Tag-arkiv: samfund

1. maj-ønske: Fordelingspolitikkens tilbagekomst

Udgivet den af
Svar

I år vil Danmarksbloggen ikke holde en 1. maj-tale, men derimod komme med et fromt 1. maj-ønske. Nemlig at fordelingspolitikken kan vende tilbage til dansk politik.

Thornings varslede dagpenge-ændringer falder på et tørt sted – og Danmarksbloggen vil hilse en kortere genoptjeningsperiode velkommen, hvis altså den kommer.

Alligevel: Uligheden er stigende i det danske samfund, og det i én grad og ét tempo, så Danmark risikerer at brække midt over og blive et samfund med så store forskelle mellem top og bund, at Danmark ikke længere er ét samlet samfund, men en række parallelsamfund.

Udover det åbenlyse uretfærdige i én så skæv fordeling af goder og muligheder, skaber det også vold og utryghed – og gavner ingen.

Danmarksbloggen appellerer derfor til politikkerne om at få fordelingspolitikken tilbage i dansk politik.

Læs evt. også her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6295

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere forbrug – af alle, tak

Udgivet den af
1

Væksten skal i gang. Dankortet skal svinges noget mere, hvis vi skal have fut i opsvinget. Det er alle økonomer enige om.

Så langt, så godt.

MEN: Det kræver så også, at danskerne KAN forbruge.

Det kan en stigende del af danskere desværre ikke. Nemlig alle dem på overførselsindkomster, som i årevis har oplevet, hvordan de har kunnet købe mindre og mindre. For priserne er steget, men ydelserne er slet ikke fulgt med. Tværtimod.

En anden gruppe, som heller ikke kan forbruge – og dermed bidrage til opsvinget – er den voksende gruppe af arbejdende-fattige, dem som tjener så lidt, at de kun lige hænger i med neglene. Og får Liberal Alliance og firmaer som Ryanair magt, så bliver der mange-mange flere arbejdende-fattige i Danmark.

Det du´r ikke.

Tværtimod, så giver det – også ud fra et økonomisk og vækstorienteret synspunkt – kun mening, hvis vi deles om goderne i Danmark. For kun på dén måde kan ikke kun middelklassen og overklassen, men også den store og voksende underklasse forbruge og dermed skabe den vækst og de goder, som vi alle skal leve af.

Det er sagt før, men det skal siges igen: Vi har som samfund kun én chance, hvis vi holder sammen – og hjælper hinanden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ejer de blå overhovedet empati?

Udgivet den af
1

Spørgsmålet er desværre ikke kun retorisk, men derimod helt reelt. Ikke kun når man ser på de seneste dages kampagne og debat om kontanthjælpen, men også når man ser på de blås gøren og laden generelt.

For det burde nemlig være umuligt for ethvert normalt menneske ikke at have empati med mennesker, der har det dårligere end en selv. Men sådan er virkeligheden ikke.

Tværtimod lever partier som Venstre – og Liberal Alliance – på og af ikke at føle empati med nogen andre end dem selv.

Og til trods for de seneste dages debat tyder alt alligevel og desværre på, at et stigende antal danskere stemmer på dem, der ligesom dem selv, er uden empati med de dårligt stillede. Ja, for nogles vedkommende virker det endda, som om de trives med at nedgøre andre.

Det er meget grimt, og der kan sikkert spekuleres meget i psykologiske årsager til at mennesker som Lars Løkke, Inger Støjberg, Karsten Lauritzen, Joachim B. Olsen, Anders Samuelsen og flere endnu mener sig i deres gode ret til at jorde danske medborgere og gøre deres liv til et spørgsmål om overlevelse.

Danmarksbloggen vil dog nøjes med at konkludere, at de blå mangler empati i så stor stil, at det truer hele stabiliteten og sammenhængskraften i det danske samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ytringsfrihed og hensyns-syge

Udgivet den af
Svar

Hensyns-sygen skal stoppes, inden den får fat i danskerne … 

Nej, det der kan du da ikke sige/skrive/tegne. Det kan jo være, at der sidder nogen og bliver lidt kede af det, siger den konfliktsky og rynker på næsen.

Men jo. Det er lige netop de ting, som vi kan og skal sige/skrive/tegne. Især fordi der findes fundamentalister, som føler sig trådt på og provokeret, så snart andre ikke er 100% enige med dem.

Og at tage hensyn til dem, er det samme som selvcensur i udstrakt grad, og det du´r ikke.

Vi er nødt til at holde fast i, at retten til at ytre sig frit, også er retten til at provokere og håne og nedgøre. Ikke pligten, men retten. Ytringsfriheden.

Vi har også en lovgivning, som går ind og siger stop, og som kan idømme straffe, når folk alligevel går over stregen.

Så der er taget hånd om de ting, som der skal tages hånd om i dén sammenhæng.

Alternativet: At acceptere at der er noget, som man ikke må sige/skrive/tegne, er det samme som at bukke nakken og akut pådrage sig hensyns-sygen, og så er første skridt i selvcensurens grimme navn taget.

Og dét skridt skal aldrig tages. Ikke hvis vi vil beholde vores frie og demokratiske samfund.

Og det vil vi. Og nej, selv den mest provokerende tegning eller de mest hånende ord kan ALDRIG legitimere vold og drab. ALDRIG.

For uanset hvor provokerende en tegning eller et skrift er, så er det aldrig en legitim grund til at gribe et gevær og skyde to mennesker.

Desuden bliver de fundamentalistiske aldrig tilfredse. De vil hele tiden skære mere og mere af frihedsrettighederne, hele tiden gøre det rum, hvor vi kan sige og skrive og tegne mindre og mindre.

Og hvad var i øvrigt årsagen til, at Dan Uzan og Finn Nørgaard blev dræbt? Tjah, den første var jøde – og den anden deltog i et debatmøde. Det var alt. 

Ikke mere. Ikke andet. 

Det siger vist alt om, hvor ultra-småt et rum, som de fundamentalistiske opererer med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vigtigheden af at passe på jøderne

Udgivet den af
Svar

På de fleste skoler har man en anti-mobbe-politik.

Det skal vi også have som samfund. For også her har vi en gruppe, som udsættes for ikke kun mobning, men også decideret chikane og nu terror. Nemlig jøderne.

Danmark anno 2015 er desværre et land, hvor det er svært at være jøde – både til hverdag og når terroren rammer. Hvor jøder rådes til ikke at gå med kalot og Davidsstjerne på Nørrebro fx. Hvor jøder rådes til at passe på med at sige at de er jøder, fordi det kan ophidse i en diskussion om palæstinenserne.

Men jøder er ligeså meget danskere som alle mulige andre. Jøder har de samme rettigheder som alle andre. Jøder skal derfor – uhindret og uden problemer – kunne gå med kalot og Davidsstjerne og på anden måde vise, at de er jøder. De skal kunne sige og skrive, hvad de har lyst til. Ytringsfriheden gælder også jøder.

Gårsdagens terror ramte nemlig ikke kun ytringsfriheden på Østerbro. I anden omgang ramte den det jødiske samfund, da en jøde blev skudt og dræbt, mens han passede på 80 andre jøder, der holdt konfirmationsfest ved synagogen i Krystalgade.

Et samfund er aldrig stærkere end dets svageste led … og skal Danmark være det åbne og frie samfund, som vi så gerne vil være, så skal vi passe godt på jøderne.

Vi er alle mennesker først, sidst og indimellem – og det gælder alle, både kristne, muslimer, jøder, buddhister, ateister og alle andre. Vi skal alle være her – i fredelig og dejlig sameksistens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valentin handler (også) om at være en samfundsrebel – og om den farlige kristendom

Udgivet den af
1

Hjerter, chokolade og blomster – i morgen d. 14. februar er det Valentins dag, som også i Danmark er ved at blive en dag, der handler om forbrug og købekraft.

Historisk set er det selvfølgelig helt forkert.

Valentins dag handler nemlig om kærlighedens kraft, om uselvisk kærlighed, om den kristne præst ved navn Valentin, der i Rom under kristenforfølgelserne i de første århundreder gemte kristne og ikke mindst viede forelskede unge mennesker til hinanden, selvom kejseren havde forbudt ægteskaber. Kejseren skulle nemlig bruge soldater – masser af soldater – til sine krige, og han kunne kun tvangsudskrive de ugifte.

Men Valentin var ligeglad – han viede på livet løs, indtil han blev fanget og sat i fængsel. Dér helbredte han fangevogterens blinde datter – og de to unge forelskede sig så meget, at Valentin på hans henrettelsesdag – d. 14. februar – skrev et glødende kærlighedsbrev til hende underskrevet Din Valentin.

Valentin var altså en samfundsrebel – en mand, der fulgte sit hjerte og gerne vendte tingene på hovedet. Sådan en mand var Jesus også med sine lignelser og sine gerninger.

Det er også derfor, at kristendommen i dens budskab og kerne er revolutionerende og farlig for magten og for de mennesker, der tror, at magt, anseelse og penge betyder noget som helst.

For den kristne må følge hjertets lov. Den lov, der uagtet magtens forsøg på kontrol og undertrykkelse, altid siger: ELSK DIN NÆSTE SOM DIG SELV.

Altså: Del dine goder med andre, vær solidarisk og rummelig. Tanker, som er så stik imod både det liberale og det højrenationalistiske livssyn, der florerer så alt for meget i Danmark i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Overklassedrengens fantastiske kronik

Udgivet den af
Svar

Dét er yderst sjældent, at Danmarksbloggen henviser til andres kronikker direkte og uden selv at kommentere yderligere.

Men idag må det til. For den kronik, som Magnus Harald Haslebo skrev i går, viser, at den sociale samvittighed og bevidsthed også eksisterer i overklassen.Og netop dét er dybt glædeligt.

Læs kronikken her:

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2532072/her-paa-toppen-ser-vi-ned-paa-alle-andre/

Her kan man blandt andet læse: 

Jeg gør det, fordi netop isolationen, empatiens forvitring, er lighedens første fjende – når vi mister følingen med hinandens vilkår, åbner det en bred bane for projicering af egne oplevelser og motivationer over på andre. Uden føling med forskellene. Omgivelsernes tiltagende homogenitet i toppen gør det svært at se egne privilegier som netop det: privilegier. Og det fører til den lidet flatterende fejltagelse at tilskrive egen begavelse, dygtighed og indsats den eneste eller største betydning for egen succes.

Det er en grel undervurdering af samfundsstrukturerne, og den fører tilmed til en konklusion om, at også ulighed fra bunden er skyld i deres lod. Og den konklusion er i tiltagende, læser jeg.

Stop nu.

Citat slut.

Danmarksbloggen er helt enig – og ønsker fordelingspolitikens genkomst.

Læs evt mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6295

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skolevalg: Demokrati skal læres

Udgivet den af
1

I dag stemmer landets 8. og 9.klasser til skolevalg 2015. I de sidste tre uger har de unge mennesker lært om de forskellige politiske partier, deres holdninger og måden, som vores demokrati er bygget op og fungerer på.

Der har været paneldebatter, besøg af politikere og ungdomspolitikere og meget andet på skoler overalt i Danmark. Og i dag skal mere end 75.000 elever så stemme til skolevalg.

Det er ganske glimrende – og Danmarksbloggen bakker 100% op om det. For demokrati er noget, der skal læres – og ikke noget, der ligget i dna´et.

Demokrati i betydningen respekt for andre og andres holdninger kombineret med en forståelse af at vi – trods forskellighederne – alligevel er fælles om at få samfundet til at fungere, skal læres så meget og så intenst, at det skal føles som om demokratiet ligger i generne.

Udviklingen i Europa – og i Danmark – i øjeblikket er også et meget skræmmende bevis på, hvad der sker, når demokratiet IKKE er en del af samfundsforståelsen.

For der er ingen demokratisk forståelse i den ekstremisme, som der spreder sig på den yderste højrefløj, hos fundamentalistiske muslimer, i den brølende liberalisme, som vi ser hos store virksomheder – og i den arrogance som vi ser i Bruxelles.

Disse fire grupperinger kunne godt bruge tre ugers intens undervisning i demokrati – eller måske snarere tre års undervisning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Steen Langstrup: ”Amerikansk olie”

Udgivet den af
6

Danmark, danskerne og det danske samfund behøver et skud amerikansk olie. Vel at mærke når den amerikanske olie gives i bogform og er skrevet af Steen Langstrup, hvis nye bog ”Amerikansk olie” udkommer i morgen torsdag d. 15. januar.

Bogen, der ikke er en gyserhistorie som mange andre af Steen Langstrups over tyve bøger, er skrevet i forfatterens sædvanlige flydende og letlæste stil, hvor man som læser sluger bogens 191 sider i een eneste stor mundfuld, mens man samtidig bliver mere og mere bange – også selvom “Amerikansk olie” ikke er en klassisk Langstrup-horrorhistorie.

Istedet spidder Steen Langstrup dygtigt og med sans for både perspektivet og detaljen vor tid og dens mennesker på en måde, så vi alle kan genkende os selv – og desværre i de versioner af os selv, som vi helst ikke vil se – og i hvert fald slet ikke vedkende os og tale om.

Men det er vi nu nok nødt til alligevel, hvis vi vil noget andet end det mørke, som omgiver os i dag – og som vi ikke kan flygte fra til fx Thailands sol og strande, som er scenen i et par af novellerne.

”Amerikansk olie” starter dog hverken i Thailand eller i Danmark. Bogen åbnes med en brag af en allerede kendt novelle, der er uhyggelig aktuel på én måde, som forfatteren næppe havde forestillet sig, da han sendte bogen til tryk for flere uger siden. Den første novelle ”Amerikansk olie” foregår nemlig i Paris og har på overfladen terror, terrorister og terrorangreb som tema.

Nedenunder handler det – som alt andet i samfundet og i bogen – om at finde sin plads, høre til, blive set og anerkendt – og hvad der så sker, når mennesker og samfund istedet svigter og svigtes. For det er lige der, at vi er – både i samfundet og i ”Amerikansk olie”, der er et skarpt og afslørende spejl på vor tid og vort samfund.

Bogens 20 noveller, hvoraf langt de fleste foregår i Danmark, og handler om mænd, kvinder og børn i alle aldre og fra alle sociale lag, hænger også sammen på flere planer. Nogle direkte, hvor man følger den samme person over en dag gennem flere noveller eller for en enkelt persons vedkommende gennem hele livet. Andre mere indirekte.

Men alle noveller væver sig ind i hinanden, og tiden går både forlæns og baglæns og sidelæns i bogen. Men det betyder mindre, om noget overhovedet. For menneskene i de 20 noveller er – trods oprør og forsøg på at ændre deres liv – næsten alle låst fat af deres miljø og deres egne forestillinger om sig selv og deres muligheder.

Novellerne i ”Amerikansk olie” er derfor også det mest skræmmende, som Steen Langstrup nogensinde har skrevet. Fordi de handler om virkeligheden som virkeligheden er det anno 2015.

Steen Langstrup skriver normalt gysere – sidste år udgav han fx den eminente ”Katrine” om hvad ondskaben i et menneskehjerte kan føre med sig af smerte og død. Læs Danmarksbloggens anmeldelse her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3680

Men her har uhyggen fået en tand til. For i ”Amerikansk olie” taler vi ikke om en fiktiv historie og et sort hjerte, men om mørket i et helt samfund.

Om at Danmark er et mørkt land, hvor solen står sent op, som det også siges i novellen om tiggerfamilien fra Bulgarien, der i et juleudsmykket Danmark med pebernødder og julesange ikke møder varme noget steds eller fra noget menneske, men i stedet kulde på så mange planer, at det kun er virkeligheden, der kan være ligeså infam i den fremmedgørelse og dæmonisering af mennesker, som der sker i Danmark i øjeblikket.

Det er en novelle, det gør fysisk ondt at læse – men som derfor også burde være fast pensum på samtlige skoler i Danmark.

For skal noget laves om, skal der mennesker til. Mennesker, som tør være åbne og nærværende, som man møder dem enkelte steder i bogen. Få steder.

For ellers er der ikke meget håb i “Amerikansk olie”, der foregår i en kold tid og en kold verden. I et samfund som det danske uden farver, men i strømlinet gråt, hvidt og sort. Et samfund, hvor kun succes, præstation og effektivitet taler og vises i den bil, som man kører i, den mobil som man har  og det tøj, som man går i osv.

Et samfund som det danske anno 2015, hvor glæden tilhører dem, der tager den – inden de også møder og overvældes af ”den stille grå danske død af almindelighed”, som Steen Langstrup så malende beskriver danskernes hverdag i hamsterhjulet.

En hverdag med stress og pres (også fra sig selv) om at være perfekt. Med alkohol, stoffer, mobning, vold, manglende omsorg og ingen lydhørhed. En hverdag, hvor en finanskrise og en fyring kan være starten til enden.

Og hvor selv en lotto-gevinst ikke er nok, hvis man først er havnet helt nede på samfundets bund. Her får den så i ”Amerikansk olie” lige et nøk til. For selv den hjemløse tror, at det er hans egen skyld. At det er ham, der er svag.

Og ingen stiller spørgsmålstegn ved samfundets strukturer eller spørger, om fordelingen af goder er i orden. Det er altsammen DIN EGEN SKYLD OG DIT EGET ANSVAR. Men som det ses i bogen, går det pr. automatik galt, når vi overlades til os selv og bliver vores egne guder.

Og det er så fint tænkt ud og skrevet af Steen Langstrup, der har sproget i sin hule hånd – og på en helt anden måde end den danske version af Mr. Grey, som taler på en måde, så den søde rengøringspige slet ikke forstår, at han vil det samme som hende.

For i en tid med mantraer som vær dig selv nok, mindfulness, du kan hvis du vil og anden moderne overtro – er det godt at læse noveller og historier, der viser virkeligheden, som den er. Viser det umenneskelige pres som alle er ofre for – og udøvede bødler for.

Selv en tænker hos CEPOS, der naturligvis slagtes, da han påpeger det urimelige i at skulle starte fredagens Matadorspil på et tidspunkt, hvor kollegaerne allerede har hotel på Rådhuspladsen og flere grunde samlet.

For vi har jo alle samme udgangspunkt, ikke sandt?

Nej, det er netop det vi ikke har. Og det får Steen Langstrup vist så godt i de 20 noveller. Ja, han får i “Amerikansk olie” hjertegribende og brutalt vist, at den amerikanske drøm er et fata morgana. At den enkeltes muligheder ikke handler om evner og engagement, men om arv, miljø og udgangspunkt – og at vi ikke kan løbe fra det, heller ikke engang selvom vi er bortadopterede og ikke kender vores ophav.

Eller hvis vi skifter miljø som tømreren Abraham, der skriver en bog om at være arbejdsløs og håndværker. En bog, som forlagene elsker – ihvertfald da de først har redigeret virkeligheden med masser af røde streger – og indtil de opdager, at Abraham slet ikke er en forklædt akademiker med fine ord og afstand til livet og verden, men et virkeligt menneske af kød og blod som sin bibelske navnebror, der i øvrigt blev stamfader til en hel slægt. For bogens Abraham er en virkelig tømrer – som en anden tømrer fra Biblen, nemlig menneskesønnen fra Betlehem.

Navnet og erhvervet er næppe tilfældigt valgt. Hverken den bibelske Abraham eller Jesus var således frie mennesker uden ansvar for andre. Det ønskede de så heller ikke at være. De talte derimod om at forpligte sig på hinanden. Ja, Jesus talte endda om næstekærligheden som det største af alt. Den forpligtende næstekærlighed og ikke den uforpligtende frihed, som mange ønsker sig så brændende i dag, at de kvæles i ensomhed i deres jagt på den store, hvide frihed..

Men kan vi overhovedet være frie? Ikke iflg. Steen Langstrup. Det er så heller ikke vigtigt. Det vigtige er, hvad vi gør i forhold til hinanden, og at vi kerer os om hinanden. For ellers så vil vi som Rikke i “Amerikansk olie”s sidste novelle en skønne dag vågne op hjemme hos os selv, i vores eget liv, og tro, at vi er et fremmed sted.

Men der er vi jo også – som samfund – i øjeblikket her i Danmark. Og det er på høje tide at komme hjem.

For verden og livet ændrer sig ikke. Men som den hjemløse kvinde i Paris i bogens første novelle påpegede det, så kan vores forestilling om verden og livet ændre sig – og deri ligger både muligheden for enten fortabelse eller fællesskab. For dét vælger vi nemlig selv.  

Danmarksbloggen giver Steen Langstrup og hans bog fem store svingende skefulde amerikansk olie ud af fem mulige.

Steen Langstrup: ”Amerikansk olie” er udgivet af 2Feet Entertainment med støtte fra Statens Kunstråd. Pris ca. 249,- . Fås også som e-bog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Grimhøjmoskeen er – også – et grimt sted

Udgivet den af
1

Fundamentalismen har gode kår i Danmark. I forgårs havde SIAD arrangeret en demonstration mod muslimerne og den påstående stigende islamisering.

Og i går viste DR så dokumentaren om Grimhøjmoskeen i Aarhus, hvor det blev tydeligt, at der findes muslimer og muslimske miljøer i Danmark, som er ekstremt fundamentalistiske – og totalt ude af trit med det frie og åbne samfund, som Danmark er. Som er imod demokratiet.

Ja, som tilmed mener, at de og alle andre muslimer er i krig med den danske stat og danskerne, fordi vi bekæmper Islamisk Stat. En gruppe muslimer, som ønsker sharia og et verdensomspændende kalifat, også i Danmark.

Det skal vi selvsagt ikke tolerere her i Danmark, hverken som samfund eller som enkeltpersoner.

Det er derfor mere end vigtigt at tale fundamentalismen imod – uanset om den kommer fra højrefløjen eller fra rabiate muslimer. Og det kan ikke gøres for højt eller for meget.

Det Danmark vi kender (for nu at anvende et sprogbrug, som er oppe i tiden) handler om respekt for hinanden, demokrati og frihed, om rummelighed og tolerance – og sådan skal Danmark blive ved med at være.

Derfor skal Grimhøjmoskeen også have et stort rungende nej til deres byggeplaner – ja, moskeen skal faktisk lukkes, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre ifht gældende lovgivning.

For nok har vi ytrings- og meningsfrihed – og det er godt. Men når nogen planlægger at omstyrte vores åbne og demokratiske samfund, så skal vi selvfølgelig forhindre dem i det. Alt andet ville være tåbeligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk