Månedsarkiv: februar 2015

Den politiske debat-tone ødelægger demokratiet

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen har modtaget flg. indlæg fra en af sine trofaste læsere:

Undskyld mig et øjeblik, men er I politikere sammen med medierne ikke selv skyld i blokdannelserne og befolkningens opfattelse af jer som fjender?

Meget ofte hører jeg jer nemlig i debatter prøve at komme med modargumenter, selvom I stort set er enige om det, som I diskuterer lige nu. Men I “må” jo ikke være enige, hvis ikke partifarven er den samme nuance. Og det er ligegyldigt, om vi kigger på rød eller blå blok.

Lige nu er Venstres Jens Rohde i kraftig modvind, fordi han har haft nosser til at sige, hvad han mener fagbevægelsen skal gøre ved Ryanair. Hvis politikerne i blå blok i bund og grund er enige i, at den danske model med at organisationerne selv bestemmer arbejds- og lønvilkår er gode for Danmark, hvorfor støtter I så ikke Jens Rohde? Han er en af de få der de senere år har turdet bevæge sig over “farveskellet” på enkeltsager.

Når vi almindelige danskere i pressen hører og læser, hvordan I debatterer, så er det jo nemt at tro, at I heller ikke kan lide hinanden, når kameraerne er slukket!

Jeg tror, at mange danskere er af den opfattelse, at Christiansborg er et sted, hvor de røde og de blå spiser hver for sig – eller i hvert fald ved hvert sit bord, fordi I ikke kan lide “de andre”. Vi ser nemlig slet ikke hverdagen, hvor I faktisk kan hygge jer sammen. Vi ser kun alt det negative ved jeres samarbejde!

Alt det gør, at den menige dansker hurtigt ser den enkelte politiker som en person, man enten kan lide – eller ikke kan lide. Og så begynder personangrebene, der minder om mobning på de sociale medier.

Indlæg slut.

Danmarksbloggen er enig – og vil tilføje, at det på det lange bane ikke kun er ødelæggende for danskernes holdning til politikerne, men også for demokratiet.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Dyveke, Sigbritt og Elisabeth

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om tre hollandsk-fødte kvinder:

Dyveke, Sigbritt og Elisabeth

De to foregående mandage har vi beskæftiget os med middelalderens markante kvinder. Vi er nu oppe i starten af 1500-tallet – og middelalderen synger på allersidste vers. Ja, på nogle punkter er renæssancen i fuld gang med at pible frem.

En af renæssancens højborge lå i Holland, der dengang hed Nederlandene, og som var et knudepunkt for ny arkitektur, litteratur, organisation, kunst, kultur, bankvæsen, handel, søfart og meget mere.

Og netop herfra kom de tre kvinder, der kom til at spille den største rolle i Christian d. 2.´ s liv. Kongen, der ville så meget: Først og fremmest føre Danmark ind i renæssancen, men som i stedet er mest kendt for det stockholmske blodbad og hans fangenskab på to danske slotte, da først eventyret var forbi.

Men det skal det ikke handle om. Det skal handle om de tre kvinder, der spiller en afgørende rolle i hans liv.

De to første, Dyveke og Sigbritt, var datter og mor – og Christian, eller Christiern, som han retteligen hed, mødte dem i 1507, mens han sad som kronprins i Norge. Historien fortæller, at han forelskede sig i den unge, smukke Dyveke nærmest øjeblikkeligt – og hun i ham.

Som tiden gik, satte den unge kronprins og senere konge, dog også større og større pris på hendes mor, Sigbritt, der blev betegnet som en kagekone fra Holland.

Hvem Dyveke og Sigbritt så var helt præcist, ved man ikke. Men Sigbritt har dog næppe været nogen helt almindelig kagekone. For hun var velbevandret i både økonomi, politik og organisation – og hun blev snart en af Christians nærmeste rådgivere, hvis ikke dén tætteste. Kongen ønskede nemlig at gøre Danmark til en stat á la Holland, hvor adelens magt var formindsket og driftige borgeres ditto forøget – og i dét arbejde var Sigbritt ham en uvurderlig støtte.

Det kunne syntes idyllisk med en konge, der elskede datteren og havde moderen som nærmeste rådgiver. Men da Dyveke var borgerlig, kunne Christian ikke gifte sig med hende.

Dengang skulle en konge gifte sig fyrsteligt – og valget faldt paradoksalt nok på Elisabeth, der var født og opvokset i Holland, var ud af den habsburgske slægt og søster til den senere kejser Carl den Femte.  Hun og Christian blev gift ved stedfortræder i Holland i 1515.

Nede i Holland kendte man til og var ikke særlig glad for Dyveke, som trods ægteskabet mellem Christian og Elisabeth stadig var ved hoffet i fuld offentlighed. Man sendte derfor også folk herop for at tale med kongen om det. Men de nåede ikke så langt. Elisabeth sendte de hollandske udsendinge hjem igen med bemærkningen om, at hendes og kongens ægteskab kunne parret godt selv håndtere uden hjælp udefra.

Det var dog udefra, at ændringen kom i form af de forgiftede kirsebær, som Dyveke spiste i 1517 – og som gjorde Christian d. 2. vanvittig af sorg. Ingen ved, hvem der sendte dem – men en dansk adelsmand fik skylden og blev henrettet.

Paradoksalt nok betød Dyvekes død, at kongen og Elisabeth kom tættere på hinanden – og stod hinanden bi i de frygtelige år, der ventede, hvor Christian blev sat fra bestillingen som Danmarks konge – og de måtte tage ned til hendes familie i Holland, inden hun døde i 1526, og han vendte tilbage til Danmark i et sidste forsøg på at blive Danmarks konge.

Det mislykkedes, og som bekendt sad Christian d. 2. først som fange på Sønderborg slot og siden Kalundborg Slot, mens hans og Elisabeths børn blev voksne og spredte sig i Europa.

Men hvad med moder Sigbritt? Ja, hun forsvandt ligeså gådefuldt ud af historien, som hun var kommet ind i den. Efter datterens død blev hun ellers ved hoffet som støtte for den unge dronning og landsmandsinde Elisabeth – og for kongen. Men da Christian tog flugten, forsvandt hun også.

Måske med ham og dronningen til Holland? Legenden siger, at hun blev smuglet ombord på deres skib i en tønde.  Men det er måske blot en skrøne?

Vi ved det ikke – men vi ved, at Sigbritt og Christian d. 2´s s tanker om borgervælde og fascination af Holland skulle få et comeback cirka 100 år senere hos en af Danmarkshistoriens mest berømte konger, nemlig Christian d. 4.

Han er også særdeles spændende, men ham skal det heller ikke handle om. Til gengæld skal det næste mandag handle om hans mest berømte datter og hendes livsfjende.

For nu var renæssancen for alvor kommet til Danmark – og nok var kvinderne stadig underlagt mændene. Men der blev flere og flere undtagelser, som turde og ville noget mere. To af dem var endda hinandens bitre fjender livet igennem.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Faktum: Man kan dø af mæslinger

Udgivet den af
Svar

Der er mange forhold her i livet, hvor der ikke findes et rigtigt og et forkert svar – men hvor det er et spørgsmål om holdninger og meninger.

Men så er der også de ting, der klippefast kan bevises. En af disse er, at mæslinger er farlige – og at man kan dø af  mæslinger. 

I 2000 havde et sted mellem 30 og 40 millioner mennesker på verdensplan mæslinger. Heraf døde 750.000 – altså næsten en million.

I 2008 var det tal faldet til 164.000 døde – primært pga indførelsen af MFR-vaccination i udviklingslandene. 

Se mere her: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/paediatri/tilstande-og-sygdomme/infektioner/maeslinger/

Der er altså med andre ord al mulig grund til at sørge for at få mæslingerne udryddet – og det gøres nu engang bedst ved vaccination – og ikke ved den såkaldte naturlige mæslinge-infektion.

Lektor i infektionsimmunologi Jan Pravsgaard Christensen siger således til Videnskab.dk: “Ved den naturlige mæslinge-infektion er risikoen for lungebetændelse 1:20, for hjernehindebetændelse 1:2000 og risikoen for dødsfald er 1:3000.”. 

Læs mere her: http://videnskab.dk/krop-sundhed/ti-myter-om-vaccinationer

Til sammenligning er risikoen for bivirkninger i forbindelse med vaccinationen én til én million.

Det kræver ikke megen matematik at udregne, at det såkaldt naturlige er det, der gør størst skade, ja at det ovenikøbet dræber. Og det er netop, hvad der er på spil her: FAKTA OM MÆSLINGER versus MODERNE OVERTRO OM SÅKALDTE NATURLIGE INFEKTIONER. 

For bare fordi noget er naturligt, er det ikke nødvendigvis godt.

Ebola er også en naturlig virus – derfor prøver vi at inddæmme den alligevel, og det skal vi også med mæslinger. Dem, der ikke vaccinerer deres børn, udsætter både dem og andre mennesker for potentiel livsfare, fordi de hellere vil tro på den moderne overtro end på en klippe- og bevisfast videnskab. 

Dét er det rene galimatias – og man kan spørge sig selv, hvad de mødre og fædre fik med sig, da de gik ud af skolen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Søren Espersen tager Anders And som gidsel

Udgivet den af
1

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti er ude og sige, at man bør bekæmpe ekstremismen blandt fundamentalistiske muslimer ved at lade dem læse bla. Anders And & Co.

Danmarksbloggen vil derimod anbefale Søren Espersen at læse Anders And og Co. For Dansk Folkeparti´s udenrigspolitiske ordfører kender helt tydeligt ikke Andeby.

Hvis han gjorde, ville han vide, at:

1)    der ingen religion er i Andeby, men

2)    at ænderne accepterer hvad som helst, når de møder det – også selvom de per definition ikke tror på det. Fx når Anders, Joachim og ungerne er på skattejagt i en fjern jungle og mangler regn, og så møder en medicinmand, der siger, at han kan danse en regndans. Så kan han selvfølgelig også det – og ænderne ser også selv regnen plaske ned, så de kan få fat på guldet. Men det er glemt igen i næste historie.

3)    Endelig er ænderne – især Anders And – tit bange for det overnaturlige, som han altså ikke tror på, heller ikke når han skræmmes fra vid og sans af hekse og spøgelser.

Så det er en ommer, Søren Espersen. Ænderne er så ikke-religiøse, som nogen kan være – og at pådutte ænderne en missionerende rolle i forhold til islam er det samme som at give dem religions-nella.

Og det ville da være synd og skam, hvis denne slemme sygdom skulle slippes løs i Andeby.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Inger Støjberg: Dobbeltmoral og løsgående missil

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen har modtaget flg. fra en af sine trofaste læsere, nemlig Ole Frederiksen:

Se, jeg synes faktisk, at denne diskussion (om Inger Støjberg, red) er ret spændende. For hvad var der sket, hvis en tilfældig fru Hansen havde skrevet, at det var indvandrerdrenge?

Sikkert ikke noget (og jeg taler ikke om, at det skyldes, at fru Hansen ikke er kendt). Men når man kender de forskellige politikere, så VED man også, at når Inger Støjberg siger indvandrerdrenge, så er det fordi, at det betyder noget for Inger Støjberg, at det var indvandrerdrenge. Hun havde muligvis slet ikke skrevet om biografepisoden, hvis det var etniske danske drenge.

Indlægget fra Ole Frederiksen slut.

Danmarksbloggen er enig. Når politikere, der har markeret sig som indvandrerfjendtlige, ytrer sig om indvandrere i debatten, så opfattes det på en hel anden måde end når andre gør det.

Danmarksbloggen kan så heller ikke lade være med at tale om Inger Støjbergs dobbeltmoral.

For hvor var hun henne, da ungdomspolitikerne i hendes eget parti smadrede en landbrugsskole i september måned? Hvor var opfordringen til at praktisere “danske” værdier og sænke skuldrene dér? Læs om det her: http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2014-09-19-vuere-gik-amok-til-fest

Dobbeltmoralen trives i bedste velgående hos Venstre – og hos Inger Støjberg, der med sine udtalelser efterhånden er blevet et løsgående missil mere farligt for Venstre end Jens Rohde var det i sin tid.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dobbeltmoral: Jul på Christiania – og i Whiskybæltet

Udgivet den af
Svar

Landets justitsminister Mette Frederiksen holdt åbenbart jul på Christiania. Noget, som kun burde kunne interessere hende selv og hendes familie.

Men nej, nu bliver højtiden brugt i en politisk kampagne om, hvordan landets justitsminister dog kan holde jul i Fristaden, hvis nu der er så farligt. 

På den ene side står derfor christianitterne og siger, at når Mette Frederiksen kan holde jul på Christiania, så er det nok fordi, at Fristaden ikke er så farlig igen, som især blå blok hævder – især når de blå gerne vil have stedet lukket.

Blå blok må derfor også forventes at komme en hård kritik af Mette Frederiksens gøren og laden, når der i morgen er åbent samråd i Folketingets Retsudvalg, hvor ministeren skal svare på sit kendskab til, om hvorvidt penge fra det ulovlige salg af hash bliver brugt til infrastrukturen og institutionerne m.m. på Christiania.

Men det er jo tordnende dobbeltmoral: For hvad med alle de – primært borgerlige – politikere, der konstant netværker og er til fest med de elementer i overklassen, der uden blusel laver økonomisk kriminalitet i den helt store stil – og som hvert år via diverse juridiske og økonomiske krumspring snyder statskassen – og dermed velfærdssamfundet – for milliarder?

For skal folkevalgte politikere holde sig væk fra steder – og personer – der MÅSKE er kriminelle, så skal store dele af blå blok holde op med at holde jul i Whiskybæltet – og i det hele taget per omgående rydde kraftigt ud i deres venskabs- og bekendtskabskredse.

Dét kommer næppe til at ske. Dobbeltmoralen lever nemlig så godt hos de blå.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Overklassedrengens fantastiske kronik

Udgivet den af
Svar

Dét er yderst sjældent, at Danmarksbloggen henviser til andres kronikker direkte og uden selv at kommentere yderligere.

Men idag må det til. For den kronik, som Magnus Harald Haslebo skrev i går, viser, at den sociale samvittighed og bevidsthed også eksisterer i overklassen.Og netop dét er dybt glædeligt.

Læs kronikken her:

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2532072/her-paa-toppen-ser-vi-ned-paa-alle-andre/

Her kan man blandt andet læse: 

Jeg gør det, fordi netop isolationen, empatiens forvitring, er lighedens første fjende – når vi mister følingen med hinandens vilkår, åbner det en bred bane for projicering af egne oplevelser og motivationer over på andre. Uden føling med forskellene. Omgivelsernes tiltagende homogenitet i toppen gør det svært at se egne privilegier som netop det: privilegier. Og det fører til den lidet flatterende fejltagelse at tilskrive egen begavelse, dygtighed og indsats den eneste eller største betydning for egen succes.

Det er en grel undervurdering af samfundsstrukturerne, og den fører tilmed til en konklusion om, at også ulighed fra bunden er skyld i deres lod. Og den konklusion er i tiltagende, læser jeg.

Stop nu.

Citat slut.

Danmarksbloggen er helt enig – og ønsker fordelingspolitikens genkomst.

Læs evt mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6295

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mareridt: Venstre-Dansk Folkeparti i regering

Udgivet den af
1

En regering bestående af Venstre og Dansk Folkeparti efter næste valg? Det er afgjort en mulighed. Ja, man kan måske endda sige, at der lægges op til det i øjeblikket. 

Venstre antyder nemlig, at nulvækst måske ikke betyder nulvækst – men at der godt kan bruges lidt flere penge offentligt. Samtidig prøver Dansk Folkeparti også at lægge afstand til de mest muslimsk-fjendtlige dele af deres parti.

De to partier er med andre ord igang med at nærme sig hinanden. En regering bestående af netop Venstre og Dansk Folkeparti ville også få en lettere gang på jorden, end hvis Konservative og Liberal Alliance skal være med i en regering.

At det så også er et kæmpemareridt at forestille sig Dansk Folkeparti og Venstre i regering sammen, er en anden sag. Det vil være en umenneskelighedens regering, hvor egoismen trives på et plan, som vi endnu ikke har set i Danmark.

En regering bestående af Venstre og Dansk Folkeparti vil være en regering, der uden blusel vil skære på sundhed, uddannelse, ældre, arbejdsløse og svage til fordel for skattelettelser til dem, der i forvejen har rigeligt.

Noget man især ser i forhold til dén boligjob-ordning, som er Venstres kernepunkt. Her er faktum, at 4 ud af 10 med en indtægt på over 700.000 kroner brugte bolig-job-ordningen, mens det var mindre end 1 ud af 10 med en indtægt på under 350.000 kroner. 

Dét giver på ingen måde mening at genindføre dén ordning – eller at få en Venstre-Dansk Folkeparti-regering.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De fattige har I jo altid hos jer

Udgivet den af
2

Den store Danmarksindsamling løb af stablen i lørdags, hvor der blev samlet over 100 millioner kroner ind til denne verdens fattigste mennesker. Et prisværdigt initiativ, som desværre efterfølgende har fået mange til med stolthed at erklære, at de i hvert fald ikke har givet noget.

De vil nemlig hellere give til nødlidende danskere.

Ja, men det er jo glimrende. Så er det jo bare med at komme i gang. For som Jesus sagde det: De fattige har I jo altid hos jer.

Det gælder også i Danmark i vor tid – desværre. Der findes masser af mennesker i Danmark, der lever under vilkår, som ikke hører sig til i et rigt land som vores.

Så har du ikke givet i lørdags, men er dit ønske om at give virkeligt, så gå en tur i byen, så ser du både misbrugere og hjemløse, som du kan hjælpe med en skilling direkte. Du kan også give penge til diverse organisationer, der hjælper udsatte mennesker. Der er nok at tage af, skal jeg hilse og sige.

For som en af Danmarksbloggens venner skrev det: Så behøver du ikke vente på en fjernsynsindsamling, hvis du vil hjælpe udsatte danskere. Du kan selv gøre rigtig meget lige her og lige nu.

Danmarksbloggen er helt enig.

Danmarksbloggen tvivler så desværre også på, at pungen kommer ligeså hurtigt op af lommen som udsagnene om, at man er stolt over ikke at ville hjælpe – selvom man kan.

I øvrigt noget underligt noget at være stolt af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Margrethe Sambiria og Margrethe Valdemarsdatter

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om to x Margrethe:

Margrethe Sambiria og Margrethe Valdemarsdatter

Som konkluderet allerede i sidste uge er der langt imellem de markante kvinder i middelalderens Danmark. Datidens kvinder var i høj grad kontrolleret af mændene omkring dem, hvad enten det var fædre, ægtemænd, sønner eller sågar svigersønner.

Enkelte kvinder nægtede dog at affinde sig med, at kvinder skulle ses, men ikke høres. To af de mest markante hed begge Margrethe – og var begge dronninger. Den ene Margrethe er i dag næsten glemt, mens den anden er berømt og nok bedre kendt under navnet Margrethe d. 1.

Vi starter med den glemte Margrethe, nemlig Margrethe Sambiria, også kaldet Margrethe Sprænghest, som datiden ikke brød sig særligt meget om, og som eftertiden heller ikke bruger megen tid på.

Margrethe Sambiria var gift med Christoffer d. 1 og mor til Erik Klipping (ham, der blev myrdet i Finderup Lade i 1286). Hun blev dronning i 1252, da hendes mand blev konge. Han døde allerede i 1259, og så blev Margrethe Sambiria enkedronning og styrede Danmark på sin umyndige søns vegne igennem flere år.

Margrethe Sambiria var efter sigende både dominerende og besidderisk – og hendes søn valgte også som voksen at placere moderen på Lolland-Falster, hvor hun fik lov til fortsat at styre Estland, men ellers ikke blande sig i danske forhold.

Om hun var så slem, som historierne om hende fortæller, vides ikke. Men faktum er, at i forhold til den senere Margrethe Valdemarsdatter (bedre kendt som Margrethe d. 1.) er der ikke nogen forskel i forhold til det at styre Danmark på sin umyndige søns vegne.

Det med at regere på sønnens vegne gik bare bedre for Margrethe Valdemarsdatter, både i samtiden og i eftermælet. Om det så skyldtes Margrethes Valdemarsdatters egen dygtighed – eller det faktum, at hun ikke var en fra udlandet hentet dronning, men datter af en dansk konge kan ikke afgøres.

Faktum er, at Margrethe Valdemarsdatter var noget helt særligt.

Margrethe Valdemarsdatter blev født i 1353, og hun døde i 1412.

Oprindeligt var hun blevet gift med den norske konge og var således dronning af Norge. Men da hendes far – Danmarks konge Valdemar Atterdag – så døde, rejste den purunge Margrethe med sin søn Oluf til Danmark for at kræve kronen på drengens vegne.

Han fik den, og Margrethe begyndte at styre landet på sønnens vegne. Ene kvinde mellem en masse stormænd, der troede, at hende kunne de sagtens styre. Det kunne de så ikke. Tværtimod.

Margrethe gjorde arbejdet som regent så godt, at hun ikke alene fuldendte faderens arbejde med at samle Danmark. Hun fik også som den eneste regent nogensinde i Norden samlet de nordiske lande i Kalmarunionen i 1397.

Hendes titel i Norge var hele vejen igennem dronning, og det blev det også i Sverige. Men ikke i Danmark, hvor Margrethe d. 1´s korrekte titel er: Frue og husbond og hele rigets mægtigste formynder. En pudsig titel, som ingen andre regenter nogensinde har haft.

Men ulykken havde også ramt Margrethe. Hendes eneste barn og Danmarks kommende konge Oluf døde allerede i 1387, da han kun var 17 år. Rygtet gik, at Margrethe selv havde sørget for det, da hun ville beholde magten. Men intet er bevidst.

Faktum var da også, at hun må have været interesseret i at få en arving og efterfølger. Efter sønnens død adopterede hun også en grandnevø, der senere blev konge under navnet Erik af Pommern, og som skæbnens ironi lod være præcis så uduelig, som Margrethe frygtede, at sønnen ville have været det, hvis han var blevet konge.

Men nu blev det altså adoptivsønnen – i hvert fald på papiret. For så længe Margrethe levede, var det reelt hende, der var regenten.

Margrethe døde så pludseligt – af pest – kun 59 år gammel ombord på et skib i Flensborg fjord, mens hun var i gang med at ordne det sønderjyske spørgsmål.

Hun lægger idag bisat på den fineste plads i Roskilde Domkirke, der er de danske regenters sidste hvilested.

Læs evt. mere om denne en af Danmarkshistoriens allerstørste regenter her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956

Kvinderne var altså begyndt at røre på sig, og i tiden op til reformationen og renæssancen skulle tre hollandsk-fødte kvinder sætte sig varige spor i Danmarkshistorien.

Disse tre markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk