Sommer-erindring: Jer fra København vil vi godt have i Sverige

Der er en voldsom storm på vej over Europa, hvilke bekræftes af tre oplevelser denne sommer – følg med i Danmarksbloggens sommer-erindrings-serie. Vi fortsætter i dag med Sverige.

Danmarksbloggen har været en uges tid i Stockholm i den forgangne sommerferie. En nordisk hovedstad med en meget større multietnicitet end København. Der er dog ingen, der blander sig eller mingler med hinanden – tværtimod så lever hvide, sorte, brune, gule, muslimer, kristne, kulturkristne, buddhister, ateister og alle andre side om side – men på måder som om de andre slet ikke eksisterer. Det er nemlig helt utroligt, så gode svenskerne – uanset herkomst – er til at ignorere hinanden på gaden, i tunnelbanen, i parken, i det udendørs svømmebassin og alle andre steder, hvor mennesker færdes i Stockholm.

Dvs. lige indtil de er nødt til at agere med hverandre – så sker der noget, og det er i reglen noget negativt, hvor venlighed og høflighed er erstattet af kulde, ja åbent fjendskab. Det er som om al den pænhed og politiske korrekthed, som Sverige ellers forbindes med, har en mørk og voldsom bagside, som ingen officielt vil være ved – men som alligevel kommer ud i hverdagen.

Jeg oplevede det blandt andet i et supermarked inde i hjertet af Stockholm, hvor dér foran mig i køen stod en muslimsk familie, som nok var lidt langsomme til at få varerne op på båndet, og som i tilgift havde et par børn, der råbte en del, hvilket kun øgede det generelle irritationsniveau. Nå, så blev det min tur, og da mine varer var kørt igennem, spurgte den unge – hvide – mand bag kassen, om jeg havde et kundekort. Nej, desværre – jeg er fra København, sagde jeg på mit lettere gebrokne svensk.

Han smilede venligt tilbage til mig, og svarede: Helt ok, jer fra København vil vi gerne have her i Sverige. I er altid velkomne. Og så kiggede han skævt henimod den muslimske familie, som stod og pakkede deres varer sammen, og som ikke kunne undgå at høre det. De sagde så ingenting, og det gjorde jeg heller ikke.

Jeg burde nok havde sagt noget, men vidste ikke lige hvad. Man vil også gerne være høflig, når man er i udlandet.

Men bag mig stod en nydelig ældre – og hvid – svensk dame, og hun var ikke mundlam, men helt enig med den unge mand bag kassen. Så hun smilede til ham og til mig, mens hun nikkede og sagde: Ja, danskerne er vores venner. Det er kun på fodboldbanen, at vi kæmper med hinanden. Og så smilede de begge to stort til mig, mens jeg med et ansigtsudtryk som en forvirret smiley tog mine ting og gik – ret rystet – ud på gaden.

For så langt ud er det åbenbart kommet i Sverige – altså når vi er væk fra det officielle Sverige. For der er en kæmpeverden til forskel på, hvad de svenske politikere siger – og hvad befolkningen mener, og til september er der valg til Riksdagen, Sveriges Folketing. Det bliver en gyser, som også vil give dønninger i Danmark. Især hvis Sverigesdemokraterne bliver det største parti – og det tror Danmarksbloggen, at de bliver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommer-erindring: Skrid hjem, muslim

Der er en voldsom storm på vej over Europa, hvilke bekræftes af tre oplevelser denne sommer. Følg med i Danmarksbloggens sommer-erindrings-serie. Vi starter i dag med Danmark.

Danmarksbloggen var en uge på Bornholm i den forgangne sommerferie, og det var pånær en enkelt begivenhed en skøn uge.

Ugens eneste sorte klat foregik dog ikke på selve Solskinsøen, men ude på Erteholmene – Danmarks østligste punkt, som er et fantastisk sted, der kun kan nås med båd inde fra Gudhjem. Erteholmene består af fire øer, hvoraf de to er beboede, nemlig Christiansø og Frederiksø, og mellem de to øer er en meget lille bro, som undertegnede gik over et par gange.

På den ene af turene skulle jeg forbi en mand, som også havde været med båden inde fra Gudhjem. Jeg havde godt set ham, da han gik ud på broen – og han havde også set mig, som pga. den stærke blæst havde taget hætten på min trøje op og snøret den godt til, så mine ører ikke fik træk. Men det syn var åbenbart for meget for den velklædte yngre – hvide – mand, for han stillede sig, så han fyldte nærmest hele den meget smalle bro. Jeg var derfor nødt til at kante mig forbi ham, og mens jeg så gjorde det, kom det hadefuldt hvislende ud mellem hans sammenknebne læber: Skrid hjem, din skide muslim.

Øh, det er altså bare en hættetrøje, og jeg er ikke muslim, sagde jeg ret paf. Det reagerede han ikke på, men gentog bare, at jeg – en skide muslim – skulle skride hjem.

Jeg var som sagt blevet paf, så jeg gik bare videre … og først ovre på den anden side af den lille bro kom alt det, som jeg skulle have sagt, nemlig: Altså det her er en hættetrøje, men selvom det havde været et tørklæde, hvad så? Vi lever vel i et frit land, hvor man må gå klædt, som man vil (eller det gjorde vi inden maskeringsforbuddet). Og nej, jeg er ikke muslim, men kristen – men selvom jeg havde været muslim, hvad så? Vi har religionsfrihed i Danmark – det står i Grundloven.

Jeg kom så også til at tænke på de kvinder, som ikke går med hættetrøjer, men med tørklæder – og på hvad de må høre, hver gang de viser sig på gaden. Jeg var udsat for én enkelt dum og latterlig kommentar fra en tydeligt åndeligt og intellektuelt mindrebemidlet mandsperson, mens de kvinder må lægge ører og krop til alt muligt hele tiden. Dét kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Og for en ordens skyld: Det går også den modsatte vej, som når drenge og mænd af anden etnisk herkomst kalder unge, etniske danske piger og kvinder for ludere, bare fordi de går i shorts eller kort kjole. Det er ligeså slemt. Der er ingen forskel.

Så RESPEKT skal der til. Det eneste, der skal skride hjem, er dumheden og intolerancen, som jeg forestiller mig bor i et mørkt og klamt hul med meget lavt til loftet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkkes bedste dag

Det her må være Løkkes bedste dag som statsminister i denne valgperiode.

For Mette Frederiksens udmelding om at Socialdemokratiet efter folketingsvalget vil danne en mindretalsregering udenom de radikale åbner med et stort brag muligheden for, at Løkke kan fortsætte som statsminister efter netop næste folketingsvalg.

En af Danmarksbloggens venner, Ole Frederiksen, forklarede det så fint i en kommentar, som Danmarksbloggen har fået lov til at bringe også:

Uark! Nu troede jeg lige, at vi ved næste vag var 99% sikre på at slippe for LLR som statsminister! Nu er jeg absolut ikke sikker længere.

Jeg forestiller mig, at Venstrefløjen får flertal, men efter ugers forhandlinger (om regeringssamarbejdet, red.) må de give op, og så står LLR klar med et forslag til en V-mindretalsregering, der går igennem.

Citat slut.

Danmarksbloggen er enig. Dét kunne meget nemt blive scenariet, og det kan vores land og samfund slet ikke tåle. Hverken naturen eller de svage grupper i samfundet kan klare fire år mere med mennesker ved magten, der ta´r fra de fattige og gi´r til de rige – samtidig med de ødelægger naturen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørklægningsloven gør Grundlovsdagen svær at fejre

I morgen er det Grundlovsdag, Danmarks nationaldag, og landets politikere vil som altid stå på diverse talerstole og holde Grundlovstaler. Taler, hvor de priser demokratiet og vores åbne samfund.

Det rimer bare ikke, for samtidig har vi en så stram offentlighedslov, at det reelt er en mørklægningslov. Vi har departementschefer, som instruerer deres medarbejdere i, hvordan de skal tilrettelægge arbejdet, så arbejdet kan ske i strid med den offentlighedslov, der trods alt findes.

Det er en meget uheldig udvikling – men forventelig hvad der sker, når den herskende klasse og dens håndlangere lever et liv fjernt fra dem, som de bestemmer over.

Og det gør Christiansborgs politikere. Kan hænde, at de af og til er på besøg i deres valgkreds eller i en virksomhed på Lolland eller i Vestjylland. Men generelt så lever de deres liv i og omkring Christiansborg, hvor også deres medarbejdere bor – og hvor de løber de samme ture rundt om søerne i København, spiser på de samme restauranter og drikker Caffe latte på de samme smarte cafeer.

Jeg ved det, for jeg bor selv centralt i København, og jeg ser, hvordan den kreative klasse – som den slags mennesker også kaldes – klumper sig sammen herinde, og stort set kun taler med dem, der er ligesom dem selv. Dvs. andre akademikere, mediefolk, konsulenter, kunstnere – og i hvert fald ingen håndværkere eller arbejdsfolk, og kun i få tilfælde en lærer, en sygeplejerske eller en politimand.

Men Danmark består af hele paletten, og det er på tide at få alle slags mennesker ind i Folketinget – og ind og bo i Danmarks hovedstad. Det er på tide, at vi igen lærer hinanden at kende i dette lille land, så vi kan tale sammen og forstå hinanden – og vide noget om hinandens liv og vilkår – for kun sådan kan vi kere os om hinanden..

Når det sker, så er der for alvor noget at fejre Grundlovsdag på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Burkaer og ulve som afledning

Så er det i dag – på den sidste forårs-kalenderdag, at der skal stemmes om burkaforbuddet. Og selvom det med nærmest 100% sikkerhed bliver et ja, så vil sagen løbe med alle overskrifterne – præcis ligesom ulvene og ramadanen gjorde det tidligere på foråret.

For er der noget, der kan få danskerne op i det røde felt, så er det symbol-politik som ulve, ramadan og burka´er, der behændigt bruges som afledning for de vigtigere sager.

Dét er ikke overraskende – men stadig rystende. Og vi kalder os et oplyst folkefærd …

Men hvor oplyste er danskerne, når:

  • Ulve er vigtigere end de fattige børn, som der bliver stadig flere af – og der er mange i forvejen
  • Burkaer er vigtigere end at den østeuropæiske arbejdskraft systematisk får en markant lavere løn end danskere
  • Ramadanens faste er vigtigere end at vi i Danmark er begyndt at lovgive efter etnisk oprindelse

For muslimerne er blevet prügelknabe, og store dele af det danske folketing er enige om – trods et historisk stort økonomisk opsving –  at gøre livsvilkårene for alle socialt udsatte og dårligt stillede markant værre.

Det er den liberalistiske-fascistiske stat for fuld udblæsning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvornår må man trække nazi-kortet?

Hvornår må man trække nazi-kortet?

Må man gerne trække nazi-kortet, når et politisk parti vil bestemme:

  • Hvordan et lands borgere skal gå klædt?
  • Hvad et lands børn og unge skal spise?
  • Hvor meget tid et lands børn, også dem i vuggestuen, – hvis de altså er af en vis etnisk oprindelse – skal tilbringe på landets institutioner, så de kan lære de ”rette værdier”?
  • Samt generelt laver lovgivning, der retter sig mod bestemte etniske grupper i samfundet, men fritager andre etniske grupper

Danmarksbloggen mener ja – nazi-kortet må derfor gerne trækkes i Danmark.

Danmarksbloggen mener også, at nazi-kortet skulle være trukket for længe siden – ikke kun overfor Dansk Folkeparti, men også overfor store dele af både regering og opposition.

Se her:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/df-kraever-faengsel-gentagne-brud-pa-tildaekningsforbud?cid=soc_facebook_drnyheder_bgamphm2

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/df-vil-tvinge-skoler-til-at-servere-svinekoed

https://politiken.dk/indland/politik/art6540179/B%C3%B8rn-skal-i-vuggestue-25-timer-om-ugen

http://danmarksbloggen.dk/?p=9818

Det er skræmmende. Demokratiet er i fare. Stor fare. Nazi-kortet skal ikke blot trækkes. Det skal smides højlydt på bordet. For venter vi til der marcheres i gaderne, så er det for længst for sent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vestager drukner i andedammen

Hverken Venstre eller Socialdemokratiet ønsker tilsyneladende at pege på Margrethe Vestager, så hun kan få endnu en periode som Danmarks EU-kommissær, og dette til trods at hun internt i EU-systemet nævnes som kandidat til formandsposten – den første kvindelige og den første danske på en af EU´s mest magtfulde poster.

Derfor vil Vestager formentlig også stille op til EU-valget i maj 2019. Det kan Danmarksbloggen godt forstå.

Læs mere her: https://www.avisen.dk/rygter-er-vestager-kandidat-til-toppost_500091.aspx

Danmarksbloggen ryster så også på hovedet.

For hvordan kan man lade snævre, partipolitiske hensyn og andre ligegyldigheder forhindre, at en kapacitet som Vestager får en periode til i EU-kommissionen. Hun har som konkurrence-kommissær gjort det forrygende – ja, mere end det, men nu skal hun altså i jantelovens og andedammens fædreland ikke have lov til at sætte kronen på værket.

Ja, både Venstre og Socialdemokratiet lader hende nærmest drukne i andedammens morads af små magtkampe

Danmarksbloggen spørger derfor også selv, om Venstre og Socialdemokratiet virkeligt vil Europa – virkeligt vil det europæiske fællesskab. For hvis I ville dette, så pegede I på Vestager med en stor finger – og lagde alt det politiske pres på som I kunne – for at hun blev EU-kommissionens næste formand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Man skal spise og drikke

Inger Støjberg snakker om ramadan, og om at muslimerne skal holde ferie, hvis de overholder ramadanens faste-krav, for det er åbenbart meget vigtigt, at medarbejderne på de danske arbejdspladser kan spise og drikke i løbet af arbejdsdagen.

Danmarksbloggen kunne ikke være mere enig i …  at det er vigtigt at give medarbejderne mulighed for at spise og drikke.

Derfor undrer det også Danmarksbloggen, at Inger Støjberg kan blive i en regering, der i dén grad har skåret ned på de offentlige ansattes muligheder for at spise og drikke i løbet af arbejdsdagen.

For mange steder i Danmark må de ansatte ikke alene løbe rundt konstant for at prøve at nå det hele, men de når hverken at få vådt eller tørt i løbet af de mange timers lange vagter. Og her taler vi om en praksis, der ikke kun foregår én måned om året – men i samtlige 12 måneder.

Danmarksbloggen tænker derfor, at det er rigtig godt, hvis vi får fokus på SAMTLIGE medarbejderes muligheder for at få tid til at spise og drikke – og ja, også til at få hvilet ordentlig ud mellem strabadserne.

Nu var det så måske ikke lige det, der var Støjbergs ærinde – men sådan er det jo: Når man bruger en finger til at pege på en specifik gruppe, og de andre fingre peger rakt tilbage mod én selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Behovet for et nyt europæisk forår

Foråret er i gang overalt i Europa … og dermed folder kontrasterne og det absurde sig ud i fuldt flor.

For mens bådene med flygtninge igen lander i stor stil på den græske ø Lesbos, så står den på glitter, glimmer og mere eller mindre dårlig popmusik i Portugals hovedstad Lissabon, der er vært for det årlige MGP.

Vi kan nemlig tilsyneladende sagtens bekymre os om skrig og skrål på en scene, men samtidig vende det blinde øje til menneskelig lidelse.

I dag – d. 9. maj – er det så Europa-dagen, hvad de fleste danskere nok ikke tænker ret meget over. Men kig på busserne – de flager skam med både Dannebrog og Europa-flaget i dag.

Og EU selv har sandelig ikke glemt dagen, for i dag åbner EU-Kommissionen for en online-høring, hvor europæerne kan fortælle, hvad vi mener om det europæiske samarbejde. De emner, som der kan tales om, er dog i forvejen blevet udvalgt af 80 (!) europæere, som var i Bruxelles i den forrige weekend – og som var udvalgt af EU-Kommissionen.

Det er Danmarksbloggens påstand, at danskerne vil være 100% ligeglade med dén høring – og kun opfatte den som endnu et bevis på, hvor langt der er fra Danmark til Bruxelles – og på det manglende demokrati i EU.

Danskerne er i stedet bekymrede over ulve i skoven, indbrud i privaten og indvandrerproblematikken som handler om alt fra flygtninge over integration og til islam og islams rolle i samfundet.

Det kan man så ignorere, hvad eliten i storbyerne er rigtig gode til. Men det du´r ikke. For der er en verden derude, hvor busserne kun sjældent eller aldrig kører – en verden med levende danskerne, der arbejder, betaler skat og bidrager ligeså meget til samfundet som storbyens kreative klasse og politikerne.

Så alles bekymringer skal tages helt alvorligt, hvis ikke samfundet skal sprække yderligere, og politikerleden nå de højder, så demokratiet kommer i fare. Så vi har brug for et nyt europæisk forår – også i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ønsker Venstre at tabe næste valg?

Venstre – eller rettere Løkke har genindført Eva Kjer, valgt en udefra som forsknings- og uddannelsesminister (Tommy Ahlers), og nu er en ret ny parlamentarisk person udpeget som politisk ordfører, nemlig Britt Bager.

Britt Bager – hvem er hun? Ja, hun har arbejdet som stewardesse i mange år, men blev også cand.jur, inden hun i 2009 begyndte at arbejde som politisk konsulent for Venstre på Christiansborg, og fra 2013 i Skatteministeriet. Hun blev så valgt ind på folketinget for Venstre ved det sidste valg i 2015, og har altså siddet i folketinget i næsten tre år – og nu skal hun så tegne regeringspartiet op til næste folketingsvalg, der skal finde sted senest i sommeren 2019.

Det er absurd at tro, at hun kan gå i Jacob Elleman Jensens fodspor som politisk ordfører. Så det, som springer i øjnene som meget mærkeligt, er, at Venstres hold er markant svagere i dag end i går.

For nok er Lunde Larsen væk, men det er stemmeslugerne Søren Pind og Søren Gade også – og til gengæld har man fået tre nye siddende ænder, som slet ikke har samme appel, hverken i befolkningen eller på Christiansborg:

Kjer, som de konservative ikke kan lide – og som var tæt på at være årsagen til, at regeringen blev væltet. Ahlers, som er ligeså uvant med livet i et ministerium som Thyra Frank, om end han er noget dygtigere sådan generelt. Og så nu Britt Bager, som forventes at vide alt om regeringen og dens politik, og hele tiden være klar til at forsvare den. Men som – hvis man ser gamle klip med hende – slet ikke har samme retoriske evner som hendes forgænger. Tværtimod har hun det med at blive personlig fornærmet, hvis nogen taler hende imod – en dårlig evne som politiker.

Så ønsker Løkke at tabe? Det siges, at det var ham, der trumfede valget af Bager igennem – og det var i hvert fald ham som statsminister, der suverænt valgte de tre nye ministre. Danmarksbloggen er mystificeret. For Løkke har livet igennem været kendt som manden med superlimen, uanset hvor han sad.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk