Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Litterær samtale: ”Sofasurfer”

Udgivet den af
1

Når medierne skal fremstille det, som de kalder virkelighedens Danmark, sker det ofte med sensationerne som vinkling. Hvor skal ansvaret placeres? Hvem er ofret, som vi skal have ondt af? Eller hvem skal vi grine af? Være forarget på? Uanset hvad, så tales der til det, som sælger – og det er sjældent forståelsen, empatien og det, som gør os klogere.

Man kan derfor med rette spørge, hvad man får ud af at prøve at blive klogere på ”Virkelighedens Danmark” via aviser, tv og andre medier.  

Nogle gange får man et meget bredere og dybere billede via bøgerne, via den skønlitterære verden – og en sjælden gang et helt ekstraordinært indblik. Det fik jeg i hvert fald, da jeg læste Helle Kaare Lindbergs bog ”Sofasurfer” om den unge mand Jonas, hvis liv har været fucked helt fra han var lille.

Historien er lige så klassisk, som den er tragisk. Jonas har intet med sin far at gøre, men er vokset op hos en mor, som pga. sygdom har været ude af stand til at give ham omsorg.

Så livet for Jonas har været nedtur på nedtur – godt dokumenteret i bogens grå bilag fra de offentlige myndigheder, som følger Jonas fra han var børnehavebarn, og til han bliver 18 år – og systemet slipper ham. Et system, som er bedre til at dokumentere problemerne end gøre noget ved dem. Også fordi man på den ene side ikke lytter til Jonas, men på den anden lader ham selv bestemme.

Det svarer til at spørge en druknende, om vedkommende vil reddes – og når vedkommende så ligger med vand i munden, og fægter med armene, så sige: Det lyder, som om du siger nej. Fair nok, så går vi bare igen.

Det siger sig selv, at så går man under – og det gør Jonas også. For selvom han kun er 17 år, ved han aldrig, hvor han skal sove i nat. Så Jonas sofasurfer mellem sofaen hos moderen, sofaen hos to venner og sengen hos kæresten. Det lykkes ham selvfølgelig også at skade de få og sårbare relationer, som han har, fordi han ikke kan gøre andet, end det han gør.

Sådan er tilværelsen på bunden af samfundet: Hård, barsk, urimelig og alligevel samtidig et liv med drømme og behov, som vi alle kan genkende. Fordi livet og behovet for at høre til er almenmenneskeligt.

Sproget, dialogen, hændelserne, virkeligheden i Hvidovre og omegn, hvor bogen foregår, er 1:1. Ja, ”Sofasurfer”, som er skrevet i et fantastisk levende og letlæst sprog, er mere virkelig end virkeligheden.

Den greb mig, som jeg sjældent er blevet grebet af en bog, og den vil blive siddende i mig længe.

For det er lykkes forfatteren at give Jonas ikke kun en stemme, men også en krop og en sjæl, så man kan mærke, at her er en fiktiv figur, som vi alle kan møde hver eneste dag på gaden. For der er mange Jonasser m/k derude i virkeligheden.

Men ingen af dem er bare en del af en gruppe. De er heller ikke et socialt tilfælde, en artikel eller et indslag i tv-avisen. Hver især af virkelighedens Jonasser m/k er et mangefacetteret menneske med håb og drømme ligesom alle andre – og med evner, selvom de sjældent selv tror på, at de kan noget.

Jeg ville ønske, at ALLE politikere og andre med magt læste ”Sofasurfer”, som jeg vil give 7 ud af 6 mulige sofaer. Og det er ikke en skrivefejl, men en reel vurdering. Fordi bogen simpelthen er samfundslære på øverste hylde – godt understøttet af Nina Broens fantastiske tegninger, som med stor udtrykskraft understreger Helle Kaares Lindbergs fortælling.

Nina Broen har en streg, der på en og samme tid skærer budskabet ud – samtidig med at den rummer et væld af fortællinger.

Danmarksbloggen har talt med forfatter Helle Kaare Lindberg om ”Sofasurfer”:

Hvorfra kom ideen til at skrive bogen? Det kunne næsten lyde, som om du kender en Jonas? Også fordi bogen er som en spejling af virkeligheden 1:1.

Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad der lige præcis startede historien, da den har udviklet sig meget i løbet af skriveprocessen. Det har dog hele tiden været min intention at portrættere en ung, der sidder fast på samfundets bund. Jeg kender flere unge, der sagtens kunne have udviklet sig som Jonas. Anskuer man dem udefra, ville man tage sig til hovedet, men bag ved enhver facade ligger et mangefacetteret mennesket, der handler på baggrund af en livssituation. I dette tilfælde ser det hele temmelig sort ud, og handlemulighederne er få.

Oplever du i dit dagligdags virke som skolelærer, at systemet er bedre til at dokumentere problemerne – end at gøre noget ved dem? Og hvis ja, har du nogen ideer til, hvordan det kan blive bedre? Skal vi udbygge det spinkle sociale sikkerhedsnet? Skal myndighederne til at tale et andet og mere direkte sprog?

Ja, jeg oplever desværre alt for ofte, at dokumentationen for systemet er det vigtigste, hvilket bestemt er en af årsagerne til, at denne bog er blevet til og har fået den form, den har. Jeg har oplevet alt lige fra bortkomne sager, til sager, der går i stå, og vil man videre derfra, skal der et uhyre dokumentationsarbejde til for overhovedet at blive taget i betragtning. Det er så frustrerende at være vidne til, at et ungt menneske bliver tabt alt imens, der indhentes dokumentation, som på forhånd er dømt til at ende i en sagsmappe og ikke batte noget i praksis. Sagsbehandlingen er langstrakt, også i akutte situationer, og bliver der endelig sat initiativer i værk, ligger dette ofte langt fra det, der reelt er brug for. Meningen er god nok, men virkeligheden er en anden. Derudover gavner det heller ikke, at der er stor udskiftning af sagsbehandlere, og at vi lever i et system, hvor paragraffer sejrer over fornuften. Jeg ved ikke, hvad der kan gøres, men man bliver fra kommunernes side nødt til at behandle mennesker, som dem de er, frem for at skære dem til, så de passer ind i en bestemt kasse. Man skal også blive bedre til at skifte spor, så hvis noget ikke virker efter hensigten, må der ændres strategi fremfor at droppe sagen eller fortsætte med mere af samme skuffe. Der er for mange møder og for lidt action!

Har du en dagsorden med bogen? Det kan være politisk, moralsk, medmenneskeligt eller andet. Og hvordan ser den dagsorden i så fald ud?

En af intentionerne med bogen er at give et indblik i et miljø, som langt fra alle kender. Mange er hurtige til at dømme de mennesker, der befinder sig på kanten af tilværelsen, men det er langt mere interessant at undersøge, hvordan og hvorfor de er havnet dér. Mennesker er ikke blot dumme, dovne eller hvad man ellers kunne finde på at kalde dem, men de handler på baggrund af forskellige faktorer, som man må have indblik i for at kunne forstå deres valg. Vi bliver simpelthen nødt til at interessere os mere for hinanden; også for dem, der er anderledes end os. Derudover synes jeg, det skal frem i lyset, hvordan myndighederne behandler udsatte børn/unge. Det er under al kritik; i særdeleshed fordi disse unge i allerhøjeste grad har brug for professionelle voksne, der kan træde til, når det nærmeste netværk ikke er i stand til det. Det kan ikke være rigtigt, at der skal en “Tøndersag” eller lign. til for at få opmærksomhed på problemet. Det er over det hele, og det bør ikke handle om at holde sin ryg fri, men om at varetage barnet eller den unges tarv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Livet i relief på grønsværen

Udgivet den af
Svar

Der er dage, som man ikke glemmer.

Danmark gennemlever – uanset hvad man synes om fodbold – en af de dage nu.

I de sidste minutter af første halvleg af EM-kampen i Parken i København mellem de danske og de finske fodbold-herrer faldt en af Danmarks mest profilerede spillere Christian Eriksen omkuld – og lå med tomme øjne, og virkede helt væk. Et uhyggeligt syn.

Derpå fulgte en mærkelig time, hvor Eriksen først fik hjertemassage og anden medicinsk hjælp godt skærmet af hans holdkammerater, der dannede kreds omkring ham – inden han skærmet af hvide lagener – og et finsk flag – blev båret fra banen.

Så vidste ingen noget i lang tid. Kun at det stod alvorligt til. Men fansene sang og råbte til hinanden i fin solidaritet og fællesskab.

Og så kom først meldingen om, at Eriksen var stabil – og så lidt senere, at kampen genoptages kl. 20.30.

Og det skal den også – og begge hold skal spille for at vinde.

Men ja, livet bliver i den grad sat i relief i denne pandemi – og nu også første gang de danske herrer spiller en EM-kamp på hjemmebane.

Men livet går også videre. Det skal også gå videre.

God kamp – nu giver det endnu mere mening at se den.

En kamp, som starter lige om lidt – efter de finske spillere har klappet de danske spillere ind på banen igen.

Sport kalder – indimellem – det bedste frem i mennesker: Storsindet. Kammeratskabet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er der en voksen tilstede?

Udgivet den af
Svar

Undskyld, er der en voksen tilstede?

Vi lever infantile liv i en infantil verden. Det ses i vores påklædning, som er t-shirts, cowboybukser og sneakers. Det ses i vores konstante jagt på noget, som er sjovt – som fx at se en hundehvalp med en bold på YouTube. Det ses i vores manglende evne til fordybelse, til at tage ansvar, til at gøre det, som er nødvendigt i situationen – og fortsætte med at gøre det – uden brok og måske i lang tid. Men det ses allermest og allerbedst i vores manglende evne til at behovsudskyde – også selvom der er en pandemi på spil.

Vi VIL fx på restaurant – og nu også uden mundbind og Coronapas. For det er så besværligt. Buhu.

Vi vil det ene, og vi vil det andet – og hvis ikke vi får det NU, så brokker vi os fra Men in Black til Dansk Erhverv med Brian Mikkelsen i spidsen. Der er kun årslønnen til forskel på de to grupper. For i psykologien er de ens: En infantil og krævende tilgang – der hverken kan eller vil se i øjnene, at de også selv har et ansvar.

HVIS man stillet over for disse mentalt set højtråbende møgunger, så tillader sig at være en voksen – sådan en der går i pæne sko, pæne bukser og en pæn bluse – og som hellere vil læse en bog eller en seriøs avis end dimse på sin mobil, så anses man for kedelig og gammeldags – og moralsk, som i deres mund er et skældsord.

Og helt galt bliver det, når man løfter pegefingeren, og gør opmærksom på, at alle har et personligt ansvar – og at vi alle både kan og må behovsudskyde. Så overdænges man med skældsord, og får at vide, at man bare kan blive hjemme, hvis man er så bange.

Det er så sagen vendt på hovedet – og hvidt farvet sort.

For samfundet har desperat brug for voksne mennesker, som kan sige NEJ, STOP og NU MÅ DU TAGE DIG SAMMEN, også til den 40-årige, som ellers aldrig har tilhørt en klassisk curling-generation, men som alligevel jamrer over at skulle anskaffe sig det Coronapas, som er gratis og let at få.

Samfundet er så desværre styret af møgungerne og curlingbørnene – som findes i alle aldre – og som er langt de fleste. Men flertallet har som bekendt ikke altid ret, bare fordi de er de fleste.

SE MIG. STEM PÅ MIG. JEG ER BEDST. Råbene er stort set ens – og der er langt mellem de politikere, som tænker sig om, som har visioner, som tør tage reelt ansvar. De politikere, som ER voksne, og ikke bare leger voksne, som møgungerne gør det under store bifald fra de andre børn i sandkassen. De andre voksne børn, som også kun tænker på dem selv og deres umiddelbare behov.

Det er fluernes herre i Danmark, ja i hele den vestlige verden … og til det kommende EM i herrefodbold får det et nøk mere. For vi vil ind og se kampene – vil vi, og hvad nu hvis baren lukker, mens kampen er i gang? Igen BUHU – og spørgsmålet: Er der en voksen tilstede?

Så kom frit frem, hvis du tør …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundlovsbal og patriotisme

Udgivet den af
Svar

Nordmændene havde det d. 17. maj. Svenskerne har det i morgen d. 6. juni. Danskerne har det i dag d. 5. juni. Vi taler selvfølgelig om nationaldagen – eller Grundlovsdagen, som dagen hedder i Danmark.

Grundloven blev underskrevet af Kong Frederik d. 7. d. 5. juni 1849. Og siden har vi kaldt denne dag for en demokratiets festdag.

I modsætning til i Norge og Sverige, hvor nationaldagen stadig er en fejring af landet, nationen, så er Grundlovsdag i Danmark mere en politisk platform, hvor hvert enkelt parti, ja hver enkelt politiker benytter sig af dagen til at gøre opmærksom på sig selv og sin eller partiets politik.

Sådan har det ikke altid været. I de første årtier efter Grundlovens underskrivelse i 1849 mindede den danske fejring mere om nutidens svenske og norske folkefester. Okay, måske ikke med folkedragter. Men ellers var der masser af festivitas til de store fællesmøder, som de politiske partier arrangerede over hele landet.

Møder, hvor man ikke talte om partipolitik eller konkrete politiske tiltag. Der var derimod taler for kongen, Grundloven, fædrelandet – og for kvinderne sågar. Ja, der var også digte til demokratiet og om Danmark, billeder og hyldninger af Frederik d. 7. – og så masser af Dannebrogsflag overalt, hvor man kunne få plads til det hvide kors på den røde dug.

Det var fælles samling på den store klinge – så længe det altså varede. For de partipolitiske taler begyndte naturligvis at dukke op – med stik til modstanderne, og så blev stemningen nogle gange knap så god.

Så da vi nåede til 1870´erne begyndte det, som vi i dag forstår ved Grundlovsmøder. Nemlig at hvert parti holder sit eget Grundlovsmøde, hvor man i høj grad taler om politik, både konkret og på de store visionære linjer.

Det var især Venstre og Konservative, som dengang hed Højre, som drev denne udvikling. Det purunge Socialdemokrati var mere glad for Arbejdernes Kampdag d. 1. maj og den røde fane. Det tog dog ikke længe, før Socialdemokratiet også var med på at holde Grundlovsdag med Dannebrog. Vil man have fat i danskerne, skal man flage med Dannebrog.

Der var dog stadig et element af folkefest på Grundlovsdagen i tiden op mod 1900, nemlig om aftenen hvor alle uanset alder og politisk holdning mødtes til baller med musik og dans.

Sådan et fælles Grundlovsdags-bal – eller i vores dage måske en Grundlovskoncert – kunne være en god idé. Om ikke andet så ville det samle befolkningen noget bedre end partipolitiske grundlovsmøder – eller de kommende fodboldfester, som det store mindretal der er 100 procent ligeglad med fodbold, ikke er en del af.

Så altså en fælles fejring af Danmark som Danmark kunne være en god ide. Især hvis det bliver en inkluderende fejring af det land, som vi er fælles om – uanset hudfarve og andre ligegyldigheder. For vi er alle danske, os der bor her på de danskes øer.

Og der er ikke noget galt med patriotisme. Det er nemlig at elske sit fædreland – og sit modersmål – på en uegennyttig og inkluderende måde. Det er nationalismen med dens militante og ekskluderende tilgang, som er problemet.

Så JA til at være patriot – men NEJ til at være nationalist.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grønland, Genåbning, Fredens Havn og Omskæring

Udgivet den af
Svar

Fire store ting sker i disse kølige maj-dage i Danmark:

  • USA´s udenrigsminister Blinken er i landet for at tale om Grønland og hele det arktiske område. Senere skal han også til selve Grønland.
  • Senere i dag skal der forhandles endnu mere genåbning. Og der er et stort pres på regeringen for at hæve endnu flere restriktioner, også brug af vaccinepas og mundbind – selvom den indiske mutation er kommet til landet, og den er noget mere smitsom end den britiske.
  • Østre Landsret har lige dømt, at hele Fredens Havn skal ryddes. Dvs. ALLE skibe skal væk fra det flydende Christiania, som ligger ved Christianshavn og Holmen i København.
  • Og endelig skal Folketinget i morgen tage stilling til, om man vil indføre et forbud mod omskæring af drenge. Noget som især rammer jøder, men også andre.

HVAD TROR DU FÅR MEST OPMÆRKSOMHED?

Danmarksbloggens bud er 1) Genåbningen og derpå 2) Omskæringen – og hvis der er energi tilbage 3) Fredens Havn.

Rækkefølgen skyldes, at det første er det, som direkte og lige nu vedrører alles hverdag – og det andet fordi enkeltsager om religion og krop altid vækker store følelser og meget interesse. Og det tredje fordi enkeltsager med folk, som lever anderledes end flertallet, også er noget, som det er let at forholde sig til. Er man for eller imod?

Men i virkeligheden burde vi fokusere på Blinkens besøg og på Grønland. Men det finder de fleste kedeligt og usexet – og kompliceret. Man kan heller ikke bare lige mene noget. Man skal derimod sætte sig ind i sagerne først. Puha. Besværligt, synes mange.

Men ikke desto mindre er Grønland det emne af de fire, som kommer til at spille den største rolle i vores fremtidige liv.

Corona-pandemien bliver nemlig fortid om nogle måneder, måske lidt længere hvis der kommer en ny mutation – men så er den pandemi ude af billedet. Omskæringen af drengebørn har ikke og får aldrig nogen praktisk betydning for det store flertal af danskere. På samme måde er det også forsvindende få, der er direkte påvirket af Fredens Havn.

MEN om Danmark får del i Grønlands mineraler og andre råstoffer, kommer til at spille en direkte rolle for den fortsatte velfærd i Danmark. Og på samme måde er Danmark også sikkerhedspolitisk så meget mere interessant for de store nationer, hvis vi har Grønland, end hvis vi kun er den der lille klat mellem Østersøen og Atlanten.

Så al kraft og al energi burde kastes ind på Grønland og på at styrke båndene til den store, hvide ø mod nord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Suget efter åndelig føde

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen var et smut i Tivoli i går aftes og havde vel nærmest forventet at se stuvende fulde restauranter og masser af mennesker generelt. For danskerne savner jo SÅ meget at komme ud – og især ud og spise, hvis man skal tro Dansk Erhverv og meningsfæller.

Det passer så bare ikke.

Ja, der var faktisk så god afstand på samtlige restauranter, at afstandskravet kunne have været 5, ja 10 meter uden problemer.

Og nej, det var ikke fordi, at folk flokkes om gynger og karruseller – eller skydetelte og andre boder. Tværtimod holdt flere forlystelser stille, mens billetkontrolløren sad og kiggede tomt frem for sig. Det må have været en lang aften at være på arbejde, som det nok også var i spilleboderne, hvor de ansatte stod lidt fortabte mellem bolde, pile, bamser og overdimensionerede chokoladeæsker.

For der var jo så få mennesker, at man kunne høre bygninger og forlystelser knage og knirke i vinden. Det er en trist lyd i en forlystelsespark. Og den rungende tomhed blev understreget af, at selv i de boder, der solgte slik, og hvor der normalt lugter af sukker, så man kan få et sukkerchok bare af at gå forbi, var der så stille, så stille.

Ja, selv på de mest sukrede steder i hele Tivoli kunne man dufte de mange smukke blomster, der som noget af det eneste er, som det plejer at være i Tivoli i maj måned: Tusindvis og atter tusindvis af tulipaner og andre blomster over hele Den Gamle Have.

Det var en fryd at skue – og dufte til. Og fordi der var så få mennesker, at man kunne høre fuglesang også, når man gik alene på stier og gange i Tivoli – og det gjorde man mindst 90% af tiden, måske mere.

Det gjaldt også nede ved aftenens uden sammenligning største oplevelse, nemlig Pantomimen – altså inden aftenens to forestillinger begyndte. For hvor folk kom fra, fandt jeg aldrig ud af. For der var som sagt stort set ingen i Tivoli, og vi var ikke mere end max 10 på bænke og græs, når aftenens to forestillinger startede.

Men da de sluttede, var der over 100 til den tidlige og over 50 til den sene forestilling. Mennesker i alle aldre, selv unge med mobiler, som ellers kan larme godt op. Men som ligesom vi andre blev opslugte af Pjerrots løjer og Harlekins og Columbines kamp for at få hinanden.

For det her var åbenbart, hvad folket ville have. Ikke mad på en tallerken, ikke forbrug, ikke tomme fornøjelser. Men åndelig føde. Suget efter kultur, efter det som nærer sjælen, er nemlig enormt hos mange danskere efter en lang vinter og nedlukning.

Det fik vi så i den gamle komedieform, som blev opfundet for flere pandemier siden. Og som holder endnu, fordi den fortæller den ældgamle historie om det at være menneske, om forholdet mellem generationer, mellem høj og lav – og om kærligheden.

Vi klappede derfor også begejstrede alle os, der sad i den kølige, men smukke forårsaften i Tivoli i går aftes – med fin afstand og nogle også med mundbind – selvom det foregik udenfor.

For danskerne – mange i hvert fald – passer på, og hopper ikke med på kapitalens forkrampede forsøg på at få det her til at handle om penge og forbrug og at løbe risikoen for mammons skyld. For det handler om liv og sundhed – og det ved vi godt. Fysisk sundhed, men også sjælelig sundhed.

Dér er håb – også selvom det er pengefolkene og de utilfredse, som medierne skriver om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Møllehave er gået ud af tiden

Udgivet den af
1

Johannes Møllehave døde i går.

Præsten, forfatteren og digteren Møllehave er kendt af rigtig mange danskere – måske især dem over 40. For nok har de yngre også læst tekster af ham i skolen – og de fleste af dem kender bogen ”Læsehest med æselører”, hvor Møllehave skriver indlevende og personligt om store danske forfattere og deres tekster.

Men det var, når Møllehave talte, at han for alvor nåede mennesker. Når han stod på prædikestolen, holdt foredrag eller deltog i tv-programmer, så blev man revet med af Møllehaves store viden – og endnu større vid. Af hans humor, varme og generøsitet.

Møllehave favnede nemlig både med de store armbevægelser og med ordet. Det talte ord. Både når det var hans egne ord – og de andres ord, som han kunne fortolke virtuost.

Møllehave skrev også – både bøger, digte, sange og salmer. Men det var det levende ord, som var hans styrke. Der er derfor også overraskende lidt, som står tilbage efter ham.

Vennen Benny Andersen efterlod sig en skat af ord og udtryk – og Snøvsen, Rosalina og Svante vil for evigt leve i den danske kultur. Præcis som vi altid vil huske, læse og synge de tre største: H. C. Andersen og hans eventyr og digte, Grundtvig og hans salmer – og selvfølgelig Kim Larsen og hans sange.

Møllehave har som nævnt skrevet både salmer og sange, men kun få vil overleve tidens tand. Den mest kendte er nok julesangen ”Lille Messias”, som ikke er forkyndende nok til at være en salme, men som de fleste kan synge med på. Anne Linnet har skrevet melodi – og synger den også. Og i Den Danske Salmebog har Møllehave kun to salmer med: Nr. 171 ”Lazarus lå i sin grav” og nr. 522 ””Nåden er din dagligdag”. Ingen af dem er særlig meget sungne.

Så nej, der er ikke til senere generationer efterladt en guldgrube af kunst, der står i kraft af sig selv. Møllehave var derimod en stor stemme i den tid, som han levede i – og det har for skarer af danskere været en udsøgt fornøjelse at høre ham og tale med ham. Man blev grebet af manden simpelthen. Man blev klogere på sig selv og livet.

Og nu er han altså gået ud af tiden. Om det at dø sagde Møllehave selv i 2003:

For mig går vi ikke fra de levendes hjem til dødsriget. Det er omvendt. Vi er på vej til de levendes land. Hele tiden. Det levende ligger foran os. Og hvordan det former sig, kan jeg ikke beskrive, men døden er noget rigt, noget stort og noget godt.

Nu er han dér. Nu ved han det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dumhed eller ønsket om en ny nedlukning?

Udgivet den af
Svar

Der er et grimt spørgsmål, som er blevet relevant i dag – dag no. 2 i den store genåbning, som går langt videre end SSI anbefalede politikerne. Det er:

ER DE DANSKE POLITIKERE DUMMME – ELLER ØNSKER DE EN TREDJE NEDLUKNING?

Baggrunden er denne: Samtlige oppositionspartier plus de radikale og Enhedslisten vil have Corona-passet udfaset – og i stedet satse på ”tillid” og ”at folk frivilligt lader sig teste”. Det har partierne meddelt regeringen, som dog ikke har bidt til bolle på dén – endnu. Men som overvejer det – og så plejer det at ende med et ja.

Men at udfase Corona-passet er en melding, der skriger til Himlen. Dels fordi mange IKKE gider lade sig teste. Det kan man forvisse sig om ved at følge diverse debatter på FB, hvor det at blive testet ofte omtales som chikane fra regeringens side og en indgriben i den personlige frihed. En holdning, der ikke kommer til at ændre sig.

I stedet vil disse jeg-ønsker-ikke-at-bidrage-til-fællesskabet-ved-at-lade-mig-teste-typer suse ud i samfundet, så snart man ikke behøver at vise et Corona-pas – og så vil de være med til at sprede den smitte, som i forvejen vokser i Danmark i én grad, så det ville være mere realistisk at tale om strammere regler for Corona-passet end en udfasning. Eller måske endda at vi skulle overveje at stramme restriktionerne igen – og lukke for en hel masse igen.

Dét kommer så ikke til at ske med det første – selvom vi formentlig kun har et meget lille vindue at agere i, inden smitten ER for udbredt.

Men den samlede danske politikerstand har taget papirsposen over hovedet og stukket noget i ørerne, så de ikke kan hverken se eller høre, hvad der sker i samfundet – og hvor meget smitten stiger lige nu. Fx lukker Hørsholm kommune og Sønderbro sogn i Horsens helt ned nu – og flere andre steder i Danmark er meget tæt på.

Spørgsmålet flagrer derfor i vinden som en anden COVID-19-aerosol:

ER DE DANSKE POLITIKERE DUMMME – ELLER ØNSKER DE EN TREDJE NEDLUKNING?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi har brug for en befrielse

Udgivet den af
Svar

Moral. Ansvar. Offervillighed.

Der er mange ord, som man kan knytte på de modstandsfolk, som sammen med dem, der hjalp jøderne, kæmpede i allieret tjeneste og en vis ambassadør i USA, reddede Danmarks ære for 76 år siden.

Men fælles var, at de var mennesker af det helt store format. Mennesker, som tænkte på andre – og ikke på dem selv.

Læs brevet herunder, som er skrevet af møller Henning Andersen, der var en af Hvidstensgruppen – og som er hans afskedsbrev til hustruen Marie, inden han blev henrettet af tyskerne i Mindelunden i sommeren 1944.

Læs om hvordan han står ved det, han gjorde – fordi han ikke har tilsmudset noget – men mener, at han kan dø med ære. Men også om den omsorg som han viser Marie og børnene – og håbet om at mødes igen hos den Gud, som han troede på.

Det er et brev, som er skrevet af en grandvoksen mand – og det står i skærende kontrast til den forkælelse, som vi ser i vores tid. Helt grotesk hos mænd og kvinder som kaster med sten, fordi de ikke vil gå med mundbind. Men også hos det store flertal af danske mænd og kvinder, som brokker sig over alt det, som de ikke kan af luksus-ting (og som de godt kan fra især på torsdag, når det meste åbner igen).

Det er så umodnet, at landets børnehavebørn har ringet og sagt: Giv os retten til at være urimelige tilbage.

Men lur mig om ikke de forkælede og umodne vil brokke sig over det, som de stadig ikke kan som fx rejser og festivaler. For i den utidige genåbningsiver er der ikke plads til hverken afsavn, moral eller ansvarlighed.

Og netop det skisme – at det er de forkælede, som kun tænker på dem selv og deres umiddelbare behovsopfyldelse, som bestemmer – fremfor dem, som tager ansvar, har moral og sørger for at holde smitten nede – kan vi jo tænke over i aften, når vi tænder lys i vinduerne.

For vi har stadig brug for en befrielse – fra COVID-19 selvfølgelig. Men måske allermest fra den umodne og egoistiske forkælelses-adfærd, som er blevet danskernes kendetegn i denne pandemi – langt mere end samfundssindet.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Og her brevet fra møller Henning Andersen:

Kære lille Kone.

Dette er den sidste Hilsen, som du modtager fra mig paa denne Jord. Naar du læser det, er jeg ikke mere blandt de Levendes Tal. Jeg takker dig meget for den Tid, som jeg har levet sammen med dig. Det har været en god Tid, og jeg haaber at møde dig igen hos Gud i Himlen. Nu maa du være stærk, Marie, og ikke fortvivle. Vi dør ikke forgæves, stol paa det.

For Børnenes skyld maa du være stærk, for skulde de miste dig ogsaa, har de jo slet ingen Støtte i Livet. Prøv og forklar dem, hvordan det hænger sammen, naar de bliver store, saa vil de forstaa det hele, og kære Mie, vil du holde deres Fars Navn rent og i Ære. Søg at faa saa meget ud af Livet, som du kan uden mig. Sælg Møllen. Det økonomiske kommer du ikke til at lide under, det er der sørget for, og det er mig en Trøst i denne Stund.

Jeg har ikke gjort noget ondt, Marie, saa jeg kan dø med Ære. Det havde været tungere, om jeg havde tilsmudset det Navn, som du bærer, lille Kone.

Tak Lillemor. Vi skal jo alle dø engang, nu maatte jeg ikke leve længere ved din Side her paa Jorden, men der er et Liv efter det her, og saa ses vi igen.

Et sidste Farvel fra din Mand.

Paa Gensyn, Marie.

Henning