Tag-arkiv: mennesker

Liberal Alliance versus Alternativet

Udgivet den af
1

Dansk politik har flere nye børn. To af de mest markante er Liberal Alliance og Alternativet.

Danmarksbloggen vil her sammenligne de to partier på tre markante punkter.

1)    Drivkraften: Liberal Alliance er drevet af egoismen og mig-mig-mig-kulturen. Alt hos partiet og deres støtter handler om, hvordan JEG kan få mere ud af det. Alternativet er derimod drevet af noget så sjældent i dansk politik som en vision om at skabe et samfund, der hænger sammen. Et samfund med hensyn til mennesker og miljø. Et samfund med FÆLLESSKAB.

2)    Hvem støtter: Liberal Alliance er støttet af Saxo Bank, hvis leder er en stor tilhænger af neoliberalismen i dens mest ekstreme form. Alternativet derimod er støttet af mange forskellige mennesker, der har bidraget med, hvad de har kunnet. Stort eller småt. Det er altså et parti, der vokser op nedefra – og ikke via en stor pengetank.

3)    Kandidaterne: Liberal Alliance kaster sig over enhver kendt, som de kan komme i nærheden af uden at skelne til hvad personen i virkeligheden kan. Joachim B. Olsen er fx et af de bedste eksempler på en mand, der sidder i Folketinget uden egentlig at være egnet. Og nu er det så fitness-dronningens Charlotte Bircows tur. Alternativet derimod nægter at godkende endog meget kendte mennesker, som kunne give stemmer.  Men her drejer det sig i stedet om substans og kvalitet. Om at finde kandidater, der er i stand til at overskue, analyse og gennemtænke problemstillinger og informationer. Mennesker, der ikke kun har hjerte, men også hjerne.

Billedet er klart: Penge, magt og egoisme hos Liberal Alliance versus visioner, viden og fællesskab hos Alternativet.

Nu må man ikke gøre forskel på børn, men man må godt gøre forskel på partier. Og Liberal Alliance er en gøgeunge, der bare skal ud af reden så hurtigt som muligt – mens Alternativet er et lille hjertebarn, der mener det vel – og som nu skal til at lære at lege med de store i skolegården.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vigtigheden af at passe på jøderne

Udgivet den af
Svar

På de fleste skoler har man en anti-mobbe-politik.

Det skal vi også have som samfund. For også her har vi en gruppe, som udsættes for ikke kun mobning, men også decideret chikane og nu terror. Nemlig jøderne.

Danmark anno 2015 er desværre et land, hvor det er svært at være jøde – både til hverdag og når terroren rammer. Hvor jøder rådes til ikke at gå med kalot og Davidsstjerne på Nørrebro fx. Hvor jøder rådes til at passe på med at sige at de er jøder, fordi det kan ophidse i en diskussion om palæstinenserne.

Men jøder er ligeså meget danskere som alle mulige andre. Jøder har de samme rettigheder som alle andre. Jøder skal derfor – uhindret og uden problemer – kunne gå med kalot og Davidsstjerne og på anden måde vise, at de er jøder. De skal kunne sige og skrive, hvad de har lyst til. Ytringsfriheden gælder også jøder.

Gårsdagens terror ramte nemlig ikke kun ytringsfriheden på Østerbro. I anden omgang ramte den det jødiske samfund, da en jøde blev skudt og dræbt, mens han passede på 80 andre jøder, der holdt konfirmationsfest ved synagogen i Krystalgade.

Et samfund er aldrig stærkere end dets svageste led … og skal Danmark være det åbne og frie samfund, som vi så gerne vil være, så skal vi passe godt på jøderne.

Vi er alle mennesker først, sidst og indimellem – og det gælder alle, både kristne, muslimer, jøder, buddhister, ateister og alle andre. Vi skal alle være her – i fredelig og dejlig sameksistens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Indenfor murene”

Udgivet den af
1

Hvor gik Nora hen, da hun gik ud,? spørger man altid om, når man har set Ibsens ”Et dukkehjem”.

På vej hjem efter at have set nationalklassikeren ”Indenfor murene” på Folketeatret er det derimod ligeså naturligt at spørge om, hvor den jødiske datter Esther og hendes kristne forlovede Jørgen gik hen, mens den jødiske patriark Adolf Levin gik i seng – og den jødiske moder Sara grædende bad om lykke til sit barn.

Man kan selvfølgelig gå til Bent Fabricius-Bjerres musical Esther. Men man kan også søge svaret andetsteds, søge det udenfor teatermurene, udenfor synagogens, kirkens – og i vor tid moskéens mure.

For nok gik det unge par, der spilles overbevisende af Sofia Nolsøe og Jesper Dupont, ud for at søge kærlighedens lykke langt væk fra religionen. Men hvor langt væk kunne de gå en tid, hvor de begge var mere end på forkant med deres oprør mod forældrene og religionen?

Og kan man nogensinde – også i 2015 – for alvor flygte fra sine rødder og sin barndom? For er der ikke indeni os alle tykke, mentale mure? Mure, der aldrig rigtig kan rives ned – men kun slås hul i?

Men måske kan vi også nøjes med hullerne – på scenen og i det virkelige liv?

For ”Indenfor murene” handler om det virkelige liv i 1912 – og i 2015. Det handler om mennesker. Det handler om kærlighed. Det handler om rødder. Det handler om fortid, nutid og fremtid. Det handler om konflikter mellem mennesker – og måske allermest om vigtigheden af evnen til at række ud, især udover sig selv.

Det handler om dig og mig – og alle andre, uanset om vi er jøder, kristne, muslimer eller ateister. For vi har alle rødder og alle forældre – og mange af os har også børn og nogle endda også børnebørn. Vi har alle de samme grundvilkår som mennesker – og derfor mere der samler end skiller os.

Vi kan alle spejle os i hinanden, uanset om vi kommer i kirken, synagogen, moskéen – eller sidder under et grønt træ.

Det ser man for alvor, når der slås hul på murene – og man i stedet for fordomme og stereotyper ser hinanden som de forskellige mennesker af kød og blod, som vi er først, sidst og indimellem. Når man søger forståelsen og forklaringen som den jødiske søn Hugo gør det så glimrende, selvom de andre i familien Levin slet ikke lytter til hans visdomsord.

I en senere tid – skuespillet er skrevet i 1912 – burde Hugo også være blevet fredsforhandler i Mellemøsten. Men i den velhavende jødiske Levin-familie i tiden op til 1. verdenskrig er han læge og hans bror forretningsmand ligesom faderen, der spilles med en fantastisk autoritet og nerve af Waage Sandø fra han træder ind til sabbatten til han sidst i stykket går i seng.

Men i enhver jødisk familie er moderen omdrejningspunktet, både når hun tænder lysene til sabbatten og ellers. Og det er dansk teaters største skuespillerinde Ghita Nørby også i Folketeatrets ”Indenfor murene”.

I hver en bevægelse, hver en tone, hver en mimik ER hun Sara Levin, den jødiske mor, der elsker sin familie overalt på jorden og gør alt, hvad hun kan for at sikre alle lykken – og freden indenfor murene.

Men freden brydes og livet laves om. Først da datteren tro mod tidens stigende bevidsthed og kamp for kvindens rettigheder kommer for sent hjem til middagen – og endnu mere, da det nødvendige opgør med etatsråden, mesterligt spillet af Preben Christensen, finder sted.

Der slås hul på murene, og det gøres så eftertrykkeligt, at forestillingen sidder i én længe efter, at man har forladt teatret og er gået hjem i en nutidig vinteraften i endnu en tid, hvor mennesker bygger mure og ser religioner og fordomme, før de ser mennesker.

Og i øjeblikket desværre mere end i mange årtier.

Henri Nathansens stykke er med andre ord mere aktuelt end det har været længe – og Danmarksbloggen giver det i Folketeatrets sprudlende og stærkt bevægende version fem store stjerner ud af fem mulige.

Endelig skal nævnes forestillingens program. Normalt er et program ikke noget, som der er grund til at nævne i en anmeldelse. Men her er der. Endda stor grund.

For programmet til Folketeatrets ”Indenfor murene” er mere end blot flotte billeder og baggrundsinformation. Det er en guldgrube af substans, af tanker og betragtninger over stykket og dets mening og morale – leveret af både Ghita Nørby, Herbert Pundik og Thomas Bendixen.

Danmarksbloggen anbefaler derfor ikke kun på det varmeste at se stykket, men også at købe programmet, gemme det og finde det frem igen og igen – især når man føler behov for at blive husket på, at livet først og fremmest handler om mennesker, samvær og mangfoldighed – og ikke om religioner og ideologier.

”Indenfor murene” spiller frem til 11. april på Folketeatret. Det er Thomas Bendixen, der har instrueret, og Maja Ravn, der har stået for scenografien. Steen Larsen er manden bag lyddesignet, mens Lars Schou har stået for lysdesignet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Åben uge 8 i moskéen

Udgivet den af
1

Allerede nu er moskéer landet over åben for besøgende, også ikke-muslimer.

Men nu vil indtil videre fire moskeer holde en nærmest endnu mere åben uge for at pointere, at der findes masser af moderate muslimer, som ikke ønsker hverken vold, terror eller noget af alt det andet, som højrefundamentalister beskylder islam for at være synonymt med.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Regionale/Trekanten/2015/01/28/100837.htm

Det er en god ide. Danmarksbloggen håber, at flere moskéer slutter sig til initiativet.

Danmarksbloggen håber også, at mange danskere vil benytte sig af muligheden for at besøge en moské – og måske endda snakke med en muslim eller to.

For når vi lærer hinanden at kende, så ser vi ikke hinanden som en ensartet og endimensionel gruppe, men som enkeltpersoner – og så opdager vi, at vi har mere, der samler, end der skiller os – uanset race, religion, seksuel orientering – og hvad der ellers kan skille mennesker.

Så opdager vi, at alle er mennesker først, sidst og indimellem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-politiker vil have mere Jesus i politik

Udgivet den af
1

Mennesket har brug for håb og perspektiv i sin tilværelse, hvis livet skal være et liv med mening og ikke blot en overlevelse. Der er derfor brug for autenticitet. Og her kommer Jesus ind i billedet iflg. den afgående EU-præsident Herman Van Rompuy, der for nylig sagde:

“Jesus Kristus er det bedste eksempel. Som uskyldig døde han på korset. Det er autenticitet.”

At politikerne taler om religion er ikke hverdagskost i Europa, men erkendelsen af at mennesket er mere end en forbruger, og at livets mening ikke kan vedtages politisk, breder sig i disse år, hvor værdikampene bliver mere intense (også i Danmark), end de har været det i mange generationer.

Iflg. Van Rompuy har kirkerne meget at bidrage med, når det gælder solidaritet og fattigdom. I skyggen af finanskrisen kan de fx bidrage med et nyt perspektiv på menneskelivet. Kirkerne skal turde engagere sig bredt, mener han.

Vi kan kun forandre, når vi er involveret i samfundet, lyder det fra den tidligere EU-præsident.

Læs evt. mere her: http://www.kristendom.dk/synspunkt/jesus-kan-blive-den-autencitet-vi-laenges-efter

Danmarksbloggen er enig. Kristendommen har med sit næstekærlighedsbud meget at tilbyde en verden, der bliver mere og mere jungle-agtig og egocentreret.

Men andre religioner skal vi også have med. Der er mange veje op af bjerget – og alle store verdensreligioner betoner vigtigheden af, at vi skal være gode ved hinanden.

For det er som bekendt på vores handlinger, at vi skal kendes – og på det, som vi gør eller ikke gør for vores medmennnesker. Så betyder det mindre, om vi tror på Jesus, Muhammed, Buddha – eller måske Tyggegummikongen eller sågar “The Flying Spaghetti Monster.”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politisk korrekthed ødelægger tolerancen i samfundet

Udgivet den af
1

I vores broderland Sverige spiller den politiske korrekthed en stor rolle. Således har man nu omredigeret en tv-version af den klassiske historie om Pippi Langstrømpe, så hun ikke mere leger kineser med sammenknebne øjne. Alt om negere er også væk – selv det faktum, at hendes far er negerkonge.

Tidligere for en lille måned siden pillede man også et gardin ned i Astrid Lindgrens Värld i Vimmerby, fordi der på gardinet var et billede med to negerbørn, der vifter med palmer for at holde Pippi kølig i heden på den sydhavsø, hvor hendes far er negerkonge.

Det kan danskerne godt ryste på hovedet af. Svenskerne er bare alt for meget i deres politiske korrekthed, lyder kritikken enstemmigt fra dansk side.

Men er vi i grunden bedre selv?  

Danmarksbloggen er ikke sikker. Tværtimod så mener Danmarksbloggen, at den politiske korrekthed i dag sidder alt for dybt i danskerne, der er hurtigere end nogensinde til at føle sig fornærmet og trådt på.

Det hedder fx ikke tyk, men overvægtig.

Det hedder heller ikke bøsse, men homoseksuel.

Man taler heller ikke længere om de handicappede, men om mennesker med handicap.

Og hedder det dværg – eller vertikalt udfordret?

Og så er det i øvrigt ikke kun Sverige, der laver om på landets kulturskat.

I ”Elefantens vuggevise” synges der ikke længere i Danmark om at få en negerdreng som rangle, men en kokosnød.

Det giver ingen mening!!!

Hvis vi skal have en chance som et mangfoldigt samfund med plads til forskellighed og tolerance, så skal vi droppe den politiske korrekthed og begynde at kalde en spade for en spade.

Pippis far er negerkonge. Punktum. Og vejer man for meget, er man tyk. Punktum. Og er man en mand, der tændes seksuelt af andre mænd, er man bøsse. Punktum. Og er man handicappet, er man handicappet. Punktum. Og er man en dværg, er man en dværg. Punktum. Og jo, elefantungen loves en negerdreng i rangle. Punktum.

Sådan er det – og det er helt i orden.

Historierne om Pippi og visen om elefantungen er også bedst i deres originale versioner.

Og hvad angår tykke, tynde, hetero-, homo-, bi- og transseksuelle, dværge, smukke, grimme, handicappede, sorte, røde, gule, hvide, rødhårede, bebrillede, tatoverede og alle andre, der kan blive ramt af fornærmelsessygen, så er det vigtigt at huske på, at vi alle er lige meget værd som mennesker.

At der altid er mere, der samler end skiller os. Og at det, der skiller os, blot gør verdenen rigere og mere mangfoldig.

Så er det faktisk 100% lige meget, om man er tyk, tynd, hetero-, homo-, bi- og transseksuel, dværg, smuk, grim, handicappet, sort, rød, gul, hvid, rødhåret, går med briller, er tatoveret eller noget helt andet.

Man er et menneske – og det er alt nok!!! Resten er detaljer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Thorning, pas på med at lade tingene skvulpe …

Udgivet den af
1

Vi har af og til en robust samtale om indvandring i dette land, sagde Helle Thorning for lidt siden i et DR-interview med Ask Rostrup på DR1, hvor emnet ellers var Islamisk Stat, danske Syrienskrigere og kampen mod terror.

En kamp, hvor Helle Thorning stod helt fast på, at Danmark ikke vil hverken bøje nakken eller undskylde noget som helst – men at vi konsekvent vil kæmpe imod Islamisk Stat og dén ondskab, som de repræsenterer. Og at netop denne stålsatte vilje fra vores side er en god ting.

Dén del er Danmarksbloggen helt enig i …

Danmarksbloggen er også enig i, at det ikke er hverken Danmarks eller resten af den vestlige verdens ansvar, hvad der sker i Syrien og i Irak i øjeblikket.

Men så var det, at det alligevel skvulpede for statsministeren, der pludselig – måske med henvisning til Sverige – sagde: Vi har af og til en robust samtale om indvandring i dette land.

For med dén ene sætning siger Thorning også, at indvandring er lig med en øget terrortrussel i Danmark, underforstået indvandring af muslimer. Hun skærer derfor alle muslimer over én kam – og glemmer helt at skelne mellem det at være indvandrer, det at være muslim og det at være terrorist.

For det at være indvandrer, muslim og terrorist er og bliver tre forskellige ting, som statsministeren her lader skvulpe over i hinanden.

For ja, man kan godt være indvandrer uden at være muslim – eller terrorist.
Og ja, man kan godt være muslim uden at være terrorist.

Og endelig ja, man kan også godt være terrorist uden at være muslim – eller indvandrer for den sags skyld.

Som med alt andet er der INGEN religion, race, køn eller andet, der dikterer noget som helst. Vi er alle mennesker først, indimellem og sidst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Islams store chance er idag

Udgivet den af
1

To muslimske debattører Tarek Ziad Hussein og Zubair Butt Hussein, der ikke vil slås i hartkorn med IS (Islamisk Stat), har i dag arrangeret demonstration i København mod IS og den forvrængede og brutale version af islam, som IS står for.

Titlen på demonstrationen er: At dræbe et menneske er som at dræbe hele menneskeheden

Dét er simpelthen så godt et initiativ, der også følges op af en lignende demonstration i Aarhus. Begge demonstrationer giver dermed alle muslimer (og alle andre) muligheden for at vise, hvor de står – og hvad de mener.

Alle ikke-muslimer, også dem, som er meget muslimsk-fjendtlige, får hermed også muligheden for at forstå, at islam er mere end vold, kvindeforagt og hvad islam ellers så ofte beskyldes for.

Man kan så desværre godt tvivle på, at der vil gå op for nogen i fx Dansk Folkeparti, som kalder de to initiativtagere for ”dårligt selskab”. DF´s Peter Skaarup siger fx i nedenstående artikel om de to initiavtagere: ”Selv om de ikke går ind for halshugninger, så kæmper de begge for, at yderligtgående holdninger skal vinde frem i Danmark”.

http://www.b.dk/nationalt/hizb-ut-tahrir-og-df-vil-boykotte-protest-mod-is

Men sådan én attitude overfor Hussein og Hussein, der med dagens demonstration bruger de demokratiske spilleregler og blot søger dialogen og den fredelige sameksistens, er vejen til forståelse lang.

Men vi skal nå til dén forståelse, hvis vi skal have en chance som mennesker og som samfund.

For islam er – præcis som de andre store verdensreligioner – en religion, der prædiker fred mellem mennesker, et tæt forhold til Gud og religionsfrihed. Der står således intet i Koranen om hellig krig – ligesom at der heller ikke står noget om det i hverken Biblen eller Toraen.

Når ondskaben bruges i religionens navn, kommer den aldrig fra en bog.

Ondskaben i verden kommer altid fra et menneskehjerte uden plads til andre og andet end vedkommende selv.  

Og her er både kristne og muslimer såvel forfølgere som forfulgte.

Men nu må hadet og ondskaben stoppe – og kærligheden og forståelsen indtage pladsen. Det kræver mod, især af de muslimer, der er bange for, at radikale muslimske grupper vil overvåge hvem, der går med i demonstrationen.

For de yderligtgående muslimske organisationer holder sig også væk ligesom DF.

Elias Lamrabet fra Hizb-ut-Tahrir siger fx i ovennævnte artikel: ”Demonstrationens fjendebillede af Islamisk Stat (IS) er nemlig forfejlet og ude af trit med virkeligheden.”

Dén er så langt ude, at ingen hopper på den – medmindre de selvfølgelig er enige med IS. Noget, som Naser Khader i ovenstående artikel frygter, at mange muslimer er.

Danmarksbloggen håber, at Khader tager fejl  – og at mange af det store flertal af helt almindelige muslimer, der ikke ønsker andet end at leve et godt liv med familie, arbejde og fritid, alligevel tør gå med.

For demonstrationen i dag er ISLAMS STORE CHANCE I DANMARK for at vise, at muslimer og kristne og ateister og alle andre har langt mere, der samler os end der skiller os.

Læs mere her: https://www.facebook.com/events/703692856352350/?ref=4

Danmarksbloggen bakker 100% op. For Danmarksbloggen ved, at vi alle først og fremmest er mennesker – rundet af og medlem af den samme menneskehed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

McKinsey, mennesker og det umulige match

Udgivet den af
Svar

Konsulentfirmaet McKinsey er udset til at skulle stå for implementeringen og opfølgningen på folkeskolereformen samt på erhvervsuddannelsesreformen.

Dét giver bare ikke mening. Ja, det er et umuligt match. Som formanden for skolelederforeningen Anders Balle siger det i nedenstående artikel fra DR´s hjemmeside: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/02/26/080800.htm

“Vi har ikke brug for en yderligere stramning af New Public Management-skruen i folkeskolen, siger Anders Balle, der er formand for skolelederforeningen.
Han frygter, at beslutningen om at lade konsulentfirmaet McKinsey implementere og følge op på indførelsen af folkeskolereformen og erhvervsuddannelsesreformen vil betyde, at der bliver målt på få mål med hårde facts.
Det er nemt at måle, om eleverne kan læse og regne, men om de bliver gode kreative og innovative mennesker, der kan blive aktive samfundsborgere, er svært at måle, og det er vist slet ikke med i målingerne, siger han.”

Citat slut.

Anders Balle rammer meget præcist med sin kritik. Det giver nemlig på ingen måde mening at bedømme mennesker og læring udfra de management-tanker, der ligger til grund for firmaer som McKinsey.

I det hele taget gælder, at en nyttefilosofi, som den McKinsey baserer sine analyser på med fokus på tal og økonomi, ikke kan bruges i forhold til mennesker. Desværre spreder netop samme nyttefilosofi sig med lynets hast i den offentlige sektor.

Men hverken skoler, børnehaver, vuggestuer, sygehuse, lægehuse eller plejehjem kan bedømmes på samme måde, som man bedømmer en virksomhed, der producerer x antal dippedutter, y mængde viden eller x mængde serviceydelser.

Mennesker er så meget mere og så meget større, end hvad der kan vises i skemaer og tabeller. Menneskets opfindsomhed og evne til at tænke og agere kreativt hænger heller ikke sammen med cost-benefit-analyser, og hvad management-firmaer som McKinsey ellers kan trække op af hatten med smarte ord og undersøgelser, der ser valide ud.

Men vi er – både som samfund og som individer – mere og andet end hvad de smarte drenge og piger kan få ind i deres strømliniede rapporter. Og netop derfor giver det ikke mening at hyre et firma som McKinsey til at lave noget som helst i den offentlige sektor i Danmark.

Men det har nogen glemt at fortælle især finansminister Bjarne Corydon, der overtog sin McKinsey-departementschef David Hellemann fra forgængeren Claus Hjort Frederiksen, der ansatte den unge McKinesy-mand i 2010.

Gad vide hvor mange andre McKinsey-mænd, der sidder på centrale poster i det offentlige Danmark? Nedenstående artikel viser ihvertfald, at konsulentfirmaet er ligeså indflydelsesrigt, som det er lukket i forhold til hvem partnerne i firmaet er – og hvad de laver: http://www.business.dk/raadgivning/millioner-mystik-mckinsey

Et samfund styret efter McKinsey´s management-metoder er derfor så langt fra det åbne, demokratiske og menneskelige samfund, som noget kan være. Det er på tide at få McKinsey tilbage til der, hvor de hører hjemme: Hos de private virksomheder hvor det er helt legalt udelukkende at fokusere på bundlinien.

Selvom man nu ret beset også kan tjene mange penge på innovation og andre såkaldt bløde værdier, som ikke kan måles af de smarte regnedrenge og fikse management-piger. Ja, det er formentlig især dér hos de bløde, at gevinsterne ligger: I miljøer uden kontrol og mål sat op af firmaer som McKinsey, men istedet miljøer hvor kreativiteten, anerkendelsen og troen på at mennesker vil berige og bidrage er i højsædet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk