Besøg vikingerne på Nationalmuseet

Sommerferien synger for de fleste på sidste vers.

Danmarksbloggen vil derfor her på falderebet anbefale alle, der er i eller i nærheden af København at slå et smut forbi Nationalmuseet, hvis man har mulighed for det.

I juni åbnede nemlig årtiers største vikingeudstilling, hvor man blandt andet for første gang kan se verdens største vikingeskib, det 37 meter lange Ægir. Der er også mange smykker, våben, rituelle genstande, tøj og meget andet i den flotte udstilling.

http://natmus.dk/nationalmuseet/udstillinger/saerudstillinger/viking-2013/

I dagene 17. – 18. august vil gaderne omkring Nationalmuseet og Frederiksholms Kanal også danne rammen om et stort vikingemarked – og nede i kanalen vil selveste Havhingsten ligge. Dén Havhingsten, der er en kopi af et vikingeskib, og som foretog den store rejse til og fra Dublin i 2007-08.

Selve udstillingen fortsætter til d. 17. november, så efterårsferien kan også tages i brug, hvis man ikke når vikingerne her i sommerferien.

For vikingerne, deres store skib og alt det andet skal anbefales af Danmarksbloggen.

Føsrst og fremmest fordi der er tale om en udstilling i verdensklasse, men også fordi vikingerne er en af de grupper fra den danske historie, der betyder mest for dansk selvforståelse. Måske endda dén gruppe, der betyder allermest for os, når vi tænker på det at være dansk.

At billedet af den hjelmklædte og lurblæsende viking så ikke svarer til virkelighedens vikinger som de har set ud for et årtusinde siden, vælger de fleste at se stort på. Sværdene og skjoldene, som de altid er afbildet med, havde vikingerne, ja. Men hjelmene med de opadvendte horn og de store lurer hører bronzealderen til – en tid der ligger cirka 1000 år før vikingerne.

Det forstyrrer dog ikke hverken turistindustrien, leverpostej-producenten og alle de andre danske varemærker, der bruger den lille, tykke viking med smil på læben og sværd, skjold, lur og hjelm.

Og det er vel i grunden også i orden. Historierne om vikingerne og de følelser, som det giver os, betyder mere end den historiske virkelighed, som jo ofte er en grum historie om overfald, voldtægter, drab og kidnapninger derude i det fremmende, når vikingerne kom på deres lange skibe og skabte rædsel omkring sig.

For de danske vikinger var et langt stykke hen af vejen ikke andet end en flok bøller og bisser, der ikke lod nutidens pirater i Somalia meget efter i grusomhed og begær efter guld. Det skal vi ikke glemme.

Men vi skal også huske på, at de var gode til handel – og til at blive en del af det land, som de overtog – som man for eksempel så det både i Normandiet i Frankrig og Danelagen i England.

Eller det faktum at vikingekvinderne derhjemme var stærke og et langt stykke hen af vejen ligeværdige med mændene. Måske fordi kvinden var den, der styrede gården og landbruget, mens manden var i viking, som det hed, når de rejste ud på langfart.

Vikingerne er derfor på alle planer mere facetterede og komplekse end både myter og reklamer fortæller os. Derfor er der også god grund til at gå ind og se udstillingen på Nationalmuseet.

For det er en udstilling, der kommer hele vejen rundt om de gæve mænd og kvinder, der stadig sætter gang i fantasien og historierne hos danske mænd, kvinder og børn.

Og så har vi brug for vikingerne i denne tid, brug for den styrke på sig selv og egne evner, som de havde.

Vi skal også tro på, at vi kan. Kan bevare det danske samfund som et rummeligt og tolerant samfund, hvor der er plads til os allesammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk