Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Jorden skal nok overleve mennesket …

Udgivet den af
1

Åh, nej, nu dør Jorden, stønner miljø-romantikeren, når vedkommende læser om endnu et olie-udslip, endnu mere nedsivning af diverse kunst- og kvælstoffer til grundvandet og andre miljø-svinske ting.

Det her kan vores grønne og blå planet ikke overleve. Det er den sikre undergang, kommer det igen, når vedkommende læser om stigende vandstande i havene, smeltende indlandsis, ændrede nedbørsmønstre og hvad der ellers sker af store klima-forandringer i øjeblikket.

Men faktum er – som altid – at Jorden nok skal klare sig. Måske med et andet udseende end nu, med andre planter og med andre arter. Men klare sig, dét skal Jorden nok.

Sådan har det altid været i Jordens historie. Klima og planter har ændret sig. Arter er kommet og gået. Men Jorden vil bestå, lige indtil Solen ikke har mere brint, udvider sig og opsluger Jorden, inden Solen selv bliver til en dværg. Det forventes at ske om cirka fem  milliarder år – og ikke før.

Så det er altså ikke Jorden, men menneskeheden, der ikke vil kunne klare sig så længe … det er os, der vil gå under.

Som geologerne siger det med slet skjult tilfredshed: Jorden skal nok overleve mennesket, men mennesket overlever ikke Jorden.

Sådan er det. I de sidste par århundreder har vi så prøvet at komme naturen i forkøbet ved at ødelægge livsbetingelserne for os selv ved den måde, som vi forpester vand, luft og jord på.

Men selvom dét selvmordsforsøg skulle fejle, så skal vi ikke være bange. Det skal nok lykkes at få os ned med nakken alligevel. Naturen ligger inde med talrige måder at få bugt med os på.

For eksempel bakterie- og virus-angreb, som vi ikke kan gøre noget imod. De kommer fra tid til anden – og gør ofte ret store indhug i befolkningen. Pesten tog for eksempel en tredjedel af Europas befolkning i middelalderen.

En af supervulkanerne kan også gå i udbrud – og det gør de også fra tid til anden. For det er som altid ikke et spørgsmål, om de gør det – men hvornår! Yellowstone i USA må for eksempel formodes at gå af indenfor en – geologisk – kort tid af cirka 10.000 år.

Når det sker, er der ikke noget USA tilbage, som vi kender det i dag. Det vil være begravet under et metertykt askelag. Og er vindretningen rigtig, får vi også fornøjelsen af det grå, klistrede stads i Europa.

Men skulle vi alligevel misse asken, får vi lov til at opleve en meget mørk tid, da askelaget formodes at ville svæve rundt i atmosfæren i flere år og forhindre sollyset i at komme ned på Jorden. Og da ingen sol = ingen afgrøder, vil der være trængsel ved kølediskene, så længe der er noget at få fat på.

Tsunamier, jordskælv og andre helt naturlige ting vil også gøre sit til at komme af med os.

Men hvorfor nævne det her på Danmarksbloggen?

Fordi det er vigtigt at kunne se tingene i det store perspektiv. For kun sådan kan man glædes over og fokusere på nuet. Hvis man – som nogle gør det – lider af den vrangforestilling, at vi, der er her ligenu, er det allervigtigste i hele verden, bliver alt så ligegyldigt

For det er vi ikke. Vi er led i en lang, lang kæde. En kæde, der startede for mange milliarder år siden – og som slutter om fem milliarder år.

For vi er ikke andet end led i kæden, men det er også nok. Vi har Jorden til låns et ultrakort sekund, og det forpligter. Forpligter til at behandle den på en måde, så også vores efterkommere kan leve af og på den.

Som vinbønderne på Etna´s vulkanske jorde gør det, når de i asken fra det sidste vulkanudbrud sætter pinde ned. Pinde, som markerer jordgrænser og markskel til de vinmarker, som først deres børnebørn kan dyrke.

Dét er at tænke fremad og anerkende Jordens naturlige udvikling og vores korte nu her på jorden på en både smuk og livsbekræftende måde  …

Dét giver mening at tænke – og handle – på dén måde. Også i et land som Danmark, hvor naturen er mere end almindelig fredelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Onsdagsinspiration nr. 4: Varme og ansvarlighed

Udgivet den af
1

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den fjerde af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om, hvad der skaber et godt samfund.

Nemlig varme og ansvarlighed … og så bekæmpelsen af grådigheden.

Den grådighed, der får virksomheder til at lægge arbejdspladser i for eksempel Indien, så de kan spare penge … penge, som de bruger på sig selv og deres aktionærer og ikke på det samfund, der stiller infrastrukur, sundhedssystem og uddannelse til rådighed.

Det er den samme grådighed, der får offentlige myndigheder til at få løst deres opgaver, så det (i hvertfald i første omgang) bliver billigst for kommunen, men uden at det skaber arbejdspladser for kommunens egne borgere.

Og så du´r det ikke at tale om CSR, Corperate Social Responsibility. For det betyder som regel blot at give lidt håndører til den lokale spejderklub eller nye møbler til børnehaven.

Men social ansvarlighed er ikke at give disse symbolske pengebeløb til den lokale fodboldklub eller støtte et krisecenter. Social ansvarlighed for danske virksomheder og offentlige myndigheder er at skabe arbejdspladser i Danmark, også selvom det betyder et mindre overskud.

For i et rigt samfund som vores skal rigdommene deles af os alle sammen. Det med at dele er i øvrigt en kristen tanke, en kristen grundsten, der har skabt velfærd til os alle sammen. En filosofi, hvor grådighed er en dødssynd, og hvor varme og ansvarlighed er selvfølgeligheder, når man deler ud af sin overflod til de svageste i samfundet..

Til sammenligning kan nævnes rigdommene i den arabiske, muslimske verden, som bliver hos dem, der skraber pengene til sig, både familiemæssigt og nationelt.  Det samme gør sig gældende i den asiatiske verden, hvor enhver også har nok i sig selv. Begge steder lever små overklasser (og i Kina en stor middelklasse) derfor i ufattelig overflod, mens de brede lag har det langt mere pauvert.

Og i Danmark er vi i disse år godt på vej til noget tilsvarende, til et samfund, hvor flertallet får mere og mere, mens et stort mindretal får mindre og mindre – og idag har så lidt, at det rige velfærdsland Danmark igen er blevet et land med fattige, endog en pæn del fattige og andelen er stigende.

Så der skal gøres noget. For det kan hænde, at religionen er på vej ud af det danske samfund, men kristendommens forpligtelse til at dele, til at give af sin overflod – dén skal vi beholde.

Ja, ikke blot beholde, men genindføre og udvide. Dér er brug for det..

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Onsdagsinspiration nr. 3: Viden og holdninger forpligter

Udgivet den af
1

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den trejde af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om den forpligtelse til at debattere og oplyse, som vi alle har – men især dem, der har både magt, viden og holdninger.

Og jeg vil for en sjælden gang skyld lade et link til en andens blogindlæg være hoveddelen, nemlig professor i organisations- og ledelsesteori på Institut for Marketing og Organisation på Aarhus Universitet Steen Hildebrandt, der i foråret skrev dette glimrende indlæg:

http://www.steenhildebrandt.dk/2013/04/viden-og-holdninger-forpligter/

Manden har ret. Det er farligt, når det kun er en lille politiker-, kultur- og medieoverklasse, som føler sig klædt på til at debattere samfundsudviklingen, som den er idag – og hvor vi gerne vil hen med Danmark i morgen.

Og det er endnu værre, når denne overklasse som det er idag end ikke gør det – men istedet blot tænker på at rage til sig selv og sikre deres egen postioner. Og her er alle dele af det politiske spektrum, kulturlivet og de førende medier godt med ved bordet.

Og helt slemt – og en trussel mod demokratiet – bliver det, når de nye sociale medier og Internettet blot bruges af alle andre til pjat og sjov, til fordummelse og parkering. Noget, som store dele af den herskende overklasse både billiger og opfordrer til – formentlig efter devisen: Giv folk brød og skuespil, så er de pacificeret og blander sig ikke i det, som vi andre (os, der bestemmer) laver.

I de arabiske lande har Internettet spillet en stor rolle som den måde folket, de 99% som Occupy-bevægelsen taler om, kommunikerer med hinanden på og skaber grundlaget for revolutionerne. I Danmark bruger de fleste Internettet til at se sjove videoer på YouTube, downloade musik og vise fotos af deres aftensmad – og så lades de andre om at køre Danmark (i sænk).

Det du´r ikke. Et demokrati kan ikke fungere alene ved, at vi sætter vores kryds. Et demokrati forudsætter en levende debat, hvor alle har mulighed for at deltage – og ikke kun en privilegeret politiker-, kultur og medie-overklasse. Et demokrati, hvor vi alle taler, hvor vi alle lytter – hvor vi alle tager hensyn til hinanden.

Danmarksbloggen vil – i al beskedenhed – gerne være et af de medier, der bidrager til mere folkeoplysning, mere debat og dermed også mere demokrati – og som en naturlig konsekvens af alt dette også et bedre samfund i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Onsdagsinspiration nr. 2: At lade nåde gå for ret

Udgivet den af
1

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den anden af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om tilbagekomsten af medmenneskeligheden:

Eller med andre ord at lade nåde gå for ret.

At lade nåde gå for ret. Altså sætte det medmenneskelige, ja det tilgivende over, hvad vi som samfund har krav på – og ret til. Eller som det oftest sker: Hvad vi MENER, at det danske samfund kan forlange af sine medborgere.

At lade nåde gå for ret. Et smukt, ja et bibelsk udtryk, hvor det vigtigste er kærligheden og mennesket. Alle mennesker, ikke kun dem, som man kender og elsker. Men ALLE mennesker.

Desværre er det udtryk gået af mode i denne tid, hvor de politiske sjakaler hyler op om løn som fortjent og ikke en øre mere, samtidig med at de selv kæmper som små vilde for at rage så meget – også magt – til sig som muligt. Hvor magten ikke drejer sig om at have mulighed for at gøre godt for andre mennesker, men om at kunne give de politiske modstandere skylden, når det går galt.

Men skal Danmark have en chance, skal vi igen begynde at se magt som en mulighed for at tjene – ikke os selv eller særinteresser – men os alle sammen og især de svageste. For de har allermest behov for at blive passet på … af de stærke, af dem med magten.

Derfor ville det klæde alle politikere – og alle andre – også for den sags skyld, hvis vi blev bedre til at lade nåde gå for ret, og indimellem ser på det menneskelige istedet for på det juridisk og økonomiske, og det især når det drejer sig om de mennesker, der i forvejen ligger ned.

For nok skal snyd og svindel bekæmpes, og selvfølgelig er socialt bedrageri ikke acceptabelt. Men hvordan kan det være, at der altid er fokus på de små, på den enlige mor på kontanthjælp eller manden på gaden? Dem, som hænger i med det yderste af neglene for at klare sig.

Prøv istedet at rette kikkerten mod de ressourcestærke og se hvad, der sker i den ende af samfundet i forhold til skatteunddragelse, skattesnyd og så videre. Dér er der meget mere at hente, både i kroner og ører – men også moralsk.

For det er her, at de brådne kar findes, dem der i dén grad er ligeglad med andre mennesker og med hele det danske samfund, sålænge de bare selv kan rage til sig. Her findes der ingen nåde. Her findes kun egoisme og magt og pengebegær – og alliancer med andre magthavere, også de politiske.

Men dét skal bekæmpes – og det kan kun ske politisk. Så opfordringen til de danske politikere skal lyde: Lad ikke glimmeret og guldet betage dig, men husk at du er valgt for at tjene dit land – og alle dets medborgere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Den danske sang hedder også Fatima og Rebecca

Udgivet den af
4

Den danske sang er en ung, blond pige, hun går og nynner i Danmarks hus, synger vi i sangen ”Den danske sang,” der er en storslået hyldest til Danmark, som blandt andet beskrives med ordene: Det havblå rige, hvor bøge lytter til bølgers brus.

Billedet er det samme i “Danmark, nu blunder den lyse nat”, hvor der henført synges om pigernes latter og lyse hår, og om øjnene blå som vand i vår, mildt om et evigt Danmark spår.

Men i vor tid kan den danske sang også hedde Fatima og gå med tørklæde og være brunøjet … eller være mørkhåret med grønne øjne og hedde Rebekka og have en jødestjerne om halsen … eller noget helt tredje.

For vi bor her allesammen, og vi er allesammen fælles om de lyse nætter, som i øjeblikket står koglende udenfor vores vinduer og lokker os derud i deres blå tryllelys med de mange drømme om kærlighed og lykke.

Som vi synger det i “Danmark, nu blunder den lyse nat”, hvor det netop betones at: Sol over grønne sletter, lykke og lyse nætter.

For lykken, de lyse nætter og det at være dansk gælder os allesammen, alle os der bor i Danmark.

For alle os der bor her på de danskes øer, vi er alle danskere, som historikeren og forfatteren Ebbe Kløvedal Reich sagde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

FN-by indvies i Danmark: Familien skal samles

Udgivet den af
2

FN-byen på Marmormolen i Københavns Nordhavn indvies i dag af Dronningen, statsministeren, flere andre ministre og en højtstående repræsentant fra FN. Det forlyder, at der måske endda er tale om selveste generalsekretær Ban Ki-Moon.

Men uanset hvem der klipper snoren over til den spetakulære bygning, så de cirka 1200 ansatte nu også officielt arbejder i den nye FN-by, så er det godt og rigtigt, at samtlige otte FN-organisationer, der er repræsenteret i København, kommer til at lægge det samme sted.

Dét sender nemlig et positivt signal om, at Danmark støtter op om FN, både som organisation og som idé. Og det med ideen er det vigtigste.

For det er som idé, at FN er intet mindre end genial.

FN er nemlig vores eneste håb, når den globale familie igen skal finde sammen. Dén familie, der engang for mange årtusinder siden startede på en slette i Østfrika, da vi rejste os op på to ben og begyndte at bruge vores hjerne og redskaber på en måde, der gjorde os til klodens mest succesrige art.

Samtidig med at vi som en konsekvens heraf blev så mangfoldige, måtte vi også rejse ud til alle egne af kloden. Og det gjorde vi. Og vi udviklede os i alle mulige forskellige retninger. Udseende, sprog og kultur blev såre mangfoldige. Dét er en meget smuk historie.

At vi så i mange årtusinder – og allermest i de seneste, såkaldt civiliserede årtusinder – har bekæmpet og bekriget hinanden, så blodet har flydt i store strømme, er en anden – og ret grum – historie.

Men nu er der håb. I disse år sker der nemlig noget. For NU samles vi igen som den store familie, vi trods alt er og altid har været. I øjeblikket spiller især de unge verden over de samme spil, hører den samme musik, er på de samme sociale medier, deltager i de samme demonstrationer og meget andet.

Det er SÅ spændende, og det går SÅ stærkt. Og FN er den organisation, der startede det hele – og som stadig laver rammerne.

Vi er ikke i mål endnu – heller ikke når snoren klippes over på Marmormolen idag. Men vi er et skridt videre på vejen – og dét er såre godt.

Så velkommen hjem til os alle sammen, og især derude på Marmormolen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Onsdagsinspiration nr. 1: Magtesløshedens tunge dyne over Danas Have

Udgivet den af
3

Som lovet i sidste uge starter Danmarksbloggens sommerserie idag med den første af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Vi tager udgangspunkt i situationen, som den er i Danmark her og nu:

Danmarks nationalskjald Kim Larsen skrev for et par årtier siden følgende profetiske udsagn om det fremtidige liv i Danas Have:

Længe siden at vi havde succes med at være fri og ligetil, længe siden at vi stod hinanden bi, længe siden ja og så ikke mer´om det!

Hør hele sangen her: http://www.youtube.com/watch?v=2hzlR44obQI

Og læs teksten her: http://www.kjukken.dk/tekster/kim/danashave.php

Men ikke engang hr. Kim Larsen kunne dengang i 1991 forudse, hvor slemt det blev op gennem 90´erne – og især i 00´erne, som med deres fremmedfjendskhed og umenneskelighed i den grad levede op til deres navn: NULLERNE.

Foghs såkaldte værdi-kamp var ikke en kamp. Det var en massakre, en dræning af alt af værdi.

For der skete nul af værdi: Nul menneskelighed, nul forståelse, nul anerkendelse, nul rummelighed, nul tolerance, nul solidaritet, nul varme … NUL af alt det, der betyder noget.

Tværtimod blev der talt til den indre svinehund, som i de år levede godt sammen med dens krævende og usympatiske søster Egoismen.

Men så kom 10´erne, og i efteråret 2011 en ny regering, en regering, der ville det medmenneskelige samfund, troede de mange, der stemte på den nuværende regering.

Og måske er der også sket mere godt, end hvis Løkke og Co. havde fortsat. Det er bare ikke nok. Faktisk langtfra nok. Faktisk føler de fleste, der stemte på den nuværende regering, at den svigter sit medmenneskelige ansvar. At den er løbet fra sine løfter om at værne om de små og svage i Danas Have, om at genskabe et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.

Et samfund med plads til både mangfoldighed, svaghed, glæde og latter. Et samfund med frie mennesker, der tænker på hinanden – og vil hinanden det godt.

I stedet ligger magtesløshedens tunge dyne stadig over Danas ellers så smukke have. De fine blomster og sommerfuglene at ved at gå til af mangel på medmenneskelighed og solidaritet og rummelighed – og kun rovdyrene og ukrudtsplanterne kan trives i et samfund, der bliver mere og mere goldt, mere og mere de stærkes ret.

Vi almindelige danskere føler os magtesløse. For hvad nytter det altsammen? Kan det ikke være ligemeget altsammen? Kan vi overhovedet gøre en forskel?

Denne første onsdagsinspiration skal derfor opfordre alle magthaverne i Danas Have til at slappe lidt af, også når det ikke er sommerferie og tro på, at vi almindelige danskere også både kan og vil løfte opgaven med at bære det danske samfund.

Det bliver ikke, som I har tænkt jer, dét kan jeg garantere. Dét bliver bedre. Det blver at være fri og ligetil – og samtidig stå hinanden bi. For kun når vi er solidariske med hinanden, kan vi alle være frie …

Og dén dag, hvor det igen sker, så vil solen skinne og blomsterne dufte skønt i Danas Have.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kærlighedens fire former – og så den femte kærlighed

Udgivet den af
7

What is love? Baby, don´t hurt me, don´t hurt me no more, sang Haddaway tilbage i 90´erne i et hårdpumpet dansehit, der let fik gang i både fødder, puls og underliv.

http://www.youtube.com/watch?v=xhrBDcQq2DM

Men hvad er kærlighed i grunden? For det er jo så meget mere end blot den erotiske tiltrækning, de svedige kroppe, de romantiske drømme og de deraf flaksende sommerfugle i maven.

De gamle grækere talte om fire slags kærlighed: Agape, philia, eros og storge.

Agape: Den store, spirituelle kærlighed. Den dybe, altomfattende kærlighed. Den uselviske kærlighed. Kærligheden uden forbehold og uden betingelser. Den kærlighed, der giver uden at forvente noget tilbage. Giver fordi den ikke kan lade være. Den kærlighed, som forældre føler til deres børn. Den kærlighed, som vi alle længes imod – og ønsker os ombølget af. For mange også den kærlighed, som Gud elsker menneskene med – og som vi burde elske Gud tilbage med. For den kristne forfatter C. S. Lewis, der skrev Narnia-bøgerne og bogen “The four loves”, var dette den største af alle kærlighederne. Det er også den kærlighed, som Den Hellige Frans af Assisi talte om at udøve, når han i sin berømte bøn om fred – og dermed også om kærlighed – siger:

Herre, gør mig til et redskab for din fred.

Hvor der er had, lad mig så kærlighed.
Hvor der er uretfærdighed, tilgivelse.
Hvor der er mørke, lys.
Hvor der er tvivl, tro.
Hvor der er fortvivlelse, håb.
Hvor der er sorg, glæde.

O, guddommelige Herre,
lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste.
Ikke så meget at blive forstået som at forstå,
Ikke så meget at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, at vi får.
Det er ved at tilgive, at vi tilgives.
Det er ved at dø, at vi fødes til det evige liv.

Amen.

For agape handler om at give, ikke om at få!!!

Philia: Den mentale kærlighed. Der, hvor man giver og tager. Den kærlighed, hvor man lever i et ligeværdigt (udvekslings-)forhold med venner og andre, som man føler sig forbundet med. Hele samfund kan også leve i philia. Philia, der er udviklet af Aristoteles, handler om dydighed, fortrolighed og hensyn. Om ligevægt, om at give og tage. Det er i dag betegnelsen for en åndelig kærlighed uden fysisk udtryk, selvom philia oprindelig også kunne være udtryk for ønske om en fysisk nydelse (ikke seksuel, men fysisk som fx et kram), både mellem familiemedlemmer, venner og elskende.

Eros: Den erotiske og romantiske kærlighed. Tiltrækningen. Suk i måneskin og kys en lys sommernat. Kærligheden til den mand/kvinde, som vi danner – eller gerne vil danne – par med. Forelskelsen. Det lange samliv. Den kærlighed, som mange taler om, når de taler om kærlighed, som Hollywood lever af. Eros kan dog også være en tiltrækning af det skønne i og ved et andet menneske – uden ønske om fysisk nærvær. I så fald er der tale om en platonisk kærlighed. For ja, platonisk kærlighed hører under eros, da der er tiltrækning i platonisk kærlighed, selvom den tiltrækning aldrig leves ud fysisk.

Storge: Familiekærligheden. De tætte bånd, der ikke kan brydes, uanset man er sammen eller ej. Især forældrenes kærlighed til deres børn, den kærlighed hvor man elsker uanset, hvad ens barn har gjort eller står for, også det man ikke bryder sig om. Men også andre familierelationer og situationer rummes af storge. Storge er altså den kærlighed, som er knyttet til personer og situationer, som man ikke kan gøre ugjorte, men som man er bundet til for evigt. Det er også lidt en “Elsk Tyrannen”- kærlighed. Vedkommende har nemlig tænkt sig at blive hængende.

Men uanset om vi føler agape, philia, eros eller storge, så gælder det 11. bud:
Vær mod andre, som du vil, at de skal være mod dig. Elsk din næste som dig selv.

For det er på vores handlinger, at vi skal kendes. Og her gælder altid de ord, som står i 1. korintherbrev, kap. 13:

Så bliver da tro, håb og kærlighed disse tre, men størst af dem er kærligheden.

Og dét, mine damer og herrer, er kærligheden i alle dens former. For kærligheden skelner ikke mellem ægtefællen, barnet, kollegaen, veninden, den hjemløse på gaden, Dronningen eller nogen andre.

Kærligheden, som i vores version oftest bygges på det vi mistede, på vores svigt og manglende mod, men som er vores eneste håb, det eneste vi kan bryde igennem barrikaderne med og nå hinanden med, som Spandau Ballet sang det i sangen “Through the barricades”:

http://www.youtube.com/watch?v=cHm8HlUN5gI

For kærlighedsbuddet lyder i al sin enkle radikalitet: Elsk din næste som dig selv!

Det er voldsomt og omvæltende – og helt fantastisk. Utroligt – og derfor kun til at tro.

Også fordi kærligheden samtidig er tålmodig, mild, misunder ikke, praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Kærligheden gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden, som man kan læse det i verdens smukkeste stykke litteratur: Paulus 1. brev til korintherne, kap. 13.

http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx?book=1kor&id=3&chapter=13b

For kærligheden håber alt, tror alt, udholder alt – ihvertfald den guddommelige kærlighed.

Thi således elskede Gud verden …

For der er en femte kærlighed: Guds kærlighed til os mennesker – og dét er den største af dem alle sammen. Dét er den kærlighed, hvori de andre fire kærlighedsformer og vi alle rummes og bæres af det levende ord.

For nok er Agape stor, men Guds kærlighed, som nok er meget agapisk, er endnu større. Den er altings forudsætning, altings bærende element og altings svar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rød, blå eller grøn: Sammenhæng og vision søges

Udgivet den af
1

En rød regering, en blå opposition, en grøn politik.

Der er mange farver i dansk politik, men få nuancer. Alt gøres op i sort og hvid, i letfattelige overskrifter.

Men der mangler vision. Der mangler sammenhæng og overblik. Mange beslutninger tages ad hoc under hensyntagen til dagens hotte emner – og hvem der nu har lobbyet mest og bedst.

Men hvor er visionen, drømmen – den som vi alle kan drømme med på? For i virkeligheden vil vi jo alle, røde, blå, grønne, i bund og grund det samme:

Et Danmark, hvor vi alle lever og trives …

At vi så ikke er enige om farver og nuancer, er jo blot en berigelse, en styrkelse … hvis vi kan rumme hinanden og se forskellighederne som en berigelse.

NU kommer sommerferien, og der bliver stille på den politiske scene. Alle, også politikerne, går på sommerferie. Nogle skønne uger med afslapning – men også lejlighed til at lægge i hængekøjen og filosofere – venter.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle – og måske især de danske politikere – til at gå et spadestik dybere end dagens avisoverskrifter og tænke over, hvor de er på vej til at føre Danmark hen.

For er det Danmark, der skabes i disse år, dét Danmark, som vi ønsker? Eller ønsker vi et andet Danmark?

Et Danmark med sammenhæng og visioner – og helst i den form, der inddrager alle farver, så landet kan stråle som en anden regnbue.

Danmarksbloggen vil derfor hver onsdag i juli komme med en inspiration til de politikere, der i denne skønne sommermåned har tid og rum til at tænke de dybe tanker, drømme de store drømme.

Så følg med hver onsdag her på Danmarksbloggen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skt. Hans og glædesblus

Udgivet den af
2

Glædesblus? Ja, det hedder Skt. Hans-bålet faktisk i Holger Drachmann´s midsommervise, hvor vi synger:

Hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde …

Ordet glædesblus var ikke noget, som Holger Drachmann fandt på. Det er en gammel betegnelse for de bål, de blus som man tændte flere gange om året for at holde det onde væk.

Se også min artikel om emnet her: http://www.kristendom.dk/artikel/513727:Indfoering–Derfor-braender-vi-baal-til-Sankt-Hans

For det er det, som bålet og ilden handler om, også til Skt. Hans, der er en af årets store overgange – og som ved alle overgange lurer det onde. Så det er ekstra vigtigt at sikre sig imod dem, der vil os mennesker det ondt.

Så vi prøver at holde dem fra livet, fra VORES liv, ikke deres liv. Dét er en vigtig pointe. For det betyder nemlig, at vi ikke sætter heksen på bålet, at vi ikke brænder nogen af. Men at vi selv laver bål og brænder det, så det kan lyse op i den korte midsommernat og fortælle, at her er der varme og glæde, her er der mennesker og godhed.

Sådan nogle Skt.Hans-glædesblus kunne jeg godt tænke mig at tænde, ikke kun her på Danmarksbloggen, men også fysisk rundt om Danmark. Der er brug for dem.

For heksen skal af bålet. Hun hører ikke til dér. Vi behøver ikke at finde og søge ofre og smide dem på bålet. Det er en uskik, som vi skal af med.

For bålet skal ikke være en straf foranstaltet af mørkemænd og -koner, men en glæde, et lys – en oplysning om tolerance og rummelighed. Om det som er virkeligt dansk: Tolerance og frisind.

Derfor: Tænd lys, tænd lys – og lad de lys blive et ægte Skt. Hans-bål. Lad dem blive et glædesblus – uden hekse, men med dét frisind, dén tolerance og dén rummelighed, som engang kendetegnede vores skønne land – og som skal være dets adelsmærke igen. Sådan så vi igen for alvor kan synge med Drachmann i midsommervisen:

Men den skønneste krans bli´r dog din Sankte Hans, den er bundet af sommerens hjerter så varme, så glade ….

Varme hjerter og glædesblus – dét er det, som det hele handler om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk