Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Besøg vikingerne på Nationalmuseet

Udgivet den af
3

Sommerferien synger for de fleste på sidste vers.

Danmarksbloggen vil derfor her på falderebet anbefale alle, der er i eller i nærheden af København at slå et smut forbi Nationalmuseet, hvis man har mulighed for det.

I juni åbnede nemlig årtiers største vikingeudstilling, hvor man blandt andet for første gang kan se verdens største vikingeskib, det 37 meter lange Ægir. Der er også mange smykker, våben, rituelle genstande, tøj og meget andet i den flotte udstilling.

http://natmus.dk/nationalmuseet/udstillinger/saerudstillinger/viking-2013/

I dagene 17. – 18. august vil gaderne omkring Nationalmuseet og Frederiksholms Kanal også danne rammen om et stort vikingemarked – og nede i kanalen vil selveste Havhingsten ligge. Dén Havhingsten, der er en kopi af et vikingeskib, og som foretog den store rejse til og fra Dublin i 2007-08.

Selve udstillingen fortsætter til d. 17. november, så efterårsferien kan også tages i brug, hvis man ikke når vikingerne her i sommerferien.

For vikingerne, deres store skib og alt det andet skal anbefales af Danmarksbloggen.

Føsrst og fremmest fordi der er tale om en udstilling i verdensklasse, men også fordi vikingerne er en af de grupper fra den danske historie, der betyder mest for dansk selvforståelse. Måske endda dén gruppe, der betyder allermest for os, når vi tænker på det at være dansk.

At billedet af den hjelmklædte og lurblæsende viking så ikke svarer til virkelighedens vikinger som de har set ud for et årtusinde siden, vælger de fleste at se stort på. Sværdene og skjoldene, som de altid er afbildet med, havde vikingerne, ja. Men hjelmene med de opadvendte horn og de store lurer hører bronzealderen til – en tid der ligger cirka 1000 år før vikingerne.

Det forstyrrer dog ikke hverken turistindustrien, leverpostej-producenten og alle de andre danske varemærker, der bruger den lille, tykke viking med smil på læben og sværd, skjold, lur og hjelm.

Og det er vel i grunden også i orden. Historierne om vikingerne og de følelser, som det giver os, betyder mere end den historiske virkelighed, som jo ofte er en grum historie om overfald, voldtægter, drab og kidnapninger derude i det fremmende, når vikingerne kom på deres lange skibe og skabte rædsel omkring sig.

For de danske vikinger var et langt stykke hen af vejen ikke andet end en flok bøller og bisser, der ikke lod nutidens pirater i Somalia meget efter i grusomhed og begær efter guld. Det skal vi ikke glemme.

Men vi skal også huske på, at de var gode til handel – og til at blive en del af det land, som de overtog – som man for eksempel så det både i Normandiet i Frankrig og Danelagen i England.

Eller det faktum at vikingekvinderne derhjemme var stærke og et langt stykke hen af vejen ligeværdige med mændene. Måske fordi kvinden var den, der styrede gården og landbruget, mens manden var i viking, som det hed, når de rejste ud på langfart.

Vikingerne er derfor på alle planer mere facetterede og komplekse end både myter og reklamer fortæller os. Derfor er der også god grund til at gå ind og se udstillingen på Nationalmuseet.

For det er en udstilling, der kommer hele vejen rundt om de gæve mænd og kvinder, der stadig sætter gang i fantasien og historierne hos danske mænd, kvinder og børn.

Og så har vi brug for vikingerne i denne tid, brug for den styrke på sig selv og egne evner, som de havde.

Vi skal også tro på, at vi kan. Kan bevare det danske samfund som et rummeligt og tolerant samfund, hvor der er plads til os allesammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har revyen en fremtid i Danmark?

Udgivet den af
3

Revyer har igennem mange årtier været en fast del af det danske sommerland, men vil det fortsætte? Vil der også være revyer i Danmark om 10-20 år?

Revyer i betydningen en blanding af satire, sketch, dans, det tankevækkende og det gode grin.

Som i årets Cirkus-revy med Ditte Hansen, der gestalter Helle Thorning og siger VI GJORDE DET til at have ødelagt samfundet. Som betoner, at Løkke ville skabe ulighed og ødelægge velfærden, men det kunne han ikke. Men VI GJORDE DET!

Eller Niels Olsen som lummer voyour, der afslører socialt bedrageri og bliver seksuelt tilfredsstillet af det.

Eller Ulf Pilgaard, der som dansk entreprenør synger om Grønlands undergrund som grønlænderne er for dumme til at tage sig af, så det må de hellere overlade til folk som ham og drikke videre som de plejer. Men også dyb og tankevækkende, da han som dansk soldat slukker og lukker i Afghanistan.

Eller Andreas Bo i en fuldstændig forrygende præstation hvor han ene mand på scenen parodierer et hav af kendte, deriblandt de andre i årets Cirkusrevy, til en prisuddeling. Årets revynummer simpelthen.

Og så genkendelsen: Lisbeth Dahl i blomstret kjole og røde sko, der danser cha-cha og synger falsk med dårlige rim, og samtidig kritiserer kapelmesteren for at spille forkert. Hun er ikke til at stå for, heller ikke i dén rolle, der er blevet Lisbeth Dahls signatur-rolle præcis som Dronninge-parodierne er Ulf Pilgaards.

Cirkusrevyen er dansk sommerrevy, når det er bedst: Morsomt, samfundskritisk og underholdende – men vil det fortsætte?

Jeg kan godt tvivle, når jeg ser hvem, der sidder på bænkene og ler med – og ser en gennemsnitsalder, der er noget højere end til for eksempel stand-up-shows.

Men betyder det, at den danske revy nærmer sig sit endeligt? Det håber jeg ikke.

For Danmark har brug for scener, hvor underholdning, latter og samfundskritik går op i en højere enhed. Hvor spøg og alvor mødes og danner dette finurlige rum, hvor der er plads til det hele. Det rum, som er revyens adelsmærke, når den lykkes.

Det rum, hvor der bliver sagt de ting, som det kan være svært at sige i den offentlige debat. Det rum, hvor der bliver gjort grin med alt og alle i det danske samfund, og hvor “ofrene” som regel ler hjerteligt med, når de grilles på scenen.

Den danske sommerrevy er med andre ord en nødvendig ventil i det danske samfund. Derfor skal vi også værne om den.

For vi kan ikke undvære revyen, men den skal også udvikles, hvis den skal have en fremtid. Udvikles så den bevarer sin egenart, men også passer ind i tiden. Dét er en svær øvelse, men det må kunne lykkes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Fodboldkvinderne kan …

Udgivet den af
1

Nationalfølelsen får som regel frit spil i forbindelse med sport … og måske allermest når det drejer sig om fodboldlandsholdet. Og siger man fodboldlandsholdet, tænker mange på det vingeskudte mande-landshold, der er dårligere i øjeblikket end de har været det i mange år.

Men det er ikke mændene, som det her skal handle om. På plakaten er istedet de gæve fodboldkvinder, der normalt ikke har den store bevågenhed og derfor heller ikke er blot i nærheden af de økonomiske ressourcer, som mændene har.

Alligevel er det danske kvindelandshold i semifinalen til EM i aften, hvor modstanderen hedder Norge. Godt nok med lidt held fra en lodtrækning. Men da mændene vandt EM i 1992, skyldtes det også et tilfælde. De skulle nemlig slet ikke have været med, men kom det på grund af krigen i Eks-jugoslavien.

Det kunne være godt, hvis kvinderne vandt i aften – og i finalen, der spilles på søndag. Skønt for deres egen skyld først og fremmest, men også for ligeberettigelsen og for forståelsen af at kvinders sportspræstationer er ligeså flotte som mænds.

I Danmark siger vi ellers, at vi har ligeberettigelse. Men det kniber voldsomt på det sportslige område, især når man ser på sponsorater og mediedækning, hvor mændene nærmest løber med hele butikken, hvis man ser bort fra få sportsgrene som fx håndbold.

Men det kunne en dansk EM-titel til fodboldkvinderne på søndag forhåbentlig lave om på. Er man overtroisk, har vi også nærmest vundet allerede. For som i 1992 spilles der i Sverige, finalemodstanderen bliver Tyskland, og landstræneren hedder Møller til efternavn. Og så kan kvinder faktisk spille fodbold …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Åndemusik i Tivoli

Udgivet den af
2

Der var engang for ikke engang ti år siden, hvor man inde i Tivoli tre gange dagligt kunne opleve et af H.C. Andersens eventyr blive spillet som en blanding af klassisk teater og dukketeater.

Det lille teater, hvor det foregik, hed Valmuen og lå til venstre, når man kom gående fra Nimb. Præcis som at hjertet sidder til venstre – også hos kejseren i H. C. Andersens fantastiske eventyr “Nattergalen”, som var et af de eventyr, som Valmuen spillede i de varme middagstimer dér i Den Gamle Have.

Idag er der ingenting på dét sted, hvor Valmuen lå. Det er som digteren Sophus Claussen skrev det om Ingeborg Stuckenberg efter hendes selvmord: “Der bliver fortvivlende lidt af saa meget: Kun Aandemusik.”

Nu er der også kun åndemusik tilbage i Tivoli dér, hvor Valmuen lå og skabte billeder,  stemninger og oplevelser for både store og små.

Der er også kun åndemusik – og lidt blomster – i den fine muslingeformede bygning ved siden af, hvor Promenadeorkesteret indtil for et par år siden spillede sommer-, vise- og Tivolimusik flere gange dagligt.

For slet ikke at tale om deres eminente spil til pantominens forestillinger. Nu har en mekanisk båndmaskine afløst de levende toner nede foran påfuglen.

Kulturen og sjælen suges altså ud af Tivoli i disse år, bid for bid.

Noget man især mærker i disse dage, hvor det er sommerferie, og både danskere og udlændinge valfarter til den gamle have for at opleve dét, som ikke er der mere. Hvor de og alle vi andre må nøjes med dén åndemusik, som Sophus Claussen skrev om.

Hvor vi kun kan håbe på en genkomst at sjælen og kulturen. Kun kan håbe på at Tivolis nuværende kejser ligesom hans kollega i Nattergalen en dag må opleve erkendelsen og glæden ved at høre den ægte nattergal synge.

Så vi kan komme af med det mekaniske skidt og få den levende musik – og gerne også det levende teater – tilbage. Så alle Tivolis ånder og muser kan glæde sig i deres himle – og kvidre som små nattergale.

I mellemtiden kan man jo længes og drømme og læse “Nattergalen”: http://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/nattergalen

Man kan også glæde sig til efteråret, der vil byde på en nyfortolkning af H. C. Andersens eventyr i en af Tivolis mest grandiose bygninger, nemlig når Nordisk Film Live opfører det nyskabende “H.C. Andersen – et magisk eventyrshow” i Koncertsalen. Det bliver meget spændende – og vil forhåbentlig bringe andet og mere end åndemusik til Den Gamle Have.

God sommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den danske sang hedder også Fatima og Rebecca

Udgivet den af
4

Den danske sang er en ung, blond pige, hun går og nynner i Danmarks hus, synger vi i sangen ”Den danske sang,” der er en storslået hyldest til Danmark, som blandt andet beskrives med ordene: Det havblå rige, hvor bøge lytter til bølgers brus.

Billedet er det samme i “Danmark, nu blunder den lyse nat”, hvor der henført synges om pigernes latter og lyse hår, og om øjnene blå som vand i vår, mildt om et evigt Danmark spår.

Men i vor tid kan den danske sang også hedde Fatima og gå med tørklæde og være brunøjet … eller være mørkhåret med grønne øjne og hedde Rebekka og have en jødestjerne om halsen … eller noget helt tredje.

For vi bor her allesammen, og vi er allesammen fælles om de lyse nætter, som i øjeblikket står koglende udenfor vores vinduer og lokker os derud i deres blå tryllelys med de mange drømme om kærlighed og lykke.

Som vi synger det i “Danmark, nu blunder den lyse nat”, hvor det netop betones at: Sol over grønne sletter, lykke og lyse nætter.

For lykken, de lyse nætter og det at være dansk gælder os allesammen, alle os der bor i Danmark.

For alle os der bor her på de danskes øer, vi er alle danskere, som historikeren og forfatteren Ebbe Kløvedal Reich sagde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eremitageslottet: Skal det gøres rent for 1,4 millioner?

Udgivet den af
2

I dag åbner Eremitageslottet for offentligheden for en kort bemærkning. Det lile slot, som Dronningen anvender til frokoster, er just blevet restaureret for et større millionbeløb.

Frem til og med efterårsferien kan alle få adgang til det ellers lukkede slot, hvis man bestiller en billet på slots- og ejendomsstyrelsens hjemmeside:

http://www.slke.dk/slotte/eremitageslottet/omvisning/

Prisen er 200,- per voksen.

Ja, De læste rigtigt. 200 kroner for at komme ind og se et smukt, gammelt slot.
Til sammenligning kostede det 40,- for et par år siden at komme ind og se Kronprinsparrets palæ på Amalienborg, da det var blevet restaureret.

Men de 200,- er skam slet ikke for meget, hævdes det. Jyllandsposten spurgte medio juni slotschef i slots- og ejendomsstyrelsen Louise Rue Moos om, hvorfor prisen var sat så højt.

Citat fra http://jyllands-posten.dk/indland/ECE5639025/200-kr-for-at-se-eremitageslottet-det-skal-ikke-vaere-en-gylden-forretning/

“Og hun svarede: “For at vi får dækket vores omkostninger, kommer prisen derop. Dels fordi der er mange personaleomkostninger i forbindelse med åbningen, gæsterne skal nemlig hele tiden følges af en person, og så er det sikring af slottet, inden gæsterne kommer, med gulvtæpper og afspærringer, og efterfølgende reparationer af eventuelle skader. Og så er der formidlingsdelen. Man får en lille bog med, der fortæller historien om slottet og restaureringen.”

Citat fra JP slut.

Lønninger, sikring, rengøring og så en lille bog. Ja, dét koster jo altsammen. Men 200 kroner per næse?

Der er plads til ialt 7000 gæster i løbet af perioden, hvor der er seks omvisninger om dagen hele ugen igennem i sommerferien og efterferien. Den resterende tid er der kun åben i weekenden.

Samlet bliver det ialt til 1,4 millioner kroner i entré-indtægter.

Det er derfor nærliggende at hævde, at åbningen af Eremitageslottet i ganske sjælden grad kandiderer til at være Danmarks dyreste rengøring, aflønne Danmarks bedst betalte guider og give de besøgende Danmarks dyreste guidebog.

Spørgmålet, som trænger sig på, er, om de ansvarlige overhovedet ønskede at åbne slottet for offentligheden – og om den høje entre-pris giver en negativ signalværdi for kongehuset.

Spørgsmålet, som man dog ikke får andet svar på, end at man bare kan betale 200 kroner ved kasse 1 og tage de blå beskyttelsesfutter på, hvis turen denne sommer og det kommende efterår går til Eremitageslottet.

Man kommer selvfølgelig også længere end Dronning Juliane Marie, der var gift med Frederik d. 5, og som en gang kørte ud til Eremitageslottet med frokost fra Amalienborg, som hun ville dele med sin mand.

Hun kom dog slet ikke ind på slottet. Kongen gad ikke at se hans kone. Han ville hellere feste med sine venner. Så hun måtte køre hjem igen. Og da vi er i 1700-tallet, var det en længere tur med hest og vogn.

Vi er heldigvis kommet længere end dengang – de fleste af os ihvertfald. For det er fristende at sammenligne dem, der står for Eremitageslottet, med datidens enevældige tilgang til almenheden, pøblen, offentligheden.

Kært barn har mange navne … Eremitageslottet og kongehuset kun ét …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kærlighedens fire former – og så den femte kærlighed

Udgivet den af
7

What is love? Baby, don´t hurt me, don´t hurt me no more, sang Haddaway tilbage i 90´erne i et hårdpumpet dansehit, der let fik gang i både fødder, puls og underliv.

http://www.youtube.com/watch?v=xhrBDcQq2DM

Men hvad er kærlighed i grunden? For det er jo så meget mere end blot den erotiske tiltrækning, de svedige kroppe, de romantiske drømme og de deraf flaksende sommerfugle i maven.

De gamle grækere talte om fire slags kærlighed: Agape, philia, eros og storge.

Agape: Den store, spirituelle kærlighed. Den dybe, altomfattende kærlighed. Den uselviske kærlighed. Kærligheden uden forbehold og uden betingelser. Den kærlighed, der giver uden at forvente noget tilbage. Giver fordi den ikke kan lade være. Den kærlighed, som forældre føler til deres børn. Den kærlighed, som vi alle længes imod – og ønsker os ombølget af. For mange også den kærlighed, som Gud elsker menneskene med – og som vi burde elske Gud tilbage med. For den kristne forfatter C. S. Lewis, der skrev Narnia-bøgerne og bogen “The four loves”, var dette den største af alle kærlighederne. Det er også den kærlighed, som Den Hellige Frans af Assisi talte om at udøve, når han i sin berømte bøn om fred – og dermed også om kærlighed – siger:

Herre, gør mig til et redskab for din fred.

Hvor der er had, lad mig så kærlighed.
Hvor der er uretfærdighed, tilgivelse.
Hvor der er mørke, lys.
Hvor der er tvivl, tro.
Hvor der er fortvivlelse, håb.
Hvor der er sorg, glæde.

O, guddommelige Herre,
lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste.
Ikke så meget at blive forstået som at forstå,
Ikke så meget at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, at vi får.
Det er ved at tilgive, at vi tilgives.
Det er ved at dø, at vi fødes til det evige liv.

Amen.

For agape handler om at give, ikke om at få!!!

Philia: Den mentale kærlighed. Der, hvor man giver og tager. Den kærlighed, hvor man lever i et ligeværdigt (udvekslings-)forhold med venner og andre, som man føler sig forbundet med. Hele samfund kan også leve i philia. Philia, der er udviklet af Aristoteles, handler om dydighed, fortrolighed og hensyn. Om ligevægt, om at give og tage. Det er i dag betegnelsen for en åndelig kærlighed uden fysisk udtryk, selvom philia oprindelig også kunne være udtryk for ønske om en fysisk nydelse (ikke seksuel, men fysisk som fx et kram), både mellem familiemedlemmer, venner og elskende.

Eros: Den erotiske og romantiske kærlighed. Tiltrækningen. Suk i måneskin og kys en lys sommernat. Kærligheden til den mand/kvinde, som vi danner – eller gerne vil danne – par med. Forelskelsen. Det lange samliv. Den kærlighed, som mange taler om, når de taler om kærlighed, som Hollywood lever af. Eros kan dog også være en tiltrækning af det skønne i og ved et andet menneske – uden ønske om fysisk nærvær. I så fald er der tale om en platonisk kærlighed. For ja, platonisk kærlighed hører under eros, da der er tiltrækning i platonisk kærlighed, selvom den tiltrækning aldrig leves ud fysisk.

Storge: Familiekærligheden. De tætte bånd, der ikke kan brydes, uanset man er sammen eller ej. Især forældrenes kærlighed til deres børn, den kærlighed hvor man elsker uanset, hvad ens barn har gjort eller står for, også det man ikke bryder sig om. Men også andre familierelationer og situationer rummes af storge. Storge er altså den kærlighed, som er knyttet til personer og situationer, som man ikke kan gøre ugjorte, men som man er bundet til for evigt. Det er også lidt en “Elsk Tyrannen”- kærlighed. Vedkommende har nemlig tænkt sig at blive hængende.

Men uanset om vi føler agape, philia, eros eller storge, så gælder det 11. bud:
Vær mod andre, som du vil, at de skal være mod dig. Elsk din næste som dig selv.

For det er på vores handlinger, at vi skal kendes. Og her gælder altid de ord, som står i 1. korintherbrev, kap. 13:

Så bliver da tro, håb og kærlighed disse tre, men størst af dem er kærligheden.

Og dét, mine damer og herrer, er kærligheden i alle dens former. For kærligheden skelner ikke mellem ægtefællen, barnet, kollegaen, veninden, den hjemløse på gaden, Dronningen eller nogen andre.

Kærligheden, som i vores version oftest bygges på det vi mistede, på vores svigt og manglende mod, men som er vores eneste håb, det eneste vi kan bryde igennem barrikaderne med og nå hinanden med, som Spandau Ballet sang det i sangen “Through the barricades”:

http://www.youtube.com/watch?v=cHm8HlUN5gI

For kærlighedsbuddet lyder i al sin enkle radikalitet: Elsk din næste som dig selv!

Det er voldsomt og omvæltende – og helt fantastisk. Utroligt – og derfor kun til at tro.

Også fordi kærligheden samtidig er tålmodig, mild, misunder ikke, praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Kærligheden gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden, som man kan læse det i verdens smukkeste stykke litteratur: Paulus 1. brev til korintherne, kap. 13.

http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx?book=1kor&id=3&chapter=13b

For kærligheden håber alt, tror alt, udholder alt – ihvertfald den guddommelige kærlighed.

Thi således elskede Gud verden …

For der er en femte kærlighed: Guds kærlighed til os mennesker – og dét er den største af dem alle sammen. Dét er den kærlighed, hvori de andre fire kærlighedsformer og vi alle rummes og bæres af det levende ord.

For nok er Agape stor, men Guds kærlighed, som nok er meget agapisk, er endnu større. Den er altings forudsætning, altings bærende element og altings svar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skt. Hans-tale fra Møn

Udgivet den af
1

Skt.Hans-talerne har lydt over det ganske land her i løbet af aftenen.

En af dem blev holdt på Møn af Lise Lotte Møller, der er socialdemokratisk kandidat til kommunalbestyrelsen i Vordingborg kommune.

Hun sagde:

Godaften – det er en stor ære at få lov til at holde talen her, hvor jeg bor – og hvor jeg har holdt Sankt Hans aften sammen med mange af jer i så mange år.

Vi bor dejligt her  – lige ned til den åbne strand og med hele den danske sommer omkring os. Og nu er det Skt. Hans – og vi har vores eget Skt. Hans-bål. Og det har vi, fordi nogle engagerede borgere i Hjelm tog et fantastisk initiativ for snart mange år siden. Et initiativ, der gør, at vi samles denne aften – og endnu mere i år, hvor vi også spiste sammen. Dét er fællesskab, når det er bedst.

Men Hjelm by er ikke kun fællesskab og hygge. Hjelm by er også en by i udvikling. Mange folk er flyttet til byen, og så har vi fået vores helt eget konsulat, Republic of Uzupis med Peter Stuhr som Honorær Konsul.  Det er der ikke mange landsbyer, der kan prale af. Men det kan vi – og det gør vi. Republic of Uzupis og Hjelm. Dét lyder godt.

Det er også konsulatet, der har stået for vores heks i dag. Konsulen har sammen med kunstneriske venner fra Estland, Island og Danmark kreeret denne heks af genbrugstræ fra Kajs gamle hus. Flottere heks findes ikke. Det er nærmest synd at brænde hende af! Men skik følge, så om lidt sætter vi fut i hende. Det er jo midsommer, Skt. Hans. Den tid på året, hvor solen har mest magt.

Vi får ekstra kræfter, når solen skinner – kræfter som vi ønsker at gemme til dårligere tider – til efteråret og vinteren.

I gamle dage mente de overtroiske, at denne kraft fra solen nærmest var magisk. Derfor brugte de kloge koner netop tiden her omkring midsommer til at indsamle mange af de lægeurter, som de i årets løb skulle bruge til at kurere folk med.

Disse kloge koner – og mænd for nogle hekse var faktisk mænd – var en væsentlig del af datidens hverdag. De var datidens eksperter. De havde en viden og nogle kundskaber, som den almindelige borger ikke altid forstod. Og derfor oplevede vi i 1200-tallet, at hekseovertroen begyndte at komme ind i billedet, og i de følgende århundreder tog til med rædselsfulde følger for mange kloge kvinder – og mænd – i hele Europa.

Det var her på Møn – i Stege – i 1540 at man brændte den første heks – og det er først ca. 200 år senere, at man brændte den sidste på bålet i Salling. Det var i 1722 – altså for ca 300 år siden.

Vi har i aften en flot heks på vores bål, men vi har ikke altid haft hekse på vores bål. Heksen kom først på bålet i løbet af 1920’erne og 1930’erne, formentlig under indflydelse af tyske håndværkere, som fra dele af Tyskland (og Østrig) kendte til skikken med at brænde en strådukke på sankthansbålet. En strådukke, der symboliserede det onde, og som selvfølgelig skulle brændes for dermed at få det onde til at forsvinde. Dette symbol hvor vi brænder vores indre hekse eller fordomme af er en god tradition. Vi vasker tavlen ren og starter på en frisk.

Her i kommunen skal vi efter næste kommunevalg også starte på en frisk. Vi skal have en ny borgmester. Jeg håber, det bliver det nye og det friske – min borgmesterkandidat Martin Leider Olsen – der vinder det valg. Det mener jeg er vigtigt for Vordingborg kommune. For det betyder alt, at vi får en borgmester, der ikke tænker på de gamle dage med 4 kommuner, men en borgmester der tænker fremad.

Fremad i fælleskab. Det er vigtigt, at vi har et fællesskab, at vi føler os som en del af fællesskabet. For så er kimen til et spirende frø for en bedre fremtid lagt. Når vi kender hinanden, begynder vi også at bekymre os for hinanden, og så er vi parate til at hjælpe hinanden, når der er behov for det.

Det nære er nemlig vigtigt, og vi skal værne om de nære værdier. Det er vigtigt at føle sig sikker og som en del af et fællesskab. For så tør vi komme ud af sin komfortzone, der ud hvor vi ikke er bange for det fremmede og ukendte. Og det er så nødvendigt, at vi i Vordingborg kommune tør tænke ud af boksen og turde udviklingen og forandringen.

Vordingborg er ikke anderledes end andre kommuner. Alle vil have udvikling, men ingen vil have forandring. Den holdning skal ændres nu, og det er vigtigt at man d. 19. november for det første bruger sin demokratiske ret og går op og stemmer. Men det er lige så vigtigt, at man bruger sin stemme på en, der tør og kan få kommunen i den rigtige retning

Vi oplever for tiden en kæmpe fraflytning fra kommunen. Det betyder lukning af skoler og børnehaver samt en forringet service. Den udvikling skal vi have stoppet.

Det gælder om at man kan se en værdi i det sted man bor, så man ønsker at være en del af det og tage del i det.

Det er vi gode til her i Hjelm, og det er måske derfor, at vi har tilvækst. Vi har stadig vores forsamlingshus, hvor der lige er blevet gjort en stor indsats fra bestyrelsens side for at lave et succesfuldt loppemarked. Og hvor rigtig mange mennesker dukkede op og gjorde en indsats. Fordi det var sjovt, fordi de gerne ville være en del af fællesskabet. For vi vil alle sammen gerne være der, hvor det er sjovt at være.

Det gælder også her i Hjelm, hvor der er godt og sjovt at være. Og måske er det også derfor, at vi har så mange ildsjæle både her i Hjelm, men også på hele Møn i øvrigt. Jeg er i hvert fald superstolt af at bo på en ø så unik som Møn, en ø med så stor en talentmasse.

Jeg har netop haft glæde af et fantastisk samarbejde med filmfabrikken, som er drevet af nogle super entusiastiske og meget kompetente mennesker. Tænk at vi har en filmfabrik på Møn, hvor unge mennesker kan få en tre-årig uddannelse, som de kan bruge i deres fremtidige liv. Det er da skønt, og det viser, at det er projekter som det og meget andet, vi skal sælge vores ø – vores kommune på.

Vi har så meget at tilbyde – udover at være vandkants Danmark – (vi er den kommune med mest kystlinje) – så skal vi i fremtiden også stå i folks bevidsthed som en af de mest visionære kommuner i Danmark.

Men visioner og de nære ting går hånd i hånd. Derfor er en god folkeskole, gode børnehaver og ældrecentre vigtige. For sammen med en ordentlig offentlig trafik giver de basis for det sprudlende liv på landet, på vores unikke ø, som vi skal leve af og på.

På Møn var vi de første til brænde hekse af, måske ikke ligefrem noget at være stolte af, men I kunne hjælpe Møn og Vordingborg kommune ved at sætte jeres kryds ved en heks – nemlig mig d. 19. november. Jeg kan til tider være noget af en heks – ikke helt i datidens forstand, men fordi jeg ikke giver op, fordi jeg holder, hvad jeg lover og fortæller folk, hvad jeg mener.

Jeg vil slutte med at sige tak for ordet og ønsker jer alle en god Sankt Hans aften og en fantastisk og solrig sommer.

Talen er forfattet af Lise Lotte Møller

Pølse-opdate: Og vinderen i antal spiste hotdogs er …

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen lovede jo at komme med en opdatering på, hvem der kunne spise flest hotdogs i Silkeborg til den spændende finale i DM i hotdogsspisning, som løb af stablen lørdag eftermiddag, og som var sponseret af Tulip.

http://danmarksbloggen.dk/?p=1147

Så hvem blev det? Sidste års vinder Benny “Bomstærk” Steffensen eller udfordreren Ruben Mikkelsen, der havde spist ligeså mange hotdogs som Benny Steffensen i semifinalen?

Ja, det blev faktisk udfordreren Ruben Mikkelsen, der på en halv time spiste ikke færre end 34 hotdogs!!!

Altså mere end een hotdog i minuttet. Og hele ni hotdogs mere end nr. 2, Morten Jensen, som kunne få 25 hotdogs ned, mens sidste års vinder Benny Steffensen med 24 fortærede hotdogs måtte tage til takke med 3. pladsen.

For Ruben Mikkelsen er det ikke slut endnu med at spise hotdogs i mængder. For han vandt en tur til USA, hvor han i New York på selve Uafhængighedsdagen d. 4. juli skal deltage i hotdog-konkurrencen ”Nathan’s World Famous Hot Dog Eating Contest”.

Det bliver spændende – og hvis der er stemning for det, så vil vi meget gerne følge op på dén konkurrence her på Danmarksbloggen. For nok foregår det i USA, men der er en dansker med, og vi taler om de stolte, danske pølsetraditioner 🙂

http://danmarksbloggen.dk/?p=378

Vi taler om sammenhængskraft.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valdemarsdag og Dannebrog

Udgivet den af
1

Hvis ikke Danmarksbloggen skal hylde Dannebrog og Valdemarsdag, hvem skal så?

Dagen idag, d. 15. juni, er nemlig Valdemarsdag, opkaldt efter Valdemar Sejr, der var konge på det tidspunkt, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen. Det skete som bekendt dén junidag i 1219, hvor de kristne danskere sejrede over de såkaldte vantro estere i slaget ved Lyndanisse i Estland.

Den historiske sandhed omkring Dannebrog i denne historie skal man nok ikke fokusere så meget på. Mere på den gode fortælling. For ikke nok med at Dannebrog faldt ned fra Himlen, så krigslykken vendte. Nej, flaget faldt ned efter at de brave danskere havde opgivet fortsat at kunne holde bisp Anders Sunesens hænder i vejret.

For ifølge historien var det således, at sålænge den gode bisp kunne holde hænderne i vejret og bede til Gud, så havde danskerne overtaget i slaget. Men selv med hjælp fra den danske konges stærke mænd kunne bispen til sidst ikke mere. Hænderne måtte synke ned, og nederlaget ventede.

Men så var det, at Gud bønhørte de danske styrker og bispens bønner. Så var det, at Dannebrog med det hvide kors på den røde flammedug faldt ned fra Himlen som en velsignelse fra oven. Og så kan det ellers nok være, at de vantro estere, hedningene, blev slået, og danskerne vandt ikke kun slaget, men hele landet, som de straks efter tvangskristnede.

Historien om Dannebrog er altså en dramatisk historie. En historie om fundamentalisme og vold.

En historie, som det er godt at huske på en Valdermarsdag. Nemlig at det flag, som vi kalder vores, Dannebrog, oprindeligt ikke havde meget at gøre med dén tolerance og dét frisind, som vi idag gerne forbinder med Danmark.

Men at Dannebrog oprindeligt var en kristen korstogsfane, der siden senmiddelalderen  har været almindeligt brugt i Danmark. I starten som kongens og statsmagtens
flag, men siden Treårskrigen 1848-51 som hele befolkningens flag.

Og sådan er det stadigvæk. Danskerne flager med Dannebrog i en grad, som man kun gør få andre steder i Verden, både ved festlige, sørgelige og officielle
lejligheder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk