Ønsker Venstre at tabe næste valg?

Venstre – eller rettere Løkke har genindført Eva Kjer, valgt en udefra som forsknings- og uddannelsesminister (Tommy Ahlers), og nu er en ret ny parlamentarisk person udpeget som politisk ordfører, nemlig Britt Bager.

Britt Bager – hvem er hun? Ja, hun har arbejdet som stewardesse i mange år, men blev også cand.jur, inden hun i 2009 begyndte at arbejde som politisk konsulent for Venstre på Christiansborg, og fra 2013 i Skatteministeriet. Hun blev så valgt ind på folketinget for Venstre ved det sidste valg i 2015, og har altså siddet i folketinget i næsten tre år – og nu skal hun så tegne regeringspartiet op til næste folketingsvalg, der skal finde sted senest i sommeren 2019.

Det er absurd at tro, at hun kan gå i Jacob Elleman Jensens fodspor som politisk ordfører. Så det, som springer i øjnene som meget mærkeligt, er, at Venstres hold er markant svagere i dag end i går.

For nok er Lunde Larsen væk, men det er stemmeslugerne Søren Pind og Søren Gade også – og til gengæld har man fået tre nye siddende ænder, som slet ikke har samme appel, hverken i befolkningen eller på Christiansborg:

Kjer, som de konservative ikke kan lide – og som var tæt på at være årsagen til, at regeringen blev væltet. Ahlers, som er ligeså uvant med livet i et ministerium som Thyra Frank, om end han er noget dygtigere sådan generelt. Og så nu Britt Bager, som forventes at vide alt om regeringen og dens politik, og hele tiden være klar til at forsvare den. Men som – hvis man ser gamle klip med hende – slet ikke har samme retoriske evner som hendes forgænger. Tværtimod har hun det med at blive personlig fornærmet, hvis nogen taler hende imod – en dårlig evne som politiker.

Så ønsker Løkke at tabe? Det siges, at det var ham, der trumfede valget af Bager igennem – og det var i hvert fald ham som statsminister, der suverænt valgte de tre nye ministre. Danmarksbloggen er mystificeret. For Løkke har livet igennem været kendt som manden med superlimen, uanset hvor han sad.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk