krav om mere og videre genåbning – og det NU. Ikke noget med at se tiden an, se hvad den nyeste genåbning betyder ift. smitten. Nej, bare forlange og kræve mere og mere og mere …

Det virker som en grådighed uden ende. En grådighed der først stopper, når vi sidder i nedlukningens muddergrøft igen, fordi de forkælede danskere – deriblandt de blå politikere – ikke kunne få nok.

Det er trist. Det bunder i et skidt menneske– og verdenssyn, som ikke kun gør skade i Corona-sammenhæng, men som også er med til at øge uligheden og skabe dårligere klimaforhold. Fordi de forkælede sætter sig selv og deres egne umiddelbare behov over fællesskabet og samfundet.

Det er stor skade!

Og det er ikke, hvad vi har brug for i Danmark eller i verden. Vi har brug for ansvarlighed, bæredygtighed, mådehold og evnen til at tænke udover egne behov.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sognegrænser giver minus Corona-mening

Udgivet den af
Svar

Sognegrænser har INTET med Corona at gøre. Lad mig forklare:

De danske sogne i deres nuværende form er et geografisk defineret område, hvor områdets medlemmer af den danske folkekirke udgør sognemenigheden.

Et sogn er altså udelukkende en kirkelig indretning i dag.

Eller dvs. sådan VAR det indtil for nylig. For nu har man nemlig besluttet at bruge sogne i forhold til pandemien således, at et sogn lukkes ned, hvis 1) der er 400 smittede pr. 100.000 indbyggere, 2) 20 smittede i det hele taget og 3) en positivprocent på 2,0.

Sådan har praksis været et par uger efterhånden med den ene groteske konsekvens efter den anden som at lukke gymnasier uden smittede, fordi de ligger i et sogn med lidt mere smitte end nabosognet, som er åbent. Eller lukke en skole uden smitte i et sogn, der er over grænserne, mens nabosognets skole med Corona-smittede elever stadig er åben.

Så det giver minus mening at bruge sogne i forhold til Corona. Men hvordan ser de danske sogne ud?

Der er i Danmark 2.158 sogne, som har fra over 20.000 til under 100 indbyggere. I cirka 5% af de danske sogne er der under 200 indbyggere, mens der i 5% andre er mere end 10.000 indbyggere.

Der er altså stor forskel på, om man bor i et sogn med 200 indbyggere – eller et sogn med 10.000 indbyggere.

Læg dertil at INGEN i dag primært lever indenfor deres sognegrænse. Vi arbejder andre steder end i sognet, vi går ofte i skole andre steder end i sognet, vi har venner og familie i andre sogne, vi dyrker fritidsinteresserer i andre sogne, vi shopper i andre sogne osv.

Ja, det er de færreste, som vel ret beset ved, HVOR sognegrænserne ligger i det sogn, som de bor i. Man skal næsten være interesseret i at blive valgt som biskop for at kende til sognegrænsernes Danmarkskort. For de fleste danskere betyder det i reglen kun noget at vide, hvilket sogn man hører til, hvis man gerne vil giftes i en bestemt kirke.

Sådan var det ikke engang. Dengang i middelalderen, da sognene blev oprettet – og også senere, da de blev re-organiserede efter Reformationen – boede og levede man i sit sogn. Man arbejdede hjemme, og hele ens netværk var lige omkring én.

Det er MEGET længe siden – og det giver derfor ingen mening i smittemæssig sammenhæng at holde fast i, at lukning af et sogn kan gøre en forskel.

Desuden har sogne aldrig været tænkt som en foranstaltning i forhold til smitte – end ikke i forbindelse med Den Sorte Død, pesten, som hærgede i middelalderen og en rum tid derefter. En pandemi værre end den vi har i dag.

At man opfandt sognene, handlede om penge. Penge til kirkebygningen og til præsten, som så kvitterede med at føre Kirkebogen og i mange sogne i flere århundreder at være den eneste, som kunne læse og skrive.

I renæssancen fik man også sognefogeder, der som statslige embedsmænd kunne ordne juridiske og administrative opgaver. Det, som i perioden 1841-1970 blev afløst af sognekommuner og sogneråd, der til al overflod virkede på baggrund af og i verdslige sogne, som ikke altid var lig de kirkelige sogne.

Så altså: HVORFOR skal man tro, at de nuværende – og udelukkende kirkelige – sogne kan bruges til noget som helst i forhold til en smitte, der løber hurtigere, end sognebørnene kan nå at krydse de sognegrænser, som de ikke ved, hvor er?

Så at tro på at det at lukke sogne gør en forskel, er en overtro så massiv, at selv den mest ateistiske person og den mest troende person tager hinanden i hånden, ryster på hovedet, og siger CORONA-SØLVHAT.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den fjerde Oscar for bedste film

Udgivet den af
Svar

Siden H.C. Andersen har danskerne kunnet det med at fortælle historier – både med ord og i billeder.

I nat fik Danmark således sin fjerde Oscar i kategorien bedste udenlandske film for Thomas Vinterbergs ”DRUK” – eller ”Another Round”, som den lidt lamt hedder på engelsk. BINGE DRINKING havde været en mere rammende titel. Det er instruktør Thomas Vinterberg, som sammen med Tobias Lindholm har skrevet manuskriptet til ”DRUK”.

Men uanset titel er det en rigtig god film, fordi den handler om eksistentielle emner, fordi den tør behandle alkoholen hele vejen rundt – fra ekstasen til katastrofen.

Så det var så fortjent, at filmen vandt til en Oscar-uddeling, der midt i pandemiens alvor viste os lidt galla og glamour. Samt at en hel verden delte Vinterbergs tårer, da han dedikerede prisen til datteren, Ida, som skulle have haft en rolle, men som døde fire dage inde i optagelserne.

Danmarksbloggen gav i sin tid “DRUK” seks ud af seks flasker i sin anmeldelse – og Danmarksbloggens unge anmelder Anna M. T. Frederiksen skrev blandt andet:

Det er netop virkeligheden, som står som et monument i denne fiktive film. På mange måder er det en 1:1 socialrealistisk film, som Vinterberg har lavet.

”DRUK” handler ikke kun om den danske alkohol-kultur, men også om at træffe eksistentielle valg, der får stor betydning for ens liv.

Thomas Vinterbergs ”DRUK” er et livsbekræftende mesterværk, der blev til midt i instruktørens egen afgrundsdybe sorg.

Med dette in mente rammer filmen endnu stærkere. Den står som et livsbekræftende testamente med dens budskab om, at vi skal leve livet fuldt ud, mens vi kan. 

Læs hele anmeldelsen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=11427

Danmarksbloggens unge anmelder var dybt grebet – også fordi hun kunne spejle sig én til én i det gymnasie-miljø, som filmen foregår i.

Som midaldrende kan undertegnede derimod spejle sig i de fire hovedpersoners længsel efter dengang verden var stor, åben, grøn og saftig. Dengang men ikke lod sine forår gå til spilde. En tid man godt kan savne, fordi den var så levende, så fuld af alting, at det gnistrede og sprudlede.

Men det kan livet blive igen, omend vejen til et sprudlende liv som midaldrende ikke går via en ekstra halv promille. Den går via en accept af, at livet og verden også er godt senere på året, når skoven står mørkegrøn, kornet er gyldent, og man aner løvfaldet et sted ude i horisonten.

Men livet har stadig meget at byde på, og inden det sidste løvfald kan man få en dejlig og lang sensommer – hvis man tør gribe de frugter, som der ret beset hænger flere af på træerne, end der gjorde dengang, hvor alt var nyt og lysegrønt.  

De tre andre danske Oscars for bedste udenlandske film er gået til ”Babettes gæstebud” i 1988 (historien skrevet af Karen Blixen og filmen instrueret af Gabriel Axel), ”Pelle Erobreren” i 1989 (historien skrevet af Martin Andersen Nexø og filmen instrueret af Bille August) og ”Hævnen” i 2011 (historien skrevet af Anders Thomas Jensen og filmen instrueret af Susanne Bier).

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark genåbner

Udgivet den af
Svar

Danmark genåbner i dag. Danmarksbloggen tog den tidlige og ret rolige tørn – men forudser, at stemningen senere i dag bliver mere euforisk. Sådan i stil med når køerne kommer på græs igen efter en vinter i stalden.

For overalt i Danmark pibler og bobler det – ikke kun af forårets lysegrønne blade og fuglesangen, men af glæde og forventning.

NU skal livet leves igen, er der enighed om.

Danmarksbloggen startede på Christianshavns Torv ved 8-tiden, hvor man kunne se folk gå ind i Brugsen og hos bageren, mens de fandt deres mundbind frem. Det har de gjort hele vinteren, så lige det var der ikke meget genåbning over.  

Men henne om hjørnet ved kanalen skete der noget. For dér ligger ”Kanal Bodega” – et vaskeægte brunt værtshus, som i dagens anledning åbnede allerede klokken 8 – og stamgæsterne var på plads fra første færd.

For at komme ind på såvel barer, spisesteder som museer med mere skal man have Corona-pas, og det havde undertegnede ikke. Så jeg måtte som en af gæsterne (der heller ikke havde fået anskaffet sig et Corona-pas) blive udenfor.

Jeg skulle også videre med metroen til Østerport. En metro, som var noget mere fyldt, end den har været det de sidste mange måneder, og hvor stemmen i højttaleren gjorde opmærksom på, at nu startede genåbningen, og derfor skulle vi sørge for at holde afstand og give plads.

Det gik udmærket, når metroen kørte. Men når vi nærmede os et stop, så klumpede folk tæt sammen, ligesom de gjorde det op ad rulletrapperne.

Derfra gik turen til Langelinie, som i øjeblikket er fuld af blomstrende kirsebærtræer – og hvor man også kan møde en statue af en berømt havfrue. Både de lyserøde blomster og havfruen trækker normalt mange, både turister og københavnere til. Men sådan en hverdagsmorgen kl. 9 kan man stadig have det lille vandvæsen for sig selv.

Det er nok noget, som slutter snart. For den første turist HAR pakket kufferten og sat kursen mod Danmark. Ja, måske er turisterne her allerede. Senere så jeg i hvert fald tre asiatiske turister.

Men endnu har vi altså – næsten – København for os selv. Det gælder også Amalienborg Slotsplads, hvor jeg ankom samtidig med Dronningen, der dog ret beset ankom i en Krone-bil, mens jeg brugte apostlenes heste.

Så det var nok for hende, at garderne spillede “Jens med fanen”, tænkte jeg. Ligesom at det nok heller ikke var for mig eller dagplejemoderen med de fire børn i Christiania-cyklen, der blev flaget for. Det var nok mere fordi, at det er prinsesse Isabellas fødselsdag.

Tillykke til hende. Hun kan gå på café på sin fødselsdag. Det kan alle vi andre også – og overalt blev der stillet stole og borde frem, lagt duge på og i det hele taget rigget til at tage imod gæster.

Ja, nede i Nyhavn var det som at være med til forberedelserne til en stor familiefest, som man faktisk glæder sig til. Våren er aldrig gået så forventningsfuld gennem Nyhavn som denne formiddag ved 10-tiden, hvor der selvfølgelig også var flag, og de første gæster var på plads.

Ovre på den anden side af et forårssmukt Kgs. Nytorv lå Magasin, der havde åbent igen for første gang i mere end 4 måneder. Der gik en lind strøm af mennesker ind og ud – og indenfor var der også gode fund, som de kaldte det. Der er også meget, som skal sælges, når man lukker ned ved juletid – og først åbner op igen efter påske.

Danmarksbloggen købte ingenting, men tog tilbage til Christianshavns Torv, hvor både pølsevognen og blomsterboden var ankommet i mellemtiden. Klar til en ny dag. Klokken var også blevet 11.

Genåbningen var – og er – i fuld gang … Dét bliver godt igen. Altsammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et vanvittigt vovestykke: Mere genåbning

Udgivet den af
Svar

Mennesket har altid – fejlagtigt – troet, at det kunne styre naturen.

Nutidens homo sapiens er ingen undtagelse, og det gælder også de danske politikere, som i nat forhandlede en ny og meget ambitiøs genåbningsplan på plads. Sådan noget med eleverne mere tilbage i skolerne, lempelse af hvor mange man må være sammen, åbning af indendørs servering, intet Corona-pas ved udendørs servering etc.

Ambitiøs plan? Nej, snarere et vanvittigt vovestykke.

For når vi med de nuværende restriktioner holder os på et kontakt-tal, som hedder 1,0. Altså at 10 syge smitter 10 andre. Hvad sker der så, når vi lemper på et hav af restriktioner, som vi gør det nu? Ja, man skal hverken være virolog eller matematikprofessor for at regne ud, at så stiger smitten.

Læg dertil at man i andre lande – som fx Portugal og Chile – har været på præcis samme sted som os. Nemlig at man på baggrund af ”en kontrolleret smitte” har valgt at åbne mere op. Det har så ført til, at det hele er løbet løbsk med mange døde etc. I Chile endda selvom en større del af befolkningen end i Danmark var vaccineret.

For Corona smitter, når folk er sammen – og jo flere mennesker, der er sammen med jo flere mennesker, jo mere smitte. Det er ikke raketvidenskab. Det burde efter mere end et års pandemi være almen viden.

Så en massiv større genåbning virker bare som en rigtig dårlig idé – også fordi vi ikke har vaccineret flere, end vi har. Ja, vi skal med den nuværende (og Johnson & Johnson-inkluderede) vaccinationsplan helt hen i slutningen af maj, før vi er færdige med alle over bare 65 år – og vi er langt henne på sommeren, før alle over 50 år er færdigvaccinerede.

Så nej. Der er ikke grundlag for andet end at fortsætte den forsigtige kurs.

Var vi derimod et sted som Israel, hvor langt over halvdelen af befolkningen er færdigvaccinerede, SÅ havde det MÅSKE givet mening med mere genåbning på baggrund af de nuværende smittetal.

Men nu kan vi se frem til et par uger i sus og dus med både shopping og middage med venner – og masser af smitte, inden hospitalerne igen skal fyldes af COVID-19-syge.

Dét er trist. Dét kunne have været undgået. Men rettidig omhu og behovsudskydelse er desværre ikke på mode.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bornholms Befrielse kom først for 75 år siden

Udgivet den af
Svar

Sidste år fejrede vi – på en stille måde pga. pandemien – Danmarks Befrielse for 75 år siden. Men det var ikke hele Danmark, som blev befriet i maj 1945.

Ét vigtigt område manglende – nemlig Bornholm.

Bornholms befrielse fandt først sted d. 5. april 1946, da de russiske styrker forlod klippeøen efter 11 måneders besættelse.

Altså for 75 år siden i morgen!!!

Russerne kom nemlig til Bornholm i de ellers så festlige majdage i 1945, og besatte øen – efter de havde bombet Rønne og Nexø grundigt. Ja, de to byer var mere ødelagte af bomber end nogen andre danske byer blev det under 2. Verdenskrig.

Mirakuløst nok holdt dødstallet sig på 10 døde bornholmere.

Det er selvsagt 10 for mange, og familierne til de 10 var ikke de eneste bornholmere, som led under den efterfølgende russiske besættelse.

Nogle russiske soldater opførte sig fint, og der var eksempler på gode kulturmøder med dans og musik på torvene i de bornholmske byer. Men der var også de såkaldte russer-sager. Sager om russiske soldater som stjal cykler, brød ind i husene med skarpladte våben og tog, hvad de ville have – og værst overgreb og voldtægter i en grad, så mange bornholmske kvinder ikke turde være alene hjemme.

For tænk hvis der kom en russer forbi? Og det gjorde dér tit i de 11 måneder, hvor russerne var uvelkomne gæster på klippeøen.

Det var slemt – og det blev kun værre af, at resten af Danmark glemte Bornholm i glædesrusen. Og en ting er, at man i en tid (uden de medier som vi har i dag) ikke kan bebrejde den almindelige dansker ikke at tænke på klippeøen i jublen.

Men regeringen, folketinget, landets øvrighed og kongen glemte også.

Det så man måske tydeligst, da kongen genåbnede Rigsdagen d. 9. maj 1945. Her nævnte han ikke med ét eneste ord Bornholm, selvom de to store bombardementer af henholdsvis Nexø og Rønne fandt sted d. 7. maj og d. 8. maj 1945.

Kong Christian d. 10 talte derimod som om krigen var helt slut, da han ved Rigsdagens åbning citerede Grundtvigs ord ”Guds freds med vores døde i Danmarks rosengård, Guds fred med dem som bløde af dybe hjertesår”.

Men INTET om Bornholm, som i absolut intet.

Men Bornholm er også en del af Danmark. Og på klippeøen flød hjerteblodet stadig – og skulle flyde i yderligere 11 måneder, inden danske tropper kom til øen 5. april 1946 – og Bornholm igen blev frit.

Danmarksbloggen ønsker Bornholm, ja hele Danmark tillykke med den store dag i morgen.

Den dag, hvor HELE Danmark endeligt var frit igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påske i evighedens perspektiv

Udgivet den af
Svar

Påsken nærmer sig. Påske no. 2 i pandemiens tid.

Sidste år var undertegnede inde ved Marmorkirken skærtorsdag. Det var en lys forårsaften, hvor kirkeklokkerne ringede – og hvor tulipantræerne, som står mellem Marmorkirken og Bredgade, blomstrede i al deres hvide og lyserøde pragt.

En på alle måder smuk aften, som også blev en højtidsstund, selvom den sædvanlige skærtorsdagsaftens-gudstjeneste var aflyst, fordi alle landets kirker var lukkede i påsken 2020.

For mens jeg stod dér i aftenlyset, så på blomsterne og lyttede til klokkerne, blev jeg åndeligt set løftet – og mindet om, at livet og naturen går videre, uanset hvad vi mennesker foretager os eller ikke-foretager os.

Sollyset, blomsterne og klokkerne dannede nemlig denne skærtorsdags aften en åndelig åbning ind i pandemiens mørke. En åbning, så jeg kunne kigge op og ud – og væk fra det timelige – og hen mod det evige.

Det er altid givende at få evighedens perspektiv på, når man overvældes af det timelige. Men det er ekstra godt i en pandemi, hvor vi let overmandes af mørket, kontroltabet, isolationen og alt det, som vi ikke kan foretage os.

Og ja, det er superærgerligt ikke at kunne det, man savner. Men det skal nok komme igen – også selvom vi må slippe kontrollen undervejs. Give os Gud i vold, som man sagde det i gamle dage.

For som der stod på den seddel, som Marmorkirkens præster og andet personale havde sat op på kirkedøren dér sidste påske 2020:

Og det her er kun en tid. Husk det nu. Vi åbner igen. Verden går ikke under.

Kun en tid. Lige præcis. Det gælder stadig. Vi får det hele igen. En skønne dag. Dén tro skal vi gå med – og leve på, også selvom den store genåbningsplan ikke bliver som lovet.

For gør vi det, så kan langfredagsmørket sænke sig over landet, over hele verden så meget, det vil. Det får os ikke. Vi er lysets børn, og vi ved, at lyset skinner i mørket – og at lyset vil sejre på den lange bane.

Dét bliver påskemorgen, lys og liv, lykke og sol igen.

Dén tanke er der kraft i at holde fast i – også her i den kommende påske. Ja, måske især her. Påske no. 2 i pandemiens tid.

GOD PÅSKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De seje prinsesser

Udgivet den af
Svar

Her kommer et rigtigt eventyr:

Studievært Puk Elgård har på Instagram skrevet: Jeg synes, det er på tide. At vi hepper på de gode mænd. De mænd der aldrig danser alt for tæt eller er grænseoverskridende og dominerende. De mænd der er vores fortrolige og de mænd der skaber god stemning på vores arbejdspladser. De mænd der passer på os i nattelivet, i hverdagen og i hjemmet og spørger om vi er okay og giver tryghed og god energi. De mænd findes og dem må vi ikke glemme. Tak for jer. Citat slut.

NEJ, vi skal ikke hylde mænd for at opføre sig på måder, som det alle dage som minimum er blevet forventet, at kvinder skal opføre sig.

Ja, kvinder har endda altid fået at vide, at de skal gøre endnu mere. At man som kvinde skal sørge for, at ALLE har det godt. At der er prestige i at være klassens mor, arbejdspladsens gode fe. For det bliver man jo så glad for inderst inde. Og ja, det har man selvfølgelig også overskud til at være dag efter dag, år efter år uden at få anden anerkendelse end måske et klap i røven til julefrokosten (et klap som man ifølge dette værdi-set skal være glad for).

Samme fortælling siger så iflg. Pul Elgård, at mors lille prins skal have ros, når han ikke gramser løs på tilfældige kvinder, eller kommer med chauvinistiske bemærkninger og vitser om svigermødre og blondiner.

Jeg brækker mig.

Desuden kan jeg som mor til en 19-årig kvinde fortælle, at de der mænd, der passer på fremmede kvinder, er en myte. De findes ikke. Hver gang min datter eller hendes veninder har været i problemet i nattelivet, så er de blevet hjulpet af 1) deres veninder, 2) de mænd de i forvejen var venner med – eller og nu bliver det interessant 3) fremmede kvinder.

De hjælper selvsagt også andre kvinder, som fx dengang de mødte et par meget unge piger, 14-15 år, som var så berusede, at de var direkte syge. De gav pigerne mad og vand fra den nærmeste 7-11 – og fulgte dem så hjem. Det lyder måske som en heltinde-historie. Men sådan gør kvinder bare. Det er hverdag.

For blandt kvinder er der nemlig et stort søsterskab, hvor man holder øje med og hjælper hinanden, hvis man kan se på et dansegulv, en togstation og alle andre steder, at der er en kvinde, som er i problemer.

Så nej, vi skal ikke hylde mors lille prins. For der er INTET at hylde ham for. Enten gør han ingenting, eller også overskrider han kvindernes grænser.

De seje prinsesser – som er helt deres egne – skal derimod hyldes for deres store indsats for sig selv og hinanden.

You go, girls and women 😊

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske politikere spiller hasard med danskernes liv

Udgivet den af
Svar

Det kan ikke gå stærkt nok med genåbningen i Danmark, synes politikere, virksomheder, medier og mange borgere.

Regeringen siger således, at vi snart skal have et vaccinepas. Et vaccinepas, hvor i princippet en negativ test er nok til at give adgang til restauranter, museer og alt det andet, som pt. er lukket.

Oppositionens selvbestaltede leder Jacob Ellemann går så endnu videre, og vil have ALT – som i ALT – åbnet NU.

Samtidig i udvalgte lande omkring og nær os er situationen:  

Tyskland: Eksperter siger, at folkesundheden er truet.

Polen: Mutationerne fra Brasilien og Sydafrika driver smitten.

Norge: Har lukket nærmest totalt ned de sidste dage – og siger nu max to personer i private hjem.

Sverige: Kører sit eget løb – som altid i denne pandemi. Men der tales om, at 3. bølge allerede er i Sverige. Den brasilianske variant er også fundet flere steder.

Tjekket og Slovakiet: Landets sygehuse er overbelastede.

Italien: 21.000 nye smittede – alene i går søndag.

Frankrig: Hvert 12. minut indlægges en person på intensiv – alene i Paris.

Alle sammen lande, hvorfra der kommer rejsende, håndværkere og andre personer indover de danske grænser.

Spørgsmålet er derfor: Hvordan kan vi – i lyset af dét og i den viden, som vi har om virussen – forsvare at genåbne yderligere? Vi burde tale nedlukning. Men det gør de danske politikere ikke. For det er der ingen stemmer i.

Konklusion: De danske politikere spiller hasard med danskernes liv – og virker ganske upåvirkede af, at kampen om magten kan koste menneskeliv!!!

Eller med andre ord: Men in Black-bevægelsen er det rene vand sammenlignet med mændene og kvinderne på Christiansborg, når det kommer til evnen til at sætte fut i pandemien, få gang i smitten, og få danskerne på først sygehusene og siden lighusene.

Der er grund til at være bange. RIGTIG BANGE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk